PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-10-22
0360

 

ØJEBLIKKET – DE SLYNGER AF PRÆSTER
(Nr.1 – kapitel 4)

"Det øjeblik vil med sikkerhed komme, da en konge pludselig rejser sig fra sit sæde og udbryder: Nu ser jeg det: De slynger af præster har fået mig bevæget til – hvad jeg mindst af alt fortjener – at gøre mig latterlig!" (Søren Kierkegaard, Øjeblikket nr. 2, 4. juni 1855)

Hvis sagen om homovielser i kirken får lov til at forløbe som lovgiverne ønsker, så oprinder snart den dag, hvor kirkeministeren skal møde landets dronning. Et dokument, der indeholder ordlyden af vielsesritualet for homoseksuelle og lesbiske, vil da blive lagt foran dronningen, og ministeren vil pege på det sted, hvor dronningen skal skrive under og sige: "Deres Majestæt skal skrive under her…"

Det vil ikke nytte noget, hvis dronningen siger til ministeren, at hun har en anden trosopfattelse af denne sag, men hvis hun erklærer, at hun finder dette dokument om ritualer for homoseksuelle som ’værende i strid med den grundlæggende evangelisk-lutherske bekendelse’ forholder sagen sig anderledes. Dronningen er den eneste person i riget, som ifølge grundloven ikke har ret til at have nogen personlig trosoverbevisning. Hun skal ifølge § 6 ’høre til den evangelisk-lutherske kirke’ – og hun kan ikke et øjeblik driste sig til med en grundlovsstridig underskrift at autorisere et ritual, som er imod kirkens bekendelse.

Dronningen ved, at vielsesritualet står omtalt i sådanne officielle dokumenter siden 1685, samt at hendes kongelige oldefar d. 22. marts 1897 af hendes kongelige bedstefar d. 18. juli 1912 skrev under – ja, selv skrev hun under på et nyt vielsesritual d. 12. juni 1992.

*

Men dette her synes at være noget andet! Majestætens blik glider ned over ’vielsesritualet for indgåelse af partnerskab’.

"Det hedder altså ikke mere ægteskab?" Dronningen henvender sig til ministeren.

"Nej, Deres Majestæt. I dette tilfælde, hvor det er to mænd eller to kvinder, som vies til hinanden, hedder det ’partnerskab."

"Jaså. I det tilfælde hedder det ’partnerskab’?"

"Ja, Deres Majestæt. Så hedder det ’partnerskab’."

Dronningen læser videre. "Ordene ’hustru’ og ’ægtemand’ er udgået," konstaterer dronningen. Hun ser på ministeren. "Nu hedder det ’livsfælle’?"

"Ja, Deres Majestæt. Nu hedder det ’livsfælle’."

"Jaså, vi skal altså skrive under på, at de to mænd og de to kvinder skal leve sammen som ’livsfæller’?"

"Ja, Deres Majestæt. Som ’livsfæller’.

"Et nyt ord?"

"Ja, Deres Majestæt. Et helt nyt ord. Aldrig brugt før…"

Dronningen læner sig tilbage. Hendes finger hviler på dokumentets tekst. "Og de to mænd skal love hinanden, at de vil leve i dette forhold ’til døden skiller dem ad’?"

"Ja, Deres Majestæt. Det skal de love hinanden."!

"For Guds Åsyn?"

"Ja, Deres Majestæt, for Guds Åsyn."

"Og hvis den ene af dem kommer på andre tanker – og ikke vil vente på dødens adskillelse, så bryder vedkommende dette løfte?"

"Ja, Deres Majestæt. Så bryder vedkommende dette løfte."

Dronningen læser videre. "Vi ser her, at præsten skal forkynde de to at være ’registrerede partnere’ både for Gud og mennesker."

"Ja, Deres Majestæt."

"Han skal altså forkynde, at ’de er registrerede partnere for Gud’?"

"Ja, Deres Majestæt. ’For Gud’!"

"Jaså, og så skal de bede Fadervor sammen?"

"Ja, Deres Majestæt."

"Hele Fadervor?"

"Ja, Deres Majestæt."

"Også den sætning, som siger: "Led os ikke i fristelse men fri os fra det onde?"

"Ja, også den sætning, Deres Majestæt.

*

Søren Kierkegaard har i sine ’Øjebliksskrifter’ ikke blide ord tilovers for den kendsgerning, at ministeren skal bringe majestæten ind i dette foretagende.

"Således lærer kristendommen," skriver han, "du skal frygte Gud og ære kongen." Kierkegaard fortsætter: "En kristen bør derfor om muligt være Hans Majestæts bedste undersåt…"

(Søren Kierkegaard kendte ikke til begrebet ’dronning’ som majestæt; han omtaler derfor altid monarken som ’kongen’. Hvis han havde levet i dag, havde han sagt ’dronningen’.)

"Kristeligt set," forklarer han, "er kongen ikke den afgørende instans. Han kan nemlig ikke – og skal heller ikke være den øverste instans i forhold til et rige, der for ingen pris vil være af denne verden… ja, på liv og død ikke vil være af denne verden…"

"Troskab mod eden på Ny Testamente," skriver han videre, "kunne derfor være en god hjælp til at afværge, hvad man – hvis man elsker kongen – absolut afværge… og det er at bringe Hans kongelige Majestæt i en forkert belysning.

Om dette forhold fortsætter Kierkegaard med voksende indignation og vrede:

"I sin ophøjede, guddommelige, dybere forståelse har kristendommen altid omgivet kongens tilstedeværelse med tilbørlig alvor. Det er kun den afskyelige ’legen kristendom’, der – i sit forræderi mod Ny Testamente – også er skyld i det højforræderi mod majestæten, at man vil bruge hans kongelige værdighed i en forvirrende belysning."

Kierkegaard slutter, og han kan ikke længere skjule sin heftige modvilje mod det system, der misbruger kongens person.

"Det øjeblik vil med sikkerhed komme," erklærer han, "da en konge pludselig rejser sig fra sit sæde og udbryder: "Nu ser jeg det: De slynger af præster har fået mig bevæget til – hvad jeg mindst af alle fortjener – at gøre mig latterlig! Ved vor kongelige ære (og hvis nogen ved, hvad kongelig majestæt betyder, så ved jeg det, for jeg har magt til at bortskænke guld og gods, rang og hæder). – Men hvad er nu kristendom? Kristendom er netop en forsagelse af alt sådant. Hvordan i al verden er jeg kommet ind i alt dette med titler, stjerner og hæderstegn? Kristendom skyer jo alt sådant som pesten. Jeg er jo latterlig! Og hvem er skyld deri andre end disse slynger af præster, der har fået gjort kristendom til præcis det modsatte af, hvad det er i Ny Testamente?"

 

MAJESTÆTENS UNDERSKRIFT

Hvis dronningen i den debat, der hurtigt kan opstå omkring den kendsgerning, at majestæten anmodes om at underskrive et dokument, som synes at være grundlovsstridigt, selv fordyber sig i kirkens bekendelsesskrifter, kunne hun blive ubehageligt overrasket…

Her kan hun nemlig læse, at reformatorerne i Apol. 23:28 erklærer, at ’de troendes ægteskab er rent ved Guds ord’. Hvis majestæten (i forbindelse med autorisationen af vielsesritualet for de homoseksuelle) ’slår efter’ i bekendelsesskriftets oprindelige tyske tekst, læser hun disse ord: "Denn sie (die Ehe) ist ja geheiligt durch Gottes Wort" (’ægteskabet helliges ved Guds Ord’).

Kirkens bekendelsesskrift betoner altså, at Guds Ord (Bibelen) forbliver selve grundlaget for majestætens personlige ansvar i kirken. Det er altså Skriften alene, som bør være dronningens eneste rettesnor for, hvad hun kan skrive under på, når det drejer sig om en hvilken som helst kirkelige handling. Hvis dronningen (med hensyn til det ny vielsesritual) handler mod Skriften, strider hun mod kirkens bekendelse, og hvis hun handler mod kirkens bekendelse strider hun mod grundloven, og hvis hun handler mod grundlove, vil hun kunne beskyldes for at være en ’grundlovsstridig monark’.

I det forhåndenværende tilfælde, hvor det drejer sig om et vielsesritual for de homoseksuelle, er majestæten bundet til, at ’ægteskabet skal være rent ved Guds Ord’. Med andre ord: "Det homoseksuelle samliv skal være af en sådan art, at det kan ’helliges ved Guds Ord’." Hvis ikke Skriften samstemmer med denne livsform – ja, måske oven i købet erklærer den for at være syndig – kan et sådan samliv ikke helliges ved noget ritual, og da er monarkens godkendelse ikke blot tom og intetsigende – men grundlovsstridig!"

Som dronningen i sin ansvarsbevidsthed som nationens eneste ’tvungne’ medlem af den evangelisk-lutherske kirke (og som den eneste person i riget, der ifølge grundloven ikke tilstedes trosfrihed) læser videre i Bekendelsesskrifterne for ikke at komme til at handle i strid mod det, som loven, folket, regeringen og kirken forventer af Danmark Riges monark, kommer hun også til den tekst, hvori det hedder: "Ægteskabet er indsat af Gud og bekræftet af Hans Ord, sådan som Skrifterne rigeligt bevidner" (339.18-19). Hvis dronningen i sin ængstelse slår denne danske oversættelse efter i den tyske tekst: "Denn von Gott ist sie (die Ehe) eingesetzt durch Gottes Wort ist sie (die Ehe) bestätigt, wie da die Schrift reichlich zeugt."

Da dronningen ikke for alt i verden ønsker at komme i den pinlige situation, at hun ved ministerens påtrængenhed forledes til at overtræde den grundlovsparagraf, som forpligter hende til ‚at tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’ (og som af samme grund forpligter majestæten til i lovgivnings øjemed med henblik på kirken, at handle ud fra kirkens bekendelsesskrifter) tilkalder hun fortrolige og pålidelige rådgivere.

Dronningen vil da spørge rådgiverne: "Kan majestæten med sit grundlovsforpligtende tilhørsforhold til den evangelisk-lutherske kirke autorisere et vielsesritual, der – så vidt det kan iagttages – strider mod selve grundlaget for den bekendelse, som majestæten ved lov er forpligtet til at tilhøre?"

Rådgiverne vil da svare: "Bekendelsesskrifterne henviser til de bibelske skrifter, som de i denne sag støtter sig til, idet det hedder: ’Ægteskabet er indsat af Gud, sådan som Skrifterne rigeligt bevidner."

Dronningen: "Hvad er det for bibelske skrifter?"

Rådgiverne: "Det er tre afsnit fra Ny Testamente."

Dronningen: "Godt! Lad os høre disse tre skriftafsnit, som er denne bekendelses grundlag."

Rådgiverne fremtager Bibelen og læser for dronningen de tre afsnit, som er den evangelisk-lutherske kirkes begrundelse for at betragte ægteskabet ’som indsat af Gud’. Hvis disse tre skriftafsnit kan forsvare, at dronningen som evangelisk-luthersk forpligtet monark kan autorisere det nye vielsesritual for homoseksuelle, kan majestæten med sindsro sætte sit navn under på de fremlagte dokumenter – men hvis de tre skriftafsnit fra Ny Testamente ikke kan forsvare en sådan underskrift, da bringes dronningens person i fare for at overtræde Danmarks Riges grundlov.

 

DE TRE AFSNIT FRA NY TESTAMENTE

Jesus siger: "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde, og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød? Så er de da ikke længere to, men ét kød. Derfor: Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille" (Matt. 19:4-6).

Dronningen: "Hvad skal jeg især bemærke ved dette skriftafsnit?"

Rådgiverne: " For det første skriftafsnittets autoritet. Jesus siger: Har I ikke læst? Han fører altså sine begrundelser tilbage til Skrifterne… sådan som vi også gør i dette tilfælde…

Dronningen: "… og videre…"

"Dernæst siger Skriften, at ’en mand skal forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru (v.5). Jesus erklærer, at dette mand-kvinde forhold har været sådan fra Skabelsen. Luther kalder det et ’skabelsesmandat’.

Dronningen: "… og videre…"

Rådgiverne: "Det er om manden og kvinden og i forbindelse med skabelsen af disse to, at det hedder: De to (altså manden og kvinden) skal blive ét kød. Det er altså om disse to og deres ’samliv’ (manden og kvinden) at det står skrevet: Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille…" (v.6).

*

Rådgiverne fortsætter: "Det næste afsnit, som i Bekendelsesskriften er nævnt som bevis for, at ægteskabet er indsat af Gud, kan hentes fra Paulus’ første brev til Korinterne. Herfra læser vi fra det 7. kapitel: Thi den vantro mand er helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved broderen; ellers var deres børn jo urene" (v.14).

Dronningen: "Harmoniserer dette udsagn med det nye vielsesritual?"

Rådgiverne: "Det bliver vanskeligt på grund af andre steder i Skriften, som erklærer homoseksualitet for synd, at erklære, at den ene homoseksuelle mand ’er helliget ved den anden, eller at den ene lesbiske kvinde ’er helliget’ ved den anden. At henvise til ’deres børn’ kan grundet omstændighederne slet ikke komme på tale.

*

Rådgiverne slutter: "Det tredje afsnit, som Bekendelsesskrifterne henviser til m.h.t. ’ægteskabets hellighed og ærbarhed’ lyder således:

"Thi Adam blev skabt først, derefter Eva; og det var ikke Adam, som blev bedraget og faldt i overtrædelse. Men hun skal frelses under opfyldelsen af sit moderkald – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med ærbarhed" (1. Tim. 2:13-15).

Dronningen: "Giver dette skriftafsnit, som er knyttet til den evangelisk-lutherske bekendelse, mandat til at autorisere et vielsesritual for homoseksuelle?"

Rådgiverne: "Deres Majestæt bør eftertænke, at Skriften her tydeligt taler om ’at blive bedraget’ og ’at falde i overtrædelse’. Dernæst understreger apostelen ét af skabelsesprincipperne, der synes at være knyttet til Guds særlige frelsesplan med kvinden. Dette princip taler om ’opfyldelsen af moderkald’, - hvilket kun har kunstige muligheder i det golde, homoseksuelle parforhold. Mange taler i dag om kærligheden som den eneste betingelse for ægteskabet. Den evangelisk-lutherske bekendelse henviser til tre andre elementer, som ifølge Skriften alle synes umuliggjorte i det homoseksuelle samliv: Tro (på hele Guds Ord) … hellighed og ærbarhed (v.15).

*

Dronningen betragter alvorligt sine rådgivere. Ingen ved, hvad hun tænker. Majestæten er ifølge grundloven sat som kirkens øverste protektor. Hun skal med sin person og høje værdighed ’protegere’ (beskytte) kirken og skal med krone og trone værge kirken mod alt, hvad der er i modstrid med den evangelisk-lutherske bekendelse og lære. Kanhænde, at hun har læst Søren Kierkegaards omtale af ’kongen som kirkens protektor’. Han skriver, idet han sætter sig i dronningens sted: "Hvem er skyld i, at jeg, majestæten, nu er bragt i denne situation? Hvem andre end disse slyngler af præster, der har gjort kristendommen til lige det modsatte af, hvad den er i Ny Testamente? De har fået mig bildt ind, at jeg kunne protegere (beskytte) kristendommen. Jeg dåre! Hvad er det, jeg i virkeligheden beskytter? Sandelig ikke kristendommen, for den er i al sin ringhed fornemmere end jeg. Nej, jeg beskytter nogle slyngler, der mindst af alt har gjort sig fortjent til min beskyttelse…"