PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-10-29
0361

 

ØJEBLIKKET – DET MÅ AFVÆRGES!
(Nr.2 – kapitel 5)

"Det er for mig både afskyeligt og oprørende blot i tanken at forestille mig den art gudsdyrkelse: altså at dyrke Gud ved at holde Ham for nar! Derfor må jeg nu af al magt stræbe efter at bidrage til at afværge, at dette sker! Måtte dog menneskemassen få øjnene op for, hvordan alt dette hænger sammen og derved forhindre at få den gjort skyldig i (hvor letsindig og sanselig den store masse end kan være) – at dyrke Gud på den måde…" (Søren Kierkegaard).

Et sært lys begyndte i juni 2010 at trænge gennem de lukkede døre, som kirkeministerens homo-udvalg siden april havde skjult sig bag. Det underlige var, at lyset ikke kom indefra men udefra. Ad mærkelige omveje syntes en del af de hemmelige argumenter – og en mere nøjagtig angivelse af de emner, som blev debatteret i det skjulte, at komme til syne i et teologisk tidsskrift.

Tidsskriftets navn er ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’. Med et grøn-blåt omslag og en ubestemmelig forsideillustration udkom juni-nummeret med bl.a. følgende titler: ’Det er ikke godt’… (’for mennesket at være alene’), ’Samfund, Teologi og Ægteskab’. ’Ritual for vielse af fraskilte og for homoseksuelle, et parallelt forløb’? ’Vielse af homoseksuelle – økumeniske perspektiver’ osv.

Tidsskriftet udgives af redaktionen, som for tiden er Ulla Morre Bidstrup og Jørgen Demant, der selv er forfattere til to af artiklerne (med titlerne henholdsvis: ’Velsignelsens Sitz im Leben’ og ’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse’). Udgivelsen sker i samarbejde med forlaget Anis med støtte af kulturministeriets bevilling til almen kulturelle tidsskrifter.

Dette 120. nummer af 30. årgang er som nævnt pludseligt blevet dedikeret til at stille skarpt på nogle af de emner, som utvivlsomt er blevet berørt bag homo-udvalgets tilskoddede vinduer. "Vi har suspenderet langtidsplanen for tema-numre," skriver de to redaktører i forordet, "for at give et bidrag til den aktuelle debat." Bidraget er enøjet. Det har svært ved at skjule sin sympati for kirkelige homovielser – ja, på en underlig måde bliver dørene åbnet på klem ind til homo-udvalgets mørkekammer. Her bliver – ret forstået – ’taget billeder’. Disse eksponeres gennem tidsskriftets 10 artikler op på skærmen, og tjæresorte konturer af teologiske ånder (som i denne time er ved at afgøre vort danske kirkelivs skæbne) viser sig…

At jeg næppe fager fejl i denne spontane vurdering (at netop dette homo-nummer af ’Kritisk Forum’-tidsskriftet er blevet støbt som endnu et blylod, der skal kastes i homo-ritualets vægtskål), fremgår af forordets første linjer. Mere end tydeligt afsløres her redaktionens hensigter.

Som en betegnelse for loven om registreret partnerskab fra juni 1989 anvendes her udtrykket: ’En frihedslovgivning for bøsser og lesbiske’. Dermed synes dette tema-nummers indhold at være gjort klart: At homoseksuelle kan blive gift i kirken vil fremover være at betragte som endnu et skridt på vejen fremad på ’frihedslovgivningens vej’. Dette 120. nummer af ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’ er hermed at anse som et manifest. Dette skrift afslører et glimt af afgrundsdybet bag den rapport, som den 15. september 2010 blev lagt på kirkeministerens bord. Det drejer sig ikke mindst om redaktøren, sognepræst Jørgen Demants artikel, der omtaler – som jeg i en efterfølgende artikel nøjere vil forklare – hvorledes Kristus inkarneres i det homofile vielsesritual.

*

Med bl.a. udgivelsen af dette statsstøttede manifest, som indholdsmæssigt ikke indeholder andet end et åbenlyst forsvar for kirkelige homovielser, melder Søren Kierkegaards spørgsmål sig: "Er det forsvarligt af staten – den kristelige stat! – om muligt at umuliggøre Ny Testamentes kristendom?"

Han fortsætter: "Spørgsmålet i sig selv behøver ingen nærmere forklaring. Enhver må kunne sige sig selv, at noget sådant er ikke forsvarligt!"

Kierkegaard tilføjer: "Derfor må der nærmere redegøres for, hvad staten har gjort og fortsat gør for om muligt at umuliggøre kristendommen. Dette er såre let. Den faktiske tilstand, som landet herefter befinder sig i, er netop den, at Ny Testamentes kristendom ikke blot ikke er til, men at den fremover om muligt er umuliggjort…"

"Lad os antage," skriver Kierkegaard videre, "at staten anbragte 1000 embedsmænd, der med familie skulle leve af – altså være økonomisk interesserede i – at forhindre kristendommens udbredelse."

Han fortsætter: "Et sådant forsøg (der altså åbenlyst skulle forhindre kristendommen i at brede sig) er imidlertid ikke nær så farligt, som det, der i øjeblikket foregår… nemlig, at staten anbringer 1000 embedsmænd, der – under foregivelse af at forkynde kristendom (og heri ligger netop den største fare i sammenligning med dette: Helt åbenlyst at modarbejde kristendommen) har en personlig økonomisk interesse i følgende: a) at folk kalder sig kristne (jo større fåreflok jo bedre) b) at det forbliver uændret, at de under ingen omstændigheder må få at vide, hvad sand kristendom er…"

Med henblik på det foreliggende tidsskrift og på statskirkens nu mangeårige forsøg på at forhåne Ny Testamente ved at indføre vielser af homofile par i kirken (og på den måde ’gøre det let at være en kristen’ samt få folk til letsindigt at tage kristennavnet på sig) lader jeg her Kierkegaard tilføje: "Intet er farligere for kristendommen, og intet er den mere imod end at få mennesker til letsindigt at antage sig navn af kristne, samt at lære dem at tænke ringe om det at være en kristen (som om det var noget, man sagtens kunne blive…)"

(I en efterfølgende artikel vil jeg, som omtalt, især beskæftige mig med tidsskriftsredaktøren, sognepræst Jørgen Demants egen artikel, hvori han hævder, at velsignelsen (af det homoseksuelle og lesbiske par) indeholder (citat): ’en inkarnatorisk bevægelse, der er iscenesat i den gudstjenstlige liturgi, således at parret ved vielsen inddrages i den inkarnatoriske bevægelse: De to indsættes som ’bærere af Guds velsignelse’ (K.F. side 65).

*

Hvis Kierkegaards definition af det, han kalder ’tingenes tilstand’, er korrekt, så melder der sig i denne sag om kirkelige homovielser, (der, - som han siger - ’om muligt søger at umuliggøre kristendommen’), en læresag, der herefter bør kaldes ved sit rette navn: En kættersk vranglære! Da står nemlig landet, folket og kirken overfor en bedragerisk og forførende forkyndelse som bør bekæmpes med alle til rådighed stående midler – ja, som endog udfordrer til en kirkeretlig løsning, der på forsvarlig vis varetager den danske, sande, kristne menigheds retssikkerhed.

"Denne debat," slutter det omtalte tidsskrifts forord, "bør ikke bare foregå i kirkeministerens kommission men i alle kirkelige og folkelige sammenhænge." Lyder flot og tolerant. Men overfor en sådan vranglæres uvæsen behøves mere end en debat. Der er nemlig ikke (med hensyn til læren om inkarnationens gentagelse i det homoseksuelle bryllupskys så meget mere at debattere! Med etableringen af dette homofile samfund i kirken er en slags usynlig evighedsgrænse overskredet.

Med de seneste udlægninger af det homoseksuelle vielsesritual er al samtale omkring forhandlingsbordet forstummet. Thi da forventes ’Guds vrede åbenbaret fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, som undertrykker sandheden ved uretfærdighed’ (Rom. 1:18). Sker det, kan de sorteste dødsvande indenfor timer sprænge samtlige samfundsdæmninger. En ødelæggelse af åndelig og materiel, psykisk, fysisk og sundhedsmæssig art kan – uden mål og måde – sprede sine gribbevinger ud over land og rige. Hvor dette hærværk når frem, vil da al snak og diskussion ophøre, og de af kirkens åndelige ledere, der i Ny Testamente omtales som ’denne verdens ordkæmpere (1. Kor. 1:20) vil da holde sig for munden og tie…

Tilbage er da kun i ydmyg omvendelse, påkaldelse og bøn at vende sig til Ham, som kan ’spærre havet inde bag porte, afstikke en grænse, indsætte port og slå og sige: "Hertil! Og ikke længere…" (Job 38:11).

*

"Med hensyn til at undersøge denne sag nøjere," skriver Søren Kierkegaard, " kommer jeg nu til, hvad der forventes af dig. Hvis du nogensinde har anet, at jeg kun tjener det, som er sandt, - nuvel, så skal jeg fra min side også fremover gøre, hvad jeg kan – men kun så meget, at også du indser, at du må anstrenge dig for at modstå forfalskningen og forvanskningen. Din magelighed, min kære læser, vil jeg ikke opelske; bilder du dig ind, at også jeg er ’en opvarter’? Du må forstå, at jeg anser det for min pligt at forklare, at også du tager fat på denne sag."

 

HANDLER HOMOVIELSER KUN OM DEN ELEKTRONISKE KIRKEBOG?

Mogens Lindhardt, rektor ved pastoralseminariet i København, slår tonen an i homo-nummeret af tidsskriftet: ’Kritisk Forum’, der (med Lyngby præstens artikel hævder, at gudsriget inkarneres i den homofile gudstjenestes liturgi, side 63). Lindhardt er denne udgivelses pennefører! Hans opgave er åbenbart for læserne at gøre det klart, at den borgerlige vielse af homoseksuelle på stedet retfærdiggør det kirkelige homobryllup! "Tilknytningen til den borgerlige ordning," skriver han, "gør enhver henvisning til, at ’hvis man vier homoseksuelle, så kan man snart vie hvem som helst…" til skamme!

(… hvilket faktisk vil sige, at kirkens forbindelse med rådhuset bør – med hensyn til indvendinger mod kirkelige homovielser – lukke munden på enhver gejstlig protest eller indsigelse). "Hvis det ene (den borgerlige homovielse) er tilladt," hævder han, "handler det andet (homovielsen i kirken) kun om legalitetskontrol, attester og indførelse i den elektroniske kirkebog." Altså ikke et ord om Bibelen eller kirkens bekendelsesskrifter. Ej heller om Ny Testamentes alvorlige advarsler mod homoseksualitet.

"Det borgerlige er," fortsætter Lindhardt, "at myndighederne spørger, om de to vil have hinanden og derefter svarer på deres ’ja’ ved en offentlig udråbelse (altså forkyndelse) af, at fra nu af er de ægtepar." Han tilføjer (med let hånd): "Overfor de homoseksuelle ville det højst kræve en sproglig afklaring. Skal man bevare ordet ’ægtepar’ eller erstatte det med ’partnerskab’ evt. med ’ægtefolk’?"

Det er det hele!

Lindhardt slutter: "Hvorfor er det ikke så nemt?" Han svarer selv på spørgsmålet: "Fordi man i det kirkelige miljø ikke har afklaret forholdet til de homoseksuelle eller ikke tør vedkende sig det!" … og heri må jeg give Lindhardt ret! ’Det kirkelige miljø’ – og det gælder både folkekirken og frikirkerne – har ikke taget konsekvensen af apostlenes lære, at homoseksualitet er synd, og kun få eller ingen tør vedkende sig, at netop den synd medfører dom!

*

"Der er for mig," kommenterer Søren Kierkegaard, "både afskyeligt og oprørende blot i tanken at forestille mig den art gudsdyrkelse: at dyrke Gud ved at holde ham for nar! Derfor må jeg nu af al magt stræbe efter at bidrage til at afværge, at dette sker. Måtte dog blot menneskemassen få øjnene op for, hvordan alt dette hænger sammen og derved forhindre at få den gjort skyldig i – hvor letsindig og sanselig den store masse end kan være – at dyrke Gud på den måde…"

Lad der derfor falde lys over denne sag, (hvor en dansk folkekirkepræst tør hævde, at i det homoseksuelle ritual ’bliver menigheden vidne til inkarnationsunderet’ (K.F. side 66). Lad det blive tydeligt for alle, hvad Ny Testamente forstår ved at være en kristen! "Ja, lad det hermed være sagt højt for hele folket," erklærer Søren Kierkegaard, "det er Gud i himlene uendeligt mere kært, at du – hvis det virkelig skulle være muligt – ærligt vedgår, at du ikke er og ikke vil være en kristen – ja, uendeligt mere kært, end denne ækelhed, at det at dyrke Gud betyder at holde ham for nar."

Kierkegaards ord: "Derfor må jeg nu af al magt stræbe efter at bidrage til at afværge, at dette sker"… ejer et inderlighedens budskab til vor tid! Ja, de er faktisk en profetisk opfordring til alle kristne alle vegne at rejse sig som en mur af modstand mod dette statslige homo-overgreb på al Ny Testamentes kristendom. Når Kierkegaard taler om ’af al magt at stræbe efter’, taler han ud af sit ganske hjerte. For ham er der ikke noget kompromis. For ham eksisterer ikke et: ’både-og’, kun et: ’enten-eller’. Det vil sige det, som Ny Testamente kalder: ’Det helstøbte menneske’ ("… så I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget… Jak. 1:4).

Kierkegaards kirkekamp (som den udfolder sig i hans sidste skrift ’Øjeblikket’) var koncentreret omkring forholdet mellem kristendommen som en ’læreform’ (der kan forkyndes af en præst eller prædikant, menighedsforstander eller biskop) og så ’det eksistentielle budskab’, der fordrer, at den enkelte forholder sig personligt til det, der prædikes. Altså, at det er ’livet’ og ikke ’den pæne prædiken’ eller ’den høje liturgi’, det drejer sig om. Kierkegaardsforskerne forklarer det på den fornemme, akademiske måde, at Kierkegaard hermed kræver, at ’individet skal forholde sig på en afgørende måde til sin egen eksistens’!

Denne diskussion leder frem til det bredere spørgsmål, om de kristne i denne time vil foretage sig noget overfor den ulykke, som statskirken er ved at bringe over folk og menighed? Altså det aktuelle forhold mellem kristendommens institutioner (kirken f.eks.) – og dette, at den enkelte kristne i kraft af sin egen eksistens (som et sandt ’sandhedsvidne’) ikke slipper for at stå frem og vidne om kristendommens sandhed!

Kierkegaard ironiserer over, at kristendommen på hans tid er blevet til en alment accepteret institution, der er blottet for indhold. Hans ærinde har ikke ændret sig i de efterfølgende 150 år – tværtimod! Kirken i dag synes ikke kun ’blottet for indhold’; med indførelsen af kirkelige homovielser fyldes den med et – ifølge Ny Testamente – ’urent indhold’: Den bliver farlig for sine omgivelser!

"Borgeren går i kirke om søndagen," forklarer Kierkegaard-kenderen, Adam Diderichsen (Reitzel-serie 5, 1999), "præsten prædiker og lever af det; ingen kunne det falde ind at drage konsekvensen af den kristne tro, når det angår deres eget liv. Kristendommen er ifølge Kierkegaard blevet til en række ydre handlinger, der vanen tro udføres, men som i øvrigt ikke har noget indhold for den enkelte. Herved er kristendommen forvandlet til en slags kristen hedenskab-’kristenheden: (med Kierkegaards term) hvor kristendommen er tømt for ethvert indhold og eksistentiel konsekvens. Den danske kristendom befinder sig således i en stadig selvmodsigelse, idet kirkens præster prædiker om Jesu lidelse samtidig med, at de selv befinder sig i behørig afstand af enhver form for martyrium. Kristen bliver man imidlertid ikke af at gå i kirke en gang imellem eller ved at leve af at prædike syndernes forladelse; kristen bliver man ved at efterfølge Kristi forbillede."

"På denne baggrund," slutter Adam Diderichsen tillægger Kierkegaard martyriet en særlig rolle; den sande kristne er ikke den, der fortæller om fortidige martyrer, der har lidt for deres tros skyld, men derimod martyren selv. "At blive en kristen er at lide for sin tros skyld."

Med denne kortfattede beskrivelse af indholdet i Kierkegaards afsluttende forfatterskab – og med en pludselig genopståen og aktualisering af hans sidste skrifter: ’Øjeblikket’ – har denne serie af kamp-udgivelser en adresse ikke blot til statskirken men til den vestlige forkyndelse, der inspireret af en ’lykkereligion’ fra USA er faldet i velfærds-kristendommens fælde. Vor tids kristne er opslugte af en forkælet tilværelse og (drevet af en homofil tidsånd) blevet omdannet til ’Fordærvelsens trælle’; de er blevet slaver af en rådden indflydelse, der har udmarvet det kristne budskab til at være en moderne afgud, der gratis skal sikre et godt og fedt liv her på jorden og ’en evig salighed hisset’…

*

At Kierkegaard ikke har taget fejl i denne prognose vil ikke mindst vise sig i den forestående strid med det kirke-monster, der, drevet af en dyrisk vildskab, til sidst – som dragen i Åbenbaringsbogen – (der er den gamle slange, djævelen og Satan … 20:2) skal spy en uren flod ud af sin mund (Åb. 12:15).

(Som jeg skriver disse ord, ser jeg for mig flokke af sortklædte teologer, der ler højt. Magen til overdreven billedtale har de ikke hørt. Det være langt fra dem, at tage sådanne forklaringer alvorligt. Og de er ikke selv klar over, at de i deres overlegne, akademiske arrogance, der nu afsluttende tillader sig – ikke blot at forsvare – men at fremme den groveste form for unaturlig utugt i Herrens Hus – forbereder de sidste tiders forfølgelse af Kristi sande efterfølgere).

"Plato siger som bekendt i sit værk ’Staten’, at ’der først kommer gang i tingene, når de folk regerer, der ikke har lyst til det’. Med disse ord indleder Kierkegaard sit første nummer af skriftet ’Øjeblikket’. Han fortsætter: "Platos’ mening er sikkert den, at for så vidt den rette dygtighed er for hånden, så er selve ulysten til at regere en udmærket garanti for, at der bliver regeret ordentligt. Den herskesyge derimod bliver alt for let én, der misbruger magten til at tyrannisere – eller: lysten til at regere driver vedkommende ind i et skjult afhængighedsforhold til dem, over hvem han skal regere, så at hans regeren ender i den rene øjenforblindelse."

Kierkegaard forklarer videre: "Denne iagttagelse kan også anvendes i andre forhold. En sag bliver for alvor alvorlig, hvis – for så vidt den rette dygtighed er for hånden – vedkommende slet ikke har lyst til at gøre noget ved sagen. Thi så sandt som ordsproget siger: ’Lysten driver værket’ – så sandt er det også, at den sande alvor først viser sig, hvor et menneske – dygtigt, men mod sin lyst – af noget Højere tvinges til at påtage sig opgaven.

Kierkegaard slutter: "Forstået på den måde kan jeg sige, at jeg forholder mig ret til den foreliggende opgave: At gøre noget ved denne sag? Gud ved det: Intet er min sjæl mere imod."