PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-11-05
0362

 

ØJEBLIKKET – VRØVLET
(Nr.2 – kapitel 6)

’Mærkelig nok tales der i Ny Testamente ikke om det fænomen, der netop er så fremherskende i denne verden – ja det, som efterhånden er denne verdens eneste og egentlige indhold: ’Vrøvlet’! (Søren Kierkegaard fra: ’En vanskelighed ved Ny Testamente’. ’Øjeblikket’ nr.2. 4 juni 1855).

Den jævne dansker er stort set ligeglad med et kristeligt ritual. Han og hun har nok at se til i det daglige. Der er i den travle og stressede hverdag ikke overskud til at skulle spekulere på, hvad præsten siger i kirken. Med glæde vil det almindelige folkekirke-medlem give politikerne ret i, at ’alt det med ritualer og liturgi og salmebog’ må forblive – som det officielt betegnes – et ’indre kirkeligt anliggende’. "Hold mig fra livet med al den slags vrøvl!" vil både de travle politikere og den moderne EU-borger sige. "Vi har nok at gøre med den flod af politiske EU-bestemmelser, der vælter ind over os. Kirken, dens ritualer og teologiske nonsens må sejle sin egen sø!"

Imidlertid er folk i almindelighed ikke klar over, hvilken gigantisk problematik de i denne sag har med at gøre. De er uvidende om, at et tilsyneladende harmløst kirkeligt ritual kan have så eksplosive virkninger, at det i bogstaveligste forstand kan ryste både regering, folketing, kirken – ja, dronningens trone! Begrebet ’et indre kirkeligt anliggende’ kan vise sig at være som en omhyggelig skjult dynamitladning, hvor lunten allerede er tændt. Kun de færreste fatter, at de her har at gøre med en mystisk underjordisk kraft, som Ny Testamente kalder for ’Lovløshedens hemmelighed’ (2. Thess. 2:7). "Denne hemmelighed er allerede i virksomhed," erklærer apostelen, "kun må den, som nu holder igen først fjernes…" (v.7). Det farligste øjeblik opstår, hvor disse hemmelighedsfulde kræfter – under dække af en masse ’vrøvl’ – begynder at blande sig i kirkens ’indre anliggender’, (hvor de en dag vil ’tage sæde i Guds tempel’ … v.3). Når den skjulte kraft, som apostelen kalder ’lovløshedens hemmelighed’ begynder at pille ved kirkens århundredgamle ritualer (og gudløse politiske kræfter forlanger, at dronningen skal skrive under på, at aldrende ritualer skal ændres) – da berøres nogle jordskælvflader i dybet, og de synlige virkninger kan blive katastrofale for både samfund, folk og kirke. Kirkens såkaldte ’indre anliggender’ vil da pludselig få en overnaturlig og om-sig-gribende betydning, der i Ny Testamente sammenlignes med en syndflodskatastrofe (Matt. 24:37-41: ’Ligesom i Noas dage’).

*

I Danmark har statskirken (som andre statslige institutioner) ikke nogen selvstændig øverste myndighed. En synode f.eks. der kan repræsentere kirken udadtil. Kirken har ikke nogen besluttende autoritet eller vetoret i forhold til statens beslutninger. Den synes at være helt og holdent i politikernes lomme! Det danske folketing og regeringen har været og er stadig statskirkens øverste myndighed, og kirken må tilsyneladende bøje sig for en hvilken som helst beslutning, som bliver taget af det politiske styre. Kejseren bestemmer, og kirken har kun underdanigt at adlyde. Den foreliggende sag om homovielser i kirken vil vise, om dette forhold til kejseren fortsat kan opretholdes?

I den forbindelse er der indføjet et bemærkelsesværdigt afsnit i den homo-rapport, som kirkeministerens udvalg har udarbejdet; det tillader sig nemlig overraskende at sætte spørgsmålstegn ved kejserens magt. Afsnittet hedder i betænkningen: ’Regulering af kirkens indre anliggender efter grundloven’ nr. 5.1.2. Afsnittet indledes således: "Spørgsmålet er så, om regeringen og folketingets kompetence gælder i alle folkekirkelige forhold, eller om der er nogle områder, hvor den politiske kompetence er begrænset. Eller med andre ord: Har rent kirkelige instanser delvis eller helt kompetence i forhold til indre kirkelige anliggender?"

Spørgsmålet er i sig selv revolutionerende; det lader ane, at der fra kirkens indre kunne opstå ’en oprørsbevægelse’, der ikke længere vil lade sig styre af det politiske system! Når der så åbent spørges: "Er den politiske kompetence over for kirken begrænset?" – betyder det, at politikerne ikke – som de har troet – har al magt over kirken! Der findes åbenbart områder, hvor der er lagt låg på ’Fyrstens magt’. Indre rum i kirken, hvor den verdslige magt er forment adgang. Når den verdslige magthaver tramper ind i helligdommens forgård, finder han porten spærret. "Ingen adgang for ’denne verdens herskere’ (1. Kor. 2:8) står der skrevet. "Kejseren må blive udenfor!"

*

Udvalgsrapporten fortsætter (og man må undre sig over, hvem der har ladet dette provokerende afsnit indsnige sig?): "Folketingets adgang til at vedtage love om kirkelige anliggender er begrænset af udtrykkelige og klart normative grundlovsbestemmelser som f.eks. grundlovens § 4, som fastslår, at det er den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke." Afsnittet fortsætter: "Den bestemmelse har den konsekvens, at folketinget ikke kan lovgive om folkekirkens forhold på en måde, der er i strid mod den grundlæggende evangelisk-lutherske bekendelse" (afsn. 5).

Anes der en skjult triumf i dette afsnit af kirkeministerens udvalgsrapport? "Folketinget er begrænset," erklærer rapporten; politikerne kan ikke bare udstede love over kirkens hoved. Kejserens folk har deres hænder bundet af tydelige og klare grundlovsbestemmelser. Som eksempel bliver givet grundlovens fjerde paragraf, der fastslår, at statskirken er og forbliver evangelisk-luthersk. Det vil sige, at folketinget ikke kan lovgive imod den evangelisk-lutherske grundvold; den kan ikke gennemføre en lov vedrørende kirken, som er imod kirkens Augustinske Bekendelse!

I den Augsburgske Bekendelse kaldes kirken i den syvende artikel for ’den forsamling af troende, hvor evangeliet bliver prædiket rent… (congretio sanctorum in qua evangelium pure docetur; C.A. 7:1). Luther siger: "De hellige troende er de får, der hører deres hyrdes stemme" (Johs. 10:3; ASm.III.12.2)

De klassiske linjer fra Den Augsburgske Bekendelse (C.A. 7:2) får her fornyet styrke: Det er tilstrækkeligt for kirkens sande enhed, at evangeliet bliver prædiket rent, og det er unødvendigt, at alle slags ceremonier, der indsættes af mennesker, overholdes

Der er altså for politikerne ingen vej uden om! De kan ikke i kirkelig henseende lovgive mod Ny Testamentes lære, og de kan ikke indføre ceremonier eller ritualer, der bygger på menneskelige ideer.

 

KIRKEMINISTERENS SKJULTE MAGT

Når det siges, at der for politikerne ikke ’er nogen vej udenom’, er dette måske for meget sagt; for politikerne er der som oftest altid en vej udenom’ – og denne ’udenoms-vej’ skimtes netop i dette afsnit af kirkeministerens homo-rapport.

"I grundlovens § 66 er det højtideligt bestemt, at ’folkekirkens forfatning ordnes ved lov’. Dette forhold bemærkes i udvalgsrapporten, hvorefter der ofres en ikke ringe spalteplads på at forklare, at der ’aldrig er blevet vedtaget en sådan forfatning for kirken’. Det vil sige, at kirken på en måde stadig er i politikernes klør… også hvad angår det omtalte, afspærrede område, der hedder ’kirkens indre anliggender’. Det bliver i rapporten ikke glemt at fortælle, at der endog i året 1917 har været ét tilfælde, hvor tilsynet med en præst blev overført fra biskoppen til kirkeministeren. I det følgende beretter udvalgsrapporten om kirkeministerens skjulte magt.

Offentligheden får gennem den foreliggende betænkning at vide, at lovgivningsmagten hidtil har vist ’betydelig tilbageholdenhed’ over for at blande sig i kirkens ’indre anliggender’. Kejseren har indtil nu ikke vovet sig indenfor kirkens mure – og han har f.eks. aldrig så meget som rørt ved spørgsmålet om ’ritualer’.

(Dette er åbenbart en vigtig sag at få kastet lys over, idet netop det aktuelle spørgsmål om homovielser i kirken, har at gøre med ’et ritual’. Ja, hele dette foretagende synes at stå eller falde med, hvorvidt kirken virkelig er i stand til at udarbejde et vielsesritual for homoseksuelle mænd og lesbiske kvinder. Det drejer sig nemlig ikke kun om at give dette ritual den rette sproglige formulering (skal man kalde ’de nygifte’ for ægtepar eller samlivspartnere?), men dybest set, om ’Gud kan være enig’ med en sådan ceremoni. Den specielle liturgi skal altså stemme overens med kirkens bekendelsesskrifter og Bibelen, der ifølge Den Augsburgske Bekendelse er ’Guds Ord’ (Verbum Dei… Apol. 12:123).

"Derfor," bliver offentligheden i udvalgsrapporten fortalt, "er det siden 1849 blevet overladt til kirkeministeren at stå for reguleringen af de indre kirkelige anliggender" (side 40) hvilket i praksis vil sige, at kejseren i dette tilfælde vil gøre det samme som han har gjort i de sidste 150 år: overlade sagen til sin minister!

Det betyder, at det foreliggende ritual for homoseksuelle og lesbiske bryllupper synes at kunne klares af kirkeministeren og dronningen ’uden at inddrage folketinget’ (side 40, sidste afsnit). Udvalgsrapporten erklærer, at det vanskelige homo-ritual kan blive gjort lovligt ’gennem en kongelig anordning eller resolution, der udstedes efter kirkeministerens ansvar…

Kirkeministerens ’homo-rapport’ betoner derfor følgende udfordrende sætning: "Kirkeministeren kan altså uden at inddrage folketinget udstede bindende retsregler om kirkelige anliggender…" (side 40)

*

Det er imidlertid soleklart, at så såre politikerne bliver klar over, hvilke skjulte planer, der synes at blive smedet på kirkeministerens kontor, vil de gribe til våben! At kirkeministeren ’uden at inddrage folketinget’ skulle være i stand til at få dronningens underskrift på et omstridt kirkeligt ritual, kan pludseligt forekomme dem som et uventet bagholdsangreb. Ja, det ser næsten ud som et statskup: En minister, der har magt til åbenlyst at spadsere uden om folketingssalens voksende uro for på dronningens Amalienborg at gennemføre ’en bindende retsregel om kirkelige anliggender’, og som bagefter kan vifte med et af monarken autoriseret dokument med ordene: "Kongelig anordning," er at betragte som en farlig person. Derfor vil politikerne på Christiansborg rotte sig sammen for indbyrdes at udklække nye planer om, hvordan dette ’kup’ kan standses…

*

Kirkeministeren hjælper dem smilende på vej.

I ministerens rapport forklares det omstændeligt, at den slags ’magtpositioner’ er opstået ved det mystiske begreb, der kaldes ’forfatningssædvane’. Også denne politiske skik er 150 år gammelt og kan spores tilbage til selve grundlovsåret 1849. "Denne retssædvane," indrømmer rapporten, "har imidlertid ikke grundlovskraft."(side 40) Det vil sige, at politikerne til hver en tid kan stikke en kæp i hjulet. "Men de skal lige huske," (erklærer kirkeministerens rapport i forbifarten) "at kirkeministeren har haft fuldmagt til at besøge dronningen for at få hendes underskrift.

I det ’pæne’ politiske sprog anvendes ikke gerne ordet ’magt’. Man siger hellere ’kompetence’. Rapporten konkluderer derfor: "Kirkeministeren har kompetence." (side 41) Det vil sige, at hun har magt! Hun kan forelægge det omdiskuterede kirkelige ritual for homoseksuelle vielser til dronningens underskrift. "Ingen kirkelig instans, ingen særlig udpeget biskop eller alle biskopperne i fællesskab kan tage dette skridt; de kan som sådan godt ’gå hjem og lægge sig’. Det er kirkeministeren, der har magt..

Tilbage er så spørgsmålet, hvorledes dronningen vil reagere. Uden majestætens underskrift bliver der ikke noget autoriseret ritual for homoseksuelle og lesbiske vielser! Hvis dronningen siger nej, er kirkens døre lukkede for det homoseksuelle bryllup. De skiftende kirkeministre har derfor i de sidste 150 år ikke løbet landets monarker på dørene. "De har," fortæller kirkeministerens rapport, "vist skønsomhed og været tilbageholdende." Derfor må kirkeministeren også i dette tilfælde vente på ’en udtalelse fra bl.a. teologisk sagkyndige’. "Det kan ske," hedder det i ministerens rapport, "in form af betænkninger fra et udvalg… indstillinger fra biskopperne…" (side 41. 5.1-2).

… og med dette synes vejen banet for, at også dronningen må kunne stille sig tilfreds. Med udvalgsrapporten har teologerne talt, og bisperne indstillet. Hvad mere er der at forlange? Homo-ritualet synes ’bombesikret’. Dronningen kan med sindsro skrive under. Hvis homo-ritualet er i overensstemmelse med Den Augsburgske Bekendelse og Bibelen må det have Guds behag…

Spørgsmålet er blot dette, om denne overensstemmelse mellem ritual og bekendelse og Bibel forefindes?

 

INGEN SKAL ADLYDE DE BISKOPPER…

Målet med her at undersøge, om det virkeligt er muligt for dronningen, kirkeministeren, bisperne og folketinget at skrive under på det ritual, som i den evangelisk-lutherske kirke skal muliggøre vielser af homoseksuelle, er at få blot ’et glimt af indblik’ i, hvad der fik Luther og Melanchton til i tidsafsnittet 1529-1537 at nedfælde de bekendelsesskrifter, som i dag er grundlaget for den danske statskirke. Ifølge grundlovens § 4, som fastslår, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, kan folketinget ikke (sådan hedder det i september 2010-rapporten om kirkelige homovielser) lovgive om folkekirkens forhold på en måde, som er i strid med den grundlæggende evangelisk-lutherske bekendelse’.

(’Det er værd at bemærke, at ministerens homo-udvalg ikke blot taler om ’kirkens bekendelse’ – men om dens ’grundlæggende bekendelse’. Det vil sige, at det er uden betydning, hvad en moderne biskop kan finde på af personlige forklaringer for at forsvare en kirkelig vielse af homoseksuelle. Det er ’den grundlæggende kirkelige bekendelse, det drejer sig om! (Altså: Hvad siger de reformatoriske bekendelsesskrifter?)

I 1529 udgav Luther den lille og den store katekismus. 1537 fuldendtes de Schmalkaldiske. Artikler og samme år dukkede Melanchtons traktat op (’De potestate et primalu papae’).

I året 1530 blev den Augsburgske Bekendelse forfattet. Dette er værket, som Luther selv henviser til i Weimar-udgaven af hans skrifter (WA 50.470.17) og som sammen med bekendelsens Apologie (forsvar) … 1531) er blevet den verdensvidde Lutherske Kirkes hovedbekendelse og det trosgrundlag, der målrettet vender sig imod en hvilken som helst lære, der er ’uden Skriftens autoritet’ (sine auctoriate scripturae… Apol. 12.119). Det er den bekendelse, som den danske statskirke hviler på, og som advarende erklærer, at ingen skal adlyde de biskopper, som lærer noget, der strider mod Skriften’ (AC 28:28). Reformatorerne henviser i den forbindelse til Ny Testamentes erklæring: "Og de holdt fast ved apostlenes lære’ (Ap.G. 2:42)… et skriftord, som er af overordnet betydning i dag, hvor de troende alle vegne opfordres til at opgive den lære, som Ny Testamente forkynder.

*

Der vil med sikkerhed være teologer, der vil benytte øjeblikket til at vende sig mod disse gamle, grundlæggende skrifter. "Vi lever i en anden tid," vil de hævde, "og en afgørende udvikling har fundet sted." Til dette kan siges, at bekendelsesskrifterne blev forfattet af mænd, der levede i en begrænset middelalder-periode, hvor dybe, sorte vande var i oprør. De stod hinanden nær og kæmpede med livet som indsats mod den samme morderiske fjende, der med alle midler søgte at undergrave, hvad reformationen forstod ved Ny Testamentes kristendom. Disse forfattere af kirkens stadigt gældende bekendelsesskrifter betragtede deres eget værk – ikke som værende teologiske synspunkter, der kunne diskuteres – men som at være det skriftmæssige trosgrundlag for selve kirken. I reformatorernes forskellighed kan ingen bortforklare deres fælles intention: De ville forsvare Bibelens rene lære mod datidens falske doktriners overgreb. Uden disse mænd og deres bekendelsesskrifter havde der ikke eksisteret en protestantisk kirke i dag. Lad derfor de bibellærere, der ikke kan begrunde deres lære på Bibelen, til. Lad nationerne lovgivere alle vegne afholde sig fra at lovgive imod den reformatoriske grundvold, som én gang er blevet lagt – og lad alle fyrster, konger og dronninger, som skal underskrive dokumenter, der strider mod denne grundvold, lade pennen ligge urørt på bordet… "Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus" (1.Kor. 3:11).

 

VRØVLET…

"I Ny Testamente er alle forhold lagt an på det store," skriver Søren Kierkegaard, og det er tydeligt, at han taler til mere end sin egen samtid. Han er her i færd med at beskrive kompromisets fare, som lurer på den verdensvidde, etablerede kristenhed. Ja, det er som har han grebet fat i de snaksalige teologer, der har forfattet kirkeministerens seneste udvalgsrapport. ’Vrøvlehoveder’ kalder han dem.

Stadig med henblik på denne beske karakteristik, fortsætter han: "I Ny Testamente er sandheden fremstillet som ’det ideelle’. På den anden side beskrives ’vildfarelsen og forvildelsen’. Også denne forklares i de store linjer. Ny Testamente advarer mod hykleri og al slags vranglære…

Kierkegaard skriver videre: "Mærkeligt nok tales der (i Ny Testamente) ikke om det fænomen, der netop er så fremherskende i denne verden – ja, det, som efterhånden er denne verdens eneste og egentlige indhold: Vrøvlet! Altså: Jammerligheden, småligheden, pjat og pjank… dette ’at lege kristendom’, talemåder og al den slags. Med dette synes Ny Testamente slet ikke at beskæftige sig." Han fortsætter: "Hermed opstår den vanskelighed, at det (med Ny Testamente i hånden) forekommer næsten umuligt at få ram på den virkelige verden omkring os. Altså den verden, hvor der for hver en kvalificeret hykler findes hundredtusinde vrøvlhoveder og for hver en kvalificeret kætter findes hundredtusinde nittengryn."

"Ny Testamente synes at have høje forestillinger om det at være menneske," erklærer Søren Kierkegaard og tilføjer: "På den ene side fremholdes det høje ideal, og på den anden side (når det falske beskrives) er det stadig menneskets storhed, der fremmales. Men vrøvlet, småligheden og det intetsigende går bestandig ram forbi."

Søren Kierkegaard beskriver herefter faren ved bl.a. de relativist-teologer, som i hans øjne ikke er andet end en flok snakkehoveder. Han forklarer videre:

"Dette har medført, at ’vrøvlet’ i umindelige tider har benyttet sig (af denne ulykkelige situation) og har etableret sig som den eneste, sande, kristelige rettroenhed. Derfor står vi i dag med disse uoverskuelige bataljoner af millionvis af kristne."

Kierkegaard konkluderer: "Denne (om ikke åndsstærke så i hvert fald talstærke) rettroenhed benytter sig nu af, at man ikke i sandhed (for det kan man virkelig ikke) tør beskylde den for hykleri og vranglære; den er jo i sig selv den eneste sande, kristelige rettroenhed."

*

Søren Kierkegaard er i dag kendt og skattet som en af verdens mest afslørende, filosofiske tænkere. Han vil derfor heller ikke være i stand til at definere, hvad han mener med udtrykket ’vrøvlehoved’ uden at gøre det til genstand for sin særprægede og gennemtrængende logiske tænkning. I sådanne tilfælde tager han ikke meget hensyn til sin læser; den, der kan følge med i hans tankebaner, må følge med. De øvrige bliver skånselsløst ladt tilbage. Han skriver (idet han jagter dem, der ikke afgjort tør kalde tingene ved deres rette navn): "Alt dette (med vrøvlet) kan meget godt lade sig gøre; det højeste og det laveste har nemlig i alle forhold en vis overfladisk lighed med hinanden."

Den gamle filosof forklarer:

"Det lave synes nemlig i dette tilfælde ikke være det, som er lavere end det høje, ej heller det, som ligger mellem det høje og det lave. Nej, disse to bestemmelser (det høje og det lave) fremstilles som værende både hævet over al kritik og samtidig ikke underlagt nogen form for kritik – og beviser dermed en vis overfladisk lighed med hinanden. Nøjagtig som det er tilfældet med både masserne og de af disse masser ernærede præsters rettroenhed. De ligner sand kristendom, idet de hverken tør kaldes vranglære eller kætteri."

Kierkegaard forklarer sig videre, og det er som sagt ikke altid let at følge hans tankebaner, der dog alle til sidst afsluttes med en lysende klar konklusion. Han skriver metodisk videre:

"Sand kristendom ligner selvfølgelig ikke kætteriet og vranglæren. Situationen forekommer blot sådan, at lige så højt som sand kristendom hæver sig over kætteri og vranglære, lige så dybt befinder vrøvlet sig under kætteri og vildfarelse. Vanskeligheden ved Ny Testamentes fremstilling af denne sag er denne, at det – idet det altid fordrer det ideelle og (ustandseligt) kæmper mod ånderne – ikke tager sigte på massens uhyre korpus: Kristenheden! Dette ’kristne legeme’ fremstiller hele tiden sig selv som ’den eneste, sande kristne rettroenhed’, hvis ’kristelige alvor’ (oven i købet) fremstår som ’sandhedsvidner’, der (hvilken satirisk modsigelse) gør karriere og lever i denne verdens lykke og bedste velfærd – mens den om søndagen (i kirken) skildrer hvorledes ’den må lide for sandheden’…

Kierkegaard slutter: "Dette skal man lægge godt mærke til. Og hvis man giver vel agt på det, opdager man hurtigt, at Ny Testamente alligevel har ret! Da går det nemlig nøjagtigt som Ny Testamente har forudsagt: "Midt i denne uhyre befolkning af ’kristne’ – i dette mylder af ’kristne’ – lever her og der nogle enkelte – ja, én enkelt. For ham er vejen trang (som Ny Testamente har forudsagt). Han bliver hadet af alle (som Ny Testamente har forudsagt)… at slå ham ihjel vil være at betragte som ’den rette gudsdyrkelse’ (som Ny Testamente også har forudsagt)…

Det er dog en sælsom bog, Ny Testamente. Det har altid ret. Thi denne enkelte disse enkelte… det var de kristne!"