PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-11-12
0363

 

ØJEBLIKKET – DE KRISTNES HÅNDBOG
(Nr.2 – kapitel 7)

"Ny Testamente er og forbliver uforandret de kristnes håndbog – og det vil gå denne verden, som det står skrevet i Ny Testamente. De kristne skal derfor ikke lade sig forstyrre af, at de går alle slags ’ondsindede-påfunds-kristne’ anderledes, end det går denne verden – denne ondsindede verden!" (Søren Kierkegaard 4. juni, 1855, Øjeblikket nr.2).

Et besynderligt, gejstligt triumvirat er pludselig opstået på Sjælland. Præsten, provsten og biskoppen i det nordlige stift har slået sig sammen for at føre deres egen krig i kampen for at forsvare det homoseksuelle vielsesritual.

Sognepræsten er bannerfører – men alle tre er enige om, at (citat): ’Gud bevæger sig fra himmel til jord i det homofile ritual – og det i en sådan grad, at (som præsten forklarer… citat): ’Kysset måske er det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi’ (Kritisk Forum 120, side 68). Biskoppen over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, har i den forbindelse afvist en klageskrivelse over, at sognepræst Jørgen Demant, Kgs. Lyngby (citat): ’udbreder en lære, der – som forsvar for vielser af homoseksuelle par i folkekirken – hævder, at inkarnationen af Kristus gentager sig i det homoseksuelle kys’ (14.07.2010). Hun er enig med sognepræsten i, at (på det teologiske fagsprog… citat): ’gudsrelationen bliver aktualiseret i et liturgisk-rituelt spil’ ved den homofile vielse. Homo-brylluppet benævnes som (citat): ’En gudstjenestelig sammenhæng, der iscenesætter inkarnationsmysteriet, at Gud blev menneske’ (På godt dansk: At Gud er så mægtigt til stede når homoseksuelle bliver gift i kirken, at Han inkarnerer sig i gudstjenesten (K.F. side 64).

Provsten for Kongens Lyngby provsti, Eigil Saxe, forsvarer ligeledes præstens synspunkter. Han forklarer, at han har læst Jørgen Demants artikel flere gange, og at han finder, artiklen (citat): ’af høj kvalitet’ (21.09.2010). Provsten er mere end enig i præstens påstand om, at inkarnationen finder sted i det homoseksuelle ritual. Han blåstempler, at (citat): ’… ved vielsen inddrages parret i den inkarnatoriske bevægelse: de indsættes som bærere af Guds velsignelse… og sendes til verden for at realisere denne frelse og velsignelse" (side 65). "Denne artikel er teologisk inspirerende," erklærer provsten i et brev til sin biskop i Helsingør. Han tilføjer: "De fremlagte indsigter kaster nyt lys over en bibelsk og luthersk forståelse af vielsen og velsignelsen."

*

Sognepræsten har på grund af klagen over sin forkyndelse forsøgt at overbevise biskoppen om, at han slet ikke har haft det homoseksuelle vielsesritual i tanke. "For en ordens skyld skal jeg lige gøre opmærksom på," forklarer han Helsingør-biskoppen, "at jeg i artiklen ikke nævner ’homovielse én eneste gang’. Han tilføjer: "Artiklen handler om vielsen."

Denne forklaring har både provst og biskop taget for gode varer. De vender sig derfor begge mod klageren og siger: "Du har læst forkert! Det er i virkeligheden en (citat): ’fejlagtig indlæsning af egne synspunkter’. Det vil sige: Klageren har ikke forstået et ord af det hele! Han giver bare udtryk for sine egne meninger."

Denne samlede erklæring fra det enige triumvirat bør iagttages under den synsvinkel, at sognepræsten ikke kun er teologisk konsulent for Helsingør Stift, men at han tillige er medredaktør af det tidsskrift ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’, hvori han har skrevet sin artikel med overskriften: ’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse’ (side 64).

*

Med en sådan indledning til dette særlige temanummer af det pågældende tidsskrift, og med artiklens egen henvisning til, at (citat): ’Menigheden er med som vidner til velsignelsen af Søren og Peter. Menigheden bliver vidne til inkarnationsunderet’ kan der ikke herske skyggen af tvivl om, at Lyngbypræsten søger at omgå sandheden med en løgn, når han til sin biskop forklarer, at hans artikel i dette homo-nummer udelukkende handler om vielsen – generelt set!

Når Jørgen Demant hævder, at (citat): ’Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden… - så har han ikke kun det heteroseksuelle brudepar i tanke. Han henviser da i lige grad (idet han jo strider for ligestilling) til det homoseksuelle par!

Troværdigheden af præstens påstand (at den pågældende artikel udelukkende ’handler om vielsen’) bør iagttages i sammenhæng med, at han som tidsskriftsredaktør i forbindelse med udgivelsen af dette særlige nummer af ’Kritisk Forum’ erklærer: "Det er på denne baggrund (altså med henblik på ’frihedslovgivningen af bøsser og lesbiske) at vi i redaktionen af ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’ (citat): ’har suspenderet langtidsplanen for temanumre for at give et bidrag til den aktuelle debat’.

Jørgen Demants sidste erklæring er afslørende. Han skriver (citat): "Overordnet har vi dog valgt en anden tematik i dette debatnummer. Nemlig en belysning af hvad et ritual er, hvad en velsignelse og hvad en vielse er, og hvad det betyder for den aktuelle debat om vielse af homoseksuelle (fremhævelsen, min).

Når Jørgen Demant i sit tidsskriftsforord præciserer, at kirkeministeren Birthe Rønn Hornbech med sin rapport fokuserer på kirkevielsen af de homoseksuelle og (citat): ’hvilken form for ritualisering, der kan fastlægges’, så er det naturligvis dette samme homo-ritual, han anvender, når han fortsat skriver (citat): "Liturgien (ritualet) er altså med handling, tegn og ord en gentagelse af inkarnationen: Her bliver ånd kød, her forbinder Gud sig med mennesket…"

… og når Lyngbypræsten om ’frihedslovgivningen for bøsser og lesbiske’ betoner de homoseksuelles kamp for ligestilling af ægteskab og partnerskab, så forråder han faktisk sit eget budskab, hvis han selv (hvad han faktisk forsøger at gøre) sætter afstand og skel mellem ’homovielse’ og vielse. "Jeg har ikke nævnt ’homovielsen’ med ét ord," forsvarer han sig. "Jeg har kun talt om vielse."

Denne holdning og en sådan tvetunget udtalelse er ikke kun utroværdig. Den er løgnagtig. Den er løgn!

Det synes som om, at det nordsjællandske triumvirat er klar over, at de med deres forsvar for ’læren om homo-kysset’ er på vej ind i et minefelt. Vil de kunne anklages for med denne forkyndelse at ’komme udenfor bekendelsesgrundlaget for den evangelisk-lutherske kirke? "Klageskriftet, som biskoppen har modtaget, antyder, at dette allerede er sket, hvilket sikkert er grunden til at præsten betoner (citat): "Jeg mener ikke, at jeg bevæger mig ud over hverken skrift eller bekendelsesskrifter." Han tilføjer: "Jeg er i god overensstemmelse med Luthers udlægning af velsignelsen." (Med henblik på bl.a. velsignelsen af det homofile par erklærer han) citat: "Min pointe er, at netop den gudstjenestelige handling gestalter den trinitariske forståelse af velsignelsen…" (K.F. side 65).

Når præsten hævder, at han ’er i god overensstemmelse med Luther," skal det forstås således, at Luther også er i god overensstemmelse med præsten. Ja, Luther vil (i præstens øjne) nikke bekræftende til, at den aronitiske velsignelse nu i fuld udstrækning kan bruges som en del af det homoseksuelle vielsesritual.

Jørgen Demant forklarer (citat): "Luther udlægger velsignelsens trinitarisk," og fortsætter med at beskrive, hvorledes både Fader, Søn og Helligånd virker med i vielsens afsluttende velsignelse af det homoseksuelle brudepar.

 

TREDELT HOMO-VELSIGNELSE

"Den første del af den aronitiske velsignelse (’Herren velsigne dig og bevare dig’) forklarer Lyngbypræsten, "er forbundet med skabelsens lykke: det legemlige liv og de legemlige goder."

(Det er altså med denne ’Skaberens velsignelse’, at præsten fremover velsigner det homoseksuelle og lesbiske brudepar. Faderens ’solidaritetserklæring’ og ’medleven’ (side 67) i den homofile vielse er af en sådan art, at han på stedet tilsiger det registrerede par ’skabelsens lykke’ og ’alt legemligt og jordisk godt’).

"Den anden del af velsignelsen (’Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig’)," fortsætter den teologiske konsulent i Helsingør Stift, "er den åndelige side, som retter sig mod retfærdiggørelsen af mennesket trods fortjeneste og gerning."

Sønnens del af velsignelsen er altså, ifølge Lyngbypræsten, Kristi tilsigelse til det homoseksuelle par, at Han ikke kun vil befordre parret med de legemlige og jordiske goder – men at Han også vil tage sig af deres ’retfærdiggørelse, trods fortjeneste og gerning’. At de nu sammenføjes som ’ægtepar’ betyder, at de vil blive retfærdiggjorte i deres fortsættelse af deres homofile samliv! (Her tales ikke et ord om bekendelsesskrifternes betoning af omvendelse fra synd).

"Den tredje del af velsignelsen: ’Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred’, fortsætter sognepræsten, "er forbundet med Helligåndens realisering i det kristne fællesskab, hvor det handler om kampen mod det onde."

… hvilket betyder, at velsignelsen af det registrerede par nu sigter på Guds Ånds virke for at få parret indlemmet i det kristne fællesskab, så at de fremover kan være med i ’kampen mod det onde’. Det homofile par (citat): ’indsættes som bærere af Guds velsignelse’ (side 65). Det sendes til verden for at realisere denne frelse og velsignelse’…

*

Hele denne forklaring om den aronitiske velsignelses betydning i såvel det heteroseksuelle som det homoseksuelle bryllupsritual (thi det hører jo med til ’ligestillingen’) er godkendt af både provst og bisp. "Et nyt lys over en bibelsk og luthersk forståelse af vielsen og velsignelsen," erklærer provst Eigil Saxe i Lyngby. "Jeg henholder mig til provstens udtalelser," tilføjer biskop Lise-Lotte Rebel i Helsingør. Hun konstaterer: "Sognepræst Jørgen Demant holder sig indenfor bekendelsesgrundlaget. Jeg finder ikke anledning til at kritisere ham…" (Dok.101097/10).

Det er forståeligt, at Helsingør Stift triumviratet med hænder og fødder søger at holde sig fast til bekendelsesskrifterne. Ikke mindst, når det drejer sig om bekendelsen af En Treenig Gud. Netop denne del af kirkens forkyndelse er at betragte som en hjørnesten for alt, hvad der hedder kristen tro. "Hvem som helst, der ikke befinder sig på dette bekendelsesfundament, har (ifølge Apol. 1,2) stillet sig selv uden for Kristi kirke. Årsagen til, at netop dette bekendelsesgrundlag er så vigtigt, er, at treenighedsgrundlaget i sig selv (som det hedder i Bekendelsesskrifterne): ’omhyggeligt er funderet på Den Hellige Skrift’ (eum habere certa et firma testimonia in Scriptura sanctis… 145.11, Apol. 1,2, 557,19-21; Fortalen St. Katekism 18).

Den treenige Guds gerning som Faderen i skabelsen, Sønnen med hensyn til forløsningen og Helligånden vedrørende helliggørelsen er et gennemgående træk. Luther siger: "Thi Han har netop skabt os dertil, at Han kan forløse og hellige os (Gk II 63: Denn er hat uns eben dazu geschaffen, dass er uns erlöse und heilige).

(Netop dette frelses og helliggørelsesværk, der fremstilles som selve tegnet på Den Treenige Guds virke, har ingen plads i Helsingør-triumviratets teologi. Der er for det homofile par overhovedet ingen tale om Kristi frelsesværk eller Åndens helliggørelsesværk. "Far ikke vild," erklærer Ny Testamente og tilføjer: "De, der lader sig bruge til unaturlig utugt eller de, der øver den… skal ikke arve Guds Rige." Apostelen fortsætter: "Sådan har nogle af jer været; men I lod jer aftvætte, ja I blev helligede, ja I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd" (1. Kor. 6:9-11).

Luther betoner følgende i sin store katekismus: "Jeg tror på Gud Fader, der har skabt mig. Jeg tror på Guds Søn, der har forløst mig og jeg tror på Helligånden, der gør mig hellig…" (GK 2-7).

I denne sag er Jørgen Demant ikke i overensstemmelse med Luther, og provsten og biskoppen har i deres godkendelse af præstens vranglære bevæget sig udenfor kirkens Bekendelsesskrifter.

 

ET ONDSINDET PÅFUND

Søren Kierkegaards iagttagelser er i denne forbindelse yderst præcise. "Under de her givne antagelser," skriver han, "kan Ny Testamente ikke længere betragtes som en vejledning for den kristne. I så tilfælde er den angivne vej jo forandret. Den er helt anderledes end den, der fremstilles i Ny Testamente.

Ny Testamentes kan herefter ikke anvendes som en rejse-håndbog for den kristne. Det er udelukket! Skriften må – set fra den synsvinkel – betragtes som en historisk kuriositet. Som en forældet håndbog for rejsende i et land, hvor alt har forandret sig. En sådan håndbog kan ikke længere tages alvorligt. Den rejsende kan højst more sig over den.

Som han med jernbanen farer let og ubesværet hen over en bestemt strækning, læser han i håndbogen: "Her befinder sig det frygteligste ulvesvælg. Den, som styrter i det, forsvinder 70.000 favne under jorden…" og medens han sidder i en hyggelig cafe og ryger sin cigar, læser han i håndbogen: "Her holder en røverbande til. Den overfalder og mishandler alle rejsende. "Nej, hvor morsomt at forestille sig, hvordan det hele dengang så ud," udbryder han. Ulvesvælget er forsvundet, og i stedet har vi nu jernbanen. Røverbanden er væk; her er nu en hyggelig cafe…"

Hvis det nu virkelig forholder sig sådan, ’at vi alle er kristne’ – og hvis det (kristeligt set) er i sin fulde rigtighed alt det med ’kristenheden’ og ’den kristne verden’ – så vil jeg om muligt råbe så højt, at det kan høres i himlen: Oh Du uendelige! Hvor mægtigt Du end har bevist Dig at være kærlighed, så er dette dog ukærligt af Dig! Hvorfor har Du ikke ladet os vide, at Ny Testamente ikke længere er vejledning og håndbog for de kristne? Hvor grusomt! Når nu alt er blevet modsat af, hvad det har været, og det nu er en gældende sandhed, at vi alle er og bliver kristne, hvorfor så bringe unødig ængstelse over de svage ved at dit ord ikke straks er tilbagekaldt men stadig forbliver som uforandret?

Dog! En sådan forklaring kan jeg ikke godtage! Sådan er Gud ikke! Altså må der være en anden forklaring, og den vil jeg søge at finde frem til (hvilket i grunden passer mig langt bedre): Hele den historie med ’kristenheden’ og ’den kristne verden’ er ikke andet end et menneskeligt, ondsindet påfund! At vi alle skulle være kristne er den rene indbildning, som har sin rod i dette ondskabsfulde påfund. Ny Testamente er og forbliver uforandret de kristnes håndbog, og det vil gå denne verden, som det står skrevet i Ny Testamente. De kristne skal derfor ikke lade sig forstyrre af, at det går alle slags ’ondsindede-påfunds-kristne’ anderledes, end det går denne verden – denne ondsindede verden!