PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-11-19
0364

 

ØJEBLIKKET – DEN RÆDSOMSTE FORM FOR GUDSBESPOTTELSE
(Nr.2 – kapitel 8)

"Den rædsomste form for gudsbespottelse er den slags kristenhed, der er skyld i at man søger at forvandle Åndens Gud til det mest latterlige vrøvl – og den mest åndløse form for gudsdyrkelse er den … (at, den er mere åndløs end hedningernes tilbedelse af sten, okser og insekter) der under navn af Gud søger at gøre Ham til et vrøvlehoved… (fra stykket: ’Hvis vi er kristne, hvad er så Gud?... 4. jan. 1855, Øjeblikket).

Det er ikke let for en statskirke at slippe uden om landets lov og ret; kirken er jo som statsinstitution bundet på hænder og fødder af alle slags lovbestemmelser og kan f.eks. ikke tillade sig at udforme et splinternyt vielsesritual for homoseksuelle uden nøje at følge de regler, som er nedfældet i ægteskabsloven. I denne lovs 20. paragraf (stk. 1-2) foreligger nogle betingelser, hvoraf én af disse giver teologerne hovedpine…

Ægteskabsloven siger, at ’en vielse skal foregå i overværelse af mindst to vidner’ (hvilket næppe fremkalder noget problem; det homoseksuelle par kan med sikkerhed stille med både venner og familie, der er villige til at blive udpeget som vidner). Videre hedder det i ægteskabsloven, at ’parterne ved et samtidigt møde på spørgsmål af vielsesmyndigheden skal erklære at ville ægte hinanden (hvilket de to mænd og de to kvinder naturligvis vil være parate til). Men så kommer den tredje betingelse. De to homoseksuelle mænd og de to lesbiske kvinder skal ifølge ægteskabsloven ’forkyndes at være ægtefolk’…

(Dette har den civile embedsmand på rådhuset, som står for ’tilspørgelsen’ i det borgerlige ægteskab, ingen problemer med. Frimodigt forkynder han de to ’at være rette ægtefolk’ -) og dermed er den verdslige lovs krav blevet opfyldt.

Anderledes med homo-brylluppet i kirken. Der kan præsten slippe godt fra at opfylde de to første betingelser (vidnernes tilstedeværelse og tilspørgelsen) … men den tredje betingelse kan for præsten skabe uoverskuelige samvittighedsproblemer.

Han skal nemlig nu lægge sin hånd på de to homoseksuelle mænds hænder (eller på de to lesbiske kvinders hænder) og skal så (ifølge det foreliggende ritualforslag) sige til dem: "I har allerede lovet hinanden at ville leve sammen, og nu har I bekræftet det for Gud og mennesker." (Bilag 4, forsl. til ritual f. indg. af partnerskab).

Denne ’forkyndelse’ af det homoseksuelle ægteskab kan præsten i kirken ikke aflevere på samme måde som den, der bliver oplæst af den kommunale embedsmand på rådhuset. Præsten skal nemlig i kirken ikke kun have den verdslige lovs bemyndigelse – men han skal (i samme øjeblik han højtideligt erklærer, at han forkynder dette for Guds åsyn), have ’modtaget Guds mandat dertil… ‘

Om dette taler kirkens bekendelsesskrifter klart. "Uden Guds eget ord kan man ikke med bestemthed udsige, hvad der er Guds vilje," hedder det i Bekendelsen (300.12). Den tyske tekst lyder således: "Ohne Gottes eigenes Wort kann man über seinen Willen nichts mit Bestimmtheit aussagen. Det vil i dette tilfælde sige, at præsten ikke kan ‚forkynde for Gud og mennesker’, at disse to homoseksuelle fremover kann leve sammen som ægtefolk, uden at have modtaget Guds eget mandat dertil. Har han ikke det, gør han bedst i at tie.

"Hvordan kan et menneske udtale sig på Guds vegne uden at have Guds mandat dertil og Guds ord derfor?" spørges der: Apol. 15:14: ’sine mandato et verbo Dei?"

Der henvises i den forbindelse til det sted i Ny Testamente, der lyder sådan: "Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld. I hyklere! Med rette har Esajas profeteret om jer og sagt: Dette folk ærer Mig med læberne men deres hjerte er fjernt fra Mig. Det er forgæves, de dyrker Mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud" (Matt. 15:6-9).

Henvisningen er rammende i den aktuelle situation, hvor de kirkelige og politiske bestræbelser på at indføre homovielser foran alteret tydeligvis ’sætter Guds lov ud af kraft’. Jesu barske betegnelse af dem, der handler på denne måde, er kontant; "hyklere!" udbryder han ("Vi ved," forklarer apostelen senere, "at loven er god, dersom man bruger den som lov skal bruges… nemlig med henblik på manddræbere… dem, der øver unaturlig utugt" o.s.v. (1. Tim. 1:8-9). I sin harme henviser Jesus til profeten Esajas, der skarpt fordømmer ’den forgæves gudsdyrkelse’, der udelukkende bygger på menneskelære og menneskelige ritualer og ceremonier…

*

Det er derfor af højeste vigtighed at undersøge, hvad kirkens bekendelsesskrifter og ikke mindst Den Augsburgske Bekendelse har at sige om det guddommelige mandat. Derved vil det nemlig blive afklaret, om biskopperne har mandat til at udforme et vielsesritual for homoseksuelle. Dernæst vil der kunne kastes lys over, hvorvidt politikerne har mandat til at indføre et sådant ritual i kirken – og sidst men ikke mindst vil det kunne afgøres, om dronningen i sin høje, kongelige værdighed tilstedes det guddommelige mandat til at autorisere et sådant ritual.

I kirkens grundlovsbefæstede bekendelsesskrifter bruges ordet mandatum hyppigt som en betegnelse for et skriftord, der indeholder en Gudsbefaling. Det første sted i Bekendelsesskrifterne, hvor dette begreb forekommer, er i Den Augsburgske Bekendelse art 6, hvor det forbindes med verbet ’mando’, som betyder ’at udstede en befaling’. Heraf kan udledes, at kun handlinger, som Gud har befalet, tør bringes til udførelse.

Allerede her melder spørgsmålet sig, om indførelsen af homovielsesritual kan identificeres med en sådan ’handling, der er befalet af Gud’. Om det heteroseksuelle ægteskab anvender Luther ordet ’mandat’ (befalet af Gud). Kan det samme siges om det homoseksuelle samliv?

For at kunne svare på dette, må vi bevæge os ind i Den Augsburgske Bekendelses 2. halvdel, der især beskæftiger sig med forskellige former for misbrug. I disse tilfælde er der som oftest henvisning til et udsagn fra Bibelen. I Den Augsburgske Bekendelse art 22 drejer det sig om Det Hellige Måltid. Der henvises i den forbindelse til Matt. 26:27, hvor der står skrevet: "Og Han tog en kalk og takkede, gav dem den og sagde: Drik alle heraf; thi dette er Mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse…"

Bekendelsesskriftet omtaler disse ord som en Herrens befaling: Mandatum Domini. I den forbindelse står det fast, at en ny skik, der indføres, som er imod Guds befaling (contra mandata Dei) ikke godkendes (Ein Brauch, der gegen die Befehle Gottes eingeführt ist, kann nicht gutgeheißen werden… CA 22.1; 86.1).

Det vil med andre ord sige, at præster, politikere, ja, majestæten selv med denne kirkebestemmelse i hånden (en bestemmelse, som Melanchton knytter direkte til kanonisk ret… Decr. Grat. I, d. 8, c, 4) – ikke blot kan nægte at deltage i et sådant gudløst ritual, men de kan nægte at godkende det – ja, bekæmpe enhver godkendelse deraf).

Et yderligere eksempel på, hvorledes alle troende folkekirkemedlemmer alle vegne åbent tør og bør modsætte sig indførelsen af kirkelige ritualer, der ikke har deres rod i Skriften, er Bekendelsesskrifternes stilling til f.eks. ’præsternes cølibat’. På Luthers tid var dette forhold et brændende spørgsmål i reformatorernes kamp mod Den Katolske Kirke… (en sag, der ikke er blevet mindre med årene. Rom vånder sig i denne tid under de tragiske konsekvenser af en cølibatskik og en tradition, der ikke er indstillet ved et Guds mandat).

Når det fra biskoppelig side i dag hævdes, at kirkelige homovielser ikke kan tilbagevises ’med enkelte skriftsteder fra Bibelen’ (’Det er summen af evangeliet, vi skal holde os for øje’, hedder det) – så bliver netop det katolske cølibatløfte i Bekendelsesskrifterne fejet af bordet med enkelte Bibelord. "Hver mand skal have sin egen hustru, og hver kvinde skal have sin egen mand," hedder det i Ny Testamente (1. Kor. 7:2). I den forbindelse erklærer Den Augsburgske Bekendelse, ’at ingen menneskelig lov, intet præste- eller munkeløfte kan ophæve Guds befaling (mandatum) eller Guds orden (ordination… Ca 23:24).

Samtidig gøres det klart, at hvad Gud har nedfældet i sit ord rejser sig (i opgøret med vranglæren) mod alt det, som Bekendelsesskrifterne ifølge Matt. 15:9 kalder ’ugyldige menneskebefalinger’ (mandato hominum … 417.28).

I Den Augsburgske Bekendelse, hvor det drejer sig om den opgave, som er betroet kirkens biskopper, henviser ordet mandatum atter til to bestemte bibelord.

1) "Ligesom Faderen har udsendt Mig, således sender Jeg også jer. Og da Han havde sagt det, åndede Han på dem og siger til dem: Modtag Helligånden! Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet" (Johs. 20:21-23).

2) "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen; den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro skal blive fordømt" (Mark. 16:15-16).

Når ordet mandatum bliver anvendt, knytter det sig i Bekendelsesskrifterne altid – enten direkte eller indirekte – til et bestemt udsagn fra Skriften. (289,34: Gerninger, som ’ikke er grundet på Skriften eller evangeliet’, behøver ikke at blive omsat i handling’ (Apol. 12.173): "Die Werke, die in der Schrift nicht gegründet sind, brauchen nicht getan zu werden").

En bestemt gruppe af sådanne befalinger handler om gudstjenesten og de kirkelige handlinger. Det vil sige et område, som ikke blot har de troendes særlige, aktuelle interesse (idet biskopperne søger indført et ritual, som bør erklæres ’fremmed for den protestantiske tro’) – men samtidig en sag, som Bekendelsesskrifterne særligt henviser til.

Bekendelsesskrifterne anviser ikke nogen bestemt form, hvorunder gudstjenesten skal afholdes – men de fordrer på det bestemteste, at alle fremmede indslag (’die Ausscheidung aller fremden Stücke), som ikke er befalet af Gud men har indsneget sig (eingeschmuggelt wurden) under dække af noget andet (f.eks. gerningsretfærdighed) skal udelukkes! "De er falske," hedder det, "fordi de ikke kan begrundes af Skriften og ikke er afstedkommet ved en Guds befaling." (377.1: ’Contra mandatum Dei ad obscurandum gloriam Christi’; Apol. 24:98).

(Når reformatorerne særligt henviser til opgøret med ’gerningsretfærdigheden’, er det fordi netop denne pavens lære var deres epokes særlige stridsobjekt! Kampen mod Rom overskyggede alt andet! I dag er det tidsafsnittet for ’det store frafald’ (2. Thess. 2:3) – samt det aktuelle opgør mod indførelsen af fremmede ritualer og falsk forkyndelse, som er præget af den løsagtighed, der hører frafaldet til. Det er en strid mod homo-teologernes vranglære og kætteri, som i vor tid er lige så farlig som pavens teologer var på Luthers tid).

Dette er grunden til, at ingen Kristi efterfølger bør vige tilbage fra den aktuelle, direkte konfrontation med de præster, provster og bisper – ja, de af menighedens åndelige ledere, som fører an i dette frafald. "Hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham," erklærer Hebræerbrevets forfatter og tilføjer: "Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt men til dem, som tror og vinder deres sjæle" (Hebr. 10:38-39).

 

GUDSBESPOTTELSEN

Man siger, at eksistensfilosofien tager historisk sit udgangspunkt i én af filosoffen Kants specielle teser, nemlig at mennesket skulle have valgt sin egen natur i et slags overjordisk valg, som har fundet sted hinsides tid og rum. Kant skriver om dette fænomen i skriftet om ’Die Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft’. Dette værk handler bl.a. om ’det etiske ansvar’… en sag, som Kierkegaard i sine skrifter beskæftiger sig meget med, og som også kommer til syne i hans ’Øjebliksartikler’. I en af disse spotter han de kristne ledere, der ustandselig prædiker om ’det gode liv’. Han skriver: "Hvis det nu slet ikke er rigtigt, det, vi forstår ved at være en kristen? Hvis hele dette maskineri med en statskirke med tusinde gejstlig-verdslige embedsmænd i virkeligheden er én stor øjenforblindelse (der ikke vil hjælpe det mindste i evigheden, tværtimod vil blive brugt som anklage mod os) hvis altså alt dette slet ikke er rigtigt, så lad os slippe af med det! Jo før jo hellere! Og vi bør da spørge: Hvis nu alt dette er rigtigt (det, vi i dag forstår ved at være en kristen): Hvad er så Gud i himlen?

Åh, da er Han det latterligste væsen, der nogensinde har været. Hans ord er den latterligste bog, der nogensinde er kommet for lyset. At sætte – som Han jo gør – himmel og jord i bevægelse, true med helvedes evige straffe blot for at opnå det, vi i dag forstår ved at være kristne… nej, noget så latterligt er aldrig set før!"

Kierkegaard fortsætter: Forestil dig, at der pludselig træder en mand med en skarpladt pistol hen foran dig og siger: "Jeg skyder dig!" – eller værre endnu. Han siger: "Jeg vil bortføre dig for på det rædsomste at pine dig ihjel! Dette vil ske," truer han, "hvis ikke…" (og pas nu på, for nu kommer det, som det hele drejer sig om)… "hvis ikke du fra dette øjeblik gør dig livet her på jorden så behageligt og nydelsesrigt som muligt."

Kierkegaard slutter: Er det ikke den latterligste historie, du nogen sinde har hørt? Hvis det (med ’det gode liv’ var det eneste pistolmanden ville opnå, så behøvede han ikke at true mig med den mest kvalfulde død. Ja, spørgsmålet er, om han med sin rygende pistol overhovedet ville være i stand til at hindre mig i at leve på den måde?)

Altså: Er det skrækken for den evige straf eller håbet om den evige salighed, der har bevirket, at vi er endt dér, hvor vi nu er: Det, vi kalder ’kristne’: … ’at leve som vi har lyst til?"

Kierkegaard konkluderer: Nej, den rædsomste form for gudsbespottelse er den slags kristenhed, der er skyld i, at man søger at forvandle Åndens Gud til det mest latterlige vrøvl, og den mest åndløse form for gudsdyrkelse er den… (åh, den er mere åndløs end hedningernes tilbedelse af sten, okser og insekter) der under navn af at tilbede Gud, søger at gøre Ham til et vrøvlehoved…" (fra stykket: ’Hvis vi er kristne, hvad er så Gud? 4. juni 1855. Øjeblikket nr.2)