PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-11-26
0365

 

ØJEBLIKKET – EN PRÆST SKAL HAVE LYST TIL SIN GERNING
(Nr.3 – kapitel. 9)

"Næh, præsterne selv bør ikke være afholdende; de skal have en flaske vin hver dag, og (hvis de udviser en særlig iver) to flasker; en præst skal have lyst til sin gerning, så at han med varme og charme – ja, med hele overbevisningens magt kan begejstre folk, så at de i skarevis melder sig ind i vor forening…" (Søren Kierkegaard)

Den 5. januar 2005 valgte seks af landets biskopper samt Grønlands biskop at udsende (citat): ’en vejledende ordning for en gudstjenestelig velsignelse for par, der har indgået registreret partnerskab’. Kirkeministerens 2010-udvalgsrapport nævner i en fodnote (side 25) biskop-navnene på dette (i manges øjne) ’halve, halvhjertede dusin’. Det var bisperne Erik Norman Svendsen, Københavns Stift, Jan Lindhardt, Roskilde Stift, Holger Jepsen, Lolland Falster Stift, Kresten Drejergaard, Fyens Stift og Kjeld Holm, Århus Stift, samt Sofie Petersen, Grønlands Stift.

I en fælles udtalelse fra alle landets biskopper blev to punkter slået fast (citat): "Vi tager afstand fra en kristelig eller menneskelig fordømmelse af homoseksualitet og homofilt samliv," og 2) "Bibelske udsagn om homoseksualitet kan ikke anvendes i en kristelig fordømmelse, idet evangeliets helhedssyn vejer tungere i denne sag end enkeltstående bibelord…" (udv.rapp. side 25).

*

Dermed er grænselinjerne skarpt og konsekvent aftegnet. Der eksisterer herefter en uoverstigelig kløft mellem denne holdning og (mener jeg) de otte kirkelige organisationers indstilling, der lige så tydeligt signalerer, at de allerede er gået fra borde; de er ikke med i den båd…

Disse organisationer giver i deres udmeldinger udtryk for, at i lige så høj grad, som de tager afstand fra en ’kristelig fordømmelse af homoseksuelle’ således fordømmer de enigt, vedholdende og bestemt det homofile samliv. På ingen måde kan de godtage, at ’de bibelske udsagn om homoseksualitet’ med en let håndbevægelse fejes af bordet; alle ’enkeltstående bibelord’ betragtes som: ’Et skrift, som er indblæst af Gud, og som også er gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, velskikket til al god gerning" (2. Tim. 3:16-17).

De kristne organisationer præciserer, at de også i denne sag har overtaget reformatorernes opfattelse af Skriften som højeste autoritet i alle lærespørgsmål. For dem kan der på ingen måde med henblik på udførelsen af homovielses-ritualer viges fra dette fundamentale skriftprincip.

"Hvis Bibelen ikke havde været det selvfølgelige udgangspunkt i reformationstidens kirkekamp, havde Luther ikke haft nødig ustandselig at underbygge sine standpunkter med enkelte, klare bibelord. Kun ved at anvende enkeltstående udsagn fra Den Hellige Skrift (320.7: ’Verbum Dei, ex quo certo sciamus’ Apol.21:17) har man klart kunne adskille, hvad der er Guds Ord og hvad der er løgneprædikanters tale," hedder det (573,27: Wenn falsche Prediger aufstehen und ihnen Lügenstand für Gottes Wort dargeben…" GK (1.53).

*

Som udgangspunkt i vore dages kristne afstandtagen fra biskoppernes lære om, at enkeltstående bibelske udsagn ikke kan anvendes for at afsløre synd og åbenbare frelse, kan henvises til Luthers Katekismus. I hans gennemgang af de ti bud refererer han uafbrudt til enkeltstående bibelvers (2. Mose 20:5 f) – og tolker dem med klare og tydelige forklaringer om, hvorledes ’Gud rigeligt belønner dem, der holder Hans bud og indtil fjerde slægtled straffer dem, der foragter Hans bud’. Altså en forkyndelse, der både indeholder trusler og forjættelser, men hvis sandhed står urokket, også når det tilsyneladende går de gudløse godt og de gudfrygtige slet (GK 1.30 ff).

Luther taler ikke her om det udefinerlige og flygtige begreb, der i dag benævnes som ’summen af Guds ord’. Guds ord kan i Luthers Katekismus betyde ét bestemt, enkeltstående bibelord. Det er i dette tilfælde ikke afgørende for Luther, om man kan betegne skriftafsnittet som ’evangelium’. For ham er bibelordet overalt et klart, guddommeligt udsagn, som i kirken udgør den højeste instans (citat): ’hævet over præster, provster og bisper’ (Tract 11).

 

SOM ET TVEÆGGET SLAGSVÆRD

Luther havde selv været i Rom og set den såkaldte kirkelige og gejstlige ’herlighed’ på nært hold. Siden blev han klar over, at alt det, han havde fået at se bag kulisserne af pavestolens herredømme ikke kunne bekæmpes med et par overåndelige teologiske vendinger. For ham var Guds Ord aldrig en lille forgyldt pennekniv men et mægtigt tveægget slagssværd… ’levende og virkende og så skarpt, at det trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben, og er dommer over hjertets tanker og meninger" (Hebr. 4:12). Ingen ’højere’ åndeliggørelse af evangeliet kan udrette et sådant værk. Kun det enkle, slebne bibelord, som finder sin egen bekræftelse i Den Hellige Skrift, kan ’sønderdele’ og ’sønderhugge’…

Da han i året 1510 i sin munkeordens ærinde drog af sted til Rom, glædede han sig til at kunne læse messer ved de romerske altre. "Jeg var næsten ked af, at min far og mor endnu var i live," fortæller han, "for jeg ville så gerne med mine messer og andre fromme handlinger have udløst dem af skærsilden." Han fortæller videre, at da han ved et sådant alter var i gang med at fremsige det højtidelige ritual, der bestod i at indvie nadverelementerne, opdagede han, at hans romerske kolleger ved et naboalter ekspederede flere messer, inden han blev færdig med én.

"Fratello, passa, passa," råbte de. "Skynd dig, skynd dig, broder! Lad vor frue snart få sin søn hjem igen…" ja, det blev ham fortalt, at nogle af de romerske præster ved nadverindvielsen plejede at sige: "Panis es, et panis manebis vinum es, et vinum manebis (’Brød er du, og brød forbliver du, vin er du og vin forbliver du…" (hvilket vil sige, at disse præster ikke selv troede på nadverens ’forvandlingsunder’). I Luthers senere kamp mod al denne spot og ugudelighed kunne han ikke nøjes med én eller anden ulden forklaring om betydningen af ’summen af Guds Ord’. Kun den skarpe klinge, som hedder ’bibelordet’ kunne ’trænge igennem’…

*

Luther lyttede i Rom til de endeløse beretninger om pavernes verdslighed og ugudelighed. Om Alexander d. VI af familien Borgia. En ryggesløs mand med en flok børn, der fulgte i hans fodspor. Om dengang Alexander havde indbudt den mægtige familie, Collonna, til måltid med den hensigt at forgive dem alle sammen. Ved en fejltagelse døde Alexander selv på stedet men sønnen, den fornemme kardinal, Cæsar Borgia, drak i hast flere liter olie og lod sig derefter hænge op i benene – og fik således giften ud af kroppen. Han myrdede derefter sin egen bror for en kvindes skyld, blev fængslet i Spanien af Kong Ferdinand – skulle henrettes, men bad så mindeligt om at få lov i enrum at skrifte med en munk. Da vagterne senere åbnede døren til cellen, lå munken dræbt på gulvet, og kardinalen var sluppet bort, iført hans kappe.

"Når gejstligheden er sådan," erklærede Luther, "så skal man ikke undre sig over, at gudløshed og usædelighed breder sig i det italienske folk." "De velské (italienerne)," forklarede Luther siden, "er enten overtroiske eller også tror de ikke på noget som helst." Han tilføjede: "Når folk går i kirke i Italien, siges der om dem: Så, nu går de hen til ’den almindelige vildfarelse’ – og hvis én og anden tager det alvorligt med kristendommen, bruger man udtrykket ’bon christiano’, hvilket faktisk betyder: ’et godtroende fjols!"

 

ET ENKELT BIBELORD

Luther fik indblik i det gigantiske romerske udsugningssystem. Med egne øjne så han, hvordan pavemagten skrabede vældige summer til sig – og en del år senere skriver han: "Sådan vil Tyskland til sidst blive ædt op indefra – og det vil faktisk være romanisternes største glæde, for de regner os ikke for andet end umælende bæster; i Rom har jeg hørt det ordsprog: "List guldet fra de tyske tosser – og gør det, så det klodser!"

"For hundrede tusind gylden ville jeg ikke undvære, hvad jeg så i Rom," kunne Luther finde på at sige. "Hvis jeg ikke ved selvsyn havde set al den fordærv, så ville jeg have troet, at jeg siden gjorde paven uret!"

Året før sin død skriver Luther: "Ingen kan forestille sig, hvilke kæltringstreger, synd og skændsel, der foregår i Rom – ja, hvis der noget sted findes et helvede, så er Rom bygget derpå!"

*

Det var i denne formørkede situation, at et enkelt bibelord trængte igennem den unge Luthers forvirrede og ulykkelige sind. Det var ikke en større, teologisk forklaring, der tændte reformationens først glød i hans hjerte. "Som et klokkefår løb jeg omkring i alle kirker og kroge og troede på alt, hvad man bandt mig på ærmet," fortæller han…

Da kom han en dag til det kapel, der kaldes Sancta Sanctorum. Her var ’den hellige trappe’. – "Det er den trappe, som Kristus, mishandlet og blødende, gik op ad for øverst oppe at møde den romerske statholder, Pontius Pilatus," (fortalte folk), "den er blevet bragt hertil fra Jerusalem…"

"Hvad skal jeg gøre?" spurgte Luther.

"Du skal på dine knæ krybe op ad trappen og trin for trin fremsige de foreskrevne trappebønner. Gør det, for det vil give dig adgang til store åndelige velsignelser! Husk at betale afladspenge for hvert eneste af de 28 trin, som din Herre har måttet vandre før dig…"

Midt under denne anstrengende bodsøvelse på ’den hellige trappe’ i Rom lyste pludselig ét enkeltstående bibelord op i Luthers indre. I hans hjerte lød det klart og tydeligt; "Den retfærdige skal leve af tro" (Rom. 1:17). Luther rejste sig på stedet. Han kravlede ikke op ad flere trappetrin, og han fremsagde ikke flere trappebønner. Dette ene ord fra Romerbrevet strålede med ét gennem hans mørke – og den første ild, der siden skulle fænge i mange lande og riger, styrte fyrster og ryste troner – ja, tvinge pavedømmet i knæ – var antændt.

*

I dag er det ubegribeligt, at evangelisk-lutherske biskopper kan få sig selv til – samlet og enigt – at erklære, at ’det enkeltstående bibelske udsagn ’ikke tør komme til orde’. "Det er kun evangeliets helhedssyn, der er gældende," forklarer de… og det er herefter dem selv, der bestemmer, hvad dette ’helhedssyn’ skal indeholde…

Når nu det enkelte bibelord har en så mægtig betydning og kraft – sådan som det for Luther beviste sig at være tilfældet (med blot én linje fra det syttende vers i Romerbrevets første kapitel: "Den retfærdige skal leve af tro") så må det samme gøre sig gældende, når der en halv snes vers senere i samme romerbrevskapitel erklæres: "Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige… mænd øvede skamløshed med mænd… (v.26-27).. ja, da må princippet stadig være gældende, når det i begyndelsen af det efterfølgende romerbrevskapitel hedder: "Ved du ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse?" (2:4)

I det følgende vil jeg henvise til, hvorledes en dansk doktor i teologi ikke viger tilbage for at underbygge sin (i mine øjne) dokumenterede vranglære på en enkeltstående linje i Bibelen.

 

MULDVARPEBLINDE TEOLOGER

I Sverige har man retligt set afskaffet forskellen mellem ægteskab og registreret partnerskab og indført det såkaldt ’kønsneutrale ægteskab’. Tilsvarende har Svenska Kyrkan indført en vielsesordning, som kan bruges både til homoseksuelle og heteroseksuelle ægteskaber. "Hvad skriftlæsningerne angår," skriver Svend Andersen, professor, dr. Teol. Aarhus Universitet (med en slet dulgt begejstring): "gives der mulighed for at læse fra Ruths Bog 1:16b-17. Her knyttes til de to kvinder, Ruth og Naomi, udsagnet: "Kun døden kan skille os ad." Teologiprofessoren fortsætter: "De to kvinder er svigermor og svigerdatter. Senere i fortællingen gifter Ruth sig og får en søn, men alligevel kan forholdet opfattes – og er blevet det – som et kærligheds forhold mellem de to." For at ingen skal være i tvivl om, hvad professoren hermed hentyder til, skriver han videre: "Man har i den forbindelse hæftet sig ved, at forholdet mellem de to kvinder beskrives med de samme ord som forholdet mellem Adam og Eva i den anden skabelsesberetning." Professoren konkluderer: "Man kan således sige, at teksten fra Ruths Bog kan læses som det ’homoseksuelle alternativ’ til Mattæustekstens fremhævelse af det heteroseksuelle ægteskab… " (Kritisk Forum, side 48).

*

For den jævne bibellæser er denne form for udlægning af de bibelske tekster fremmed og destruktiv. Historien i Gamle Testamente om Ruth er følgende: Naomi, Ruths svigermor, rejser under en hungerperiode fra Betlehem til Moab. Hendes mand dør og enken ’sidder tilbage med to sønner’ (1:3). Disse gifter sig med to kvinder dér fra egnen. Den ene af dem er Ruth. Begge de unge mænd dør, og da enken, Naomi, hører, at situationen har bedret sig i Betlehem, gør hun sig klar til at vende tilbage til Israel. De to svigerdøtre følger med hende.

(Allerede på det tidspunkt af fortællingen begynder Aarhus-professorens hentydning til Ruths og Naomis såkaldt ’lesbiske forhold’ at vakle; "du har vist godhed mod min afdøde søn," siger Naomi til Ruth. "Gå nu tilbage og bliv gift igen… v.9).

Ruth insisterer imidlertid på at ville blive hos sin svigermor – og den ældre kvinde prøver atter at overtale sin ’sønnekone’ (gl. oversættelse): "Hvis du følger med mig til Israel," siger hun, "er det med hensyn til at blive gift igen. Jeg får ikke flere sønner (citat): "Selv hvis jeg endnu i nat tilhørte en mand og fik en søn, skulle du så vente, til han bliver voksen. Nej, Ruth! Vend tilbage til Moab og bliv gift igen…" v. 12-13).

(Gennem hele denne indledende beretning til historien om Ruth, blegner den teologiske professors hentydninger til det påståede lesbiske forhold mellem svigermor og svigerdatter. Naomi befordrer tværtimod den unge kvindes længsel efter at blive gift igen. Som fortsættelsen af historien klart viser, herskede i Israel strenge love om, hvem den unge enke kunne gifte sig med. Naomi understreger det håbløse i denne situation og har derfor kun samme råd at give sin svigerdatter: "Gå hjem til dig selv – og blive gift igen!"

*

Ruths insisteren med hensyn til at ville følge sin svigermor lyder således: "Hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo, dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud. Hvor du dør, vil jeg dø, og dér vil jeg begraves. Herren ramme mig igen og igen. Kun døden skal skille os" (1:16-17).

*

At teologiprofessoren, Svend Andersen, kan tolke disse ord til at skulle give udtryk for en lesbisk holdning mellem de to kvinder, er ikke blot at fordreje og gøre vold på teksten – men at indlæse egne fejlagtige meninger i et forhold mellem to af Bibelens fornemste figurer. Naomi og Ruth er drevet af helt andre motiver end det erotiske begær, som Aarhus-professoren vil have anbragt i teksten. Ordene: "Dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud," er langtfra grundet i et homoseksuelt forhold. Den bibelske beretning drejer sig om en ung hedningekvinde, der gennem svære trængsler er kommet til tro på Israels Gud – og (som kvinden Rahab i Jericho) vælger side og nu ønsker at forene sig med Israels folk. Den efterfølgende sætning lyder således: "Og så fulgtes de ad til Betlehem." Den indeholder et profetisk lys, som totalt undgår professorens opmærksomhed. For at begribe dette gammeltestamentlige glimt af åbenbarelse, må professoren bevæge sig ind i den del af Ny Testamente, hvor apostelen forklarer, hvorledes Kristus er vor fred – "Han, som gjorde begge parter (hedninger og jøder) til ét og nedrev det gærde, som skiller, nemlig fjendskabet" (Ef. 2:14). I det nytestamentlige afsnit vil han kunne finde den dybere mening med henblik på hvorfor jødinden Naomi sammen med hedningekvinden, Ruth, ’fulgtes ad til Betlehem’ (Davidsbyen, hvor Ruth blev gift med en mand, der gjorde hende til Davids tipoldemor; Matt. 1:5) og bragte hendes navn ind i Jesu Kristi slægtsregister (v.1).

Om Aarhusianeren, Svend Andersen, og hans bibellære om det homoseksuelle forhold mellem Naomi og Ruth kan kun siges, at han dermed hører til ’de mennesker, som vender sig bort fra sandheden’ (Titus 1:14). – Apostelen erklærer om disse (mulvarpeblinde teologer): "Alt er rent for de rene; for de besmittede og vantro er derimod intet rent, men hos dem er både forstand og samvittighed besmittet. De hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de Ham, afskyelige som de er og uduelige til enhver god gerning" (v.15-16).

 

DET KOSTBARE BEDRAG

Søren Kierkegaard, som gennem disse skrifter får lov til at sige sin mening om de aktuelle forhold, lægger ikke fingrene imellem. Under overskriften: ’Hvilen lykke, at ikke alle er endt som præster’ har han følgende lignelse at fortælle:

"Lad os forestille os, at der bliver dannet et selskab med det formål at bekæmpe alkohol og drukkenskab. Selskabets bestyrelse finder det formålstjenligt at antage en flok mænd, der som foreningens udsendinge – talere og præster – kan gennemrejse land og rige for at få folk til at melde sig ind i foreningen.

"Men," betoner bestyrelsen i det møde, hvor dette bliver besluttet, "at holde igen på præsterne vil ikke hjælpe! Man kan ikke forlange af dem, at de selv skal være afholdsfolk og derfor ikke må drikke vin! Den slags fører ikke til noget! I så tilfælde får vi kun disse udvandede, selvfornægtende stakler, der ikke kan begejstre nogen for vor sag. Næh, præsterne selv bør ikke være afholdende; de skal have en flaske vin hver dag, og hvis de udviser en særlig iver to flasker! En præst skal have lyst til sin gerning, så at han med varme og charme – ja, med hele overbevisningens magt kan begejstre folk, så at de i skarevis melder sig ind i vor forening."

(Forestil dig nu, at medlemmerne ikke bare forbliver medlemmer, men alle bliver præster i vor forening. Hvad ville det ikke kunne ende med?)

Kierkegaard konkluderer: Nøjagtigt sådan forholder det sig med kristendommen og staten. Kristendom er læren om afholdenhed, forsagelse og lidelse – ja, læren om ’ikke at skikke sig lige med denne verden’. Det er altså den lære, der kun udsteder anvisninger for den kommende verden…

Denne lære skal staten nu have anbragt! "Men," siger staten – "at forlange, at også præsterne skal være afholdende, får vi ikke noget ud af. Forlanger vi det, får vi kun dette livsfornægtende, fortyndede budskab, der jager folk langt væk! Nej, præsterne skal kunne leve sådan, at det er en fornøjelse – både for dem og deres familie – at forkynde denne lære.

Først når det er tilfældet, kan man gøre sig håb om at vinde folk for ’forsagelsen af det jordiske’. Da vil præsten nemlig være indstillet på ’med varme og charme og hele overbevisningens magt’ at skildre for menneskenes børn, hvor livsalig denne forsagelse og lidelse er, og hvor herligt det er at få anvisninger om den kommende verden. Åh, det er så – ’hør, hvor hver han kan udmale det for os! – det er så saligt, saligt, saligt…"

Søren Kierkegaard slutter tilsyneladende denne lignelse med udbruddet: "Hvilken lykke, at vi ikke alle er endt som præster!"

*

Derefter er der imidlertid som et lille ophold i hans efterladte skrifter. Som om han giver sig selv en tænkepause. Så fortsætter han pludselig med fornyet energi. Han skriver:

"Gud i Himlene bærer sig anderledes an, når Han vil have kristendommen indført. Han sikrer sig, at der i hvert fald er én sand kristen – og det er ham, der skal være lærer i kristendom!

Og så går det ellers løs med at vinde mennesker for denne lære. Imidlertid går det kun småt fremad – og i samme grad som det er sikkert og vist, at læreren selv er en sand kristen, sådan vil det med sikkerhed ende med, at han bliver slået ihjel! Mere kom der altså ikke ud af det. Læreren var den eneste, der var tilbage…

Søren Kierkegaard slutter med følgende betragtning: "Det ser altså ud til, at Gud i Himlen mangler den rette kundskab. Især den højere statskundskab… at Han forekommer som en indskrænket stakkel af den gamle skole… ja, at Han er enfoldig nok til at mene, at hvis man vil sy, skal man også slå knude på tråden…

Uden altså at fatte statskundskabens hemmelighed, hvor man springer alle den slags småting over… tager man fat på sagen for i en håndevending at skabe sig millioner af kristne ved hjælp af lærere, der ikke selv er kristne…"

Som en afsluttende note tilføjer Kierkegaard: "Åh, hvor er det langt ude! Og det kalder man alvor! Århundreder er blevet spildt på dette kostbare bedrag. Der er blevet betalt penge derfor i dyre domme – men den egentlige regning venter forude: En forfejlet evighed!