PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-12-04
0366

 

ØJEBLIKKET – BESNÆRELSENS BLÆNDVÆRK
(Nr.3 – kapitel. 10)

"… netop i det øjeblik spænder staten sit fangegarn ud. Den forfører ham, så at det unge menneske i besnærelsens blændværk får det indtryk, at det at være lærer i kristendom lige er vejen for ham. En sådan stilling er præcis, hvad han ønsker; den vil sikre ham en god løn (der vokser med årene) huslig, hygge i familiens skød, karriere (der måske kan føre ham til tops)… men alt sammen – så kristeligt det end kan være – på bekostning af hans uskyld… (Søren Kierkegaard, 25. juni 1855).

Kirkeministeriets 2010 udvalgsrapport har lagt an til kollisionskurs. Sammenstødet er uundgåeligt! De, der har indtegnet den farlige rute, har vidst det på forhånd; det er dem, der bør stilles til ansvar for denne usædvanlige sejlads…

Braget og rystelsen finder sted i de urolige farvande, hvor homoseksualitet ifølge Bibelen betegnes som synd. Rapportens forklaring er følgende: "Flertallet (af udvalget) finder, at kirken i sit forkyndende virke (præstens prædiken) må forudsætte, at homoseksualitet hverken er mere eller mindre omfattet af synd end heteroseksualitet (side 32).

Dermed er det fastslået, at homoseksualitet ikke (ifølge kirkeminister-udvalget) kan betragtes som synd! Sammenligningsforholdet er jo det af Gud indstiftede forhold mellem mand og kvinde, hvilket aldrig ’i sig selv’ kan betegnes som synd. Når altså ’udvalgets flertal’ (inklusivt dets trænede teologer) hævder, at ’homoseksualitet i sig selv hverken er mere eller mindre omfattet af synd end heteroseksualitet’, kan konklusionen kun være denne ene: Som ægteskabet mellem en mand og en kvinde i sig selv aldrig kan betegnes som synd, således er homoseksualitet ej heller (’hverken mere eller mindre’) at betegne som en syndig lidenskab’.

*

Overfor denne holdning står apostelens klare lære i indledningen til Romerbrevet. Han forklarer, hvordan (citat): ’Gud gav dem hen til vanærende lidenskaber," og redegør straks for, hvad han mener med dette. Apostelen skriver: "Deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige," (Rom. 1:16). Dermed er det lesbiske forhold alle steder og til alle tider i Ny Testamente betegnet som synd. En såkaldt ’vanærende lidenskab’ kan umuligt komme ind under nogen anden kategori (ja, et ’kar til vanære’ omtales senere i samme nytestamentlige brev som ’et vredens kar, fuldt færdigt til fortabelse’… Rom. 9:22).

 

SÅDAN SKAL PRÆSTEN PRÆDIKE

Når homo-udvalgets flertal erklærer, at ’kirken i sit forkyndende virke må forudsætte’, at homoseksualitet ikke er at betegne som synd, så betyder det (som ovenfor anført) ganske enkelt, at ’sådan skal præsten prædike’…

Hvis vi spørger, med hvilken ’forudsætning’, at han (med henblik på det homofile samfund) skal prædike således, får vi at vide, at ’sådan mener kirkeminister-kommiteens flertal’…

Hvis præsten hertil tør indvende, at hans forudsætning indtil nu har været Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter, vil han i udvalgsprotokollen få besked på, at det er et overstået stade. Har han ikke hørt, at biskoppen omhyggeligt og gentagne gange har forklaret, at Bibelens ’enkeltstående udsagn ikke kan anvendes til en fordømmelse af det homoseksuelle samliv’? Det vil sige, at når apostelen i Romerbrevet om det homoseksuelle forhold erklærer, at ’mænd øvede skamløshed med mænd og pådrog sig den velfortjente løn for deres forvildelse’ (Rom. 1:27), så er det et af de steder, der (citat): ’som en forudsætning for kirkens forkyndende virke’ er slettet af præstens prædiken. Det skriftord gælder ikke længere… og dette har noget at gøre med folkekirkens ledelsesstruktur.

*

"En teologisk betegning af folkekirkens ledelsesstruktur er nødvendig ved siden af en juridisk," hævder professor dr.theol. Theodor Jørgensen, "fordi den danske folkekirke er en bekendelseskirke, sådan at forstå, at den er forpligtet på en bestemt bekendelsestradition" (Phønix 1. 86, s. 152).

"Den forpligtelse kan du godt glemme," afbryder ministerkommiteen. "Din prædiken om dette forhold har herefter som eneste ’forudsætning’, at (citat): ’det bibelske vidnesbyrd ikke kan siges at tale imod det homoseksuelle samliv, som det kendes i dag!" (side 32)

Professor Theodor Jørgensen fortsætter: "Bekendelsestraditionen fremgår entydigt i grundlovens § 4, hvor den evangelisk-lutherske kirke identificeres med folkekirken." Professoren insisterer: "Forudsat er her den fastsættelse af bekendelsesgrundlaget, som vi finder i Christian V’s Danske Lov: Biblen, de oldkirkelige symboler, ’Confessio Augustana invariata’ af 1530 og Luthers lille katekismus…"

"Underordnet!" erklærer 2010-september udvalgsrapport. "Alt, hvad der hedder lov og tradition, symboler og katekismer – ja, Bibelen selv er fra nu af sat ud af spillet! Flertallet i ministerens udvalg finder (citat): ’at der findes gode grunde for at betragte det homoseksuelle samliv som en samlivsform, der kan integreres i teologi og kirke’ (rap. Side 32).

"Jamen…"

"Ikke noget ’jamen’ (citat): "Det homoseksuelle samliv strider ikke mod det grundlæggende i evangelisk-luthersk kristendoms forståelse…" (rap. Side 32).

*

Klarere kan homo-teologernes lære næppe formuleres! Dette er den retning og rute, som det danske stats kirke-flagskib har taget. I den kommende tid vil det vise sig, at kursen indebærer de største faremomenter. Som Titanic styrer det mod isskarpe undervandsgiganter, der på et tidspunkt vil flænge alle vel-armerede bundkar af skrogets tætte sider. De første nødråb høres allerede, og på et tidspunkt vil dette flotte skib – hvis ikke det ændrer kurs – gå til bunds med mand og mus…

 

DET NÅDIGE AFLADSTILBUD

I året 1514 blev en mand af brandenburgsk fyrsteslægt, Albrecht von Mainz, udnævnt til ærkebiskop. For ret at kunne træde frem i sin nye ærkebiskoppelige myndighed var det nødvendigt, at han hos paven anskaffede et såkaldt ’Pallium’. (Det er en fin, hvid, ulden krave med seks påsyede kors af sort silketøj).

Det betydelige ved dette ’Pallium’ var, at ulden til den fine, hvide krave var taget af nogle særlige hellige får. Allerede som små lam var de udtaget til denne høje bestemmelse; fåret var opvokset hos nonnerne i St. Agnes Kloster, der klippede dem, spandt ulden og omhyggeligt syede den fine, hvide krave.

Der var engang, at en sådan pavekrave var gratis; men de tider var nu forbi! Albrecht von Mainz måtte betale paven 20.000 gylden for at få sin krave med de seks sorte kors.

Forgældet som biskoppen var, kunne han ikke se nogen anden udvej end at låne pengene i handelshuset Fugger i Augsburg. Pavekraven måtte han ha’, koste hvad det ville…

Nu gjaldt det så om at få skrabet de mange penge sammen, som han skyldte handelshuset – og da pave Leo d. 10ende netop på det tidspunkt forberedte en nådig og storslået aflad for de arme sjæle i Tyskland, var der her en mulighed for, at ærkebiskoppen kunne få sin gæld betalt. I så tilfælde kunne han med langt større tilfredshed og sindsro bære den fine, hvide, uldne krave, som var syet af ulden fra de hellige får i St. Agnes Kloster. Desuden gik det overskud, der kom ind ved det nådige afladstilbud i Tyskland til opførelsen af den hellige og mægtige Peterskirke i Rom.

*

Ærkebiskop Albrecht af Mainz blev bevæget ved dette smukke formål og tilbød – selvom han havde rigeligt at gøre med det lokale, kirkelige arbejde – at hjælpe Den Hellige Fader med at få lidende sjæle båret ud af skærsildens kval.

Det kunne nu ske på den gode og effektive måde, at der ikke (i dette alvorlige tilfælde) var så megen tale om bod og omvendelse. Nej, alt det ’føleri’ behøvede man ikke at være så optaget af. Dem, der ville nyde godt af ’Den romerske nåde’, skulle blot lægge et par mønter i blokken – så var den sag om synd, omvendelse og anger bragt ud af verden…

(Og beløbene var rimelige – mente ærkebiskoppen: Konger, dronninger, fyrster og biskopper (som han selv) skulle betale 25 gylden for et afladsbrev. Abbeder, grever og baroner skulle aflevere 10 gylden. Dem, der havde en årlig indkomst på op til 500 gylden, skulle betale 6 gylden… og således videre ned til 1 gylden. De fattige (dem, som må tigge deres brød) kunne nøjes med en smule bøn og faste).

*

Der måtte nu aftales et rimeligt arrangement, så at de arme syndere kunne modtage aflad uden hele det gamle ståhej med bod og omvendelse, og da det nu drejede sig om kontant betaling for afladsbreve, måtte der være orden i sagerne. Det blev derfor højtideligt besluttet, at nettoudbyttet skulle deles ligeligt. Det ville have Guds behag! Det smukke og storslåede formål med Peterskirken i Rom skulle have den ene halvdel. Ærkebiskoppen i Mainz den anden – men ret og rimeligt ville det være, hvis paven – før pengene blev delt – straks fik udbetalt 10.000 gylden. "Min part," forklarede ærkebiskoppen, "skal ikke udbetales til mig. Lad det straks blive udbetalt til det Fuggerske Hus i Augsburg, der så venligt har hjulpet mig til den hvide pavekrave, som er spundet af uld fra de hellige får."

Derefter blev der udvalgt ærkebiskoppelige afladskommissærere, der for en bestemt løn skulle sørge for, at det nådige tilbud om den pavelige aflad (som nu kunne opnås uden anden bod og tegn på omvendelse end det offer, der lå i at købe afladsbrevet) blev kendt og modtaget.

*

Det fortælles, at hvor afladskommissærerne kom frem, blev de modtaget, som om det var Vor Herre selv. Folket mødte dem i højtidelige optog udenfor murene, hvorefter de blev ført hen til kirken. Her blev pengekisten (som indtog bodens og angerens plads) stillet op under et stort rødt kors, hvorpå det pavelige våben var ophængt.

Den af kommissærerne, som tydeligst kunne gøre det klart, at denne store nåde var tilgængelig ’uden selvpinsler’ eller ’opgiven af det tidligere levned’, var dominikaneren Johan Tetzel. Han var i den grad en øvet afladsprædikant, som ærkebiskoppen satte pris på. Overleveringerne skildrer ham som ’en stor, stærk mand, der havde ordet i sin magt’. Han var dristig, ’forholdsvis lærd’ og hans livsførelse var ’sådan nogenlunde’.

Han var især god til at aflevere hårrejsende beskrivelser af de afdødes kvaler’ for dermed at appellere til de efterlevendes familiefølelse. Han kunne som ingen anden gøre det klart, at her var der ikke noget at betænke sig på, idet der (som Morten Pontoppidan i sin bog om Luther forklarer… citat): "I dette tilfælde ikke var tale om nogen anger eller noget forsæt om at forandre sig. For sine afdøde kunne man lægge pengene i kisten, selvom man var på vej hen for at begå en dødssynd."

"Hører I ikke," hedder det i en af Johan Tetzels trykte prædikener. "Hører I ikke jeres forældres og andre afdødes stemmer, hvordan de råber: "Forbarm jer! Forbarm jer over mig! Vi forsmægter i disse kvalfulde pinsler, hvoraf I kunne løskøbe os med en lille almisse…" Han fortsatte: "Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer."

*

Det er mod denne afladshandel, at Luther den 31. oktober 1517 opslog sine 95 teser på kirkedøren til statskirken i Wittenberg. Luther er kontant i sine latinske sætninger. I den 71. tese skriver han: "Den, der taler imod denne sandhed om den falske pavelige aflad, være forbandet!" I den efterfølgende 72. tese tilføjer han: "Den, der har sorg og bekymring over afladsprædikernes kåde og frække ord, være velsignet."

De præster og biskopper, som i dag hævder, at de har Luther på deres side, når de (citat): ’kan tilbyde en kirkelig velsignelse af par, som har indgået registreret partnerskab’ (M. Lindhardt. Kr. F. 120, s. 3) er ikke bedre end Johan Tetzel. De har blot ændret ordlyden til dette:

"Når velsignelsen i kirken udsiges, straks sjælen uden anger beriges!" … og for disse gælder den 71. tese på kirkedøren i Wittenberg. Men for dem, som er bedrøvede og bekymrede over homo-teologernes ’kåde og frække ord’ gælder Luthers 72. tese.

 

BODSBÆNKEN FORSVUNDET

I den Augsburgske Bekendelse artikel 12 forklares det om ’boden’, at ’syndernes forladelse på et hvilket som helst tidspunkt kan blive et menneske til del, når det omvender sig…"

Teksten er så tydelig, at der næppe kan opstå tvivl om, at hvis et – ifølge Den Hellige Skrift – syndigt forhold (i modsætning til ’boden’) velsignes, befordres og i stedet integreres i kirken, uden at en omvendelse har fundet sted, da bevæger de ansvarlige sig uden for kirkens bekendelsesskrift.

I den omtalte 12. bekendelsesartikel beskrives omhyggeligt, hvad kirken bør forstå ved begrebet ’bod’. (Det er jo et gammelt, glemt ord, som i forkyndelsen er gået totalt ’af mode’ – og det i en sådan grad, at selv den slidte ’bodsbænk’ er fjernet fra enkelte af Frelsens Hærs lokaler – ét af de sikre steder, hvor syndere klarest og stærkest blev kaldt til omvendelse).

*

"Boden består af to dele," hedder det i bekendelsesartiklen. "Den ene er angeren eller den skræk, der er indjaget i samvittigheden, efter at synden er erkendt. Den anden er troen, som undfanges af evangeliet. Troen stoler på, at synderne forlades for Kristi skyld, trøster samvittigheden og befrier fra skrækken (TT: ""Welcher Glaub wiederum das Herz tröstet und zufrieden macht).

Det er åbenbart, at hvis det homofile samliv ikke i præstens forkyndelse betegnes som synd, da er et sådan forhold heller ikke noget, som mennesker skal omvende sig fra (I det tilfælde må imidlertid det afsnit i Ny Testamente fjernes, som fortsat hævder, at ’loven er god og bestemt for manddrabere, ukyske og dem, der ’øver unaturlig utugt’ (homoseksualitet… 1. Tim. 1:9). Der henvises i Bekendelsesskrifterne i den forbindelse til Matt. 3:8, hvor Johannes til farisæerne og saddukæerne siger: "I øgleunger! Hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugt, som er omvendelse værdig og bild jer ikke ind, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader").

Set ud fra både Bibel og bekendelse gør kirken således synderen en dårlig tjeneste ved ikke at lade ham eller hende ’komme til erkendelse af synden’ (gl. ’syndserkendelse’). Det er ifølge kirkens bekendelse en gudløs handling at søge at omgå lovens ’indjagelse af skræk’ og ’dybe indgreb i samvittigheden’. Hvor denne første del af bodens virksomhed undlades, vil den anden del, trøsten og troen på syndernes forladelse for Kristi skyld, blegne og blive tilintet.

*

Nogle vil desværre være af den fejlagtige opfattelse, at sammenligningen mellem Luthers strid mod pavens afladshandel og homo-teologernes aktuelle forkastelse af ’bodens og omvendelsens betydning’ er overdrevet; "opgøret med Den katolske Kirkes vranglære," hævder de, "kan slet ikke samstilles med den kirkekamp, som for tiden udkæmpes med henblik på indførelsen af et vielsesritual for homoseksuelle."

Er det rigtigt? Eller er det i modsat fald sandt, at den forhåndenværende strid (vedrørende nødvendigheden af ’lovens forkyndelse om synd, bod og omvendelse’) i virkeligheden er den mest betydningsfulde kamp om ’kirkens rette lære’ siden reformationen?

Tidligt i middelalderen var tredelingen af bodens og omvendelsens betydning blevet fastslået på koncilat i Firenze, hvor pave Eugenius IV sendte besked ud til den halve verden, at den rette lære om bod og omvendelse omfattede ikke blot én side, ej heller to sider, men den omfattede tre sider af samme sag!

Dette satte Luther sig voldsomt imod. "Boden og omvendelsen omfatter ikke én side ej heller tre sider – men den omhandler to sider," hævdede han. Til dette siger vor tids homo-teologer: "Boden og omvendelsen omfatter hverken én side eller to sider eller tre sider, den omhandler ikke noget som helst. Den eksisterer ikke mere!

Dermed (vil jeg hævde) sætter kirkeministerens udvalgsrapport samt alle de bisper, præster og provster, som vil integrere den homoseksuelle livsstil i den evangelisk-lutherske kirke sig udenfor kirkens symbolske bøger; de kan ikke længere regnes for værende omsluttet af kirkens bekendelse. De tilhører det ’kætterkatalog’, som Den Augsburgske Bekendelse advarer imod.

Den 15. juni 1520 udsendte pave Leo X en bulle (Exsurge Domine), hvori han fordømte Luthers lære om, at ’boden og omvendelsen kun har to sider’.

(Luther erklærede, at den arme synder kun har brug for at angre og tro! Betegnelsen for angeren var det latinske begreb, ’Contritio’, som var et udtryk for ’den fuldkomne anger, udsprunget af sorg over synden og båret af forsættet om ikke mere at synde. Altså den bibelske forståelse af omvendelse).

Paven ville imidlertid have mindst tre andre latinske ord knyttet til omvendelsen. Disse tre ord fra Rom lyder sådan: ’Confessio’, ’absolutio’ og ’satisfactio’. Det var især det sidste begreb (satisfactio) som Luther var på vagt overfor. Han accepterede, hvad paven kaldte ’cordis contritio’ (hjertets anger) samt ’oris confessio’ (mundens bekendelse) – men han satte spørgsmålstegn ved ordet ’satisfactio’ (som beskriver en slags godtgørelse for synd efter præstens anvisninger… f.eks. aflad!)

Når nu det er en historisk kendsgerning, at den halve verden blev sat i brand i forbindelse med middelalderens kirkekampe om disse begreber, så er det bemærkelsesværdigt, at netop det punkt, som bragte Luther til fortvivlelse i klosteret (hjertets sønderknuselse over synden) – helt og holdent stryges af de lutherske præsters forkyndelse i dag. Ja, udvalgsrapporten hævder, at de er i bedste overensstemmelse med Luther, når de slår en streg over hele denne del af kirkens grundfæstede lære.

Den holdning, som Luther indtog i de 95 teser om afladen blev præciseret i den første tese. Den stod prentet på kirkedøren i Wittenberg med ordene: "Når vor Herre og Mester, Jesus Kristus, siger: Gør bod! – så har han villet, at hele den troendes liv skal være bod!" Dermed mener Luther et liv under korset samt at den virkelige anger over synd allerede har medført Guds tilgivelse (tese 36). I den bodfærdige holdning er et menneske henvist til Guds Nåde hele livet!

*

Når vor tids præster taler om, at de forkynder ’summen af evangeliet’, så har de gjort regning uden vært. Deres opgørelse er ikke i overensstemmelse med reformatorernes facit.

I apologien taler Melanchton om dette forhold med usædvanlig heftighed – men med stor omhu. "Summen af evangeliet er," erklærer han, "at anklage synden og tilbyde syndernes forladelse og retfærdigheden for Kristi skyld." Han slutter: "Angeren er lovens gerning," (1 stk. 29). Den anden del af boden er troen på Kristus, som atter retter op og gør levende (stk. 35 ff). Omvendelse er selve indbegrebet af Kristi liv (art. 11)…

I dag underviser en hob af nye lærere det modsatte af Bibelens og bekendelsens budskab. For dem har Søren Kierkegaard ikke meget tilovers. "De forfører en ny generation af unge," siger han. "Lad det nu være nok!"

 

STATEN FORFØRER DE UNGE

Søren Kierkegaard skriver: "At forføre’! Det udtryk bruges mest i forbindelse med unge kvinder. Man taler om ’at forføre en unge pige’ og tænker da på hendes alder – altså netop det tidspunkt i hendes liv, hvor hjertets længsel efter det jordiske og forfængelige bringer hende i en farlig situation.

Den, der da åbner vejen for det stakkels barn og fører hende til hendes længslers mål (men ak, det sker på bekostning af hendes uskyld) en sådan gør sig skyldig i ’forførelse’…

Man finder det uansvarligt at forføre en ung pige, netop fordi hun er i den farlige alder, hvor livslysten og forfængeligheden er så stærk i hendes indre, at hun langt mere trænger til udefra at blive påvirket i modsat retning. "Den er," som ordsproget siger: ’let at forføre, som ikke vil høre… ‘

Det er præcis dette, som sker i kristeligt øjemed, når staten gør sig skyldig i at forføre den teologisk studerende ungdom. Kristendommens syn på livet er nemlig højt hævet over, hvad man almindeligvis forstår ved begreberne ’uskyld’ og ’renhed’; ordene er slet ikke i stand til at dække, hvad der egentlig ligger bag den kristne forståelse af disse begreber.

*

Søren Kierkegaard fortsætter: "Ifølge Ny Testamentes kristendom er det at være kristen – for slet ikke at tale om at være lærer i kristendom – forbundet med både forsagelse og lidelse. En sådan lærers vilkår er for det naturlige menneske absolut ikke tiltalende.

Og så… præcis i det øjeblik, hvor den unge mand er mest optaget af, hvad denne verden har at byde på… ja, præcis i det øjeblik, hvor han mere end noget andet havde brug for, at nogen trak i den modsatte retning… præcis i det øjeblik, hvor han enten skulle jages en skræk i livet for nogensinde at betræde denne vej eller modsat (hvis han da virkelig har et kald) skulle modnes til at begive sig i den retning… netop i det øjeblik spænder staten sit fangegarn ud! Den forfører ham, så at det unge menneske i besnærelsens blændværk får det indtryk, at det at være lærer i kristendom lige er vejen for ham. En sådan stilling er præcis, hvad han ønsker; den vil sikre ham en god løn (der vil vokse med årene) huslig hygge i familiens skød, karriere (der måske kan føre ham til tops), men alt sammen desværre – så kristeligt det end kan være – på bekostning af hans uskyld. Der er jo et løfte, han skal aflægge, for at der kan åbnes op for herligheden. Et adgangsløfte, der sidenhen hævner sig.

Af den grund må følgende kristelige fordring gøre sig gældende: Er det ikke snart på tide, at staten bekendtgør, at den ikke længere kan påtage sig ansvaret for de mange brudte præsteløfter. Staten har jo på den måde sluttet overenskomst med den forhåndenværende gejstlighed og skrevet kontrakt med den teologisk studerende ungdom. Lad det nu være nok! Efter et nærmere angivet åremål kan staten ikke længere befatte sig med at beskikke sådanne lærere…"