PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-12-10
0367

 

ØJEBLIKKET – PRÆSTELØFTETS SELVMODSIGELSE
(Nr.3 – kapitel 11)

"Hvilken selvmodsigelse! Hvilken besynderlig form for alvor: Højtideligt at aflægge et præsteløfte, der faktisk indebærer den største selvmodsigelse. Fordærveligt er det – både for staten og for kristendommen…" (Søren Kierkegaard, 27. juni 1855, Øjeblikket nr.3)

Politikerne vil komme på arbejde…

Det kan ikke nytte, at de i sagen om de kirkelige vielser af homoseksuelle udelukkende vil betragte dette fra en politisk eller en juridisk synsvinkel; inderst inde er de fleste af dem klar over, at når man træder ind på kirkens område (og f.eks. skal beskæftige sig med kirkeret) så forholder sagen sig på én eller anden måde til teologi.

Hvordan folketinget end vender og drejer det, så kommer tinget ikke uden om, at landets evangelisk-lutherske kirke ifølge grundloven betegnes som en ’statsreligion’. Lovgiverne kan ikke løbe fra den kendsgerning, at netop denne kirke (lovbefæstet) ’hvilede på bekendelsesskrifterne, sådan som de var indeholdt i Danmarks Lov 2-1. Folketinget må derfor bide den kendsgerning i sig, at dette klare reformatoriske læregrundlag videreføres med grundlovens § 4 for den danske folkekirke efter 1849.

Men hensyn til dette ubestridelige retsforhold mellem staten og kirken har universitetslektor, cand. theol. Jørgen Stenbæk følgende at sige:

"Bekendelsesskrifterne er jo teologiske udsagn, der kombinerer teologiske begreber. Den danske folkekirke hviler altså som retlig størrelse på teologiske udsagn og begreber i folkekirkens bekendelsesskrifter. Derfor har kirkeret i Danmark ’berøringsflader med teologien’.

Jørgen Stenbæk fortsætter: "Disse kirkerettens berøringsflader med teologien har at gøre med det vigtige spørgsmål, hvordan staten gennem sin lovgivning ’støtter’ en evangelisk-luthersk dansk folkekirke, hvis væsen bestemmes af teologiske udsagn og begreber." (Kirkeretsantologi 1991, side 52).

Når politikerne skal overveje disse ’teologiske udsagn og begreber’ er de ikke på hjemmebane – ja, enkelte af dem kan i deres uvidenhed vedrørende forholdet i kirken finde på at komme med så hårrejsende udtalelser, at de havde gjort bedst i at tie stille. De færreste af folketingets medlemmer ejer nogen fornemmelse af, at de i denne sag om det homofile vielsesritual i virkeligheden står overfor en flok sammenbidte og hærdede reformatorer, som for 500 år siden – med kætterbålene knitrende bag sig – fremsatte en række teser, som i dag ikke kan fejes af bordet med en håndbevægelse.

*

Disse fortidens uforfærdede prædikanter lægger med en forbløffende enstemmighed Bibelens tungeste vægt på de arme og totalt uforberedte lovgiveres bord. De udtaler på latin og tysk de dunkleste sætninger om ’synderens og angerens og omvendelsens betydning’ – ja, alt hvad der skjuler sig bag den tyske glose: ’Buße’ (Bod). De viger ikke tilbage for at slå op både i Bibelen og i kirkens ældede bekendelsesskrifter for at bevise, at nutidens præster og bisper omgås letfærdigt med Den Augsburgske Bekendelse – og Luther, der (når der uafladeligt henvises til hans person) træder frem af reformatorernes kreds, højlydt erklærer, at det er en lodret løgn, når moderne teologer vil tage ham til indtægt ved at hævde, at hans udlægning af den aronitiske velsignelse kan bruges i det homoseksuelle vielsesritual (Krit. For. 120, side 65).

Alt dette skal politikerne nu tage stilling til, og præsterne bør overveje, om deres præsteløfte ikke er en selvmodsigelse…

*

Det ganske spørgsmål med forholdet mellem de nagende kirkelige begreber, som de lærde kalder ’lov og nåde’ spillede ikke blot en lille og ubetydelig rolle – men havde den allerstørste betydning i den reformatoriske teologi. Dengang som nu var det afgørende, at man indenfor teologien forstod den svære kunst at skelne mellem disse to begreber. Ja hele indfaldsvinklen (altså i spørgsmålet om ’lov og nåde’) er i virkeligheden – så vidt jeg kan se – det centrale punkt i debatten om, hvorvidt et ritual for homoseksuelle kan autoriseres og indføres i kirken? Når spørgsmålet er færdigdebatteret i kirken, ender det i folketinget, og ingen kan da forvente, at politikerne gør sig nogen forestillinger om kirkens 2000-årige hovedpine: Samvirkningen mellem lov og nåde. Øjeblikkets opgør er ikke kun et pludseligt opstået problem, som folkekirken i Danmark har at slås med. Det er et ældgammelt stridspunkt af historiske og internationale dimensioner – ja, det indbefatter nu en forbitret kirkekamp, som – antændt af en homofil tidsånd – udkæmpes på verdensvid basis. Hvad sagde reformatorerne for 500 år siden om denne sag?

*

I Luthers store katekismus (GK) stilles ’budene’ og ’troen’ knaldhårdt overfor hinanden! Budene handler om (uden at der bli’r lagt fingre imellem), hvad et menneske skal gøre i sit forhold til Gud – medens troen tillidsfuldt modtager det, som Gud gør for mennesket (GKII, 67; 661, 21-25).

Det samme gør sig gældende med reformatoren, Melanchton. I hans udførlige gennemgang af læren om retfærdiggørelse (Apol. 4) minder han uafladeligt og omhyggeligt om, at den rette forståelse af forskellen mellem evangelium og lov er ’den absolutte forudsætning’ for at kunne begribe læren om retfærdiggørelse ved tro! (Hvis vor tids teologer her søger at springe denne ’absolutte forudsætning’ over, hvor gærdet er lavest ved simpelthen at omgå de steder i Skriften, hvor loven gør sine retfærdige fordringer gældende, så er slaget om retfærdiggørelsen tabt; de vil da aldrig selv kunne nå frem til (eller være i stand til at føre andre frem til) retfærdiggørelsens høje mål.

*

Den reformatoriske teologi, som gennem bekendelsesskrifterne er den evangelisk-lutherske kirkes grundvold, støtter sig i den forbindelse også til ’Naturens lov’ (Natürliches Gesetz). Efter syndefaldet (den katastrofale hændelse i Edens Have) er menneskets Gudserkendelse blevet indskrænket. En formørkelse har fundet sted – men ikke fuldstændigt overvældet Guds skabning ("… om den dog kunne famle sig frem til Ham og finde Ham, så sandt Han ikke er langt fra én eneste af os’ … Ap.G. 17:27). Reformatorerne giver udtryk for den opfattelse, at de ti bud er indskrevet i alle menneskers hjerter. Luther erklærer på sit middelaldertysk: "Die Zehen Gepot sind auch sonst in aller Menschen Herzen geschrieben." (De ti bud er allerede som sådan indskrevet i alle menneskehjerter… GK II 67 og Apol. 4.7).

Apostelen i Ny Testamente vedkender sig naturens tale. "Lærer ikke også selv naturen jer," (1. Kor. 11:14) argumenterer han, når han betoner forskellen mellem manden og kvinden. Han erklærer, at et intimt forhold mellem to mænd eller to kvinder er ’naturstridigt’ eller (gl. oversættelse): ’unaturligt’ (Rom. 1:27). – (Det ’kunstige’ med henblik på f.eks. befrugtning beviser sig i det homofile forhold som en tydelig modsætning til den heteroseksuelle forbindelse, der ifølge naturen af sig selv opfylder det guddommelige påbud: ’Bliv frugtbare’).

Alt dette fører til spørgsmålet om lovens opgave og om, hvorvidt den har en meddelagtighed i det, som Luther forstår ved ’den totalen Existenzwandel’ – altså det totalt forvandlede liv… eller som apostelen Paulus skriver: "Som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv!" (Rom. 6:4).

 

DET FORVANDLEDE LIV

Den kristne kirkes historie om omvendelse og den arme synders bodfærdighed går langt tilbage i tiden. Paven og kardinalerne ville vende sig i deres grave, hvis de så, hvor letfærdigt denne sag administreres af alle slags bisper og præster i dag.

Den 22. november 1439 slog pave Eugen IV (under koncilet i Florenze) fast, at læren om bodfærdighed består af tre dele. For det første: ’et sønderbrudt hjerte’ (cordis) contritio); for det andet: ’Mundens bekendelse’ (oris confessio) og for det tredje: ’at gøre det godt igen, som synden (af ondt) har forøvet. (Satisfactio pro peccatis).

Selvom reformatorerne ikke fuldt ud accepterede, hvad paven fik ud af dette koncil, så strøg de aldrig ’omvendelsens nødvendighed’ og ’det bodfærdige hjerte’ af listen. Paven ville gerne have præsterne indsat som ’mellemmænd’ i denne sag – men det afviser Bekendelsesskrifterne; de betoner, at anger og omvendelse helt er et Guds værk.

"Ingen melleminstans," erklærer reformatorerne. "Gennem loven knuser Gud hjertet, og gennem evangeliet heler Gud hjertet…"

*

Præstens prædiken bør således ifølge Bekendelsesskrifterne og støttet af Den Hellige Skrift forklare menigheden, at ’den indre bodfærdighed’ (poenitentia interior) fører til et forvandlet liv. Dette gælder alle syndere. Luther taler om den bod og omvendelse, der fører til ’den totalen Existenzwandel’. Dette indbefatter, at synderen aflægger sin tidligere livsform, hvilket også gælder det par, der lever i et homoseksuelt samliv. Også det homoseksuelle par, som ønsker at vende sig til Gud, må lytte til apostelens ord, som han skriver til Efesermenigheden: "Dette siger jeg da og lægger jer i Herren indtrængende på sinde, at I ikke mere må vandre som hedningerne i deres sinds tomhed, formørkede som de er i deres tankegang og fremmede for livet i Gud på grund af den uvidenhed, der er i dem som følge af deres hjertes forhærdelse." Apostelen fortsætter: "… thi åndeligt afstumpede som de er, har de givet sig tøjlesløsheden i vold, så de… begår alle slags urene handlinger." Apostelen slutter: "Men således er I ikke blevet undervist om Kristus, så sandt I har hørt om Ham og er blevet oplærte i Ham, således som det er sandhed i Jesus: at I skal opgive jeres tidligere levned og aflægge det gamle menneske, som fordærves ved sine bedrageriske lyster og fornyes i jeres sinds ånd og iføre jer det nye menneske, der blev skabt i Guds lighed til at leve i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til." (Ef. 4:17-24).

Det er klart som solen, at når en ny tids teologer (understøttet af Kirkeministerens udvalgsrapport og befordret af det homofile samfunds og massemediernes propaganda) alle vegne og ved hver en given anledning forkynder, at Bibelen tager fejl, når den erklærer homoseksualitet for synd – så bliver der hverken brug for omvendelse eller noget ’forvandlet liv’. I det tilfælde kan kirken lige så godt velsigne (og ved vielse ’sammensmede’ og ’sammenføje’) alt det, som Ny Testamente advarer imod som ’unaturlig utugt’ – og præsterne bør da atter overveje, om deres præsteløfte indeholder en selvmodsigelse!

*

I Ny Testamente regnes homoseksualitet ind under den remse på 21 alvorlige synder, der (med navns nævnelse) afslutter Romerbrevets første kapitel. Efter detaljeret at have beskrevet det homoseksuelle og lesbiske forhold, der (som det mest væsentlige forhold nævnes først på listen) fortsætter apostelen med at benævne alle følgende overtrædelser med navn. Han skriver: "De blev opfyldt af alskens uretfærdighed, ondskab, havesyge, slethed og fulde af misundelse, mordlyst, kiv, svig og ondsindethed – hemmelige og åbenbare bagvaskere, gudshadere, voldsmænd, hovmodige pralende, opfindsomme på ondt, ulydige mod forældre, uforstandige, upålidelige, ubarmhjertige." Afsnittet slutter med ordene: "De kender Guds retsordning, at de, der handler således, fortjener døden; alligevel ikke blot gør de disse ting, men giver endogså dem, der handler således, deres bifald" (Rom. 1: 29-32).

Den dag, hvor præsterne kan rense bare én af de 21 ’udtryk for ondskab’ for betegnelsen ’synd’, da kan også homoseksualitet fritages for at blive indregnet under dette begreb.

 

FORPLIGET PÅ SKRIFTEN

Politikerne og lovgiverne bør ikke et øjeblik tro på de præster, der vil bilde dem ind, at de har Luther på deres side, når de i kirken ønsker indført det såkaldte ’kønsneutrale vielsesritual’. Det er løgn, når de hævder, at (citat): "Luthers afstandstagen fra seksuelt samkvem mellem to personer af samme køn er tidsbetinget." (Prof.dr.theol. Sv. Andersen, Kr.For. side 43). Luther var i den sag ikke ’betinget af tidsånden’ men som han selv siger ’forpligtet på Skriften’.

Da Luther i 1512 blev doktor i teologi, stod vejen ham åben, at han (som han selv havde lyst) kunne holde forelæsninger over forskellige grene af teologien. Det mest almindelige var, at en ny doktor i teologi straks gav sig i kast med dogmatikken. Det ansås for hans fornemste opgave at optræde som vejleder i den overleverede skoleteologis indviklede labyrinter. Alle andre fag – deriblandt studiet af Den Hellige Skrift – blev betragtet som underordnede…

Men sådan var det ikke for Martin Luther; han lod dogmatikken ligge og gik straks i gang med udlægningen af de bibelske skrifter.

’Det vides i dag, at han begyndte sine forelæsninger med ’at læse over Romerbrevet’. Hans sigte var klart. Han lod studenterne øse af de evige sandheder, der er at finde i de stedse rindende kilder i stedet for at lade dem drikke af skoleautoriternes tildækkede brønde. Hovedindholdet i den nye doktors lære var, at mennesket i sig selv er en fortabt synder (som umuligt kan frelse sig selv) – men at Gud er nådig og har åbenbaret sin nåde i evangeliet om Jesus Kristus, samt at enhver, der omvender sig fra synd og tror på evangeliet, modtager Guds nåde til retfærdiggørelse og optages således i Guds samfund.

Disse forelæsninger, der konsekvent byggede på Bibelen som Guds ord, var noget nyt og ejendommeligt og fængslede studenterne i den grad, at universitetet i Wittenberg begyndte at komme i ry og tilgangen til dets auditorier voksede.

*

Kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen lagde mærke til denne udvikling. Universitetet var hans ’kælebarn’, for han konkurrerede i det skjulte med det ældre og mere ansete universitet i Leipzig.

Imidlertid er der mere at sige om denne periode i Luthers liv, der tydeligt viser, at han var en mand, der aldrig ville have godtaget den lære, som homo-teologerne for tiden udspreder. Ikke på noget tidspunkt ville han have accepteret den kirkeminister-protokol, der åbent erklærer, at (citat): ’enkeltstående bibelske udsagn ikke kan bruges i en fordømmelse af ’homoseksuelt samliv’.

Luther prædikede om søndagen i den lille klosterkirke – og det var de samme bibeltro toner, som på ugens øvrige dage hørtes på universitetet. Wittenbergs byråd bad ham da om også at prædike i byens sognekirke (som stedfortræder for den svagelige sognepræst).

Flere af disse 1500 tallets prædikener fra Wittenbergs sognekirke er bevaret. Især dem, hvor Luther gennemgår de ti bud. Som Wittenberg-munken på den tid langede ud efter al form for vranglære, sådan ville han i dag skånselsløst have slået ned på den homofile kætterbevægelse, der overalt breder sig indenfor kirkens mure.

Under disse prædikeners gennemgang af det første af de ti bud: "Du må ikke have andre guder end mig" (2. Mose 20:3) hamrer Luther løs på den katolske vranglære om helgendyrkelsen. "Vi kristne," tordner han, "skammer os ikke ved at fordele opgaverne (med hensyn til alle vore timelige behov) til de hellige. De er nu blevet ansat som en slags håndlangere og slavearbejdere. Overtroens mangehovede slange har atter sneget sig ind på os, og vi har fået genoprettet Pantheon med dets kaos og romerske guder!"

Luther går tæt på sine tilhørere, når de henter deres dogmer om helgendyrkelsen uden for Den Hellige Skrift. "Hvorfra ved du," prædiker han udfordrende, "at den hellige Sebastian og den hellige Rochus befrier fra pest? Hvem har fortalt dig, at den hellige Kristoforus bevarer dig fra en brat død? Hvem har bildt dig ind, at den hellige Appolina kan hjælpe mod tandpine? Det rene opspind! Og med alle disse nyopfundne helgener glemmer man de ord, der blev talt af Bibelens virkelig hellige mænd: Kristi apostle! Men de prædikede jo også kun fattigdom – og da kan de selvfølgelig ikke længere stå sig mod St. Anna, en af ’de nye helgeninder’, der skulle være god til at skaffe folk rigdom. Hun er jo opfundet til samme formål…"

*

Da Luther var færdig med helgendyrkelsen tog han fat på valfarts-uvæsenet. En ny vranglære, der greb om sig, og som ingen dristede sig til at modsige. En helt og holdent ubibelsk bevægelse, der blev befordret af præster, biskopper og fyrster. Luther beskriver fra prædikestolen, hvorledes husmødre og tjenestefolk pludselig erklærede sig for ’grebne af Helligånden’ og dermed straks begav sig på valfart til et eller andet fjerntliggende hellige sted.

Helligånden er ordenens Ånd," forklarer Luther, "og lyt til et godt råd: Den dag din karl dukker op og er ’grebet af denne ånd’, så få fat i en god, solid knortekæp og helliggør på stedet hans rygstykker med en forsvarlig dragt prygl. Så skal den valfartsdæmon nok stikke halen mellem benene og forsvinde."

(Jeg spørger: "Hvilket råd ville Luther have givet, hvis han i dag skulle lytte til de præster, provster og bisper, som sammen hævder, at ’Den Treenige Gud inkarnerer sig’ i velsignelsen af det homoseksuelle samliv... Krit. For. 120, s.65)

På det tidspunkt i Luthers liv var det imidlertid, som om han talte for døve øren. Ingen af hans tilhørere vidste særlig meget om Ny Testamentes sunde lære vedrørende 1) omvendelse fra synd, 2) troens modtagelse og 3) evangeliet om Jesu forsonende død på korset. Vranglæren om f.eks. ’valfart’ derimod greb om sig som en dødbringende epidemi – og hvis nogen talte imod dette kirkelige uvæsen, blev han straks udskreget som kætter. Han fik fra det øjeblik en hob af levebrødspræster på nakken … "dem, der bedrager folk og som ødelægger hele familier ved at føre utilbørlig lære for skammelig vindings skyld (Tit. 1:11).

*

Ved midsommertid i året 1475 opstod der pludselig en mærkelig tilstrømning af ’valfartende pilgrimme’ til en lille by, Wilsnach i Brandenburg. Her kunne man fremvise en blodig hostie. (Hostien er alterbrødet eller ’oblaten’, som den katolske præst højtideligt indvier ved ’messeofferet’). Præsterne lærte dengang (og lærer stadig) i pavekirken, at ved indvielsen af nadverelementerne forekommer en hemmelighedsfuld gentagelse af Kristi offerdød på korset."

Det store øjeblik ved den katolske gudstjeneste (som Luther i sin begyndende præstevirksomhed endnu forrettede i Wittenberg) indtræffer, idet præsten løfter ’monstransen’. Denne ’beholder’ er et slags ’liturgisk gemme’ af ædelt metal, hvori hostien (det indviede brød) ikke kun opbevares men fremvises for menigheden (Latin: monstrare: at fremvise.

Det, som præsten skal ’fremvise for menigheden’ (både dengang og nu) er, at brødet virkelig er blevet forvandlet til Kristi virkelige legeme. Folk ser intet – men det er, hvad præsten forkynder, og hvad menigheden derfor skal tro…

I Wilsnach var der nu endelig noget at se. Dér var (sådan blev det fortalt) ’Herrens legeme begyndt at bløde inde i metalbeholderen’. Det var altså beviseligt sandt med den hemmelighedsfulde forvandling. Her i Wilsnach havde Gud ladet ske et nåderigt under. "Derfor er byen nu et helligt sted," forklarede præsterne. "Alle må valfarte hertil, knæle og kysse jorden, medens de synger: "Kyrie eleison" (Herre, forbarm dig!)

Beretningerne fortæller, at fra den lille by Arnstadt kom 324 mennesker. Fra Eisleben 1100… og senere i Niklashausen 70.000 fra alle egne af Tyskland. De fleste løb hjemmefra, som de gik og stod, uden rejseforberedelser, uden penge, halvnøgne, barhovede… tiggende sig frem. Mange jaget af angst for djævelen, helvede og skærsilden. Det endte med smitsomme sygdomme og mange mistede livet i de sammenpakkede menneskemængder.

Luther talte hårdt imod dette uvæsen. Men han var endnu ikke stillet overfor den største vranglære… den, der tændte reformationens ild over hele Europa: Den pavelige Aflad!

*

Vranglæren om det homofile ritual er ved at sprede sig. Homo-teologerne (som nævnt) er på vej mod nye ekstreme holdninger – sådan som det for tiden er tilfældet i Nordsjælland, hvor både præst, provst og biskop er blevet enige om, at ’inkarnationens gentagelse ’finder sted – ikke blot som den katolske kirke lærer under gudstjenestens forløb ved brødets brydelse) – men i den kommende (af dronningens autoriserede liturgi) ved den homoseksuelle vielse. De tre (sognepræst Jørgen Demant, Kgl. Lyngby, provst Eigil Saxe, Kgl. Lyngby og biskop Lise-Lotte Rebel, Helsingør) er indbyrdes indforstået med, at som Luther (citat): ’udlægger velsignelsen trinitarisk’ (ifølge treenigheden) "sådan er både Fader, Søn og Helligånd tilstede, når den aronitiske velsignelse lyses over det homoseksuelle pars samliv." De homofile par bliver (hævder de tre gejstlige i Nordsjælland) under den kirkelige vielsesceremoni tilsagt al skabelsens lykke og liv. Alle lesbiske par bliver velsignet med (citat): ’den åndelige velsignelse, der retter sig mod retfærdiggørelsen af mennesket’, og samtlige bøsser og lesbiske, der under vielsen modtager den tredje del af den aronitiske velsignelse vil herefter (citat): ’være forbundet med Helligåndens realisering i det kristne fællesskab’ (Krit. For.120, side 65).

De præster, som fremover skal stå inde for denne teologi, når de velsigner de homofile brudepar, bør da eftertænke, om deres præsteløfte indeholder en selvmodsigelse.

 

EN FORDÆRVELIG SELMODSIGELSE

Jeg har jo med disse udgivelser af ’Øjeblikket’ sat mig for, at jeg vil lade Søren Kierkegaard komme til orde i denne aktuelle kirkestrid; han kan bedre end jeg sætte tingene på plads. Folk vil almindeligvis undskylde ham, hvis han skulle komme til at sige noget forskrækkeligt om kirken og præsterne. "Han er jo død," vil de sige, "for evigt er han bragt til tavshed. Ham behøver vi ikke at være bange for."

I indledningen til ét af sine andre skrifter (Ent. El. Forord. s. 15) beretter han, hvorledes han ved nattetide har arbejdet med en afdød forfatters papirer. Han fortæller: "Da var det mig som gik en skygge over mit gulv. Den betragtede papirerne og fæstede derefter sit blik på mig: - "Jaså, du vil udgive mine papirer. Temmelig uforsvarligt af dig! Du vil dermed jage en skræk i livet på folk. Javel, det forstår sig. Du mener altså, at (ved at udgive mine efterladte papirer) gør du mig og mine lige uskadelige? Deri tager du fejl! Vi har blot ændret metode… og derved er vore vilkår forbedret!"

Det er under disse ’forbedrede vilkår’ (som harmløse ’efterladte papirer’) at Søren Kierkegaard i skriftet ’Øjeblikket’ (nr.3) beskæftiger sig med ’præsteløftet’. Han omtaler dette løfte som ’en ed, der bliver brudt’…

(Det 150-årige skrift har vedblivende aktualitet, idet præsteløftet stadig er gældende. For at kunne blive ansat som præst i folkekirken skal den pågældende aflægge et præsteløfte, hvis indhold er fastsat ved kgl. Resolution af 27. august 1870. Præsteløftet underskrives af ordinanden i forbindelse med bispeeksamen, hvorunder folkekirkepræsten giver biskoppen sit ja-ord og sin hånd på at ville opfylde ordinationsløfte. Såvel ordinationsløftet som præsteløftet binder præsten til i sin forkyndelse at være i overensstemmelse med folkekirkens evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag. Den kommende præst lover for den alvidende Guds Åsyn, med regnskabsdagen for øje, samvittighedsfuldt at ville holde (alt dette) ’efter den nåde, som Gud mig dertil vil forlene… ‘)

*

Med hensyn til et sådant præsteløfte skriver Søren Kierkegaard: "Hvis det nu skulle ske, at dette løfte ikke bliver overholdt, så er det faktisk mindre betænkeligt i betragtning af, at selve aflæggelsen af løftet er en stor selvmodsigelse?

Kristendommen drejer sig nemlig om det rige, der ikke er af denne verden… og netop i den sag (med ordinering af præster) modtager staten et løfte fra en ’kommende lærer i kristendommen’. Løftets indhold erklærer med den største tydelighed, at ordinanden hermed sværger troskab til et rige, som er statens stærkeste modsætning. Derfor er et sådan løfte i sig selv en modsigelse. Det ligner på en måde den modsigelse, der ligger i, at en mand højtideligt sværger ved at lægge hånden på Ny Testamente, hvor der sort på hvidt står skrevet: "Du må ikke sværge!"

Hvis nu præsten på en eller anden måde skulle ende med at blive det, som Ny Testamente forpligter ham til: en Kristi discipel, en Kristi efterfølger, så er hans samtidige ansættelse som kongelig embedsmand hans største forhindring; i samme øjeblik, han vil bevæge sig i den retning, som hans præsteløfte faktisk forpligter ham til, må han bryde de bånd, der binder ham til stillingen som kongelig embedsmand. Hans forpligtelse som kongelig embedsmand binder ham nemlig således, at hvis han samtidig aflægger endnu et løfte med henblik på Ny Testamente, da må han (på et eller andet tidspunkt) komme i konflikt med det første.

Hvilken selvmodsigelse! Hvilken besynderlig form for alvor: Højtideligt at aflægge et præsteløfte, der faktisk indebærer den største selvmodsigelse. Fordærveligt er det – både for staten og for kristendommen!"

Søren Kierkegaard slutter: "Den mest kristelige fordring til staten må i dette tilfælde være denne: Måtte det hermed behage staten – jo før jo hellere – at fritage den ganske gejstlighed for dens præsteløfte. Giv dem det aflagte løfte tilbage og indrøm bare, at med al den højtidelige løfteaflæggelse er staten kommet ind i noget, som den slet ikke skal befatte sig med. Dermed vil det samtidig blive præciseret, at – hvilket er en stor sandhed – Gud selv (om jeg så må sige) gør op med hele den etablerede besætning af præster! Det gør Han ved simpelthen at give dem det aflagte løfte tilbage!