PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-12-17
0368

 

ØJEBLIKKET – KONGELIGT FORORDNET
(Nr.3 – kapitel 12)

"Hvad der er kongeligt forordnet er i orden! Dette lille tillægsord ’kongelig’ giver folk tryghed – ja, en garanti for, at her er noget, man kan forlade sig på. Her er noget, man bør respektere…" (Søren Kierkegaard 1855).

Danmarks Rigs Grundlov indeholder en række topaktuelle og eksplosive paragraffer om religionsfriheden. Som farlige miner har de ligget nedgravet i undergrunden, og kun de færreste har anet, at dagen vil komme, hvor netop disse ’skjulte’ grundlovsbestemmelser vil kunne bringe jordskælvsagtige rystelser ind over land og kirke, folk og rige.

Ved disse rystelser vil en række etablerede systemer indenfor både samfund og kirke blive testet indtil ’grundvoldene kommer til syne’, og deres tilhængere vil blive prøvet indtil marv og ben. Ritualet for indførelse af kirkelige homofile vielser er i virkeligheden en anstødssten, som vil bevirke, at hele grupper af de mest gudløse politikere vil blive afsløret, og en flok totalt verdslige biskopper vil blive klædt af til skindet (enkelte vil – som Jesus siger – ’falde over stenen’ og brække halsen. Andre vil blive invalideret på livstid…) – og det, som er ’kongeligt forordnet’ vil falme og miste sin værdighed!

Grundlovens § 4 er rystelsens epicenter. Den århundredgamle tekst viser pludselig tænder. Strengt fortolket giver den ikke politikerne en chance i deres anslag mod kirken. Hvor meget de end forsøger, vil folketingets medlemmer ikke kunne tillempe paragraffens ordlyd efter deres eget hoved. Den er støbt i grundlovens beton, hvilket vil irritere nogle af lovgiverne så voldsomt, at de vil have den fjernet. Dette vil føre til, at afgørende beslutninger vedrørende begrebet ’stat og kirke’ buldrer på døren – og enkelte vil forfærdet løfte hovedet og udbryde: "Hvad skal alt dette ende med?"

 

’GØR REDE FOR JERES TRO’

Hvad i øjeblikket sker, tog i virkeligheden sin begyndelse på en iskold januardag i året 1530. På den dag drog kejser Karl d. V’s ryttere med en højtidelig indkaldelse af samtlige fyrster og stænder ud i det mægtige tyske rige. "Kom til rigsdagen i Worms og gør rede for jeres tro!" hed det i indkaldelsen … (og dette ’høje bud’ synes nu atter at lyde over det ganske danske land…)

Hvad der i den efterfølgende sommer skete i Worms blev begyndelsen til det skrift, som i dag er den danske folkekirkes grundlag: Den Augsburgske Bekendelse. En sælsom vind jog gennem nationerne, og dette lysende, klare bekendelsesskrift opnåede hurtigt en officiel karakter som udtryk for luthersk lære. I året 1555 blev netop denne skarpt formulerede bekendelse grundlaget for delagtighed i Augsburger religionsfreden. 1577 blev den antaget som selv trosfundamentet for de kirker, der tilsluttede sig konkordieformlen. Danmarks vedkommende præciseredes Den Augsburgske Bekendelse som værende det afgjort grundlæggende bekendelsesskrift i såvel kongeloven som i Christians den V’s Danske Lov… og i dag kan det fastslås, at da Danmarks Riges Grundlov ingen ændring har foretaget med hensyn til kirkens bekendelse, gælder dette stadig!

*

Den fjerde grundlovsparagraf erklærer med høj røst og klar stemme, at ’den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og skal som sådan understøttes af staten’. Ingen andre kirker og intet andet trossamfund er blevet tilsagt en sådan ’understøttelse’. (Alle andre troende må f.eks. selv afholde de med deres lære og gudsdyrkelse forbundne udgifter). Kun den lære og bekendelse, som er den evangelisk-lutherske, understøttes ’som sådan’ af staten – og dermed er denne kirkes grundlæggende bekendelse blevet bindende for lovgivningsmagten! Ingen – selv de mest indædte fjender og foragtere af den evangelisk-lutherske lære – kan tillade sig at søge gennemført et standpunkt, der beviser, at denne kirkes lære ikke bør understøttes af staten! Et sådant tiltag vil være i strid med grundloven og vil kun kunne gennemføres, hvis grundloven ændres!

 

BEKENDELSENS AUTORITET

Allerede den første linje i Den Augsburgske Bekendelse 1. artikel vil skabe uro og modvilje blandt de danske præster, bisper og politikere, som ønsker det nye vielsesritual for homoseksuelle indført i kirkens ritualbog. Den 500 år gamle bekendelses indledende sætning lyder således: "Menighederne hos os lærer med fuld enstemmighed…"

En sådan erklæring fremtræder for homo-teologerne som et truende og uhyggeligt fænomen. Især når den (som det nu er tilfældet), skal opfattes som indledningen til selve det grundlag, som den danske stat har forpligtet sig til at understøtte. Landets og kirkens ansvarlige ledere var nemlig kommet til den trygge og beroligende konklusion, at alt det med en fast og myndig enstemmig bibelsk lære for længst var forsvundet i den tynde luft. Kirkens rummelighed var (i deres øjne) heldigvis blevet så rummelig, at der ikke længere var noget rum eller holdepunkt for en ledelsesmæssig klar lære… og de var af den grund lige så stille gledet ind i det billede, som Jesus fremmaler, når Han udbryder: "Der skal komme en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffer sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren" (2. Tim. 4:5).

*

Den Augsburgske Bekendelses indledende tekst blander sig f.eks. ikke i, hvad der (som grundlæggende for troen) læres andre steder på andre måder eller til andre tider. Den er ret ligeglad med, om en dansk biskop (med både provst og præst) ved indgangen til dette tredje årtusinde erklærer sig indforstået med den mest sekteriske vranglære. Bekendelsens eget urokkelige ståsted forbliver urokket dette: "Menighederne hos os lærer…" Det vil sige, at Den Augsburgske Bekendelsestekst er fast forankret i en på den tid levende menigheds tro og liv, samt at den er formuleret på en sådan måde, at den ’som sådan’ er gældende for alle kommende tider. Som et værn mod kommende dages vranglære kan den aldrig fremstå som noget ’grænseløst’ eller ’svømmende’ (den kan f.eks. ikke nøjes med det slidte slogan, som de danske præster og bisper bruger, når de taler om ’summen af’ – eller ’helhedssynet af’ evangeliet. Nej, også i denne sag er den rungede røst fra fortiden afgørende: "Menighederne hos os lærer…"

"Jamen, det kan vi i dag ikke blive enige om," vil nogen indvende.

"Underordnet," svarer Bekendelsen. "Menighederne hos os er enige. Vi lærer med fuld enstemmighed, hvad der også i denne sag er fornødent!"

*

Vildledende homo-teologer er af denne grund i denne time i gang med at søge at tilintetgøre Augsburg bekendelsens lære om ’den fulde enstemmighed’. Det er derfor ikke mindst til dem apostelen henvender sig, når han udbryder: " Der må ikke findes splittelser iblandt jer! I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning" (1. Kor. 1:10).

De præsteordinerede mænd og kvinder, der i disse dage stræber efter at åbne kirkens døre for samlivsformer, som ifølge Den Hellige Skrift er stemplet som synd, er inderst inde klar over, at de har gang i et splittelsesværk. De beviser sig dermed som værende modstandere af den tjenestegerning, som Ny Testamente beskriver med ordene: "… at opbygge Kristi Legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn" (Ef. 4:13). Hermed overtræder de selve begyndelsesgrundlaget om ’enstemmighed’, som Den Augsburgske Bekendelse hviler på, og apostelens ord er i den forbindelse klare og utvetydige: "En mand, der volder splittelser, skal du vise bort!" (Titus 3:10). Præster, provster og bisper, der er medvirkende til homo-teologiens splittelsesværk, bringer sig dermed udenfor kirkens bekendelsesgrundlag!

 

SPORENE SKRÆMMER

Spørgsmålet om kirkens stilling til homoseksualitet, herunder vielse af homoseksuelle, er det store konfliktfyldte emne i mange kirkesamfund – ikke kun i Danmark – men verden over. Det har ført til bedrøvelige og skadelige spændinger og omfattende, uhelbredelige splittelser! I øjeblikket truer udbredelsen af homo-læren de bedste relationer blandt kristne både på det nationale og det internationale plan – og det er vigtigt at iagttage og være på vagt over for de beske frugter af denne teologi.

Homo-læren har medført voldsomme kontroverser inden for Anglican Communion, hvor en del biskopper simpelthen udeblev fra den kendte Lambeth Conference, der kun holdes hvert 10. år. Årsagen til dette fravær var reaktionen mod, at nogle kirker havde indført velsignelse af registrerede par eller tillod ordinationerne af homoseksuelle præster og biskopper. De anglikanske kirker i USA og Canada oplevede i 2009 en lige så smertelig splittelse på grund af den nye homo-teologi. En del af medlemmerne forlod kirkerne og dannede et alternativt anglikansk kirkesamfund i Nordamerika, som i dag tæller 100.000 medlemmer.

Sporene skræmmer!

Blandt lutherske kirker har læren om homovielser og velsignelser ført til voldsomme spændinger. Den nye teologi, som ikke har rod i hverken Bibelen eller kirkens bekendelsesskrifter, er i denne time en potentiel trussel mod enheden både i Danmark og på verdensplan. Uafbrudt dukker dette emne op inden for Det lutherske Verdenssamfund (LVF).

Blandt lutherske kirker er Svenska Kyrkan indtil videre gået længst i spørgsmålet om homoseksualitet; senest med beslutningen i oktober 2009 om at ville indføre et kønsneutralt ægteskabsritual. Udviklingen har bl.a. ført til, at flere kirker (f.eks. de lutherske kirker i de baltiske lande) i dag siger, at de reelt ikke længere er i kirkefællesskab med Svenska Kyrkan. Senest har den lutherske kirke i Tanzania, som er verdens næststørste lutherske kirke, meddelt, at den ikke vil samarbejde med eller modtage penge fra kirker, som positivt støtter homoseksuelles stilling i kirken.

(Ingen kan med sikkerhed sige, på hvilken bibelsk baggrund af dette radikale skridt er blevet taget, men det kunne henføres til Abrahams kontante svar til Sodomas konge, da denne forsøgte at indgå en alliance med sejrsherren fra Siddim-dalen. Den bibelske beretning lyder sådan: "Men Abraham svarede Sodomas konge: Jeg løfter min hånd til Herren, Gud den Højeste, Skaberen af himmel og jord: Jeg vil ikke have noget af dit, ikke så meget, som en tråd eller en sandalrem. Du skal ikke kunne sige: Jeg har gjort Abraham rig!" (1. Mose 14:22-24).

Det er uvist, hvad denne melding om afbrydelsen af det økonomiske fællesskab vil medføre, men den vidner om konfliktpotentialet i dette spørgsmål indenfor den lutherske kirkefamilie.

 

"SIG BARE: ’REVOCO’!"

Til de præster og provster, der ikke blot befordrer usædelighed i kirken men selv lever i den, vil jeg sige, at de ikke et øjeblik længere bør driste sig til at tage Luther til indtægt for deres teologi. De er levende eksempler på apostelens advarende formaning, når han om det homofile samliv (Rom. 1:27) siger: "Ikke bare lever de selv sådan, men bifalder også, at andre gør det" (v.32).

Lad mig som et eksempel på, hvor renhjertet Luther forkyndte evangeliet (hvilket er både bekendelsesskrifternes og præsteløftets betingelse) fortælle om hans møde med en diplomatisk forløber for den højærværdige, pavelige repræsentant, Kardinal Kajetan. Netop denne kardinal var en betydelig person, idet han som pavens hellige sendebud repræsenterede Den Hellige Fader ved den tyske rigsdag, som holdtes i Augsburg.

I oktober 1518, altså et år efter den dag, hvor Luther havde hamret de 95 teser op på slotskirkedøren i Wittenberg, modtog han ordre til at fremstille sig for kardinal Kajetan.

Inden dette foretræde for den mægtige kardinal modtog Luther besøg af en venlig Herre, en sleben, italiensk adelsmand ved navn Serralonga. Den højadelige gæst og diplomat havde en tid opholdt sig ved de sachsiske hof – og han var åbenbart fundet egnet til at forsøge at få den genstridige munk til at opgive sine angreb på paven og hans afladsteologer.

Serralonga prøvede at få munken bragt til fornuft ved et enkelt argument – et lille latinsk ord på seks bogstaver. Han skulle blot sige: ’Revoco’ (jeg genkalder) – så ville hele sagen være klaret, og Luther ville være uden for livsfare og kunne i ro og fred fortsætte sin præstetjeneste. Med den lille let-udtalte, latinske glose, ’revoco’, ville Luther dermed tilkendegive, at han trak alle de ’grimme anklager’ mod præster, provster og biskopper tilbage, og at han ikke længere ville efterjage de folk, som han havde rejst så svære beskyldninger imod. "Sig: ’Revoco’," sagde den italienske diplomat – "og alt skal være dig tilgivet, og du kan rejse dig som en fri mand og blive godtaget af kirken."

Men Luther ville ikke sige ’Revoco’. Med egne øjne havde han set det umoralske liv, som huserede i Rom, og med egne øren havde han hørt de fattige argumenter, hvormed afladsteologerne understøttede deres lære – og i hans eget hjerte var et lys fra Guds ord trængt igennem samvittighedskvalernes mørke.

*

Når en dansk folkekirkepræst sender mig en vred mail, fordi jeg har tilsendt ham mit indlæg i den landsomfattende høring, som kirkeministeren har foranstaltet, har jeg lyst til her at lade hans argumenter blive hørt. Når det tages i betragtning, at det er et i øjeblikket verdensomfattende lærespørgsmål, der på national basis skal tages stilling til, bør præstens ærinde vække til eftertanke. Han skriver:

"Jeg har forestået kirkelig velsignelse af vores lesbiske datter og hendes elskede. Jeg har døbt deres lille pige og håber at få lov at døbe hende, der omkring nytår ventes til verden. Både den kirkelige velsignelse og dåb af deres pige har betydet uendeligt meget for dem.

Præsten fortsætter: "Dem, der i skrift og tale hælder mine kære og andre, der er at ligne med dem, ud, ved ikke, hvad de gør. Jeg skal dog prøve, så godt jeg nu formår, at tilgive den uvidenhed, der lægges for dagen." Præsten slutter med at frabede sig (som han udtrykker det): ’yderligere materiale, der bærer ved til forargelsen af Guds børn og mine kære’…

Overfor denne mail vil det være på sin plads at citere ét af de mange høringssvar, som er blevet mig tilsendt. Et dansk menighedsråd med dets præst skriver: "Vi mener, at folkekirken skal holde fast ved, at ægteskabet er Guds ordning for samlivet mellem mand og kvinde, for familieliv og forældreskab. I vielsesritualet står der bl.a.: Vi beder Dig, at Du vil bevare denne ordning og velsignelse urokket iblandt os. Ordningen og velsignelsen (som der her er tale om) er ægteskabet mellem én mand og én kvinde. Af ritualet fremgår det helt tydeligt, at det er dette forhold, som er under Guds velsignelse." Kirkens høringssvar slutter: "Der er bibelske tekster i både Gamle og Ny Testamente, som klart forbyder homoseksuelt samliv. Kirken har naturligvis ingen kompetence til at velsigne, hvad Gud forbyder. Derfor kan vi kun appellere til, at ministeriet tager det aktuelle forslag af bordet!"

(Disse to henvendelser giver et tydeligt indtryk af, at hvad der nu er brug for i den forestående strid, hvor denne sag bevæger sig ind i folketinget. Det er – så vidt jeg kan se - afklaringen af den lære, som findes i Den Augsburgske Bekendelse).

 

’GUDS UDELELIGE ENHED’

Det første, der (med hensyn til Den Augsburgske Bekendelse) bør betones, er, at al form for Guds-åbenbarelse altid gives til hjælp for mennesker; den er udelukkende bestemt til menneskets forløsning og frelse! Altså ikke kun til ’en velsignelse’, men som apostelen insisterer i sit brev til den unge Timoteus: "Ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genrejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt til al god gerning" (2. Tim. 3:16-17).

Hvis noget er sandt med hensyn til at fatte og forstå de dybere tinge i den kristne kirkes lære, så sigter det altid på dette høje mål. Sandheden er aldrig depraverende, og den er altid – når den fremstår klarest – i overensstemmelse med menneskets første og oprindelige natur. Samtidig er ’det sande’ forfærdende realistisk. Gudslyset opererer i en afgrund af mørke. Derfor er det falsk lære, når moderne homo-teologer drister sig til at omskrive de fire første ord i Johannesevangeliet (der lyder sådan): ’I begyndelsen var ordet’ til: ’I begyndelsen var velsignelsen’ (Krit. For. 120, s.65). Lyset er ikke kommet for at velsigne mørket men for at jage natten og dens lyssky gerninger på flugt. "Hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? Hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? (2. Kor. 6:14)

Dette gør sig især gældende med den sandhed, som står anført som den første og fornemste artikel i Den Augsburgske Bekendelse. Når det i den første linje i dette trygge troens grundlag anføres, at ’Den nikænske synodes dekret om det guddommelige væsens enhed og om de tre personer er sandt og bør tros uden enhver tvivl’ – så bevæger alle troende alle vegne sig ind på den hellige grund, som er selve oldkirkens kendemærke – og enhver, som tilsmudser tærskelen ind til dette allerhelligste område af kirkens lære, bør straks jages på porten (og ikke tillades nogen tilbagevenden, før vedkommende har omvendt sig og gjort skyldig bod for sin overtrædelse).

Det er en uhyre misforståelse, når nogen (i intellektuel arrogance) vil dække sig ind under dette lærepunkt som værende blot en spekulativ og abstrakt sandhed. De har her at gøre med selve hovedet af alt, hvad der kan betegnes som Guds væsen. Læren om denne enhed bør og kan omsættes i liv og virkelighed – og de, som i dette tilfælde drister sig til at fordre en nærmere forklaring, derfor kun gives dette enkle svar: Sandheden bag Den Augsburgske Bekendelses ’éne guddommelige væsen, som kaldes Gud og er Gud" (art. 1) kan kun modtages ved åbenbarelse. Det vil sige, at den (som andre afgørende punkter i læren om Kristus) kun kan erkendes i tro, der omsættes i handling… og de, som ikke i barnlig enfold kan acceptere og efterleve denne lære, bringer sig ikke kun uden for den kristne kirkes bekendelsesskrifter, men de bringer sig udenfor Guds frelsesplan. Af den grund bør enhver forkyndelse, som ikke er i fuld overensstemmelse med dette punkt i kirkens bekendelse, formenes adgang til noget embede og nogen lærergerning! Lære om, at Guddommen er ’evig, ulegemlig og udelelig’ (som det hedder i CA) er tilgængelig for den spædeste og mest enfoldige tro – selv blandt de af Guds folk, som ikke er i stand til at udtrykke eller formulere deres tro på denne sandhed. "Jeg priser Dig, Fader, Himlens og jordens Herre," udbryder Jesus, "fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige" (Matt. 11:24).

*

Ej heller politikerne kan i denne foreliggende sag snige sig uden om en stillingtagen til dette første lærepunkt i Den Augsburgske Bekendelse! Der er nemlig ’opstået behov for en juridisk løsning på en teologisk konflikt’ (E. Harbsmeier: Den rette lære, side 5). Dette behov er (med spørgsmålet om vielsesritual for homoseksuelle) blevet så overvældende, at lovgiverne ikke længere kan ’skubbe det over på et andet bord’. De bliver af de politiske omstændigheder drevet til at overveje, hvorvidt (som det hedder i kirkens bekendelse) ’det guddommelige væsen er udeleligt?"

Formuleringen er som sagt 500 år gammel – men er i disse dage ’som stået op fra de døde’. På godt dansk vil det sige, at folketinget nu hurtigst muligt bør finde ud af, om der kan være ’delte meninger i Gud’? Eller om Gud kan komme ’i konflikt med sig selv’?

Folkekirken, som staten er forpligtet til at støtte som en evangelisk-luthersk kirke, bygger nemlig sin tro på, at (citat): ’det guddommelige væsens enhed er tre personer (CA art. 1) – og at disse er ’udelelige’. Det vil sige, at der ikke – hverken i tid eller evighed – kan forekomme nogen uoverensstemmelse i ’det guddommelige råd’; det er ’treenigt’.

Hvis det altså er sandt, at Faderen, Sønnen og Helligånden er ’enige’ med de danske bisper i, at bøsser og lesbiske kan velsignes i deres (ifølge ritualet) ’kongeligt forordnede’ homoseksuelle samliv, og at dette ikke strider mod nogen del af den bibelske åbenbarelse, som kirken er bygget på, så er der ingen problemer. I så tilfælde kan folketinget frit og ubesværet lovgive sådan, at et statsautoriseret ritual for homoseksuelle vielser skal og bør indføres i kirken. I modsat fald er folketinget forpligtet til at ’understøtte’ kirkens bekendelsesgrundlag, som (i et sådant tilfælde) ikke giver mulighed for en sådan lov. Handler politikerne imod denne konstitutionelle orden, gør de sig skyldige i en lovgivning, der er grundlovsstridig – og kan i det tilfælde blive stillet for retten!

Dette sidste punkt vil – om Gud vil og jeg lever – ud fra Den Augsburgske Bekendelse blive taget op til overvejelse i en række efterfølgende numre af ’Øjeblikket’. Det første af dette vil udkomme på pdf-fil i begyndelsen af det nye år…

 

KONGELIGT FORORDNET

Med hensyn til det evt. kongeligt forordnede vielsesritual for homoseksuelle kan der næppe gives nogen bedre beskrivelse end Søren Kierkegaards; han skriver:

"Når vi blot ser på det menneskelige og lader det guddommelige (altså kristendommen) ude af billedet, så forholder det sig sådan, at staten forbliver den højeste menneskelige instans. Staten er – menneskeligt set – hævet over alt og alle.

Sådan opfatter folket det! Det er den betydning, som den enkelte tillægger staten. Alt, hvad der bærer mærke af at være bekræftet, sanktioneret og autoriseret af staten, er i orden! Især – i den monarkistiske stat – hvis det er ’kongeligt autoriseret’. Så er det bedre og mere end alt andet. Dette lille tillægsord ’kongelig’ giver folk en tryghed – ja, en garanti for, at her er noget, man kan forlade sig på. Her er noget, man bør respektere…"

Søren Kierkegaard fortsætter: "Sådan lever nu folk, og det er ønskeligt, at de lever sådan. Det er, hvad man bør forstå ved en stille og rolig borger, der hviler i sin tillid til staten. Men det har ført følgende med sig: at det går for sig: Fra morgen til aften får folk at vide, at hvad der er kongeligt forordnet og statsligt autoriseret er bedre og mere værd, end det eller den, der ikke kan smykke sig med dette tillægsord."

Kierkegaard slutter: "Hvor kristeligt vildledende! Folk lever og ånder jo i den forestilling, at den kongeligt autoriserede, er mere end den, der ikke er kongeligt autoriseret. En lærer i kristendom, som er kongelig forordnet, er altså mere end den, der ikke er det. Dem, der bærer statens mærke med højere rang, flere ordener og bedre lønninger er mere end dem, der ikke har alt dette…

Hvilken fundamental forvirring! At radbrække sproget er i dette tilfælde at radbrække kristendommen. Eller rettere at stille det hele på hovedet for på en fin måde under skin af kristendom at praktisere den rene hedenskab…" (Søren Kierkegaard, Øjeblikket nr. 3, 27. juni 1855).