PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2012-01-06
0375

 

’SOMETHING ROTTEN’
(Hamlet, 1. akt, 5. scene, vers 65)

… en verdenskendt Shakespeare-profeti om et ’fordærvelsens komplot’ i Danmark.

Er William Shakespeares 400 år gamle forudsigelse om en udbredt fordærvelse i Danmark ved at gå i opfyldelse? En topaktuel rapport om, hvorledes homofile vielser søges indført i den danske, protestantiske kirke.
 

INDLEDNING: William Shakespeares udtryk ’Something rotten in Denmark’ er mig inderligt imod! Ja, det er mig så frastødende, at jeg helst så det helt fjernet fra mine øjne. Aldrig kunne jeg drømme om at skulle være kolportør for et sådant ildevarslende slogan. Som mangeårig udenlandsdansker elsker jeg mere end de fleste mit fædreland. Mine børn og børnebørn har jeg lært at respektere og holde kært alt, hvad der er dansk. Ja, når det rød-hvide korsbanner går til tops i vor ørkenlejr i det sydlige Negev i Israel, banker mit hjerte stolt. Må Gud forbyde, at jeg på nogen måde skulle være illoyal eller forræderisk over for det folk og det land, som står mit hjerte nært…

Men denne kærlighed til landet med de flade, frodige marker, bugnende bøgeskove og hvidtakkede kirker kan ikke afholde mig fra en indre forpligtelse til atter at måtte gentage Shakespeares 400-årige forudsigelse: ’Something rotten in the state of Denmark’.

Med undren har jeg i de seneste par år bemærket de mange og besynderlige omveje, ad hvilke denne i dag så højaktuelle erklæring (helt fra før tiden til det 12. århundrede) har været undervejs. Som en ond kim har ordene om det danske fordærv i utallige slægtled ligget skjult under den pæne, nydelige, borgerlige overflade – men netop nu, ved indgangen til det tredje årtusinde, er de første hæslige blomster begyndt at skyde frem. Dermed er det blevet mig magtpåliggende – før en grim og giftig frugt modnes – at afmærke de globalt farlige træer i denne vor del af det internationale, kirkelige landskab. Den halve verden er nemlig optaget af, hvad der er ved at ske i den protestantiske kirke i det lille kongerige mod nord. Hvad kan der ligge bag Shakespeares underlige, verdenskendte udsagn: ’Something rotten in Denmark’? Hvad skjuler sig bag denne sære profeti?

*

Shakespeares historie handler om en nedrig og korrupt sammensværgelse, som har fundet sted i den danske havneby, Helsingør, hvor det gamle, firfløjede kongeslot, Kronborg, siden 1574 er beliggende. Hvad her skete i den 62 meter lange, dobbelt-etagede, majestætiske riddersal, fortælles i dag i den hele verden. Især hvad der hændte i den endnu bevarede ’Mørke Port’, hvor de ulykkesvangre ord første gang blev udtalt: "Something rotten…"

Rygterne om det ’rådne komplot’ går helt tilbage til nogle halvglemte skandinaviske folkefortællinger – og blev første gang nedfældet på latin af den danske historieskriver Saxo Grammaticus’, som i sit 16-bindsværk ’Gesta Danorum’, fortæller om ’dansker-drabet’ (1185).

Derefter blev den skændige handling (’something rotten’) fortalt i François de Belleforests ’Histoire Tragiques’ (Tragiske historier). Forrædermordet står omtalt i det 5. bind fra 1570. Her beskrives ’det danske, moralske fald’ som den usømmelige handling, der lå i, at kongemorderen – endnu med blod på hænderne – giftede sig med den myrdede konges enke.

Da William Shakespeare d. 26. juli 1602 lader historien om den danske kongesøns hævn notere i ’The Stationer Register’ i London, indskrives skuespillet under titlen: ’Hamlet, the Prince of Denmark’. Handlinger finder sted i ’Elisinore’ (Helsingør) – og den nu verdenskendte replik ’something rotten in the state of Denmark’ falder i 1. akt, 5. scene og det 65 vers.

Ordene udtales af den loyale stridsmand, Marcellus, der forfærdet advarer Hamlet mod at følge efter sin myrdede fars genfærd. I det øjeblik udbryder en anden kriger, Horatio: "Heaven will direct it!" (Det vil himlen tage sig af!...) hvilket synes at være den eneste og sidste udvej for det udbredte fordærv, som i dag bedst kan betegnes med Shakespeares advarende ord: "There is something rotten in the state of Denmark…"

 

Kapitel 1

EN TIKKENDE BOMBE

… en minister-replik, der satte sindene i kog.

"Statens tankegang synes at være den samme: Blandt alt det meget, som mennesket i vor civiliserede verden har brug for (og som staten søger at give borgerne på en så billig og praktisk måde som muligt) er blandt andet sikkerhed, vand og lys, veje og broer o.s.v.

Dertil kommer nu en evig salighed hisset! En fornødenhed, som staten også bør tage sig af. Hvor generøst! Og så billigt! Hurtigt ordnet! Hvor storartet!" (Søren Kierkegaard, Øjeblikket nr.2 4. juni 1855)

I den kølige sommermåned, juni 2010, dukkede en stærkt provokerende artikel op i det 120. nummer af et ærværdigt, dansk, teologisk tidsskrift ved navn ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’. Hele det nummer af tidsskriftet var dedikeret til det ene emne: ’Homofile vielser i kirken’. Tidsskriftets indhold bestod af en halv snes artikler, der alle belyste emnet fra en yderst positiv side. En af artiklerne med emnet ’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse’ var skrevet af tidsskriftets redaktør, sognepræst Jørgen Demant, Kgs. Lyngby, der tillige virkede som teologisk konsulent for det stift, der tilhørte Hamlet-byen, Helsingør.

I sin gennemgang af vielsesritualet (ved ’Sørens og Peters bryllup) … altså den homofile vielse i kirken) argumenterede præsten for, at ikke blot var Den Treenige Gud tilstede i vielsesritualet, men Kristus inkarnerede sig i det homoseksuelle bryllupskys!

Den 14. september 2010 afleverede jeg en klage over præstens artikel til stiftets biskop, Lise-Lotte Rebel i Helsingør. I denne klage betonede jeg, at Lyngbypræsten med sin provokerende artikel havde bragt sig selv uden for kirkens bekendelsesgrundlag. Jeg anmodede om, at præsten blev irettesat.

Hvad herefter skete viste, at denne klage hurtig ville ende i papirkurven. Ikke fordi dens indhold var uden begrundelse – men fordi det, som Shakespeare kalder for ’something rotten in Denmark’, stak dybere, end de fleste forestiller sig. Lad mig forklare:

Dagen efter, d. 15. september 2010, da et af daværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, nedsat udvalg af bisper, præster, professorer og lægfolk (12 personer) efter 150 dages overvejelser afleverede deres rapport om kirkelige homovielser, publicerede jeg samtidig en lille bog på 175 sider over samme emne.

Skriftet, der blev udgivet af forlaget Soli Deo Gloria/Scandinavia HK Ltd., havde titlen: ’Folkekirken og vielse af homoseksuelle’ og bestod bl.a. af 21 breve, som jeg over en periode på seks måneder havde sendt ministeren og det nedsatte udvalg fra byen Sodoma ved Dødehavet i Israel. Bogen med de 21 breve blev (udover til ministeren og udvalget) sendt til 200 præster og menighedsråd over hele landet.

*

I mit første brev til kirkeministeren i det tidlige forår 2010, bad jeg ministeriet (der fungerede som sekretariat for disse ’top-officielle’ udvalgsmøder) om ’aktindsigt ’. Det er en ’begæring’, som borgerne i de fleste demokratiske stater har ret til at fremsætte, og som giver dem anledning til at følge med i, hvad der i myndighedernes hemmelige korridorer bliver aftalt bag deres ryg.

Ministeren åbnede på min anmodning (tilsyneladende modvilligt) den skjulte skuffe på klem og udleverede et vigtigt dokument. Derefter lukkede hun atter skuffen med et smæld – og da jeg d. 3. maj 2011 samt d. 6. juni samme år (Dok. 42908/11) anmodede en ny kirkeminister, Per Stig Møller, om aktindsigt vedr. nøjagtig det samme forhold, (nemlig ministerens hemmelige forhandlinger med kirkens bisper) blev det mig (så vidt jeg kan se) uretmæssigt nægtet! Det samme skete ved en sidste og fornyet henvendelse til endnu en ny kirkeminister, Manu Sareen, i november samme år. Skuffen forblev (efter min ringe mening imod alle gældende regler) lukket og låst!

I det eneste udleverede dokument fra ministeriets hemmelige journalsystem kunne jeg til min forbløffelse læse, at én af biskopperne (som talsmand for alle landets bisper) havde aflagt følgende løfte til kirkeministeren: "Hvis folketinget lovgiver således, at ægteskabet skal være for såvel hetero- som homoseksuelle par, er vi som folkekirke forpligtet til at udarbejde et ritual, der gør dette muligt."

På grund af dette opsigtsvækkende løfte gav jeg mit syvende brev til ministeren og kirkens biskopper titlen: ’Kirkens kryben for kejseren’, idet jeg henviste til de jødiske farisæeres råb til Pilatus: "Du er ikke kejserens ven!" (Johs. 19:12)

*

Kirkeministeriets 2010-udvalgsprotokol om kirkelige homovielser skabte i Danmark ingen debat! Den var i manges øjne tandløs og indholdsløs og berørte kun periferisk det anspændte forhold mellem stat og kirke. Den sagde ikke et ord om de militante homo-ideologers dybeste motiver og nævnte på intet sted Bibelens advarsler mod Sodomas synd – ja, den berørte ikke med en eneste linje sagens kernespørgsmål: Er et lovforslag om kirkebryllupper for homoseksuelle grundlovsstridigt, og er et ritual for homovielser foran kirkens alter i virkeligheden det største angreb på kirkens bekendelsesskrifter indenfor de sidste 500 år. Dette førte til, at jeg i de følgende fem måneder udsendte et lille skrift med titlen ’Øjeblikket’ til alle landets præster og menighedsråd. Heri omtalte jeg Helsingør-teologernes forsvar for homovielser og redegjorde for Lyngbypræstens artikel om Kristi inkarnation i det homoseksuelle kys. Jeg sendte skriftet over nettet som Pdf-fil og fik mange vrede tilbagemeldinger. Adskillige præster ville anmelde mig til myndighederne for udsendelse af ’spam’.

 

FEM BLASFEMISKE PÅSTANDE

Danmark har en statskirkeordning. Dette er én af grundene til, at det internationale samfund med en så vågen interesse følger med i, hvad der sker i det 1000 år gamle kongedømme med hensyn til de homoseksuelles krav på at blive gift i kirken.

Ifølge Danmarks grundlov har staten nemlig et påviseligt ansvar med hensyn til at organisere og finansiere en evangelisk-luthersk kirkestruktur. Intet kan udledes af grundloven, at den samtidig skal sørge for, at alle de organer, der repræsenterer den kirke, som staten organiserer, er statsorganer. Men dette er den magt, som staten i Danmark har over kirken; spørgsmålet om statsmagtens beføjelser lader sig imidlertid ikke standse ved denne konklusion.

Det er både i Danmark og andre lande (især de nordiske nationer) den udbredte opfattelse, at staten også har magt over kirkens ’indre anliggender’. Den tidligere kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, lod i den forbindelse ved juletid i 2010 en sætning falde om, at ’folketinget var kirkens øverste synode’. Disse ord bragte sindene i kog og blev af lutherske teologer betegnet som en ’tikkende bombe’. Denne bombe er ikke siden blevet afmonteret – og det skulle nu vise sig, om nationens folkevalgte mænd og kvinder, de, som styrer landets øvrige forhold, også skulle betragtes som ’øverste hoved’ i teologiske læresager, der berører kirkens evangelisk-lutherske trosgrundlag?

*

I det sene efterår 2011 fik Danmark en ny regering: Den såkaldte ’røde blok’. Allerede i sit regeringsgrundlag fik den nye koalition indskrevet, at den så hurtigt som muligt ville sørge for, at homoseksuelle ægteskaber kunne indgås i kirken. Det vil sige, at denne anti-religiøse regeringsblok fra da af skulle tage livtag med det 21. århundredes store spørgsmål i kirkelige anliggender: ’Er Gud til stede i et ritual for kirkelige vielser af bøsser og lesbiske?’

Den teologiske hjælp til dette foretagende var at hente hos de præster og professorer, som halvandet år forinden havde meldt ud i tidsskriftet ’Kritisk Forum’, at ’Gud ved vielsen adler den homoseksuelle kærlighed’ samt at det nye ritual kunne bygge på den påstand, (fremsat af en teologisk professor ved Århus Universitet), at de to hovedpersoner i Gamle Testamentes Ruths Bog (Ruth og hendes svigermor Naomi) var lesbiske...

Det var på den baggrund, at en nøjere beskrivelse af sognepræst Jørgen Demants påstand om Kristi tilstedeværelse i ritualet for kirkelige homovielser, burde fremlægges og nærmere belyses ud fra Den evangelisk-lutherske Bekendelse. Dette gjorde jeg til en vis grad ved udsendelsen af skriftet ’Øjeblikket’ men uddyber nu denne vigtige sag i det følgende…

*

Læren om Kristi tilstedeværelse i vielsesritualet for bøsser og lesbiske blev, som omtalt, detaljeret forsvaret i det omtalte tidsskrift ’Kritisk Forum’ (juni 2010) af skriftets redaktør, Lyngbypræsten, Jørgen Demant, som i artiklen ’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse’ uden at blinke afleverede følgende fem påstande:

Den trinitariske velsignelse, som anvendes i vielsesritualet, er (citat): ’en inkarnatorisk bevægelse, hvor parret (Søren og Peter) indsættes som bærere af Guds velsignelse’ (side 65).

Ved parret (Sørens og Peters) bryllup bliver (citat): ’Menigheden vidne til inkarnationsunderet’ (side 66).

Præstens håndpålæggelse (ved det homoseksuelle par, Sørens og Peters bryllup) er (citat): ’En solidaritetserklæring, der indebærer Guds medleven og støtte til de to mennesker, der har givet sig sammen’ (side 67).

Ved homoparret, Sørens og Peters bryllup, er (citat): ’Kysset måske det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi’ (side 68).

… thi (citat): ’Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden’ (side 69).
 

I min klageskrivelse af 14. september 2010 til præstens biskop i Helsingør stillede jeg i en vedlagt dokumentation skarpt på disse fem påstande.

Jeg betonede, at artiklens forfatter med titlen ’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse’ havde anvendt de to mandsnavne, Søren og Peter, for dermed klart at tilkendegive, at han fulgte skriftets redaktionelle linje, der var angivet i dets forord (og på dets forside og bagside): ’At belyse den kirkelige velsignelse og vielse af bøsser og lesbiske’. Dette var vigtigt at understrege, fordi præsten under høringen forsøgte at vige uden om denne kendsgerning ved løgnagtigt at påstå, at artiklen kun handlede om vielsen (generelt set).

Dernæst henvendte jeg opmærksomheden på præstens beskrivelse af det homoseksuelle kys (ved Sørens og Peters bryllup), der i artiklen betegnes som (citat): ’Det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi’. Denne erklæring får følgende detaljerede forklaring med på vejen (citat): ’I den erotiske hengivelse forbinder (parret) sig med hinanden. I kroppenes forening – i kysset – bliver de to sig selv… kysset er en hengivelse, hvor jeg overskrider min krop for at møde en andens krop… samtidig smelter kroppene sammen… der er en intimitet i hengivelsen, som gør afstandsløs…’

Min klage over disse blasfemiske påstande om Kristi inkarnation i det homoseksuelle kys blev blankt afvist af præsten, Jørgen Demant, med ordene (citat): ’Jeg mener ikke at bevæge mig ud over skrift og bekendelse’ (Høring 21.09.2010). Klagen blev yderligere afvist af provst Ejgil Saxe, der til biskoppen udtalte (citat): ’De fremlagte indsigter kaster nyt lys over en bibelsk og luthersk forståelse af vielsen og velsignelsen; jeg kan fuldt ud tilslutte mig præstens udtalelse (Høring 21. sept. 2010). Endelig blev klagen afvist af biskoppen i Helsingør Stift, Lise Lotte Rebel med ordene (citat): ’Sognepræst Jørgen Demant holder sig indenfor bekendelsesgrundlaget, hvorfor jeg ikke finder anledning til at kritisere sognepræst Jørgen Demant’ (skrivelse af 14.10.2010). Sidst men ikke mindst fejede den daværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, klagen af bordet med en erklæring om, at hun støttede de gejstliges syn på sagen. "Jeg er den sidste ankeinstans," skrev ministeren, hvormed hun sikkert mente, at nu ville hun ikke høre mere om den sag…

*

Lyngbypræsten, Jørgen Demant, har imidlertid med sin offentliggjorte lære om Kristi inkarnation i det homoseksuelle brudekys (og dermed i hele ritualet for kirkelige homovielser) bevæget sig uden for kirkens bekendelsesskrifter… især Den Augsburgske Bekendelses artikel 3, hvori det om inkarnationslæren bl.a. hedder: "Guds Søn har antaget menneskelig natur… så at de to naturer, en guddommelig og en menneskelig, er uadskilleligt forenet i personens enhed, én Kristus…"

Den sidste betoning: ’én Kristus’, indikerer klart, at det ved inkarnationen er synderen, som ved Helligånden antager Kristi natur, så at han (som Skriften siger) ’blive ligedannet med Kristus’ (Rom. 8:29) … og ikke – som historiens kætterbevægelser har påstået – omvendt; forstået sådan, at det er Kristus, der ved inkarnationen i livsførelse og handling bliver ligedannet med synderen!

Sognepræst Jørgen Demant gør sig i sin publicerede lære til talsmand for, at ingen sådan livsforvandling (ved ’afvaskning af synden’… 1. Kor. 6:11) nødvendigvis må finde sted. Han hævder, at Kristus ved inkarnation gør sig til ét – ikke blot med synderen – men med ’den homoseksuelle erotiske hengivelse’, og han påstår, at det homoseksuelle par herefter (uden forudgående omvendelse eller afstandstagen fra den i Skriften nøje udpegede homoseksuelle synd… Rom. 1:26-28) citat: ’indsættes som bærere af Guds velsignelse’.

*

Denne overtrædelse af Den Augsburgske Bekendelses 3. artikel stk. 1 giver sig tydeligt tilkende ved den efterfølgende ringeagt, som præsten viser for artiklens andre stykker. Disse ’afvigelser’, der er en følge af den direkte overtrædelse, giver sig tilkende på følgende fire punkter:

Præsten forulemper det centrale budskab i evangeliet: ’Kristi offerdød på korset’ ved at påstå, at Kristus (som det hedder i den samme 3. artikel) ’der virkelig har lidt, er korsfæstet, død og begravet for at kunne forsone Faderen med os’, lader sig inkarnere og bliver til ét med den erotiske hengivelse i det homoseksuelle bryllupskys.

Yderligere krænker præsten den 3. artikels fortsatte belæring om, at ’Kristus blev korsfæstet for at være offer ikke bare for arvesynden men også for alle menneskers syndige handlinger’.

Eftersom homoseksualitet i den Hellige Skrift betegnes som en ’syndig handling’ (Rom. 1:26-28, 1. Tim. 1:8-11, 1. Mose 18:20 + 19:5) kan et vedvarende forhold i denne ’handling’ ikke (som præsten og hans gejstlige tilsynsmænd fejlagtigt påstår) velsignes, thi apostelen formaner: "Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive større? Nej, langtfra!" (Rom. 6:1)

Fremdeles afviger præsten fra den 3. artikels fortsatte belæring, der erklærer, at (citat): ’Kristus har taget sæde ved Faderens højre hånd for at helliggøre dem, der tror på Ham’.

Præstens afvigelse ligger i, at han ikke nøje efterfølger bekendelsens belæring om, at en helliggørelse nødvendigvis må finde sted i synderens liv. Ved uden forudgående omvendelse at godtage, velsigne og ved den kirkelige vielse at fremme det homoseksuelle parforhold, krænker præsten kirkens bekendelse, der med apostelen siger, at ’de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den… helliges ved Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd’ (1. Kor. 6:11).

Yderligere efterfølger præsten ikke d. 3. artikels fortsatte belæring, der erklærer, at (citat): ’Helligånden forsvarer dem (der tror på Kristus) mod djævelen og syndens magt’. Ved at ’sammenføje det homoseksuelle par med dets synd, rejser præsten ikke noget forsvar mod djævelens magt – men i stedet udleverer han synderen til en ulykkelig skæbne – ja, med evigheden for øje svigter præsten den 3. artikels fortsatte belæring, der siger (citat): ’Kristus vil komme igen for at dømme levende og døde…