PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2012-02-17
0377

 

’DEN SORTE PORT’ (Kapitel 3)

… kirkeministerens selvmordsbombe sigter på at skade dronningen!


… ’hele dette skrammel af en statskirke, hvor der i umindelige tider ikke er blevet luftet ud! Den indespærrede luft har udviklet sig til en farlig gift, hvilket er grunden til, at det religiøse liv enten er sygt eller helt visnet bort.

Så lad da hele denne skrammelbunke styrte sammen! Luk alle disse billige boder og butikker… og hold op med fortsat at sørge for kvaksalverne. Lad os i stedet tilbede Gud i al enkelhed!" (Søren Kierkegaard, Øjeblikket nr.4 7. juni 1855).

Kuldgraderne spadserede i februar 2012 langt under nulpunktet i Danmark, og meldingerne fra det øvrige Europa fortalte om hundredvis af dødsfald under det jerngreb, som den isnende vinter bragte med sig. På en sådan kold februardag rejste sig i regeringspalæet, Christiansborg, i København, et parlamentsmedlem, Christian Langballe, og stillede landets kirkeminister et nærgående spørgsmål. "Vil ministeren tilsidesætte kirkens bekendelsesskrifter for at kunne indføre homofile vielser i kirken?"

Dagen efter, d. 10. febr. 2012, bragte Kristeligt Dagblad en beretning om den isnende vinterkulde, der bredte sig i parlamentssalen under den ordveksling, som derefter fandt sted.

Da spørgeren henviste til kirkens bekendelsesskrift, Confessio Augustana, og betonede, at ifølge dette skrift var det kirkens uomstødelige lære, at et ægteskab kun kunne finde sted mellem en mand og en kvinde – så svarede kirkeministeren undvigende og (som nogle hævdede) ’skjulte sin uvidenhed ved at være uforskammet’.

Efter den dag har kirkeministeriet blandt nogle af landets troende fået navneforandring. De kalder kirkeministerens embedsresidens ved Holmens Kanal for ’Den Sorte Port’.

 

PAVELIG PORTHVÆLVING

William Shakespeares – for danskerne så berygtede – slogan: ’Something rotten’ falder i ’Hamlet’-skuespillets 1. akt. Ordene hørtes (som jeg tidligere har nævnt) for første gang i den såkaldte ’sorte port’ på det danske, middelalderslot, Kronborg, i byen Helsingør.

Den ældede, dunkle slotsport eksisterer som sagt stadig og har med årene ikke fået navneforandring. Endnu i dag kaldes stedet, hvor ordene ’something rotten in Denmark’ stadig giver genlyd, for ’Den Sorte Port’. Som i Shakespeares ’Hamlet’ er et gusten genfærd stået op af graven, og byen, Helsingør, synes i vor tid at være blevet bosted for den teologiske lære, der bringer med sig et fordærv, der meget vel kunne identificeres med den nu verdenskendte sætning: "Something rotten in the state of Denmark."

Imidlertid har navnet ’Den Sorte Port’ for adskillige danskere fået en ny betydning; porten har flyttet adresse, og persongalleriet har fuldstændig forandret sig. Men det uhyggelige, talende genfærd er det samme, og den berygtede sætning om en særlig dansk råddenskab har samme ordlyd. Fordærvelsen (something rotten) er stadig portens aktuelle emne.

Men alt det kræver naturligvis en nærmere forklaring.

*

Den 15. januar 2012 sendte jeg på en lidt kølig solskinsdag fra min ’fjerne’ ørkenbase i Israel en mail til det sted i det indre København, som også jeg nu kalder ’Den Sorte Port’.

Hermed mener jeg altså ikke længere den konkrete, dystre ’Hamlet-port’ på det stille kongeslot i byen Helsingør men den ’Sorte Port’, som er beliggende ved Holmens Kanal nr. 21 midt i den store, travle hovedstad. Det vil sige, at min mail hermed var stilet til Danmarks nye kirkeminister, Manu Sareen, der har sin ophøjede arbejdsplads bag en gigantisk grim, grågrøn indgangsport på den nævnte adresse i København.

Grunden til, at jeg tillader mig at kalde dette ’fornemme’ sted, hvor Danmarks ærværdige kirkeministerium er beliggende, for ’Den Sorte Port’ er for det første, fordi denne indgang til ministeriet i sig selv er en smudsket, gustenkold, pavelig porthvælving. Man skal ryste ængstelsen af sig, før man træder ind i det fugtige, halvmørke rum.

Dernæst har kirkeministeriet bag Den Sorte Porthvælving skiftet karakter. Efter at den nye kirkeminister, Manu Sareen, i 2011 tog sæde i de gamle bygninger, udstråler porten en sær, gudsfjendsk kulde. Hvor tidligere ministre søgte at støtte og befordre kirken og dens evangelisk-lutherske lære, så er den nye minister (som håndlanger for en mere eller mindre antikristelig regering) optaget af at underminere nationalkirkens trosfundament – ja, han har som en ’politisk mærkesag’ taget sig for at gennemføre lovforslag, der sigter på at splitte kirken ved åbenlyst at spotte dens bekendelse og trampe på Den Hellige Skrift.

Derfor er hans ministerium blandt landets oprigtigt troende borgere ved at blive kendt som ’Den Sorte Port’.

*

Min januar 2012-skrivelse til ministeren bag ’Den Sorte Port’ anmodede høfligt om, at ministeren (ifølge hans embedspligt og i overensstemmelse med dansk lov om ’ministeransvarlighed’) ville informere Folketinget om farerne ved den sejlads, som han nu (ved nye kontroversielle lovforslag) stod overfor at skulle sende det statslige kirkeskib ud på. "Det er urolige farvande," skrev jeg. "Skibet kan blive splittet i stormen og gå til bunds! Folketinget bør informeres om de farlige undervandsskær!"

Samtidig anmodede jeg ministeren om at finde min gamle sag om ’’Den Sorte Port’ i Helsingør frem af skuffen. Altså sagen om Helsingør-teologernes fordærvede lære (som ministerens forgænger i embedet, Birthe Rønn Hornbech, havde smidt i papirkurven). "Sagen om Kristi inkarnation i homo-kysset vil få ny aktualitet," skrev jeg. "Min anke over biskop Lise-Lotte Rebels løse og useriøse behandling af min klageskrivelse i forbindelse med Lyngbypræsten Jørgen Demants påstande om Den Treenige Guds tilstedeværelse i ritualet for homovielser, bør genoptages!"

 

RØSTEN FRA OVEN

Almindeligvis har jeg gennem årene i min korrespondance med ministrene bag ’Den Sorte Port’ i København modtaget en korrekt bekræftelse på, at min mail var modtaget med en høflig angivelse af, hvor lang tid, der ville gå, før jeg kunne forvente svar.

I dette tilfælde skete imidlertid intet! Den nye kirkeminister, Manu Sareen, var tavs som graven. Derfor tillod jeg mig en uge senere høfligt at anmode om bekræftelse på modtagelsen af min mail – men den store sorte port ved Holmens Kanals forblev lukket og låst. Ikke en lyd hørtes fra ministeriet – ja, man fik den ubehagelige opfattelse, at ingen jævn og simpel borger nogensinde skulle forvente at høre noget som helst fra portens sorte indre, hvis ikke hans henvendelse faldt i god jord.

*

I øvrigt er jeg kendt med forretningsgangen ved ’personlig henvendelse’ i Den Sorte Port. Når borgeren endelig – efter at have betalt sit parkeringsgebyr – er nået frem til den store, mørke porthvælving og med hjertet i halsen har vovet sig ind i det halvmørke rum, så hører han pludselig (endnu før han i halvmørket har orienteret sig) en skrattende stemme ’fra oven’. Den hule genfærdsrøst spørger bydende ’hvem han er, og hvad han vil’?

Hvis borgeren har haft nogen fornemmelse af at være uvelkommen, så bliver det herefter mere end tydeligt bekræftet. Som borgeren på portrummets kolde stenbro får rystet forskrækkelsen af sig og stirrer op mod det sted, hvorfra røsten lyder, opdager han et glasbur, der som et vagttårn er indbygget i porthvælvingen over hans hoved.

Bag de duggede ruder aner han skyggen af en skikkelse, der bøjer sig over en mikrofon. Gennem den skrattende højtaler bliver spørgsmålet gentaget: "Hvem er du? Hvad vil du?"

Borgeren angiver fra stenbroen sit navn og sit ærinde. Genfærdet i glastårnet siger med hul røst: "Et øjeblik!"

Borgeren får nu anledning til at orientere sig i Den Sorte Port. Han aner, at han er nået frem til selveste forgården til et eller andet ’uopnåeligt’. Foran sig kan han skimte endnu en port, der fører ind til nogle ’indre områder’, der næppe tør betrædes af dødelige. Til venstre er en renskuret stentrappe og en høj, massiv trædør. Måske kan han ved et eller andet hemmeligt ’sesam, sesam’ få den dør åbnet.

Da lyder atter ’stemmen fra oven’: "Har du en aftale?"

I det øjeblik bør borgeren have en eller anden forklaring parat. Hvis han i sin åbenbart ’himmelråbende naivitet’ har vovet sig ind i ’Den Sorte Port’ uden at have en aftale, kan han godt gå hjem igen. Det ligger i luften: ’Uden en forudgående aftale kan ingen jordboer nå længere end til portens stenbro’.

*

I mit tilfælde kunne jeg som en ’fornuftig borger’ forklare genfærdet i glasburet, at jeg var på gennemrejse. "Jeg har prøvet at opnå en telefonisk aftale," forklarede jeg fra stenbroen, "men på grund af vandskader har ministeriets telefoner ikke svaret."
 

Så var der atter tavshed.

Og da, pludselig, gik den høje trædør ved stentrappen op. Jeg trådte ind i ’selveste kirkeministeriet’. Gennem en blinkende glasdør blev jeg ført ind i et stort, tomt forhandlingsværelse og anbragt ved et langt, langt, blankt forhandlingsbord. Jeg forestillede mig, at det sikkert var det sted, hvor ministeren mødte landets biskopper (og hvor de d. 15. september 2010 havde aflagt deres ’troskabsed til ’kejseren’ ved med bøjede hoveder at erklære, at ’hvis staten ville have et nyt vielsesritual i kirken, så forpligtede de sig til at aflevere et sådant’).

En kvindelig sekretær lyttede afmålt og reserveret til mit ærinde – og jeg fik med få sætninger besked om, at mit skriftlige andragende om at få aktindsigt i ministerens forhandlinger med landets biskopper kunne jeg godt glemme.

Få minutter efter var jeg tilbage i Den Sorte Port. Genfærdet i vagttårnet betragtede mig mistænksomt – og jeg blev lukket ud i solskinnet ved Holmens Kanal.

 

EN FARLIG SEJLADS

Søndag morgen, d. 15. januar 2012 var for mig ikke nogen helt almindelig opvågnen. Jeg betragtede solen, der langsomt hævede sig over Edoms bjerge mod øst. Fra min ørkenbase, ikke langt fra den bibelske by, Sodoma, kunne jeg skimte ’endetidsbyen’, Bozra, hvis kommende undergang den jødiske profet, Esajas, har omtalt i sit 34. og 63. kapitel.

Ved min opvågnen den januar morgen stod en tanke lysende klar for mig. Ikke noget, jeg havde spekuleret på før. Nu stod den bare dér som et pludseligt indfald: ’Dette år er hundredeåret for Titanics forlis i 1912’!

Den sære indskydelse havde sikkert sin oprindelse i det dramatiske skibbrud, som aftenen forinden, d. 14. januar 2012, havde fundet sted ved Italiens vestkyst. Et kæmpe krydstogtsskib i lighed med Titanic, luksuslineren Costa Concordia, fik en side revet op ved Giglio-øens skarpe skær, og 4000 passagerer måtte i uroligt vejr reddes fra det synkende skib.

Havde navnene på disse to såkaldt ’synkefri’ giganter noget at gøre med deres pludselige undergang? ’Titanic’ betegner et gudsbegreb fra den græske mytologi; det taler om ’kæmpernes oprør og det spanske navn ’Costa Concordia’ signaliserer en idé om ’den samme kyst’ (eller at ’noget lignende vil ske’!)

Bedre blev det ikke den søndag morgen, da jeg i min daglige bibellæsning (ifølge den kronologiske orden, som jeg følger) havnede i den jødiske profet Ezekiels 16. kapitel, hvor han erklærer: "Dette er Sodomas synd: Storhed, overflod, sorgløs tryghed… de blev hovmodige og gjorde, hvad der var afskyeligt!" (v. 49-50)

Ved at læse dette, måtte jeg et øjeblik efterrationalisere på indholdet af det brev, som jeg dagen forinden havde sendt til den danske kirkeminister, Manu Sareen, i ’Den Sorte Port’. "Det er en farlig sejlads!" havde jeg skrevet, idet jeg gjorde ministeren opmærksom på hans forehavende med den store, nationale ’velfærdskirke’, statskirken, som netop den dag ved udfærdigelsen af ministerens lovforslag blev gjort klar til at sejle ud i rum sø. En sidste hånd blev i de timer lagt på det lovudkast, som ministeren et par dage senere ville sende til ’høring’ i alle landets politiske partier. Med dette lovforslag blev ankeret kappet – og jeg citerede for ministeren apostelens ord i Ny Testamente: "Jeg ser, at denne sejlads vil medføre ulykke og store tab" (Ap.G. 27:10).

*

Det kommende uvejr anedes allerede i det rundspørge, som samme dag blev foretaget blandt statskirkens præster. Adskillige var usikre på, om de fortsat ville blive i statskirken. 27 % erklærede, at de aldrig kunne drømme om at foretage en vielse af to mænd eller to kvinder efter det nye ritual. Ingen i regeringen syntes imidlertid at være berørt af den kendsgerning, at en fjerdedel af landets statskirkepræster var imod den nye ordning. Kirkeministeren bag Den Sorte Port havde kun én kommentar: "Tomme trusler!"

Rundspørget viste, at for mere end et halvt hundrede præster var modviljen så stor, at de overvejede deres fremtid i jobbet. Knap 3 % af de adspurgte erklærede, at de ’ikke længere ønskede at forblive som præster i statskirken’, hvis en lov om kirkelige homovielser blev indført.

En af de præster, der allerede havde taget en sådan beslutning, udtalte: "Hvis det bliver som regeringen har sagt, så finder jeg et nyt arbejde. Jeg tager et job som postbud!" Han tilføjede: "Vi er nogle få stykker, der i det tilfælde vil danne en frimenighed."

Hvori ligger den egentlige grund til disse præsters beslutninger? Hvad er deres dybeste motiv til at forlade statskirken? Svaret er måske at finde i en tilsyneladende uanseelig begivenhed, som fandt sted i eftersommeren ti år før århundredeskiftet…

 

GRUNDLOVSFÆDRENES HENSIGT

På en ’fjern’ septemberdag i 1990 holdt en dansk sognepræst, Flemming Kofoed Svendsen et nu halvglemt (og af de fleste totalt overset) foredrag i en forholdsvis ukendt forening ved navn ’Selskab for Kirkeret’.

(Foredragsholderen, der er tidligere partiformand, folketingsmedlem og minister, skabte national beundring ved det personlige, bevægende, kristne vidnesbyrd, han aflagde efter at have oplevet den dybe tragedie at have mistet sin søn, svigerdatter og to børnebørn ved tsunamien d. 26. dec. 2009).

I sit foredrag d. 10. sept. 1990 omtalte Flemming Kofoed Svendsen grundlovens fjerde paragraf, der, som bekendt, siger: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten." I den forbindelse kom han med en udtalelse, som siden blev refereret i værket ’Kirkeretsantologi 1991’, og som (efter min mening) aldrig må gå i glemmebogen! Birkerød-præsten erklærede: "Grundlovsfædrene sagde ikke, at folkeflertallets kirke skulle understøttes af staten." Han fortsatte: "Da nogle af mændene fra 1849 ønskede, at der i selve grundloven skulle stå en direkte henvisning til Den Augsburgske Bekendelse, blev det ved paragraffens formulering afvist som ’unødvendigt’, idet den daværende ’kultusminister’ Madvig omhyggeligt redegjorde for, at der med ’evangelisk-luthersk’ menes den specifikke religion, som (ifølge Kongeloven § 1 og Danske Lov 2-1) var den eneste lovlige i riget. Det vil sige, at denne kirkes lære var og forblev den ’retligt bestående kirke’ med dens bekendelsesskrifter! Flemming Kofoed Svendsen slutter: "Meningen var således (fra Enevælden) at overføre den historisk-retligt bestående kirke som den danske folkekirke – vel at mærke med dens bekendelsesskrifter…"

*

Den danske kirkeministers reaktion på dagbladet Politikens rundspørge (23-25 nov. 2011) blandt ikke mindre end 2000 statskirkepræster var på det tidspunkt følgende kommentar: "Det dér med ’ægtefolk’, er jo ikke noget Gud har fundet på. Det er noget mennesker har skrevet ind, og det, mennesker har skrevet ind, kan man sagtens ændre på!"

Kirkeministerens ’prædiken’ om, hvad Gud mener om ægteskabet, vil i de kommende måneder komme til at stå sin prøve, når han i en retlig sammenhæng stilles over for kirkens ’grundlovsanerkendte’ bekendelsesskrifter. Heri forekommer nemlig Luthers krystalklare kommentar til ’det sjette bud’ (af de ti bud, som Gud gav Moses på bjerget Sinai): "Du må ikke bryde ægteskabet." Kommentaren i Luthers lille katekismus (der er en del af den danske statskirkes bekendelsesskrifter) lyder sådan: "Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever rent og kysk i ord og gerning og som ægtefolk elsker og ærer hinanden."

*

Kirkeministeren og hans regeringskolleger vil i denne sag om begrebet ’ægteskab’ ikke kun komme til at stå overfor kirkens bekendelsesskrifter – men den røde regeringsblok vil blive konfronteret med de steder fra Den Hellige Skrift, der tydeligt og klart taler om ’ægteskabet, som indstiftet af Gud…’

Når Martin Luther i Den danske statskirkes bekendelsesskrifter omtaler ordet ’ægtefolk’ (i sin udlægning af det sjette bud: ’Du må ikke bryde ægteskabet’) – så anvender han forklarende det gammeltyske udtryk ’iglicher sin Gemahl’. Og den bedste måde at forklare Luthers forståelse af ordet ’Gemahl’ er at sammenligne det med udtrykkets latinske oversættelse. Den latinske tekst anvender betegnelsen ’suam conjugem’, hvilket straks henleder tolkningen til det nytestamentlige begreb ’sammenføje’.

"Derfor," erklærer Jesus, "hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille" (Matt. 19:6).

Når den danske kirkeminister i sit forsvar for kirkelige homovielser forklarer befolkningen og kirkens præster, at ’ægteskabet’ ikke er noget, som Gud har fundet på’ – så er han i direkte kollisionskurs med Jesu betegnelse for ordet ’ægtefolk’: ’sammenføje’ (Matt. 19:6). Kirkeministeren er da i åbenlys modstrid med Jesu egen fortolkning af begrebet ’sammenføje’, idet Jesus i Det nytestamentlige skriftafsnit omhyggeligt forklarer: "Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød" (Matt. 19:5).

At denne ’sammenføjning’ i ægteskabet sker mellem en mand og en kvinde fremgår med al tydelighed af teksten… og det er disse ’kirkens grundlovstekster’, som kirkeministeren næppe har taget højde for. Om dette forhold kan siges følgende:

Den reformatoriske bekendelse, som er inkorporeret i Danmarks grundlov, hviler på Bibelen! I alt, hvad den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesskrifter erklærer, viser de udelukkende tilbage til Skriften. Denne faste holdning gennemtrænger fra først til sidst den danske statskirkes trosgrundlag – og det er om dette ene punkt, at kampene står overalt hvor spørgsmålet om kirkelige, homofile vielser er på dagsordenen.

"Vort grundlag er den guddommelige Hellige Skrift," hedder det i Den Augsburgske Bekendelses fortale (stk.8) – og som afslutning på bekendelsen løfter samtlige underskrivere hænderne mod himlen og erklærer: "Hvor og hvornår det end bliver forlangt af os, er vi parate til på stedet at angive de præcise steder i Den Hellige Skrift, som vi bygger på." (Beschluss 7, Apol. Fortale 9 og Beschluss 27).

(Dette skriftsyn er det, hvormed Danmarks grundlov forpligter staten til at ’understøtte’ kirken. Hvis altså et ritual for homo-bryllupper i kirken er imod Skriftens lære, er det dermed også imod kirkens lære, og hvis det er imod kirkens lære, er det imod grundlovens bogstav – og er et sådant ritual imod grundlovens bestemmelse, er det grundlovsstridigt, og er det grundlovsstridigt, kan det ikke underskrives af dronningen.

 

MINISTEREN VIL SKADE DRONNINGEN

Solen strålede og 10.000 mennesker vinkede til Danmarks afholdte dronning, da hun i anledning af sit 40 års regeringsjublilæum på slaget 12 d. 15. januar 2012 trådte ud på balkonen på residenspalæet, Chr. IX’s palæ, på Amalienborg i København. Da den kongelige Livgarde satte i med ’Dronning Margrethe II’s parademarch, kunne ingen af de mange fremmødte – ej heller de fornemme medlemmer fra de nordiske landes kongehuse – ane, at et mørkt og dødsensfarligt ’attentat’ var ved at blive udklækket i ’Den Sorte Port’, ikke langt fra kongens slot.

Den destruktive bombe, som blev sammenbastet i kirkeminister-porten, var ’sammensat’ af de samfundsfarlige ingredienser, der udgør lovforslaget om indførelsen af et ritual for homovielser i kirken. De færreste var klar over bombefaren – og ingen kunne forestille sig, at bomben blev fremstillet som en trussel mod det kongelige hus.

*

De første undersøgende spørgsmål, som ministeren i folketinget blev mødt med, efter at han d. 18. januar 2012, kl. 17:35 havde sendt en meddelelse ud til den danske presse om lovforslaget for kirkelige vielser af homoseksuelle, var nærgående. Det dokument, som officielt blev kaldt ’bemærkninger til lovforslaget’, og som havde den korte bureaukratiske benævnelse ’Dokument 2071/12’, blev øjeblikkeligt ’røntgenfotograferet’ af de politiske partier – og siden da har spørgsmålene været nådesløse…

Imidlertid syntes det (på det tidspunkt) endnu ikke at være blevet klart for politikerne, at det er dronningens hus, som ministeren har i sinde at skade. Eftersom de nu i de efterfølgende dage giver sig til at undersøge lovforslagets dybeste intentioner, vil de blive forfærdede over at opdage, at ministeren fra ’Den Sorte Port’ har i sinde at ville underminere dronningens trone og værdighed. De vil til deres forskrækkelse komme til at opdage, at kirkeministerens selvmordsbombe består af sprængstoffer, der særlig sigter på at ødelægge visse bibelske udsagn og ganske bestemte steder i kirkens bekendelsesskrifter.

Lidt efter lidt vil det gå op for dem, at hvis ’bomben fra Den Sorte Port’ er imod Bibelen og kirkens bekendelse, så er den ikke blot grundlovsstridig, idet den sprænger bestemmelsen om statens forpligtelse over for kirken i luften, men dens virkninger vil ryste den sjette grundlovsparagraf, der erklærer, at dronningen ’skal høre til den evangelisk-lutherske lære’.