PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2012-03-09
0378

 

ET KUPFORSØG (Kapitel 4)
 

Hvad den danske kirkeminister forsøger at gennemføre med sit nye lovforslag om kirkelige homovielser er intet mindre end et ’kupforsøg’, hvor han søger at tage dronningen som gidsel…

"I den pragtfulde domkirke træder den højvelbårne, højærværdige overhofprædikant frem.

Han vender sig til en udvalgt skare af udvalgte og prædiker bevæget over den af ham selv

udvalgte tekst: "Gud har udvalgt det, som i denne verden er ringe og foragtet. … og der er slet ingen, der ler!" (Søren Kierkegaard 23. aug. 1855)

Den sjette uge i 2012 blev på skemaet i den danske folkeskole kaldt ’uge sex’. I den uge modtog 185.000 elever ’undervisning i sex’. Det drejede sig om de 10-12 årige – men planen er, at til næste år skal 2-3. klasserne indrulleres, og om et par år starter programmet i børnehaveklasserne.

Det er organisationen ’Sex og Samfund’, som skyder denne kampagne i gang. Den føres under banneret ’Retten til mig’ og vil med sin egen formulering af ’de ti bud’ utvivlsomt have kirkeministerens velsignelse. De nye ’ti bud’ lægger nemlig en solid grundvold for, at der i det danske folkelegeme fremover kan herske en ublandet sympati for ministerens lovforslag om homovielser i kirken.

Det 4. bud, som børnehaveklasserne om et par år skal indoktrineres med, hedder kort og godt: "Unge har ret til at have et privatliv." (Der tilføjes: "Deres forældre skal ikke blande sig uden væsentlig grund"). Det 4. bud omtaler en sådan ’uvæsentlig grund’, som forældrene ikke skal blande sig i. Buddet hedder: "Unge har ret til at vælge deres seksualitet og til at udforske deres seksualitet."

Det vil med andre ord betyde, at danske, kristne forældrepar skal holde mund, når deres søn eller datter føres på opdagelse i den verden, hvor det fortælles dem, at ’de selv skal vælge’, om de vil være dreng eller pige, om de vil være homoseksuelle, lesbiske eller følge det rene spor, som deres forældre anviser dem ud fra deres egen tro og overbevisning.

Dette er – og derom kan der ikke herske tvivl – en lodret overtrædelse af FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, hvor det i stk. 4 hedder: "De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at respektere forældres (og i givet fald værgers) frihed til at sikre omsorg for deres børns religionsundervisning og moralske opdragelse i overensstemmelse med deres egen overbevisning.

*

De øvrige vinteruger af februar 2012 afdækkede med pludselige, bitterkolde vindstød en række tilfrosne ’skyttegrave’ i det danske, politisk-religiøse frontafsnit. "Luk det danske kirkeministerium," hed det. "Giv det navneforandring!" – "Kald det ’ministerium for livsanskuelser. – "Vi må skaffe plads til den voksende gruppe af muslimer, som bor i landet!" (Pernille Viksø Bakke…SF).

Dagbladet Fyens Stiftstidende fulgte sagen op. "Der er kun blevet lukket ni kirker siden 1849," skrev bladet. "Det er for lidt!" Kirkeminister, Manu Sareen, kommenterede: "Det skal være lettere at lukke kirker; jeg er klar med nye regler! (Tv-nyheder 9. feb. 2012).

Morgenavisen ’Jyllandsposten’ kunne i samme åndedræt fortælle, at kirkeministerens ’nye regler’ gik på, at han ville ’hjælpe’ de lokale menighedsråd ved at fratage dem det ’tunge hverv’ at skulle nedlægge egnens kære sognekirke. "Jeg flytter beslutningskompetencen til provsti-udvalget.," forklarede ministeren. "Jeg laver en ny bestemmelse, at det lokale menighedsråd i den sag ikke skal have noget at sige; så bliver den byrde løftet af deres skuldre!" (Henrettelsen af deres ’hjertebarn’ sker på den anden side af sognegrænsen).

*

Et par uger senere, torsdag d. 16. februar 2012 var den danske kirkeminister igen på banen. En halv time efter midnat meddelte Ritzau, at ministeren havde tallet på, hvor mange aktive kirkegængere, der havde været på Fyn den første iskolde søndag i måneden. "5700," citerede han. "Det er for lidt! Der må laves en analyse. Jeg vil vide, hvad pengene bliver brugt til." Han tilføjede: "Der er nu ingen tvivl. Der skal lukkes kirker!"

En uge senere var kirkeministeren atter i aviserne. "Opsigtsvækkende!" erklærede han. Denne gang var det kirkebesøget på Lolland-Falster, som var hans ærinde. Han havde læst i Kristeligt Dagblad, hvor mange gange de lollandske kirkelklokker havde ringet forgæves i året 2011. "Et spørgsmål om penge," udtalte han (’ressource-spørgsmål’). "Lys, præster, kirketjenere! Der skal nu tages kirker ud af drift." Ministeren viser imidlertid også sit hyrdesind. "Hvordan kan vi tiltrække flere kirkegængere?" sukker han. "Hvordan kan kirken blive mere levende?" (tv-nyheder 20. feb. 2012).

Johann Wolfgang Goethe lader i et af sine skuespil (Tosso) replikken falde: "Man merkt die Absicht, und man ist verstimmt." (Man aner hensigten – og det er forstemmende). Det samme kan siges om ministerens ’hjertesuk’ og ’hjælpende hyrdesind’. Man aner, en ’ulv i fåreklæder’. Landets menigheder er begyndt at lugte lunten. "Han er på vej til kongens hus," siger de. "Vi må beskytte vor dronning."

 

’DRONNINGEN TAGES SOM GIDSEL’.

Senest onsdag d. 22. feb. 2012, kl. 12:00 skulle samtlige ’høringssvar’ vedrørende kirkeministerforslaget om homovielser i kirken ligge på hans bord bag ’Den Sorte Port’ ved Holmens Kanal i København. Som reaktionerne strømmede ind fra land og rige, fik ministeriets embedsmænd, konsulenter, jurister og sekretærer travlt med at skille klinten fra hveden…

Mellem svarene lå tre skrivelser, som ministeren sikkert har set skævt til. De var fra de truede områder af Danmark, som han et par dage forinden havde dømt til at skulle være de næste ofre for kirkelukninger. I den store bunke af svarskrivelser (på ministerens spørgsmål vedrørende en ændring af ægteskabslovgivningen, så at vielser af par af samme køn fremover kan foretages foran kirkens alter) lå tre høringssvar, som i virkeligheden udtalte, hvad der bor i mange danske borgeres hjerter. Svarene fra Fyn og Lolland var skarpe og rammende.

*

Fra en stor sognekirke på Fyn (der har – hvilket jeg ved selvsyn kan bevidne – fuldt hus ved søndagens gudstjenester) skrev menigheden: "At kalde to af samme køn for ’ægtefæller’ er ikke blot et brud med alle kulturelle normer men et brud med selve den grundvold, som den kristne kirke er bygget på." Skrivelsen fortsætter: " I den Augsburgske Bekendelse, artikel 27, kaldes ægteskabet for ’en Gud-forordnet stand’. At Paulus og Luther nu skal bøje sig for den danske regering i 2012, grænser til uforskammethed! Det er bedrøveligt, at flere af kirkens biskopper åbenbart er parate til at aflevere arvesølvet for at tækkes tidsånden. Vi finder det foruroligende, at en kirkeminister spiller ærkebiskop. Han er godt i gang med at definere, hvad kirken skal forstå ved et ægteskab…"

En jævn folkekirkeborger fra Midtfyn skriver: "Bibelen indeholder klare udsagn om, at homoseksualitet i Guds øjne er synd. Dette kan man ikke negligere ved at indlæse sin egen tolkning i Bibelen om, at kærlighedsbuddet overtrumfer disse klare udsagn. Den Augsburgske Bekendelse omtaler i paragrafferne 16, 23 og 27 ægteskabet på en måde, som forudsætter, at ægteskabet i kirkelig henseende kun kan forstås som ægteskab mellem mand og kvinde. Regeringen, kirkeministeren og folketinget forbryder sig ved en sådan lovgivning både mod folkekirkens bekendelsesskrifter og mod Grundlovens § 4. Derfor er også det for nogle år siden udarbejdede biskoppelige vielsesritual for homoseksuelle tom snak og bedrag, når det bruges! En vedtagelse af dette lovforslag vil føre til en katastrofe for vores folkekirke og en ulykke for vort land…"

*

En frikirke på Lolland (et område, som ministeren truer med snarlige kirkelukninger) berører i sit høringssvar det pinlige spørgsmål, at kirkeministeren ikke (som det ifølge loven er ham påbudt) ’har omtalt det udsendte lovforslags forhold til grundloven."

Frikirken skriver: "At spørgsmålet om lovforslagets overensstemmelse med grundloven ikke er behandlet i lovforslaget, må siges at være en graverende forsømmelse! En så grov, amatøragtig fejl står i stærk kontrast til det forhold, at man er i færd med at omdefinere en så vigtig kulturbærende institution som ægteskabet."

Den lollandske frikirke henviser i sit høringssvar yderligere til en højaktuel sætning på side 7 i den rapport om homovielser, som en tidligere kirkeminister (Birthe Rønne Hornbech) sendte på gaden i september 2010.

Heri erklærer 11 af de 12 medlemmer af det statsligt nedsatte udvalg, at ’det vil være udtryk for et ejendommeligt, abstrakt syn på mennesket, hvis der stiles mod en såkaldt ’kønsneutral ordning for ægteskab’. Frikirkens høringssvar konkluderer: "Den nuværende kirkeminister tilsidesætter altså med dette lovforslag det forudgående ministerielle arbejde."

Frikirken kommer derefter sine trosfæller i folkekirken til hjælp ved at anføre et punkt, som ingen folkekirkelig røst (så vidt vides) endnu har omtalt Frikirken skriver:

"Hvis en splittelse indenfor folkekirken finder sted, og et alternativt evangelisk-luthersk kirkesamfund bliver dannet, vil dette rejse spørgsmål i forhold til grundlovens § 4, nemlig hvilken fraktion, der i så fald kan gøre krav på statens understøttelse, idet der kan argumenteres overbevisende for, at den fraktion, der ikke vil vie homoseksuelle, er tættest på den evangelisk-lutherske lære." Høringssvaret slutter med følgende opsigtsvækkende konklusion: "Her vil dronningen blive taget som gidsel i denne problematik, idet dronningen ifølge grundlovens § 6 ’skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’. Spørgsmålet bliver da, hvilken kirke dronningen skal tilhøre?"

Eftersom det er et spørgsmål, jeg selv har rejst, vil jeg i det følgende mere indgående befatte mig dermed. ’

 

RITUALETS BETYDNING

Et centralt begreb, som kan være medvirkende til at afgøre dronningens fremtidige tilhørsforhold, er læren om ritualernes betydning i den protestantiske verden. Det er således i den foreliggende situation ’et ritual’, som dronningen (i forbindelse med de kirkelige homovielser) skal forordne – og et afgørende spørgsmål er nu, hvor ’fjernt’ eller ’hvor nært’ dette ritual forholder sig til det trosgrundlag, som er befæstet i den evangelisk-lutherske lære.

Når Den Augsburgske Bekendelse i den forbindelse taler om ’evangeliets hovedstykke, som skal fastholdes’ – så afviser den på stedet enhver form for ’gudstjeneste, der er indstiftet af mennesker’ (Artikel 28, stk. 52). Det vil sige, at så såre der foreligger gudstjenestelige ritualer, der ikke har deres dybe grund i Skriften, og som i hele deres udformning tydeligvis er indstiftet af mennesker, så kolliderer et sådant ritual med det, som den tyske tekst kalder ’der vornehme Artikel des Evangeliums’, og som den latinske tekst kalder ’praecipium evangelii locum (altså: evangeliets ’fornemste og væsentligste’ budskab). Denne formanende advarsel stemmer overens med apostelens lære, der taler om ’at skønne, hvad der er det væsentlige’ (Fil. 1:10).

Indførelsen af et ritual, der søger at ændre så væsentlige forhold som ægteskab, Skriftens autoritet, evangeliets budskab om omvendelse fra synd og forståelsen af apostlenes lære om helliggørelse er væsentligt og hører med til evangeliets ’hovedstykker’.

Derfor fortsætter CA’s 28. artikel stk. 78 med at vende sig direkte til kirkens biskopper. "Nu drejer det sig om, hvorvidt biskopperne vil tåle, at evangeliet forkyndes rent," hedder det i artiklen, som tilføjer: "og hvorvidt de vil fravige sådanne bestemmelser, der ikke kan overholdes uden synd."

Konsekvensen for de biskopper, der er med til at forordne et ritual, der ikke blot er indstiftet af mennesker (og som er uden holdepunkt i Den Hellige Skrift) – men som direkte pålægger de præster og menigheder, der overholder det, at ’synde mod Gud’, er af en sådan art, at deres sjæls frelse er i fare! Derfor slutter Den Augsburgske Bekendelse med følgende formaning til kirkens øverste myndighed: "Hvis disse biskopper ikke fraviger et sådant forehavende, må de selv se til, hvordan de vil stå Gud til regnskab for, at de ved denne hårdnakkethed giver årsag til kirkens splittelse" (28:78).

Bekendelsen forudser altså ved biskoppers forordning af et menneske-indstiftet ritual en ’splittelse i kirken’. Spørgsmålet er da: Til hvilken afdeling af kirken har Danmarks dronning et forpligtende tilhørsforhold? Til den afdeling, der trodser bekendelsen og vender det døve øre til reformatorens advarsler – eller til den fraktion, som nægter at udføre det pålagte ritual, som befordrer synd?

For bedre at kunne forstå rækkevidden af det dilemma, som kirkeministerens lovforslag bringer ind over kongehuset og hans eget ministeransvar i den henseende, er det gavnligt at kaste et blik på den danske grundlovsparagraf 6, der i sin ordknaphed lyder sådan: "Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke’.

Spørgsmålet, som i forbindelse med det kontroversielle lovforslag rejser sig, er dette: "Hvad skjuler sig bag grundlovens ordlyd: "skal høre til’? Hvad menes med denne forpligtelse, som den danske stat lægger på dronningens skuldre? Hvorfor er denne paragraf indføjet i grundlovens tekst?

 

DEN NORSKE GRUNDLOV

Det sted, hvor det mest relevante svar kan findes, er sikkert i den norske grundlov, som i sin anden paragraf (andet led) siger: "Den evangelisk-lutherske religion forbliver statens offentlige religion."

For at det ord ’forbliver’ kan opretholdes, er den norske konges bekendelsesbinding tydeligvis stærkere og derfor mere detaljeret udmøntet og formuleret. De klare retningslinjer i den norske grundlov viser imidlertid som i et spejlbillede, hvad der er den danske grundlovs intention. Gennem dette spejlbillede kan vi forstå, hvad der i Danmark menes med ordene ’Kongen skal høre til…’

Efter den norske grundlovs paragraf 16 er det kongen, som ’anordner al offentlig kirke og gudstjeneste’. Det er ifølge samme paragraf også kongen, som ’påser at religionens offentlige lærere følger de foreskrevne normer’. Ud fra denne klare definition er det mere end tydeligt, at den norske konges grundlovsbestemte kompetence er større end den danske dronnings.

Baggrunden for, at den danske paragraf om dronningens absolutte tilhørsforhold til den evangelisk-lutherske lære står ubrydeligt fastnaglet i grundlovens tekst, er (som i Norge), at Danmarks protestantiske tro og reformerte menneskesyn samt den evangeliske læres værdier skal ’forblive’, ’fastholdes’ og ’anordnes’ overalt i det danske land. Det skal (som i Norge) ’påses’, at ingen fremmed religion eller nogen fremmed lære vinder indpas. Monarkens person og forpligtende bekendelse er sat som skjold og værn og udgør en betydelig, ufravigelig retningslinje for alle, som ifølge deres embeder skal tage beslutninger i denne sag.

Sammenligningen mellem regentens stilling i Norge og i Danmark kan i hovedsagen foretages ud fra den grundlovsbefæstede kendsgerning, at begge disse nordiske lande har forpligtet sig til, at staten sørger for, at der overalt bliver etableret en kirke, som forkynder og lærer ud fra det evangelisk-lutherske trosgrundlag. Dette skal ske gennem beslutninger, lovforslag og bevillinger, som på alle måder skal lægge forholdene sådan til rette, at kirkens protestantiske virksomhed opretholdes og befordres. Til alt dette hører, at majestætens person står som garant for, at ingen minister tør forelægge noget dokument, noget lovudkast eller nogen bestemmelse til kongelig underskrift uden at det er sikret, at en sådan kongelig autorisation ikke strider mod kirkens lære eller grundlovens bestemmelser.

 

EN KÆTTERSK INDTRÆNGEN

Begge lande, både Danmark og Norge, vedkender sig de lovbestemte, kirkelige bekendelsesskrifter. I Norge er ifølge Chr. V’s norske lov af 15. april 1687 nøjagtigt det samme bekendelsesgrundlag lagt som i Danmark – altså: Bibelen, den apostolske nikæiske, athanasianske trosbekendelse og Confessio Augustana af 1530 samt Luthers lille katekismus… hvilket retfærdiggør, at den norske grundlov anvendes til at kaste lys over ordene i den danske grundlov: ’Kongen skal høre til…’

Hvis en splittelse af folkekirken finder sted, kan det ikke ud af den danske grundlovs paragraf 4 (ej heller ud af den norske grundlovs paragraf 2) udledes noget som helst om, at kirken skal organiseres som en statskirke. Hvis en kommende kirkestruktur organiseres som en selvstyrende organisation, vil det ikke støde an mod disse paragraffer – men hvis en fremmed lære eller en åbenlys vranglære (iflg. Den Augsburgske Bekendelse) vil forsøge at gribe tøjlerne, skal et sådant forsøg anses som en kættersk indtrængen, der strider mod kirkens bekendelse og dermed støder an mod grundlovens paragraffer.

En væsentlig sikkerhedsordning for, at noget sådan ikke skal forekomme, er den kendsgerning, at dronningen kun er forpligtet til at ’høre til’ den fraktion, som forkynder den sunde lære. Dette er naturligvis et fortolkningsspørgsmål, som vil stå sin prøve med hensyn til indholdet af det ritual, der fordres for at kunne gennemføre ideen bag det lovforslag, som er i åbenlys strid med både Skrift og bekendelse, og som samtidig kolliderer med de grundlovsparagraffer, der er knyttet til statens og dronningens forpligtelser over for kirkens lære.

 

ET ’KUPFORSØG’

Imidlertid er det en følge af både den norske og den danske grundlov, at kirkens ’organer’ (ifølge sædvane) ’forudsættes’ at være statsorganer. Som følge af dette må de ’organer’, som statens opretter for kirken, aldrig pålægges opgaver, der er af en sådan art, at de underminerer, skader eller forårsager splittelse i det kirkelegeme, som staten har forpligtet sig til at opretholde og understøtte. Ej heller må nogen minister for et sådan statsligt ’organ’ forulempe kongen eller dronningen med en sag, som er i modstrid med monarkens bekendelsespligt. Ifølge den danske ministeransvarlighedslov er ikke kun den direkte ansvarlige minister (som søger majestætens underskrift på en sådan grundlovsstridig ordning) i fare for at blive slæbt for en dommer, men alle de ministre – ja, hele den regering – som i sit regeringsgrundlag har været aktive medspillere i et sådant ’kupforsøg’, kan udsættes for et mistillidsvotum og dermed fjernes fra deres høje embeder…

*

Når det i Danmarks grundlov § 13 erklæres, at ’kongen er ansvarsfri’ og samtidig tilføjes: ’ministrene er ansvarlige for regeringens førelse’, så kan alt, hvad der har at gøre med dronningens bekendelsespligt, lægges på ministerens bord! Det er og forbliver hans personlige ansvar at sørge for, at dronningen aldrig bør have nogen skrupler med at udstede den kongelige forordning, som han anmoder om. Ministeren ’må med andre ord sørge for at have sine papirer i orden, når han træder ind på slotspladsen ved Amalienborg. (Grundloven siger: ’På eget ansvar’). Er han ude i et forkert ærinde, er det hans hoved, der falder.

Det er i dette projektørlys, at den efterfølgende bestemmelse fra den norske grundlov skal iagttages. Hvad vi er på jagt efter er en dybere forståelse af, hvad der kan ligge i den pligt, som er lagt hen til dronningen: Regenten skal ’høre til’ den evangelisk-lutherske lære.

Norges grundlov siger i sin fjerde paragraf: "Kongen skal stedse bekende sig til den evangelisk-lutherske religion, håndhæve og beskytte den."

De to sidste ord: ’Håndhæve og beskytte’ er ikke direkte omtalt med hensyn til den danske dronnings forpligtelse. Danmarks monark har ingen kompetence (myndighed) til at udstede nogen bestemmelse for kirken. Men denne tilstedeværende ’håndhævningskompetence’ ligger alligevel skjult i den danske formulering ’høre til’. Den norske bestemmelse bør anses som en præcisering – og denne præcisering kan i Danmark med fuld ret rettes mod den minister, der drister sig til at træde ind til majestæten for at anmode om en kongelig resolution. Ministeren skal da omhyggeligt påse, at dronningens trosmæssige bekendelsesforhold bliver ’håndhævet og beskyttet’. Gør han ikke det, skal han fyres! Han har ikke opfyldt sin fornemste embedspligt…

Hvordan skal ministeren ærbødigt bøje sig for dronningens bekendelsespligt ved at ’håndhæve’ dens indhold?

Det kan forklares på følgende måde: Udtrykket ’håndhæve’ bruges i det juridiske univers i forbindelse med ’håndhævelse af en lov’. Det vil sige, at den pågældende minister skal påse, at grundloven (med hensyn til dronningens trosbekendelse) bliver overholdt. Han må på ingen måde bede om en underskrift, som indbefatter et brud på loven. Ligesom politiet af påtalemyndighederne håndhæver straffelovgivningen, sådan skal ministerens jurister og embedsmænd og hans egen personlige dømmekraft være både politi og påtalemyndighed. Solen må aldrig stå op over et lovløst besøg hos Danmarks dronning. Ingen minister bør driste sig til at krænke majestætens ’fredhellighed’. Sker det, må forbryderen vises udenfor. Han bør kastes i kachotten!

Når den danske grundlov § 6 fordrer, at dronningen ’skal høre til’ den evangelisk-lutherske lære, ligger der i denne bestemmelse et særskilt ansvar for, at netop statens minister opfylder sin pligt: Den ligger i at ’håndhæve og beskytte’ dronningens tro. Ministeren bør våge som en smed over, at ingen af kirkens tjenestemænd, og ingen af statens embedsmænd og frem for alt, at han ikke selv ved noget lovudkast, nogen udtalelse eller ved nogen anmodning krænker dronningens grundlovsbestemte trosbekendelse. Han kan have sine ’egne meninger’ om kirken og den kristne lære og tro – men hvad angår majestætens trosbekendelse skal han vogte sig! Ved at tilsmudse den, forurener han ikke blot kirke, præster, bisper og grundlov. Han kaster snavs på tronen, og det skal han ikke slippe helskindet fra!