PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2012-03-16
0379

 

BISKOPPENS NOTAT (Kapitel 5)

Københavns biskop giver kirkeministeren en himmelråbende falsk og vildførende vejledning. Hvem stiller bispen til regnskab for denne forbrydelse?

… og på øjenforblindelse var hele biskop Mynsters kirkestyrelse indrettet. Hans virtuositet i tvetydighed var blevet hans anden natur! Beundringsværdigt tog han sin samtid ved næsen… skulle han nægte det, skal jeg komme hans hukommelse til hjælp!

(Søren Kierkegaard, 28. august 1855)

Den 23. februar kl. 14:30 blev der budt hjerteligt velkommen til en snes jævne danske borgere, ministre, politikere og folketingsmedlemmer i det flotte udvalgsværelse nr. 2-080 i Regeringspalæet, Christiansborg i København. Folketingets kirkeudvalg havde indbudt til det usædvanlige møde, der var åbent for alle. Dette ’åbne samråd’, som mødet blev kaldt, blev udsendt over Folketingets tv-kanal, så at selv jeg på min fjerne ørkenbase i Israel kunne følge denne vigtige drøftelse fra først til sidst.

Kirkeudvalget havde bedt ministeren for ligestilling og kirke, Manu Sareen, om at redegøre for Folketingets mulighed for at ’trænge ind i kirken’ og udstede love om ægteskabet – med det målbevidste sigte at indføre i kirken et ritual for kirkelige homo-bryllupper.

Ministeren havde sit manuskript parat og var desuden ’bevæbnet’ med ’et notat’ fra Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, som gjorde, at han kunne fremsætte sine meninger med en vis sikkerhed. Hvis han kom i vanskeligheder (med hensyn til at forsvare sit nye lovforslag om homovielser i kirken) kunne han med det samme tilbagevise al modsigelse med biskoppens notat. Hvis nogen af de tilstedeværende gik ham for tæt på klingen, kunne han i yderste nødstilfælde oplæse biskoppens personlige mening om denne sag. Notatet slutter nemlig med denne klare ’biskoppelige erklæring’: "For mig at se er selve ordets betydning (ordet ’ægteskab) med til at skabe en teologisk tydelighed for ægteskabet som en hjertelig, ansvarlig, troværdig institution, hvad enten det er mennesker af forskellige eller samme køn, der giver hinanden løfter."

Notatet var en så vigtig støtte for ministeren, at han flere gange under mødet udtalte: "Jeg læner mig op af denne erklæring." – Eller: "Københavns biskop er min officielle rådgiver i denne sag!" – Ja, biskoppens dokument var utvivlsomt ministeren vigtigste trumfkort i denne drøftelse. Især Københavnerbispens sidste ord: "Ægteskabet er (med teologisk tydelighed) en ansvarlig institution, hvad enten det er for mennesker af forskellige køn… eller det er homoseksuelle og lesbiske, der giver hinanden løfter."

Med denne erklæring i baglommen kunne kirkeministeren nu fremlægge sine synspunkter vedrørende det lovforslag, som han har fremsat. Efter at ministeren i en længere indledning havde forklaret (hvad biskoppens notat tydeligvis havde inspireret ham til) at kirkens bekendelsesskrifters ’stregkode-data’ for længst var udløbet, og at de derfor straks burde ’tages ned fra hylderne’, citerede han omhyggeligt indholdet af bispedokumentet og udtalte: "Disse gamle skrifter skal ses i et ’historisk lys’; de kan i dag ’tolkes på en hel anden måde’ end på reformatorernes tid." Ministeren blev som ’revet med’ af biskoppens opmuntrende vejledning, så at han endog forlod den ham foreskrevne argumentation og frimodigt bevægede sig ind i sine egne fortolkninger af Ny Testamente. "Apostelen siger jo blandt andet," forklarede ministeren de forsamlede teologer, "at kvinder skal tie i forsamlingen," og det er der vel ingen, der tager det alvorligt i dag…"

 

MINISTERENS PRESSEMEDDELELSE

Under samrådsdrøftelsen på Christiansborg d. 23. feb. 2012, havde kirkeministeren imidlertid endnu et dokument med sig. "Det uddeler jeg efter mødet," erklærede han. "Dokumentets indhold var den pressemeddelelse, der blev udsendt fra det ’bispesamråd’, som ministeren havde med landets biskopper d. 8. dec. 2011 i ministeriet for ligestilling og kirke bag ’Den Sorte Port’ ved Holmens Kanal 21, København.

I denne december-pressemeddelelse siges det klart og tydeligt, at samtlige biskopper (på trods af teologiske stridspunkter) har tilkendegivet, at deres arbejde med et ritualforslag for kirkelige homovielser (citat): ’vil være afsluttet og klart til brug, når Folketinget har afsluttet sit arbejde med lovgivningen" (Dok.nr. 116243/11). Ministeren hævede røsten (da han højlæste dette afsnit), løftede pressemeddelelsen og gentog: "Samtlige biskopper har tilkendegivet dette!

I den følgende halvanden time måtte ministeren stå for skud – især med henblik på hans tilsyneladende ’forglemmelse’ (at han ikke i sit lovudkast havde omtalt forslagets forhold til grundloven).

Den 10. feb. 2012 havde den jurauddannede, tidligere kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, til Kr. Dagbl. udtalt: "En regering har pligt til i et lovforslag at gøre rede for de spørgsmål, som grundloven rejser. Det er ikke sket i udkastet til lov om ægteskab for homoseksuelle i kirken. Det er en eklatant fejl, som justitsministeriets lovafdeling bør belære regeringen om."

"Efter at have været kirkens minister i 140 dage, er ministeren nu ved at splitte kirken ad," lød det forbitret fra en af mødets deltagere.

Ministeren tog de affyrede salver med smilende ro. Med de to afgørende dokumenter, han havde bragt med sig, viste han ingen ængstelse for fortsat at ’sætte dagsordenen’. Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, havde d. 23. feb. 2012 erklæret, at det ægteskab, der i kirken blev indgået mellem homoseksuelle og lesbiske par, var helt i orden efter den evangelisk-lutherske tradition, og alle kirkens biskopper havde (ifølge ministeren og den offentliggjorte 8. dec. 2011-pressemeddelelse) sat deres navn under på det højtidelige løfte, at et ritual for kirkelige homovielser ville (citat): ’være klar til brug, når Folketinget har sluttet sit arbejde!"

 

SKADELIGT FOR STATEN

Det biskoppelige notat og kirkeministerens lovforslag har fået både politikere og præster til nøjere at granske, hvad der egentlig blev besluttet i den grundlovgivende rigsforsamling i de kolde februardage i København i 1848. Med opmærksomhed har de noteret sig, hvad der dengang blev besluttet med hensyn til, at ministre skulle kunne stilles til ansvar for deres handlinger. Et lovforslag, der blev omtalt som § 19 lød således: "Ministrene kan drages til ansvar for de i deres embeder begåede handlinger… som er åbenbart skadelige for staten’ (Rigsdagsberetning 1848-49, sp.1647f).

Ministerens lovforslag, der kan udvikle sig til at blive selve hovedårsagen til en sønderbrydende splittelse af nationalkirken, og som vil have væsentlige og indgribende konsekvenser ikke blot for hundredvis af præsters samvittighed og eksistens – men som vil føre det folkekirkelige kirkeskib ind i et skibbrud af dimensioner, der endog vil antaste kongehusets tilknytning til den evangelisk-lutherske lære – er (mildest talt) ’skadeligt for staten’. Det skadelige ligger ikke i første omgang i, at den protestantiske lære bliver ’testet’ – men det ligger i, at den sidste skanse står i fare for at falde over for den nationale og internationale, anmassende hob, der vil Danmarks protestantiske bekendelse til livs…

Kirkeministerens ugudelige lovforslag beviser, at han ikke er kirkens ven, og biskoppens afslørende notat beviser, at han er den evangelisk-lutherske læres fjende nr. 1. Bispekollegiets samlede udmeldelse beviser, at det ved uformningen af det omtalte vielsesritual for par af samme køn gør fælles sag med kirkens mest indædte politiske modstandere og lærens dybest faldne, kirkelige fjender.

Timen er derfor kommet, hvor det ikke længere er tilstrækkeligt høfligt og tilbageholdende at ’notere sig’ de ulykkelige tilstande. De folk, som så ihærdigt søger at underminere landets konstitutionelle, juridiske og kirkelige grundvold, og som så åbenlyst bekæmper nationens grundlovsbefæstede og bekendelsesbindende tro og lære, bør drages til ansvar. Deres ’skadelige virksomhed’ er en fare for stat og samfund, familie og alle landets borgeres sjæl og salighed.

 

BISKOPPEN I MODSTRID MED BEKENDELSEN

Biskop Peter Skov-Jakobsens notat til kirkeministeren vedr. ægteskabet er i lodret modstrid med kirkens bekendelse. Biskoppen skriver bl.a.: "Det har indtil nu ikke afstedkommet teologiske overvejelser, hvorvidt det i kirken indgåede ægteskab eller det i kirken velsignede ægteskab skulle have en særlig status…"

Med en sådan bispeerklæring kan ministeren kun være tilfreds!

Bispenotatet slår fast, at kirkens velsignelse ikke skal regnes for noget særligt. Det vil med andre ord sige, at Guds velsignelse ikke skal opfattes som havende nogen særlig betydning. Med biskoppens egne ord (citat): "Det i kirken velsignede ægteskab har ingen særlig status!" Hertil siger Luther: "Hvor meget mere skal vi ære denne guddommelige stand!" Han tilføjer: "Ægteskabet har jo Guds ord for sig, er ikke opdigtet ej heller indstiftet af mennesker."

Det vil sige, at ægteskabet ifølge kirkens bekendelse (Luthers katekismus) alle steder og til alle tider af kirkens præster og bisper skal forkyndes som en ’guddommelig stand’, ’indstiftet af Gud’, og at ægteskabet alene af den grund kan modtage en særlig velsignelse. Ikke nok med det: Der behøves ikke (som Danmarks bisper i øjeblikket bevidner) lang tid til at udforme et vielsesritual, thi ægteskabet har (Luther-citat): ’Guds ord for sig’ – er altså bekræftet i Den Hellige Skrift. Det er ikke noget menneskeligt påfund. Det er helt og holdent indstiftet af Gud! Det behøver man ikke flere måneder til at sammensætte!

København biskop erklærer (som omtalt) i sit bemærkelsesværdige notat til ministeren, at (citat): ’Det er i kirken velsignede ægteskab ikke har nogen særlig status." Hertil siger Luther: "Unge mennesker skal lære at holde ægteskabet i ære som et guddommeligt værk og bud’ (Traubüchlein).

Hvis unge mennesker skal lære, at det er Gud, der står bag ægteskabet – ja, at ægteskabet ’skal holdes i ære’ som en guddommelig befaling, da må nødvendigvis ’det i kirken velsignede ægteskab’ have sin berettigelse – ja, da må det kunne identificeres som havende en ’særlig status’ (idet det næppe kan forventes, at rådhusets embedsmænd har kendskab til at forvalte ’de guddommelige ting’ på samme måde som den af Herren dertil kaldede og indviede præst.)

I sit ’Tillæg om ægteskabet’ (der ubeskåret indgår i kirkens officielle og forpligtende bekendelse, og som sådan er knyttet til landets grundlov) siger Luther videre: "De, der fra først har indstiftet, at man skal føre brud og brudgom til kirke, har i sandhed ikke anset det for en spøg, men betragtet det med stor alvor."

Biskoppen kommenterer i sit notat til ministeren Luthers holdning vedrørende dem, ’der fører brud og brudgom til kirke’): "Det er ikke noget særligt!"

Til dette svarer Luther: "Sagen er klar! Den, der begærer præstens velsignelse, viser dermed, at han har brug for Gud i ægteskabet… ikke mindst på baggrund af al den ulykke, djævelen udretter med hor, utroskab, uenighed og al slags elendighed…"

 

MINISTERENS POLITISKE MÅL

At kirkeministeren ikke har mere at byde på med hensyn til sit lovforslag om et nyt vielsesritual i kirken end et bispenotat og en pressemeddelelse er afslørende; det ’gerningsindhold’, som skjuler sig bag forslaget om en splinterny ægteskabsopfattelse, er så dunkelt og ’hemmeligt’, at det maner til mistanke. Den hast, hvormed dette lovforslag skal jages gennem Folketinget, er foruroligende. Det anes, at det er kirkens og evangeliets fjender, der står bag. Ikke Guds venner!

Alene den kendsgerning, at ministeren har foretaget en retsstridig handling ved ikke at forklare lovforslagets stilling over for rigets grundlov – og at ministeren fortsat søger at skjule lovforslagets uomgængelige konsekvenser med hensyn til kirkens splittelse, berører hans sandhedspligt over for Folketinget (min.ansv. § 5, stk. 2). Ministerens tavshed (med hensyn til bispernes indbyrdes strid) samt åbenlyse valg (vedrørende et bispenotat, der er i tydelig modstrid med bekendelsen) beviser hans ’teologiske sondring’, når det drejer sig om at følge det, der tjener hans politiske mål bedst.

 

BISKOPPENS FALSKE VEJLEDNING

Biskop Peter Skov Jakobsens notat er så fjernt fra kirkens bekendelse, at bispen må stilles til regnskab for hans råd til kirkens minister.

1. Kirkens bekendelse siger (citat): "Vi skal ære ægteskabets guddommelige stand."
Biskoppen siger (citat): "Det i kirken velsignede ægteskab har ingen særlig status."

2. Bekendelsen siger (citat): "Ægteskabet har Guds ord for sig."
Biskoppen siger (citat): "Hvis bekendelsen indeholdt mere end antydninger af ægteskab-etik, havde fortolkeren måtte tage dette historiske faktum til efterretning."

3. Bekendelsen siger (citat): "Ægteskabet er hverken indstiftet eller opdigtet af mennesker."
Biskoppen siger (citat): "Ægteskabet har altid været opfattet som et ’verdsligt foretagende’."

4. Bekendelsen siger (citat): "Ægteskabet skal holdes i ære som et guddommeligt værk…"
Biskoppen siger (citat): "Hvis ægteskabet i kirken skulle være noget særligt, ville det problematisere den borgerlige myndighed."

5. Bekendelsen siger (citat): "De, der vil føre brud og brudgom til kirke, har betragtet dette med stor alvor."
Biskoppen siger (citat): "Hvis et ægteskab i kirken skulle være noget særligt, så vil det problematisere den teologisk-etiske eftertanke over ægteskabet."

6. Bekendelsen siger (citat):"Den, der begærer den guddommelige velsignelse, er klar over, hvilken ulykke djævelen dagligt anretter i ægteskabet.
Biskoppen siger (citat): "En sådan tænkning," (at ’det kirkelige ægteskab’ er noget særligt) ville være ny i en evangelisk-luthersk tradition."


Når Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, (som kirkeministerens ’særlige rådgiver’) forklarer statens embedsmand, at ægteskabet - ifølge Luther – er ’ein ’äusserlich, weltlich Ding’ (et yderst verdsligt foretagende) – så falder denne biskoppelige vejledning hos ministeren i god jord. At ægteskabet ifølge Luther slet ikke skulle have noget med kirken at gøre, passer helt fint i ministerens univers. Derfor læste ministeren højt fra bispens notat ved samrådsmødet på Christiansborg d. 23. nov. 2011. Han lod dermed forstå, at hans lovudkast om en ændring af ægteskabsloven, ikke var kirkens – men (som biskoppen havde givet udtryk for): ’den verdslige øvrighedens domæne’.

 

VILDFØRENDE FREMSTILLING

Spørgsmålet er nu: Har biskoppens gejstlige ansvar over for lovgiveren langt overskredet den tilladelige skala ved en så totalt vildførende og fordrejet fremstilling af bekendelsens ord ’Ein weltlich Ding’ (et verdsligt forhold)? Bør biskoppens embedsførelse ved udfærdigelsen af et sådant notat ikke lægges til grund for en nærmere undersøgelse? Står den evangelisk-lutherske kirke ikke her over for et direkte brud på alle bekendelsesmæssige regler, der derfor øjeblikkeligt bør indgå i en nærmere bedømmelse af biskoppens embedsførelse?

Af den grund må biskoppen tages på ordet. Han skriver, at (citat): ’bekendelsesskriftet fordrer… en viden om reformationstidens situation.

Godt! Lad os da betragte, hvad Luther egentlig mener med ordene ’ægtestanden er en weltlich Ding’ (WA 30.III 205.12… von Ehesachen 1530).

Luther var i en bitter og uforsonlig strid med Den Katolske Kirkes ægteskabsteologi. Med næb og klør kæmpede han mod pavens lære om, at ægteskabet skulle regnes som ’Det syvende sakramente’ – ja, allerede i skriftet ’De Capitate’ trækker Luther blankt mod Roms højtravende, sakramentale ægteskabsforståelse. Når han i kampens hede anvender udtrykket: ’Ægteskabet er et dybt jordisk forhold’, så mener Luther med ordet ’verdslig’ ikke ’borgerlig’ eller en anden lignende betegnelse i sekulær forstand. Med udtrykket ’weltlich’ siger Luther: "Lad os komme ned på jorden! Lad os ikke lade os rive med af en eller anden katolsk-mystisk ægteskabsforståelse!"

At dette er den rette forklaring på Bekendelsens erklæring om ægteskabet (forstået som ’en klar jordisk forordning’) fremgår af reformatorens nærmere redegørelse i ’De Captivitate Babylonica’, 1520, hvor Luthers klare syn på det nytestamentlige ord ’sacramentum’ heftigt sønderhugger Roms forsøg på at gøre dette begreb til et ’kirkeligt sakramente’ (Th. Camelot. 1957, side 429-449).

Bekendelsesskrifterne frasiger sig her enhver katolsk opfattelse af ægteskabet som ’det syvende sakramente’. "Ægteskabet er befalet af Gud," hedder det, "men er ældre end Ny Testamente og kan derfor aldrig indeholde den ’nådesforjættelse’, der er karakteristisk for et sakramente" (Apol. 13:14f.)

Denne vigtige information bliver ministeren ikke delagtiggjort i ved udfærdigelsen af det ’notat’, som biskoppen har udrustet ham med. Deraf må det tolkes, at det på ingen måde er et ’gejstligt svar’, som biskoppen har givet ministeren på hans forespørgsel; det er et ’politisk svar’ – hvilket da straks stiller skarpt på selve legaliteten i biskoppens embedsførelse. Bispe-notatet skaber i offentligheden en naturlig mistillid; selvom biskoppen i sit ’notat’ anvender et traditionelt, teologisk sprogbrug, så er han åbenlyst ude i et andet ærinde; han vil bane vej for kirkelige homovielser…

 

KØBENHAVNER-BISPENS STILLING

Biskoppens embedsdragt er sort præstekjole med fløjlsvinger – dog bærer Københavns biskop kjole helt af fløjl. Det bestemte kongen d. 13. marts 1683, og det blev bekræftet af kongen d. 24. oktober 1934. Derfor er Københavns biskop (selvom han ikke har ret til at tale på alle bispernes vegne) noget særligt! Det er også Københavns biskop, der indvier alle de andre bisper til deres tjeneste i kirken – derfor omtales han undertiden med det fornemme latinske udtryk: ’Primus inter pares’ (Den første blandt ligemænd). Dette er grunden til, at kirkeministeren erklærer, at det notat om kirkelige homovielser, han har modtaget fra Københavns biskop, har en overordnet betydning!

"Det notat støtter jeg mig til," siger han.

*

En biskop har en tilsynsfunktion. Han skal holde øje med, at ’alting går skikkeligt og ret til, som her befales’ (iflg. Danske Lov 2-17-1). Selvom ’D.L.’ er en ældgammel lov, er dens regler ’stadig gældende’. Denne lov påbyder, at ’hvis biskoppen bliver bekendt med, at der foreligger påståede forseelser mod bekendelsesgrundlaget eller ritualerne, skal han straks undersøge sagen og give udtrykkelig påbud om, at en utilladelig praksis eller adfærd skal ophøre’ (Betænkn. 1182/1989).

Dette påbud gælder for biskoppens tilsyn med præsten. Men hvem holder øje med biskoppen? Hvem sætter Københavns biskop i rette, ’når der foreligger påståede forseelser mod bekendelsesgrundlaget? Hvem våger over biskoppens lære? Hvem tør sige til ham, at han er en kætter? Hvem har ret til at anklage en biskop for vranglære? Hvem kan stille hovedstadens biskop, Peter Skov-Jakobsen, stolen for døren og åbent erklære: "Du er på centrale punkter i modstrid med kirkens bekendelse, og bør stilles herefter til regnskab med, at du i dit høje embede forsøger at vildlede både kirkens minister og dermed det hele Folketing. Ja, du bør drages til ansvar for din gejstlige meddelagtighed i at krænke dronningens påbudte trosbekendelse!

 

HIMMELRÅBENDE FALSK VEJLEDNING

Københavns biskop vejleder statens kirkeminister med disse ord: "Den evangelisk-lutherske ægteskabsetik er blot antydet i CA (Confessio Augustana).

For at kunne afsløre denne himmelråbende, falske forklaring er det nødvendigt først og fremmest at klargøre, at bekendelsesskrifterne bygger deres yderst detaljerede ægteskabsetik på tre bærende søjler. De forklarer, at samfundsordenen hviler på tre stænder (413.33: ordo ecclasiasticus, politicus og oeconomicus… ASm, praefatio 14). Ægteskabet, der er forbundet med én af disse tre stænder, er den ældste og derfor (ifølge bekendelsesskrifterne) anset for at være den mest betydelige (Luthers katekismus GK I.209).

Den ægteskabsetik, som biskoppen skjuler for ministeren, kommer her tydeligt til syne. Det klargøres her, at Gud skabte mennesket og gav den befaling, at det skulle blive frugtbart og opfylde jorden. Bekendelsesskrifterne lader både biskopper og ministre forstå, at for at denne guddommelige befaling kan føres ud i livet, har Gud nedlagt i mennesket en drift, der tiltrækker manden til kvinden og kvinden til manden…og det er kun med denne skabelsesorden, at der kan tales om ægteskab.

Biskoppens hemmeligholder for ministeren, hvad bekendelsesskrifterne fortæller om denne ’naturlige appetit’ (’appetitus’), der på ingen måde (som det hedder) må forveksles med ’den uordentlige brunst’, der er følgerne af Adams fald (Apol. 23:7).

Af biskoppens konklusion, at ’ægteskabet er en troværdig, ansvarlig institution for mennesker af samme køn’ (Bispenotat, 23. feb. 2010) kan det kun udledes, at det er Københavnerbispens slet dulgte hensigt at undlade at informere ministeren om denne præcise ’ægteskabsetik’. "Et sådant begreb er kun antydet i CA," erklærer bispen.

Dette medfører, at biskoppen ikke (ærligt og redeligt) forklarer for ministeren, at bekendelsesskrifterne går i detaljer med denne sag. Bekendelsesskrifterne taler åbent om, at med hensyn til menneskets driftsliv har Skaberen givet alle mennesker ’en naturlig ret’ (’ius naturale’ … Apol. 23:9). – Ja, de hævder, at denne ’naturlige ret’ (som er inkorporeret i menneskets driftsliv) ’ikke kan ophæves, så længe Gud ikke selv har ændret den menneskelige natur’ (336.9; Apol. 23:12). Stærkere kan det næppe siges!

Hvorledes skal denne ’naturlige ret’ (som manden har i sin dragen mod kvinden, og kvinden har i sin længsel efter manden) administreres?

Hertil svarer CA (Confessio Augustana), som biskoppen forsøger at devaluere i ministerens øjne: Ægteskabet: Reformatorerne forklarer: "Seksualdriften har efter syndefaldet antaget en så overvældende kraft, at ægteskabet – udover den oprindelige bestemmelse, som det havde fra Skabelsen – nu yderligere er blevet et ’frelsesmiddel’. Men det indebærer, at det er ’manden, der drages mod kvinden, og kvinden, der drages mod manden’. Det homofile ægteskab kan aldrig ifølge bekendelsesskrifternes ægteskabsetik forklares som et ’frelsesmiddel’…