PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2012-03-23
0380

 

STATENS TVANG (Kapitel 6)

… et ulmende oprør på vej

’Staten straffer med fængsel al slags forfalskning af toldvæsenets stempel. Men at tilvinde sig jordisk magt ved at forfalske, hvad den på korset Døende har betroet til menneskers efterfølgelse, er en forbrydelse, hvis lumpenhed er uden lige (Søren Kierkegaard 7. juli 1855).

I alt 157 særlige ’anmodninger’ lå d. 22. feb. 2012 på kirkeminister Manu Sareens bord. De mere end et halvandet hundrede skarpt formulerede ’andragender’ varslede ilde. De lod ane, at ministeren (kan hænde til hans egen forskrækkelse) havde at gøre med et farligt, ulmende oprør.

Blandt de ’jævne folk’ i by og på land skimtedes de første truende skikkelser, der nu rejser sig mod ministerens projekt. Brevbunken på ministerens bord lod ham vide, at han ikke skulle gøre sig nogen forhåbninger om, at hans lovforslag om kirkelige homovielser ville slippe igennem kirkesognenes sidste frontafsnit uden sværdslag. Gode, danske borgere og bønder har aldrig villet finde sig i nogen form for tvang – så ministeren bag ’Den Sorte Port’ i København skulle ikke tro, at han nu bare kunne trække et ’hvilket som helst kirkeligt ritual’ ned over hovedet på landets lokale menighedsfolk; hvis statens embedsmand i sin naivitet har huset en sådan opfattelse, skulle de 157 barske brevskrivere nok få ham på andre tanker.

De 157 slet dulgte advarsler var en del af 1738 offentliggjorte høringssvar til det lovforslag, som i det kommende forår vil sætte både kirke og folk på gloende pæle.

Brevene fra sognenes jævne kirkegængere (men også fra præster, provster, menighedsråd og kirkelige organisationer) gør ministeren opmærksom på et problem, som han næppe har taget højde for. Blandt de 157 var gravere, kirketjenere, kordegne, sekretærer og ikke mindre end 40 organister. Det anedes mellem linjerne i de ordknappe skrivelser, at hvis kirkeministeren med tvang ville indføre det nye vielsesritual for homoseksuelle, så ville graverne ikke længere grave, kirketjenere ikke længere tjene, kordegnene ikke længere åbne kirkens døre; ringerne ville ikke ringe med kirkens klokker, sekretærerne ikke længere skrive… alterlysene ville ved anvendelsen af det nye ritual ikke blive tændt, salmernes numre ikke længere blive opsat på tavlen, og den snehvide alterdug ville ikke længere blive skiftet. Kirkens orgel ville ikke under homobryllupper give en tone fra sig; kirkens organister ville ikke længere spille!

Der er i øjeblikket ikke tale om en generel arbejdsnedlæggelse men kun om en såkaldt ’forespørgsel’. Det fremgår af ministerens lovforslag, at præster, som har samvittighedskvaler, kan slippe for at skulle vie par af samme køn – og de 157 ’breve’ anmoder nu om, at også andre kirkefunktionærer må kunne (som det hedder): ’fritages fra at deltage i vielser af homoseksuelle’. – Organisterne erklærer ligeud, at ’lovændringerne er uforenelige med kristen ægteskabsforståelse’. De tilføjer: "Hvis disse vielser indføres, så presses vi ud i en samvittighedskonflikt i vort daglige arbejde." Organisterne slutter: "Vi anmoder derfor om, at disse ritualer ikke indføres, eller alternativt, at man sikrer kirkemusikernes ret til at blive fritaget for at medvirke."

Organisterne støttes af de præster, som allerede er fritaget for at tage del i (hvad de kalder) ’et fremmed ritual’. Kirken er jo ikke præsternes alene," skriver de til ministeren.

Menighedsfakultetet gør det i samme åndedrag klart for kirkeministeren, at de kirkelige medarbejdere ’i lige så høj grad som præsterne’ må kunne fritages fra at medvirke. Hertil er ministerens svar kort, koldt og klart. – Brevene med den høflige ’anmodning’ besvares for hele bunkens vedkommende med stemplet ’AFVIST’. "Det teologiske ansvar for gennemførelsen af en kirkelig vielse af par af samme køn påhviler præsten," erklærer ministeren og tilføjer: "Alle kirkefunktionærer er forpligtet til at medvirke; den kirkelige handling skal gennemføres!"

En del af de ’oprørske menighedsmedlemmer’ har henvist til menighedsrådsloven § 38, der mere end tydeligt fastslår, at intet ’nyt vielsesritual’ (- ja, selv ikke den mindste ændring… ikke så meget som flytningen af et komma) kan indføres, uden at menighedens lokale styre har sagt ja dertil.

Ministerens svar ligger i hans lynhurtige tilføjelse i det fremlagte lovforslag: "Menighedsrådet kan ikke blokere for et ritual af vielse af samme køn." Dermed har han fastlåst ethvert forsøg på at hindre, at den lokale sognekirke anvendes til homobryllupper. Får ministeren dette lovforslag igennem, er vejen spærret for al videre indsigelse. Da står politiet parat for at håndhæve lovens strenge bogstav.

 

NYT STATSEVANGELIUM

Under lovforslagets førstebehandling, tirsdag d. 20. marts 2012 i Folketinget, fulgte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), samme hårde linje. Hun lod forstå, at fløjlshandskerne ville blive taget af, og at nu ’var der talt nok om den sag’; dette lovforslag (hvis hele sigte er at indføre et vielsesritual for bøsser og lesbiske i kirken) skal nu gennemføres. "Det er et forslag, som regeringen er meget stolt af," erklærede statsministeren, "og vi står fast på, at sagen er blevet tilstrækkelig diskuteret; nu skal der handles!"

Som begrundelse for, at denne sag er urokkelig og hviler på et så ’trygt og sikkert fundament’, at selv det kirkelige styre må kunne indse, at dette er den eneste farbare vej frem, sluttede statsministeren: "Det er en stor sag for regeringen: Uanset hvem, man er forelsket i, har man mulighed for at blive gift i en kirke!"

Med dette klare ’manifest’ har regeringen gjort sig til ’kærlighedens fortaler’. Den ’store sag’, som statsministeren og kirkeministeren (og alle de ministre, som i sin tid skrev under på dette styres ’regeringsgrundlag’) er og forbliver statens fortolkning af ’kærlighedens evangelium’. Den nye læres hovedbudskab er dette: "Uanset, hvem man er forelsket i, har man mulighed for at blive gift i en kirke."

Det er nu op til de seks af ti biskopper, der ikke vil ændre ægteskabsloven, at forklare de styrende – ja, hele folket – om det fremover er dette fra højeste sted proklamerede statsevangelium, som landets evangelisk-lutherske kirke skal bygges på. Er denne erklæring i overensstemmelse med den åbenbarelse, som Jesus taler om, når Han til apostelen Peter siger: "På denne klippe vil jeg bygge min kirke, og helvedes porte skal ikke få overhånd" (Matt. 16:18).

Ægteskabsloven, der er en af samfundets og kirkens grundpiller, skal herefter funderes på et nyt statsfundament. Sagen om denne nye grundvolds bæredygtighed er ifølge landets højeste embede nu endeligt og afsluttende færdigbehandlet. En splinterny sokkel for skabningens første guddommelige ’mandat’ (om ægteskabet) er cementeret: ’Forelskelsen har herefter førsteret! Alle andre bøger i kirken skal herefter lukkes og lægges til side. Alle andre bekendelser skal sløjfes. Statens funklende, nye kirkesøjle er rejst!

 

MINISTERENS SNUBLESTEN

Imidlertid er en ny lovparagraf kommet på den danske kirkeministers dagsorden! Hans jurister i kirkeministeriet er utvivlsomt i disse timer travlt beskæftiget med at undersøge denne særlige og for ministeren faretruende bestemmelse under lovfortolkningens største lup! Loven, der her er tale om, er pludselig (som trold af en æske) dukket frem i den offentlige debat. Ingen har tidligere talt om den, og ingen har tillagt den nogen særlig betydning. Nu er den blevet en tilsyneladende så alvorlig hindring for statens ’store projekt’ om indførelse af vielser af homoseksuelle i kirken, at den synes at kunne komme til at spille en (for regeringens politiske mærkesag) aldeles afgørende rolle.

Denne juridiske ’snublesten’ for kirkeministerens kontroversielle lovforslag bærer som sagt betegnelsen: ’Menighedsrådslovens § 38’. Høringsparterne i den landsomfattende høring, som ministeren iværksatte i januar-februar 2012 tilbagemeldte, at de havde i sinde at anvende netop denne bestemmelse til eventuelt at ’blokere’ ministerens stormløb på kirkens evangelisk-lutherske ægteskabsetik. Ministeren indrømmede, at denne ’ukendte paragraf’ udgjorde et ’hul’ i hans lovforslag. Han tilføjede: "Men det vil nu blive lappet!"… og så hastede han med at nedfælde følgende advarsel i ’homo-lovforslaget’: "Bestemmelsen (§ 38) kan ikke bruges til, at menighedsrådene blokerer for, at ritualet for vielse af par af samme køn bruges i kirken…"

Dette vil på godt dansk sige: Hvis de jævne sognebørn i kirkernes forskellige menighedsråd skulle finde på at ’sætte bom’ for kirkens indgangsport, når ritualet for homobryllupper skal anvendes, så vil ministeren sørge for, at de dertil indsatte myndigheder fjerner denne bom. Ministeren har nu sammen med hele regeringen fastslået: "Den kirkelige handling skal gennemføres!" Og med det kan samtlige ministre kun mene: Den kirkelige handling skal (med djævelens) vold og magt gennemføres.

Men her har kirkeministeren forregnet sig. De fredelige søndagssognebørn kan – hvis det er påkrævet – vise sig fra en mindre ’høflig’ side! Det vil han i de kommende dage få at mærke…

 

HVERKEN KONGER ELLER PAVER KAN HINDRE DET

Hvad er indholdet af denne så afgørende lovbestemmelse, der betegnes som § 38 i menighedsrådsloven? Bestemmelsen lyder således:

"Præsten skal have menighedsrådets samtykke til, at der ved de faste gudstjenester eller kirkelige handlinger anvendes en anden autoriseret liturgi eller andre autoriserede ritualer end dem, der hidtil er anvendt i menigheden."

Denne lovparagraf siger altså, at selvom Folketinget har lovgivet, og dronningen har ’kongeligt autoriseret’ – ja, uanset hvilken stilling den stedlige præst, provst eller biskop indtager – ja, om så hundrede kirkeministre lader lyde tusinde befalinger, (ja, om paven i Rom udsteder den frygteligste bandbulle), så forbliver den eneste myndighed på denne jord, der kan give tilladelse til, at et nyt kirkeligt ritual indføres i en folkekirkelig gudstjeneste, sognets eget (af den lokale menighed valgte) menighedsråd…

*

Den afdøde, tidligere departementschef i kirkeministeriet, Preben Espersen, har i sit højt værdsatte og anerkendte værk, ’Kirkeret’, i sin omtale af menighedsrådslovens 38. paragraf henvist til den (som han kalder det): ’betydelige debat’, der i slutningen af ’80erne fandt sted i Norge i forbindelsen med en lignende sag, (som den, der nu huserer i Danmark).

Staten ville på det tidspunkt i vort nordiske broderland tvinge et nyt ritual igennem i kirken – og sagen endte i 1989 ved Højesteret. Den daværende procesfuldmægtig, Jens Edvin Andreassen, skrev i den forbindelse bogen: ’Konge, rigsrike og lokalmenighed’. (Værket er i dag som ’forsvundet fra jordens overflade’ – men findes naturligvis på statsbiblioteket i Oslo). Jeg vil i mine efterfølgende betragtninger over dette emne vende tilbage til denne værdifulde bogs stærke og lysende klare indhold, der indeholder en dybdeborende argumentation i forsvaret for lokalmenighedens selvbestemmelsesret - ja, dette værk over sognemenighedens forfatningsretlige stilling vil (tror jeg) kunne trække tæppet væk under fødderne på den danske stats aktuelle overgreb men hensyn til den enkelte menigheds ret til at bestemme, hvad der foregår i dens kirke.

 

FÆLDENDE BEVISER

Intet kan derfor i dagens Danmark være mere aktuelt end at finde disse ældede, gulnede papirer frem fra statsbiblioteket i Oslo for at få rede på, hvad den gamle, norske procesfuldmægtig så lidenskabeligt fremlagde af ’fældende beviser’ med hensyn til den himmelråbende uret, der udøves, når en stat med lov og magt vil gennemtvinge et nyt ritual i den lokale, kristne menighed.

Som sagen i Danmark i disse tidlige forårsdage i 2012 drejer sig om menighedslovens § 38 stk. 2 – sådan drejede sagen sig i det norske efterår for 25 år siden om Kirkeordningsloven § 32 bogstav b. Her peger den tidligere, norske advokat på det særlige punkt i ’bogstav b’, som han kalder ’den sproglige forståelse’ af lovens klare tekst. (Den norske ’menighedsrådstekst’ ligner den danske. Den lyder sådan: "Menighedsmødet afgør alle sager… om indføring af en ny, godkendt liturgi").

*

"Dette skal forstås sådan," forklarer bogens forfatter, "Intet nyt ritual kan indføres i den enkelte menighed, uden at det er udtrykkeligt vedtaget på et menighedsmøde." (kap. 3, s. 81). Han fortsætter: "Menighedsmødet står på den anden side ikke frit til selv at udarbejde et ritual efter eget ønske; det ritual, der er tale om at indføre, må i forvejen være ’godkendt’. Dermed menes åbenbart ’autoriseret af kongen’. Den gamle, norske jurist tilføjer: "Regeringen har imidlertid efter lovens ordlyd ikke i sin magt at påtvinge den enkelte menighed et nyt ritual. Her har menighedsmødet den hele og fulde afgørelsesmyndighed."

(Hvor nordmændene i deres menighedsrådslov siger ’afgøre’, siger danskerne ’samtykke’. Det danske udtryk er for mig at se stærkest. Det taler om en ’enhed’. Der er - hvis nogen ’samtykker’ – opnået en eller anden åndens enighed’. En fælles ’indforståelse’, der fører til en beslutning. Det ’ja’ eller det ’nej’, der lyder fra det danske menighedsråd, hviler på en menighedsforsamlings endelige afklaring: - Man ’samtykker’…)

Hvis dette harmoniske ’samtykke’ ikke gives fra den enkelte sognemenighed, kan kirkeministeren godt pakke sit lovforslag med alle dets kongelige segl og flotte folketingsvedtagelser sammen. Menighedsrådslovens § 38 stk. 2 flytter sig ikke en meter! Det er menighedens folk på stedet, som beslutter, om de vil have ’ritualet for homovielser inden for kirkens døre’. Politiet, som sendes for at håndhæve loven, kan godt gå hjem igen. Loven er på sognebørnenes side!

 

’NORSK HORROR-STORY’

Før den norske procesfuldmægtig, Edvin Andreassen, for alvor tager fat på ritualsagen, der ved Højesteret faldt ud til statens fordel, giver han i nogle få linjer et harmfuldt, knivskarpt referat af retssagens forløb. Den norske ’horror-story’ er god at få forstand af. Spørgsmålet er nemlig: Vil det samme ske i Danmark? Vil staten - som det for et kvart århundrede siden skete i Oslo - træde retfærdigheden under fode og gennemføre en diktatorisk magtanvendelse, som (i liturgiske spørgsmål) ikke er set magen.

Den danske kirkeminister er godt på vej til at anvende samme totalitære sprog og bruge lignende terrortrusler. Derfor fortsætter jeg her med at referere fra det slidte, glemte værk fra det norske statsbibliotek. Hvad skete der egentlig i Højesteret, da staten (ifølge Rt. 1987 side 473) fik medhold i, at den lokale menighed ikke havde ret til at ’afgøre’ eller give sit ’samtykke’ i dette ’ritual-spørgsmål’. Menigheden skal i Norge i dag (ved statslig tvang) anvende den lovbefalede liturgi; ’den kirkelige handling skal (som den danske kirkeminister myndigt befaler) ’alle vegne gennemføres med magt’!

*

Med tungt hjerte skriver den gamle, norske advokat: "Den opfattelse, at menighedsmødet har ret til at sige ’ja’ eller ’nej’, blev ikke lagt til grund for indførelsen af en ny højmesseliturgi i 1977. Ved den påtvungne indførelse af et nyt ritual, blev det dengang hævdet, at staten har det i sin fulde magt ’at påbyde’ det nye ritual. (’Menighedsrådslovens paragraf’ angiver kun en slags ’bestemmelse’ om (hævder regeringen) ’hvem der skal træffe den endelige afgørelse… hvis altså staten (i det hele taget) giver den enkelte menighed tilladelse til selv at vælge…’ - "På dette grundlag og i dette syn gav Højesteret i Oslo staten medhold – og ritualet blev derefter overalt indført med magt!"

Den norske procesfuldmægtig kommenterer (og hans hjertesuk kan høres over både tid og afstand): "I loven står der imidlertid intet om, at menighedsmødet kun har ret til at vælge (altså: nægte eller beredvilligt at give sit ’samtykke’) hvis staten giver lov dertil!"

"Tværtimod hævder loven," erklærer Edvin Andreassen i sin bog, "at i spørgsmålet om indførelsen af et nyt ritual har menighedsrådet den fulde afgørelsesret – uafhængig af, hvad staten har bestemt."

 

FEM AFGØRENDE PUNKTER

I det følgende afsnit af Edvin Andreassens forfatningsretlige værk, er det, som om den gamle advokat atter står i Oslos Højesteret for at forsvare sit synspunkt. Hans opgave er at tilbagevise den påstand, at menighedsrådsloven kan tolkes på den måde, at det til syvende og sidst er staten, der ’nådigt’ giver lokalmenigheden tilladelse til at ’godkende eller afvise et ritual’.

Denne ’statslige tilladelse’ til at sige ’ja eller nej’ kan på stedet fratages menigheden (påstår den norske stat og tilføjer): "Derfor er det staten og staten alene, der har det afgørende ord i denne sag."

Den norske procesfuldmægtig anfører 5 punkter der (udover at tilbagevise den norske stats påstand) samtidig kaster et krystalklart lys over den danske kirkeministers despotiske påfund, at han kan afvise den danske menighedsrådslov § 38 stk. 2 med hans splinternye (og i sidste øjeblik hæsblæsende hurtigt affattede) bestemmelse, at ’menighedsrådet ikke kan bruge denne paragraf til at blokere for det nye ritual’.

De fem afgørende punkter ser således ud:

1. Det første punkt (som den trænede, norske procesfuldmægtig betoner) har at gøre med, hvad han kalder ’lovens kategoriske formulering’. – "Det ville være direkte misvisende" (forklarer han) – "ja, helt overflødigt at tale om, at allerede autoriserede ritualer skal have ’en ekstra godkendelse’ (nemlig: menighedsrådets samtykke), hvis ikke det var lovens dybt alvorlige mening, at man i denne sag ikke kunne træffe beslutning ’over hovedet på den lokale menigheds råd og styre’."

2. Det andet punkt taler om ’menighedsrådets uafhængige myndighed’. Hvis menigheden først skal spørge regeringen om tilladelse til at give sit endelige ’samtykke’ til indførelsen af et ritual, så er det totalt unødvendigt at udstede en særlig lov om ’menighedsrådets eneret’ i sådanne sager. I et sådant tilfælde skulle lovens bogstav nødvendigvis på stedet have en tydelig anført reservation. Dette er ikke sket og kan derfor ikke nu fordres!

3. Det tredje punkt omtaler ’den ret, som menighedsrådet har haft ved tidligere godkendelser af ritualer’. Disse beskrives i den 38. paragraf som (citat): ’ritualer, der hidtil er anvendt’. "Da disse i sin tid blev godtaget," forklarer procesfuldmægtigen, "skulle menighedsrådet ikke først anmode staten om tilladelse til at ’give sit endelige samtykke’. Hvorfor skal der så på nuværende tidspunkt pludselig indføres en anden ordning? Kunne det være, fordi staten frygter, at lokalmenigheden med hensyn til netop dette nye ritual ikke er til sinds at ville give sit samtykke?

4. Det fjerde punkt omtaler den kendsgerning, at lige så lidt, som staten kan fratage menigheden dens ultimative ret til at anvende (citat): ’det ritual, der hidtil har været anvendt i menigheden’ (og som menighedsrådet ene på det tidspunkt har godkendt) ’lige så lidt kan hverken konge, regering eller minister påtvinge menigheden (citat): ’en anden autoriseret liturgi’ (som menighedsrådet endnu ikke har givet sit ’samtykke’ til).

4a. (I den danske menighedsrådslov § 38 stk. 3 forekommer en tilføjelse, som sætter sagen på spidsen. Den erklærer, at end ikke (citat): ’mindre ændringer må foretages i det ritual, som allerede benyttes’ uden at menighedsrådet giver sit ’samtykke’. En så streng og tydelig bestemmelse gør det klart, at et helt nyt ritual på ingen måde tåles i menigheden, uden at det lokale styre har accepteret det. Staten kan ifølge menighedsrådsloven ’ikke ændre en tøddel’ ved det bestående, hvor langt mindre kan den da enerådigt indføre et helt nyt ritual?)

"Der er kun ét tilfælde," slutter den norske højesteretssagfører, "hvor man kan forestille sig, at en undtagelse fra disse fire punkter kan finde sted! Noget sådant kunne forekomme, hvis det senere bliver påvist, at det pågældende ritual, ikke er i overensstemmelse med kirkens lære. Kirken er efter grundlovens § 2 (i Danmark § 4) forpligtet på den evangelisk-lutherske lære. Hvis det nu kan påvises, at et ritual (eller en salmebog) i et centralt spørgsmål ikke er i overensstemmelse med kirkens bekendelse, vil staten have både ret og pligt til at påbyde dette eksisterende ritual (eller den omtalte salmebog) at blive skiftet ud med en liturgi, som er i overensstemmelse med bekendelsen."

Afsnittet konkluderer: "Når det gælder love som menighedsrådsloven, skal der meget til for at fravige det tolkningsalternativ, som lovens ordlyd efter en naturlig, sproglig forståelse udpeger!" - "Dette gælder i særlig grad," hedder det videre, "når lovens ordlyd på ingen måde efterlader den mindste tvivl…"

 

VÆRN MOD REGERINGENS OVERGREB

Den danske kirkeminister bør i dette forår sætte sig nøje ind i, hvilket røre indførelsen af et ritual kan foranledige. ’Historiske notater’ fra det norske kirkeliv er belærende:

Det er således bemærkelsesværdigt, at kirkeordinansen fra 1537 befaler de ansvarlige myndigheder med hensyn til ændring af ritualer at ’gå frem med lempe og føje’. "Ellers," hedder det, "vil de fattige bønder på landet blive rasende…" – og det er heller ikke uden betydning, at ved et senere ’liturgi-opgør’ i Norge (vedr. en formastelig, kongelig resolution af 2. december 1886) skrev landets biskopper: "Nu er det på tide at værge kirken mod regeringens overgreb’: 1) Kristiansands biskop erklærer: "Vesterlandsbonden vil simpelthen gøre oprør! Der bliver protester, udtrædelser og splittelser." 2) Trondheims biskop bemærker: "Den tilståede selvbestemmelsesret krænkes ved påbud om tvungen indførelse af et ritual." 3) Tromsøs biskop skriver: "Det kommer ikke til at gå godt! Tvang mødes overalt med uvilje!" (25. okt. 1897, Departementstidende 1898, side 322).

*

Det er ikke uinteressant, at S. Brochs værk, ’Norsk Kirkeret’ (Kristiania 1904) gengiver en forhandling om ’menighedsrådsmødets betydning og dermed fastslår: "Om indførelsen af autoriserede ritualer hedder det: "De skal forelægges et menighedsmøde til foreløbig behandling. Først seks uger senere kan en beslutning tages! Uden at menighedens samtykke på denne måde er meddelt, må foranstaltningen ikke iværksættes" (side 19).

Klarere kan det næppe siges.