PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2012-03-30
0381

 

DEN FARLIGE SEJLADS (Kapitel 7)

… også kirkeministeriets embedsmænd vil blive draget til ansvar, hvis folkekirkens gamle kirkeskib lider skibbrud i den kommende storm. Er der ingen af kirkeministeriets ansatte, der tør ’slå i bordet’ og give ministeren besked?

"Lad mig lige gøre denne tanke klar: Lad os tage en borgermand. Hvem har denne borgermand det svært med at narre? For denne, hans ligemand, passer på som en smed, at han ikke bli’r narret! Anderledes med en meget fornem mand! Han er lettere at narre, for han beskæftiger sig overhovedet ikke med borgermandens eksistens…

Glem derfor ikke fortællingen om fluen og hjorten. Fluen, der sad på en af hjortens takker, udbrød: "Jeg er vel ikke til besvær?" Hjorten svarede: "Jeg anede slet ikke, at du var til…" (Søren Kierkegaard, 1. aug. 1855).

"Manu Sareen tumler videre mod et grundlovsbrud." Med disse ord sluttede et skarpt læserindlæg i Jyllandsposten, lørdag d. 3. marts 2012. Udtrykket ’tumler videre’ er rammende! Ministeren synes ikke selv at være klar over, hvilke ’halvfarlige områder’ han bevæger sig ind på, og de jurister i kirkeministeriet, der skulle råde ham, forekommer enten tavse, uvidende eller ’oversete’; hvis de (hvad de bør være) er ’bedrevidende’ end deres minister, har de ifølge loven pligt til at søge at standse ham i hans gale forehavende. Endog i det tilfælde, hvor deres ministerchef i sine ambitiøse tåger stædigt ’tumler videre’…

I en betænkning fra DJØF’s fagligt etiske arbejdsgruppe, Kbh. 1993, anføres det på side 138, at ’en ansat, der finder, at en ordre er ulovlig, har pligt til at underrette ordregiveren om sin opfattelse – endog ’hvis en påtænkt beslutning blot muligvis er ulovlig’ (Rets. mell. Politikere og embedsmænd, Kbh. 1983, side 95f)… hvilket på mere ’forståeligt dansk’ vil sige, at en ansat i kirkeministeriet kan komme i fedtefadet, hvis han ikke gør sin pligt. For ministeriets jurister og teologisk kyndige består denne pligt i at sige til ministeren (ved den blotte anelse om at han ’tumler mod et grundlovsbrud’) at han er galt afmarcheret. Dette særlige pligtsforhold synes i disse dage at dukke op på overfladen; ministeren har på det sidste udsendt ’dekreter’, der forekommer tydeligt lovstridige – og de ’ansatte’ (som med høje lønninger er betalt for at vejlede den ’omtumlende’ minister) vil en dag blive draget til ansvar for denne sags videre forløb.

 

ÆRKEBISPELIG ERKLÆRING

Det er under denne særlige ’ansvarssynsvinkel’, at den ’ærkebispelige erklæring’, som ministeren afleverede til kirkens tjenestemænd i midten af marts 2012, skal iagttages.

Det ministerielle ’dekret’ blev officielt udstedt til samtlige folkekirke-menigheder over det ganske land. Det lød i sin barske korthed således: "Det teologiske ansvar for gennemførelsen af en kirkelig vielse påhviler præsten!"

Den ildevarslende hensigt, der ligger bag denne erklæring, er følgende: "De kirkelige medarbejdere og menighedsrådenes medlemmer bør herefter ikke længere blande sig i spørgsmålet om ’det teologiske ansvar’ for gennemførelsen af vielser af lesbiske og homoseksuelle foran alteret. I den sag er den stedlige præst den eneste ansvarlige; han må af kirkeministeriet betragtes som den eneste, der teologisk ved, hvad det drejer sig om…"

Grunden til, at embedsmændene i ministerens ministerium ved denne erklæring øjeblikkeligt burde have tændt den røde advarselslampe (og på det stærkeste at have frarådet ministeren at komme med en sådan udtalelse) vil jeg her nærmere forklare – men forinden bør jeg gøre kirkeministeriets ansatte opmærksom på, at det i lignende sager er blevet påpeget, at selv hvor ministeriets tjenestemænd kan have været af den formodning, at ’det er ministeren selv klar over’ – ja, endog hvor ministeren i egen person kan have givet udtryk for, at ’det vil han ikke høre tale om’, så bortfalder ’underretningspligten ikke’. Den er af betydning for en (som det hedder): ’bevismæssig senere ansvarsplacering’, og (hedder det videre): "Den har betydning for det pres, der derved lægges på den overordnede for at få denne til at berigtige det ulovlige forhold’ (’Tamilsagen, tjenestemandsundersøgelsen, side 55 og 44).

 

TEOLOGISK MINEFELT

De folk i kirkeministeriet på hvem denne ’ubetingede underretningspligt’ hviler, burde f.eks. have standset ministeren, da han var i færd med at udsende sit ’bispedekret’ med påbuddet om, at ’kirkefunktionærer alle vegne og til alle tider er forpligtet til at medvirke i homovielsen, selvom de har personlige samvittighedskvaler’. – "Det er uden betydning, om de kirkelige medarbejdere deler præstens villighed til at velsigne homobryllupper eller ej," skrev ministeren, "den kirkelige handling skal genenmføres!"

Kirkeministeriets trænede jurister og myndige departementschef burde have forklaret ministeren, at han med en sådan beslutning er på vej ind i et historisk-teologisk minefelt, der til syvende og sidst kan komme til at koste ham dyrt. "Når ministeren blander sig i, hvem der i den lokale menighed har det teologiske ansvar for en sag," (skulle de have påtalt) – "så roder han sig ind i nogle forhold, som i dybeste forstand har at gøre med den evangelisk-lutherske lære; ministeren påtager sig dermed ’bispens tilsynsembede’ og fastsætter retningslinjer af udpræget teologisk karakter."

Kirkeministerens teologiske rådgivere burde yderligere have forklaret ministeren følgende:

"Det område, som ministeren her bevæger sig ind på, er læren om, hvorledes den kristne menighed opbygges – og ministeren har med sin ’officielt udstedte befaling’ stukket hånden i en hvepserede’, hvis indhold har at gøre med den kendte sætning: "Ifølge luthersk tradition består ingen kvalitativ forskel mellem præst og lægmand’. (Prof. Dr. Theol. Theodor Jørgensen, ’folkekirkens ledelsesstruktur’).

Kirkeministeriets ’åndelige vejledere’ burde endvidere have forklaret følgende: "Ved at hævde, at ’kun præsten kan tage det teologiske ansvar for gennemførelsen i sognets kirke af et bryllup for bøsser og lesbiske, har ministeren taget en konkret, læremæssig stilling til reformationens 500-årige opgør med ’pavens præsteordination’. Ved at erklære: "Kun en ordineret præst kan finde ud af dette her!" – har kirkeministeren udtalt sin egen teologiske forståelse af det eksplosive begreb, (som han sikkert er totalt uvidende om, men som var et af Luthers hovedpunkter i hans kamp mod Rom): ’Det almene præstedømme’. Luther var voldsomt og heftigt imod det syn, som kirkeministeren gør sig til talsmand for. Luther hævdede, at ’alle kristne er præster, bisper og paver’, og at ’de kan forstå Den Hellige Skrift lige så godt som præsten på prædikestolen’. Luther kæmpede mod pavedømmets gejstlige hierarki.

 

ET MAGTSYMBOL

For at kunne begribe, hvad kirkeministeren søger at bringe ind i Danmarks kirke vedrørende ’det præstelige overherredømme’, bør vi indbyde både ham og hans rådgivere i kirkeministeriet til Rom! Vi skal da et øjeblik stå sammen i den gigantiske St. Peters Kirke og betaget stirre op i den vældige kuppel, der efter sigende er bygget over apostelen Peters grav. De største af renæssancens mestre har her skildret den kendte discipel, der – i stedet for at være den enfoldige, lærde fisker fra Kapernaum, som Ny Testamente beskriver - her er fremstillet som et majestætisk magtsymbol for Den katolske Kirke.

"Du arme fisker fra Genesaret," vil vi da udbryde. "Hvad er der dog blevet af dig? En middelalderpave (iklædt Julius II i jernrustning) er her parat til at nedslagte sine fjender."

Peter er i Vatikanet blevet til den første romerske pave, den ufejlbarlige universalbiskop for hele kristenheden – og fra ham nedstammer det hierarkiske præstedømme, som er det eneste, der (ifølge paven) kan ’forklare de teologiske problemer’, som den jævne, kristne kirkegænger ikke har skyggen af forstand på.

Ingen aner, om apostelen Peters blege ben ligger under denne gigantiske ’gravkirke’. Ingen aner, om han i 25 år (som hævdet) har været biskop i Rom. Ingen aner, om Peter overhovedet har været i Rom – men én ting ved vi: Legenden om ’præstedømmet’, der nedstammer fra ham, er en løgnehistorie. Hele den katolsk-okkulte opfattelse af præstens særlige indsigt og magt er den lære, som de første evangelisk-lutherske kristne kæmpede imod med blod, sved og tårer – og vi har ikke brug for ’en ny pave’, der vil indføre denne lære for derefter med tvang fordre, at gode, danske, evangeliske kristne bøjer sig for ministerens fornægtelse af læren om ’det almene præstedømme’.

*

Gravskriften over Peter i Rom er hentet fra Matt. 16:18, hvor Jesus siger til Sin tro discipel, at Han vil bygge Sin kirke på den krystalklare åbenbarelse, som denne ulærde efterfølger havde modtaget af Faderen.

Når kirkeministeren handler ud fra den katolske forståelse af denne tekst og påstår, at de jævne bønder og borgere i de danske ’sogne’ ikke har forstand på Bibelen’ (det har kun deres præst) så er han (sikkert uden at vide det) ’tumlet ind’ i et af de mest afgørende reformatoriske lærespørgsmål. Det slipper han ikke godt fra – og det burde hans embedsmænd i Kirkeministeriet have fortalt ham. – Ja, ministeriets ansatte aner ikke, hvad det kan koste dem, at de tilsyneladende har forholdt sig tavse i denne sag.

 

DEN FARLIGE SEJLADS

Den 30. januar 1959 forliste Den kgl. Grønlandske Handels nyeste skib m/s ’Hans Hedtoft’ på sin første rejse under en orkan i farvandet ved Kap Farvel, og alle 95 ombordværende druknede. Efter forliset blev der i pressen rejst spørgsmål om forsvarligheden af vintersejlads på Grønland. Det blev i den forbindelse fremdraget, at besejlingen af Grønland i vintermånederne allerede tidligere, i 1957. havde været kritiseret, og det blev i samme forbindelse hævdet, at daværende grønlandsminister, Johannes Kjærbøl i marts 1957 havde besvaret et spørgsmål i Folketinget om forsvarligheden af vinterbesejlingen på Grønland på en ufyldestgørende og vildledende måde.

Til at undersøge sagen blev der nedsat et undersøgelsesudvalg, bestående af tre dommere, der i to beretninger tog stilling til den rejste kritik af Kjærbøls embedsførelse. I beretningen lagde undersøgelsesudvalget en række normer vedrørende embedsmænds og ministres embedspligter til grund for udvalgets stillingtagen. For embedsmændenes vedkommende drejede det sig om normer 1) vedrørende en ministers sandhedspligt over for Folketinget, 2) vedrørende en ministers pligt til at udspørge sine embedsmænd 3) samt pligten til ikke at udøve påtryk mod embedsmændene i teknisk-faglige anliggender.

*

Den foreliggende sag om ’ændring af ægteskabsloven’ for at give plads til homovielser i kirken, handler dybest set om de samme spørgsmål (som i sagen om den farlige sejlads i 1959). Det er derfor påkrævet at få besvaret, om ministeren for ligestilling og kirke har besvaret de spørgsmål, som han blev stillet i Folketinget i marts 2012 (vedrørende det eventuelle grundlovsbrud, som han med sit famøse lovforslag styrer imod) på en lignende ’ufyldestgørende og vildledende måde’? Det synes at være på høje tid, at der endeligt bliver kastet lys på en række faktuelle forhold (som f.eks. lovforslagets forhold til grundloven og til kirkens bekendelsesskrifter samt til menighedsrådsloven og ministeransvarlighedsloven).

Sagen vil i forsommeren give anledning til en yderligere omfattende debat, både i offentligheden og i Folketinget – men det forekommer samtidig klart som solen, at både regeringen og dens minister er bedøvende ligeglade med, hvor megen debat, sagen afstedkommer; det eneste statsministeren, kirkeministeren og de øvrige regeringsmedlemmer sigter på, er en hastig vedtagelse af lovforslaget, så at loven efter planerne kan træde i kraft d. 15. juni 2012.

Det er Kjærbølsagen i 1959, der banede vej for ministeransvarlighedsloven (1964), som retter søgelyset direkte mod de arme embedsmænd, der skal vejlede deres minister.

Efter undersøgelsesudvalgets opfattelse i forbindelse med katastrofesejladsen ved Kap Farvel, så var embedsmændenes advarselspligt gældende – også selvom ministeren støttede sig til nogle ’kaptajnserklæringer’ – ja, også selv om ministeren havde travlt med andre ting. "Embedsmændene skulle have slået i bordet overfor ministeren," hedder det i erklæringen (Beretn. vedr. Grønlandsskibet, Khb. 1959, side 26)… "uanset om ministeren ville høre på dem eller ej! I sidste instans vil ansvaret for skibbruddet også blive lagt på deres skuldre…"

I denne forbindelse gengiver jeg her to skrivelser. Den ene er et advarende brev, som jeg over en hel måned forgæves har forsøgt at få afleveret til kirkeministeren (det er ustandseligt og på mystisk vis blevet ’opsnappet’ undervejs) – og det andet er ministerens svar.

Begge skrivelser er underholdende læsning:

 

MIT BREV TIL KIRKEMINISTEREN

(af 15. januar 2012)

Hr. Kirkeminister Manu Sareen,

Med henblik på ministerens oplysningspligt til folketinget, jf. herved ministeransvarlighedsloven § 5 stk. 2, tillader jeg mig at rette følgende to spørgsmål til ministeren:

1) Er det kirkeministerens agt i den aktuelle debat om indførelse af et ritual for kirkelige vielser af homoseksuelle at oplyse folketinget om den fare der er forbundet med den ’sejlads’, som vort lands evangelisk-lutherske ’kirkeskib’ sendes ud på?

2) Vil kirkeministeren på min anmodning og på grund af situationens alvor (samt fornyet indsigt i Den Augsburgske Bekendelses afvisning af ’Helsingør-teologernes lære’) genoptage den klageskrivelse, som jeg d. 20. oktober 2010 sendte til kirkeministeriet desangående?

Baggrunden for disse to spørgsmål, Hr. kirkeminister, er ængstelsen blandt det danske kirkefolk, at dersom ’væsentlige oplysninger’ om bestemte faremomenter ikke kommer folketinget for øre, kan Danmarks grundlovs ’fjerde-flagskib’, folkekirken, blive splittet i den kommende storm og lide forlis.

*

Vil kirkeministeren derfor helt præcist underrette folketinget om den farlige understrøm, der udgår fra Helsingør-teologerne, der (som jeg har angivet i den nævnte klageskrivelse) påstår, at Gud er tilstede i det kirkelige ritual for vielser af homoseksuelle – og det i et så ’bogstaveligt nærvær’, at Kristus inkarnerer sig i det homoseksuelle bryllupskys? (ifl. 120 nr. af tidsskriftet ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’, juni 2010… jf. min klageskrivelse til Helsingørs biskop, Lise-Lotte Rebel, over Lyngby præsten, Jørgen Demants, artikel ’Velsignelsen som Inkarnationens gentagelse’ afleveret til kirkeministeriet 20.10.2010 og suppl. 4.11.2010, hvilken ifl. min opfattelse ’uretmæssigt blev afvist’ af fhv. kirkeminister Birthe Rønn Hornbech… dok. 4572.11).

Det er min opfattelse, Hr. kirkeminister, at et af de farligste undervandsskær i den kommende sejlads (hvilket derfor absolut bør ’afmærkes på søkortet’) er denne ’Helsingør-teologernes påstand’ om, at menigheden (’ved Søren og Peters bryllup… 1) citat: ’bliver vidne til inkarnationsunderet’ (side 66) at ’kysset’ (v. ’Søren og Peters bryllup’ er 2) citat: ’Det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi’ samt at 3) citat: ’Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden’ (side 69).

Jeg tillader mig at gøre kirkeministeren opmærksom på denne nye og farlige lære, idet jeg som et nyt aspekt i sagen kan henvise til, at Helsingør-teologernes påstande er en tydelig og ubeskrivelig overtrædelse af Den Augsburgske Bekendelses artikel 3. Den erklærer (om inkarnationen), at ’Guds Søn har antaget menneskelig natur’ men sådan at forstå, at det er synderen, der helliggøres i et nyt liv og ikke Kristus, der gør sig til ét med f.eks. ’den erotiske hengivelse’ i det homofile samliv.

*

Med henvisning til apostelens ord: "Folk, jeg kan se, at denne sejlads vil medføre ulykke og store tab" (Ap.G. 27:10) tillader jeg mig afsluttende at henvise til en sag om et forlis (Grønlandsskibet ’Hans Hedtoft) som i 1959 var ved at bringe en dansk minister for rigsretten (fordi han havde givet ’mangelfulde og vildledende oplysninger’ til folketinget) – samt til den seneste tragedie ved Italiens vestkyst, hvor luksuslineren, ’Costa Concordia’, (i dette 100-år for Titanics apokalyptiske skibbrud) forliste d. 14. jan. d.å.

Ifølge pressemeddelelser er skibskaptajnen blevet arresteret ’sigtet for tjenestesvigt’…

Med respekt og agtelse

Givat Hazeva v. Sodoma, Israel:

J o h n y N o e r

 

KIRKEMINISTERENS SVAR

(af 6. marts 2012)

Kære Johny Noer

Tak for dine henvendelser af 22. januar 2012, 15. februar 2012 samt 20. februar 2012, hvori du oplyser, at du ikke har fået svar på din oprindelige henvendelse af 15. januar 2012.

Jeg kan oplyse, at de nævnte e-mails af 15. januar 2012, 22. januar 2012 og 15. februar 2012 ikke ses tidligere at være modtaget i ministeriet. For så vidt angår din henvendelse af 15. januar 2012 kan jeg oplyse, at jeg ikke deler din opfattelse af den – som du beskriver det – fare, som er forbundet med et kommende ritual for kirkelige vielser af homoseksuelle i folkekirken.

Jeg kan endvidere oplyse, at jeg ikke har til hensigt at genoptage dine tidligere fremsendte klager over sognepræst Jørgen Demant, som er blevet behandlet af min forgænger som kirkeminister, senest med daværende ministerens brev til dig af 24. januar 2011, hvoraf det bl.a. fremgår, at det er biskoppen over Helsingør Stifts vurdering, at sognepræsten holder sig inden for folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Jeg agter således ikke at foretage mig yderligere på baggrund af dine seneste henvendelser.

Med venlig hilsen

Manu Sareen