PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2012-04-06
0382

 

OPRØRET (Kapitel 8)

… både Skrift og bekendelse opfordrer de kristne til at gøre oprør mod det system, der ’befaler dem at synde’.

"Fra morgen til aften får den enkelte i folket det indtryk, at alt, hvad der er godkendt af staten, er godt. Man har respekt for det, som er kongeligt autoriseret. Men lad os nu tale om kristendommen. Den er det guddommelige! Den kristne vil vove liv og blod for at afværge, at Guds Rige bliver et rige af denne verden." (Søren Kierkegaard, Øjeblikket nr.3, 27. juni 1855).

Københavns Politi rykkede tirsdag d. 3. april 2012 ud til Ministeriet for Ligestilling og Kirke, hvor en medarbejder åbnede et brev med et noget uventet indhold. Brevet, der var stilet til kirkeminister Manu Sareen, indeholdt et hvidt pulver, og medarbejderen slog straks alarm og underrettede desuden ministeriets øvrige ansatte.

Brevet blev efterfølgende sikret i et aflukket lokale, og politiet fragtede derefter kuverten med det hvide pulver til analyse hos Kemisk Beredskab. Her kunne man konstatere, at det hvide pulver var en blanding af hvedemel og knuste mineraler, formentlig sten. Manu Sareen var ikke selv til stede i ministeriet på Frederiksholm Kanal, da brevet ankom.

*

Det er altid en alvorlig situation, når et samfunds borgere begynder at gribe til forskellige former for vold eller truende adfærd, hvis de ikke kan få deres politiske eller religiøse vilje igennem. Mellemøsten og Irland er afskrækkende eksempler.

Brevet med ’det truende indhold’, der for få dage siden var stilet til Danmarks kirkeminister, bør ikke anses for en uskyldig sag; det bør være et manende tegn på, at den sag, som ministeren har gang i, kan sætte alle slags lidenskaber i kog. Ministeren tager fejl, når han giver udtryk for, at dette kun er ’en lille sag’, og (som han gentager) "vi skal videre; vi har vigtigere ting på programmet."

Danmarks kirkeminister har kastet en brændende fakkel ind i helligdommen, og både han og hans regeringskolleger kan forvente et oprør og en harme, som bliver svær at styre.

For de åndelige ledere gælder det nu at få ledet den voksende vrede og uro ad de rette kanaler, så at der ikke sker ulykker eller opstand rejser sig, en opstand, som vil søge at gribe til midler, der er evangeliet uværdigt.

Da et religiøst oprør kogte i Jerusalem for tyve århundrede siden, rejste den vise farisæer, Gamaliel, sig. Han gav to eksempler på mænd, der førte vreden i en forkert retning; (Ap.G. 5:36-37) de blev henrettet og omkom. "Men disse mennesker," sagde Gamaliel (til de styrende og med henblik på Herrens fængslede apostle) "pas på, at I ikke kæmper mod Gud!" (v.39)

Denne nytestamentlige hændelse omtales i kirkens højaktuelle bekendelse, når talen falder på, at ’den verdslige øvrighed vil have gennemført love, der er forbundet med synd’. Om dette forhold er følgende at sige:

 

’LOVOVERTRÆDERNE’?

Når Den Augsburgske Bekendelse åbent og ligefremt taler om, at ingen kristen noget sted skal adlyde den verdslige øvrighed, når denne (som det hedder i art. 16:7) ’befaler ham at synde’ – så henviser bekendelsen som omtalt til Ny Testamente for dermed på stedet at underbygge den ’ekstreme erklæring’ med Guds Ord.

Det er ikke altid, at bekendelsen i sine udsagn anvender skrifthenvisninger – men i dette tilfælde, hvor reformatorerne åbent og uforfærdet opfordrer til ulydighed mod det antikristelige, politiske styre, synes en sådan tydelig understregning af Skriftens tale at være absolut nødvendig.

Den beretning i Ny Testamente, som Den Augsburgske Bekendelse i dette tilfælde henviser til, er den usædvanlige historie, hvor de religiøse ledere i Jerusalem (tydeligvis drevet af skinsyge og sårede ambitioner) kastede nogle af Jesu mest kendte apostle i fangehullet. Imidlertid viste det sig (fortæller ’Apostlenes Gerninger’), at Himlen ikke var indforstået med det gudsfjendske, religiøse styres fremgangsmåde. I stedet for (som Skriften andre steder påbyder) at ’underordne sig den verdslige øvrighed’ gjorde endog Gud oprør mod systemets uretfærdige behandling af Kristi tjenere; ved nattetid sendte Han en engel, der (tværtimod alle givne love og regler) tillod sig at åbne de fængselsdøre, som myndighederne havde lukket for at føre de af den lovlige øvrighed arresterede prædikanter ud i det fri (Ap.G. 5:19).

Denne handling var i sig selv – i det verdslige styres øjne – en lovløs og forbryderisk indtrængen. Dem, der befrier ’oprørere’, som både det religiøse og civile styre omhyggeligt har sørget for at få anbragt bag lås og slå, må – det må selv et barn kunne indse – selv betragtes som ’lovovertrædere’. Imidlertid er det præcis denne historie, som Den Augsburgske Bekendelse henviser til, når den opfordrer Jesu efterfølgere til overalt og i samlet flok at vise foragt for lovens bestemmelser, hvis disse gør sig skyldige i at ’befale de kristne at synde’…

Da den natlige, himmelske gæst for 2000 år siden stod i den mørke, kolde fængselscelle i Jerusalem, løste han ikke blot lænkerne på de (af de lovlige myndigheder indsatte) fanger, - men han gav dem oven i købet besked om, at de straks skulle gå over på Tempelpladsen og fortsætte deres illegale aktivitet. "I skal træde åbenlyst frem i helligdommen," sagde engelen, "og I skal fortsætte med at tale til folket alle livets ord!"

De indsatte burde på det tidspunkt have indvendt, at det sidste (den direkte forkyndelse) netop var det, myndighederne ’udtrykkeligt’ (v.27) havde ’forbudt’ dem at gøre.

 

ADLYD GUD

Den nat lå det i luften i tempelvagtens fængselscelle, at det, som den himmelske agent befalede apostlene at gøre, kunne han ikke selv udføre. Han var (på trods af sin høje udsendelse) ikke i stand til ’at tale livets ord’. Skønt han var mægtigere i kraft og indsigt end de pjaltede, indespærrede apostle, og skønt han kunne åbne alle slags lukkede porte og døre – så kunne han ikke (som disse arme, dødelige, der havde oplevet Frelserens nåde) forklare ’Livets ord’. Derfor sagde han: "Gå og tal – lad folket vide, hvad Israels Gud og menighedens Herre har at sige i denne sag. Adlyd Gud – (og modsæt jer dermed enhver form for efterfølgelse af det system, der befaler jer at synde!")

Allerede ved daggry stod apostlene på Tempelpladsen. Folket samlede sig ivrigt omkring dem. Ingen ved, om der den morgen blev stillet spørgsmål om, hvorledes de arresterede prædikanter var sluppet ud af fængslet – men alle vidste, at de med deres fortsatte og uforfærdede forkyndelse om Jesus (samt yderligere udlæggelse af ’Livets ord’), klart overtrådte den strenge befaling, som styret havde udstedt. Mængden var i de tidlige morgentimer klar over, at deres samling på Tempelpladsen (og det budskab, de lyttede til), ville blive betragtet som en oprørshandling; men de var enige om at modsætte sig den religiøse tvang og det totalitære påbud. En gærende opstand var på vej – ikke antændt af mennesker, men af Den levende Gud. Dagens prædiken-tekst var denne: "I skal adlyde Gud mere end mennesker!"

*

(På baggrund af den Augsburgske artikel om ’de borgerlige forhold’, er det af betydning at beskæftige sig med denne usædvanlige beretning i Ny Testamente. Det er således nødvendigt at gennemgå hele det omtalte Skriftafsnit, idet dette i Augsburgerbekendelsens 16. artikel stk. 7 er udpeget som den eneste bibelske ’retskilde’, reformatorerne henviser til. Her citeres i bekendelsen fra Apostlenes Gerninger, idet der henvises til en præcis situation, hvor ’øvrigheden befaler den kristne at synde’. – "Da bør de kristne adlyde Gud mere end mennesker," hedder det).

 

FÆNGSELSCELLEN TOM

Beretningen fra oprøret i Den Hellige Stad fortsætter således:

I mellemtiden var der sendt bud rundt i hele Jerusalem. Fra de tidligere morgentimer havde ypperstepræsternes udsendinge banket på 71 døre i byen og dens nærmeste omegn. – Det samme råd af religiøse ledere, som få døgn forinden havde domfældt Jesus fra Nazaret, skulle nu tage en stilling til det ulmende oprør, som i disse timer bredte sig.

Da rådet endelig var samlet, sendte man folk fra tempelvagten hen for at hente de to ’oprørere’, der sad lænket og indespærret i byens fængsel.

Beretningen i Ny Testamente beretter nøje, hvorledes tempelvagterne trådte ind i selve fangerummet og til deres forbløffelse så, at den aflåste celle var tom. Fangerne var forsvundet.

Kommandantens rapport til de ventende 71 mænd er talende. Også den står omhyggeligt nedskrevet i Ny Testamente; den lyder sådan: "Da vi ankom til fængslet, fandt vi alt i orden efter reglerne. Fængselsdørene og porten var ikke blot aflukket og låst – men sikkerheden var ’forsvarlig’. Da vi tjekkede vagtordningen, var alt efter bogen. Vagterne stod på deres poster; intet er at udsætte på fængslets overvågningssystem. Alt gik efter reglementet."

Kommandanten sluttede: "Men da vi åbnede døren til fangernes celle, var den tom!"

*

En bemærkelsesværdig stilhed herskede blandt de 71 jødiske mænd. Enhver gjorde sig sine egne tanker. Adskillige kiggede hen på en af rådets mest agtede mænd, en farisæer ved navn Gamaliel. Hvad sagde han til den historie? Hvis nogen i dette øjeblik skulle udtale sig, måtte det være ham; han var den eneste, der nød en sådan anseelse, at han kunne forvente at finde lydhørhed.

Men Gamaliel sad tavs som en statue. Det var tydeligt, at han var berørt af tempelkommandantens rapport, men han sagde ikke et ord. Og når han intet sagde, var der heller ikke nogen anden, som turde løfte røsten. Selv ypperstepræsten, Kajfas, forholdt sig tavs.

Da blev en mand ført ind i rådssalen. Han kom direkte fra Tempelpladsen, hvor oprøret sydede og gærede. Han kunne fortælle det sidste nyt med hensyn til de undslupne fangers opholdssted. Manden var ophidset og forpustet – men han fik fremstammet: "De mænd, I fængslede i går, står her til morgen og underviser folket på Tempelpladsen!"

Alle stirrede på ypperstepræsten.

Kajfas sagde stadig intet. Han gav kommandanten for tempelvagten et tegn. Det betød: "Hent dem!"

Kommandanten samlede vagtmandskabet og begav sig af sted. Inden afdelingen af tempelvagter trådte ind på Tempelpladsen, vendte kommandanten sig til sine folk: "Ingen magtanvendelse!" sagde han. "Ingen brug af vold!"

Mandskabet nikkede. De var indforstået. Den oprømte skare skulle ikke provokeres. Det kunne gå helt galt. Ingen jordisk myndighed ville slippe godt fra at gribe til våben i denne situation. Kommandanten havde allerede ’scannet’ situationen og set, at nogle af mændene på Tempelpladsen havde samlet sten. "Altså: Ingen form for tvang," advarede han; "den af jer, der lægger hånd på en af de undvegne, er skyld i, at vi alle bliver stenet."

 

FORBUDDET

’De undvegne’ blev ført frem for rådet. Ypperstepræsten talte nu for første gang. Han henvendte sig direkte til apostlene (så vidt fremgår af beretningen, stillede han ingen spørgsmål, der havde at gøre med den uafklarede sag, som alle i rådet i det øjeblik spekulerede på: "Hvordan er I sluppet ud af fængslet?") Selve den kendsgerning, at Kajfas som forhørsleder slet ikke kommer ind på dette spørgsmål, er bemærkelsesværdig. Ypperstepræsten startede lige på med anklagen.

"Har vi ikke udtrykkeligt forbudt jer at lære mere i dette navn?" begyndte han og omtalte derefter straks overtrædelsens art: "Nu har I fyldt hele Jerusalem med jeres lære!" (Ap.G. 5:28). Han fortsatte med på stedet at stille skarpt på lovovertrædelsens hensigt: "I vil bringe dette menneskes blod over os! I er ude på at give os skylden for hans død!"

Set med sanhedrinens øjne var apostelen Peters forklaring mildest talt kritisabel. Han svarede ikke i overensstemmelse med den måde, man opfører sig under et forhør; han prædikede – og hvis der er noget, som forhørsdommere afskyer som pesten, er det folk, der prædiker.

"Vore fædres Gud har opvakst Jesus," råbte han – og hans røst var ikke præget af nogen form for usikkerhed. Hvem var denne ulærde fisker fra Genesaret, der tillod sig at prædike om ’vore fædres Gud’ til ypperstepræsten og det samlede råd af fornemme jøder?

Uden at fremlægge skyggen af dokumentation fortsætter den anklagede med at anklage sine anklagere. "I tog Ham af dage ved at hænge Ham på et træ!" (v.30)

En udtalelse af den art måtte på stedet provokere en afstandstagen. Med sådanne ord ville den arresterede ikke have en levende chance for at slippe billigt fra denne sag. Hans oprørsidéer var gået ham til hovedet.

… og nu fortsatte han med at tale om den korsfæstedes opstandelse og ophøjelse til at være ’fører og frelser’. Alt det, som han var blevet forbudt at nævne – ja, han talte endog om ’Israels omvendelse’ (v.31)… hvad ville det ende med?

Da pludselig rejste sig rådets mest fremtrædende mand, Gamaliel. Han talte indtrængende. Hans ræsonnement lagde en dæmper på forsamlingens harme. "Hold jer fra disse mennesker," sagde han. "Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!" (Ap.G. 5:39)

 

OPRØR MOD STATSEVANGELIET

I henblik til Danmarks grundlov § 4 har kirkeministeren pligt til at udføre sit arbejde i loyalitet mod den evangelisk-lutherske lære. Så vidt det i dag kan bedømmes, har ministeren svigtet dette loyalitetskrav i samme øjeblik han sendte forslaget om kirkelige homovielser til høring.

Ved at anmode kirkens biskopper om at udforme et ritual for kirkelige vielser af bøsser og lesbiske, har kirkeministeren kastet en brand ind i ’kirkens indre anliggender’; den vil udvikle sig til et oprør og en strid, der vil medføre splittelse, som ministeren og hans embedsmænd bør drages til ansvar for.

Selv uden formaliserede regler må der kunne stilles visse fundamentale krav til den embedspligt, som er ministeren betroet. Han skal være medvirkende til at ’understøtte’ den evangelisk-lutherske lære – ikke til ved provokerende og kontroversielle lovudkast at befordre splittelse i det kirkelegeme, som han er sat til at betjene. Han må vise troskab mod de etiske normer, som kirkens bekendelse giver udtryk for og ikke være håndlanger for en antikristelig tidsånd, som søger at styrte kirkens grundpiller.

Det tilkommer kirkens minister – indenfor rammerne af kirkens bekendelsesskrifter – at tilrettelægge forholdene for, at kirken kan udføre den opgave, som Bibelen og kirkens Herre giver den. Men ministeren har intet at gøre med denne opgaves indhold. Han skal ikke tolke Bibelens kærlighedsbudskab for kirkens præster (sådan som kirkeminister Manu Sareen har gjort for åben skærm ved tv-udsendelser) – og han skal ikke fungere som ærkebiskop (sådan som præsterne og menigheden i Sct. Hans Kirke i Odense har præciseret i deres høringssvar).

Kirkeministeren skal ikke fastsætte, hvad der skal forkyndes i kirken, eller hvordan ritualet skal forvaltes – han skal heller ikke bestemme disse ritualers indhold, hvilket han gør sig skyldig i ved at henvende sig til kirkens biskopper for at få udformet et ritual, der (ifølge kirkens skrift og bekendelse) ’indebærer åbenlys synd’.

I alt dette har den danske kirkeminister i høj grad overtrådt sin kompetence, hvilket ubønhørligt bør få sine konsekvenser. Hvis dette ikke sker ad de givne parlamentariske eller juridiske veje, kan det medføre uoverlagte handlinger, som provokeres frem ved systemets uretfærdighed.

*

Det populære ’kærlighedsevangelium’, som Danmarks statsminister forkyndte i folketingssalen på Christiansborg tirsdag d. 20. marts 2012, (hvor en første behandling af lovforslaget om kirkelige homovielser fandt sted) står i skærende modstrid med det evangelium, som kirkens bekendelsesskrifter er bygget på. "Det er vort ønske ved dette lovforslag at muliggøre," udtalte statsminister Helle Thorning-Schmidt, "at ligegyldigt hvem man elsker, kan man blive gift i kirken." Dermed lagde også hun op til et kirkeoprør, hvis konsekvenser hun næppe kan forestille sig.

Som en indledende erklæring til netop det lovforslag, der på den dag (under stor mediebevågenhed) skulle fremlægges i Folketinget – og ved denne enestående lejlighed udtalt af landets regerings øverste myndighed – er der ikke blot tale om en tilfældig ’medfølgende bemærkning’. Nej, øjeblikket fordrede et manifest. En kort fremstilling af en ideologi. Et ’regeringsbudskab’: Et statsevangelium, som med fordringen om at få udarbejdet et ritual, ansporer til oprør.

Spørgsmålet er nemlig kun ét: Harmonerer regeringens og kirkeministerens statsevangelium med det evangelium, som Kristus har betroet sin kirke? Hvis dette ’statsevangelium’ blev isoleret til rådhuset, ville landets kristne kun advare og formane de styrende til at opgive et sådant forehavende. Men i det øjeblik dette ’evangelium’ ved et ritual ’påtvinges’ kirken, vil landets troende sætte sig til modværge. At dette sidste (indførelsen af et syndigt ritual) er regeringens hensigt er åbenbart, thi statsministeren omtaler i sin officielle proklamation, at ’kirken skal stå til rådighed med en passende kirkelig handling’.

Hertil siger Den Augsburgske Bekendelse i sin 16. artikel stk. 7: "Det er nødvendigt, at kristne adlyder deres øvrighed og dens love, medmindre den befaler at synde. Da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker (Ap.G. 5:29).

 

SKAL DE KRISTNE LYDE ØVRIGHEDEN?

Det afgørende spørgsmål i denne sag er altså kun dette ene: Er kirkeministerens lovforslag og statsministerens nye kærlighedsbudskab forbundet med synd? Hvis det ikke er tilfældet, siger Den Augsburgske Bekendelse, at da ’er det nødvendigt, at kristne alle vegne adlyder deres øvrighed."

Bekendelsen udtaler klart og tydeligt, at hvis der ikke er nogen form for synd eller overtrædelse af Guds Bud forbundet med kirkeminister Manu Sareens lovforslag om, at ’to mennesker af samme køn foran alteret bliver smedet sammen i et ægteskab’ eller statsministeren Helle Thorning-Schmidts fordring på en kirkelig handling for ’al slags kærlighed’ – da ’skal den kristne adlyde øvrigheden og ministerens lov. Det er ikke en sag, den enkelte tør diskutere eller ’have sin egen mening om’. Bekendelsen, som er kirkens faste grundlov, påbyder (sort på hvidt) at det er ’nødvendigt at adlyde….’ Kirkens døre bør i det tilfælde (uden undtagelse og uden murren i krogene) slås op på gab for homoseksuelle og lesbiske bryllupper.

Hvis det derimod ikke er tilfældet, at øvrighedens love eller krav er ’uden synd’, så stiller sagen sig for den kristne anderledes! Da skal han ikke adlyde landets love – men han skal modsætte sig disse og handle efter Guds lov.

I samme åndedrag, som bekendelsens ordlyd taler om den kristnes pligt til at adlyde landets lov og ret, tilføjes en undtagelse. Lydigheden er ’nødvendig’ og obligatorisk ’medmindre øvrigheden befaler den kristne at synde’. I det tilfælde skal den kristne ikke blot undlade at adlyde den verdslige myndighed… men (hedder det) ’han skal adlyde Gud mere end mennesker’. For at forstå, hvad der ligge i denne forordning, henviser bekendelsen til den beretning i Ny Testamente, (som er beskrevet ovenfor) som ledetråd for besvarelsen af det spørgsmål: "Hvad ligger der i de ord: ’Da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker’?" (Ap.G. 5:29)

 

DE FEJE

Den gamle indremissionskæmpe, Chr. Bartholdy, nævnte i en række radioforedrag, at han havde undret sig over, at de første, som står omtalt i Ny Testamente i opremsningen af de elendige, der ender i ’søen, der brænder med ild og svovl’, er ikke morderne og de utugtige; de dukker senere op på listen! Nej, dem, der står øverst i rækken, er ’de feje’ (Åb. 21:8). Og netop dette er en stor udfordring i det oprør, som fra nu af vil brede sig over land og rige.

Når det nemlig i kirkens 500 år gamle bekendelse står skrevet, at hvis øvrigheden ’befaler de kristne at synde’ (CA. Art. 16:7) –da bør de adlyde Gud mere end mennesker, så kan det deraf udledes, at de ikke skal adlyde den verdslige øvrighed. Med udgangspunkt i bekendelsens formulering, at ’øvrigheden befaler at synde’, er det, som her omtalt, nøjagtigt, hvad der sker ved det lovforslag, som kirkeministeren søger at få ophøjet til lov d. 15. juni 2012. Ved den påtvungne indførelse af et kirkeligt ritual, der er i strid med både Skrift og bekendelse, kan staten ikke længere unddrage sig sit ansvar med hensyn til det tydelige påbud om synd, som her finder sted! At enkelte præster af samvittighedsgrunde kan undlade at deltage i sådanne kirkelige handlinger, sætter ikke lovens forpligtelser i noget uskyldigt skær; kirkeministerens lovforslag opfylder samtlige betingelser for at kunne indordnes under betegnelsen ’befaling til synd’ – og denne befaling bør intet sted af nogen oprigtig kristen efterfølges. Tværtimod bør den – som det skete i den første kristne menighed i Jerusalem – udsættes for de troendes åbenlyse ringeagt! Alle steder bør den overtrædes, og overalt bør Kristi stridsmænd gøre nøjagtigt det modsatte af, hvad dette påtvungne, nye, afskyelige afgudsritual beordrer dem til at gøre. Ingen bør samle sten op for at gribe til selvtægt! Ingen vold og intet våben bør anvendes – men med Ordets sværd og i sandhedens navn kaldes der i denne time til oprør. Den regering, statsminister og kirkeminister, der handler så uansvarligt, bør stilles til ansvar for sine gerninger.