PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2012-04-13
0383

 

MINISTEREN, DER VIL TAGE DRONNINGEN SOM GIDSEL (Kapitel 9)

… Kong Harald i Norge har sagt nej. "Norges konger er kristne," erklærer han.

Hvad siger Danmarks dronning?
 

Hvilket dyb af nonsens og afskyelighed! Hvis noget ikke er Gud velbehageligt, bliver det Ham så mere velbehageligt, fordi der kommer en præst (det er dog at gøre ondt værre) der får 100 kr. for at erklære det vederstyggelige for at være Gud velbehageligt? (Øjeblikket nr.6, 23. aug. 1855, Søren Kierkegaard).

På baggrund af de seneste bemærkelsesværdige begivenheder i Norge, hvor den norske konge pludselig med sin person har modsat sig, at der ved et planlagt stortingsmøde d. 21. maj 2012 skal kunne tages de første skridt til betydelige ændringer af Norges grundlov, vender blikket sig mod Danmark. I Norge arbejder politikerne på, at få det kristne livssyn ud af Grundloven, hvilket da samtidig berører den norske konges kristne bekendelsespligt. Hertil har Kong Harald reageret med en kort, fyndig bekendtgørelse. "De norske konger er kristne!" har han udtalt… og med denne erklæring støtter den norske majestæt sig til to paragrafer i Grundloven, som det bliver vanskeligt for de norske politikere at omstyrte. Hvorledes stiller nu den danske dronning sig til de samme krav?

Tre norske jurister har i deres værker (fra før århundredeskiftet) omtalt den grundlovsbefæstede baggrund for, at Norges Kong Harald i dag kan tage en så dristig, personlig stilling i den politiske kirkekamp, som for tiden finder sted i Danmarks broderland. (Det drejer sig om F. Carstberg: Norges statsforfatning II, 3. udg. (Oslo 1964, side 14) samt T.H. Aschehoug: Norges nuværende statsforvaltning II, 2. udg. (Kristiania 1992) side 479-480 samt K. Robberstad: Lærebog i Kyrkjeret I (Oslo 1945; side 16ff.)

Af særlig interesse for den danske dronnings stilling i den foreliggende sag om ’et nyt vielsesritual for par af samme køn’, (der i midten af juni 2012 søges ophøjet til lov i Danmark), retter opmærksomheden sig især mod den norske jurist, Jens Edvin Andreassens kommentarer i forbindelse med emnet: ’Kongens tilsynskompetence, særlig i konfessionelle spørgsmål’ (Oslo 1989, side 44).

Han skriver bl.a.: "Den Norske Grundlov siger i § 4, at kongen ’håndhæver’ den evangelisk-lutherske religion, mens § 16 siger, at kongen ’påser’, at religionens offentlige lærere følger de normer, som er foreskrevet dem."

Den norske procesfuldmægtig fortsætter: "Man kan af ordet ’håndhæve’ ikke udlede noget andet, end at kongen skal sørge for, at der bliver reageret, dersom kirkens forkyndere afviger fra læren…"

Det viser sig nu, at den norske konge har fulgt denne tolkning af Grundloven. Han har sørget for, at der bliver reageret. Ja, han har selv reageret. "Jeg er en kristen," har han sagt.

Det store spørgsmål i Danmark er nu, om den danske dronning har på hjerte at tage samme stilling. Dronning Margrethe har ifølge den danske Grundlov også en ’bekendelsesbinding’. Her ’skal kongen høre til den evangelisk-lutherske kirke’ (§ 6). Spørgsmålet er, hvorvidt disse lovens ord i Danmark tilkendegiver, at også den danske monark kan og bør reagere, hvis kirkens bekendelse bliver krænket. Med andre ord: Støtter Danmarks Grundlov vor dronning, hvis hun ønsker at tage samme stilling som den norske konge? Kan også Danmarks dronning tillade sig at sige: "Danmarks konger er kristne!" – og dermed, når Grundlovsbekendelsen angribes, for Gud og mennesker at tilkendegive: "Jeg er en kristen!"

*

I Danmark står den aktuelle strid ikke om en grundlovsændring; den sag vil imidlertid snart melde sig (idet enkelte politikere allerede har meldt ud, at ’Grundloven er gammeldags’ og at ’alt hvad der har at gøre med konge og kongehus skal ud af Grundloven’).

Hvad Danmarks dronning nu præsenteres for er nøjagtig det spørgsmål, som den norske jurist stiller skarpt på med titlen: "Kongens tilsynskompetence, særlig i konfessionelle spørgsmål’.

Han siger: "Hvis kongen skal ’påse’, at bestemmelser om bekendelsespligten bliver opfyldt, så må kongen (nødvendigvis) også tage stilling til, hvad bestemmelserne fastsætter." Jens Edvin Andreassen fortsætter: "Det samme gælder, hvis kongen skal ’påse’, at rituelle forskrifter bliver fulgt. Da må kongen nødvendigvis også tage stilling til, hvad forskrifterne fastsætter…" (side 44).

Kong Harald i Norge har fulgt denne tolkning; han har ’taget stilling’. "Norges konger er kristne," har han sagt. Han har med sin klare bekendelse fulgt bestemmelsen; han har ved sit vidnesbyrd, som nordmændene agter og værdsætter, fulgt forskrifterne.

Dette gælder ifølge den her angivne tolkning også spørgsmålet om ’rituelle forskrifter i kirken’. Altså et nyt vielsesritual. Er et sådant nyt ritual inden for normerne af kirkens bekendelse? Hvis ikke - kan Danmarks dronning reagere? Kan majestæten personligt tage stilling?

Om dette siger den norske grundlovsfortolker:

"Dette sidste spørgsmål (hvorvidt et ritual er indenfor kirkens bekendelsesskrifter) kan kongen ikke afgøre! Et sådant spørgsmål om den gældende liturgi kan kongen ikke afgøre med nogen endelig virkning. Det må da i tilfælde af tvivl bringes til domstolene for her at blive prøvet. Den norske Grundlovs § 16 er ikke til hinder for dette (jf. Rt. 1985, side 498). Hvad den liturgiske forskrift foreskriver, kræver imidlertid teologisk fagkundskab. Her er selv domstolenes kompetence begrænset" (side 44).

(Dermed er sagen klar! Når tolkningen af Grundloven ikke (i liturgiske spørgsmål) tilkender monarken nogen afgørelse med endelig virkning, så er denne begrænsning lagt fast. Det gælder også regeringens mangel på kompetence – ja, domstolenes begrænsning!)

Disse foreskrevne begrænsninger synes imidlertid ikke at være nogen hindring for ’en personlig reaktion’ fra monarkens side; en ’personlig stillingtagen’. Sådan som Norges konge har gjort. "Jeg og mit hus er kristne," erklærer han – og dette ikke blot tillader men påbyder Grundloven både Norges konge og Danmarks dronning at sige. Om dette har jeg følgende at forklare:

 

EN SÆRLIG DANSK GRUNDLOVSPARAGRAF

I et hundrede og halvtreds år har en særlig paragraf i Grundloven givet de danske jurister hovedpine! Utallige forsøg har været gjort for at ’bryde koden’ bag præcis denne paragrafs ældgamle, halv-juridiske begreb, der for længst er ’faldet ud af ordbogen’, men som nu synes at leve i bedste velgående i Danmarks Riges Grundlov.

Bestemmelsen lyder sådan: "Kongens person er fredhellig (§ 13)… og for første gang siden 1849 ser det nu endelig ud til, at det, som teoretikerne ikke har fattet, og de lærdeste, retsvidenskabelige professorer ikke har kunnet mestre, bliver gjort lysende klart ved en ufattelig begivenhed, der efter al sandsynlighed vil udspille sig, inden de danske ministre tager på sommerferie i 2012.

Den danske kirkeminister har nemlig planer om i juni 2012 at gøre det klokkeklart (for både regering, kongehus, domstole og den danske befolkning) hvad der ligger i ordene: ’Dronningens person er fredhellig’. – "Der ligger ingenting," vil han sige. "Jeg vil bevise, at det er en gabende tom grundlovsparagraf."

Ministeren vil personligt ’tolke’ det gamle grundlovsbegreb ved åbenlyst at overtræde bestemmelsen. Ved frækt og smilende at spadsere forbi det kongelige advarselsskilt: ’FREDHELLIG’, vil han for alverden vise, hvorledes denne ’nyttesløse’ grundlovsbestemmelse skal forstås! Han vil med en gudløs politikers uforskammethed trampe ind på nationens mest fredede område for dermed at bevise, at ingen i det ganske rige vil tør gribe ind over for denne åbenlyse provokation.

"Der kan I selv se!" vil han spottende råbe, "der er ikke længere noget, der hedder ’fredet’, og der er intet, der hedder ’helligt’, og der er slet ikke noget, der hedder ’fredhelligt’.

Og eftersom alle forholder sig tavse og passive over for denne udfordring, vil de dermed give ham evigt ret! Hvis ingen sender politiet efter ham og på stedet slæber ham for en dommer sammen med grundlovens tydelige advarselsskilt ’FREDHELLIG’ – så giver de ham dermed deres samtykke og synger med på den samme spotvise:

"Der er intet mere, der er ’fredet’; intet, som er ’helligt’! - intet mere, som er ’helligt-fredet’; og ’fredhelligt’ ej gjort forskelligt!

Hvad er det for en vanærende handling, som den danske kirkeminister i største hast vil udøve for én gang for alle (og på sin regerings vegne) at træde dette gamle ’hellighedsbegreb’ under fode? Hvad vil ministeren udsætte den danske dronning for? Hvormed vil han krænke majestætens person for dermed at gøre det tydeligt for alle, at det ord ’fredhellig’ kan danskerne godt stryge af grundloven? Hvad er kirkeministerens hemmelige plan?

 

EN GROV OVERTRÆDELSE

Den plan, som den danske kirkeminister på den skæbnesvangre junidag 2012 vil føre ud i livet, er følgende: I sin halvblinde kamp for at opnå et politisk mål, vil ministeren – inden han tager på sommerferie – selvtilfreds og i ’embeds medfør’ vandre forbi den kongelige livgardes vagt på Amalienborg for (i dette tilfælde i modstrid med landets grundlov) at præsentere sig selv for Danmarks dronning; ministeren er ventet, og ingen ved, hvorledes dronningen vil modtage ham. Majestæten er vidende om, at ministeren kommer i et ’politisk forretningsanliggende’, og at han som sådan er officiel repræsentant for en regering, der på forskellig måde har vist kongehuset foragt.

I hånden har ministeren et dokument, som dronningen skal underskrive. Det drejer sig om et nyt ritual, der skal indføres i kirken, og det kan – efter sædvane – kun ske ved kongelig resolution. Det er i den forbindelse, at den uhørte krænkelse vil finde sted, og landets befolkning holder vejret: Hvorledes vil dronningen reagere?

*

Hvis nemlig nogen handling nogensinde vil blive omtalt som en ’helligbrøde’, og hvis nogen overtrædelse nogensinde med rette vil kunne betegnes som en forulempelse af dronningens ’fredhellighed’, så er det, hvad herefter vil finde sted på kongens slot.

Ministeren vil da høfligt og (hvilket er hans art) slebent anmode dronningen om en underskrift på det famøse dokument, som skal ’kongeligt forordnes’ (det nye vielsesritual, der skal indføres i alle landets folkekirker).

Dronningen kan i det øjeblik med politisk sindsro underskrive, for den 13. paragraf i Grundloven erklærer, at majestæten er ’ansvarsfri’. "Det er i så tilfælde ministeren, der står til ansvar," hedder det. Hvis der altså forefindes noget som helst ’grundlovsstridigt’ i denne sag, er det kirkeministeren, der kommer til at forklare sig. Desuden kan dronningen ved ministerens besøg stille sig tilfreds med, at samtlige biskopper har været med til at udforme det pågældende ritual; intet kan altså være mere legalt. Danmarks dronning har al jordisk ret til at skrive under; det bliver ministeren, der kommer til at betale regningen; han er den, der høster samtlige konsekvenser af denne handling.

Nu hedder det imidlertid i Grundloven, at det er ’dronningens person, der er fredhellig’. Der tales altså ikke her om monarkens ophøjede stilling som ’rigets regent’; der peges entydigt i loven på ’dronningens person’. Det er dermed dronningens person, som ministeren forulemper. Det er dybest set og i lovens genspejling majestætens ’personlige tro’ og ’indre overbevisning’, som ministeren frækt udfordrer. Han vover sig med sit halvsnavsede dokument ind på majestætens mest intime enemærker, hvor en minister aldrig nogensinde har noget at gøre. Ligesom Danmarks kirkeminister dumdristigt og åndelig blankt tumler ind i kirkens ’indre anliggender’, og uden skyggen af gudsfrygt maser sig frem med et fremmed ritual foran kirkens alter – således holder han sig ikke tilbage fra at storme forbi Grundlovens manende advarselsskilt om ’det fredhellige område’, der hører med til dronningens værdighed. Afstumpet og uimodtagelig for advarsler vælter ministeren sig ind på dronningens person for at afkræve hende en bekendelse, der strider mod alt, hvad hun i Danmarks Riges Grundlov højtideligt har forpligtet sig til. Danmarks kirkeminister vil lave et ’statskup’, hvor han vil tage dronningen og den kongelige, kristne bekendelse som ’gidsel’.

("Vil han oven i købet øve vold mod dronningen her i huset i min nærværelse," råbte den bibelsk-babyloniske hersker, da Guds folks fjende nr. 1 for 3500 år siden søgte at bønfalde dronningen om en særlig gunst (Ester 7:8). Derefter lød befalingen: "Hæng ham!" og få timer senere dinglede den frække minister i den galge, som han selv havde rejst for sine egne modstandere…)

Når et lands politikere, regering og ansvarlige ministre synes både døve og blinde for alle advarsler om ikke at træde ind på de steder, der er – ikke blot ’fredede’ – men afmærket med betegnelsen ’fredhellige’, så regnes det ikke længere blot for ’en overtrædelse’ men for en ’grov overtrædelse’, der skal straffes. Dette vil jeg i det følgende nærmere forklare.

 

NORGES KONGE

For at kunne fatte, hvad der ligger i ordet ’grov overtrædelse’ er det atter nødvendigt at vende blikket mod Norge. "De vil kaste Jesus ud af Grundloven," hævdede landets troende befolkning, da de forleden afleverede de 12.000 protestunderskrifter til Norges Storting i Oslo.

Kristent Samlingsparti var gået i spidsen for at indsamle underskrifterne, og partileder Morten Selven holdt en flammende tale foran Stortinget. "Der er mange politikere, der i dag taler varmt om ’de kristne værdier’," udtalte han og tilføjede: "Ja, de taler begejstret om ’den kristne kulturarv’ – men samtidig er de parate til at afkristne hele vort land med deres stillingtagen til Grundlovens kristne livssyn. Gudstjenester bliver forbudt i vore skoler, og navnet Jesus må ikke nævnes i en børnehave – nu vil man have kristendommen ud af Grundloven!"

Arrangørerne havde bedt om, at repræsentanter for Stortinget tog imod de 12.000 underskrifter ved det store friluftsmøde – men ingen fra parlamentet var mødt op for at modtage underskrifterne. "Men kongen har talt," lød det; "han har sagt: "De norske konger er kristne!"

 

DET RELIGIØSE SKUESPIL

En af de paragrafer, som søges fjernet fra den norske grundlov, er den fjerde paragraf, som siger: "Kongen skal stedse bekende sig til den evangelisk-lutherske religion, håndhæve og beskytte den." Vor danske dronning kan utvivlsomt indlæse samme betydning i den danske grundlov, der i paragraf seks siger: "Kongen skal høre til Den evangelisk-lutherske kirke."

Ingen af disse to paragrafer tildeler monarken nogen kompetence (myndighed) til at give (hvad man i det juridiske sprog kalder) ’materielle bestemmelser’ for kirken. Begge paragraffer pålægger imidlertid de to landes regenter en ’personlig håndhævningskompetence’. Det vil sige, at både den norske konge og den danske dronning for deres egen del og af hjertet bør fastholde deres bekendelsesbinding. De bør personligt kunne sige, at de ikke vil undlade at bekende sig til den kristne tro.

De norske jurister forklarer sagen således: "Udtrykket ’håndhæve’ bruges mest i forbindelse med den forståelse, at man ’håndhæver’ en lov. Staten kan f.eks. oprette et forvaltningsapparat for at håndhæve en lov. I det tilfælde skal denne forvaltning påse, at loven bliver overholdt, og at brud på loven bliver forfulgt på foreskreven måde. Det betyder ikke, at den pågældende myndighed også har det sidste ord med hensyn til tolkningen af loven. Hvad der ligger i en bestemt lovbestemmelse, er domstolenes sag. Det må de i sidste instans tage stilling til."

De norske jurister forklarer yderligere: "Når kongen i Grundloven § 4 er sat til at håndhæve og beskytte (på dansk: er sat til ’at høre til’) den evangelisk-lutherske religion, så ligger der efter vor mening i dette, at kongen er pålagt et særskilt ansvar for at påse, at staten opfylder sin pligt efter § 2, og at der bliver reageret, hvis kirkens tjenestemænd sætter sig ud over kirkens trosgrundlag."

Det kunne for den danske dronning betyde, at også ’tilhørsbindingen’, som er nævnt i den danske grundlov ’pålægger dronningen et personligt ansvar så langt, at majestæten ikke nødvendigvis (blindt og robotagtigt) skal følge statens embedsmænds anvisninger, hvis disse strider mod den bekendelse, som den samme stat har pålagt regenten at følge som en ufravigelig pligt, hvorfra der ikke kan viges."

De norske jurister slutter: "Det må heraf kunne udledes, at lovgiveren har pligt til at gøre beskyttelsen af statsreligionen mulig gennem lovbestemmelser, eventuelt straffebestemmelser, rettet mod grovere angreb på statsreligionen."

Vedrørende en sådan ’grovere overtrædelse’ med hensyn til at få dronningen til at afstå fra sin bekendelsesbinding, kan følgende tilføjes: "Den bekendelsespligt, som de to skandinaviske grundlove pålægger kongen eller dronningen, gælder kongen og dronningen personligt. Dette præciseres især i den norske grundlov, som i den 12. paragraf (andet led) erklærer, at: "Af statsrådets medlemmer skal over det halve antal bekende sig til statens offentlige religion." Det vil sige, at ligesom parlamentets medlemmer omtales med en ’personlig pligt’ vedrørende deres religiøse tilhørsforhold, sådan gælder det også rigets regent. I denne sag bliver Grundlovens bestemmelse ’personlig’; den kan ikke blot opfattes ’formel’ og kan ikke ’dækkes ind under’ det embedsagtige, ’ansvarsfrie område’. Bestemmelsen har tydeligt som sigte ikke blot en tom, indholdsløs ’læbernes bekendelse’. (Som alt, hvad der fyger ind over det politiske livs facader og det ’udadvendte, udenadlærte ritual’, er og forbliver Gudsbekendelsen et personligt hjerteanliggende, der har rod i den enkeltes samvittighed. Det gælder både konger, ministre og jævne handelsfolk, arbejdere og bønder. Gud i Himlen lytter til bekendelsens oprigtighed – hvad enten den kommer fra slot eller vrå. Hvad angår ’mundens bekendelse’, siger Bibelen, har den at gøre med ’hjertets tro’. Gud hader (siger Gamle Testamente) det ’religiøse skuespil’ og nægter ifølge profeten Esajas at have noget med det at gøre (1:10-18).

Det er ikke mindst i den henseende, at det store spørgsmål om den danske dronnings kristne bekendelse skal ses! Den er i første omgang en bekendelse over for Gud – og i den sag har det danske folk tillid til deres dronning; de har bemærket, at dronningen i sin nytårstale 2012 på en særlig måde dvælede ved ordene: "Må Gud bevare Danmark!" – Helhjertet beder de for dronningen og ’hele kongens hus’ – og de ønsker af hjertet at efterleve Ny Testamentes ord: "Frygt Gud, ær kongen!" Derfor rejser de sig også til strid mod den minister, der i disse dage forbereder sin helligbrøde og dermed vil tage dronningens dyrebare bekendelse som gidsel for derigennem at søge at gennemføre sin egen politiske mærkesag!

Må Gud forbyde, at vor dronnings fredhellighed krænkes…