PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2012-04-27
0385

 

KIRKESÆLGEREN BØR STILLES FOR EN DOMMER! (Kapitel 11)

Ministerens ’fem konstateringer’ afslører en lovløshed, der straks bør bekæmpes med loven.

Ifølge danske lov fra 1683 skulle ’nogle af sognets bedste og mest gudfrygtige sognemænd tilforordnes præsten som hans medhjælpere. Disse gode borgere skulle (som det hedder): ’bistå præsten med alt det, som Gud i Sit Ord har befalet’. Disse ’sognemænd’ havde imidlertid ingen selvstændige beføjelser."

Denne gamle lov fra 1700-tallet fortæller altså, hvilken tanke, der ligger bag den hjælp, som sognets mænd bør yde, for at Guds Rige kan blive fremmet på deres egn.

Der kan næppe være tvivl om, at de samme hjertelige og åndelige følelser og motiver også i dag hersker mange steder i det folkekirkelige legeme – og det er af den grund usandt, når kirkeministeriet udsender en meddelelse, der kort og godt siger ’Københavns Stiftsråd anbefaler lukning af 16 kirker’. Det ord ’anbefaler’ rummer – er jeg overbevist om – kun den sørgelige konklusion af Stiftsrådets fremlagte regnskaber – men hjerternes bedrøvelse og bæven er langt fra inkluderet i denne ’anbefaling’, som ministeren i sin sidste skræmmende meddelelse (om storlukningen af kirker) anvender, for at få offentligheden til at tro, at de lokale menigheder er indforstået med, at ministeren ’sælger huset over hovedet på dem’.

Ny Testamente taler advarende til de inkluderede menigheder om, at ’lovløshedens menneske’ i sit regeringshovmod vil blive åbenbaret i forbindelse med det såkaldte ’store frafald’ (2. Thess. 2:3-4). Et af tegnene på denne antikristelige ’fremtoning’ er, at der vil fremstå herskere, der frækt og åbenlyst vil ophøje sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom (v.4). Det sidste (den specielle, arrogante holdning over for ’helligdommen’) kan f.eks. vise sig ved, at en minister med en halv løgn (anvendelsen af ordet ’anbefaler’) meddeler, at nu ’sælger han lige’ en snes kirker i Københavnsområdet.

Samme afsnit i Ny Testamente forklarer, at menigheden ved denne foragt for helligdommen ikke bare sidder med hænderne i skødet og lader lovløshedens agent husere. "Også nu ved I, hvad der holder igen," siger apostelen (v.6) og tilføjer: "… kun må den, der holder igen først fjernes" (v.7).

Der er skrevet bindstærke kommentarer over apostelens udtryk: ’Det, der holder igen’.

Hvad er det? spørges der.

I denne sag tør det betones, at det, der holder igen på ’den lovløse’ aldrig kan være noget eller nogle, der samarbejder med ham. Ej heller vil det være forkert at sige, at al form for lovløshed bedst kan standses ved loven.

For at blive ved de jordiske muligheder, er der ikke skyggen af tvivl om, at kirkeministeren endog har Danmarks Grundlov imod sig, når han søger (som det hedder i samme nytestamentlige skriftafsnit): ’at tage sæde i Guds tempel’ (2. Thess. 2:4). Det vil sige, når han – samtidig med at sælger kirker i bundter – prøve at mase sig ind i kirkens indre anliggender med et ritual, som er i uforsonlig modstrid med kirkens bekendelse.

Derfor er den aktuelle opskrift på ’at holde igen’ først og fremmest ensbetydende med at samles i endrægtig bøn og dernæst at stille kirkeministeren for en dommer. Om dette har jeg følgende kommentarer:

 

MINISTERENS TYNDE KONKLUSION

Det er ikke svært at finde ud af, hvilke tydelige ansvarsbetingelser, der er knyttet til at få overdraget en ministerpost i Danmark. Siden midten af det forrige århundrede har dette forhold været nøje præciseret i dansk lovgivning.

Til den person, der har opnået ministerværdigheden bag ’Den sorte Port’ i Holmens Kanal – nærmere betegnet: Kirkeministeriet – stilles der imidlertid særlige fordringer. Hvis disse betingelser ikke opfyldes, vil den pågældende minister blive fyret; i værste tilfælde vil han rive alle sine ministerkolleger med sig i faldet – og selv kan han ende i arresthuset.

Set ud fra den synsvinkel er det tynd is, som kirkeminister Manu Sareen i april 2012 har vovet sig ud på. Samtidig med, at han vil indføre et fremmed ritual i kirken, vil han sælge mere end 16 kirker i hovedstadsområdet. Hvis han ikke i hast får sammentømret et mere solidt, bærende ’stillads’ for sit lovforslag om homovielser, vil den snart forårsoptøede is briste under ham – og kun med den største møje vil han kunne reddes i land…

Kirkeminister Manu Sareen har den 31. marts 2012 (efter i Kristeligt Dagblad at have fremsat fem ’konstateringer’’) udtalt et: ’summa summarum’. Dermed er ministeren begyndt at tale latin. Det kendte udtryk betyder direkte oversat: ’Summernes sum’ og vil på godt dansk sige: ’Når alt kommer til alt’.

Heraf kan man forstå, at ministeren har fremlagt sine sidste, afgørende argumenter i sagen omkring de kirkelige homobryllupper. Han er hermed i stand til at opgøre sit facit. Hans fem ’konstateringer’ er – når de omhyggeligt tælles sammen – ministerens sidste ord i denne sag! Der er herefter ikke mere at tilføje. Han erklærer med sit ’summa summarum’, at i spørgsmålet om indførelse af et nyt ritual i kirken (der tillader homoseksuelle at indgå ægteskab foran kirkens alter) har (citat): "Regering og Folketing ageret som lovgiver i fuld overensstemmelse med den kirkeordning, som er gældende i Danmark!"

Er dette sandt? Er ministerens konklusion et ’summum jur’ (Den højeste retfærdighed) eller et ’summa injuria’ (Den højeste uretfærdighed)? Dette vil jeg i det følgende søge at besvare:

 

HØJT AT FLYVE…

"Ministeransvarets principielle begrundelse er enkel," hedder det i cand. jur. Jens Peter Christensens digre (620 sider) doktorafhandling over emnet (1997). Han tilføjer: "Med magt må følge ansvar," (side 26). Han slutter: "Det vil være uacceptabelt, hvis landets øverste magthavere ikke kunne stilles til regnskab for deres handlinger."

Mange danske spørger i den forbindelse sig selv, hvorvidt Manu Sareen lever op til den ’principielle betingelse’, der er knyttet til hans position som kirkeminister.

"Er det tilfældet," spørger adskillige, "at ministeren i virkeligheden ikke ejer så meget som en gnist af den ansvarsfølelse, som er forbundet med hans høje embede?" Den unge politikers ministerpost har bragt ham i en situation, hvor der fordres stor skønsomhed og dyb indsigt. Den, som har opnået en magtposition forbundet med Guds kirke, har dermed fået betroet en opgave, hvor det ikke længere drejer sig om at være politisk smart eller om at have den fornødne støtte fra et ministeriums kloge hoveder. En kirkeminister er afhængig af en særlig, personlig indsigt; den er af åndelig karakter, taler sandt (ikke løgn) og bygger ikke kun sine beslutninger på ’tørre tal’ eller økonomisk gevinst. Hvis han ikke har den selv, og han ikke har de rette rådgivere, kan han falde så dybt, at (som det hedder i Ny Testamente): Hans embede bliver ’taget fra ham og givet til en anden’ (Ap.G. 1:20).

*

"Til højheden knytter sig en tung og overvældende regnskabsopgørelse," skriver C.V. Nyholm i tidsskrift for Retsvidenskab 1895 (side 325-430). Om middelalderens danske kongedømme fortæller han, at ’fyrsterne lige fra Knud Den Hellige til Valdemar Atterdag fik dette at føle – nogle med livets andre med tronens tab…" (side 327).

Kirkeminister Manu Sareen vil (hvis han fortsætter sit vilde løb) komme til at opleve bitterheden i Nyholms begreb ’regnskabsopgørelse’. Der venter ham da en opgørets dag, hvor han vil komme til at følge de omtalte middelalderfyrstes kranke skæbne. Om ikke (som i 1200-tallet) med livet som indsats, så i hvert fald med det sørgelige tab af det høje embede; ministeren vil komme til at erfare sandheden i det gamle ordsprog: ’Højt at flyve, dybt at falde’. Hvis han (hvilket er højst sandsynligt) ler af denne forudsigelse i dag, vil han græde derover i morgen.

 

DOMMEDAG?

Enevældens grundlov, som er kongeloven af 1665, bestemte i sin 2. artikel, at kongen skulle anses ’for det ypperste og højeste hoved her på jorden over alle menneskelige love, og uden andet hoved eller dommer over sig i gejstlige og verdslige sager end Gud alene (Himmelst. og Møller, forfatn. Love, Kbh. 1958 s.16).

I den sidste uge af marts 2012 satte kirkeminister, Manu Sareen, brand i den aktuelle debat om homovielser med en såkaldt ’opsigtsvækkende påstand’ om, at nogle præster havde truet ham med ’at han ville blive straffet på dommedag’, hvis han foranledigede, at bøsser og lesbiske ville få ret til at gifte sig i kirken.

Siden har ministeren undskyldt sig over for landets biskopper; "det er ikke blevet sagt lige på den måde," forklarede han ved et møde med bisperne. Biskop Karsten Nissen fra Viborg Stift var tydeligt lettet. "Det er godt, at det bliver rettet," udtalte han til pressen. "Jeg undrede mig meget over, at nogen skulle have sagt sådan noget." Samme holdning havde formanden for provsteforeningen, Paw Kingo Andersen. "Der er ikke nogen af mine medlemmer, der kunne finde på at sige til kirkeministeren, at han vil blive straffet på dommedag," erklærede han. (Ministeren selv havde tidligere udtalt, at han mente, at ’uenigheder burde holdes i en ordentlig tone’. – "Der tales jo så meget om ’en rummelig folkekirke’ og ’næstekærlighed’," erklærede han).

Tilbage står nu spørgsmålet: Hvis Kongeloven af 1665 tillod sig at sige til den enevældige majestæt, at selvom han følte sig hævet over al anden form for dom, så ville han alligevel blive stillet til regnskab for Gud… om da ikke noget lignende turde siges til kirkens minister. Og hvis man kunne tillade sig at gå så vidt at tale om kongens eller dronningens regnskabsdag for Gud, vil det da være helt forkert at fortælle ministeren Jesu egen beretning om den mand, ’der døde og blev begravet… men som slog sine øjne op i dødsriget, hvor han var i pine…?" (Luk. 16:22-23)

Hvorfor er bisper og provster så bange for at citere Ny Testamentes advarsel om fortabelsens mulighed? Er det at gøre kongerne og ministrene en tjeneste ved at henvende sig til dem i en så foreskreven ’ordentlig tone’, at Jesu tale om helvedes realitet ikke tør nævnes med et ord?

 

SKYLDIG SOM PILATUS

Hvad angår den kendsgerning, at kirkeministeren under alle omstændigheder allerede her på jorden vil blive stillet til regnskab for sin administration af, hvad den mere end 400 år gamle kongelov kalder ’gejstlige og verdslige sager’ – så forgrener hans embedspligt sig i dagens Danmark i to ansvarstyper: ’Det politiske og det retlige ansvar’.

Det politiske ansvar for, at landets folkekirke er på vej mod et større skibbrud, vil ministeren sikkert forsøge at bortforklare med et smil og en pæn redegørelse over for Folketinget. I værste fald kan han i så tilfælde blive stillet over for et mistillidsvotum efter Grundlovens § 15 (hvilket da betyder, at hele regeringen må sige farvel; det bliver da en afsked med hele det ulykkelige styre, der ifølge landets statsminister betragter lovforslaget om kirkelige homovielser med ’udelt stolthed’).

Kirkeministerens retlige ansvar er imidlertid ubrydeligt bundet til lovgivningen, nærmere bestemt den barske lov, der bærer ’kodenummeret’ 117, og som trådte i kraft d. 11. maj 1964. Denne ’ministeransvarlighedslov’ giver ikke ved dørene; den er i sig selv udtømmende og uhyggelig præcis i sin regulering af kirkeministerens ansvarsgrundlag; den siger bl.a. at ministeren skal give ordentlig besked om samtlige faremomenter ved et lovforslag. I Ministeransvarlighedslovens femte paragraf stk.2, bliver det slået fast, at kirkeministeren vil blive straffet, hvis han ’giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger under Folketingets behandling af sagen, eller hvis han fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen’.

Den 31. marts er ministeren i Kristeligt Dagblad fremkommet med fem såkaldte ’konstateringer’, som han (som omtalt) afslutter med ’et summa summarum’ (en konklusion). Hvis det blot er disse fem ’konstateringer’ og den efterfølgende konklusion, som ministeren har at aflevere som ’fyldestgørende oplysninger’ til Folketinget, burde han på stedet spærres inde; da er han skyldig i en historisk undergangssejlads for Danmarks nationalkirke – og som Pilatus vil han bagefter kunne søge at vaske sine hænder; men det vil ikke lykkes; han er og forbliver skyldig!

Som det fremgår af det efterfølgende, er kirkeministeren skyldig i ’mangelen på fyldestgørende oplysninger til Folketinget’ i alle de fem punkter, som han er rykket i felten med. Dette vil jeg punkt for punkt gøre klart, og det er min faste overbevisning, at ministeren i en eventuel kommende retssag vil blive holdt fast ved åbenlyse ’den forførelse’ og ’den totale mangel på ansvarlig overholdelse af embedspligten’, som hans fem konstateringer giver udtryk for. De fem punkter er følgende:

 

1. … DE MANGE MENINGER - !

Ministerens første forklaring til et spørgende folketing vil ifølge hans egne ord lyde sådan (citat): "Jeg konstaterer… at brede kredse af biskopper, præster og andre kirkefolk mener, at der ikke teologisk er argumenter imod, at homoseksuelle par skal kunne blive viet til ægteskab i folkekirken!"

Hertil vil den såkaldte ’politiske ansvarsordning’ muligvis nikke samtykke. Hvis der er flertal for en sag, er den i orden! Apostelen i Ny Testamente forudsiger, at der vil komme en tid, hvor folk (som det hedder): ’ikke bare selv lever selv sådan, men de bifalder også, at andre gør det’ (Rom. 1:32). Kirkeministeren vil muligvis fra det brede lag høste bifald. Dermed har han sit ’politiske ansvarsområde’ dækket.

Men ministeransvarets retlige funktion er ikke af samme art! Den er bedøvende ligeglad med flertallets mening. Den stiller udelukkende skarpt på legaliteten i ministerens embedsførelse. Den spørger ikke om, hvorvidt ’brede kredse og kirkefolk mener det ene eller det andet’. Den søger kun efter ét: Er det, de mange mener, lovmæssigt bæredygtigt? Er deres argumenter grundet på et sikkert, legalt holdepunkt? Er det løgn eller sandhed, hvad de står for? Er teologien i overensstemmelse med den givne lære og bekendelse? Som apostelen siger: "I er blevet lydige imod den læreform, til hvilken I blev overgivet!" (Rom. 6:17) På dette punkt falder ministerens ’konstatering’ uhjælpeligt igennem – og det bør han allerede nu stilles til ansvar for; det bør bevises ved en domstol…

 

2. "DET ER RIMELIGT, AT…"

Kirkeministerens andet holdepunkt i sine redegørelser over for Folketinget lyder sådan (citat): "Jeg konstaterer, at brede kredse af biskopper, præster og andre kirkefolk mener, at det vil være rimeligt, at homoseksuelle får mulighed for at blive viet i folkekirken."

Denne forklaring bør skærpe opmærksomheden hos Folketingets medlemmer. Sagen drejer sig nemlig i dette tilfælde ikke om, hvorvidt Per eller Poul finder noget ’rimeligt’. En så afgørende, historisk beslutning for kirke, folk, grundlov, regering og kongehus bør ikke bygge på, om ministeren finder sagen ’rimelig’. Spørgsmålet er, om kirkeministerens forslag er et åbenlyst bud på de retlige regler, der nødvendigvis må indgå i beslutningsprocessen vedrørende kirkens bekendelsesskrifter og Grundlovens bestemmelser. Her spørges altså ikke om, hvorvidt ministerens embedsførelse er ’rimelig’; her spørges, om den er lovlig? (Hvis f.eks. et nyt nadverritual skulle indføres i kirken, og store dele af præsteskabet mente, at Pavens teologi vedrørende brødets brydelse var ’rimelig’, så ville et sådant synspunkt ikke kunne flytte noget. "Er Roms teologi om Det Hellige Måltid i overensstemmelse med kirkens bekendelse?" vil der blive spurgt. Det samme gælder i sagen om et ritual for homobryllupper: Hvorvidt det er ’rimeligt’ er underordnet. Er ritualet anerkendt af Skrift, Bekendelse og Grundlov? Også på dette punkt falder kirkeministerens ’konstatering’ igennem! Hans forklaring er ikke (som loven fordrer) ’fyldestgørende’ – og en sådan uholdbar fremgangsmåde bør på stedet standses! Ministeren må (inden det er for sent) bringes for en dommer, så at der kan falde lys på de ’mørkets gerninger’, han er i færd med at udføre.

 

3. "INGEN PROTESTSTORM!"

Kirkeministerens tredje ’konstatering’ (når han skal forklare sin sag for Folketinget) lyder sådan (citat): "Jeg konstaterer, at der på ingen måde er tale om nogen proteststorm i høringssvarene."

Ved at tale sådan forsøger kirkeministeren at forskyde sit ansvar fra ’det retlige system’ (Er ministerens lovforslag juridisk bæredygtigt) til det såkaldt ’politiske system’ (Hvor mange protesterer?)

Høringssvarene gik ikke ud på, hvor mange, der mente det ene eller det andet – men om der var enkelte svar, der kunne være vejledende, idet disse lyste af sandhed og åbenbarelse!

Der var i høringen tydelige tilkendegivelser vedrørende ministerens ’ærkebiskoppelige fremfærd’ og direkte advarsler mod ’at krænke dronningens bekendelsespligt’. Disse svar har ministeren med sin ’konstatering’ hensynsløst skubbet til side – og i stedet givet sig til ’at tælle’, hvor mange, der var for, og hvor mange, der var imod. Han har dermed svigtet den del af sin embedspligt, der fordrer, at hans beslutninger bør være styret af de retligt prægede normer – og ikke af et flertals politiske stillingtagen!

*

Ministerens argument: "Der var ikke proteststorm," beviser blot, at han aldrig har overvejet modstandernes omhyggelige redegørelser; høringens stærke argumenter indeholder nemlig ikke kun en ’storm’ men en ’orkan’ af advarsler. Ministerens ’konstatering’ er i sig selv en sørgelig bekendelse: "Jeg hører ikke noget," siger han – og det på trods af, at der er menigheder på landsplan, som i den grad har taget bladet fra munden og talt til kirkens minister i en tone, der nærmer sig det direkte oprør.

Det folketing, der lytter til denne ministers langt fra ’fyldestgørende’ forklaring, beviser dermed, at det foragter den jævne kirkegængers tale; det hører ikke råbet fra de tusinde sogne; her rejser sig nemlig en storm, der kommer fra dybet og er båret frem af en sådan hjertets kraft, at både minister og regering burde standse og lytte.

Ministeren selv bør hurtigst muligt bringes til domhuset, for at hans ulykkessvangre konstateringer kan blive prøvet. Hans konstatering vedrørende betydningen af den ’såkaldte proteststorm’ vil blive fejet til side af ministeransvarlighedslovens selvlysende paragraffer.

 

4. "FOLKETINGET GIVER IKKE PÅLÆG OM RITUALER!"

Kirkeministerens fjerde konstatering lyder sådan (citat): "Hverken kirkeministeren, regeringen eller Folketinget har givet pålæg om udformningen af de ritualer, der skal anvendes!"

Med denne indstilling til spørgsmålet om indførelse af et nyt ritual i folkekirken bliver sagen øjeblikkelig af højaktuel, principiel betydning. Vil der efter dette lovforslags skæbne overhovedet være noget tilbage, der hedder ’lov og orden’ med hensyn til en ministers embedsførelse?

Ingen har forventet, at nogen minister eller noget folketingsmedlem skulle blande sig i udformningen af bryllupsritualet for homoseksuelle. Hvem har givet kirkeministeren en sådan tanke?

Nej, sagen drejer sig i denne time ikke om selve udformningen af ritualet (- den debat vil først komme på dagsordenen, når biskopperne har lagt deres forslag på bordet). Hvad i øjeblikket er det afgørende punkt, er dette: Hvordan kan ministeren overhovedet tillade sig at henvende sig til biskopperne for at anmode om et sådant ritual? Hvordan kan han med et direkte lovforslag bringe en sådan sag på bane? Hvorledes tør han i det hele taget bede dronningen om at underskrive en forordning om et sådant ritual?

Hvad ritualet indeholder, er i øjeblikket det afgørende! Ikke dets udformning! Det er selve ritualets idé, som er dybt fremmed for kirken – ikke dets endelige udformning. Det er den kirkeministerielle ’formørkelsens ånd’, der skjuler sig bag den nye liturgi, som kirken må værne sig imod. Hvordan ritualet udtales eller synges er i første omgang underordnet – det er selve den kendsgerning, at en tydeligt afsporet lære gennem dette ritual (og det lovforslag, som fremmer det) finder plads i kirkens ritualbog. (Det er ikke, hvad djævelen siger, eller hvordan han siger det, der er sagens kerne; det er selv den frækhed, der gives ham anledning til at komme med et forslag, som denne alvorlige sag drejer sig om.

Ministerens fjerde konstatering lægger op til en politisk-administrativ skandalesag, der vil koste ham dyrt! Ja, hele ministerflokkens regeringsgrundlag kan briste derved – og samtlige af hans ministerkolleger kan blive sendt på gaden!

 

BISKOPPERNE HAR LOVET

Den femte og sidste konstatering blander på en ildevarslende måde landets biskopper ind i sagen. "Biskopperne har over for mig tilkendegivet," erklærer ministeren, "at de vil arbejde med den endelige udformning af ritualet." Ministeren tilføjer triumferende og truende: "Det vil de, selvom de indbyrdes er uenige om den teologiske forståelse af henholdsvis ægteskab mellem mand og kvinde og mellem par af samme køn." Han konstaterer (citat): " De otte biskopper har lovet at afslutte arbejdet med ritualet, så ritualet kan være klar til brug, når lovgivningen træder i kraft."

Biskoppernes eneste redning synes altså at være, at ministerens antikristelige lovgivning ’aldrig træder i kraft’. Kun dette kan løse dem fra deres uheldige løfte – og hvis de vil redde sig ud af kirkeministerens rævesaks (som d. 15. juni 2012 klapper om sine ofre) skal de fra denne time stride med al kraft for at hindre, at ministerens forslag om kirkelige homovielser ophøjes til lov.

*

Hvad kan hjælpe dem til denne udvej? Hvilket våben kan de bruge for at hindre ministeren i at udføre sine mørke planer?

Det har i de seneste år været karakteristisk, at Folketinget, som grundlag for sin stillingtagen til en ministers embedsførelse, har ønsket en tilbundsgående, retlig undersøgelse og bedømmelse af det passerede, før man selv vil tage stilling til sagen.

Det har endvidere været karakteristisk, at Folketinget omhyggeligt har lagt de retlige vurderinger til grund for sin egen politiske stillingtagen.

Dette er vejen frem! Kirkeministerens flyvske og flygtige ’konstateringer’ er ikke et værdigt fundament for en afgørelse i dette for kirken aldeles afgørende lærespørgsmål. Ministerens ’slogans’ er – set fra et solidt undersøgelsesorgans vurdering – hen i vejret. En retfærdighedens fremgangsmåde er i denne time mere end nødvendig. Kirkeministerens ’spil for galleriet’ og ’Charlatan-optræden’ er ikke foreneligt med hans embedes ansvar.