PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2012-06-08
0386

 

MINISTERENS OG BISPENS RITUAL (Kapitel 12)

En sag, som Højesteret i Danmark ønsker at holde fingrene fra, er den, hvor dommerne kunne blive stillet over for at skulle tage stilling til et teologisk lærespørgsmål. Altså, hvor en af de stridende skal udpeges som ’falsk lære’! En slags kætterproces, hvor en eller anden minister kunne blive sat i gabestokken.

Af samme grund vil ingen, som i disse timer kunne have i sinde at føre sag mod Danmarks kirkeminister, vove at lade en eventuel stævning af ministeren hvile på den (efter sigende) uholdbare påstand, at han gør sig til talsmand for en kirkehistorisk vranglære. Det vil jo være det samme som at sige, at kirkeminister Manu Sareen er en kætter. Og det kan man nu engang ikke tillade sig at sige om en kirkeminister? Det ville være det samme som at rejse en skamstøtte over hans embede – og det vil kun skabe forargelse!

*

Imidlertid er sagen den, at ministeren ved sit lovforslag om homovielser uomtvisteligt har pålagt kirkens biskopper at udfærdige et ritual, der efter d. 15. juni 2012 overalt skal indføres i kirken. Det afgørende er her ikke, at ministeren har blandet sig i ’kirkens indre anliggender’. Den anklage vil han (selvom den er fuldstændig retfærdig) kunne ’ryste af sig’. Dermed vil en retssag mod ham være tabt! Nej, det, som ministeren skal sagsøges for, er ritualets konkrete indhold. Selvom ministeren tusinde gange tør erklære, at han ’ikke har noget med indholdet’ at gøre, så forbliver dette i åbenlys modstrid med sandheden! På trods af, at ministeren ikke er med til at udfærdige ritualets ’ord-for-ord indhold’, så er han den, der med indædt pågåenhed har ’masterminded’, at dette for den evangelisk-lutherske kirke dybt og uforsonligt læremæssigt afvigende ritual overhovedet ser verdens lys.

Når derfor Kristeligt Dagblad d. 10. april 2012 citerer retsteologen Kristine Garde for at forklare, at ’Højesteret næppe vil afgive et teologisk votum om folkekirkens rette lære’ – så har retsteologen naturligvis ret, så langt som det gælder ’folkekirken’ – men aldrig, når det drejer sig om ’Den evangelisk-lutherske kirkes lære’. Den er nemlig med henblik på den pågældende sag ikke hundrede og sytten forskellige størrelser. Kirkens lære bygger på bekendelsesskrifter, der i spørgsmålet om det foreliggende ritual er forholdsvis enkle, ligefremme… og hvor der ofte efter hver artikel tages en tydelig læremæssig holdning med ordene: "Vi fordømmer… vi forkaster… samt: ’dette er i hovedsagen summen af vor lære, hvoraf det kan ses, at den intet rummer, som afviger fra Bibelen…" (art. 21 stk. 1).

 

VÆRN MOD KÆTTERSK LÆRE

Andre jurister har i Kristeligt Dagblad d. 10. april forudsagt, at en retssag mod staten med påstand om grundlovsbrud ikke har en levende chance for at blive vundet.

Det vil med andre ord sige, at de borgere, der mener, at folkekirkens grundlovssikrede værn mod al fremmed og kættersk lære godt kan pakke sammen og gå hjem! "De vil ikke få et ben til jorden," forklarer eksperterne. "Den borgerlige lovgivning har i lærespørgsmål ikke et ord at skulle have sagt om kirkens tro, lære og ritualer."

Flere jurister, som Kristeligt Dagblad har talt med, mener således ikke, at der er nogen muligheder for at få en retssag op at stå.

Har de ret i denne påstand?

Det er korrekt, at en retssag mod regeringens lovforslag om kirkelige homovielser aldrig bør have til formål at fremme ’en bestemt religiøs opfattelse’ – på den anden side kan landets domstole næppe afvise, at Grundloven i sig selv gør fordring på at blive juridisk forsvaret, hvis den bliver angrebet.

Hvis der opstår en både national og historisk betonet teologisk konflikt omkring forståelsen af Grundlovens fjerde og sjette paragraf, kan dommerne ikke skubbe en sådan sag fra sig med ordene: "Et sådant forhold forstår vi os ikke på! Derfor afviser vi den!"

Grundlovsbestemmelserne, der i dette tilfælde drejer sig om statens absolutte pligt til at understøtte, fremme, værne og klargøre en i loven nøje defineret lære, kalder både højt og gennemtrængende (ikke kun på en gennemreflekteret teologi) men på en ansvarsbevidst retsvidenskab, der tør forlade sin vante rundgang for at bevæge sig ind i dimensioner, som dybest set er dens arv fra fortiden.

 

ER KIRKENS BEKENDELSE KRÆNKET?

Når Danmarks kirkeminister på regeringens vegne ikke blot tvinger biskopperne til at udfærdige et helt nyt og afgjort fremmed ritual for folkekirken – men sidenhen påtrængende insisterer på, at biskopperne ’har lovet ham at dette ritual skal være færdigt ved lovens ikrafttræden’, - da finder uvægerligt en krænkelse af Grundloven sted.

Det er blevet hævet, at ved en eventuel kommende retssag skal Højesteret ikke afgøre, om vielse af homoseksuelle ’er i strid med den kristne tro’. Dette lyder for de fleste som et fornuftigt argument, thi hvordan kan sekulære dommere afgøre åndelige ting?

Imidlertid fortæller alene titlen på f.eks. lov nr. 336 af 14. maj 1992, at der kan forekomme tilfælde, hvor domstolen må træde til. Loven hedder: ’Domstolsbehandling af gejstlige læresager’ – og drejer sig om dette ene for øjeblikket højaktuelle punkt: "Er den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag blevet tilsidesat?"

Der er altså ikke tale om, at højesteretsdommere nu skal fare frem med rettroenhedens patos – men udelukkende om dette ene og såre simple spørgsmål: "Bliver kirkens bekendelse krænket ved kirkeministerens lovforslag, der fordrer et nyt, tilsyneladende læremæssigt formørket ritual i kirkens ritualbog?"

 

MINISTERENS LOYALITETSPLIGT

Kirkeministeren bør ikke være uvidende om, at hans ministerium gennem tiden har måttet beskæftige sig med læresager. Af samme grund har han ikke den mindste grund til at ’vise overraskelse’, hvis han selv – på grund af sit kontroversielle lovforslag og dets udfordring til Grundloven – får en sådan ’læresag’ på halsen. Den 22. sept. 2005 nedsatte ministeriet et udvalg, der et år senere (9. nov. 2006) fremlagde en offentlig rapport om gejstlige læresager. Heri indgik det provokerende begreb: ’En juridisk-teologisk vurdering af et lærespørgsmål’. Det er noget lignende, som Højesteret nu (tilsyneladende modvilligt) skal tage stilling til. ’Juridisk-teologisk’ skal den afgøre, hvorvidt regeringens kirkeminister har forulempet Grundlovens paragraf 4, 6 og 13, der på det bestemteste forpligter ham til at være loyal over for den religiøse lære, der i loven defineres som ’evangelisk-luthersk’ og som forbyder ham at forulempe dronningen med et grundlovsstridigt dokument.

Den pågældende kirkeministerielle rapport indeholder forslag til lovændringer vedr. menighedsrådets loyalitetspligt. Hvis en sådan nøje defineret pligt forefindes m.h.t. kirkens lokale menighedsråd, da må den i endnu højere grad gælde kirkens minister! – Der forekommer i denne læresag om kirkelige vielser af personer af samme køn et stort behov for det ærværdige, historiske samspil mellem teologi og jura.

Rektor, adj. professor Eberhard Harbsmeier, Løgumkloster, skriver: "Spørgsmålet om den rette lære er primært teologisk og kun derefter et juridisk anliggende." Han tilføjer: "Hvis teologien ikke kan levere en klar skelnen og klare kriterier for, hvad der er ret og falsk lære, nytter det ikke at råbe efter jurister."

Han slutter: "Vover man imidlertid ikke at tale om den rette tro, og relativerer man sandheden ud fra den kendte frase, at ingen har patent på sandheden, må konsekvensen være, at man ikke kan tale om falsk lære og hæresi."

Præcis dér begynder Højesterets arbejde i denne sag. Der er ingen grund til at misunde disse dommere, men de er nødsaget til at gå til sagen, som i denne time ikke kun kalder på teologer men på jurister.

 

EN ÅSTEDSFORRETNING

Da nu sagen synes at være afgørende for kirkeministerens videre skæbne, vil det være på sin plads at indbyde dommerpanelet til en såkaldt ’åstedsforretning(??). Det vil sige, at de ved selvsyn kan forvisse sig om, at her finder en ugerning sted (idet de selv besøger gerningsstedet, for dér at foretage en personlig vurdering af overtrædelsens art).

Gerningsstedet er i denne sag Aarhus Domkirke, hvor evangeliet har været forkyndt siden slutningen af det 12. århundrede. I denne smukke, middelalderlige helligdom (som er Danmarks længste kirkebygning, og som ved sit ligeved 100 meter høje spir, sine kalkmalerier, prædikestol med lydhimmel (1588) står som en af vort lands smukkeste domkirker) finder forbrydelsen sted.

Her bliver den ceremoni, som ministeren har bestilt for homofile vielser, for første gang udført i en dansk domkirke. Lørdag, d. 11. august 2012 vil biskop Kjeld Holm ved egenhændig håndspålæggelse erklære det knælende, homoseksuelle par, to mænd (som begge bærer fornavnet Peter) at være rette ægtefolk for Gud og mennesker.

Spørgsmålet, som dommerne skal søge at besvare, er kun dette ene: Er det ritual, som anvendes ved denne kirkelige handling i overensstemmelse med Den evangelisk-lutherske kirkes lære. Hvis dommerne bliver enige om, at dette er tilfældet, går både bisp og minister fri for tiltale, og så kan disse homobryllupper gennemføres i hver eneste folkekirke over det ganske rige. Hvis de derimod bliver enige om, at det ikke er tilfældet (ritualet stemmer ikke med læren) – så bør både bisp og minister – ja, den hele regering tage konsekvenserne, hvilket betyder, at de alle – uden undtagelse – bør tage deres gode tøj og gå.

*

Ingen ved i øjeblikket, hvordan det ritual bliver udfærdiget, som biskop Kjeld Holm skal anvende lørdag d. 11. august i Århus Domkirke.

Biskoppen sidder selv i denne time sammen med bispekolleger for at prøve at finde frem til de rette formulering, og der er ingen tvivl om, at alt vil komme til at lyde flot ’liturgisk’; det vil ikke mangle på religiøs opstemthed: Ja, der vil være øjeblikke, hvor ikke et øje er tørt – og her gælder det for de besøgende dommere at holde hovedet koldt: Er ritualet i overensstemmelse med kirkens Skrift og bekendelse?

Et punkt ved vi er med i det kommende vielsesritual for bryllupper af personer af samme køn. Det er bønnen ’Fadervor’. Derfor gør vi her kun denne bøn til genstand for dommerundersøgelsen. Bønnen bedes i forbindelse med håndspålæggelsen og velsignelsen af de to mænd og deres fremtidige samliv.

 

1. BLIVER GUDS NAVN HELLIGET VED VIELSEN?

Biskop Kjeld Holm skal altså i forbindelse med ægtevielsen af det kønsneutrale par henvendt til Gud, Den Almægtige, udtale ordene: "Helliget blive Dit Navn."

Her bør de ved gudstjenesten tilstedeværende dommere nøje eftertænke bønnens ord. Biskoppen erklærer med henblik på brylluppet mellem de to mænd, at Guds Navn kan blive helliget derved…

Dommerne bør her tage i betragtning, at det andet af de ti bud lyder således: "Du må ikke misbruge din Guds navn" (2. Mose 20:7), og at Luther i sin kommentar (der er ét af kirkens bekendelsesskrifter) bl.a. forklarer: "Det betyder: Du skal frygte Gud… så du ikke foretager noget bedrag ved Hans Navn."

Der må altså ikke finde skyggen af forførelse eller bedrag sted ved denne gudstjeneste. Alle tilstedeværende bør være helt på det rene med, at ved denne kirkelige homovielse ’bliver Guds Navn helliget’, thi der står skrevet: "Herren lader ikke ustraffet den, der misbruger Hans Navn" (2. Mose 20:7).

 

2. KAN BISKOPPEN SIGE: "KOMME DIT RIGE?"

Biskoppen skal derefter ifølge det af kirkeministerens påbudte ritual i forbindelse med hans bispelige håndspålæggelse for Gud og mennesker (og med tydeligt henblik på ægtepagten mellem de to homoseksuelle mænd) fremsige sætningen fra Jesu bøn: Komme Dit Rige…"

Her bør dommerpanelet lytte opmærksomt. Apostelen siger nemlig i Ny Testamente: "Det skal I vide, at ingen utugtig eller uren har lod og del i Guds Rige" (Ef. 5:5). Han tilføjer: "Lad ingen bedrage jer med tomme ord, thi for sådanne synderes skyld kommer Guds vrede over ulydighedens børn!" (v.6)

Med hensyn til ritualer, der således strider mod evangeliet, erklærer Den Augsburgske Bekendelse: "Det er ikke tilladt biskopperne at indstifte den slags gudstjeneste" (Art. 28, stk. 50).

Når Ny Testamente betegner det forhold, hvor ’mænd ligger i med mænd’ som ’unaturlig utugt’ (1. Tim. 1:10)… og det fremdeles i Skriften hedder: "ingen utugtig skal arve Guds Rige…" kan biskoppen i Århus da tillades fremover at sige: "Komme Dit Rige!" – når han beder for homoseksuelles fortsatte samliv?

 

3. ER DET GUDS VILJE SOM SKER I DOMKIRKEN?

Efterfølgende skal biskop Kjeld Holm ifølge det helt nye og både for Folketinget og dronningen fremlagte) ritual udtale Jesu ord: "Ske Din vilje på jorden, som den sker i Himmelen!"

Her bør de ved domkirkegudstjenesten tilstedeværende dommere omhyggeligt læse Martin Luthers kommentar til denne bøn – og de bør ikke glemme, at Luthers krystalklare forklaring indgår som en etableret del af folkekirkens bekendelse – og derfor er nøje knyttet til den 4. paragraf i Danmarks Grundlov!

Luther spørger: "Hvorledes sker Guds vilje?" Han svarer: "Når Gud bryder og hindrer enhver ond plan og vilje, der ikke vil lade os hellige Hans Navn og ikke lade Hans Rige komme – hvad der jo er djævelens, verdens og vort køds vilje, men styrker og bevarer os faste i Hans ord…"

Dommerne er her kommet på den vanskelige opgave at skulle finde ud af, om det ved Århus-gudstjenesten er djævelen, verdensånden og kødets lyster, der er på spil – og det kan de kun (ifølge Luther og kirkens bekendelse) finde ud af ved ’at være faste i Guds ord’.

Apostelen siger: "Far ikke vild! Hverken mænd, der ligger i med mænd, eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, skal arve Guds Rige" (1. Kor. 6:9). Hvilket helt bogstaveligt med Luthers forklaring vil sige: "Den, der hindrer og bryder den onde plan bag biskop Kjeld Holms homobryllup gør Guds vilje!

 

4. KAN DER BEDES OM SYNDERNES FORLADELSE?

Efter at biskop Kjeld Holm har tilspurgt de to mænd, om de vil forblive i deres homoseksuelle samliv, ’indtil døden skiller dem ad’, fortsætter han i bønnen Fadervor at fremsige Jesu ord: "Forlad os vor skyld!"

Om den homoseksuelle livsstil i byen Sodoma siger Herren til Abraham: "Sandelig, skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres synd er meget stor" (1. Mose 18:20; gl. overs. ’såre svar’…). Det vil sige, at Bibelen tydeligt betegner det homofile samliv som synd. Om denne femte bøn i Fadervor forklarer Luther: "Vi beder i denne bøn, at vor Fader i Himmelen ikke vil se hen på vor synd og for dens skyld afvise vor bøn."

Om syndernes forladelse siger Den Augsburgske Bekendelse, at ’den kan opnås, når man omvender sig!" (Art. 12, stk. 1).

(Når synden bliver erkendt, indjages der en anger i samvittigheden" siger artiklen (stk. 4).

Dommerne skal bedømme, om det er ret at bede om ’syndernes forladelse’ for et forhold, som man har lovet at fortsætte med til sin dødsdag.

 

5. KAN DER HER BEDES ’LED OS IKKE I FRISTELSE’?

Biskop Kjeld Holm skal derefter fremsige Jesu ord fra bønnen Fadervor: "Led os ikke i fristelse."

Luther forklarer i kirkens bekendelsesskrift, at det betyder, at Gud må bevare os fra, at ’djævelen forfører os til mistro." Den danske oversættelse af det latinske ’superstitioner’ og det tyske ’Missglauben’ er svag. Det drejer sig her om at bede Gud om beskyttelse for vranglære.

Apostelen Peter taler om den slags fristelse, når han siger: "De lokker i kødeligt begær ved deres løsagtighed dem, som var lige ved at undslippe folk, der vandrer i vildfarelse" (2. Pet. 2:18). Dette taler apostelen om dem, der levede i Sodoma og Gomorra (v.6) og som ’blev dømt til ødelæggelse og sat til advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider’.

Dommerne bør derfor overveje, om den biskop, som ved en lignende Sodoma-løsagtighed lokker folk ind i vildfarelse – om det kan tillades, at han for Guds Åsyn ved denne homo-kirkelige handling udtaler ordene: "Led os ikke i fristelse?"

 

6. KAN BISPEN HER BEDE: ’FRI OS FRA DET ONDE’?

Den sidste bøn fra Fadervor, som biskop Kjeld Holm skal bede i Århus Domkirke ved homo-brylluppet d. 11. aug. 2012 lyder sådan: "Fri os fra det onde."

Luther forklarer i bekendelsesskriftet denne bøn sådan: "Det vil sige: Vi beder Faderen om at fri os fra alt, hvad der kan skade os på legeme og sjæl og ære…"

Når apostelen omtaler homoseksualitet som en ’vanærende lidenskab’ (Rom. 1:26) og erklærer, at ’når mænd over skamløshed med mænd’, så ’pådrager de sig den velfortjente løn for deres forvildelse’, da er der konkret tale om, at både legeme og sjæl og ære bliver skadet ved dette forhold.

Hvorledes er det da muligt – spørger vi de tilstedeværende dommere – at biskoppen – alt imens han udfører det onde – i modstrid med kirkens bekendelse kan fremsige bønnen: "Fri os fra det onde?"

Kunne der her være tale om, at kirkeministeren og Århus-biskoppen i fællesskab søger at indføre et fremmed ritual i kirkens ritualbog? Hvilke konsekvenser kunne en sådan handling medføre?