PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2013-05-24
0392

 

MISTÆNKELIG LOVTEKSTS OVERORDNEDE FORMÅL

… besynderlig ordlyd, der afslører en politisk ideologi.

På en dyster novemberdag 1932 blev der afsendt et telegram fra det såkaldte ’Wolff-Bureau’ i Berlin. Det meddelte i streng telegramstil, at den grånende rigspræsident, generalmarchal von Hindenburg ’vægrede sig ved at overlade statsmagten til Adolf Hitler. Den aldrende statsmands advarende begrundelse stod også meddelt i telegrammet: "Det vil føre til et totalt partidiktatur," erklærede han… Hitler læste samme dag, d. 23. november, telegrammet med sindsro. Han havde på det tidspunkt 14 millioner tyske stemmer bag sig. Valget havde givet ham 230 mandater i parlamentet. Han var ikke længere bare ’en intetsigende bøhmisk korporal’. I ti år havde han energisk arbejdet på at opnå ’det lykkelige øjeblik’, som han kaldte: ’die Machtergreifung’ – og nu kunne intet mere hindre ham. Den 30. januar 1933 måtte Hindenburg overgive sig. Hitler blev rigskansler – og ’det totale partidiktatur’ var en realitet!

Hvad herefter skete, er historiens mest mørke tale om den fare, der ligger i, at en farlig ideologi griber tøjlerne. Den dag, det sker, går et land – ja, et helt kontinent – ja, den halve verden sin undergang i møde!

Den dybe forståelse af dette uundgåelige historiske princip har fået alle nationer alle vegne til ved lov at sikre sig, at deres konstitutioner rejser solide værn mod netop denne politiske udvikling. Også Danmark har en sådan grundlov, der skal virke som bolværk mod faretruende ideologier eller destruktive religioners indtrængen. Danmarks Grundlov indeholder især én (indledende) paragraf, der forpligter den danske stat til at ’understøtte’ (befordre, beskytte, bestyrke og bekræfte) den kristne lære. Denne 150-årige ’fjerde paragraf’ i Danmarks grundlov blev den 15. juli 2012 (sådan ser jeg på det) ’snigløbet’ af et lovforslag , der under betegnelsen ’L106’ den dag trådte i kraft. Den nye lov indeholdt fire ord, der med al tydelighed syntes at sigte på at omstyrte grundlovens ’fjerde paragraf’; den, der i februar 1848 efter en livlig debat blev indsat for fremover at sikre de kristne værdiers fundament i det danske samfund.

Dette samme ’snigløb’ (hvilket er det eneste ord, jeg kan bruge) finder i dag sted over den hele verden. De samme ’fire ord’ anvendes globalt for i denne time at bane vej for en af vor tids farligste ideologier. Som i 30’ernes Tyskland lyder også i dag advarende røster overalt – men som glemte, oversete telegrammer (eller ’fremmede’, uidentificerede mails, der ender i ’papirkurven’, inden de når frem til modtageren) bliver disse røster overalt manet i jorden.

’De fire ord’ indgår i det regeringsgrundlag, der af et nyt, rødt styre blev offentliggjort i Danmark i oktober 2011. Som ét af sine programpunkter lovede denne nye danske regeringskoalition, at den (tillige med mange andre goder) ville give samtlige medlemmer af den danske statskirke en særlig gave. Den nye statsminister, Helle Thorning-Schmidt udtalte med stolthed, at hun med sine ministre ville sørge for, at ’alle, som elsker hinanden skal have mulighed for at blive gift i kirken’. Regeringsgrundlaget formulerede med al ønskelig klarhed, hvad statsministeren med dette nye statsevangelium havde i tanke: "Alle statskirkens medlemmer skal have mulighed for at blive gift i kirken," erklærede statsministeren, hvorefter hun tilføjede de fire fatale ord: "Uanset deres seksuelle orientering…"

 

OVERORDNET FORMÅL

De fire ord afklarer, at der bag dette lovforslag, som første gang blev fremsat i det danske parlament d. 14. marts 2012, lever og ånder et ’overordnet formål. Dette fremgår tydeligt af de bemærkninger, som regeringen har knyttet til forslaget. Heri hedder det nemlig: "Det overordnede formål med denne (nye, danske) lov er, at give personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab ved en kirkelig handling." Mere klart kan det næppe siges! Den danske regering fremsatte på denne kolde martsdag i regeringspalæet i København et lovforslag, der fik påstemplet denne talende titel: ’Ændring af lov om ægteskabs indgåelse’. Lovens overskrift antydede med få ord, at det ikke er nogen ’lille sag’, som denne danske regering havde gang i. De styrende havde med dette lovforslag og regeringsgrundlagets fire ord sat sig for at ville ’ændre’ noget ved den samfundskerne, som hedder ’ægteskabet’. Regeringen ville flytte på den fast funderede hjørnesten i det danske samfund, der hedder ’familien’.

Eftersom lovens bagmænd var klar over, at dette ikke kun var en politisk sag, men at kirken, når dette emne kom på bane, ville røre på sig, var strategien (med henblik på at få ram på kirkens dogmer i den henseende) lagt på forhånd. Lovens (som det hedder) ’overordnede sigte’ var med disse fire ord at trænge ind i kirkens allerhelligste kamre for dér ved hjælp af et splinternyt vielsesritual at ændre ægteskabets struktur.

Det ’overordnede formål’ med denne ’ændring i ægteskabsloven’ og den dermed følgende vielse af homoseksuelle foran kirkens alter, var at erstatte kirkens kristne lære om ægteskabet med en politisk inspireret ligestillingsorden. Den egentlige plan bag dette ideologiske projekt var at gennemføre et nyt syn på ægteskab og familie, som er i direkte strid med både Bibelen og kirkens øvrige bekendelsesskrifter. Når dette var sket, kunne denne regeringsblok vende skytset mod den paragraf i den danske grundlov, der halvandet hundrede år forinden var indsat for at forsvare den kristne lære. Hvis man med de fire ord kunne vælte den fjerde bestemmelse i den danske konstitution, ville sejren være vundet, og den gamle rigspræsident Hindenburgs advarende forudsigelse fra 30’ernes Tyskland ville gå i opfyldelse: "Et totalitært partidiktatur ’ville overtage magten…’ Hvordan ville en sådan plan kunne lykkes? Hvorledes ville denne nøje overvejede strategi kunne føres ud i livet?

Svaret på disse spørgsmål forekom at være følgende: Det lovforslag, der som et (citat): ’overordnet formål ’skulle ombytte den danske, hævdvundne grundlovsbeskyttelse af den kristne lære, med en funklende nye, politisk ligestillingsideologi, burde ikke åbenlyst og direkte sigte på den danske konstitution. Angrebet skulle (sådan var strategien udformet) rettes mod en anden, mere velegnet indfaldsport.

Lovudkastet skulle derfor fra første færd stille skarpt på kirken! Ligestillingsfilosofien måtte (efter den givne fremgangsmåde) fra begyndelsen koncentrere sig om at vinde frem til det sted foran kirkens alter, hvor vielsesceremonien skulle finde sted. Den nye lære måtte før noget andet vinde indpas i selve det ritual, der fremover skulle anvendes ved kirkelige vielser. En helt ny ’kirkelig handling’ skulle – om muligt – overtage (og fuldstændig erstatte) den hidtidige ’borgerlige handling’, som indtil nu havde været gældende for par af samme køn – ja, den politiske ligestillingslære skulle fremover (dette var lovgivernes strategiske mål) indtage den grundlovssikrede plads, der hidtil i Danmark ene havde været helliget den kristne doktrin. Kirkens præster måtte fremover indstille sig på, at de ved de kirkelige såkaldt ’kønsneutrale vielser’ ikke længere turde regne sig for at være kirkens tjenere men i stedet som statens tro embedsmænd, der forvaltede det nye kærlighedsevangelium, at (citat): "Alle, der elsker hinanden, skal kunne blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering" (statsminister Helle Thorning-Schmidt).

Ved iværksættelsen af denne lov har ’det totale partidiktatur’ allerede vist sig. De implicerede præster er (for ’husfredens skyld’) blevet tilladt en vis samvittighedsfrihed – men det nye vielsesritual skal alle vegne lydigt gennemføres. Statens kirkeminister har i et cirkulære tydeligt ladet forstå, at dørene til kirkebygningerne over det ganske rige ikke på noget sted må lukkes, når vielser af par af samme køn finder sted. Alterlysene skal tændes. Salmernes numre skal opsættes på opslagstavlerne. Kirkekoret skal synge. Organisten skal spille, og kordegnen skal udføre sin tjenestemæssige gerning. Hvis en uvillig præst vægrer sig, skal en villig præst fra nabosognet foretage vielsen af de homoseksuelle og lesbiske par. Cirkulærets befaling lyder sådan (citat): "Den kirkelige handling skal gennemføres, hvilket betyder, at i yderste tilfælde kan politiet tilkaldes for at opretholde den nye, befalede ’ro og orden’. Indenfor de første måneder og efter den nye bestemmelse forlod 20.000 danske borgere statskirken.

Den ligestillingsideologi, som således ved politisk magt og ’partidiktatur’ nu langsomt indføres i den danske statskirke, er af en række folkekirkelige institutioner og et betydeligt antal (en fjerdedel) af kirkens 2000 præster blevet betegnet som ’et af Danmarkshistoriens mest snedige angreb på Guds kirke’. – "Ligestillingsfilosofiens formål er at ændre enhver form for lovgivning, der fremmer den kristne forståelse af en guddommelig orden for både familie og samfund, for derefter ’indefra’ at undergrave den struktur, som Skaberen (ifølge kirkens bekendelsesskrifter) har forordnet for både skabelsesværket og forløsningsværket.

Ligestillingslovgivernes formål er således at ’ombytte’ og ’udskifte’ (Rom.1:23; 24-25) samtlige grundlovsberettigede, bærende søjler i den kristne menigheds bygningsværk, for ved politisk magt at erstatte dem med svagere, ideologiske elementer; ligestillingslovgiverne frasiger sig en sådan ’højere, guddommelig skabelsesorden’ og vil i stedet indføre en (i deres eget regeringsgrundlag angivet) ’moderne forståelse’ af ’proletariatets diktatur’. Den nye styreform vil således afskaffe ’den borgerlige opfattelse af ægteskabet’ for at indføre en ny ’familie-forståelse’ og en ny etablering af kønsneutrale parforhold.

 

DÆMONERS LÆRDOMME

Både kirkens bekendelse og Den hellige Skrift forudsiger med ord, der ikke kan misforstås, at i de sidste dage vil falske ideologier, der betegnes som ’dæmoners lære’, søge at gøre deres indflydelse gældende. Den sjette bøn i ’Fadervor’, (som er en væsentlig del af kirkens bekendelse) lyder sådan: "Lad os ikke falde i fristelse." Luthers kommentar er kort og fyndig. Han siger: "Det er en bøn til Gud om at bevare os, for at djævelen ikke skal bedrage os" (nec Satanas, mundos et caro nostra nobis imponant). Som den tyske oversættelse af bekendelsen erklærer, at ’der Teufel uns nicht betrüge und verführe," (at djævelen ikke bedrager os), således taler Skriften om de sidste dages ’løgnelærere (1.Tim.4:2) af folk, der er (citat): "brændemærkede i deres egen samvittighed" (v.2).

Den Augsburgske Bekendelses 1. artikel (om Gud; stk.3) omtaler Den Almægtige som ’Ham, der styrker og opretholder alle ting’ og tilføjer kategorisk: ’Både de synlige og usynlige’. (Tysk: Ein Schöpfer und Erhalter aller sichtbaren und unsichtbaren Dinge).

Symbolum Nicaeno Constantinopolitanum siger i konkordiebogens latinske tekst: „… factorum coeli et terrae, visibilium omnium et invisibilium (himlens og jordens, alt det synlige og usynliges Skaber), hvilket stemmer overens med Skriftens vidnesbyrd, der siger: „I Ham blev alting skabt, i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige (Kolos.1:16)… hvorefter det forklarende tilføjes: "troner og herskere, magter og myndigheder" (v.16)… hvilket bekræftes af apostelens ord, der erklærer: "Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet" (Ef.6:12).

Når altså Ny Testamente erklærer, at ’antikrists ånd allerede nu er i verden’ (1.Johs.4:3) – så advarer det mod en ’åndelig indflydelse’, der målbevidst modarbejder og søger at tilintetgøre Kristi menighed. De, som benægter denne åndelige, usynlige indflydelse, er i uoverensstemmelse med både Skrift og bekendelse – og er for Danmarks vedkommende i modstrid med rigets grundlov, der i sin 4. paragraf pålægger staten at fremme netop denne kristne lære…

 

MISTÆNKELIG LOVTEKST

Da den 53-årige Alfred Rosenberg blev hængt i Nürnberg d. 16. okt. 1946, efterlod han sine samlede skrifter (fire bind) under titlen: ’Blut und Ehre’. I dette værk indrømmer han med få sætninger, at den ideologi, som han havde gjort sig til talsmand for, havde styrtet den tyske nation og den halve verden i en afgrund af lidelse og ulykke.

Et af Alfred Rosenbergs mest betydningsfulde indflydelsesområder i Det Tredje Rige var hans pågående og ustandselige påvirkning af Hitler med hensyn til det bedrageriske indhold af det berygtede antisemitiske værk ’The Protocols of the learned Elders of Zion’ – et russisk falskneri, der til dags dato stadig giver sig ud for at kunne ’bevise’ eksistensen af en skjult, jødisk verdenssammensværgelse. Om sin egen indsats i dette ideologiske storbedrag lyder Hitlers chefideolog, Rosenbergs, sidste optegnelser sådan: "Aldrig har den tyske sjæl været så enig med sig selv som i 1933. Aldrig var den stortyske drøm nærmere virkeligheden som i 1938 – og aldrig var det tyske rige en så sønderbombet ruinhob som i 1945…"

Dette i dag halvglemte, sidste håndskrevne notat af Hitlers personlige politiske lærer i antisemitismen samt frembringelsen af ’det nye menneske’ bør gøre det klart for efterverdenen, at en djævelsk, politisk ide kan medføre de frygteligste konsekvenser. Dette bør ikke blot eftertænkes men direkte bekæmpes, som det i højere grad vil blive afsløret, at en ny, formørket ide om ’det nye menneske’ på nationalt, europæisk og globalt plan søger at overtage den fornemme plads, som indtil nu i mange landes konstitutioner har været forbeholdt det kristne værdigrundlag. Hvis dette vor tids antikristelige værk ikke standses, vil det medføre samme tragiske skæbne, som Alfred Rosenberg skildrer i sine sidste optegnelser…

 

BESYNDERLIG ORDLYD

Udviklingen i Danmark med hensyn til at indføre den borgerlige, kønsneutrale vielse i kirken, er et slående eksempel på, hvorledes en europæisk, demokratisk regering gennem lovgivningen med politisk magt har formået at forcere sin egen politiske ideologi ind i Kristi menighed. Derfor bør denne danske lovgivning sættes under lup. Troende i andre lande har noget at lære deraf, og ikke-troende EU-borgere, der aner det ildevarslende i en sådan lovgivning, bør i langt højere grad være agtpågivende med hensyn til lignende initiativer i deres egne lande.

Det danske lovforslag om ’en ændring i ægteskabslovgivningen’ blev fremsat i marts 2012. Fra det første, indledende ord var det bemærkelsesværdigt. I forslagets vante, juridiske formulering var der tilsyneladende intet besynderligt at spore. Den intetanende borger ville blot forstå ordlyden sådan, at lovgiverne ’nu engang taler på den måde’ – og ’det er sådan, man normalt udtrykker sig, når man har med parlamentets lovtekster at gøre’.

Den opmærksomme læser vil imidlertid ikke kunne fri sig fra den tanke, at en tekst, der så højtideligt omtaler et fuldstændig naturligt og selvfølgeligt forhold (nemlig ægteskabet mellem en mand og en kvinde) som var det nu pludseligt et ukendt og fremmed fænomen, må have noget at skjule.

Den første paragraf i det lovforslag, som på den dag i midten af marts 2012 i parlamentssalen i regeringspalæet Christiansborg i København blev fremsat af Danmarks social- og integrationsminister, Karen Hækkerup, indledes med ordene: "Loven finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af forskelligt køn."

Ordlyden i denne forestående, første paragraf til en ændring i landets ægteskabslovgivning kunne umuligt vække nogen modsigelse. En ægteskabslov, der ’finder anvendelse’, når to personer af forskelligt køn (en mand og en kvinde) vil giftes, er en så naturlig og givet forbindelse, at der faktisk ikke har eksisteret nogen tidligere lov eller bestemmelse, som gav tilladelse til, at et sådant forhold kunne indgås. Ifølge den menneskelige natur og alt, hvad mennesket i en sådan sag ved besked om, fordres der intet særligt ændringsforslag. Gennem tusinde slægter – ja, siden tidernes morgen (eller som de troende hævder: ’Skabelsens begyndelse’) har en hvilken som helst bestemmelse om ’ægteskabsindgåelse’ altid og udelukkende drejet sig om en mand, der gifter sig med en kvinde og en kvinde, der gifter sig med en mand.

Derfor måtte denne nøje udformede indledning i ændringsforlagets første paragraf mødes med hævede øjenbryn. Dette lovforslag måtte (det fremgik af disse første linjer) indebære noget mistænkeligt. Hvorfor denne særlige understregning af, at denne nye ægteskabslov ’finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af forskelligt køn’? Hvorfor blev ved dette lovforslags fremlæggelse ’det selvfølgelige’ omtalt som noget særligt og det normale som noget usædvanligt? Hvorfor blev det naturlige forhold, som i sig selv ikke behøver nogen særlig form for lovgivning (fordi det simpelthen hører med til naturens orden) nu anført som selve indledningen til lovforslag nr. L.106 – ja, angivet som den førstnævnte (og dermed egentlige) årsag til, at en sådan ny bestemmelse overhovedet så dagens lys?

Svaret på disse spørgsmål blev som en efterfølgende tilføjelse angivet i samme paragraf. Om den nye lovs anvendelse (der altså først og fremmest er møntet på ’ægteskab mellem to personer af forskelligt køn) blev i samme åndedræt følgende sætning udtalt: "… og mellem to personer af samme køn."

Det er disse få ord, der var lovudkastets egentlige ærinde. De er hovedsagen! Og det er denne tilføjede sætning, som ikke blot er et angreb på kirkens bekendelse og eksistens men som indeholder en politisk ligestillingsideologi, der befordrer et helt nyt menneskesyn – ja, søger at fremme tilblivelsen af ’det nye menneske’… det kønsneutrale menneske.

 

DET NATURSTRIDIGE I STRID MED GRUNDLOVEN

Den Augsburgske Bekendelse artikel 23 (om ægteskab) stk.9 siger, at ’Gud har skabt mennesket til forplantning’ (Deus creavit hominem ad procreationen: Gen.1:28)… "og det står ikke i menneskets magt at forandre skabelsen (nec est humanae potestatis creationem mutare). Den tyske oversættelse taler om, at ’erfaringen viser klart, at det ikke står i menneskets magt, at forbedre (besser zu machen) eller ændre Guds (Den Højeste Majestæts) skabning’… og det tilføjes (hvilken tekst ikke findes i den danske gengivelse): "Thi alt, hvad der hører til et godt, ærbart, sømmeligt liv – hvad er kristeligt og hører til en ærlig, redelig vandel – bringer tillige for en dag, hvad der er vederstyggeligt, og hvad der skaber skrækkelig uro og samvittighedskval…"

"Derfor," slutter denne tekst (der oprindeligt drejer sig om det ubibelske cølibat), "og eftersom Guds bud og Guds forordning ikke kan ophæves ved nogen menneskelig lov… bør (også) præster og andre gejstlige tage sig ægtehustruer" (Eheweiber).

Dette stemmer overens med Skriftens belæring om, at der ved tidernes afslutning skal fremstå mennesker, der vil ’ødelægge sig selv’ med det, som ’de af naturen på fornuftsløse dyrs vis ved besked om’ (Jud.10). Det, som mennesker altså instinktivt er indforstået med (og som de dybest set og ifølge deres inderste samvittighed selv anerkender som ’naturens gode orden’) ændrer de bevidst og samvittighedsløst – og dette i en sådan grad, at deres ’såkaldte forbedring’ af Guds skabelse i stedet for at føre til frugtbarhed og velsignelse bliver til deres egen ødelæggelse og forbandelse.

En lov, der ifølge kirkens bekendelsesskrifter og Ny Testamentes lære betegnes som ’naturstridig’ (Rom.1:26) er også i modstrid med Danmarks Grundlovs 4. paragraf, der bestemmer, at kirkens bekendelse og lære skal ’understøttes’.

Dette fører til en nærmere redegørelse af en sådan retssags emne, der må beskæftige sig med:

 

STATSKIRKENS FORPLIGTELSE

Danmark har en statskirkeordning. I dette må kunne forstås at staten har et ansvar for at organisere og finansiere den kirkestruktur og de organer, som staten ifølge Grundloven skal ’understøtte’.

Den 25. feb. 1948 blev spørgsmålet om betegnelsen ’statskirke’ behandlet i den danske, grundlovsgivende rigsforsamling. Ved den anledning rejste den højtrespekterede kulturminister Madvig sig og sagde følgende: "Med hensyn til ordet ’folkekirke’ mener jeg, at jeg under denne forhandling bør udtale, at da denne benævnelse (i stedet for ordet ’statskirke’) er ny, så må den finde sig i at blive begrænset ved andre paragrafer i grundloven." Han fortsatte: "Den nye benævnelse (folkekirken) antyder især, at begreberne ’stat’ og ’kirke’ ikke er identiske. Det vil bl.a. sige, at der ikke dermed menes, at man for at være medlem af det ene også skal være medlem af det andet. På den anden side gøres det klart, at staten dog har en bestemt kirkelig karakter. For eksempel er det kun denne kirkes gejstlige, der kan betragtes som statens embedsmænd" (Statsrådsprotokol 1848-49 II ifølge magister V.Gays afskrift).

Det sidste argument faldt åbenbart på den februardag i dyb jord. Ved ministermødet et par uger senere (d.7.april 1848) vedtages disse paragrafer i betænkningen enstemmigt. Kulturministerens ord om kirkens selvstændighed (man bør ikke være medlem af det ene, for at tilhøre det andet) samt understregningen af, ’at staten trods alt har en bestemt kirkelig karakter’ er gået over i historien. Især er det blevet betonet, at det ved denne historiske, danske rigsforsamling ikke blev sagt, at staten har ’en vis’ kirkelig karakter men at staten har en ’bestemt’ kirkelig karakter; det er således også ifølge grundloven en ’bestemt’ kirkelig lære, som staten skal understøtte…

Betegnelsen ’statskirke’ forekommer (i et skandinavisk perspektiv) heller ikke i den norske grundlov, som den oprindelig var udformet. Siden en grundlovsændring i 1919 har ordet ’statskirke’ alligevel indsneget sig i den 27. paragraf stk.2. Den lyder med en bemærkelsesværdig tydelighed sådan: "Medlem af statsrådet, der ikke bekender sig til statens offentlige religion, deltager ikke i behandlingen af sager, som angår statskirken’.

De to betegnelser ’statens offentlige religion’ samt ’statskirken’ synes således at have en berettigelse med hensyn til forståelsen af hvad der ligger bag betegnelsen ’den danske folkekirke’.

Efter § 4 er staten absolut forpligtet på den evangelisk-lutherske lære; det hedder jo: ’den danske folkekirke understøttes som sådan (altså som en kirke med en bestemt kristen lære) af staten’.

Spørgsmålet er nu: Hvad ligger der i ordet ’understøtte’. Efter at den personlige kongemagt i Danmark nu er borte, og majestæten ikke længere er ’overhoved’ for kirken, så er denne funktion (hvad angår ’understøttelsen’ af kirkens materielle eksistens og dens angivne, åndelige lære lagt i regeringens hænder; det drejer sig om en vis forvaltningsmyndighed i kirkelige anliggender; næppe – imidlertid – om nogen lovgivende myndighed i gudstjenestelige sager ej heller myndighed til at tolke kirkens bekendelse. Selv i det tilfælde, hvor regeringens ministre ’som en naturlig sag’ rådspørger biskopper og andre sagkyndige, når der skal tages beslutninger i ’vigtige spørgsmål angående statsreligionen’, så forbliver ’den retlige forpligtelse’, som ligger i ordet ’understøttelse’; da må selv biskoppernes og de såkaldt ’teologisk sagkyndiges ’rådgivning og ’notater’ (til de ansvarlige ministre) prøves på Skriften og kirkens bekendelse. Efter adskilliges mening er f.eks. Københavns biskops ’notat’ til kirkeministeren i sagen omkring kirkelige vielser af par af samme køn misvisende.

En retslig afgørelse vedrørende det påståede grundlovsbrud med henblik på denne samme sag vil kunne efterprøve den tilsyneladende traditionelle opfattelse af regeringens grundlovsbestemte myndighed og ansvar i kirkelige anliggender. Især med hensyn til kompetencefordelingen mellem regeringen, kirkeministeriet og den enkelte lokalmenighed i rituelle spørgsmål… det vil i dette tilfælde sige indførelsen af et nyt vielsesritual, der ifølge lov L.106 § 1, stk.1 kan anvendes ved kirkelig ægteskabsindgåelse af par af samme køn. Efter menighedsrådsloven § 38 afgøres alle sager vedrørende indførelse af et sådant nyt vielsesritual af menighedsrådet i den lokale menighed. I tillæg til kompetencefordelingen i dette specifikke, rituelle spørgsmål bør samtidig spørgsmålet om, hvilken myndighed regeringen har i andre konfessionelle anliggender, rejses. Med udtrykket ’andre konfessionelle spørgsmål’ menes sådanne forhold, der har at gøre med statens absolutte forpligtelse over for kirkens lære, når grundlovens bestemmelse om den i loven angivne, centrale kristne tro anfægtes af politiske ideologier, der synes at være i åbenlys modstrid med den i grundloven omtalte kristne tro og lære.