PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2013-05-31
0393

 

DEN GUDGIVNE ORDNING

Dietrich Bonhoeffer (1906-45) var en tysk teolog, præst og docent ved Berlins universitet. Han deltog aktivt i den tyske modstandsbevægelse. Blev fængslet i 1943 og henrettet den 9. april 1945. Et af hans vigtigste værker blev udgivet posthumt. Det bar titlen ’Widerstand und Ergebung’ (modstand og hengivelse). Heri skriver han: "Den ondes mægtige maskerade har bragt forvirring i alle etiske begreber. Hvem holder stand? Hvem er da ansvarsbevidste? Det måtte jo komme for en dag, at tyskerne manglede én afgørende grunderkendelse: At være parat til i øjeblikkets nødvendighed at skride til handling – på trods af alt, hvad man hidtil har lært med hensyn til tjeneste, kaldelse og opgave! Først nu begynder de tyske at opdage, hvad der ligger i ’den frie ansvarsbevidsthed’; den hviler nemlig på Gud, der fordrer troens mod til at tage det ansvarlige skridt – og som på forhånd tilsiger tilgivelse og trøst til den, der træder forkert…"

Ved at sammenligne den danske og den norske grundlov med hinanden mener jeg at kunne fremhæve, hvorledes den fjerde paragraf i den danske konstitution kan tolkes. Dermed vil nemlig den ene konstitutionelle bestemmelse kaste lys over den anden, og den ene skandinaviske forfatning, til forståelsen af den anden… og det vil blive åbenbaret med hvilken nidkærhed fædrene søgte at værne en kommende generation mod den ondes anslag.

Når således den danske grundlov erklærer: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirkes og understøttes som sådan af staten," (§ 4) siger den norske grundlov: "Den evangelisk-lutherske religion forbliver statens offentlige religion" (§ 2).

Den norske, knivskarpe formulering: ’Statens offentlige religion’ lader ingen tvivl mulig, at det hermed er og forbliver statens absolutte forpligtelse, at der overalt i landet etableres en kirke, hvis trosgrundlag er den religion, som staten regner for at være (og bør virke for at udbrede) borgernes ’offentlige’ opfattelse af kristendommen. Ved at gøre dette vil staten virke til borgernes bedste; ved at handle imod denne bestemmelse, vil statens styre føre landet ind i en mørk fremtid.

Denne tolkning bør da (i sammenligningsprocessen) lægges til grund for den danske grundlovsbestemmelse, der med betegnelsen ’understøtte’ erklærer, at staten gennem bevillinger og på anden måde har et ubetinget ansvar for at lægge de bedste forhold til rette for kirkens virksomhed. Udtrykket ’understøtte’ viser ikke hen til en halvhjertet ’venstrehåndshjælp’… og slet ikke til en modsætningsfyldt aktivitet eller et vrangvilligt initiativ, der kan skabe problemer for kirken. ’Understøtte’ henviser altså ikke til nogen form for antikristelig virksomhed, der sigter på at undergrave kirkens forkyndelse, hjælpevirksomhed eller sjælesørgeriske arbejde. ’Understøtte’ betyder at befordre, beskytte, bestyrke, bekræfte og bevilge. Grundlovens fædre har med denne grundlovsbestemmelse haft de farer, der lurer på et kommende slægtled, i tanke.

Den norske grundlov taler yderligere om ’den evangelisk-lutherske religion’. Den danske om ’den evangelisk-lutherske kirke’. Den første omtale peger på gudsdyrkelsen og det læremæssige indhold – den sidste sigter på selve den bibelske betegnelse ’kirke’ – og ved sammenligningen fatter den opmærksomme borger, at det er den kristne menigheds klare budskab, sådan som de evangelisk-lutherske reformatorer udtrykte det, som staten bør beskytte og bekræfte – og det i en sådan grad, at netop dette kristne værdigrundlag ’forbliver’ (norsk § 2) – hvilket kun kan betyde, at denne ordning ikke kan fjernes eller udryddes; staten stiller sig som et uimodståeligt, grundlovsmæssigt værn for denne kristne læres fortsatte eksistens.

 

RELIGIONENS GRUNDKARAKTER IKKE ÆNDRET

Hvad man skal forstå ved begrebet ’evangelisk-luthersk’ svæver derfor ikke i luften. Her er både Norge og Danmark enige om, at denne fælles betegnelse må fastlægges på de uomstødelige, lovbestemte bekendelsesskrifter, der gælder både for den norske og den danske statskirke. Disse er ifølge Chr. V’s danske og norske lov af 15. april 1687 2-1 Bibelen. Den apostolske, nikænske og athanasianske trosbekendelse, Confessio Augustana af 1530 og Luthers lille katekismus. Det er altså Bibelen som Guds ord, der her strides for. Ingen sand troende bør vige fra denne slagmark – uanset, hvor den er beliggende!

"Den religion skal i alle kongens riger og lande alene tilstædis, som kommer overens med Den Hellige Bibelske Skrift,"… hedder det i Chr. V’s Danske Lov 2. bog kap.1 (hvorefter også de symbolske bøger nævnes). "Med hensyn til det direkte påbud," (’alene tilstædis’)," forklarer professor dr. Theol. Alfred Th. Jørgensen i sin bog om ’Folkekirkens Bekendelsesskrifter’ (Gad.1997)… "med dette forhold er der sket en ændring, da grundloven kom med religionsfrihed – men dermed (tilføjer han) er ’religionens grundkarakter’ ikke ændret…" (side 3-4). Den århundrede gamle lov gælder stadig… og enhver ny lov, som har et kirkeligt sigt, bør herefter ’komme overens’ med Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter… og hvem blandt Herrens folk bør ikke slutte sig til ’Israels Guds slagrækker’, når kampen i det offentlige rum, står for ordene i den gamle, danske lov: ’Det budskab, som overalt skal forkyndes, bør ’komme overens med Den Hellige Bibelske Skrift’?

Af § 16 i den norske grundlov følger, at kirkens organer (som det er tilfældet i Danmark) forudsættes at være statsorganer. Som følge af dette må de organer, som oprettes for kirken, også kunne pålægges opgaver, der ikke er af direkte kirkelig karakter. Men (set ud fra den forpligtelse, som staten har efter den norske grundlov § 2 og den danske grundlov § 4) må det føre med sig, at statens udprægede, kirkelige organer ikke (på grund af en uheldig sammenblanding af ministerier) kan pålægges forvaltningsmæssige opgaver af en sådan art, at det strider mod kirkens skrift og bekendelse.

I dette (for adskillige ministre ubehagelige og skærende) lys er det tvivlsomt, om det danske kirkeministerium og ’ministeriet for ligestilling’ (med det udæskende program, som regeringen har offentliggjort i sit regeringsgrundlag) kan ’rummes’ i samme hus og i samme person? Da må det berettigede spørgsmål endelig rejses, om den (overfor kirken dybt provokerende) politiske ligestillingspolitik, som den samme person og den samme minister skal forvalte, ’stemmer overens’ (udtrykket fra Danske Lov) med den kirkelige opgave, der skal administreres ’under samme tag’. Ja, da bør i den forbindelse en øjeblikkelig iværksat undersøgelse finde sted, om det i virkeligheden er en forud lagt, kirkefjendtlig strategi, som her afsløres? Et udspekuleret, politisk forsøg på at underminere den danske stats kirkelige forvaltning? Ja, et projekt, der sigter på at omstøde en paragraf i Danmarks grundlov?

Der fremstår nemlig som en ubestridelig følge af både den norske og den danske grundlovsbestemmelse, at den pålægger de tjenestemænd og statslige embedsmænd, der skal repræsentere kirken, visse pligter. De skal således udføre deres arbejde i en afgjort loyalitet mod den evangelisk-lutherske bekendelse og lære; hvad dette vil sige, kan uddybes nærmere – blot vil jeg her antyde, at det (som Ny Testamente med Jesu egne ord understreger), er svært – om ikke umuligt – at ’tjene to herrer’ (Matt.6:24). Jesus siger (f.eks. om en sådan minister, der på samme tid skal ’bære to kasketter’): "Han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden" (v.24). For adskillige troende i Danmark er det helt klart, (og kan på rette sted dokumenteres) at den danske regering med sin 2012-’ligestillingslov’ om kirkelige vielser af par af samme køn har bevist, at der i forvaltningen af regeringens politik i det ene ministerium (ligestillingsministeriet) har været udvist (om ikke et ’had-kærligheds-forhold’ så i hvert fald) en dyb ringeagt og tydelig mangel på loyalitet over for det høje embede, der i det andet ministerium (kirkeministeriet) er knyttet til kirkens bekendelse.

 

KVALIFICERET GRUNDLOVSBRUD

Ingen bør derfor misforstå mine sammenligninger mellem det ’kvalificerede grundlovsbrud’, som d. 15. juni 2012 skete ved en provokerende politisk parti-ideologis indtrængen i den danske folkekirke med den mørke bevægelse, der kom til magten i 30’ernes Tyskland; det er – så ofte jeg henviser til dette forhold – aldrig min hensigt at beskylde den aktuelle, danske ligestillingsideologi for at have samme sorte, brutale dagsorden som Hitlers ide – men selve den kendsgerning, at en verdslig, politisk bevægelse og metode ved lov søger at ombytte et samfunds og en kirkes historisk-åndelige værdier med en udpræget politisk styret, totalitær ordning, er i sig selv ildevarslende.

At det allerede fra det i marts 2012 angivne danske regeringsgrundlag har været politikernes åbenlyse ’sloganagtige’ hensigt at indføre deres parti-politiske ligestillingsideologi i den kristne kirke i Danmark, fremgår med al ønskelig tydelighed af de ’bemærkninger’, som (ifølge sædvane) også er at finde i kølvandet på regeringens lovudkast om kirkelige, homofile vielser. Disse såkaldte ’bemærkninger’ kommenterer lovgivernes egentlige (- ja, som det i dette tilfælde hedder ’overordnede’) formål med den foreslåede lov. Heri hedder det nemlig: "Af regeringsgrundlaget: ’Et Danmark, der står sammen’ fremgår følgende: Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering." Det drejer sig altså her – som et i teksten tydeligt angivet ’overordnet formål’ om at få dette politiske regeringsgrundlag ført ind i kernen af Guds kirkes bekendelse – og ikke nok med det, men eftersom lovforslaget handler om et så væsentligt punkt som ’en ændring af ægteskabsloven’, indeholder regeringsgrundlagets kontante formulering, det angivne formål, at bagmændene for den politiske ligestillingsideologi (på dette betydningsfulde punkt) sigter på at ’overtage’ et afgørende område af kirkens lære.

I det kirkeministerielle ’23-april, 2010-udvalg’ om ’folkekirken og registreret partnerskab’ hedder det i afsnittet ’overvejelser om ægteskab og partnerskab’ følgende: "Udvalget konstaterer, at det både historisk og aktuelt er den dominerende opfattelse i kristne kirker, herunder folkekirken, at ægteskabet skal ses som en ordning for menneskeligt samliv, der har sin grund i Guds vilje, som denne ses udtrykt i de bibelske skabelsesberetninger, og som den på forskellig vis er beskrevet i Det Nye Testamente (2.2.1 side 7).

Den efterfølgende kirkeminister har med den nye lov om ægteskab slået en tyk streg over den ’konstatering’, som et tidligere ministerium efter 150 dages overvejelser i 2010 har nedfældet i deres 65-siders septemberrapport. Hvad der (ifølge denne officielle ’protokol’) i 2010 iagttages som en ’både historisk og aktuelt dominerende opfattelse i kristne kirker, herunder folkekirken, ’er ved et hastigt gennemført lovforslag i 2012 blevet ’skubbet til side’ for at give plads for en udpræget verdslig filosofi om ’ligestilling’…, ja, hvad det kirkelige ministerielle udvalg to år forinden i sin indledende protokol-beskrivelse af ægteskabet (side 7) betragter som ’et menneskeligt samliv, der har sin grund i Guds vilje som denne ses udtrykt i de bibelske skabelsesberetninger’ blev i juni 2012 (med et skuldertræk) kastet i papirkurven for i stedet at fremføre et parti-politisk regeringsgrundlag, der er i himmelråbende modstrid med det ministerielle dokument, der af de samlede eksperter et par somre tidligere henviser til det ægteskabssyn, som ’er beskrevet i Ny Testamente’.

"Udvalget finder," hedder det afsluttende i det afsnit af ’den glemte rapport’, at de forskellige fortolkninger hviler på en fælles, grundlæggende opfattelse af ægteskabet mellem mand og kvinde som en Gudgivet ordning for menneskeligt samliv…" (2.2.1 afsn.5). Denne kirkeministerielle udvalgserklæring er i begyndelsen af 2012 blevet fejet af bordet af… kirkeministeriet…

Ikke mindre end 11 medlemmer af kirkeministeriets ’12-mandsudvalg’ erklærede på dette tidligere stade af den omtalte rapport, at ’det ville være udtryk for et ejendommeligt abstrakt syn på mennesket, hvis der stiles mod en såkaldt kønsneutral ordning for ægteskab. En mindretalsudtalelse tilføjede: "Homoseksuel praksis er uforenelig med kirkens lære. Uenighed om dette spørgsmål må tillægges langt større vægt, end flertallet gør…" (2.2.1 s.7 afsn.10 og 8).

Disse officielle ’kirkeministerielle’ kommentarer (under kirkeminister Birthe Rønn Hornbech) har den efterfølgende kirkeminister, Manu Sareen, lagt på is, for at kunne fremme sin regerings ekstreme politiske ligestillingsdoktrin – og de styrende har dermed hensynsløst søgt at lægge et andet fundament for kirken end den ’klippe’, som kirkens Herre selv erklærer for at være den kristne menigheds eneste bæredygtige grundvold (Matt.16:15-20).

Når en tidligere kirkeministers ekspertudvalg forklarer, at ’det både historisk og aktuelt er den dominerende opfattelse i kristne kirker’, at ’ægteskabet mellem mand og kvinde er en Gudvillet ordning’ (2.2.1) – så bygger denne opfattelse på de evangelisk-lutherske kirkes skrift og bekendelse, af hvilken grund 2012-loven om en ændret ægteskabsforståelse er grundlovsstridig. Den træder den absolutte statsforpligtelse, som er angivet i grundlovens § 4, under fode…

Det er således den for Europa aktuelle situation ikke uden interesse at bemærke, i hvilken grad en partipolitisk ideologi i Tyskland gjorde sig skyldig i de groveste overtrædelser af den tyske forfatning – ja, under dens ’mystiske’ opstigen til magten ligefrem støttede sig til de punkter i den tyske grundlov, som kunne bane vej for dens lære.

I en i dag halvglemt og overset erklæring, som i 1931 blev offentliggjort af en åbenbart ’stærkt forulempet’ nationalsocialistisk rigsdagsfraktion, der på det tidspunkt var støttet af mere end seks millioner vælgere, hedder det blandt andet: "Kabinettet har gjort sig skyldig i et kvalificeret forfatningsbrud (qualifizierten Verfassungsbruch) – ja, kabinettet har foretaget en voldshandling (’Gewaltstreich’) over for grundloven. Ja, kabinettet har øvet en flagrant (umiskendelig) krænkelse af lov og ret (’eine flagrante Verletzung von Recht und Gesetz’).

Disse tyske sortsværtende nazi-udtalelser blev i 1931 ofte (og med urette) anvendt mod partiets modstandere – men hvad der er sket ved overtrædelsen af Danmarks Grundlov d. 15. juni 2012 tør med rette kaldes ’et kvalificeret grundlovsbrud’. Med denne betegnelse menes, at overtrædelsen ’gør sig fortjent’ til netop denne karakteristik. Den tilkendegiver, at der nu ikke er mere at debattere. Sagen bør afgøres ved retten! "Hver mund skal lukkes og overtræderne stå strafskyldige for Gud!" (Rom.3:19).

 

GÆLDENDE LOV

Alt dette stemmer overens med kirkens bekendelse, som i CA-artikel 16, stk.1, siger: "Om de borgerlige forhold lærer vi, at lovlige ordninger er Guds gode gerninger," hvilket vil sige, at ulovlige ordninger er det modsatte. Bekendelsen fortsætter: "Det er kristne tilladt at beklæde offentlige embeder, at være dommere, at dømme sager ud fra kejserlige og andre gældende love, at fastsætte straffe i henhold til retten. Alt dette kan de kristne gøre," tilføjer den tyske tekst, "uden synd’ (ohne Sünde… stk.2) – ja, de fordømmer dem, ’der forlader disse borgerlige pligter’ (stk.3).

Dette er gældende, forklarer den bibelske tekst, for at – når tiden er inde, - de, som bryder loven, ikke fortsat og uantastet skal bruge ’store ord’. Thi om antikrist står skrevet, at ’mod gudernes Gud taler han utrolige ting’ (Dan.11:36) – ja, ’der bliver givet ham en mund til at tale store ord og bespottelser (Åb.13:5) – ja, ’han har øjne som et menneske og taler store ord’ (Åb.8:8).

Derfor bør dette tydelige, bibelske tegn ikke forblive upåagtet, når ’kejserlige eller andre gældende love’ – såsom nationernes forfatninger – brydes… Ja, alle kristne alle vegne bør (ifølge kirkens bekendelse) tage denne borgerpligt alvorlig og (hvor deres konstitution tillader det) bringe de antikristelige overtrædere for retten…

Det bør således betragtes som en absolut fejlagtig holdning, hvis en minister eller en regering stiller sig arrogant afvisende over for kirkens bekendelse. Den 23. artikel i Confessio Augustana udtrykker klart, at bekendelsen stiller sig positivt over for hele den verdslige tilværelse og ikke mindst ’magistratus’ (det latinske udtryk for embede, øvrighedspost – ja, hele statens administration).

Den 23. artikel vender sig samtidig imod al form for overåndelig ’flugt fra verden’ i evangeliets navn. Den danske professor Leif Grane erklærer i den forbindelse: "De kristnes lydighedspligt over for øvrigheden og dens love kender kun én grænse: Den eventuelle modsætning mellem Guds og øvrighedens krav! Da gælder apostlenes regel, at man skal adlyde Gud mere end mennesker…" (CA. Gyldendal, 1959, side 141).

Der har i den forbindelse været utallige forklaringer på, hvorledes Luthers såkaldte ’regimentlære’ skal forstås. Det danske kirkeministerium under dets chef, Manu Sareen, synes mere end nogen af dets forgængere at have misforstået og misfortolket Luthers påbud om statens forhold til kirken, og kirkens forhold til staten. Dette har medført stor ulykke; af den grund vil det være på sin plads at anføre Luthers egen korte men detaljerede sammenfatning af læren om de to regimenter. Luther skriver:

"Gud har oprettet to slags regimenter blandt menneskene. Et åndeligt, gennem ordet og uden sværd, gennem hvilket menneskene skal blive fromme og retfærdige, så at de med denne retfærdighed opnår det evige liv. Denne retfærdighed håndhæver Han gennem ordet, hvilket Han har betroet prædikanterne."

Luther fortsætter: "Det andet er et verdsligt regimente gennem sværdet, for at de, som ikke vil blive fromme og retfærdige til evigt liv, dog gennem et sådant verdsligt regimente skal tvinges til at være fromme og retfærdige for verden! Denne retfærdighed håndhæver Gud gennem sværdet, og selvom Han ikke vil belønne denne retfærdighed med evigt liv, så vil Han dog have den, for at freden må blive opretholdt blandt menneskene – og Han belønner den med timelige goder" (Clemen 3, 323.4ff. – WA 19.629).

Begge regimenter er altså efter Luthers forklaring skarpe og stærke redskaber i kampen mod djævelen og synden! Derfor er der en nøje sammenhæng mellem disse to ordninger, som ikke bør ødelægges eller ophæves af åndeligt uvidende politikere og kirkeministre. Sammenhængen undermineres nemlig, hvor regimenterne sammenblandes! Dette sker, hvor evangeliets frihed knægtes ved loven, eller hvor kirkens uafhængighed overtages af det verdslige styre. I det gejstlige regimente eksisterer intet sværd. Det vil sige, at en kirkeminister ikke kan sende politiet på halsen af et menighedsråd, der af samvittighedsgrunde ikke kan lyde hans gudløse indfald; den, der med vold og magt vil indføre tvang over for Guds kirke, bryder (for Danmarks vedkommende) rigets grundlov, der i sin fjerde paragraf anerkender, at Kristi Rige ifølge kirkens bekendelse og lære er et åndeligt rige.

I det verdslige rige derimod råder lovens lange arm! Vil man afskaffe denne gode, Gudgivne ordning, slippes alle onde kræfter løs. Verden kan ikke regeres ’kristeligt’ (ved evangeliet), for kirkens budskab kender ikke til tvang! Det muslimske præstedømme er milevidt fra den myndighed, som er givet Kristi menighed… og pavestolens politiske magt er imod reformatorernes forkyndelse. Den danske grundlov er indsat som et værn mod religiøse strømninger af den art, af hvilken grund dens bestemmelser også strider mod sådanne indflydelser ’indefra’…

Dette sidste stemmer overens med selve fortalen til Den Augsburgske Bekendelse. Heri hedder det: "Rigsdagen er udskrevet for at forhandle om hjælpetropper mod tyrken det kristne navns og den kristne religions argeste gamle arvefjende – nemlig om hvordan det ved varig og vedholdende udrustning kan gøres modstand mod hans raseri og anslag. Her tages en kraftig stilling over for ’arvefjenden’, Islams, anslag (fortale stk.1). "Dernæst," fortsætter fortalen, "skal der forhandles om uenighederne (med paven) i vor hellige religions og kristne tros sag" (stk.2).

Den danske grundlovs fjerde bestemmelse er udset som et værn mod gudsfornægtelsen, Islams hærgen og Den katolske Kirkes vranglære. Denne paragraf er reformationernes fornemme arvestykke, der skænkes vor danske grundlov – og de, som ikke ser dette, vil en dag med bedrøvelse konstatere, at de overlod et vigtigt højdedrag til en grusom fjende…