PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2013-06-10
0394

 

HVAD SIGER GRUNDLOVEN?

… hvad betyder det, at dronningen ’skal tilhøre’?

I mit sammenligningsprojekt, hvori jeg lader to nærtstående, skandinaviske landes grundlovsbestemmelser belyse hinanden – eller rettere, hvori jeg lader den norske grundlov ’tolke’ den danske – kommer jeg nu til disse to nordiske konstitutioners bestemmelser om monarkens stilling. Det vil sige: Hvad fordrer den norske grundlov med hensyn til kongens stilling over for landets nationale kirke – og kan den norske grundlov på nogen måde afklare, hvad der menes med den danske grundlovs bestemmelse vedrørende dronningens holdning i samme sag.

Den fjerde paragraf i den norske grundlov lyder sådan: "Kongen skal stedse bekende sig til den evangelisk-lutherske religion, håndhæve og beskytte den."

Den sjette paragraf i den danske grundlov lyder sådan: "Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke."

Forskellen på disse to grundlovsbestemmelser springer i øjnene. Den norske paragraf er længere, mere detaljeret og pålægger direkte kongen bestemte pligter, der forklarer, hvad der menes med lovtekstens indhold. Den danske paragraf er præcis, kortfattet og ligeledes stærkt forpligtende – uden at gå i detaljer.

Idet jeg nu stiller skarpt på vor danske dronnings formelle stilling med hensyn til majestætens forhold til kirkens bekendelse, bør jeg straks betone, at dronningen i denne sag ifølge grundlovens 13. paragraf er ’ansvarsfri’. Hendes person er – som det (så smukt og Gudvelbehageligt) hedder: ’fredhellig’ og bør derfor ikke ved nogen politisk eller kirkelig meningsudveksling udfordres.

Den 13. paragraf i grundloven siger: "Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov."

Denne ordning gør det klart, at når vi her taler om, hvad der ligger i, at ’kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’ – så er det faktisk og absolut udelukkende ministerens ansvar, der her er på tale! Det hedder jo i den forbindelse: "Ministrene er ansvarlige" (§ 6)… hvilket vil sige, at alt, hvad jeg i det følgende vedrørende monarkens stilling til kirkens bekendelse belyser ud fra den norske grundlov, ikke sigter på dronningens fredhellige person – men kun (og uden undtagelse) på de ministre, der ifølge grundloven er ansvarlige for, at dronningen ikke (som jeg har anført andet sted) ’tages som gidsel’ for deres egen politiske ideologi.

Vort spørgsmål i denne forbindelse er derfor dette: Hvad ligger der i, at dronningen ’skal høre til den evangelisk-lutherske kirke’. For det første kan af selve bestemmelsen udledes, at den danske dronning aldrig bekendelsesmæssigt kan tilslutte sig Islam. Ej heller kan hun ’høre til’ Den katolske Kirke… og hvad den almindelige mening end kan være om dette forhold, er det ubestrideligt, at grundlovens fædre (og for den sags skyld det 16. århundredes reformatorer) med en sådan bestemmelse har taget højde for – ikke blot deres egen generations troskampe og religionskrige – men de helt aktuelle og nærværende problemer, der i en kommende generation vil hamre på dette slægtleds porte…

Den norske bestemmelse tildeler ikke kongen nogen direkte kompetence (myndighed) til at give (som det hedder): ’materielle bestemmelser for kirken’. Grundloven pålægger ham kun pligter (og tillægger ham i den forbindelse en ’håndhævningskompetence’). Af de pligter, som den norske grundlov lægger på kongens skuldre, er en tydelig formuleret ’bekendelsespligt’. Det hedder jo: "Kongen skal stedse bekende… hvilket da vil sige, at han ikke på noget tidspunkt eller ved nogen omstændighed (hvor han udsættes for pres) kan undlade at fastholde sin kristne bekendelse.

Spørgsmålet er nu dette: Kan det om den danske dronning siges, at også vor majestæt har en ’bekendelsespligt’. Det hedder jo, at dronningen ’skal tilhøre’ en kirke, der bekender sig til en ganske bestemt kristen lære. ’Skal tilhøre’ er at opfatte som en påbudt bestemmelse. I denne sag har dronningen (som den eneste person i riget) ikke nogen religionsfrihed! Hun er (for at sige det rent ud) tvunget til at skulle ’tilhøre’ denne bestemt definerede kristne tro… hvoraf følger, at når det nu drejer sig om tilhørsforholdet til landets ’offentlige religion’, kan dette ikke forblive en tillukket privatsag. Da må dronningen på forskellig måde ’bekende’ denne tro. Det norske udtryk ’stedse bekende’ finder også i Danmark sin berettigelse. Tilhørsforholdet er jo ikke en ’døgnflue’. Lovens ord: "Dronningen ’skal høre til’ er ikke ment som en overgangsperiode eller noget flygtigt. Nej, det drejer sig om en livslang tilhørsrelation, og derfor også om en livslang bekendelse. I så lang tid Danmark er et monarki, vil det forbinde landets offentlige tro med majestætens varige – ja, uophørlige bekendelse, hvortil kommer, at den norske grundlov angiver to stærke karakteristika, der med klare ord forklarer, hvad bekendelsen (og for Danmarks vedkommende betegnelsen ’skal tilhøre’) indebærer.

 

IKKE KUN EN JURIDISK FRASE

Inden vi bevæger os ind i den indtil nu (af teologer og jurister) kun sporadisk kortlagte dimension, der har at gøre med Danmarks dronnings trosbekendelse, bør det igen betones, at det skarpe lys, som den norske grundlov kaster på ordet ’bekendelse’ ikke på nogen måde eller på noget tidspunkt med disse linjer rettes på Danmarks dronnings person. Majestæten er – som jeg tidligere har understreget – ifølge grundloven ’fri for ansvar’ i denne sag; det forbliver fuldt og helt ministrenes opgave og ansvar, at sørge for, at den tunge forpligtelse, som staten skånselsløst har lagt på dronningens skuldre, bliver overholdt. Grundlovens 13. paragraf er på dette område klar som krystal. "Dronningen er ansvarsfri – men det er ministrene ikke!"

Med dette som bagtæppe, kan første akt af et højaktuelt, samfundsmæssigt sammenspil løbe over scenen… og for første gang kan folket måske (ved en retssag mod tre af regeringens ministre) få indsigt i, hvilket drama, der faktisk skjuler sig bag ministeransvaret i det fornemme monarki, som Danmark er i besiddelse af – og som den halve verden misunder os – ja, inden tæppefald kunne det hænde, at aktørerne i denne ’krimi’ bliver afsløret – og det i en sådan grad, at det bliver klart for enhver, hvem der er ’skurken’ i dette forehavende – og hvem der efter endt retssag bør ende i kachotten…

Det er ikke ved et tilfældigt ordvalg, at den norske grundlov om kongen siger, at han skal ’håndhæve den evangelisk-lutherske religion’. Der er i Norge ikke plads til nogen ligegyldig, passiv holdning i dette ord – og det indebærer, at enhver må forstå, at lovens henvisning til den kristne lære er alvorligt ment. At den norske konge ’stedse skal bekende’ – og den danske dronning ’skal høre til’ er ikke bare et par nydelige fraser, ord uden mening – en bestemmelse, der er hen i vejret.

I den juridiske verden bruges udtrykket ’håndhæve’, når der er tale om at ’håndhæve’ en lov. Når et eller andet statsligt forvaltningsapparat oprettes for at ’håndhæve’ forskellige love, betyder det, at disse nøje skal påse, at loven bliver overholdt samt (ikke at forglemme), at ethvert brud på den givne lov bliver forfulgt på den foreskrevne måde.

Hvis altså dronningen ’skal høre til’ en ganske bestemt kirke, da må det klargøres, hvad det helt nøjagtigt er for en kristen lære, som majestæten er forpligtet til at repræsentere… og for at kunne forstå det åndelige i dette element, må vi et øjeblik føres tilbage til den bevægede debat, der fandt sted i den grundlovsgivende rigsforsamling d. 27. feb. 1849. Her var spørgsmålet om kongens trosbekendelse på dagsordenen, og det var, ved den lejlighed, at Danmarks gamle salmedigter, N.F.S. Grundtvig, rejste sig og udtalte de mindeværdige ord: "Inden man her bestemmer, at kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke, må det afgøres, hvad det er for en kirke? Er det det samme som folkekirken eller statskirken?"

Dette bragte gemytterne i oprør. En dagbogsoptegnelse af et af parlamentsmedlemmerne (Dahl) lyder: "Jeg havde det svært med at holde de to bisper til sagen," og "præsterne blandede sig hele tiden…" Grundtvig kaldte i debattens hede kulturministeren (Madvig) for ’det bornholmske urværk’ (gr.spalte 287-97). Men kulturministeren holdt sig heller ikke tilbage. Også hans udtalelse er gået over i historien. "Ingen kan være i tvivl om, hvad der forstås ved udtrykket ’Den evangelisk-lutherske kirke’, erklærede han. "Som det klart fremgår af Danske Lov er det den lære, som hidtil har været normeret ved den danske kirkes symbolske bøger." Ved dette blev der stilhed i salen! Grundlovsreferatet siger: "Han blev ikke modsagt fra nogen side" (sp.1597-1605).

 

UGERNINGSMÆND

Når den norske konge grundlovsmæssigt er ’sat’ til at håndhæve indholdet af den reformerte tro, ligger der i dette, at kongen er pålagt et særskilt ansvar for at påse, at staten opfylder sin pligt efter landets konstitution § 2. Det vil sige, at der i Norge bør finde en øjeblikkelig reaktion sted, hvis en gejstlig tjenestemand i sin forkyndelse eller en statslig embedsmand i sin forvaltning af kirkelige forhold sætter sig ud over kirkens trosgrundlag. I den danske grundlovs trettende paragraf står på lignende måde, at – ikke dronningen selv – men ministrene absolut og uden tøven bør gøre noget ved en sådan sag. At dronningen ’skal tilhøre’ den evangelisk-lutherske kirken fordrer på det stærkeste, at der findes og opretholdes en sådan størrelse i landet. Samtidig bør denne samme lov håndhæves på en så konkret og manifesteret måde, at eventuelle uro-elementer, der på officielt, statsligt plan og i lovgivningen tillader sig at nedbryde kirkens lære, bør stilles til regnskab for deres virksomhed; de er at betragte som ugerningsmænd, der samvittighedsløst underminerer det trosfundament, som det (som et suverænt krav) er pålagt rigets monark ’at tilhøre’.

Den norske jurist, Frede Castberg, går så langt som at erklære, at der ud af § 2 og § 4 i den norske grundlov kan udledes en pligt for lovgiveren at gøre statsreligionen mulig gennem lovbestemmelser – ja, straffebestemmelser, der er direkte rettet mod grovere angreb på statsreligionen (Norges Statsforfatning II, 3. udgave – Oslo 1964, side 140). Disse grundlovsbestemmelser, der er givet for monarken i både Norge og Danmark, er (i begge tilfælde) anført, for at staten i de givne retssamfund kan sørge for, at borgerne kan leve og ånde i dette nødvendige værn og beskyttelse, når de i deres gudsdyrkelse udøver deres lovlige virksomhed (i overensstemmelse med FN-konventionen af 16. dec. 1966, art.26).

Spørgsmålet om eventuelle angreb på dronningens tilhørsforhold er således ikke nogen let sag for en verdslig, ikke-troende dommer at afgøre! Set fra den kristne menigheds synspunkt er selv den bedste og mest indsigtsfulde dommer på glatis, når han skal afgøre centrale ’åndelige sager’ – og det mest omhyggeligt udpegede dommerpanel, der skal afklare spørgsmålet om, hvad der egentlig ligger i begrebet ’Den evangelisk-lutherske kirke’, står – om det vil det eller ej – over for et historisk vanskeligt emne. Eftersom betegnelsen ’evangelisk-luthersk’ findes i grundloven, kan dommerne næppe afvise det. Hvis der f.eks. i loven kun havde stået ordet ’folkekirke’, havde det hele været nemmere. Men lovteksten er skånselsløs i sin definition. Den høje ret er – hvis sagen mod de tre ministre bliver antaget – tvunget til at sætte sig ind i dette aktuelt højeksplosive emne – og hertil behøves ikke kun en juridisk, kirkelig eller endog religiøs ekspertise. Hertil behøves en åndelig bedømmelse.

 

ET PRIVILEGIUM

(Efter Norges grundlov § 27 stk.2 skal regeringens medlemmer, ’som ikke bekender sig til statens offentlige religion, ikke deltage i behandlingen af sager, som angår statskirken’).

Spørgsmålet om ministrenes tilhørsforhold er derfor i denne time yderst relevant. Det er ikke en halvvissen tør doktrin, der lægges på dommernes bord; nej, det er en sag, som presser sig på over den ganske verden – og dybest set bør det betragtes som et privilegium for en hvilken som helst dommer at skulle afsige en kendelse i netop disse spørgsmål: Hvad er Guds kirke?" Hvad betyder ’den evangelisk-lutherske’ kirke? Svarene kan være mange, og ikke få kloge hoveder vil søge at udtale sig. Ét er imidlertid sikkert – og det bør på forhånd siges til panelet af mænd og kvinder i de sorte kapper: "Kristi sande menighed var og er og kan aldrig være ’flertallets kirke’.

Disse advarende røster om ’flertalskirken’ bør nationens sekulære dommere lytte til. Ej heller de slipper for at finde kirkens gamle bekendelsesskrifter frem for at lægge øre til de reformatorer, der i midten af 1500-tallet med livet som indsats nedfældede trossætninger, der har både sandheden og evigheden i sig.

En kommende retssag om lovgiverens 2012-indførelse af det politiske dogme om ’Gender Mainstreaming’ (ligestillingslærens trosindhold) i kirkens liturgi kan bedst belyses ud fra Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsens erklæring i 2010-’kirekministerrapporten’, hvori det bl.a. hedder (citat): "Folkekirken bør være lydhør over for den folkelige accept af samliv mellem to personer af samme køn" samt (citat): "Der er registrerede partnere, som ønsker, at der ved en kirkelig handling bedes for og lyses Gud velsignelse over deres liv med hinanden" (’Kirkelige velsignelse af partnerskab’ 2.2.2. side 8).

Retten vil altså komme til at vælge mellem bispens tale om den såkaldte ’folkelige accept’ (flertalskirken) eller den specifikke grundlovsparagraf, der henviser til en bestemt betegnet kristen lære. Vedrørende ’flertallets kirke’ bør Jesu advarende ord tages med i overvejelserne. Han siger: "Gå ind ad den snævre port; for vid er den port og bred den vej, der fører til fortabelsen, og mange, der går ind ad den." Han tilføjer: "Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den" (Matt.7:13-14). Danmarks grundlov har aldrig forpligtet staten til at ’støtte flertallets kirke’. (Fl. Kofoed Svensen, 10.sept.1990). - Den Augsburgske Bekendelse siger i art.7 stk.1: "Ligeledes lærer vi, at der bestandig vil forblive én hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent… Bekendelsen taler altså om ’en hellig kirke’ (una santa ecclesia) – ikke om en rummelig religionsanstalt…