PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2013-06-14
0395

 

MENIGHEDSRÅDSLOVENS KLARE ORDLYD

Menighedsrådsloven indeholder i sin 38. paragraf præcise bestemmelser vedrørende indførelse af et nyt ritual i folkekirken. Da det er min (og andres) opfattelse, at netop denne lov har afgørende betydning for afklaringen af den åbenlyse overtrædelse, som har fundet sted ved indførelsen af et nyt ritual i kirken i forbindelse med lovens om vielser af par af samme køn, vil jeg her nøje gennemgå den danske menighedsrådslovs ordlyd. Jeg sammenligner den da med den norske kirkeordningslov § 32 bogstav b og stiller skarpt på disse bestemmelsers forhold til de to landets grundlove.

Denne sammenligning finder jeg retfærdiggjort ud fra den historiske kendsgerning, at Danmarks og Norges kirkeritual af 1685 stadig er udgangspunkterne for folkekirkens gudstjenesteordning (Preben Espersen, Kirkeret, 1999, side 75).

Den danske menighedsrådslov § 38 stk. 2 og 3 lyder som følger: "Præsten skal have menighedens samtykke til… (stk.1) at der ved fastegudstjenester eller kirkelige handlinger anvendes en anden autoriseret liturgi eller andre autoriserede ritualer end dem, der hidtil er anvendt i menigheden," samt (stk.2): "at der ved gudstjenester eller kirkelige handlinger foretages mindre ændringer i liturgi og ritualer eller benyttes andre salmebøger og salmebogstillæg end de autoriserede."

Den norske kirkeordningslov § 32 stk.b lyder som følger: "Menighedsrådet afgør alle sager… om indføring af ny, godkendt salmebog eller liturgi."

Spørgsmålet om, hvordan den norske paragraf skal tolkes med hensyn til menighedsmødets afgørelsesret, blev under den i Norge stærkt omtalte ’liturgisag’ forelagt for den norske højesteret i 1987 (Rt.1987, s.473). Et centralt punkt i sagen var, hvordan den norske kirkeordningsbestemmelse forholder sig til grundlovens § 16. Denne dom, som faldt ud til statens fordel, og betydningen af denne tilsyneladende ’sejr’ for regeringen vil jeg vende tilbage til. Hvad jeg her skriver har udelukkende til formål, at søge at opnå, at den samme – i mine øjne – skæbnesvangre fejltagelse ikke gentager sig i vort danske retssystem. Staten bør ikke på noget tidspunkt kunne tilkendes nogen ret til at indføre et nyt ritual i den lokale menighed, uden at menighedsrådet ’giver sit samtykke dertil’. Sker det, er det i modstrid med både kirkens evangelisk-lutherske tradition, skrift og bekendelse ligesom det må betragtes som en parti-politisk overtrædelse af Danmarks grundlov.

Den naturlige, sproglige forståelse af de to menighedsloves ordlyd er (efter min opfattelse) ikke til at tage fejl af. Det fremgår af både den norske og den danske lov, at ingen ny salmebog, ingen liturgi eller noget ritual kan indføres i den enkelte sognemenighed, uden at det er blevet højtideligt afgjort og vedtaget på et menighedsrådsmøde. Den danske bestemmelse siger det sådan: "Præsten skal have menighedsrådets samtykke." Han selv eller nogen anden myndighed, som står over ham (altså ligegyldig hvem der ellers har autoriseret dette ritual) kan ikke på nogen vis ’komme uden om’ den jævne, danske forståelse af ’menighedsrådets samtykke’. Det drejer sig nemlig om noget mere end en simpel håndsoprækning, - ja, det er mere end en generel demokratisk vedtagelse.

At menighedsrådet således med hjerte og mund skal ’samtykke’, betyder, at den oprigtigt og af hjertet ’indvilliger’. Ja, der ligger her (som Gads Leksikon udtrykker det): ’…samtykke til en handling efter en forudgående eller samtidig tilladelse og dermed afkald på senere retsbeskyttelse’ (2003, side 31). Der tales altså i begge skandinaviske love om (dansk): ’autoriserede ritualer’ eller om (norsk): ’godkendt liturgi’. ’Godkendt’ vil (for Norges vedkommende) sige, at det ikke er op til menighedsrådet at udarbejde et nyt ritual (efter eget ønske). Nej, den liturgi, som skal indføres i den norske, lokale menighed, må allerede være ’godkendt’ af kongen i et kirkeligt statsråd, og for den danske menighed må ritualet på forhånd være ’autoriseret af dronningen’ – efter kirkeministeriets indstilling (jf. Espersen, side 27ff). Derefter skal præsten have menighedsrådets samtykke til, at dette af højere instanser autoriserede ritual kan anvendes i menigheden.

Det vil med andre ord sige, at hverken den norske konge eller den danske regering efter lovenes ordlyd på nogen måde eller noget tidspunkt har i deres magt at påtvinge den enkelte menighed et autoriseret vielsesritual for personer af samme køn! I spørgsmålet om, hvorvidt et homobryllup kan finde sted i kirken, så har – selvom ritualet til en sådan kirkelig handling er både godkendt og autoriseret af alle andre højere myndigheder – den enkelte menighed den afsluttende fulde og hele afgørelsesmyndighed. Det hedder jo i den norske lov: "Menighedsmødet afgør alle sager" og i den danske: "Præsten skal have menighedsrådets samtykke…"

 

STATSMAGTENS AUTORITÆRE INDGREB

Den naturlige og ligefremme forståelse af det norske udtryk: ’en ny, godkendt liturgi’, harmonerer med den danske formulering: ’en anden, autoriseret liturgi end den, der tidligere er anvendt…"

Det vil altså sige, at menighedsrådets enevældige magt straks dukker op i horisonten, når det drejer sig om et splinternyt ritual, som aldrig før er blevet anvendt i menigheden. Der er altså udelukkende tale om, at det lokale menighedsråd sidder inde med denne suveræne afgørelsesret, hvis det f.eks. skal vælge mellem et gammelt vielsesritual, der allerede er i brug, og så et helt nyt vielsesritual, der har opnået ’den højere godkendelse’ på et senere tidspunkt, end det er tilfældet med det vielsesritual, som menigheden i øjeblikket anvender.

Fremhævelsen af denne betydning af det norske udtryk ’et nyt, godkendt ritual’ og det danske ’et andet autoriseret ritual end det, der tidligere er anvendt’, ligger i, at der i den aktuelle situation (vedr. vielsesritualet for par af samme køn) på ingen måde er tale om, at menigheden her påtvinges et ældre vielsesritual, som i sin tid er blevet lovligt indført. Det drejer sig altså i det forhåndenværende tilfælde (om homobryllupper) ikke om en ærværdig liturgi, der nu endelig bør indføres, fordi så lang tid (et par hundrede år) er gået, at brugen af dette ’gode, gamle ritual’ nu vel må accepteres som lovligt (idet hensynet til de almindelige passivitetsvirkninger og agtelsen for det bestående taler derfor). Nej, i dette pågående tilfælde (om kirkelige vielser af homoseksuelle) drejer det sig helt konkret om et ritual, som verden aldrig før har set magen, og som i hast er udfærdiget og ved lov gennemført. Der er altså ikke tale om, at det, som er ulovligt, med tiden kan blive lovligt – men om, at det, som i dette tilfælde er ulovligt, hverken på kort – eller lang tid (ifølge kirkens skrift og bekendelse) kan blive lovligt…

Denne opfattelse af menighedsrådets suveræne ret til at vælge, hvilket ritual, der skal anvendes i kirken, blev imidlertid ikke lagt til grund af den norske konge ved indførelsen af en ny højmesseliturgi i 1977. Fra kirke- og undervisningsministeriets side blev det efter indførelsen af disse nye ritualer hævdet, at staten også har det i sin magt at påbyde et nyt ritual indført! Argumentationen lød i al sin korthed sådan: "Kirkeordningens § 32 bogstav b giver kun regler for, hvem der skal træffe en sådan bestemmelse (om et nyt rituals indførelse), hvis kongen i det kirkelige statsråd har givet den enkelte menighed denne særlige ret.

Jeg omtaler dette, fordi Norges Højesteret som nævnt (Rt.1987, s.473) gav staten medhold – og jeg vil i det følgende yderligere belyse denne i mine øjne uretfærdige afgørelse i håb om, at Danmark ikke (i den aktuelle, lignende sag) skal gøre samme fejltagelse…

Oslo-afgørelsen finder jeg uretfærdig, fordi der i den norske kirkeordinans ikke står et ord skrevet om, at menighedsrådet kun har ret til at fravælge et ritual, hvis kongen giver den menighed en speciel tilladelse dertil. Tværtimod siger loven, at menighedsrådet i alle spørgsmål, der gælder indførelsen af et nyt ritual har den fulde afgørelsesret. (Det hedder jo: "Præsten skal have – ikke statens – men menighedsrådets samtykke til anvendelse af en anden liturgi…)

Den norske lov kommer imidlertid den danske tolkning til hjælp, idet den pågældende paragraf netop på dette punkt (statsmagtens autoritære indgreb) i sit første stykke siger: "Menighedsmødet afgør alle sager… som ved lov eller kongelig resolution eller bestemmelse af vedkommende departement er eller bliver overladt til menighedens eller menighedsrådets afgørelse."

Tolkningen af denne formulering fordrer en smule skarpsyn; den kan nemlig fordrejes i en forkert retning, hvorved (som Skriften siger) ’Retfærdigheden vil blive bøjet’ (5.Mose 24:17; 27:19).

Dersom den tolkning er fyldestgørende, at den lokale menighed med hensyn til indførelsen af et nyt vielsesritual (for vielser af par af samme køn) kun har ret til at afvise dette, hvis staten (på ny) giver menighedsrådet denne ret, så ville der for Norges vedkommende kun være brug for det første stykke af den omtalte paragraf. Det andet stykke, som siger, at ’menighedsmødet afgør alle sager om indførelse af et nyt ritual’, ville være totalt overflødigt. Og ikke nok med det. "Alt-afgørelsesretten’, som står nævnt i denne tilføjede bestemmelse, ville da være direkte misvisende.

Det er almindelig opfattelse, at hvis den myndighed til ’at afgøre alle sager’, som ubestrideligt tillægges menighedsrådet (i det andet stykke af den omtalte norske paragraf) dybest set er afhængig af statens fornyede, direkte og specielle bestemmelse – ja, så måtte denne så helt tilsvarende reservation have været anført som en yderligere tilføjelse til paragraffens andet led, der så tydeligt formulerer menighedens lokale formulerede afgørelsesmyndighed.

Dette klare syn må komme tolkningen af den danske menighedsrådslov § 38 stk.2 og 3 til gode. Et nyt autoriseret vielsesritual (for bl.a. homovielser) skal nødvendigvis altid og alle vegne, have menighedsrådets samtykke.

 

PILATUS-PRINCIPPET

Det sidste punkt i den afgørelse, som blev taget i slutningen af 80’erne i Norges Højesteret om denne (for mange uanseelige men for kirken og samfundet betydelige) sag er den bitre strid, som fra departementets side opstod, efter at en ny højmesseliturgi tvangsmæssigt blev indført i den norske kirke i 1977.

Det blev dengang bl.a. gjort gældende, at når der tales om menighedens ’afgørelsesret’ (at den kan ’godkende’ eller ’samtykke’) så er der kun tale om, at den kan få lov at ’vælge mellem’ flere allerede ’godkendte’ salmebøger eller ritualer. – "Men kongen (den norske) må have ret til at fratage menigheden denne lovbestemte valgret," hed det, hvorefter det blev tilføjet: "Kongen kan tilbagetrække en godkendelse af f.eks. en salmebog eller en liturgi, som allerede er i brug" (J.E. Andr. Universitet Oslo, 1989, s.83). – "Det lyder kunstigt," indvendte eksperterne, idet de tilføjede: "Det kan ikke være rigtigt, at kongen pludselig skal kunne fratage den lokale menighed dens ’afgørelsesret’ ved at trække en tidligere godkendelse tilbage. Da den tidligere liturgi i sin tid blev godkendt, fik menigheden ret til at tage den i brug – og ifølge kirkeordningslovens § 32 bogstav b kan kongen ikke fratage menigheden retten til at bruge en liturgi eller en salmebog, som var godkendt på det tidspunkt, den blev indført.

… og dermed følger den betydelige kommentar, som kan have sin berettigelse i Dagens Danmark, hvor den samme kamp udkæmpes med henblik på indførelsen af et nyt og for mange aldeles fremmed ritual i forbindelse med kirkelige vielser af par af samme køn. Denne sært forudseende, norske kommentar lyder nemlig således: "En undtagelse kunne forekomme, dersom det senere blev påvist, at den liturgi eller salmebog, som bruges i en menighed, ikke er i overensstemmelse med kirkens lære. Kirken er efter grundlovens § 2 (norsk) forpligtet på den evangelisk-lutherske religion, og dersom det påvises, at en salmebog eller liturgi i et centralt spørgsmål ikke er i overensstemmelse med kirkens bekendelse, vil kongen have både ret og pligt til at påbyde den eksisterende salmebog eller liturgi udskiftet med en, som svarer til bekendelsen ’kongens tilsynspligt i lærespørgsmål’… konge, rigskirke, lokalmenighed’, Oslo 89, s.83).

Konklusionen af denne enkle sammenligning mellem norsk og dansk lovgivning i spørgsmålet om anvendelsen af et nyligt indført ritual antyder, at lovenes ordlyd er klar, og at de (i begge tilfælde) peger i retning af, at intet nyt vielsesritual kan tages i brug, uden at dette er blevet bestemt af det lokale menighedsråd. Hvad angår helt nye love skal der meget til for at fravige det fortolkningsalternativ, som loven (efter en naturlig, sproglig forståelse) udpeger. Her gælder ’Pilatus-princippet’: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg" (Johs.19:22). Dette gælder i særlig grad, når lovens ordlyd (som i dette tilfælde) ikke efterlader nogen tvivl. Det bliver (tror jeg) svært for statens jurister at finde andre såkaldte ’retskildefaktorer’, der kan fremlægge noget bæredygtigt holdepunkt for en anden fortolkning af de to landes menighedsrådslove end den, som jeg her har præciseret…