PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2013-06-20
0396

 

DET FORTABTE FORÅR

…maj 2013 blev en måned med en tsunami af begivenheder, der alle pegede i samme retning.

Maj 2013 blev en måned med storme. Både i den synlige og usynlige verden. Maj blev den ’fortabte forårsmåned’, der over hele kloden indvarslede ’atmosfæriske forstyrrelser’. Også i den region, som Ny Testamente kalder for ’det åndelige luftrum’. Dette område synes (ifølge de bibelske beskrivelser) at være under en usynlig, men konstant styrelse af en magthaver, der af apostelen får den beske betegnelse: ’Ham, som hersker over luftens rige" (Ef.2:2). Denne dunkle enehersker har ’jordforbindelse’ gennem bestemte personer, der kaldes ’ulydighedens børn. Det er dem, der, ’styret af kødets begær’, gør nøjagtig, hvad de har lyst til (v.3) – ja, de vil i kampens hede ’vige tilbage’ og trække sig tilbage fra slagets tummel.

En af de synlige manifestationer på dette omsiggribende, mystiske ’luftherredømme’ fandt sted på en solrig eftermiddag midt i turistmylderet i centrum af Paris. Pludselig blev de svære porte til domkirkekatedralen Notre Dame lukket og boltet. Den mægtige, ung-gotiske basilika-kolos blev med ét afspærret af politiet – og alle de udvendige kapeller og gravmæler blev i løbet af få minutter sat under bevogtning. De to 69 meter høje tårne blev gennemsøgt – og alle kirkens fem ’skibe’, især tværskibet og koret – og den mægtige ’dommedagsportal’ i midten blev sat under streng bevogtning. En mand var fundet død foran kirkens alter – og efterforskningen blev straks sat i gang.

 

’DØDSÅRSAGEN’

Få minutter efter kl. 16:00 den tirsdag eftermiddag bemærkede ingen den nydelige, ældre herre, der stilfærdigt banede sig vej gennem folkemængden ved boderne uden for ’dommedagsportalen: Hovedindgangen til Notre Dame katedralen i Paris. Ingen så den enlige skikkelse bevæge sig op ad den lange, dunkeltbelyste midtergang mellem de århundrede gamle bænke og stolerækker. Ingen bemærkede, at den ensomme vandrer et øjeblik stod med bøjet hovedet mellem de brændende kærter, hvorefter han forsigtigt og langsomt fremtog en forseglet kuvert, som han stilfærdigt lagde på alteret – ej heller at han derefter med højre hånd løftede en lille, belgisk pistol, satte den til munden og affyrede den. Tililende fandt den døde foran alteret – samt den hvide, forseglede kuvert, hvorpå der med sirlig håndskrift stod: "Deklaration af Dominque Venner: Baggrunden for hans død ved egen hånd…" Inde i brevet var med få linjer ’dødsårsagen’ klargjort. Her stod med høje, ranke bogstaver følgende: "Loven om ægteskab mellem par af samme køn er en forbandelse. Islams invasion i Frankrig er en stor fare!"

Den 78-årige Poul Venner var ikke en mand, som Frankrigs evangeliske og mange af nationens katolske kristne kunne identificere sig med. At tage sit eget liv er ikke foreneligt med evangeliets håb (Ap.G.16:27-28). Som veteran af en fransk neofascistisk gruppe var Venner ’fremmed’ for store dele af den kristne menighed – (selvom han i sine ældre år blev anset som en respekteret skribent og historiker).

Som yngre blev han fængslet for bl.a. at have forsøgt attentat på præsident Charles de Gaulle og for et par gange at have medvirket ved bombningen af Jean Paul Sartres lejlighed. Han skrev begejstret om ’den hvide race’… og selvom han anvendte udtrykket ’Den hellige lejr’… havde han tilsyneladende intet reelt tilfælles med det liv, som denne bibelske betegnelse giver udtryk for. De medier, som i dag søger at anbringe de sande Kristi efterfølgere i samme båd som ekstreme, politiske bevægelser tager skæbnesvangert fejl… og selvom Venners sidste ord var: "At dø er en anden måde at eksistere på" – er en sådan sætning næppe båret af den samme ånd, den fred, sagtmodighed, kærlighed, tro, håb og glæde, der bor i Herrens disciple.

Imidlertid står jeg ved den kommentar, som jeg ved nyhederne om denne mands tragiske død skrev på min blog: "… spændingerne er voldsomme! Hvor nogle steder den farlige udvikling gennemskues og kaster mennesker ind i en dyb fortvivlelse, lever andre videre i den altovervejende ligegyldighed." I dagen før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være…" (Matt.24:38-29).

Hvad der ligger i endetidsforståelsen af ordet ’bortgifte’ er værd at se lidt nærmere på. En ny opfattelse synes at dukke frem fra grundsproget af Ny Testamente.

 

AFSLØRENDE GRÆSK ORD. På grund af den overvældende mediedækning, som det første franske homobryllup blev ’belønnet med’ (ikke mindre end 130 journalister og tv-folk fra den halve verden var den sidste onsdag i maj 2013 samlet i den supermoderne rådhushal i Frankrigs ’homoby’, Montpellier) – har jeg måttet gøre mig et vigtigt ’bibelnotat’ ud for det sted i Ny Testamente, hvor det i Lukasevangeliet forklares, at umiddelbart ’før syndfloden’ (17:27)…’spiste og drak’ og ’festede’ jordens befolkning, indtil den blev ’udslettet’.

Imidlertid står også her ’festens anledning’ anført: ’De giftede sig og blev bortgiftet’ (v.27). Det sidste udtryk har ved disse seneste begivenheder vakt min opmærksomhed. Jeg bemærker nemlig, at ordet for ’bortgift’ (i samme tekstafsnit i Matthæusevangeliet) er et langt og besværligt græsk ord. Det lyder sådan: ’eksganisondtes (bortgiftes). Imidlertid bringer evangelisten Lukas et endnu længere og endnu mere besværligt ord. Han siger: ’eksegamidsonto’, hvilket bør oversættes ’blev ægtet’. Heraf fremgår, at Lukas sætter et skarpere og mere afslørende lys på udtrykket (bortgifter) end Matthæus.

Hertil kommer, at jeg ikke kan undgå at bemærke, at Lukas i den engelske ’King James oversættelse’ af dette ord ikke blot anfører – men direkte tillægger et ekstra ord, som ikke findes i andre af mig kendte oversættelser. Denne gengivelse siger (for at understrege meningen) i beretningen om de ugudelige tilstande, der herskede før syndfloden: "They married wives, they were given in marriage" (de ægtede hustruer, de blev ægtet).

Spørgsmålet er for vor nuværende situation relevant: Hvorfor gør Lukas forskel på ’de to slags ægtevielser’? Ja, hvorfor taler han i det hele taget om ’to slags bryllupper? "Det ene, hvor det præciseres, at det var kvinder, som syndflodens mænd giftede sig med – og det andet, hvor alt blot hedder ’de blev ægtet’ (og hvor der altså ikke tales om, at mænd blev gift med kvinder).

Kan dette have nogen forbindelse med, at mens Matthæus i sin gengivelse af Jesu forkyndelse om de sidste dage kun nævner Noa og ’syndfloden’ – medens Lukas husker, at Jesus også talte om ’Lots dage’ (17:28)? (Det vil sige Sodoma-katastrofen, hvor Sodomas mænd ikke først og fremmest ’giftede sig med kvinder’, men hvor de simpelthen ’blev ægtet’ – ’mænd øvede skamløshed med mænd’… Rom.1:27).

Yderligere er det bemærkelsesværdigt, at Lukas (efter at have detaljeret ’ægteskabsindgåelsen’ i Noas tid overhovedet ikke gentager dette emne, når han fortsætter med at berette om tilstandene i Sodoma. Om disse sidste siger han blot: "De åd og drak, købte og solgte, plantede og byggede… ’giftermålet omtaler han ikke med et ord? Hvorfor ikke? Fordi – mener jeg – at han lige til mindste detalje har beskrevet syndflodens livsstil… og her kunne han ikke engang gentage ordene: ’They married wives’ – for det gjorde de ikke!

Disse mine overvejelser vedrørende Ny Testamentes beskrivelse af ’ægteskabsindgåelsen’ i dommedagstider som ’Noas dage’ og ’Lots dage’ føler jeg bekræftet af den nøjeregnende tekst i et gammelt gulnet dansk Ny Testamente fra det Herrens År 1850. Heri står nemlig (med ’krøllede bogstaver’), at på Noas tid lige op til syndflodsødelæggelsen, - da ’aade de og drak, toge til ægte og gave til ægte’ (Matt.24:38)… men ’St.Lucæ’ (Lukas) skriver: "De aade, drak, toge til ægte, bleve udgiftede… thi på den dag, der Loth gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og ødelagde dem alle.

Med en beundringsværdig trofasthed over for grundsproget skelner Lukas mellem ’de toge (kvinder) til ægte og de ’bleve udgiftede’. Hvad dette sære, gamle danske udtryk (’bleve udgiftede’) vil sige, er for mig ikke vanskeligt at tolke. Her tales (tror jeg) om Sodoma-brylluppet. Par af samme køn kan nemlig ikke ægtevies. De kan kun ’blive ægtet’ eller som det hed i 1850: de ’bliver udgiftet’…

Nu vil de græskkyndige hævde, at den lille tilføjelse ’ek’ (gamizo’… engelsk: ’marryize’ dansk: ’gifte sig’ mod ’ek gam izo’… engelsk: ’outmarryize’… dansk: ’udgifte’) ikke nødvendigvis beskriver noget negativt eller illegalt. Dertil vil jeg tillade mig at svare med patriarken Jobs ord, når han udbryder: "Hvad I ved, ved også jeg; jeg falder ikke igennem for jer" (13:2 gl.overs.) På tysk bruger man f.eks. ordet ’heiraten’ (at gifte sig) eller ’verheiraten’ (at blive gift) – og den lille tilføjelse ’ver’ tillægger ikke ægtevielsen noget ’negativt eller illegalt’. Det samme kan man imidlertid ikke sige om ordet ’raten’ (råde). Hvis det indledes med det samme tilknyttede ’ver’ giver det ordet: ’verraten’, som absolut angiver ’det illegale og negative’. På samme måde ordet ’ek’, som i 1850 oversattes med ordet ’ud’ (udgifte) for at tilkendegive, at det engelske ’outmarryize’ angiver, at Sodoma-brylluppet ikke er nogen sand vielse; det er illegalt!

Alt dette dukkede frem af de gamle bibelske tekster i det blæsende maj-forår i 2013. I den periode indtraf nemlig en sand tsunami af begivenheder, der pegede i den retning, som denne nye tolkning af de ældste skrifter angiver.

 

DET FORTABTE FORÅR

Maj 2013 blev den måned, hvor den amerikanske spejderbevægelse besluttede sig til at ændre en bestemmelse i en tidligere formålsparagraf og dermed afsværge en 100-årig gammel ed.

Den britiske general Baden-Powl, som stiftede den internationale spejderbevægelse i Storbritannien i 1908, ville ’vende sig i sin grav’, hvis han hørte, at et råd på 1400 medlemmer af US-spejderbevægelsen d. 23. maj 2013 havde åbnet dørene for homoseksuelle spejdere. Den 22-årige US-spejderklausul, som den dag blev ophævet, lød sådan: "Spejderbevægelsen er et ungdomsprogram, og en hvilken som helst seksuel handling, hvad enten den er heteroseksuel eller homoseksuel, som udføres af unge i spejderalderen, er i modstrid med spejderlivets fordring på sømmelighed."

Allerede 1909 begyndte det første spejderarbejde i Danmark og 1910 stiftedes Det danske Spejderkorps. Størstedelen af USA’s 100.000 spejdertroppe er knyttet til et kirkeligt arbejde – og præsidenten for sydstatsbaptisterne erklærede i forbindelse med 23. maj-beslutningen: "Det er en bedrøvelig dag. Homoseksuel praksis er i uoverensstemmelse med 1911-spejdereden og spejderloven!"

Spejderbevægelsen i USA blev grundlagt i 1910 og havde d. 23. maj 2013 2,6 millioner medlemmer.

To dage forinden genlød parlamentssalen i London af et bragende bifald, da loven om kønsneutrale vielser blev gennemført (366 stemmer for 161 imod). Det samme skete få dage senere i Frankrig – og blev derefter fremlagt i Knesset af Israels finansminister, Yair Lapid, der erklærede, at en sådan lov også burde indføres i Israel.

I kirkens bekendelse hedder det: (Det religiøse system) ’er i dette liv blandet med mange hyklere og slette mennesker. Dette er i overensstemmelse med Kristi stemme: "De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses stol (Matt.23:2). Det afsnit, som Bekendelsen henviser til, fortsætter: "I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger… alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster, de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi…" (v.3-7)… afsnittet slutter (og bekendelsen betoner, at det her er ’Kristi stemme’, der taler): "Vé jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke…" (v.13).

Den homoseksuelle overtrædelses størrelse sættes i Ny Testamente i lighed med ægteskabsbruddets synd, der ifølge loven ’fortjente dødsstraf’, men ifølge evangeliet møder Guds nåde (Rom.1:32 og Johs.8:1-11). "Alligevel lever de ikke bare selv sådan," fortsætter apostelen, "men de bifalder også, at andre gør det!" (v.32)

Maj 2013 blev også den måned, hvor det overalt blev forkyndt for Danmarks troende, at ’Jesus anbefaler brugen af salt’. Han siger: "Salt er en god ting" (Mark.9:50) – og en bedre påskønnelse kan en håndfuld køkkensalt næppe få med på vejen. Jesus forklarede imidlertid, at det salt, som Han omtaler, kan ende med ’ikke at være salt mere’ (v.49). Det vil sige, at saltet mister sin kraft til at ’give smag’ samt til ikke længere at kunne anvendes som et middel mod forrådnelse. (De mest håbløse udsigter venter den kirke eller den nations kristne, hvor ’saltet mister sin kraft’, lød det i maj-forkyndelsen. I kirkens prædiketekster hed det videre: "Hvordan vil I da gøre det salt igen?"

 

IKKE ET KOMMA TØR ÆNDRES

Der gøres i menighedsrådslovene (i både Norge og Danmark) ikke stor forskel på indførelse af et nyt ritual eller indførelse af en ny salmebog. Begge forhold ser ved første øjekast forholdsvis uskyldige ud – og ingen nutidig politiker kunne i sine værste drømme forestille sig, at han kan få et ulmende oprør på halsen, hvis han kommer til at anfægte et af disse farlige elementer i den kirkelige gudstjeneste.

Imidlertid viser den århundrede gamle udvikling af den lokale menigheds tilkæmpede og bestemte afgørelsesret med hensyn til især benyttelsen af en salmebog, at netop dette ikke er en sag, man skal tage for let. Derfor erklærer den danske menighedsrådslov (advarende), at ’præsten skal have menighedens samtykke’, hvis der foretages blot den mindste ændring’ i benyttelsen af (andre) salmebøger eller salmebogstillæg end de autoriserede…" (§ 38 stk.2). Det vil på godt dansk sige, at ingen præst eller nogen anden kirkelig instans skal vove at røre ved så meget som et komma i en salmebog, uden at de lokale menighedsmedlemmer har godtaget, at en sådan ændring foretages. Derfor kan det være at aktuel interesse at kaste et blik på salmebøgernes historie (ikke mindst i Norge) for at få blot et lille glimt af en forståelse af, at en dansk kirkeminister skal tænke sig om to gange, før han drister sig til at indføre et nyt ritual…

I begyndelsen af 1800-tallet var der tre salmebøger i brug i Norge. Kingos (1699) Guldbergs (1778) og ’Evangeliske-christelig salmebog’ (1798). De to sidste kunne kun bruges, ’hvis husfædrene ønskede dem indført’. Det vil sige, at de lokale folk havde den suveræne afgørelsesret (for godt 250 år siden) når det drejede sig om en ny salmebog. Da Hans Nielsen Hauges salmebog kom på gaden d. 11. oktober 1873 hed det udtrykkeligt: ’til at bruges ved den offentlige gudstjeneste, hvor dette af menigheden vedtages’. Disse sidste ord følger salmebøgernes brogede historie i både Danmark og Norge… og har deres rod i de voldsomme tider, der fulgte i reformationens fodspor. "Gå varsomt frem!" hed det i kirkeordinansen af 1537. "Lad være med at volde forskrækkelse, eller uenighed blandt den fattige almue!" I 1607 fik Norge sin egen kirkeordinans. Den havde helt og holdent den danske som forbillede. De to skandinaviske lande holdt samme retning, når det gjaldt menighedens selvbestemmelsesret.

Julemåneden i 1886 gik imidlertid ikke stille af i Oslo. Den 2. december blev der indført en ny liturgi i kirken, uden at menigheden fik nogen ret til at sige sin mening. Situationen ligner til forveksling den tvungne indførelse af et ritual, som skete i Danmark i 2012 – blot med den forskel, at medens de danske bisper på kirkeministerens forlangende lydigt udfærdigede det totalt bibelfremmede ritual, gjorde Norges bisper oprør! I en artikel med overskriften ’Liturgiske enevælde’ (E.Molland, Kirkehist. Bind II, side 102) skriver biskop Heuch: "Jeg er bange for, at man skal længere tilbage end til det danske enevoldsstyre vi skal helt tilbage til det russiske selvherskerregimente for at finde noget sidestykke til den vilkårlighed, hvormed dette ritual er blevet indført!" Han slutter: "Det er på høje tid at værge sig mod regeringens overgreb."

"Vesterlandsbonden bliver vred!" erklærede Kristiansands biskop. "Der bliver protester, udtrædelser og splittelser" (Departements Tidende 1898, side 324). "Selvbestemmelsesretten er krænket," udtalte Trondheims biskop. "Den smule selvstyre, der er forundt vore menigheder, er taget fra dem!" (side 325) Tromsøs biskop skrev: "Tvungen indførelse af et ritual afstedkommer intet godt!" (side 325) Resultatet var, at departementet ikke ’vovede at tilråde et påbud’ (side 325-26).

Det er ikke uden betydning, at Bekendelsesskriftet Confessio Augustanas første artikel stk. 1 begynder således: "Myndighederne hos os lærer med fuld enstemmighed." Hvis der nemlig er noget, som har præget den danske nationalkirkes og i øvrigt hele den verdensvidde lutherske kirkes holdning til spørgsmålet om kirkelige vielser af par af samme køn, så er det bitter splittelse og nagende uenighed. Bispekollegier er blevet sønderdelt og sprængt i flere partier, og de trossætninger, som ifølge bekendelsen ’burde tros uden enhver tvivl’ (art.1, stk.1) er blevet udsat for en så voldsom kritik og debat, at enheden forlængst er forsvundet…

Samtidig har der hos modstanderne af ’de nye kirkelige ritualer’ og seneste civile love (ved f.eks. gigantiske demonstrationer i Paris) vist sig en voksende indbyrdes forståelse af, at dette nye politisk-religiøse ligestillingsfænomen burde bekæmpes. Ja, det er flere steder i den kristne menighed blevet forbundet med at folk forskrækket er ’veget tilbage’ på grund af konfessionelle ængstelser. Så snart ordet ’fordømme’ blev udtalt, har der været en tiltagende tendens til at tage afstand. I bekendelsen erklærer reformatorerne imidlertid, at ’de fordømmer alle de kætterier, som er ’opstået mod denne artikel’ – og 1600-tallets protestantiske forkyndere indtog en åbenlys, uforsonlig holdning overfor f.eks. Roms ’falske og vanhellige talemåder’ (rhetoricari… stk.5).

 

EN NY FORSTÅELSE

En ny forståelse af Ny Testamentes udråb: "Nu kommer han, som skal komme!" (Hebr.11:37), har vakt mange troende til en ny årvågenhed! De har begrebet (hvad de ikke tidligere syntes at have været klar over) at denne betydningsfulde forudsigelse ikke drejer sig om ’Menneskesønnens komme’, men om det snarlige komme af Hans modstander, antikrist… (Ez.12:23; Hebr.10:37; 2.Pet.3:9 og Hebr.2:3-5). Den nye forståelse er, at når tyrannen ’den overmodige, som er uden retskaffenhed’ dukker op, så ’skal min retfærdige leve af tro’ (Hebr.10:37). Skriftafsnittet fra Ny Testamente, som med denne stærke formaning har forfærdet de troende, fortsætter: "viger han tilbage, har Min sjæl ikke behag i ham…" hvilket kun kan betyde, at hvis ’den retfærdige’ (når øjeblikket er inde og konfrontationen med de antikristelige kræfter skal finde sted) ’viger tilbage’, da vender Herren sig fra ham i mishag.

Den advarende tekst er alvorlig og vil kunne medføre stærke samvittighedskvaler. Apostelen tilføjer derfor opmuntrende: "Men vi hører ikke til dem, der viger tilbage, så vi fortabes, men til dem, der tror, så vore sjæle frelses."

Konklusionen af dette alvorlige skriftafsnit fra Ny Testamente (Hebr.10:37-39) gør det tydeligt, at den opstandne Herre har beredt sig et folk, der omtales med betegnelsen: ’de retfærdige’ (v.38). Den retfærdighed, der her er tale om, er den, som udelukkende kan opnås ved tro (Rom.3:21-26). Om disse sande Kristi efterfølgere hedder det: "Min retfærdige skal leve af tro" (v.38).

Når antikrist dukker frem på scenen (’snart kommer han, som skal komme, og han udebliver ikke’ – v.37), vil det imidlertid vise sig, hvem der i sandhed og ved en fortsat vandring i ånden, har taget imod det forløsende og befriende budskab, at ’den retfærdige skal leve af tro’). Disse vil nemlig i afgørelsens time ’ikke høre til dem der viger tilbage, så de fortabes’ – men de vil høre til dem, der tror, så at deres sjæle frelses’ (v.39). Eftersom spørgsmålet er så vigtigt, at det drejer sig om evig frelse eller evig fortabelse, bør enhver (uden undtagelse) spørger sig selv: "Hører jeg til dem – eller hører jeg til dem?"