PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2013-06-28
0397

 

TROSBEKENDELSEN

... sidste bastion mod ’en ny, nedrig ideologi’

Ikke få betydningsfulde lærespørgsmål skiller de evangeliske kristne fra Den katolske Kirke. Men ét vægtigt ord, som blev udtalt i 2005 af Pave Johannes Paul II kan mange kristne fra mange trosretninger tilslutte sig. I værket ’Erinnerung und Identität’ (Augsburg) skriver paven: "Svære overtrædelser af Guds lov finder sted! Jeg tænker her på det voldsomme pres, hvormed Den Europæiske Union søger at opnå anerkendelse af homoseksuelle forbindelser som en alternativ familieform, der også har ret til adoption!" Paven tilføjer: "Det er i denne situation tilladeligt – ja, endog påbudt at stille spørgsmålet: Er en ny, ondskabsfuld (heimtückisch) og lumsk ideologi atter på færde for at udnytte menneskerettigheden til at nedbryde familien? Det er sjældent, at paven taler om, at en sag skal ’påbydes’ – men her erklærer han, at det er mere end ’tilladeligt’ (ja, en direkte forpligtelse) ’at stille spørgsmålet, om (i disse dage) en ny, nedrig ideologi er på spil. "Det ’påbydes’ at stille dette præcise spørgsmål," siger han.

Det ufattelige begreb ’Gender Mainstreaming’ er for de fleste EU-borgere en ukendt størrelse – og det er til fare for både samfund og kirke, hvis denne uidentificerede, fremmede ideologi uhindret får lov at gennemsyre alverdens lande og riger. I Danmark har indflydelsen været så stærk, at selv landets grundlov er blevet inficeret – og da er det på høje tid, at nationens højeste domstol gør det klart, hvori denne nye lære består. Øjeblikket er kommet, hvor alle og enhver må forstå, at med dette begreb ’Mainstreaming’ har man ikke blot at gøre med en lille flok idealister, der strider for en minoritetsgruppes ret til at overleve – men at man tværtimod har at gøre med en global bevægelse, der massivt, militant og målbevidst arbejder på at omstyrte det værdifundament, som hele nationers borgere ifølge deres landes konstitutioner bygger på.

I Danmark vil halvtreds borgere bringe tre af landets ministre for retten for der at påvise, at de med deres ’Gender Mainstreaming’ har forbrudt sig mod Danmarks grundlov. Det vil for disse halvtreds være en afgørende opgave at bevise den kristne kirkes bekendelses betydning… ja, at den endog foran den verdslige domstol har sin egen Gudgivne berettigelse.

 

DET ER IKKE RIGTIGT’

I en højesteretssag mod en norsk præst (Børre Knudsen) i 1983 lagde retten i Oslo til grund for sin stillingtagen, at ’kirkens bekendelse har betydning ved fastlæggelsen af den lære, hvorpå kirken er forpligtet’ (Rt.1983, s.1004, s.1015-1016). Det samme gjorde den norske kirkes læreudvalg i sin indstilling om ’behandling af lærespørgsmål i kirken’ (Lov og ret, 1984, s.183; s.188). "Bekendelsesskrifterne vil," hedder det, "også ved retsspørgsmål kunne bidrage med relevante argumenter" (Konge, Rigskirke og lokalmenighed, s.97).

Ved den omtalte norske højesteretssag vedr. indføring af en ny højmesseliturgi i 1977 (Rt.1987, s.473) blev bl.a. professor dr.theol. Bernt T. Oftestads vidneforklaring om bekendelsesskrifternes betydning afgivet til brug for rettens bedømmelse.

Forskellige artikler fra Den Augsburgske Bekendelse blev ved den lejlighed citeret. Da det allerede på det tidspunkt (1983) drejede sig om den norske statspåtvungne indførelse af et helt nyt ritual i kirken, vil Oslo-professorens erklæringer med udgangspunkt i Confessio Augustana kunne kaste lys over det forcerede tiltag af samme art, som den danske regering foretog i juli 2012.

Med hensyn til den aktuelle indførelse i den danske folkekirke af et nyt vielsesritual for vielser af par af samme køn, vil (ifølge Bent T. Oftestads vidneforklaring i Oslos Højesteret i 1987) i første række Confessio Augustana (CA) artikel 7 have betydning. Heri hedder det i stk. 4 følgende: "Det er ikke nødvendigt, at der overalt er ensartede menneskelige traditioner og riter eller ceremonier, sådan som Paulus siger: "En tro, en dåb, en Gud, alles fader…" (Ef.4:5).

Det fremgik af vidneforklaringen, at historisk har denne artikel fra Confessio Augustana ’brod mod den romersk-katolske kirke). "Artiklen er imidlertid generelt udformet," (hed det) "og har for så vidt almen gyldig betydning…"

(Det vil sige, at et af kirkens bekendelsesskrifter, der i år 1530 er opstået i en historisk kampsituation, i sin almindelige, nutidige forståelse bør tilkendegives en ’almen gyldig betydning’. Dette juridiske standpunkt kaster lys over den ofte anvendte indvending, at ’disse gamle skrifter er utidssvarende og ikke længere kan bruges som rettesnor hverken for samfund eller kirke i det 21. århundrede." Tværtimod kan de (som det står nævnt i referatet fra de norske retsforhandlinger): "…også i retsspørgsmål bidrage med relevante argumenter."

I procesfuldmægtig Edvin Andreassens gengivelse af professorens vidneforklaring (som jeg lægger til grund for disse betragtninger… side 97 i ’konge/rigskirke og lokalmenighed) betones det, at ’det af den omtalte syvende CA-artikel må underforstås, at det ikke er rigtigt at pålægge nogen at følge menneskelige overleveringer eller ceremonier – enten disse fremstilles som nødvendige for at fortjene frelse eller de pålægges af andre grunde…" (s.97, afsn.3). – (Denne kommentar til Augustana-artiklen, som der så påpegende henvises til ved den norske 87-højesteretssag om indførelse af et nyt ritual i den norske statskirke, åbner for en juridisk-teologisk dimension, som bør iagttages med henblik på det påtvungne Gender Mainstream ritual, som regeringen pålagde den danske statskirke i 2012).

Vielsesritualet, der i foråret 2012 (efter flere måneder arbejde) blev udfærdiget af et ’ikke-enigt’ dansk bispekollegium, bærer tydeligt præg af at være (som CA benævner det): ’en menneskelig ceremoni’. Om et sådant ’menneskeligt ritual’ er bekendelsens ord klare og stærke: "Det er ikke rigtigt at pålægge nogen at følge en sådan ceremoni" (art.7, stk.4). Dersom dette Confessio Augustana-påbud skal tages til efterretning, er ’det ikke rigtigt’, at en kirkeminister officielt og som en fordring har pålagt de danske bisper at udfærdige et sådant kønsneutralt vielsesritual, og ’det er ikke rigtigt’, at bisperne (i ulydighed mod bekendelsen) har adlydt regeringens minister. Fortsat vil det ej heller ’være rigtigt’ at pålægge de troende at følge (denne) menneskelige overlevering. "Det er ikke rigtigt, at en civil lov er blevet udstedt, som under trussel med straf pålægger den kristne menighed at følge dette ritual."

Imidlertid vil en sådan sag ikke i længden kunne afgøres ved en national domstol; den vil på et tidspunkt blive flyttet til en ’højere instans’. Modstanderne vil overalt og i alle medier blive anklaget for at være ’umenneskelige’ – så den sag må menneskerettighedsdomstolen tager sig af. Spørgsmålet er da: Kan den store verden være tryg ved en afsluttende ’retfærdig’ afgørelse i det internationale aspekt? Det vil først og fremmest bevise sig på den nationale platform… hvilket også betones i det seneste FN-charter. Men allerede her viser det sig tydeligt, i hvilken retning vinden drejer. (Dette forhold har den tyske sociolog Gabriele Kuby i sin seneste bog ’Die globale, sexuelle Revolution’ (Medienverlag 2012) værdigt og grundigt afsløret).

 

HOMO-VIELSEN EN MENNESKERET?

Hvad der i denne umenneskelige verden kan og bør anses som en menneskeret, blev nedfældet i FN-erklæringen af 1948. Denne erklæring er af vor tids bedste eksperter blevet betegnet som ’menneskerettighedernes urdokument’. Det holder en beskyttende hånd over menneskets værdighed: ægteskabet mellem en mand og kvinde og kernefamiliens beståen. I 1950 blev Den Europæiske Konvention for menneskerettigheder deklareret (EKMR) – og enhver oplyst stat, der optages i Europarådet, må højtideligt underskrive denne fornemme, internationale aftale. I 1950 satte 27 statsmænd deres navne under dette dokument. Mere end et halvt århundrede senere var tyve kendte navne tilføjet: I 2012 skrev 47 stater under. Den Europæiske Domstol i Strassburg er sat til som en høg at våge over, at denne konvention overholdes… også paragrafferne om ægteskabet mellem mand og kvinde, der i konventionens tolvte artikel omtales med ordene: "Mænd og kvinder i den giftefærdige alder har – ifølge de nationale lovgivninger (som regulerer udøvelsen af denne ret) – lov til at gifte sig og grundlægge en familie."

Denne tolvte artikel har imidlertid ikke ’fået lov’ at forblive uantastet. Ordene om ’mænd og kvinder i den giftefærdige alder’ var og forblev en anstødssten! Ikke så meget angivelsen af ’den giftefærdige alder’ – men benævnelsen ’mænd og kvinder’ som grundlæggere af en familie…" en sådan sætning kunne ikke i længden bestå.

Hvad der siden er sket bag de lukkede døre i år 2000 ved ingen – men da et nyt charter over Den Europæiske Unions grundrettigheder i det år så dagens lys, var ’mændene og kvinderne’ forsvundet… ellers havde denne paragraf samme ordlyd. I charterets niende artikel hedder det nu:

"Retten til at indgå ægteskab og retten til at grunde en familie overlades til de enkelte staters bestemmelse; disse regulerer udøvelsen af de omtalte rettigheder." – Ved indførelsen af loven om kirkelige homovielser, har Danmark siden åbnet døren for, at det fremover vil have større mulighed for at blive betragtet som en ’menneskeret’, at mand-kvinde forholdet opløses, og at homo-ægteskabet i et kommende EU-charter således kan lovfæstes og dermed ’menneskeretligt’ og internationalt institutioneres. Af den grund er det vigtigt at iagttage, hvilken betydning trosbekendelsen i den verdensvidde kirke indtager. Ja, denne hundredårige, gamle bekendelse, som er inkorporeret i næsten alle kirkers bekendelsesskrifter, synes i dag at være den sidste bastion mod Gender-ideologiens hærgen.

Trosbekendelsen, som den foreligger allerede hos Pirmin Reichenau (år 753) og stammer fra Konkordiebogens version af Cathechismus Romanus og Rituale Romanus, lyder sådan: "Jeg tror på Gud Fader, Den Almægtige, Himlens og jordens Skaber, og på Jesus Kristus, Hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, Den Almægtiges hånd, hvorfra Han skal komme at dømme levende og døde. Jeg tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv."

 

AT REDUCERE TROSBEKENDELSENS INDHOLD

Som det skete i Norge i den store liturgisag i 1987, bør det heller ikke i Danmark (eller noget andet land, hvor man fremover vil forsøge at indføre homobryllupper – ikke blot på Rådhuset men – i kirken) forblive upåtalt, at ingen gejstlig eller civil embedsmand, som deltager i lovgivning om kirkens forhold til staten, kan tillade sig at ’reducere trosbekendelsens indhold’. Ingen sådan afvigelse fra kirkens lære bør noget sted på noget tidspunkt godkendes.

Det bør således (i en kommende retssag) på det bestemteste fastholdes, at Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, i sit ’vejledende’ februar-notat 2012 til statens ligestillings- og kirkeminister, Manu Sareen, gjorde sig skyldig i netop denne overtrædelse; biskoppen ’reducerede trosbekendelsens indhold’. Lad mig forklare:

I sit officielle og absolut ’i embeds medfør’ udfærdigede ’notat’ til kirkeministeren skriver den danske biskop med henblik på indførelse af homovielser i den danske folkekirke bl.a. følgende: "Jeg finder det relevant at nævne, at vi i vores teologiske traditioner lever med en høj bevidsthed om, at et bekendelsesskrift har en historisk karakter, hvilket medfører, at fortolkningen af bekendelsesskriftet fordrer såvel en afklaring af nutidens problemstilling som en viden om reformationstidens situation" (21. feb.2012, Kbh.)

Biskoppen ’finder det relevant at nævne’… Det ’relevante’ er her forholdet til sagen om indførelse af vielser i kirken af par af samme køn. Her lærer Bekendelsesskrifterne i f.eks. artikel 18 om ’Den frie vilje’, at ’den menneskelige vilje’ (’humana voluntas’) har en vis frihed til at udøve borgerlig retfærdighed og til at foretage et valg, der er underkastet fornuften (et(??) deligendas res rationi subiectas). Den tyske oversættelse anvender imidlertid ikke begrebet ’at udøve borgerlig retfærdighed’ men det langt skarpere ’äusserlich ehrbar zu leben’ (’leve i en ydre sømmelighed og ærbarhed’)… men, konkluderer bekendelsen: "Den menneskelige vilje har ikke uden Helligåndens magt til at virkeliggøre Guds retfærdighed eller den åndelige retfærdighed. For ’et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd" (1.Kor.2:14).

Den danske biskop fandt i februar 2012, hvor regeringens minister havde brug for en hjælpende hånd til at lægge låg på kirkens bekendelsesskrifters indflydelse, at dette for ham var det gunstige øjeblik til at ’reducere trosbekendelsens indhold’. Derfor skrev han det ’vejledende notat’ til ministeren med åbenlys besked om, at den slags skrifter ’kan man ikke bare sådan tage for gode varer’. "For ret at kunne tolke disse urgamle trosbekendelser," (fremgår det af bispens utvetydige skrivelse) "skal man tage historiens briller på og derefter lade sig lede af de forhold, som nutiden byder på…"

For hundrede år siden rullede en retssag mod en forholdsvis ukendt sognepræst, Arboe Rasmussen, som virkede i nogle små, afsides menigheder (Skibsted og Lyngby) under Viborg Stift. Præsten havde skrevet et par artikler i et mindre skrift, som hed ’Protestantisk Tidende’. Det blev udgivet af det såkaldt (unitariske) ’Frie Kirkesamfund’, der ved en højesteretsdom d. 25. juni 1908 havde fået rettens ord for at det (citat): ’hylder og er virksomt for at udbrede en lære, der på fundamentale punkter står i strid med folkekirkens bekendelse (Kristine Garde, jurist- og økon. Forlag 2006). Sagen kom biskop A.S. Poulsen i Viborg for øre, og dermed var anklagen klar: "Præsten reducerede trosbekendelsens indhold" (Uf.R.1908, side 803f).

Hvorvidt Københavns biskop personligt finder, at (notat-citat): ’Ægteskab blandt homoseksuelle par kan være et hjerteligt og ansvarligt forhold’ forbliver dette (stående foran et panel af højeste retsdommere) sagen uvedkommende. Spørgsmålet er og forbliver kun dette ene: Er en sådan kirkelig ægtevielse på kollisionskurs mod kirkens lære og bekendelse? Eller sagt med andre ord: Reducerer biskoppen trosbekendelsens indhold, når han vejleder statens minister til at undlade at tage kirkens bekendelse alvorlig. Biskoppens konklusion lyder (notat-citat): "For mig at se er selve ordets betydning (ordet ’ægteskab’) med til at skabe teologisk tydelighed for ægteskabet som en troværdig institution, hvad enten det er mennesker af forskellige eller samme køn, der giver hinanden løfte…"

Det er i denne vanskelige situation, at et såkaldt sekulært (verdsligt) dommerpanel skal afgøre, om biskoppens ’vejledende notat’ i virkeligheden er forfattet af ’et sjæleligt menneske, som ikke tager imod det, der kommer fra Guds Ånd’. For at ikke-troende jurister skal kunne nå frem til en retfærdig afgørelse i dette dybt åndelige spørgsmål, er de nødsaget til at godtage kirkens bekendelsesskrifter, som et inspireret skrift, der ikke kan fortolkes på et hundrede og sytten forskellige måder.