PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2013-07-05
0398

 

DET STORE NORMGENNEMBRUD

... biskoppen anbefaler nyt homo-familiemønster

Den egentlige tanke om ’menneskets ret’ (i ordet ’menneskerettigheder’) går kort sagt ud på, at mennesket besidder bestemte rettigheder simpelthen i kraft af at være menneske. Dette fører naturligvis tankeforløbet videre til spørgsmålet: "Hvad vil det sige at være menneske? Hvilket menneskesyn ligger der bag denne idé, at mennesket i sig selv er født med en ’menneskeret’? Hvem har givet mennesket denne uskrevne ret og bestemmelse, at det (i al sin tilsyneladende forsvarsløshed) kan tillade sig (i en broget og ofte ond verden) at gøre sin ret gældende?

Denne i grunden enkle og på forhånd (for adskillige uvist af hvilke årsager) accepterede ret til ’at være menneske’ er i vort slægtled nået til det punkt, at menneskeretten er blevet formuleret i en erklæring. Udgangspunktet er enkelt, og det foreliggende resultat (erklæringen) er frugten af lange overvejelser på tværs af politiske, religiøse og kulturelle grænser.

Menneskeretten er imidlertid samtidig nået til det ekstreme spørgsmål, om det også hører til den uskrevne lov, at mennesket i sig selv er berettiget til at indgå ægteskab med et andet menneske af samme køn, - ja, at dette parforhold som en given menneskeret kan fordre Guds velsignelse i en kirke…

 

FORNEMT FORSVAR FOR FAMILIEN

Den Augsburgske Bekendelse er ligefrem og uden omsvøb i sit fornemme forsvar for familien…

I dens 16. artikel om ’borgerlige forhold’ hedder det i stk. 5-7 følgende: "Evangeliet lærer nemlig den evige retfærdighed i hjertet! Her på jorden opløser det ikke samfundet eller familien men forlanger i høj grad, at de (både samfund og familie) skal bevares som Guds ordninger, og at kærligheden netop skal udøves i dem." Artiklens danske gengivelse slutter: "Derfor er det nødvendigt, at kristne adlyder deres øvrighed og dens love, medmindre den (øvrigheden) befaler (dem) at synde. Da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker…"

De troende, som oprigtigt vil lyde evangeliets sandhed, kan derfor aldrig være med til at fremme eller på nogen måde tilgodese noget projekt, der er fjendtligt over for den orden, som stemmer overens med (som det hedder): ’den evige retfærdighed’ (stk.6).

Det er i den forbindelse yderst påkrævet at bemærke, at kirkens bekendelse sætter et lighedstegn mellem familiens (og dermed hele det øvrige samfunds) beståen. Hvor familien opløses, bryder samfundet sammen!

Derfor hedder det i Confessio Augustana, at familien ikke blot skal bevares, men den skal ’i høj grad bevares’. Grunden til denne stærke formulering gives med ordene: "Familien er en Guds ordning!" (stk.7)… og de, som i deres vanvid og vildfarelse farer destruktivt frem mod selve Guds ordning, bør ikke glemme apostelens advarsel, når han udbryder: "Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham" (1.Kor.3:17).

Med hensyn til ligestillingsloven om indførelse i Guds kirke af vielser af par af samme køn, "er det nødvendigt," erklærer bekendelsen, "at de kristne adlyder deres øvrighed og dens love…" blot med den undtagelse, at hvis en lov befaler dem at synde mod Gud, så skal de kristne intet sted eller på noget tidspunkt adlyde; da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker" (Ap.G.5:29).

 

NORMGENNEMBRUD

Hvad sker i øjeblikket er mere end bemærkelsesværdigt! I løbet af mindre end en menneskealder har et så gevaldigt normgennembrud banet sig vej, at den jævne EU-borger ikke længere ved, hvad der er ’op eller ned’. (Derfor kan han eller hun heller ikke længere bedømme, hvad der kommer ’ovenfra’, og hvad der kommer ’nedenfra’).

Det synes derfor at være med en vis uheldsvanger indsigt, at de moderne, danske bibeloversættere har sløjfet ordet ’oventil’ (som f.eks. det sted i Ny Testamente, hvor apostlen formaner de troende til at ’søge det, som er oventil’ (Kol.3:1) og i stedet skriver ’søg det, som er i himlen’)… og det er (i samfundsmæssig henseende) blevet sært aktuelt, både når profeten i Gamle Testamente advarende råber: "Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør mørke til lys og lys til mørke, gør besk til sødt og sødt til besk" (Es.5:20, gl.overs.)… og når apostelen i Ny Testamente tilføjer: "De udskiftede Guds Sandhed med løgnen" (og derefter straks konkluderer): "Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige…" (Rom.1:26). Det normale bliver ’unormalt’, og det unormale bliver ’normalt’ – ja, det normale skal af stat og regering, ministre og bisper betegnes og bekæmpes som unormalt, og det unormale skal ophøjes til at være ’det eneste rigtige’!

*

En røgbombe og en håndfuld fyrværkeri blev torsdag d. 23. maj 2013 brændt af under nationens første homovielse-ceremoni på Rådhuset i den franske ’gay-by’ Montpellier. Men det var ikke de eneste protester, som Frankrig oplevede i det forår. Den 22. marts var der 1.8 millioner demonstrerende borgere på gaden i Paris. (Ikke siden Frankrigs fodboldsejr i 1999 har Champs Élysée været så fyldt med mennesker). Manifestationerne i marts 2012 blev efterhånden voldsomme. I det franske parlament blev emnet heftigt debatteret i ikke mindre end 174 timer – og da de homoseksuelle mænd under bragende bifald kyssede hinanden i den supermoderne rådhushal i Montpellier, var der 130 journalister fra den halve verden, som rapporterede denne ’enestående begivenhed’.

Den socialistiske borgmester, Hélène Mandroux, talte indgående til forsamlingen om ’den historiske dag’ og dvælede især ved, at hendes præsident, Francois Hollande, ’holdt sine løfter med henblik på partiets ligestillingspolitik’. Derefter talte den ene af ’de to nygifte’ fra balkonen til den begejstrede skare. "Efter den megen had," forkyndte han med henvisning til kirkens modstand mod homobryllupper, "er det tid at tale om kærlighed – og vi vil nu adoptere børn…"

 

LOV OG MORAL

"Menneskeretten befinder sig i et spændingsfelt mellem jura og moral… er moralen en del af retten, er retten slet ikke gyldig, hvis ikke den er moralsk." Således indledte lektor, ph.d. Sten Schaumburg-Müller sit foredrag over emnet: ’Menneskerettens jura, indhold og idealer’, d. 21. sept. 2001 ved et seminar på Det teologiske fakultet på Århus Universitet i Danmark.

Foredragsholderen fortsatte: "Moralen kan være subjektiv og genstand for debat; det juridiske må nødvendigvis være objektivt og ligge mere fast."

Med henblik på en kommende sagsøgning af tre af de danske regerings ministre for gennemførelse af den kontroversielle lov om indførelse af homovielser i kirken, kan dommerne næppe komme uden om den rent moralske tilgang til sagen. Indledningen til Den amerikanske uafhængighedserklæring lyder således: "Vi anser følgende sandheder for at være indlysende i sig selv." Som det hedder i Ny Testamente: "Lærer ikke naturen selv…" (1.Kor.11:14). Det vil sige, at der er forhold, som er så ’indlysende’, naturlige og enkelte i deres sandhed, at man ikke behøver at have nøje nedskrevne regler eller stramt affattede love for at begribe, hvad de indebærer. Denne indstilling til domstolenes såkaldt ’naturretlige’ indfaldsvinkel fik en tydelig renæssance efter Anden Verdenskrig, hvor det fremstod som et smerteligt problem, at mange af de uhyrligheder, som var sket i Hitlers Tredje Rige på det tidspunkt var i overensstemmelse med gældende ret. "Der må være en eller anden ret, der står over den faktiske, statslige ret," sagde man – og disse ord vejer tungt i dag. Ja, udfordringen i denne sag ligger ikke kun i, at de bør have den rette juridiske og moralske tilgang til spørgsmålet om kirkelige homovielser. Her bør de oven i købet have en vis åndelig forståelse af sagens sammenhæng.

Den internationale menneskeret startede med oprettelsen af FN, der i sin ’grundlov’, FN-Charteret, har en klar og utvetydig bestemmelse om, at medlemslandene forpligter sig til at overholde grundlæggende menneskerettigheder. Dette fulgte man op på i verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948. Her understreges det i den 16. artikel, at familien er en kerneenhed i samfundet, og at de (citat): ’har fordring på statens beskyttelse’.

Kerneenheden af den 16. artikel i verdenserklæringens 1948-forståelse var og er fremdeles en familie bygget på det monogame grundlag, d.v.s. ’ægteskab mellem en mand og en kvinde’ (Gads Leksikon, s.205). Definitionen af monogami indbefatter tillige seksuel troskab mellem ægtefællerne. Hvor denne ’sædelige orientering’ (som definition på ordet monogami) opgives, går familien i opløsning, - ja, hvis staten ikke længere ’beskytter’ dette forhold, men oven i købet ved lov fremmer en anden opfattelse, svigter den dybest set forpligtelsen over for menneskerettighedserklæringens forståelse af artikel 16’s formulering: "Familien har som en grundlæggende enhed i samfund fordring på statens beskyttelse…"

Først i 1993 fik FN en erklæring, der klart udmøntede denne familie-forpligtelse, som de deltagende medlemsstater underskrev. (Det var en betingelse, at mindst 35 lande tilsluttede sig. Det gjorde Danmark i 1972, og der er siden ligeved halvandet hundrede lande, som har sat deres navne under på denne konvention). Det vil for Danmark og andre deltagerlandes vedkommende sige, at forpligtelsen med hensyn til at beskytte familien er en bindende aftale. Det betyder i realiteten, at Danmark skal stå til regnskab over for FN-erklæringen om menneskerettigheder med hensyn til den væsentlige ændring i den danske ægteskabslov, som blev vedtaget af de danske lovgivere i juli 2012. Danmark har (som nævnt) med sin underskrift i 1972 højtideligt lovet, at den danske stat vil ’beskytte familien’ – og hvis det viser sig, at Danmark tværtimod med en udpræget, ligestilling-politisk ’Gender Mainstreaming’-lov er med til at opløse kernefamilien, forbryder den danske stat sig mod FN’s menneskeretskonvention.

At det ikke var nogen løsrevet tilfældighed, at en betydelig ændring af den deklarerede tekst fandt sted, da der i 2009 skete en radikal formulering af den Europæiske Menneskeretskonvention af 1950 … fremgår af de ’bemærkninger’, som (ifølge sædvane) fulgte med den nye ordlyd. I artikel 12 i den tidligere konvention blev det tydeligt betonet, at ’mænd og kvinder kunne indgå ægteskab’ men i Charteret af 2009 var dette begreb (som tidligere nævnt) sløjfet! Grunden til dette står åbenlyst anført i følgende kommentar, hvori det hedder (citat): "Den nye formulering er ’fulgt med tiden’ (zeitgemässer gestaltet) for også at kunne rumme de tilfælde (um Fülle zu erfassen), hvor i enkelte stater, der foreligger andre former for giftermål som grundlag for, at en familie kan anerkendes."

De tilknyttede bemærkninger fortsætter: "Artiklen siger altså hverken noget for eller noget imod (ægteskabelige) forbindelser af par af samme køn. Denne status er altså i overensstemmelse med EMRK’s (menneskerettighedernes) kommende agenda – men det vil skabe (citat): ’En større bæredygtighed’ (Tragweite), hvis de enkelte stater vil gå i samme retning med deres lovgivning…" (oversættelse min).

I dette sidste punkt har Danmark været lydig over for den ’fælles sag’. De danske lovgivere har hjulpet homovielsen et skridt videre på vejen frem til at blive en anerkendt menneskerettighed!

 

FLOT TEOLOGISK FREMSTILLING

Det nye homo-familiemønster, som altså ikke længere kan anvende kirkens tidligere danske vielsesritual, der omtaler ’en mand og en kvinde’ samt ’en far og en mor’ har siden 2010 haft sine politiske fortalere – men også sine (i det højeste kleraki) gejstlige medløbere. I 2010-kirkeministerrapporten ’Folkekirke og registreret partnerskab’ erklærede Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen (som et officielt udsagn), at det homoseksuelle samliv kunne leves (citat): ’til Guds ære’. Han afleverede i den forbindelse følgende ’statement’ (citat): "To mennesker af samme køn, der frit forpligter sig til at leve med hinanden i kærlighed og trofasthed i et forhold, der omfatter hele deres tilværelse, har lov til at gøre dette i tillid til, at Gud lægger Sin vilje til deres, så at samlivet kan blive til redskab for Guds vilje og Gud til ære…" (2.2.3; side 9). – En flot ’teologisk’ fremstilling, der ligefrem ’smager på ordene’. Den hævder åbenlyst, at det homoseksuelle samliv, hvilket Ny Testamente betegner som ’vanærende’ (Rom.1:26) kan blive ’et redskab til Guds ære’. Biskoppen hævder (uden at blinke) at samlivet mellem to mennesker af samme køn, hvilket Ny Testamente betegner som ’en vildfarelse’ (Rom.1:27) vil blive befordret ved, at ’Gud lægger sin vilje’ til det homoseksuelle pars vilje, så at denne bliver fremmet – ja, biskoppen udtaler i denne officielle erklæring (i den kirkeministerielle rapport), at det homofile samliv, hvilket Ny Testamente beskriver som ’skamløst’ (Rom.1:27) som værende ’et redskab til at fuldføre Den Højestes viljes evige formål’.

Biskoppen stiller imidlertid én afgørende betingelse for at denne velsignelse kan blive det homoseksuelle par til del. Betingelsen er (citat): ’at det homoseksuelle par lever i et forhold der omfatter hele deres tilværelse’. Det vil sige, at for at ’Gud kan lægge Sin vilje til de samkønnede pars vilje, så skal de to homoseksuelle mænd og de to lesbiske kvinder dele bord og seng – ja leve sammen dag og nat, så at de ’i hele deres tilværelse’ opfyldet det forhold, som Bibelen betegner med ordene: "De er blevet ét kød" (1.Mose 2:24; Matt.19:5; 1.Kor.6:16 og Ef.5:31). Biskoppen giver dem ’lov til at gøre dette’ og tilføjer: "Da er deres samliv (citat): ’Gud til ære’!"

 

ER HOMOSEKSUALITET SYND?

Kirkens bekendelse lærer i den forbindelse, at (citat): "… siden Adams fald fødes alle mennesker, som er forplantet på naturlig måde, med synd." Bekendelsen fortsætter: "Denne arvede sygdom eller last er virkelig synd" (CA artikel 2, stk.1-2). Den tyske oversættelse går tættere på påstanden om, at menneskets natur fra fødselen af bærer med sig ’Seuche und Erbsünde’ (pest og arvesynd) og tillader ikke, at dette begreb ’devalueres’ i sin oprindelige betydning. Synd drejer sig (nemlig ikke om den ’mindre fejltagelse’ men) om ’virkelig synd’ (wahrhaft Sünde) lyder bekendelsens erklæring. Ved at rette søgelyset mod den ’pest’, som har at gøre med homoseksuel praksis, betegnes det i Ny Testamente som ’skamløst’ og ’unaturlig utugt’ (Rom.1:26-27). Når Københavns biskop om det homoseksuelle samliv erklærer, at ’to mennesker af samme køn har lov til at gøre dette’, bringer han sig uden for kirkens bekendelse og må bøde derfor…

Med henblik på den årelange debat, hvorvidt det homoseksuelle samlivsforhold (set ud fra Bibelen) må betegnes som ’synd’, er det markante eksempel på EU’s holdning til netop dette spørgsmål (i forbindelse med Europaparlamentets godkendelse af kommissionen i efteråret 2004) ikke gået i glemmebogen. Den italienske kandidat Rocco Buttoglioni kom i for ham uovervindelige vanskeligheder, da han som kommende kommissær for retspolitik og menneskerettigheder gav et personligt, ærligt svar på spørgsmålet om sin holdning til homoseksualitet.

"Som privatperson og som en kristen finder jeg, at homoseksualitet er synd," sagde han og tilføjede: "Men det vil ikke påvirke mit arbejde som kommissær." Det svar kom til at koste ham posten som kandidat. Italien måtte inden for timer stille med en ny kandidat, der havde fået munden lukket med syv segl. Siden den dag er der ingen embedsmand i EU, der drister sig til at sige, at homoseksualitet ifølge Bibelen er synd…

Men det gør ikke Bibelen tavs; den fastholder, at mennesket fra fødselen er en synder – og forklarer, at det som sådan kan synde ’mod andre mennesker’, og det kan synd ’mod himlen’ (Luk.15:18) – ja, det kan synd ’mod sit eget legeme’ (1.Kor.6:18).

Apostelen forklarer med henblik på det sidste forhold (’synd mod legemet’), at mennesket skal ’fly utugt’. Dermed mener han ’al slags utugt – også den form for sex-overtrædelse, som han betegner som ’unaturlig utugt’ (1.Tim.1:10 og 1.Kor.6:9). Han tilføjer (idet han især henvender sig til de troende): "Ved I ikke, at jeres lemmer er Kristi lemmer? Skal jeg da tage Kristi lemmer og gøre skøgelemmer deraf? Eller ved I ikke, at den, der holder sig til skøgen, er ét kød med hende? Thi ’de to’ hedder det, ’skal blive ét kød’ (1.Kor.6:15-16). Hvis dette er tilfældet med den mand, der ’holder sig til skøgen’, er det i lige grad tilfældet med den mand, som ’holder sig til det unaturlige utugtsforhold? Der bliver (ifølge apostelens belæring) sat en barsk betegnelse på hans legeme, idet han ’synder mod sit eget legeme’ (v.18).

Eftersom Københavns biskop ikke blot opfordrer til homoseksuelt samliv men råder de homoseksuelle partnere til for Guds åsyn at indgå en pagt med hinanden, at de vil forblive i dette samliv til døden skiller dem ad – har han stillet sig selv uden for kirkens bekendelse og Skriftens vidnesbyrd og bør bøde derfor.