PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-04-02
0403

 

FREUDS URIMELIGE PÅSTAND

Den mørke, truende og frygtindgydende skikkelse, som Matthæusevangeliet omtaler (21:1-12, 16-18) – dræberkongen Herodes – beviste, da han udspurgte de tre vise mænd fra Østen, at han faktisk troede på Bibelens ord om en konge, der skulle fødes i Israel. Det var grunden til, at han ved den lejlighed havde mord i blikket. Han ville slå jøder ihjel. Babyer! Små drengebørn. De skulle ryddes af vejen; selv de spædeste og svageste var i hans øjne farlige. De udgjorde ved deres blotte eksistens en trussel mod hans trone. Sagen var enkel: Det var nu ham eller dem! Derfor måtte massakren udføres hurtigt. De romerske legionærer blev holdt klar. Solen måtte ikke stå op over én eneste af Betlehems toårige drengebørn, medens de endnu var i live!

De samme morderplaner har huseret i alle antisemitiske magthaveres sind og tanker både før – og efter Herodes. Det, som har forskrækket dem, er, at på næsten hver eneste side taler Bibelen om ’Israels børn’. Den Hellige Skrift indeholder løfter vedrørende præcis det folk og det land – og disse må nu for alt i verden forpurres! De jødiske profeters fremtidssyner om ’Israels Messias og Hans kommende herlighed’ må med alle til rådighed stående midler tilsløres; de må (dette er alle Herodes’ers dybeste hensigt) aldrig blive virkelighed – og det uanset hvilke omkostninger og menneskeliv og materiel ødelæggelse, det indebærer.

Ny Testamente lader forstå, at dette også var grunden til, at Herodes kaldte de jødiske skriftkloge til sig. Altså de folk, som havde studeret Bibelen og vidste, hvad den indeholdt. De havde jo indsigt i, hvad profeterne havde lovet Israel. De kunne fortælle ham, hvor han helt geografisk skulle sende dræberlegionen hen. "For det, som står i Bibelen, må være rigtigt," tænkte Herodes. "De ved, hvor denne Israels konge skal fødes!"

De lærde mænd, jødernes skriftkloge, nikkede. Jo, det var rigtigt, at de kendte hemmeligheden. De var informeret om Messiasbyens navn. Spørgsmålet var nu blot dette: Ville de samarbejde med denne morder? Ny Testamente fortæller, at de skriftkloge, som kongen indkaldte for at udspørge dem i denne sag, udleverede hemmeligheden til Herodes, der ’straks sendte folk hen, og i Betlehem og i hele dets omegn lod han drengebørn på to år og derunder myrde… og Rakel græd over sine børn og ville ikke lade sig trøste’ (Matt.2:16-18).

Det ord, der mest af alt tændte Herodes rædsel og raseri, var ordet ’Israel’. De skriftkloge havde nemlig citeret profetens ord: "Fra dig, Betlehem, skal der udgå en hyrde for Mit folk, Israel" (Mika 5:1).

Hitlers skriftkloge samarbejdede i 1941 med Føreren og fjernede ifølge hans ordre på det sted i Hitlerbibelen navnet ’Israel’ – og Bibelselskabets teologer har ligeved 70 år senere adlydt den samme ordre. "Fra dig (Betlehem) skal der komme en fyrste, som skal lede Mit folk," skriver de. Navnet på det folk er fjernet overalt i ’Den Nye Aftale’. ’Israel’ nævnes ikke! Som Hitlers håndlangere i 1940 gør de fælles sag med Herodes… og de har den dag i dag medskyld i Rakels kommende, trøstesløse gråd.

*

Reformatorernes bekendelsesskrift har fra første færd haft et modstykke. Det havde dengang som i dag sine fjender, der sammenbidt forstod at udtrykke sig! Da lederne af den protestantiske reformbevægelse i juni 1530 samledes i Augsburg for (som Kejser Karl d. Femte havde forlangt) ’at gøre rede for deres tro’ – så stod den katolske teolog, Johan Eck, parat med Vatikanets svar. Han lagde det dokument på bordet, som med titlen ’Confutatio Pontifica’ tydeligt og skarpt fremstiller den romersk-katolske tro.

Johan Eck, professor i teologi ved universitetet i Ingolstadt, var ikke let at bide skeer med. Han var en kundskabsrig teolog og en dygtig ’disputator’ – og han havde vundet sig et ’omtvistet ry’, da han i sin tid med næb og klør forsvarede handelshuset Fuggers rentepraksis. Han øvede som en dyster skygge i Vatikanet en betydelig indflydelse på den rasende bandbulle mod Luther, som paven udstedte i 1520.

Mænd af lignende kaliber står på spring i dag. Med bål og brand vil de fordømme dem, der vil søge at fremhæve Den Augsburgske Bekendelses sande og afgørende betydning i kampen mod vor tids falske nyprotestanters fordrejninger af både kirkens bekendelse og Den Hellige Skrift.

I fortalen til ’Confutatio’ påberåber Johan Eck sig Bibelen som sin rettesnor. "Med Evangeliet og Den Hellige Skrift, der stemmer overens med vor allerhelligste tro, vil vi stå Den Augsburgske Bekendelse imod," skriver han (Confutatio fra 3. aug. 1530. H. Immenkötter, 1979 side 77). – Når det nu er sådan, at begge parter i en teologisk strid påberåber sig Skriftens Ord – da er der næppe anden mulighed tilbage (for at finde frem til sandheden) end at bedømme ’med hvilken ånd’ disse forskellige tolkninger udledes. Det hedder jo i Ny Testamente således: "I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud!" (1.Johs.4:1). Med fremkomsten i 2007 af den ’oversættelse’ af Ny Testamente, som er udgivet med titlen ’Den Nye Aftale’ – og som ifølge udgivernes vidnesbyrd er udarbejdet på det grundlag, at (citat): "… det skal være en videnskabelig oversættelse af den græske grundtekst," bør landets troende (som en altafgørende test) bedømme, om dette værk ’er af Gud’, når det (ud fra en farlig, politisk, ideologisk holdning) 80 (firsindstyve) gange stryger navnet Israel fra den oprindelige tekst.

De ’nyprotestanter’, der i stor stil går ind for kirkelige homovielser, vil overalt gøre krav på, at de er og forbliver ’de sande evangelisk-lutherske kristne’ – samt at nationalkirken i Danmark derfor (fuldt ud og uden undtagelse) tilhører dem – ja, at endog majestæten ifølge grundloven alene kan tilhøre ’deres afdeling’ af folkekirken, - ja, at alle andre fraktioner derfor må være at betragte som ’udenforstående’ og det i en sådan grad, at de faktisk (til syvende og sidst) bør anses som ’sekteriske’…

Nu er det imidlertid sådan, at Den evangelisk-lutherske kirke som sit fornemste bekendelsesskrift støtter sig til Den Augsburgske Bekendelse, der om sig selv siger, at den kun kan læses og forstås ’i lyset af Den Hellige Skrift’. Den hævder (for sin egen del) at dens lære ikke har nogen anden rod og oprindelse end ’Den Hellige Skrifte, som er det rene Guds Ord’ (BSLK.45: ’Ex scripturis sanctis et pur overbo Dei’).

Det vil sige, at alle stridspunkter med hensyn til, hvem der afsluttende står med sandheden i det aktuelle opgør om betydningen af ordene: ’Evangelisk-luthersk’ ene og alene må, kan og bør føres tilbage til den åbenbarelse, der ved Helligånden hviler over Den Hellige Skrift.

Det er på præcis dette punkt, at udgivelsen af ’Den Nye Aftale’ (Det Nye Testamente på nudansk) iagttages. Det påstås nemlig, at dette værk er (citat): ’en oversættelse af Det Nye Testamente fra den græske grundtekst, som den foreligger i den 27. udgave af Nestle-Alands Novum Testamentum Graece’ (Efterord i 1. udgave af DNA).

Udgivelsen af denne ’oversættelse’ er (som nævnt) foretaget af Det Danske Bibelselskab, der blev stiftet i maj 1814 og stadfæstet ved kongelig resolution en måned senere. Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. er protektor for Bibelselskabet.

"Formålet har været," forklarer Bibelselskabet, "at denne nye oversættelse skal være et godt sted at begynde, når man vil vide noget om kristendom" (side 517). Hertil bør i dag indvendes, at rent bortset fra de utallige fejlgengivelser (i forhold til grundteksten) kan det næppe være ’en god begyndelse’ på præsentationen af det kristne budskab systematisk at strege ordet ’Israel’ overalt, hvor det findes i den oprindelige tekst. Motivet bag en sådan fremgangsmåde kan (så vidt jeg og mange med mig kan se) kun være inspireret af en politisk ideologi – og det er (sådan forekommer det) den samme absolut uvidenskabelige motivation som åbenlyst og på mange andre måder driver de samme ’nye protestanter’, som aktivt går ind for kirkelige vielser af par af samme køn. Dermed har disse imidlertid med denne ’oversættelse’ lagt et ’åbent dokument’ for dagen, som ord for ord, sætning for sætning, kapitel for kapitel med al tydelighed beviser oversætternes dybere intention. Ved nøje at påvise dette – tror jeg – er det muligt at afsløre, hvilken ånd, der hersker bag initiativer af den art – altså religiøse aktiviteter, der skjuler sig under benævnelsen ’evangelisk-luthersk’, men som i virkeligheden (som det ses ved indførelsen af det homoseksuelle vielsesritual) er dybt antikristelige og medvirkende til frafald og vantro.

Efter den såkaldte Krystalnat d. 9. november 1938 kom der skub i det forberedende arbejde til Hitlerbibelen. Heydrichs rapport om mere end 250 synagoger sat i brand, 36 dræbte jøder og 20.000 jøder som nu var på vej til dødslejrene, fik motivationen til at stige. Det såkaldte ’Entjudungsinstitut’ var på det rene med, at man godt kunne anvende ordet ’jøde’ i Ny Testamente, hvor det kunne anvendes som skældsord. De rå romerske soldaters bespottelser af Jesus i paladsgården godkendes i Hitlerbibelen: "Sei gegrüsst, Judenkönig" (’vær hilset jødekonge’, Mark.15:19) lyder ikke værst i et nazi-øre… af samme grund bliver ypperstepræsternes og de skriftkloges forhånelse taget med i købet (og det på trods af, at endog ordet ’Israel’ forekommer). "Andre har han frelst," råber præsterne, "sig selv kan han ikke frelse: Kristus, Israels konge!" (v.32) Ja, i dette tilfælde vover Hitlerbibelen sig så langt ud, at den endog bruger Messias-betegnelsen. Som et spottende skældsord går det an: "Der Messias, der König von Israel, steige jetzt vom Kreuz herab!" (Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset! (v.32)) … men den danske ’Hitlerbibel’ viger i dette tilfælde ikke fra linjen; Israels navn fjernes! "Messias, jødernes konge, kom nu ned fra korset!" (Mark.15:32)

Så meget mere bemærkelsesværdigt er det, at Den Nye Aftales ’oversættere’ ikke har turdet røre ved den sætning, som alle jøder alle steder i slægt efter slægt fremsiger hver morgen og hver aften: "Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én!" (5.Mose 6:4) Jesus gentager denne sætning (Mark.12:29) nøjagtigt som den står nedskrevet i Toraen – men Bibelselskabets ’nudanskere’ gengiver sætningen således: "Hør efter, Israel. Herren vores Gud, er den eneste Gud."

På dette sted er ordet Israel altså bibeholdt i Den Ny Aftale -’oversættelsen’ – men i en ’gengivelse, der i sin unøjagtighed mister den særlige inspiration, som findes i citatets oprindelige form. Den usædvanlige formulering: 1) Herren, 2) vor Gud, 3) Herren er én ’rummer en trefoldig omtale af Gud samtidig med, at det betones, at denne treenige Gud er én. Der er altså her ikke blot tale om, at Gud ’er den eneste’ – men at Han i sin treenighed er én… og selv hvor oversættere beflitter sig på ikke at gøre tingene indviklede, så er den enkle, oprindelige formulering, som Jesus her fastholder, let at forstå.

Hertil må anføres, at et Ny Testamente, som ændrer et for Israels børn afgørende bibelcitat, og som forandrer Jesu’ egen nøjagtige gengivelse deraf og dermed undergraver forkyndelsens mulighed for her at bevidne, at Gud er tre og Gud er én, synes at være i modstrid med kirkens bekendelse – og at de, der handler sådan, bringer sig selv uden for kirkens bekendelse…

*

På det tidspunkt, hvor et solidt og dystert nazi-team af tyske teologer arbejdede med ’fjernelsen af al jødisk indflydelse’ i Hitlers Nye Testamente, flygtede den aldrende og uafbrudt syge, Sigmund Freud, fra Wien til London. Det skete umiddelbart efter ’Anschluss’ (Den tyske overtagelse af Østrig, hvorefter også østrigske ’kristne’ deltog i arbejdet med Hitlerbibelen). Freud havde kort før krigens udbrud fået lagt en sidste hånd på sin sidste publikation: ’Moses og Monoteismen’. Det var underligt, at umiddelbart før udbruddet af den største af alle Det jødiske folks farer, skriver psykoanalysens grundlægger (der altid betonede, at han var jøde): "Moses var ikke jøde!" En ukendt, forbitret jøde fra Boston skrev til Freud: "Sørgeligt, at du ikke endte i din grav, før du med denne bog vanærede dig selv! Sørgeligt at Tysklands gangstere ikke fik dig ombragt i en koncentrationslejr – hvor du hører til!" (Peter Gray: Freud, New York 89, side 646). Freuds sidste bog gav ’oversætterne’ i Eisenbach nyt mod, og de kunne nu med ’god samvittighed’ stryge de to afsnit i Lukas Evangeliets første kapitel, hvor det hedder om Johannes Døber, at ’mange af Israels børn skal han omvende til Herren’ (v.16) samt: ’Gud har taget sig af Israel, Sin tjener" (v.54).

Nudansk-testamentet får drejet teksten, så at ordene: ’Israels Børn’ forsvinder. "Han vil få mange jøder tilbage til Gud," hedder det (Luk.1:16) – og i samme åndedrag: "Han vil sørge for Sit folk" (v.54). Ikke et ord om, at ’Israel er Guds tjener’. Som i nazi-bibelen er navnet Israel totalt fjernet fra disse afsnit… og i det sidste tilfælde ikke erstattet af nogen anden betegnelse!

Der skal en usædvanlig motivering til at fjerne begrebet ’Israels Folk’ fra Skriftens blade; det er et gennemgående udtryk (anvendt i hundredvis af tilfælde) I Gamle Testamente. Ændringen af dette begreb, ’Israels Folk’, er lige så besynderligt, som påstanden om, at Moses ikke er jøde! Tidspunktet, hvor disse fordrejninger og udeladelser finder sted synes at være lige så afgørende som den mørke time, hvor Hitlerbibelen blev udgivet i Tyskland, og Sigmund Freud forlod Østrig for at slå sig ned i London. I en tid, hvor antisemitismen for 70 år siden bredte sig som en hastig pest i Europa, og hvor Freud pludselig påstod, at ’Moses ikke er jøde’ – ja, i netop den periode, hvor verdenshistoriens skarpeste dødens le skulle til at feje hen over den halve verden – på den dag blev Hitlerbibelen sendt på gaden – som en jøde – og Israel-fri publikation. Hvad varsler det danske Israel-rene, Nye Testamente, ’Den Nye Aftale’, som det danske Bibelselskab har udgivet?