PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-04-13
0404

 

HITLERBIBELEN

Det er faldet adskillige for brystet, at jeg i 2007 tillod mig at anvende et slemt ord om Bibelselskabets ’oversættelse ’Den nye Aftale’ af Ny Testamente. Selv mine nærmeste venner mente, at dermed gik jeg for langt – og jeg har faktisk selv det indtryk, at endog udgiverne af det omtalte værk i det skjulte var ’godt tilfredse med’, at jeg vovede at komme med en så ’ekstrem’ – ja, ’modbydelig’ kommentar om deres arbejde! Det kunne jo kun (mente de) afsløre, hvor ’langt ude’, deres modstandere var – og dermed hvor utilforladelige og utroværdige, deres meninger om denne sag måtte være. – "Den slags folk, der uden at skamme sig, siger så grimme ord om andres arbejde, kan intet anstændigt menneske tage alvorlig," hører jeg dem sige. "De vil i det lange løb komme længere og længere ud; dem skal man bare ignorere; de er ufarlige…"

… og beroliget af denne interne overbevisning og beslutning turde de samme teologiske kræfter tage det næste skridt: Fem år senere fik de (støttet af et rødt regeringsgrundlag) i kirken indført et vielsesritual, der tillod ægteskabsindgåelse af par af samme køn!

Den "skrækkelige titel’, jeg havde givet Bibelselskabets 2007-’oversættelse’ af Ny Testamente, og som hos de fleste vakte en sådan afsky, at de måtte vende mig ryggen, var denne: ’Hitlerbibelen’.

For nærmere at forklare, af hvilken grund jeg i dag mener, at der eksisterer en skjult sammenhæng mellem denne særlige ny dansk-oversættelse af Ny Testamente, - ja, denne tilsyneladende ’utilladelige’ og dybt fornærmende titel ’Hitlerbibelen’ og de nyprotestantiske teologers ihærdige indsats for (med de såkaldte homobryllupper) at bringe en dødsensfarlig, antisemitisk og antikristelig ligestillingsideologi ind i Guds kirke, må jeg redegøre for følgende.

*

Kort tid efter, at udgivelsen af Det danske Bibelselskabets ’oversættelse’ af Ny Testamente unter titlen ’Den Nye Aftale’ var kommet på gaden, blev jeg under en rejse i Tyskland indbudt til at tale i en lille Israelskreds i den maleriske, sydtyske by, Hersbruck. Her taler man ikke gerne om, (og kun få af byens indbyggere ved), at Hitler personligt d. 30. november 1928 talte i byens idrætshal til 1400 mennesker.

Ved indgangen til den dengang pakfyldte hal stod malet på et skilt med store ’SS-bogstaver’: "Juden ist Zutritt verboten" (jøder forbydes adgang!) Ingen af byens borgere klagede over dette skilt. Ingen søgte at få det fjernet. Hitlerånden var allerede ved at øve sin mørke indflydelse. Fire år senere, ved det skæbnesvangre rigsdagsvalg i 1932 stemte ikke mindre end 60,8 % af landskredsen Hersbrucks stemberettede indbyggere på Hitler. Under krigen omkom 4000 af byens Kz-slavearbejdere i de dybe, dystre grotter i et nærliggende bjerg, hvor Hitler havde en hemmelig våbenproduktion. Det, der begyndte med et smædeskilt foran en idrætshal, endte med det systematiske drab af de jøder, som var forment adgang til et stormøde i byen. Af den grund er det vigtigt, at jeg her fortsætter min beretning og anvender den ’til at belyse årsagen til, at jeg i 2007 tillod mig (alle advarsler til trods) at kalde det danske, nye testamente, som bærer titlen ’Den Nye Aftale’, for ’Hitlerbibelen’.

Foran indgangen til disse mørke tunneller i bjerget ved Hersbruck har overlevende Kz-fanger efter krigen ved en mindehøjtid anbragt en (ikke ’mindeplade’ men) ’advarselsplade’ (Mahnungsplatte) med den stærkt formanende indskrift: ’Wehret den Anfängen!’ Denne tyske sætning er vanskelig at oversætte, men må på godt, gammeldags dansk betyde noget lignende som dette: "Giv agt på enhver sådan begyndelse!"

Der henvises med denne ’formaningsplade’ naturligvis til enhver begyndelse af et mere eller mindre skjult spøgelse. Advarselsskiltet foran dødsgrotterne ved Hersbruck er som et fortvivlet råb. Det lyder fra det glemte bjerg ved Nürnberg ud over hele Tyskland – ja, ud over hele Europa – ja, den ganske verden. "Det er for sent," siger formaningen, (med en høj røst, som er båret frem af 4000 ofre) "at rejse sig til modstand, når en farlig ideologi først har vokset sig stærk og sat sig fast i både det verdslige og det religiøse system – nej, den onde ånd skal bekæmpes allerede i sin første spæde begyndelse! "Se til," siger Jesus, "at I vogter jer for farisæernes surdej og Herodes surdej" (Mark.8:15)… "En smule surdej gennemsyrer hele dejen" (Gal.5:9).

(For de ’gode kristne’, som mener, at det kun er den religiøse fare, de skal være på vagt overfor – ja, som indædt og vedvarende fornægter, at de troende bør være agtpågivende overfor… (ja, ligefrem engagere sig i kampen mod) den indflydelse, der kan komme fra det verdslige og det politiske system, er det på sin plads at gøre opmærksom på, at Jesus advarede Sine efterfølgere ikke kun mod de religiøse farisæere men, at han tillige henviser til den magtfulde politiker Herodes’ surdej).

Kan den monotone sørgesang fra slavearbejdernes indtogsmarch ved grotterne i Hersbruck høres i Danmark? Hvem i det lille kongerige får øje på det gustne genfærd, der i Det Danske Bibelselskabs ’Hitlerbibel’ har sneget sig ind i Den Hellige Skrift? Hvem hører det inderlige dødens åndepust fra Helsingørs ’Hamlet’, hvor Shakespeare-spøgelset råber: "There is something rotten in the State of Danmark!" Hvem tør konfrontere bagmændene bag det såkaldte ’Ny Testamente’, hvor Israels navn omhyggeligt og systematisk (80 gange) er fjernet fra alle fire evangelier og alle apostlenes breve. Hvem hører gråden fra dødens grotter: ’Wehret den Anfängen’!?

Den decemberaften, hvor jeg var indbudt til den lille Israels-bibelkreds i Hersbruck, fik jeg for min egen del svar på disse spørgsmål. Der fortalte man mig nemlig, at Adolf Hitler også havde udgivet et Ny Testamente. Han havde lavet ’sin egen’ nazi-oversættelse’ af Den Hellige Skrift. Han havde trykt 200.000 eksemplarer af sin egen ’Hitlerbibel’. Den tyske leder af den lille Israelskreds i Hersbruck, Heinrich Hebeler, som også var vært i det hus, hvor mødet fandt sted, fortalte mig da om det jødefri Ny Testamente: ’Hitlerbibelen’.

*

I 2014 var det i maj 75 år siden, at instituttet til fjernelsen af jødisk indflydelse i det tyske, kirkelige liv blev åbnet i Tyskland. Det skete i Wartburg i Eisenach, hvor nazi-ideologiprofessoren Walter Grundmann i sit åbningsforedrag erklærede: "Modsætningen til jødedommen er præcise den grundsætning, der er selve forudsætningen for, at et folks tanker kan styres mod en ny epoke." Den teologiske professor kunne på det tidspunkt ikke formulere statsbetegnelsen ’Israel’, for den nation kom først på landkortet 10 rædselsår senere – men han kunne sige: ’Judentum’ (altså jødedommen) – og fik dermed udtrykt den sætning, som hans foredrag sluttede med (citat): "Det tyske folks kamp mod jødedommen" (Der Kampf gegen das Judentum) ophører aldrig, og hvor Luther i 1521 oversatte Ny Testamente, har vi, de tyske kristne, besluttet at føre Det tredje Riges Reformation videre…"

Det er ud fra denne tydelige ideologiske tankegang, at de tyske teologer i det første år af Anden Verdenskrig kæmpede med bl.a. den tekst i Matthæusevangeliet, hvor forræderiet mod Jesus bliver omtalt, og ’de tredive sølvpenge’ bliver nævnt. Originalteksten siger, at ’det var den pris’. Han (Jesus) blev vurderet til af Israels børn (Matt.27:9). Principielt ville Hitler-teologerne have medtaget dette afsnit, fordi det klart fremstiller ’et jødisk forræderi’, men i dette tilfælde havde de at gøre med et forbløffende præcist udsagn af én af Israels største profeter, Zakarias, der med tydelig henvisning til ’Israels Børn’ forudsiger forræderiet med ordene: "Så afvejede de min løn, tredive sekel sølv" (Zak.11:12)… og dermed besluttede Det Tredje Riges skriftlærde at stryge hele afsnittet! De nævner ikke denne del af Matthæusevangeliet med et ord. Den danske ’oversættelse’, Den Nye Pagt, er imidlertid ikke i stand til at gå så hårdhændet til værks. Den kan ikke tillade sig at stryge et helt afsnit. Men ordet ’Israels Børn’ kan den få pillet ud af teksten. Israels navn må jo (efter disse danske teologers beslutning) slet ikke forekomme i denne nye danske bibel. Så ’oversættelsen’ lyder (i al sin fattige formulering) således: "Det var det, folk syntes han var værd" (Matt.27:9).

Da NS-staten i 1933 begyndte at ’opdrage’ de tyske borgere, så beviser den afdeling af den tyske kirke, der kaldte sig ’Deutsche Christen’ (DC) som villige hjælpere – og da staten i 1938 indledte kampagne med at gøre Tyskland ’judenrein’ (renset for jøder), så meldte disse tyske kristne sig med et program, der skulle frembringe en ’jøderen kristendom’. Den 4. april 1938 erklærede lederen af DC-kirkerne: "Den kristne tro kan aldrig slå bro over til jødedommen." For at bevise denne tese blev et institut dannet – og et ’jøderent’ Nyt Testamente sendt på gaden. I Danmark blev i 2007 af Det Danske Bibelselskab ’et Israelfrit’ Ny Testamente publiceret. En første ond sæd blev sået. En ’farlig begyndelse’ blev indledt. Derfor kaldte jeg denne ’oversættelse’ for ’Hitlerbibelen’!

*

Den 12. december 1941, dagen efter at Hitler havde erklæret USA krig, og lidt mere end en måned efter, at Himmler og Heidrich udvidede gaskamrene i Auschwitz, havde Føreren et møde med sine ’gauleiters’ (de regionale naziledere). Han talte til dem om ’Det tyske Folk’. Han udbredte sig om folkets nye ’Lebensraum’…

(Den følgende dag skrev Goebbels i sin dagbog: "Hvis vor øst-kampagne har kostet os 160.000 mand, så må jøderne nu betale for deres andel i denne konflikt! Føreren talte atter til os om Det tyske Folk: ’Det ariske Folk’).

Julen nærmede sig, og de tyske soldater havde nu ’Hitlerbibelen’ i brystlommen. Et lille, gråt indbundet Ny Testamente med titlen: ’Die Botschaft Gottes’. "In der Heiligen Nacht (Den hellige nat)" ville der ved fronterne blive oplæst stykker fra dette ’Guds Budskab’. Maria var her ikke længere ’Josefs trolovede’. Nej, i ’Hitlerbibelen’ er hun: ’seine liebe Frau’ (hans kære hustru) – og der er ikke noget særligt eller forunderligt ved, at hun som sådan ’trägt ein Kind unter ihrem Herzen’ (bærer et barn under hjertet). Hendes familieforhold holdes skjult. Der tales ikke et ord om ’Davids Hus og slægt’.

Men da englen forkynder det gode budskab for hyrderne på marken, får han i ’Hitlerbibelen’ lov til at sige, at den glædelige nyhed er: ’for hele folket’ (’… die für das ganze Volk sein wird’).

De antisemitiske ’oversættere’ har været overbevist om, at tidens mange nazi-slogan’er om ’Det tyske Folk’ ville overskygge muligheden for, at nogen skulle fatte, at det her drejede sig om ’et godt budskab til hele Israels Folk’.

Det danske Bibelselskabs census skåner imidlertid ikke denne himmelske henvisning til ’Israels Folk’! Englens budskab fordrejes, så at den danske ’Hitlerbibel’ ikke længere ’forkynder en stor glæde som skal være for hele folket’ (Luk.2:10). Nej, nu fatter den himmelske udsending sig i korthed. Han bebuder ’en stor glæde for folk’,… for det er et sprog, som ’folk kan forstå’ – og det er jo dem (folk i almindelighed) at det drejer sig om! Israels Folk behøver ikke her at komme ind i billedet. De har i denne danske ’oversættelse’ intet med denne sag at gøre.

Af dette eksempel fremgår det, at den udrensning af ordet (ja, blot begrebet eller den skjulte hentydning til) ’Israel’ er mere gennemgående i den danske ’Hitlerbibel’ end det var tilfældet i nazitidens Tyskland.

*

I den videre beretning i Ny Testamente om Josefs og Marias skæbne, og hvorledes de undslap den tids ’antikrist’, Herodes, får vi i Mattæusevangeliet at vide, at efter at den onde konge er begravet, viser en Herrens engel sig i en drøm for Josef. De tre – Josef, Maria og barnet – befinder sig på det tidspunkt i Egypten. Engelens besked til Josef er, at forfølgeren er død, og at de nu kan vende tilbage til det sted, hvorfra de er flygtet.

Engelens ordvalg er opmuntrende i en tid, hvor mørke kræfter ønsker at fjerne Israels navn fra verdenskortet. Engelen siger til Josef: "Stå op, tag barnet og dets moder med dig og drag til Israels land." Denne præcise formulering gentages i det følgende vers, hvor det hedder: "Da stod han op, tog barnet og dets moder med sig og kom til Israels land" (Matt.2:19-21).

Hitler-bibelen omgår ’problemet’ med denne gentagne omtale af ’Israels land’ ved helt at stryge dette afsnit; den forbliver tavs både med hensyn til den jødefjendske konges død og engelens tydelige benævnelse af Israel.

Bibelselskabet kan ej heller her tillade sig at ’stryge’ et helt afsnit i dets seneste ’oversættelse’ af Ny Testamente – men det kan slette det ildesete navn, ’Israel’, ved at fordreje den græske tekst. Det sker på følgende måde: I stedet for at gengive engelens ord: ’drag til Israels land’ hedder det nu her: "Du skal rejse tilbage…"

Og i stedet for nøjagtigt at gengive den græske tekst: ’Da stod han op… og kom til Israels land’, hedder det nu her: ’Han rejste hjem’.

Den 29. september 1941 skød tyskerne 33.700 jøder i nærheden af den ukrainske by, Babi Yar.

Som for mennesker, der hører derom i dag, var det ubegribeligt for indbyggerne i den lille by, Babi Yar. "Jeg ved kun én ting," skriver Iryna Khoroshunuva i sin dagbog på denne dag: "Noget ufatteligt forfærdeligt er sket." En russisk pige har set dem blive ført nøgne ned mod kløften – og så hørtes knitren af maskingeværer. Alle omkring mig græder…" (K.C. Berkhoff: ’Harvest of despair’ Cambridge 2004). Det, der begyndte med mindre antisemitiske erklæringer og begivenheder endte i den store katastrofe. Den dag fjendskabet mod ordet ’Israel’ bryder gennem den sidste barriere, og når – som den sorteste surdej – ind i Den Hellige Skrift, da lægges et brød i ovnen, som varsler ondt. De to teologer (Walter Grundmann og Erich From), som – hvad de kalder – ’im Jahr des deutschen Entscheidungskampfes’ (Tysklands ’afgørelsesår’): 1940 udgav ’den jødefri Bibel’, anede ikke katastrofens omfang. Det samme gælder de folk, som står bag Bibelselskabets ’Israel-fri Bibel’, Den Nye Aftale.