PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-04-16
0405

 

FORFØRELSENS MÅLRETTEDE KRIG MOD GUDS ORD

Hvad man især bør være (skarpsynet) opmærksom på vedrørende ’Hitlerbibelen’, ’Den Nye Aftale’, er dens antikristelige holdning til ordet. Eller for at sige det ligeud: En hvilken som helst officiel anerkendelse af dette dybt antisemitiske skrift, der frækt ’giver sig ud fra at være Guds Ord’, hvad den originale tekst selv forstår og forklarer om ’ordet’?

Det hedder jo sådan i den seneste autoriserede oversættelse: "I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved Ham, og uden Ham blev intet til at det, som er…" (Johs.1:1). Det fremgår altså her med al ønskelig tydelighed, at ordet ikke kun er et ’det’ (… som i den ellers så glimrende 48-oversættelse, der allerede her ’snubler i starten’ ved at kalde ’Kristi person’ (Han), som er ordet, for ’det’ (intetkøn)…

Nej, den anden af de tre personer i guddommen er og forbliver i al evighed ifølge denne majestætiske indledning af Johannesevangeliet, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre!

Derfor har den seneste danske autoriserede oversættelse fuldstændig ret i (om ordet) at erklære, at ’Han (med stort) var i begyndelsen hos Gud – ja, Han ikke bare ’var hos Gud’; Han var og er og forbliver i evighedernes evigheder Gud! Amen!

Dette er vigtigt at fastholde i en kættersk tid, hvor forførende ånder alle vegne vil opstille farlige fælder (fuglefængersnarer: Salme 91:3), som har det ene hadefulde formål at bilde folk ind, at Jesus ikke er Guds Søn, og at Han ikke som Guds skabende Ord indtog Guds egen ’præeksistens’ bag alt, hvad der hedder rum og tid og alverdens store og små dagligdags begivenheder…

Dermed står det fast, at Ordet er Guds Ord, og at Guds Ord er Jesus Kristus, og at Jesus Kristus (før noget blev til af det, som er) var hos Gud, hvorfra Han blev sendt som Faderens og Skaberens Guddomsord til en falden verden.

På denne baggrund skal vi iagttage de tyske nazi-teologers 1940-’oversættelse’ af Ny Testamente, hvor de gengiver Johannesevangeliets indledning sådan: "Von Urbeginn an war der ewige Geist" (fra urbegyndelsen var den evige ånd). Dette er en voldsom ’fordrejning’ (2.Pet.3:16 og 2.Kor.4:2) af Skriften, der ikke (på dette sted) med en stavelse omtaler Den tredje Person i Guddommen, Guds Hellige Ånd, men tydeligt (som i Skabelsesberetningen) udtaler det præcise ord (som er Guds Søn), hvorved alt er blevet til!

Den tyske Hitlerbibel vedbliver imidlertid uanfægtet at ’oversætte’: "og denne evige Ånd var i Gud, og denne evige Ånd var guddommelig – göttlich – (Johs.1:1).

De lærde, der vogter på hvert ord i Den Hellige Skrift, vil nøje undersøge, om Hitler-teologerne siger, at Ånden er ’i’ Gud, eller at Sønnen er ’hos’ Gud. Der er nemlig en verden til forskel, idet den rette gengivelse, at ’ordet var hos Gud’ præciserer (inden at teksten frimodigt erklærer, at ’Ordet var Gud’) at det drejer sig om én og den samme Gud og Herre, men at Faderen, Sønnen og Helligånden samtidig hver for sig er selvstændige personer. Det er evigt sandt (bør jeg her indføje), når Jesus i sin ypperstepræstelige søn udbryder: "… at de (Jesu sande disciple) alle må være ét, ligesom Du, Fader i Mig, og Jeg i Dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at Du har sendt mig!" (Johs.17:21)

At den danske oversættelse ’hos Gud’ er den rette tekst, fremgår bl.a. af det ejendommelige, at der findes engelske oversættelser, som netop på dette sted siger: "and the word was towards God" (King James: ’with God’)… men således stærkt betonende, at Guddommens tre personer både er uden for hinanden, altså adskilte (værende ’over for’ – towards hinanden) samtidig med, at de er ’i’ den samme ene Gud…

Djævelen, Guds modstander, vil være mere end tilfreds med de kristne, som med en let hovedrysten vil sige: "Alt det er jo fuldkommen ligegyldigt. Om det er Ånden eller Sønnen, som er på tale i Johannesevangeliets indledning, - eller om forfatteren til dette evangelium siger, at Sønnen er ’i’ Gud eller at Han (ikke: ’det’) som en selvstændig personlig del af Den Almægtige sendes af Gud, er totalt ligegyldigt… en sådan holdning vil (som jeg her antyder) tjene Den ondes masterplan, nemlig at søge at nedbryde troen hos de kristne, at Gud er tre, og Gud er én!

I den danske ’Hitlerbibel’, (som ikke tillader Israels navn at blive nævnt) hedder det sådan: "Alting begyndte med, at Gud talte" (Den Nye Aftale, Johs.1:1). Når den tyske nazi-bibel (der i krigens første år blev fremstillet som en ’jødefri bibel’) indleder dette afsnit (uden at nævne den jødiske apostel Johannes’ navn) under overskriften: ’Die Offenbarung des Weltgeheimnisses’ (Verdenshemmelighedens åbenbaring… side 99), så opfinder den betegnelsen ’Den evige Ånd’ som erstatning for originaltekstens græske ord ’Logos’ (Ordet).

Den danske Ny Pagt-’oversættelse’ laver samme forsvindingsnummer. I stedet for at sige ’i begyndelsen var Logos’ (Ordet) siger den: "Alting begyndte med, at Gud talte." Nogle vil mene, at det er en smart gengivelse, men deri tager de fejl! Alle ting er ikke begyndt med ’at Gud talte’. Nej, begyndelsen (på skabelsesværket) var Ordet… og selvom det er sandt, at der var en evighed, hvor ’Ordet’ (det præcise, målrettede, skabende ord) endnu ikke var udtalt, så var Sønnen hos Gud – ja, Sønnen var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud! Det danske ’Israelfri’ Nye Testamente løber helt af sporet, når det fortsætter: ’Med det skabte Han (Gud) alting’. At Gudsordet på den måde fremstilles som ’et redskab’ (’med det’) matcher slet ikke med dybden i grundteksten: "Alt blev til ved Ham" (Johs.1:3). I denne sandt inspirerede sætning lyder nemlig Kolossenserbrevets lovsang: "Han er den usynlige Guds billede, al skabningens førstefødte. I Ham blev alting skabt, i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder ved Ham og til Ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved Ham… Han er hovedet for legemet, kirken" (1:15-17).

*

Udkommet af hele dette besynderlige panorama af ligesindede danske og tyske teologers forsøg på (med deres ideologiske syner) at mase sig ind i Den Hellige Skrift, giver et samlet billede af, at et underligt fællesskab – en ny kirke – af antisemitiske, antikristelige (ofte indflydelsesrige) personer er ved at samle sig.

Når det om apostelen Peter fortælles, at han – midt i begivenhedernes farlige kædereaktion – ’gik hen til sine egne’ (Ap.G.4:23) – så er dette i høj grad tilfældet med Kristi sande efterfølgere i dag; de vil mere end nogensinde ’holde sig til deres egne’… men nøjagtigt sådan er forløbet også blandt Kristi menigheds modstandere; de har (på samme måde) ’deres egne’, og disse hænger sammen som ærtehalm; i deres stræben efter at etablere sig i kirke og folk, presse og Skrift, udgør de en efterhånden overhængende fare for Kristi menighed – og det varer ikke længe, før det (som i andre egne af verden) bliver et spørgsmål om liv og død for dem, der stiller sig hindrende i vejen for disse modstanderes politisk-religiøse visioner.

Som det i sin tid gjaldt for nazi-professor Walter Grundmann i Jena ’at bevare sig selv inden for kirkens bekendelse’, sådan er det tilfældet med den danske Hitlerbibels teologer i dag. Det bør imidlertid ikke lykkes! Det bør nu grundigt bevises, at de med deres skrifter og ’bibeloversættelse’ har bragt sig selv uden for den evangelisk-lutherske bekendelse, og må tage konsekvensen deraf!