PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-04-23
0406

 

FORFØRELSENS HENSIGT

Det danske bibelselskabs oversættere tog et aldeles afgørende skridt, da de i midten af dette århundredes første årti besluttede at pille ordet ’den førstefødte’ ud af den gammelkendte tekst, som i Lukasevangeliet fortæller (julehistorien) om Jesu fødsel. De danske teologer gik i dette vovede forsøg ikke så langt som de tyske Hitler-oversættere, der i deres 1940 udgave helt og holdent fjernede Marias (og profeternes forudsagte) jomfrufødsel ved at kalde hende ’Josefs hustru’. Men de dristede sig i stedet til at røre ved fødselsunderet (der er grundlaget for den kristne tro) ved at droppe den bibelske (og Ånden dybt inspirerede) beskrivelse af Jesus som værende Marias ’førstefødte’. At dette ikke er en ligegyldig sag (som Guds folk med en let hovedrysten bare kan passere) vil jeg forsøge at klargøre i det følgende. Mit ærinde dermed er ikke blot at påpege nogle mere eller mindre betydningsfulde ’oversættelsesfejl’ – men detaljeret (selvom det for enkelte kan være trættende) at påvise, at netop det ’Nye Testamente’, som fra ende til anden er blevet ’renset’ for navnet ’Israel’, har mere på samvittigheden! Det foreligger i dag som et dunkelt dokument, der sort på hvidt beviser, at de gejstlige kræfter, som står bag dette værk, er parate til at gå langt for at fremme deres antikristelige formål.

*

Eftersom det kun nytter lidt at slynge sådanne påstande ind i luften, er de af landets ’troende’, som på afstand ser faren, nødt til i denne omfattende sag at gå dokumentarisk til værks. Det vil sige i afsnit efter afsnit og ord for ord at påvise den forførelsens hensigt, som er i fuld virksomhed i den del af kirken, der i denne time er ved at gå ind i en slags slutsprint for at kunne løbe over målstregen med en ændret lovgivning bag sig og med sigte på fremover at vinde guld i kampen om kirkens skrift og bekendelse. Lad mig forklare:

At begrebet ’den førstefødte’ ikke er uden afgørende betydning for den kristne tro fremgår bl.a. af den strenge formaning, der i Ny Testamente om Esau siger: "Se til… at ingen er troløs og vanhellig som Esau, der for ét eneste måltid mad solgte sin førstefødselsret (Hebr.12:16).

Denne barske bemærkning siger mere end mange ord om, hvilken vurdering Bibelen lægger i ordet ’den førstefødte’. Når det yderligere (i det omtalte skriftafsnit fra Lukas) om Maria siges, at Jesus var hendes ’førstefødte’… betyder det bl.a. at hun ville få flere børn (hvilket er en ubelejlig men velkommen meddelelse til Den katolske Kirke, der har en anden og stærkt afvigende lære i denne sag).

At den nyfødte dreng i Betlehem på en særlig måde ’tilhører Herren’, fremgår imidlertid af det Guds ord til Moses, der lyder sådan: "Du skal hellige Mig alt det førstefødte – alt, hvad der åbner moders liv hos israelitterne både af mennesker og kvæg; det skal tilhøre Mig" (2.Mose 13:1).

At denne nye ’oversættelse’ af Ny Testamente på denne baggrund kan tillade sig at stryge ordet ’den førstefødte’ i beretningen om Jesu fødsel, fratager den fremover enhver mulighed for (ud fra dette skriftord) at bevæge sig ind i den dybere beskrivelse, som apostelen Paulus anvender, når han om Jesus siger: "Han er den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen" (Kol.1:15).

- Ja, denne overordentlig vigtige udeladelse nedbryder broen til denne første henvisning i evangelierne, når Helligåndens lys sidenhen falder på apostelens ord om Jesus som ’den førstefødte blandt mange brødre’… (Rom.8:29).

Den tyske Hitlerbibel bruger ikke på noget sted det farlige bibelske udtryk: ’den førstefødte’ men siger dog om Maria: "Sie gebar ihren ersten Sohn" (side 3, 1:10)… altså: "Hun fødte sin første søn," men den rammer til gengæld dybere og langt mere dødeligt i sin vranglære, når den (i verset forinden) præsenterer Maria som Josefs ’liebe Frau’ (’kære kone’…v.9), hvilket i den grad er kættersk og totalt uden for kirkens bekendelse, idet Den Hellige Skrift omhyggeligt og på mange måde præciserer, at Maria var Josefs ’trolovede’, samt at de to som sådan (et forlovet par) endnu ikke levede ægteskabeligt sammen.

Som den danske Hitlerbibel allerede fra første færd skrupelløst sletter et ord i Ny Testamentes fremstilling af miraklet på Betlehems mark, sådan vil vi få at se, at den i sin efterfølgelse af nazi-teologernes massive udryddelse af Israelsk jødiske nærvær på evangeliernes blade, er villig til også at følge i det nedtrådte fodspor, der har at gøre med fjernelsen af væsentlige trosartikler i kirkens lære.

Matthæusevangeliets beretning om den romerske officer i Kapernaum er sikkert en af de bedste illustrationer til at kaste lys over det forhold, som apostelen senere omtaler med ordene: "Vi har fået apostelgerning for at virke troslydighed blandt nationerne" (Rom.1:5).

Officeren beviser en sådan tro, at Jesus undrede sig og udbrød: "Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel!" Han fortsætter: "Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget. Men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor" (Matt.8:5-13).

Hitlerbibelen indrømmer indledningsvist, at den har udvalgt væsentlige stykker fra Nye Testamente: ’Udvælgelsen’ har været omhyggelig, idet denne Bibel (som omtalt) skulle være ’judenrein’. Det vil sige fri for al omtale, som kunne henvise til jøderne og Israel. Derfor har man med hensyn til officeren i Kapernaum udvalgt ’det væsentlige stykke’ i Mattæus men fravalgt Lukas-beretningen om den samme begivenhed. Den sidste fortæller nemlig, at ’jødernes ældste’ forklarede Jesus, at denne romerske officer ’elsker vort folk og har bygget vor synagoge til os’ (Luk.7:5-6). En sådan sætning kan naturligvis ikke forekomme i Hitlerbibelen. Karakteristisk er det imidlertid, at i netop dette tilfælde tillades det, at ordet Israel nævnes. Her er nemlig tale om en ’anklage’ mod Israel. Jesus siger ifølge grundteksten: "En så stor tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel." Nazi-testamentet oversætter: ’En sådan tro har jeg ikke fundet i Israel’. Oversættelsen er Luthers (Matt.8:10).. men her hører Luther-gengivelsen op. Det med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget er for jødisk… det fjernes fra teksten.

Bibelselskabets seneste Ny Testamente tillader imidlertid ikke Israels navn at blive nævnt! Det fastholder den hårde linje med en ’kemisk rensning’ for dette navn. Ja, man tør sige, at i samme mål, som nazisterne besluttede sig for at gennemføre et ’jøde-frit’ Ny Testamente, i samme mål har ’Den Nye Aftales oversættere’ besluttet sig for at gennemføre et ’Israels-frit’ Ny Testamente. For at fuldføre denne mørke målsætning opfinder de her en sætning der lyder således: "Så stærk en tro har Jeg ikke engang mødt hos en jøde." Disse ord sagde Jesus ikke! Han formulerede sig ikke sådan! Han sagde: "Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel." Derefter nævner Han jødernes forfædre: Abraham, Isak og Jakob… og den sidste fik navneforandring – til ’Israel’.

*

En del af Jesu mirakler er forbundet med, at Han hører nogle kalde på sig med ordene: ’Davids Søn!’ Dette udtryk indeholder Israels Messiaslængsel – samt, at der var adskillige, der tog imod Jesu fra Nazaret som den frelser, profeterne havde talt om. Når ordene: ’Davids Søn’ blev råbt, ’standsede Jesus’ (Matt.20:31-32) – og Han udførte da undergerninger af en sådan art, at ’folkeskarerne undrede sig og sagde: "Noget sådant er aldrig før sket i Israel…"

Hitlerbibelen undgår den slags afsnit af Ny Testamente. Den omtaler ikke gerne ’Davids Hus’ (Luk.2:4) eller ’Davids By’ (v.11) og slet ikke ordet: ’Israel’…

De samme undladelses-manøvrer ses i det danske Ny Testamente, ’Den Nye Aftale’. I den oprindelige tekst råber en kanaanæisk kvinde: "Herre, Davids Søn, forbarm dig over mig!" (Matt.15:22), hvilket imidlertid i nudansk-testamentet gengives med: "Hjælp mig, Herre!" (Betegnelsen ’Davids Søn’ er forsvundet) – samt ved helbredelsen af to blinde mænd, der ifølge grundteksten to gange i samme vers bruger udtrykket: ’Davids Søn’, som atter i nudansk-’oversættelsen’ gengives med ordene: "Hjælp os, Herre!" (Matt.20:31) Alle sådanne skriftafsnit er imidlertid helt fjernet fra den nationalsocialistiske bibel – men Bibelselskabet stryger yderligere det sted, hvor der står skrevet: "Noget sådant er aldrig før sket i Israel." Her siger ’Den Nye Aftale’: "Man har aldrig set noget lignende i hele landet." Ordet ’Israel’ er ryddet af vejen.

Da de allierede ved afslutningen af Anden Verdenskrig rykkede ind i Tyskland, og de fremrykkende hære blev øjenvidner til tilstedeværelsen af koncentrationslejrene med deres torturinstrumenter, galger, gaskamre og forbrændingsovne, de tusindvis af nøgne lig og de udmarvede overlevende – da så man den fulde og frygtelige konsekvens af de første antisemitiske overgreb. Den angloamerikanske undersøgelseskomite kom i 1946 til det resultat, at de myrdede jøders antal kunne anslås til 5.721.500.

Den jødiske tænker Eliezer Berkovitz betegner Holocaust som ’det moralske skibbrud for den kristne civilisation og det åndelige skibbrud for de kristnes religion’. Han skriver: "Efter nitten hundrede år med kristendom kom udslettelsen af seks millioner jøder – blandt dem halvanden million børn. Dette blev udført med koldt blod i hjertet af det kristne Europa" (Disputation and Dialogue, New York ’75).

En ny bølge af antisemitisme skyller i dag ind over det samme kontinent. Fjernelsen af ordet ’Israel’ fra Bibelselskabets ’Den Nye Aftale’ er en af strømmene i denne mørke flod. Når den ånd, som var i ’Hitlerbibelen’, sniger sig ind i det danske Nye Testamente, da står det ilde til med den danske kirke og det danske folk. Da banker et uhyggeligt gespenst atter på døren – og da er det et varsel om, at tiden er kort, og at alle herboende jøder skal berede sig på at komme væk – før det er for sent!