PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-05-28
0411

 

DANSKE TEOLOGER MERE NIDKÆRE END DE TYSKE

Mere end nogensinde er tiden inde til at forstå, at historiens største folkemord ikke er blevet systematisk gennemført af blot ’en lille gruppe isolerede, forbryderiske antisemitter i menneskeslægtens historie’ (citat Daniel J. Goldhagen: ’Hitlers willige Vollstrecker’, 1996, side 9) – men, at et helt statssamfund var mere eller mindre formørkede medløbere, når det drejede sig om deres ’fælles opfattelse af jøderne’ og begrebet ’Israel’. Dette gælder ifølge kirkehistorikeren Reijo E. Heinonen ’den centrale nationalkirkelige teologi i Det Tredje Rige og dennes ’idé-politiske funktion’… og det berører (på det smerteligste) det antisemitiske værk, som Det danske Bibelselskab under foregivende af at være et ’Nyt Testamente’ sendte på gaden i 2007.

At de danske teologer endog synes at have været mere nøjeregnende end deres tyske kolleger med at få fjernet ordet ’Israel’ fra denne nye ’oversættelse’, fremgår af den absolut væsentlige passage i Markusevangeliet, der indeholder den usædvanlige benævnelse: ’Israels Konge’! Betegnelsen forekommer, da farisæerne spotter den korsfæstede med ordene: "Andre har Han frelst, sig selv kan Han ikke frelse, Kristus, Israels Konge" (Mark.15:31). Hitlers skriftkloge berører i dette spottende tilråb besynderligt nok grundsprogets betegnelse: ’Der Messias, der König von Israel’ – men den danske gengivelse viger ikke en millimeter fra det på forhånd besluttede princip, at ’Israels navn’ ikke noget sted bør nævnes. Den gengiver derfor teksten med ordene: "Messias, jødernes Konge" (v.32). Netop dette udtryk ’jødernes konge’ er ikke usædvanligt, idet Pilatus anvendte det i sit ’notat’ over den korsfæstedes hoved. Det bemærkelsesværdige i teksten er netop ordet: ’Israels Konge’ – og dette er omhyggeligt fjernet fra de danske ’oversætteres’ gengivelse.

Bibelselskabets ny ’oversættelse’ af Ny Testamente siger yderligere:

"Jeg knæler for Gud, den far, der gør, at vi forstår, hvad slægtskab betyder, både i himlen og på jorden" (Ef.3:14).

Det er ikke ofte, at Paulus fortæller, at han ’bøjer sine knæ’. Derfor er det vigtigt at forstå, hvorfor han gør det. Især når han selv – ved at nævne det – søger at forklare af hvilken grund han overvældet af ærefrygt og tilbedelse og i den inderligste påkaldelse knæler for sin himmelske far…

I dette tilfælde har apostelen netop i Efeserbrevets første kapitler udbredt hele Guds frelsesplan og dermed forklaret den største af alle hemmeligheder, Kristushemmeligheden, som angår den sag, der synes at have størst betydning i dag: Foreningen af jøder og hedninger i Kristus!

"Af denne grund bøjer jeg mine knæ," udbryder han.

Jeg spørger nu: Hvor er dette udtryk blevet af i den ny bibel? I mine øjne er det intet mindre end en forbrydelse at fjerne det! Som at trække tæppet væk under apostelens holdning til den største åbenbarelse, som disse linjer har bevaret for vor tid!

"Derfor!" udbryder Paulus. "Dette er grunden til, at jeg nu bøjer mine knæ.

Et mægtigt og højaktuelt forbindelsesled er her revet ud af sammenhængen. En hellig årsagssammenhæng er knust! En af Ny Testamentes vigtigste broer er styrtet i dybet!

Der bør på dette sted stå skrevet: ’Af samme grund bøjer jeg mine knæ…’ thi dermed menes, at ikke blot nævner Ny Testamente mere end 80 gange Israel – men når apostelen ’bøjer sine knæ’, så er det, fordi netop Ny Testamentes forklaring, at jøder og ikke-jøder skal forenes i ét legeme, synes at være selv klimaks i den apostolske forkyndelse…

Mattæusevangeliets beretning om den romerske officer i Kapernaum er sikkert en af de bedste illustrationer til at kaste lys over det forhold, som apostelen senere omtaler med ordene: "Vi har fået apostelgerning for at virke troslydighed blandt nationerne" (Rom.1:5).

Officeren beviser en sådan tro, at Jesus undrede sig og udbrød: "Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel!" Han fortsætter: "Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget. Men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor" (Matt.8:5-13).

Hitlerbibelen indrømmer indledningsvist, at den har ’udvalgt’ væsentlige stykker fra Nye Testamente: ’Udvælgelsen’ har været omhyggelig, idet denne Bibel (som omtalt) skulle være ’judenrein’. Det vil sige fri for al omtale, som kunne henvise til jøderne og Israel. Derfor har man med hensyn til officeren i Kapernaum udvalgt ’det væsentlige stykke’ i Mattæus men fravalgt Lukas-beretningen om den samme begivenhed. Den sidste fortæller nemlig, at ’jødernes ældste’ forklarede Jesus, at denne romerske officer ’elsker vort folk og har bygget vor synagoge til os’ (Luk.7:5-6). En sådan sætning kan naturligvis ikke forekomme i Hitlerbibelen. Karakteristisk er det imidlertid, at i netop dette tilfælde tillades det, at ordet Israel nævnes. Her er nemlig tale om en ’anklage’ mod Israel. Jesus siger ifølge grundteksten: "En så stor tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel." Nazi-testamentet oversætter: ’En sådan tro har jeg ikke fundet i Israel’. Oversættelsen er Luthers (Matt.8:10).. men her hører Luther-gengivelsen op. Det med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget er for jødisk… det fjernes fra teksten.

Bibelselskabets seneste Ny Testamente tillader imidlertid ikke Israels navn at blive nævnt! Det fastholder den hårde linje med en ’kemisk rensning’ af dette navn. Ja, man tør sige, at i samme mål, som nazisterne besluttede sig for at gennemføre et ’jøde-frit’ Ny Testamente, i samme mål har ’Den Nye Aftales oversættere’ besluttet sig for at gennemføre et ’Israels-frit’ Ny Testamente. For at fuldføre denne mørke målsætning opfinder de her en sætning der lyder således: "Så stærk en tro har Jeg ikke engang mødt hos en jøde." Disse ord sagde Jesus ikke! Han formulerede sig ikke sådan! Han sagde: "Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel." Derefter nævner Han jødernes forfædre: Abraham, Isak og Jakob… og den sidste fik – (som tidligere omtalt: navneforandring til) –’Israel’.