PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-07-02
0415

 

SOM BRIKKER I ET STØRRE SPIL

Allerede i 1938 blev mere grundige overvejelser ført til protokols vedrørende planlægningen af det institut, der i Nazi-Tyskland skulle stå for ’udryddelsen’ (’Beseitigung’) af den jødiske indflydelse i det tyske, kirkelige liv. En superintendant ved navn Hugo Pich (f.1882) var indledningsvis den førende person i dette arbejde. Han blev pensioneret som præst i 1936 – og stillede sig derefter til rådighed for denne hæslige holocaust-gerning. Et ’overvejelsesskrift’ (Denkschrift) fra hans hånd viser, at han betragtede dette djævelske arbejde som et ’Gottesauftrag’ (En Gudgiven opgave). Jøden og begrebet Israel blev af ham anset som ærkefjenden (Weltfeind). "Kirken er det eneste og sidste sted, hvor denne fjende (Israels børn) bliver forsvaret," erklærede han og tilføjede: "Derfor må der særlig sættes ind på at tilintetgøre denne (kirkens) ’sidste redningshavn’ (Rettungshafen des Judentums)." Han sluttede: "Jødernes (og begrebet Israels) indflydelse i kirken kan kun fjernes ved en målbevidst og beslutsom proces. (’zielbestimmt und entschlossen’). Aktionen må derfor udføres planmæssigt og systematisk… (planmäßig und systematisch)."

Netop denne fremgangsmåde er sidenhen blevet gennemført i det danske ’Israelfri’ Ny Testamente. Det er på alle Ny Testamentes blade en planmæssig og systematisk fjernelse af ordet ’Israel’.

Det er imidlertid næppe tilfældet (det kan jeg ikke i min vildeste fantasi forestille mig), at der til grund for denne fjernelse af ordet Israel i skriftet ’Den Nye Aftale’ ligger den samme personlige vanvidstanke, (som ifølge dette ’arbejdsprogram’ prægede de tyske teologer). Altså at ’jødekristendommen’ ikke er ’den sande kristendom’, og at ’udrensningen’ af ordet Israel i det danske skrift er befordret af det samme ønske om ’at finde frem til den ægte substans af kristendommen…’

Mere er jeg den opfattelse, at de pågældende danske teologer har ladet sig rive med af ’tidsånden’, så at de (i deres ’oversættelse’) har rakt hånd til den udbredte idé, at bare ordet ’Israel’ var nok til at få læserne til at tage afstand. De er blevet som brikker i et større spil og er (selvom de vil tage dette som en personlig fornærmelse) mere eller mindre blinde overfor den sorthandskede hånd, der styrer dem.

Ingen bør imidlertid af den grund få den opfattelse, at en så væsentlig ændring af Den Hellige Skrift (som at fjerne Israels navn fra dets oprindelige indhold) kan finde sted uden en vis ideologisk opbakning. Der må bag denne mørke motivation have været både teologisk, kirkeligt og folkeligt medhold; oversættelsesarbejdet med det ’Israelfri’ danske Ny Testamente har fordret en betydelig, åndelig indsats, der nødvendigvis har været betinget af en vis vægt – og dette bagland vil vise sig, så såre et sådant bibelværk bliver angrebet. – Ja, det vil komme for en dag, at det er de samme kræfter, som står bag regnbuevielsernes forførelse, der her går antisemitismens ærinde. Den indflydelse, der d. 26. juni 2015 lagde Det Hvide Hus i USA i homoflagets farver, hader Israel og Guds plan med Jerusalem!

I forbindelse med oprettelsen af ’Instituttet til forskning og fjernelse af jødisk indflydelse på det kirkelige liv i Det tyske Folk’ opstod der en interesseret medlemskreds. Man har efter krigen fundet røgsværtede medlemsbøger med navnene på den tilhængerskare, som ønskede ’den jødiske indflydelse fjernet fra Bibelens blade’. I de spredte arbejdskredse var 200 medarbejdere optegnet – deriblandt professorer, præster, lærere og forfattere, som alle tilhørte den nationale kirke. Medlemsbøgerne viser disse arbejdskredses eksistens i Altpreussen, Sachsen, Nassau-Hessen, Schleswig Holstein, Thüringen, Lübeck, Mecklenburg, Pfalz, Anhalt, Oldenburg og den nye, tyske evangeliske kirke i Østrig. De 200 medarbejdere var enten fuldtidsmandskab eller frivillige tilsynsfolk. Selve medlemskredsen var større.

Det er med henblik på hele denne travle aktivitet for at få ’fjernet jødisk indflydelse’ og dermed Israels navn fra de bibelske skrifter, at der i dag bør stilles skarpt på f.eks. en beretning i Mattæus-evangeliets 15. kapitel. Her fortælles om den taknemlige lovsang og tilbedelse, som fulgte i kølvandet på Jesu undere. I den forbindelse forekommer det (i nazi-instittutets øjne) ’uheldige udtryk’: "De priste Israels Gud" (v.31). I ’Hitlerbibelen’ bliver hele afsnittet fjernet. Helbredelsen af de lamme, blinde og døve må derfor udgå af teksten – og dermed også lovsangen til ’Israels Gud’.

Bibelselskabets ’Nye Aftale’ nævner Jesu undere – men får drejet teksten sådan, at lovsangen og tilbedelsen ikke længer bliver rettet mod (som det så tydeligt bliver anført i den græske tekst): ’Israels Gud’. Nu hedder det blot: "… og de takkede Gud."

"Vi har luget ud i de tungere begreber," forklarer Bibelselskabets talsmand ved værkets udgivelse i 2007 til Ritzau. Det danske ord, som her bruges (med hensyn til ændring af teksten), er: ’at luge ud’. Hitler brugte det tyske udtryk ’ausrotten!’ Men meningen er den samme. Navnet ’Israel’ betragtes som ukrudt eller en slags skadedyr: ’Es muss ausgerottet werden!" (Det skal udryddes)

Der herskede som sagt et større perspektiv bag udfærdigelsen af nazi-nytestamentet i Tyskland i begyndelsen af Anden Verdenskrig end blot dette at strege nogle ord og sætninger ud af Den Hellige Skrift! Den kendte og agtede Tübinger professor, Gerhard Kittel, så sig selv (og blev anset af andre) som manden, der var i stand til at genskabe ’det historisk ægte, jødefrie Ny Testamente’, og som kunne levendegøre ’den ikke-jødiske Jesus’ og dermed bringe kristendommen i overensstemmelse med den tids tyske identitet. Det danske Bibelselskabs teologer har ved begyndelsen af det 21. århundrede taget et yderligere skridt i retning af at ændre evangeliernes karakter for dermed at bringe budskabet om den ’ikke-israelske Jesus’, så at deres ’oversættelse’ af Ny Testamente kan blive antaget af vor tids ungdom og kirkefremmede danskere.

Det er (som jeg tidligere har forklaret) ikke min opfattelse, at nogen danske teolog i dag ville have befundet sig blandt den flok af ekstremt radikale, protestantiske nazi-teologer, pastorer og kirkegængere, som den søndag ved middagstid d. 6. maj 1939 samledes i det historiske Wartburger Slot i Tyskland for dér at deltage i indvielses- og åbningsceremonien af det institut, som skulle sørge for, at al jødisk indflydelse blev udryddet i den tyske kirke. Men det er en ubønhørlig kendsgerning, at danske teologer helt konkret har lagt hånd på den samme nazi-sorte plov, da de i 2007 gjorde alvor af at udgive et ’Israelfrit’ Ny Testamente med titlen ’Den Nye Aftale’. Disse danske medarbejdere i Det danske Bibelselskab har med sikkerhed ikke haft de samme gruopvækkende intentioner – men de har ikke desto mindre tilladt sig selv at foretage så ekstreme ændringer i deres såkaldte ’oversættelse’ af Ny Testamente, at de dermed har medvirket til spredningen af den samme onde sæd, der for en lille menneskealder siden udryddede Israels børn i Europa – og som åbenlyst sigtede på at skabe et nyt bibelsk og liturgisk materiale, som over for landets befolkning skulle redefinere, hvad kristendommen betyder, og hvad den tyske kristne kirke står for. Disse danske teologer og bibeloversættere ville aldrig – tror jeg – have taget direkte del i den rædselsfulde genocide, der i seks år som en mare red ind over Europa og andre dele af verden – men de har taget aktivt del i udgivelsen af et værk, der på mange måder ligner ’Hitler-bibelen’. Det Nye Testamente, som den majdag i 1939 blev annonceret i Wartburg, var ’jødefrit’. Den oversættelse, som ’nu-danskerne’ afleverede i 2007 i København, er ’Israelfrit’.

Det må formodes at have passet det udvalgte nazi-teologiske lag omkring ’oversættelses’-instituttets arbejde, at man f.eks. radikalt ændrede den nytestamentlige tekst i Johannes Døbers fars, den jødiske tempelpræsts, Zakarias, berømte lovsang, da han om sin nyfødte dreng (Johannes) udbryder: "Du skal gå foran Herren… og lære Hans folk at kende frelsen!" Selvom der (set fra et dogmatisk synspunkt) ikke kan herske skyggen af tvivl om, at den jødiske præst (med 100 % sikkerhed) mener ’Israels folk’ – så fordrer den radikale agenda for Hitler-teologernes arbejde, at betegnelsen ’Hans Folk’ (altså: ’Guds folk, Israel’) fjernes, og det ariske udtryk ’das Volk’ (altså det germanske, tyske folk) indsættes. De danske ’oversættere’, som sammen og (formoder jeg) i enhed har besluttet, at ’det jødiske element’, der hedder ’Israel’, skal have samme behandling, som det fik i 30’ernes Tyskland, tager (vedr. selvsamme bibelvers) skridtet fuldt ud! Hvor Jesu mor, Maria (i samme skriftafsnit) priser Gud, fordi (som hun – grebet af Ånden – synger): "Han har taget Sig af Sin tjener, Israel" (Luk.1:54), der afhugger de danske skriftkloge skånselsløst ordet ’Israel’. De fjerner det Åndsfyldte udråb, ’Israel’, totalt fra Marias bøn. I deres gengivelse synger hun kun: "Han sørger for sit folk" (v.54). Sådan som de tyske medarbejdere i ’Entjudungs-instituttet’ i Tyskland gik længere og længere i deres ekstreme forsøg på at skabe et andet og ’bedre’ Ny Testamente, sådan er det også gået i Danmark, da Det danske Bibelinstitut var i gang med at afskrive ordet ’Israels’ indflydelse i de dansksprogede evangelier og apostlenes lære. Ingen vil i dag være i stand til at forklare, hvorledes dette neo-hedenskab var i stand til at få det over de danske teologers samvittighed at gøre et sådant indhug i Marias lovsang, som den står nedfældet i Lukasevangeliet, at de ideologisk søger at fordreje dens dybt inspirerede indhold.

Det står imidlertid fremdeles fast, at da Maria, Jesu mor, midt under sit svangerskab, besøger sin nære slægtning, Elisabeth, så bliver hun (i samme øjeblik, hun træder ind ad døren), overvældet af Guds Ånd. Ordene: "Han har taget sig af sin tjener, Israel," er uden tvivl et dybt inspireret, profetisk udsagn, som næppe findes magen i Ny Testamente – og det må betragtes som absolut utilladeligt at ændre så meget som en stavelse deri. Det bør her understreges, at i samme øjeblik ordet ’Israel’ streges ud af Den Hellige Skrift, så får det indflydelse på den øvrige oversættelse. Den smukke formulering i Marias lovsang: "Jeg er Herrens ringe tjenerinde" (v.47) bliver til den depressive udtalelse: "Jeg er ingenting værd" og den forunderlige forudsigelse ’alle slægter skal prise mig salig’ (v.48) ændres til det forfladigende: ’alle mennesker vil kalde mig velsignet’. Det åndelige udsagn om ’dem, der frygter Ham’ (v.50) bliver proletariseret til ’dem, der respekterer ham’ og Marias advarsel til ’dem, der er hovmodige’ (v.51) bliver fejlagtigt oversat til: ’dem, der har nok i sig selv’. Det er en tragisk kendsgerning; de tyske teologers vanvidstanke er blevet omsat til en sørgelig ’nu-dansk’ virkelighed. Den antisemitiske ånd vil fordreje Guds Ord, hvilket på forskellige områder beviser sig blandt danske teologer i dag – og som hen ad vejen vil vise sig at være et tidsåndens netværk, der ikke blot er båret af modviljen og hadet til Israel men af den samme antikristelige ånd, som d. 26. juni 2015 fik unge, uvidende danskere til elektronisk at farve deres personlige profil med Det Hvide Hus’ regnbuefarver… og dermed (som en første begyndelse) ’tage mærket på sig’ (Åb.13:16-18).