PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-07-16
0417


DEN SYSTEMATISKE UDRADERING AF NAVNET ’ISRAEL

Da det berygtede ’institut for udryddelse af jødisk indflydelse’ i den tyske kirkes liv blev etableret i 1939, var det de tyske teologers formørkede plan ikke blot at rense kristendommen for alle jødiske træk men samtidig at fremelske kirkens såkaldte ’forudbestemte ariske oprindelse’. Et voksende spørgsmål melder sig (på netop denne baggrund) i Danmark: Er det Bibelselskabets lige så dystre formål ikke blot at ’rense’ Ny Testamente for navnet ’Israel’ – men dermed yderligere at søge at ændre forhold og virkeområder i Kristi kirke, så at også de kan blive ’Israelfri’. Ruger der i virkeligheden en mørk ideologi bag denne systematiske udradering af navnet Israel fra Ny Testamentes blade? Kan det være rigtigt, at den verdslige og politiske ligestillingsidé har banet sig vej ind i Bibelselskabets fornemme og ophøjede gerning – og det i en sådan grad, at det Gudgivne navn ’Israel’ (1.Mose 32:28-29) nu ikke blot med hård hånd fjernes fra evangelierne og apostlenes breve, men at denne Israel-fjendtlige holdning fremover skal udgå af kirkens forkyndelse og de grene af kirkens arbejde, der gennem slægterne har beskæftiget sig med den guddommelige forudbestemmelse og udvælgelse, der hviler over Israels børn? Om dette har jeg følgende at bemærke:

I det omhyggeligt udarbejdede ’skrift til overvejelse’, (Denkschrift) som superintendant, Hugo Pich, i september 1938 sendte til det ’rigsinstitut’, der i Berlin beskæftigede sig med ’forskning i jødespørgsmålet’ (Forschungsabteilung zur Judenfrage) gjorde han det klart, at udgivelsen af den ’jødefri’ bibel ville føre til ’en ny og dybere forståelse af Den Hellige Skrift’ (side 4). Han erklærer, at Kristus har godkendt (’bejaht’) ’Kampen mod den religiøse jødedom som værende Guds vilje’ (side 5) – ja, superintendanten foreslår, at der derfor straks bliver oprettet et særligt (kirkeligt) embede, som skal arbejde på at få jødedommen stemplet ud af både kirke og kristendom. "Denne gerning," skriver han, "bør udføres systematisk og planmæssigt" (side 7) – og vil tage mindst 10 år (wengistens einen Zehnjahresplan… side 8). På denne baggrund er det forståeligt, at Hitlers tyske ’jødefri’ Bibel ikke ved Anden Verdenskrigs begyndelse kunne godtage, at den jødiske, gamle præst Zakarias (Johannes Døbers far) i Lukasevangeliet det første kapitel forudsiger, at hans søn skal ’lære Hans folk (Guds folk, Israel) frelsens vej’.

"Hvis Det Tredje Riges indbyggere skal erhverve," (som Pich forklarer i sit ’Denkschrift’) – ’en ny og dybere forståelse af Den Hellige Skrift’ – så må Lukas-formuleringen ’Hans Folk’ (altså: Guds folk, Israel) ændres til den ’Israelfrie’ gengivelse: "Du lader folket (’das Volk’) kende frelsen. Ordene: ’Das Volk’ kunne i 30’ernes nazitid kun betyde ’Det nationalsocialistiske tyske folk’ (og i hvert fald aldrig: ’Israels folk’). – Derfor er det samtidig nødvendigt for de tyske, antisemitiske teologer kun at lade dette afsnit af Lukasevangeliet løbe til det 79. vers i første kapitel. Det sidste vers i kapitel (det 80. vers) slettes! Det eksisterer for nazi-oversætterne ikke mere! Dets ordlyd, at Johannes Døber på et tidspunkt ’skal træde frem for Israel’ (v.80) tåler de ikke. De river det simpelthen ud af teksten. Ordet ’Israel’ hader de af et fuldt hjerte, og Kristus har (ifølge deres opfattelse) ’godkendt’ (bejaht) denne systematiske udrensning. Den er – sådan ser de det – ’i overensstemmelse med Guds vilje’ (den Willen Gottes). "Israels navn bør" (hævder de med bibelsk begrundelse) "ikke nævnes på dette sted i Ny Testamente…"

Den danske 48-oversættelse af det store (ja, højtidelige) øjeblik, hvor Johannes offentligt ’udpeges’ for Israel, lyder sådan: "… da han skulle træde frem for Israel." Det græske ord (for at ’træde frem’) er det samme som anvendes, da Jesus ’udpeger’ sin disciple (Luk.10:1) – ja, det er det samme ord, som bruges, da disciplene beder til den opstandne Herre om at ’vise dem, hvem Han har udvalgt’ (Ap.G.1:24)… så Johannes’s fremtræden det er altså ikke nogen ubetydelig hændelse i den guddommelige husholdning med Israel. Derfor er det (i denne alvorlige time i Danmark) på sin plads at iagttage, hvorledes ’Ny Aftale-oversætterne’ gengiver netop denne vigtige, nytestamentlige tekst. De skriver (citat): "Den dag, han stod frem for hele det jødiske folk’ (Luk.1:80)… og det anes, at ’oversætterne’ hermed har haft en klar fornemmelse af, at selve begivenheden var betydningsfuld og kunne indeholde et dybere perspektiv. Udtrykket ’hele det jødiske folk’ skal jo erstatte ordet ’Israel’ (som intet sted ifølge Bibelselskabets teologer bør nævnes i Ny Testamente).

Med nazi-teologernes erklæring, at det jøde- og Israelsfri’ Ny Testamente skulle gennemføres ’systematisk og planmæssigt’ og som ’en hovedaktion’ (Großaktion… side 7) var nødvendig for at ’adskille kristendom og jødedom fra hinanden’, er spørgsmålet relevant: Hvorfor har Bibelselskabet ’sagt ja til’ (bejaht) at Israels navn på netop dette vigtige sted i Lukasevangeliet (hvor det græske ord for ’udpegning og udvælgelse’ er et bærende element) skulle udryddes? Dette spørgsmål stilles ikke mindst til Bibelselskabets nye generalsekretær, der tiltræder til 1. september 2015. Jeg tillader mig, at give generalsekretæren denne lille betragtning med på vejen:

Hebræerbrevets forfatter har i sit 11. kapitel en lang liste over gerninger, som blev udført af de mænd og kvinder, der lod sig drive af troens ånd. Man får ved at læse disse menneskers indsatsområder ikke indtrykket af, at de var styret af en passiv, religiøs indstilling; det var ikke bare folk, der ’overholdt’ en række religiøse forbud eller som blot opførte sig som pæne, lovlydige kirkegængere. Nej, vi bliver fortalt, at ’i kraft af deres tro besejrede de riger, øvede retfærdighed, fik forjættelse opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede ilds magt osv. (v.33-37).

Blandt disse mange troshandlinger vil jeg her nævne denne ene: ’De øvede retfærdighed’. Altså ikke kun ved at eje og pleje en indre personlig overbevisning – men ved at de hvor som helst og når som helst handlet eller skrevet mod det, som efter Den Hellige Skrift er ret og rigtigt, dér var disse troens mennesker at finde: ’De øvede retfærdighed’! Hvor der var nød, fattigdom eller mangler at råde bod på i Guds Riges arbejde – dér dukkede disse troens og handlingens mænd og kvinder op. Deres liv med Gud var præget af en troens gerning.

På samme måde, som Herren har sine handlekraftige tjenere, har også djævelen sine lovløse agenter. De er villige redskaber i den ondes hånd og er ikke kun tavse tilskuere til hans nedrige og ondskabsfulde virke! Det er dem, som helt gamle bibeloversættelser definerer som ’dem, der øver ret’ (Matt.7:23). Siden forklarer den seneste autoriserede oversættelse, at de ’begår lovbrud’ – men nu bliver disse samvittighedsløse lovløshedens håndlangere fremstillet som noget så uskyldigt som ’Folk, der ikke overholder loven’! (nudansk-oversættelsen, Matt.7:23).

Når det betænkes, at det er mennesker, til hvem Jesus taler så skarpt og afvisende, at Han byder dem at ’forsvinde’ – så er det ikke at forstå, at Bibelselskabets ’oversættere’ elegant springer over den drivende kraft, der skjuler sig i det græske ord. Det er det samme stærke udtryk, som ligger i begrebet ’at øve uret’ eller at ’begå lovbrud’ – eller som Hebræerbrevet beskriver med henblik på troens helte, der ’øver retfærdighed’. Den ny oversættelse har i det hele taget travlt med at pege på folk, der ’ikke overholder loven’. I denne forbindelse dækker denne flade oversættelse ikke beskrivelsen af den lovløshedens elite, som har haft travlt med at slette ordet Israel fra Ny Testamentes evangelier og breve.