PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-07-23
0418

 

LØGNEÆDE

På det teologiske område fik den tyske ’Hitlerbibel’ under Anden Verdenskrig overraskende succes. En stor del af de nationalsocialistiske lærde kunne lide dens radikale agenda – ja, en hær af kirkemedarbejdere og teologiske professorer bød dette antisemitiske projekt velkommen; også de ville fjerne det jødiske element fra Bibelen. Næste skridt var, at man også ville have Israels navn og den såkaldte ’jødiske indflydelse’ fjernet fra den tyske kirkes liturgi.

"Kristendommen skal redefineres," hed det. "Kristendommen er germansk! Den er arisk! Denne raceprægede udvikling førte til større og større yderligheder. Den traditionelle kristne doktrin blev langsomt udskiftet med en neo-hedensk kristendomsforståelse, der åbenlyst propagandere for Det tredje Rige. Hadet mod jøderne og Israel voksede – og det ’ariske’ forblev ikke kun et biologisk kendemærke. Det blev betegnelsen for en indre åndelig kraft, der skulle kunne modstå den såkaldte ’degenererede’ indflydelse, der kom fra jøderne og navnet Israel. Hvad vil i dagens Danmark Bibelselskabets ’Israelfri’ Nye Testamente i længden føre med sig? Hvilke onde ånder er der her blevet åbnet for? Dette vil jeg i det følgende beskæftige mig med.

Mit ærinde med nogle kommende afsnit af ’det profetiske’ er bl.a. at kaste lys over, hvorvidt en gengivelse af de bibelske Skrifter kun kan godtages, hvis de analyseres ud fra en historisk-videnskabelig tilgangsvinkel. Der er nemlig – vil jeg påstå – forskellige muligheder. Der er den såkaldt ’tekstnære gengivelse’, som udformes helt på den bibelske grundteksts egne præmisser; så er der den bevidst tendentiøse bearbejdning, hvis formål kunne være at gøre teksten mere forståelig for menigmand – og så er der den ’oversættelse’, der må betragtes som ’renlivet forræderi mod teksten’ (som i visse afsnit af f.eks. Bibelselskabets ’Den Nye Aftale’). Imidlertid er der (vil jeg mene) en fjerde mulighed, som ingen tør nævne, fordi den forekommer prætentiøs. Denne mulighed blev for mere end 4000 år siden foreslået af en ung mand ved navn Elihu, Baraks søn fra Buz (’den fjerde mand’, der talte til patriarken Job). Ifølge Jobs Bog siger han: "Lyt til mig, I forstandige! For øret prøver ordene ligesom ganen smager på maden" (34:3). Dette er menigmands forståelse og bedømmelse af det læste.

Det vil nemlig sige, at der her henvises til en evne, som mennesket har frem for nogen anden af Guds skabninger. Udover de øvrige fem sanser, hvoraf den ene er ’at smage på maden’, ejer mennesket ’et sjette sans’. "Den kan uden videnskabelig baggrund bedømme ord, som bliver talt eller skrevet. Den kan skelne mellem det, som er løgn og det, som er sandt. Ja, den kan fornemme om noget er godt eller ondt. Den aner, om noget er fra Gud eller fra djævelen… eller om det blot er ’menneskeligt’… Det er den evne, som jeg personligt mest sætter min lid til. Og det er den, som Bibelselskabets teologer har vist foragt.

"Spiser man fersk mad uden salt?" spørger Job (6:6). Han fortsætter: "Smager udtræk af katost godt?" (gl. oversættelse: ’æggehvide’). "Jeg nægter at røre ved det," erklærer han, "det er som fordærvet mad!" (v.7) – (Den hebraiske tekst taler om noget så surrealistisk som: ’drømmesynets slim’ eller ’spyt’; tysk: ’Gespei’) – og siger: "Min sjæl vægrer sig ved at røre ved den slags løgneæde."

Hvad jeg vil sige med disse modbydelige udtryk fra Jobs Bog er, at den menneskelige evne til at bedømme er så intens, at den med afsky vender sig fra åndelige manifestationer (eller ord), der er imod den Gudgivne ’naturlige forståelse’ – og den kan med det samme ’lugte’, hvis der er noget galt på færde!" Løgneæde stinker som fordærvet mad," siger Job.

Bedømmelse af den art er i den grad ’åndelig’ (idet den endog kan vurdere ’drømmesynet’). Den er ikke historisk-videnskabelig og kan hverken hebraisk eller græsk, men den kan vurdere – og vælge den rette oversættelse! Må Gud give nåde til, at ingen af de danske troende godtager Bibelselskabets ideologisk prægede oversættelse ’Den nye Aftale’. Den er mere end forræderisk. Men hensyn til dens holdning til Israel er den – som Job siger – ’løgneæde’.

Den’ onde kædereaktion’, der f.eks. sættes i gang ved en ’fejldisposition’ i den autoriserede Bibeloversættelse fra 92, kan således øjeblikkeligt iagttages i efterfølgende ’nudanske oversættelser’. (Både de autoriserede 1907 og 1948-oversættelser holder sig nemlig til grundteksten, idet de f.eks. kortfattet og uden forklarende tilføjelser indleder Romerbrevet med den blotte nævnelse af apostelens navn: ’Paulus’). Dr. T. Skat Rørdam forklarer i sin oversættelse, der allerede så dagens lys i slutningen af det 19. århundrede, at Paulus begynder alle sine breve med en hilsen, hvori han blot – og uden skyggen af tilføjelser - nævner sit navn (Rom.1:1). Rørdam tilføjer imidlertid, at dette (navnets nævnelse) i forbindelse med, at han (Paulus) er kaldet til apostel (v.1 og v.5) ’hjemler han ret til at optræde som lærer for menigheden i Rom’ (noter side 10, Gad, Khb.1895).

Af samme grund er det en ulykke at se, hvorledes Bibelselskabet f.eks. følger op på fejloversættelse fra 1992. Det lille (og i manges øjne uskyldige) ord: ’Fra’ (altså som en afsenderadresse: ’Fra Paulus’) fordrer øjeblikkeligt en tilsender adresse, så at selve Apostelnavnet forsvinder i en række opdigtede høflighedsfraser, der intet sted er nævnt i grundteksten. Dermed er den onde kædereaktion begyndt… ’Den Nye Aftale’ starter Romerbrevet med ordene: "Til menigheden i Rom." Hverdagsdansk-’oversættelsen’ følger desværre samme linje med det sukkersøde: ’Kære medkristne i Rom’, som er totalt uden fodfæste i grundteksten; dermed nedvurderes verdenshistoriens stærkeste, profetiske skrift til en personlig vennehilsen. Derfor nøjes Hverdagsdansk-’oversættelsen’ heller ikke med at tilføje det ubetydelige ord ’fra’, men ’digter’ en helt ny sætning: "Dette brev er fra Paulus."

Men dette er ikke apostelens ord. Han sender ganske vist ’en hilsen til alle Guds elskede i Rom’ (v.7), men det sker først efter, at han har introduceret sig med den Gudgivne myndighed, som (alene og uden omsvøb) er knyttet til hans navn. Det er ikke nogen lille sag, når Bibelselskabet ændrer tidligere slægters tro gengivelse af grundteksten. Den mindste tilføjelse medfører nemlig – som vi vil se i det efterfølgende - de mest om-sig-gribende uheldige konsekvenser og af disse er den systematiske nazi-betonede fjernelse af Israels navn den mest betydningsfulde. Det begynder i det små og ender med den helt store afvigelse…

Ordet ’israelitter’ (der er den helt specielle sag, som jeg stiller skarpt på i ’oversættelsen’, Den Nye Aftale), er kun nævnt mellem 4 til 9 gange i Ny Testamente (bl.a. Johs. 1:47; Rom.9:4; Rom.11:1 og 2. Kor.11:22). Alle disse fire steder er benævnelsen, som har med begrebet ’Israel’ at gøre, fjernet og erstattet med andre betegnelser. Da f.eks. Jesus (i det her først nævnte eksempel) ser den unge Nathanael komme hen imod sig, udbryder Han (ifølge den oprindelige tekst): "Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig!" (Johs.17) Ingen kan benægte, at ordet ’israelit’ står i grundteksten. (Den oprindelige hebraiske benævnelse ’isra-el-iter’ ejer i sig betydningen ’hovedguddommelig’ men opfattes i det græske som ’en efterkommer af Israel-Jakob). Den Nye Aftale-’oversættelse’ skyr imidlertid denne ’oprindelige betydning som pesten og gengiver derfor Jesu ord med følgende: "Der har vi et menneske, man kan stole på, en værdig repræsentant for Guds udvalgte folk." Denne lange udredning og ’fortolkning’ kan være udmærket i en prædiken – men som ’oversættelse’ mangler den navnet ’Israel’ – og dette navn må efter Bibelselskabets opfattelse ikke længere eksistere i Ny Testamente. Derfor – og kun derfor – er det revet ud (også) af denne sammenhæng!

D. 8. februar 2008 bragte Kristeligt Dagblad et indlæg af daværende formand for Ordet og Israel, Jan Frost, fra Hedensted. Han skriver med en så rammende argumentation, at man endnu i dag husker hans alvorlige påtale med henblik på den dengang nyudkomne version af ’Den Nye Aftale’ (citat): "Bibelselskabets nyoversættelse af Det Nye Testamente (NT) er en såkaldt meningsbaseret oversættelse. I den type oversættelser lægger man vægt på, at meningen med teksten kommer frem, skriver oversætterne i bogens efterord. Men i hvilken grad fremmer det forståelsen af NT’s indhold, at man har valgt fuldstændig at fjerne ordet ’Israel’ fra oversættelsen? For det er, hvad oversætterne har gjort.

Ordet ’Israel’ – eller ’Israels’ forekommer cirka 65 gange i NT. Ordet bruges både om folket Israel og landet Israel. I Den Nye Aftale har man konsekvent valgt at omskrive Israel til ’jøderne’ eller ’jødisk’. Det kan – måske – forsvares de steder i NT, hvor ordet ’Israel’ tydeligvis bruges om folket Israel. Men hvad med de steder, hvor navnet entydigt henviser til landet Israel?

Hvad gør man der i Den Nye Aftale? Man omskriver det alligevel til ’jøderne’ eller ’jødisk’ eller udelader ganske enkelt ordet ’Israel’. I den autoriserede oversættelse får Jesu disciple at vide, at de ikke ’når til ende med Israels byer, før menneskesønnen kommer’. I Den Nye Aftale er ’Israels byer’ blevet til ’jødiske byer’. Josef flygtede med familien til Egypten (egypternes land), men han tager ikke længere Jesusbarnet og Maria med tilbage til Israels land – som der står i NT – han tager dem ’med hjem’.

Nyoversættelsen er konsekvent i denne omskrivning eller udeladelse af ordet ’Israel’ (med en enkelt undtagelse, hvor der citeres fra Det Gamle Testamente). ’Israel’ findes heller ikke i de forklarende noter. Her omtales eksempelvis Davids by, Jerusalem, ikke som Israels hovedstad men som ’den jødiske hovedstad’.

I Det Gamle Testamente er der en nøje sammenhæng mellem Israels folk og Israels land. Denne sammenhæng er ikke helt så tydelig i NT, men den er der – i grundteksten og i den autoriserede oversættelse. I Den Nye Aftale er den sløret til ukendelighed – fordi hverken folket eller landet længere må hedde Israel.

Fremmer det forståelsen af NT’s budskab helt at slette ordet ’Israel’ fra oversættelsen? Nej, ikke efter min bedste overbevisning. Tværtimod ved ethvert barn i dag, hvad Israel er. Oversætterne har altså i dette tilfælde ikke foretaget en meningsbaseret oversættelse, altså en oversættelse, hvor de prøver at få ordenes mening frem ved at oversætte til ord og begreber, som er bedre kendt for en moderne læser.

Tværtimod ser det ud til, at det modsatte er tilfældet. Oversætterne har forsøgt at sløre et ord, som ingen har problemer med at forstå. De mener åbenbart, at ordet forstyrrer en ret teologisk forståelse af NT, nemlig at det Israel, som vi kender i dag, ikke skal forbindes med et bibelsk land Israel.

Det er derfor også svært at frigøre sig for en følelse af, at oversætterne har ladet sig lede af ikke bare bestemte teologiske motiver, men i virkeligheden også en bestemt aktuel politisk holdning til sammenhængen mellem jøderne og det landområde, som både på Bibelens tid og i dag hedder Israel.