PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-07-30
0420

 

LUTHER VIL VENDE SIG I SIN GRAV

Et bemærkelsesværdigt hyrdebrev, som blev skrevet d. 29. februar 1936 af Kardinal August Hlond, som på det tidspunkt var den katolske kirkes højeste myndighed i Polen, afslører en holdning, som viser den pæne, ’kristne’ antisemitismes sande ansigt. Kardinalen, som synes at være forskrækket over at se den vold, som blev brugt mod jøderne, skriver: "Det er en kendsgerning, at jøderne er i ustandselig krig mod Den katolske Kirke. Det er ligeledes sandt, at de er en flok fritænkere og ateismens forløbere; de er bolsjevikker og indblandet i revolutionære aktiviteter. Det er sandt, at jøderne har en fordærvende indflydelse på moralen – de snyder og bedrager og spreder pornografi… men ikke alle jøder er sådan! Vi bør elske vort land men må ikke hade nogen! Vi skal holde os væk fra jøderne – men det er forbudt at overfalde dem, at prygle, invalidere eller bagtale dem…"

En sådan højt uddannet teolog med et så fornemt humanistisk menneskesyn – en mand, der viger tilbage fra vold og mishandling (men som alligevel giver udtryk for at være under indflydelse af en generel antisemitisk tankegang) – en sådan mand er i sit høje embede et manende eksempel på den ’pæne kristne foragt for det jødiske folk’… den holdning, der i det lange løb førte til de frygteligste overgreb.

Det danske Bibelselskab viser ’den pæne foragt’ for navnet ’Israel’ ved at slette det (udrydde det) totalt fra Ny Testamentes blade. Selskabet er i sin ’oversættelse’ af Ny Testamente præget af den nydelige humanisme, der i det lange løb vil føre til forfølgelsens overgreb.

Walter Grundmauer er det navn, som står øverst på listen over den tyske Hitlerbibels udgivere. Efter hans disputatstese: ’Bibelen er blevet jøde-kristent deformeret’, underskrev Adolf Hitler egenhændigt hans udnævnelse til professor.

I 1940 skrev han: "Evangeliernes Jesus kan kun blive det tyske folks frelser, hvis han ikke fremstår som jødedommens opfylder og fuldender men som dens mægtige fjende og bekæmper."

Det væsentligste fejltrin i hele den danske Israels-fri ’oversættelses’ storstilede fordrejning af teksten i evangelierne er imidlertid denne tydeligt ideologisk-betonede udskiftning af ordet Israel med begrebet ’jøderne’. Da f.eks. den gamle profet Simeon, som i en menneskealder har ventet på det evighedsøjeblik, da han med egne øjne skulle få lov at se den dreng, som han (inspireret af Helligånden) kalder for ’Israels trøst’ (Luk.2:25) – og som af Bibelselskabets ideologer gengives med ordene: "Han (Simeon) så frem til at jøderne skulle blive frelst’ – så tramper de uforfærdede nudansk teologer ind på et område, som om muligt er mere helligt og dybere profetisk.

I stedet for at lade den gamle nytestamentlige profet (og dem findes der ikke mange af) udtale, hvad der er indgivet ham ved Ånden, så iklæder disse ’bibelselskabets -oversættere’ hans udsagn med deres egne fattige pjalter. Simeon erklærer (stående med den lille nyfødte dreng i sine arme: "Se, det barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn som skal modsiges" (Luk.2:34).

Denne stærke fremtidsprofeti om Israels Messias får følgende medfart af Israel-hadernes håndlangere: "Det barn bliver som et lys for os alle sammen, en ære for os jøder, og en helt ny indsigt for de andre."

Af de 23 ord, som denne ’gengivelse’ af den bibelske tekst består af, er ikke ét eneste at finde i grundteksten.

Når det om dette ’oversættelsesarbejde’ af Bibelselskabets egne folk er blevet forklaret, at (citat): ’det skal vær en videnskabelig oversættelse af den græske grundtekst’, så forekommer en sådan erklæring (blot set i lyset af dette eksempel) som total utroværdig.

Når disse moderne nudanske ’skriftlærde’ tager Luther til indtægt og dermed mener, at han ville anerkende blot denne ene sætnings ’oversættelse’ – så nærmer deres værk sig et simpelt bedrag!

Bibelselskabet forklarer sig med følgende (citat): "Luther sagde, at når man skal oversætte Bibelen, skal man lytte til manden på marken og konen i køkkenet. Det sprog de – og vi – taler, skal man oversætte Bibelen til, for det er det sprog og de ord, man kender fra sin dagligdag."

Nuvel. Så lad os se, hvorledes Luther (med denne indstilling har oversat dette sted) om Simeon og hans profetiske udsagn over barnet i hans arme.

Det første, vi ser, er, at Luther ikke sletter navnet ’Israel’. Det kunne han ikke drømme om! (Og hans oversættelse dukkede op i 1500-tallet, hvor Israel ikke engang var på kortet. Efter 1948 er alle bibellæsere klar over, hvad Israel er, og hvor det er beliggende – og at Israels Gud har ført sit jødiske ejendomsfolk tilbage til det land, hvor Jerusalem er beliggende). Luther siger: "Siehe… gesetzt zum… Auferstehen vieler in Israel." (Se… sat til oprejsning for mange i Israel). Ny Aftale-testamentet undlader ordet: ’sat til’ og taler ikke om ’oprejsning’ samt smider ordet ’Israel’ ud med de tre ord: "… for os jøder."

Luther siger (ud af egen bitter erfaring), at budskabet om dette barn vil ’blive modsagt’ (widersprochen) – men om dette siger Ny Aftale-folkene ikke en stavelse. Det stærke begreb "… et tegn, som skal modsiges’ gengives med ordene: ’en helt ny indsigt for andre’. Hvis dette skal betragtes som ’en videnskabelig oversættelse af den græske grundtekst’, og Luthers oversættelse skal nævnes som eksempel, så må den gamle reformator vende sig i sin grav…

Jeg tilslutter mig de ord, som en kyndig bibellærer fra Fyn d. 2. sept. 2009 sendte til Bibelselskabet. Han skriver bl.a.: "Jeg mener, at Den Nye Aftale er en forfejlet og misvisende ’oversættelse’. Den burde aldrig været udgivet, og jeg vil fortsat opfordre Bibelselskabet til at tilbagekalde og destruere de eksemplarer, der ikke er blevet solgt."