PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-09-03
0421
 

LAP PÅ EN HULLET KAPPE

Da det tyske institut for ’befrielsen af den jødiske indflydelse i den tyske kirke fejrede sin indvielse d. 6. maj 1939 talte dets leder, Walter Grundmann, professor i Ny Testamente ved Universitetet i Jena. "Denne udryddelse af jøderne – og deres indflydelse på det religiøse liv er en særlig opgave, som er betroet det tyske folk," erklærede han. "Den tid, vi nu lever i, er som det var i reformationens dage: Protestanterne må overvinde jødedommen, lige som Luther sejrede over katolicismen." Han tilføjede: "Udryddelsen af den jødiske indflydelse på al tysk liv og levned er en påtrængende og fundamental opgave i den nuværende religiøse situation i Tyskland." Grundmann sluttede: "Som på Luthers tid ingen kunne forestille sig kristendommen uden en pave – sådan kan mange i vor tid ikke forestille sig en frelse uden Gamle Testamente. Men målet kan nås. Det jødiske Gamle Testamente må og skal i denne forbindelse bringes ud af verden!"

For at kunne nå frem til en så storstilet operation, må oversætterne af Bibelen begynde ’i det små’. De må starte med at slette eller indføre ord, som ikke findes i grundteksten. Lad mig forklare:

Ligesom Bibelselskabets autoriserede oversættelse af 1992 uden at blinke tilføjer det lille ord ’fra’ som en indledende hilsen i Romerbrevet, således fortsætter selskabets oversættelsesteam med i den følgende retning at indføje ordet: ’til’. Desværre vil det samme team sikkert smile overbærende ved en sådan ’smålig’ iagttagelse. "Det er fundamentalisternes typiske reaktion," vil de sige. "De hænger sig i de mest ubetydelige bagateller, det kan da ikke have nogen afgørende betydning om man for forståelsens skyld tilføjer et ’fra’ eller ’til’. Hertil vil jeg svare: Jo, det har den største betydning for forståelsen; netop dette lille ord ’til’ har i denne forbindelse været med til at skabe en afgrund af efterfølgende ’oversætteres’ vildførelse der – som vi vil få at se – vil bringe hele kirken ind på et tragisk vildspor, som afsluttende vil fratage den både autoritet og åbenbarelse. 92-oversættelsen af Romerbrevet lyder indledende og efter grundteksten således: "Paulus… kaldet apostel. Apostelens pen har hverken skrevet ’fra’ eller ’til’ – men har udelukkende nedfældet kaldets absolutte og uomstødelige tilknytning til Paulus.

"Jamen, hvilken forskel er der på at være ’kaldet til’ apostel og så den græske formulering ’kaldet apostel’? Den oprindelige tekst undlader at anvende det lille vildførende ord: ’til’ og skriver i stedet: ’Apostel (ifølge) kald’. Dermed nærmer den sig det uudgrundelige. Et kald er nemlig ikke noget man bliver ’til’. Det er en bestemmelse, som man ’er’. Paulus berører selv denne evige ’bestemmelse’, når han til Galatermenigheden skriver: "Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved Sin nåde, besluttede at åbenbare Sin Søn for mig…" (1:15). Nøjagtigt dette dybe perspektiv er det, som den oprindelige tekst anfører, når det hedder: "Paulus… kaldet apostel’. I denne græske formulering skjuler sig det evige og uomstødelige. Ingen engel eller djævel, intet menneske eller nogen menneskelig magt kan ændre dette kald. Ingen anden titel eller nogen anden teologisk forklaring kan fjerne eller bortforklare denne evige ’sættelse’. En ’kaldet apostel’ behøver ingen undskyldning for at bekende sit kald. Ej heller kan han anklages for ved sin personlige tro og vidnesbyrd at ville føre det ud i livet. Han er nemlig ikke blot ’kaldet til – men han er kaldet! Konsekvenserne af det lille ord ’til’ er afskrækkende. Ja, himmelråbende afvigende.

I det øjeblik Bibelselskabets ’oversættere’ sløjfede 1907-formuleringen af indledningen til Romerbrevet: ’Paulus… apostel ifølge kald’ og i stedet skrev: fra Paulus… kaldet til apostel’ har det lydt et bragende bifald i helvede. Denne scoring var så elegant og blev så overlegent spillet ind fra sidelinjen, at alle djævle og dæmoner må have rejst sig i begejstring og triumf. Hermed blev vejen åbnet for det næste store udspil: Apostelkaldet kunne helt fjernes fra kirkens høje kaldelser! Denne særligt ’udsete’ tjenestegerning (Gal.1:15) kunne vrages og erstattes med en ringere form for forkyndergerning. Det nytestamentlige udtryk: "Bygget på apostlenes grundvold’ (Ef.2:20) kunne undermineres! Den græske tekst ’kaldet apostel’ kunne erstattes med helt andre begreber… ja, den ypperste af de fem tjenestegerninger, som Paulus omtaler i brevet til Efesus: Apostelen (4:11) kunne nu stryges af listen over de gaver, som ’Den opstandne Herre har givet til menigheden’ (og Han gav nogle som apostel (4:11) med det underfundige formål, at vejen dermed åbnes for alle mulige og iskolde ’lærdomsvinde’ samt den hob af nedrige manipulationer, som gemmer sig bag udtrykket: ’menneskers terningespil’ (Ef.4:14).

Et hundrede år efter, at 1907-oversættelsen præciserede, at den evige vægt bag apostelgerningen begrundes i udtrykket: ’ifølge kald’, udsender Bibelselskabet en ny ’oversættelse’, hvor ordet ’apostel’ er som kemisk renset bort fra Bibelens blade. Af den nye ’oversættelse’ fremgår det, at der aldrig har været og aldrig siden vil fremstå nogen gerning i Guds Rige, som kan kaldes apostel! De tolv, som Jesus kaldte, får i denne ’oversættelse’ andre titler, og de mænd, som efter Kristi opstandelse gives til menigheden (som f.eks. Paulus… kaldet apostel) får Bibelselskabets ’Den Nye Aftale’ andre benævnelser. Dette vil jeg siden søge at belyse (ved bl.a. at gengive den fattige erstatning for aposteltjenesten, som denne nye ’oversættelse’ herefter søger at bringe i omløb).

Her vil jeg blot gå videre til mit egentlige emne, at hvis et bibelselskab begynder at ’trække fra’ og ’lægge til’, så er vejen åbnet for det store vildspor, hvor i Den Nye Aftale-’oversættelse’ navnet ’Israel er fjernet 80 gange’ – nøjagtigt efter det program, som Nazi-teologerne fulgte i 1939.

Medlemstallet på pro-nazifraktionen indenfor den protestantiske kirke i Tyskland bestod af mere end 600.000 pastorer, biskopper, teologiske professorer, religionslærere og lægfolk. Målet var at stå sammen om den nazificerede ’kristendom’, som bevægelsen forkyndte samt at fremme udbredelsen af ’det jødefri Ny Testamente’. Bevægelsen havde stor succes på universiteternes teologiske fakulteter. Dens sigte var også at ’genskabe’ den evangelisk-lutherske kirke i Tyskland – den arbejdede flittigt med møder, konferencer og utallige publikationer. Nazikirken var altså ikke betragtet som ’en fremmed sekt; den havde hånd om op til en tredjedel af landets protestantiske kirke. Den havde hagekorset på sine altre (ved siden af korset) og dens hilsen var ’nazi-heil’. For dem var Hitler sendt af Gud – og den var overalt og til hver en tid parat til at ændre de mest grundfæstede trosbekendelser, for dermed at komme i harmoni med partiets politiske linje.

Det var derfor ikke let for dens teologiske medarbejdere at formulere sig ’på den rette måde’, da man f.eks. arbejdede med det afsnit i Ny Testamente, hvor Jesus i sin hjembys synagoge taler om, at ’der i Israel var mange enker i Elias’ dage’… men til ingen af dem blev Elias sendt men derimod til en enke i Sarepta i Zions land’. Da det jo her drejede sig om nogle helt geografiske betegnelser, så indrømmer de tyske ’oversættere’, at den pågældende enke (tysk): ’zu Elias Zeit war in Israel’ (Luk.4:25)… altså, at hun rent faktisk befandt sig i Israel. Det lykkes imidlertid de danske Israel-fjendtlige ’oversættere’ at få denne sætning formuleret sådan, at ’der var mange jødiske enker på profeten Elias’ tid’ (v.25) – men da de så (modvilligt) må indse, at denne ’gengivelse ikke formåede at løse ’det geografiske problem’ (som Jesus på en særlig måde betoner) opfinder de en hel ny sætning: "Elias blev ikke sendt til enkerne i Israel." Dette er ét af de få steder i Den nye Aftaler, hvor Israels navn er nævnt – og i det tilfælde står det ikke engang nævnt i grundteksten. Sætningen er indføjet som ’en lap på en hullet kappe’.