PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-09-10
0422

 

FARLIG INDFLYDELSE

Som fronterne langsomt er ved at blive aftegnet i det opgør, der nærmer sig med henblik på spørgsmålet om, hvem der i sandhed kan fremstå som arvtagere af det grundlovsbeskyttede, reformatoriske syn i Danmark, er det værd at standse op et øjeblik for at iagttage, hvad der skete under naziregimet i Det tredje Rige – samt hvilken indflydelse den tids tyske, ’jødefri’ Hitlerbibel har haft på den danske ’Israels-fri’ ’oversættelse’ af Ny Testamente, ’Den Nye Aftale’. Om dette har jeg følgende at berette:

"Bør kun berøres med særlige beskyttelseshandsker" (’Spezialhandschuhen’) står der skrevet på en arkivmappe i en evangelisk kirke i Westfalen, Tyskland. Inde i mappen ligger det teologiske dokument, som i 1934 tog skarp afstand fra førerkulten, der dengang var ved at bevæge sig ind i kirken. I anledning af den netop fejrede 80-årsdag for den såkaldte ’Barmenerklärung’ (der i sin tid blev kraftigt understøttet af den danske teologiprofessor, Regin Prenter) er det nødvendigt at iagttage følgende:

Barmenerklæringen, der blev til i Tyskland i 1934, er et enestående eksempel på en moderne bekendelse, der i en bestemt historisk situation forsøger at sammenfatte kirkens tro og forsvar mod farlige politiske strømninger. Da bølgen af begejstring brusede gennem Tyskland den 30. januar 1933, fordi Hitler på den dag havde grebet den politiske magt i landet, samledes en flok af nationens kristne ledere sig for at yde modstand mod den lære, som så hastigt havde forført et helt folk. Da Hitler efterfølgende satte turbo på virkeliggørelsen af sine vanvidsideer om et stort, stærkt, racerent herrefolk i Tyskland, så affattede landets oprigtige og modige kristne ledere den erklæring, der for de flestes vedkommende kom til at koste dem livet! Føreren var kommet – men blev aldrig hyldet af Tysklands sandt-åndelige personligheder. Modigt rejste de sig med Bibelens ord og forkastede de dages antikrist. De afslørede åbenlyst den løgn, der huserede bag Hitlers ’imødekomne indbydelse’ til landets biskopper om at deltage i (som det hed) ’en fælleskamp’ mod de kræfter, som ville hindre den nye ideologi i at finde vej ind i kirken. Det blev til et voksende spændingsfelt mellem den politiske statsmagt og Tysklands protestantiske kirke. Dette er baggrunden for Barmenerklæringen, som nu fylder firs… og som kalder danske kristne alle vegne til at indtage samme holdning over for en lige så farlig ideologi.

Den såkaldte Barmer Teologiske Erkläring fra det dystre og skæbnesvangre nazi-år 1934 markerer selve fødselstimen for en kristen bekendelse, som Danmark og Europa mere end noget andet har brug for i dag! De tre maskinskrevne sider (med blækplettede håndskriftskorrektioner i marginen) afleverer et klart Nej til den daværende, teologiske ideologi, som en falsk kristendom nu atter befordrer. Barmererklæringen tog skarpt afstand fra Hitler – og fik derfor (med djævelsk vold) besked på, at ’kirken ikke skulle blande sig i politik’! – Den første af de seks artikler i den nu 80-årige erklæring indledes med Jesu ord: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved Mig" (Johs.14:6). Hertil føjes: "Sandelig, sandelig siger Jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og røver" (Johs.10:1). – "Jeg er døren; den, der går ind gennem Mig, skal blive frelst" (v.9). Artiklen slutter med de ord, der i 30’erne tændte naziledernes raseri: "Vi forkaster den falske lære, som hævder, at kirken er den kilde, der nu åbner en ny forkyndelse, som udspringer fra en anden oprindelse end Guds ord, og som derfor anerkender andre ’hændelser’, og magter, fremtoninger og ’sandheder’ som værende en Guds åbenbaring" (art.1:1). En sådan falsk, politisk indflydelse (der giver sig ud for at være en åbenbaring grundet på Guds ord) gør sig på lignende måde gældende i Dagens Danmark og bør derfor straks afmærkes som værende ’en tyv og en røver’ (Johs.10:1). Den ’nye forkyndelse’, der i dag henter sin inspiration uden for Guds ord, bør (som den tyske 1934-erklæring siger det): ’Forkastes’.

Det er værd at bemærke, at når apostelen taler om en endetidsbevægelse, der til sidst vil ’bane sig vej ind i Guds helligdom’ for dér at erklære, at ’den er guddommelig’ (2.Thess.2:4) – så er det dermed slået fast, at den fra sin første begyndelse opfylder Jesu foruroligende forudsigelse om ’en ulv i fåreklæder’ (Matt.7:15). Den nyere historie skildrer lignende bevægelser, der fører til nationens undergang og fordærv. Om dette siger Jesus, at ’på deres frugter skal de kunne genkendes’. "Ingen kan plukke druer af en tjørnebusk" (v.16). "Et dårligt træ kan aldrig bære gode frugter" (v.18). Vi henviser til, at tyske kristne allerede i 1934 indtog en klar holdning over for historiens farligste, politiske ideologi – samt at Europas troende i dag står over for den samme forførelse, som kun kan imødegås med Guds ord! Dette ord må derfor ikke på nogen måde forulempes. Sådan som det f.eks. er sket i Bibelselskabets ’oversættelse’, Den Nye Aftale. Om dette har jeg bl.a. følgende at sige:

Et moderne udtryk for at være meget sulten er dette: "Jeg er ved at dø af sult!" Det må have været noget i den retning, som Esau sagde til sin bror, Jakob, da han kom hjem fra vildmarken og bad ham om at få noget at spise. Esau var så sulten, at han den dag solgte sin førstefødselsret for en skål linser (1.Mose 25:30). Det samme udtryk bør imidlertid aldrig bruges om Jesus! Han ville ikke selv have anvendt det, og andre kan aldrig anvende det om Ham; "Thi den død, Han døde," forklarer Romerbrevet, "døde Han én gang for alle bort fra synden" (6:10). "Han ydmygede sig selv," fortsætter Paulus, "og blev lydig til døden, ja, døden på et kors" (Fil.2:8). Det vil med andre ord sige, at den eneste død, der kan forbindes med Jesus, Guds Søn, er den død, Han led én gang for alle på korset! At bruge udtrykket om Kristus, at Han ’var ved at dø af sult’ – er en fejlagtig formulering – uanset hvor mundret og tilsyneladende vel anbragt den kan forekomme! "Da Han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult" beretter Mattæus (4:2), hvilket nudansk-’oversætterne’ beskriver således: "Der fastede han i fyrre døgn, dag og nat, og til sidste var han ved at dø af sult." En sådan sætning er ikke noget teologisk anliggende. Det er jo kun et dagligdags udtryk, som ingen opfatter efter sit forlydende. Imidlertid bør nudansk-folkene kende grænsen! Også de er bundet af Skriftens bud, som apostelen anfører, når han anbefaler kun ’at bruge ord, som er gode til fornøden opbyggelse’ – og han i den forbindelse formaner: "Bedrøv ikke Guds Helligånd!" (Ef.4:29-30) Er der slet ingen i oversættelsesteamet, som aner et stik i hjertet ved sætningen: "Jesus var ved at dø af sult?" Uden at have det mindste fodfæste i det græske, gentages den uheldige formulering i Lukas’ beretning om Jesus i ørkenen (4:2). (Om Sin egen død siger Jesus: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til og magt til at få det tilbage" (Johs.10:17-18)).

*

I den tyske Hitlerbibel gengiver nazi-teologerne det første kapitel præcis til det 30. vers. Det efterfølgende 31. vers har de slettet. Det eksisterer ikke i dette ’Ny Testamente’ Hvorfor ikke? Fordi det indeholder en usædvanlig erklæring om Jesus, som ikke var passende i en ’jødefri bibel’. Johannes Døber fortalte skaren om Jesus med ordene: "Jeg kendte Ham ikke, men for at Han skal blive åbenbar for Israel, derfor er jeg kommen og døber med vand" (Johs.1:31).

Det udsædvanlige ved denne tekst, som Det Tredje Riges skriftkloge uden tøven eller betænkning rev ud af Bibelens blade, er den erkendelse, der lyser ud fra Johannes Døbers ord – ja, han knytter denne enestående bekendelse til sin egen guddommelige sendelse med ordene: "Derfor er jeg kommen, og derfor døber jeg med vand" (v.31). Han fortsætter: "Dette gør jeg, for at Han skal blive åbenbar for Israel!" (v.31)

En sådan afgørende hændelse med henblik på Kristi komme og Hans åbenbarelse for Israel, var der ikke plads til i Hitlerbibelen. Om Kristi komme kunne der kun tales med henblik på mennesker i almindelighed (og det tyske folk i særdeleshed) – men Israel kunne her på ingen måde komme på tale.

Bibelselskabets ’oversættere’ følger omhyggeligt i nazi-teologernes fodspor. De ’oversætter’ sætningen: ’Han skal blive åbenbar for Israel’ med ordene ’for at I alle sammen skulle få ham at se!" (v.31) – De, som fortsat er af den opfattelse, at denne nøjeregnende udradering af navnet Israel fra Ny Testamentes evangelier og apostlenes breve blot er en mindre ’overseelse’, må indrømme, at det i dette her omtalte tilfælde ikke kan være tilfældet. Johannes Døber siger ikke: "Jeg er kommet, for at I alle sammen skal få Ham at se." Nej, Han siger: "Jeg er kommen, for at Han skal blive åbenbaret for Israel!" Det vil sige, at der her er tale om en yderst vigtig del af Guds husholdning med Israel – og derom ville nazi-oversætterne ikke høre et ord… og Det danske Bibelselskabs oversættere har tiltaget sig den ret at stryge Israels navn fra dette skriftafsnit – og dermed lagt et slør over en afgørende del af den guddommelige administration med Messias’ komme til ’sine egne’ (Johs.1:11).