PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-10-08
0424

 

DE USYNLIGE TROPPER

I den bibelske beretning om Jerikos fald, fortælles det, at den israelske hærs øverstkommanderende, Josua, inden slaget begyndte, havde et møde med den øverstkommanderende for de usynlige tropper (som åbenbart lige var ankommet). – Josua så pludselig en mand stå med draget sværd, og han spurgte ham: "Hører du til os eller vore fjender?" (Josua 5:14) Det usædvanlige svar lød: "Ingen af delene; Jeg er fyrsten over Herrens hær, lige nu er jeg kommet" (den sidste sætning er helt faldet ud af ’hverdagsdansk’ bibelen). Josua bøjer sig da til jorden og spørger: "Hvad har min Herre at sige til sin tjener?" Den fremmede svarede: "Tag dine sko af, for du står på et helligt sted." Og Josua gjorde, som han sagde…

Stridsmændene fra den anden verden er ikke et ’fata morgana’ (en ørken-illusion) – nej, disse velbevæbnede styrker kommer på rette tid og sted og indfinder sig altid med dragne sværd og står under ustandselig kyndig kommando. Det er en stor lettelse for de troende at vide, at disse overjordiske, usynlige krigere arbejder selvstændigt og står under ’deres egen øverstbefalende’ – og det i en sådan grad, at deres ’fyrste’ endog afviser at skulle ’tilhøre’ eller ’stå under’ nogen anden myndighed. Den himmelske hærfører ved selv, hvad han skal gøre og har allerede sin egen strategi på plads.

*

Hvad betyder det, når folk trækker på skulderen og siger: "Alting er jo relativt!" Mener de ikke dermed, at den ene mening kan være lige så god som den anden? Eller: "Lad folk tænke, hvad de vil! Den ene holdning kan være lige så god som den anden. Eller: Det må blive deres egen sag!"

Ordbøgerne forklarer, at sætningen: Alting er jo relativt! Betyder, at ’en anskuelse er rigtig for så vidt den er betinget af det standpunkt, som den erkendende indtager’. Herefter kan intet erklæres for almengyldigt sandt. Der eksisterer i så tilfælde ingen absolut gyldige principper og ingen afgjort gyldige værdier.

Det samfund, der overgiver sig til det slogan, at ’alting er relativt’, afskriver dermed samtlige givne moralbegreber, alle overleverede retfærdighedsprincipper og alle hidtil gyldige opfattelser af religiøse læresætninger!

I modsætning til dette gives en erkendelse af, at der er noget der er godt og noget, der er absolut ondt, noget, der er sandt og noget, der er absolut løgn. En sådan holdning eksisterer som et modtræk mod den hersker fortsat den erkendelse, at en foranderlig, relativ verden er fremkommet af en uforanderlig, absolut oprindelse. Denne evige kilde til alle tings eksistens kaldes af mange mennesker Gud. Vor tids drama består i, hvorledes mennesket formår at forvalte – og leve med sin objektive frihed. Vil det indrette sig efter et absolut princip – eller vil det gøre sig selv til Herre over, hvad der er godt, og hvad der er ondt, hvad der er sandt og hvad der er løgn?

Spørgsmålet om godt og ondt træder allerede tydeligt frem i Bibelens andet kapitel. Næppe er skabelsen tilendebragt med ordene: "Og se, det var overmåde godt! (1.Mose 1:31), før følgende berettes: "Men Gud Herren gav mennesket den befaling: Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø" (1.Mose 2:16).

Der herskede en forunderlig frihed i Edens have. Mennesket kunne frit spise af alle havens træer. Denne frihed byggede på den absolutte tillid, at alt, hvad Gud havde skabt, var ’overmåde godt’. Imidlertid var der et let genkendeligt træ midt i haven (ikke i udkanten – 3:3 – eller den ydre periferi), som Gud Herren ikke blot advarede mod, men om hvilket, Han befalede, at af dette træs frugt måtte hverken manden eller kvinden spise. Træet havde et navn. Det blev af Herren kaldt ’træet til kundskab om godt og ondt’. Denne frugt er farlig. Den giver en indsigt i, hvad der er absolut godt og absolut ondt. Den giver mulighed for at skelne. Indtil dette øjeblik havde mennesket frit kunne vælge mellem alle de ’gode’ træer – den, der var ’dejlige at se på og gode at spise af’ (2:9) – men med hensyn til dette specielle træ var det vel ’tiltrækkende at se på’ men absolut ikke godt at spise af! Ja, det var dødsensfarligt at tage blot en eneste bid af dets frugt. "Den dag, du spiser af det, skal du dø," havde Gud sagt. "Vi må ikke engang røre ved det," sagde kvinden (3:3).

Var der på det tidspunkt noget ondt i haven? Ja, der var noget ondt, mod hvilket Gud Herren ville beskytte sin nye skabning. Det onde var slangen (som er ’den store drage, den gamle slange, som hedder djævelen og Satan, og som forfører hele verden’ (Ab.12:9)).

Det onde ved slangen er, at han er ’listig og snedig’ (3:1). Jesus siger, at han ’har været en morder fra begyndelsen… for løgner er han og fader til løgnen’ (Johs.8:44). Det vil sige, at en fristelse, som han i Edens Have udsatte kvinden for, var et morderisk tiltag. Han er ikke kun en løgner men ophav til den absolutte løgn. Den løgn og det mord, han ved den lejlighed gjorde sig skyldig i, er ikke ’relativ’.

Det er ikke kun en ’forholdsmæssig fordrejelse af sandheden, som siden kan bedømmes ud fra den enkeltes holdning eller anskuelse’. Nej, løgnen og mordet, som fandt sted ved Kundskabens Træ midt i Edens Have, var et absolut løgnedrab! Ingen relativitetsteori og intet nymoderne slogan om, at ’alting er jo relativt’ kan hindre dommens afgjorte og uigenkaldelige dom og eksekution: Gud Herren sagde til Slangen: "Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet.." (3:14).

Hvad var det, at slangen gjorde? Han fordrejede Guds afgjorte befaling og absolutte anordning til at være noget ’relativt’. Noget, man sikkert kunne forstå på en anden måde! Han sagde: "Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?" (3:2)

Kvinden bemærkede straks det falske udsagn. Hun korrigerede det på stedet. Hun svarede slangen: "Vi må gerne spise af frugten på alle træerne i haven, men frugten på et træ, der står midt i haven, hvor Gud har sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø" (3:3). Kvinden var klar over det afgjorte og præcise forbud samt dets uundgåelige konsekvens, hvis det blev overtrådt. På trods af dette fortsatte slangen: "Vist skal I ikke dø. Men Gud ved, at den dag I spiser af dette træ, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt" (3:5-6).

Øjeblikket var afgørende og skæbnesvangert. Slangen talte sandt for så vidt, at den forbudte frugt ville få mennesket til ’at kende det onde’. Og det i en sådan grad, og i en sådan smerte og gråd, at der ikke syntes at skulle blive nogen ende derpå. Følgen af de første menneskers ulydighed er total. Synden er absolut og døden er absolut. "Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede…" (Rom.5:12). Kvindens andel i menneskeslægtens fald er ifølge Bibelen uimodstridelig. Selvom Adam bliver gjort hovedansvarlig for ulykken, erklærer apostelen: "Det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte buddet" (1.Tim.2:14).

Dette siger han ikke som en bebrejdelse eller for dermed at hæve sig over kvinden; det siger han som en advarsel, fordi slangen stadig er på spil og vil angribe mennesket, hvor det er svagest og mest sårbart…

Netop i denne tid mødes det land, der roser sig af at have korset i sit flag, og som meddeler den hele verden, at ’Danmark er et kristent land’, med nye og hidtil ukendte udfordringer. Hvorledes stiller det sig overfor de kristne flygtninge, som er på flugt? Blandt disse er endog ’evangelisk-lutherske kristne’ – og med en grundlovsparagraf, som klart erklærer sin støtte til landets egen ’evangelisk-lutherske kirke’ – dukker spørgsmålet op, hvorledes det evangelisk-lutherske land stiller sig til trosfæller, som er på flugt. Lad mig i den forbindelse gøre følgende gældende:

Da 907 jødiske flygtninge ombord på skibet ’St. Louis’ i året 1939 blev sendt tilbage fra USA, blev 254 af disse marcheret direkte ind i Hitlers gaskamre. Hvad gør Danmark for at hjælpe de kristne flygtninge, som når dets grænser? Sender man dem tilbage? Er historien ved at gentage sig? Den mest glemte minoritet i Syrien og det øvrige Mellemøsten er i disse timer på uafladelig flugt. Europas ledere mødes efter planen i Bruxelles. Her bør de danske repræsentanter for ’det kristne land’ i Nord ikke tie! Det danske udenrigsministerium bør på alle måder stille den størst mulige hjælp til de kristne flygtninges rådighed.

Hvad kan det rige evangelisk-lutherske land i norden gøre for deres lutherske, forfulgte med-troende i syden? Medens de danske politikere strider om, hvorvidt – og med hvor meget, der skal ydes af hjælp til f.eks. Jordan, der i denne time er ved at synke i knæ under lavinen af flygtninge, som strømmer ind over det lille kongeriges grænser, så beretter avisen ’Jordan Times’, at kristne fra England har sendt en check på 80.000 dollar (mere end ½ million kroner) for at række en hjælpende hånd til de kristne, irakiske flygtninge, der strømmer ind over grænsen. Pengene er øjeblikkeligt omsat i ti rum i en kirke i Jordan, hvor der er faciliteter for 80 beboere, der deler kirkerummet og den store have. – 100 flygtninge fra Eritrea er i juni blevet kidnappet i det vestlige Libyen, 86 blev (ved at udspørge dem med spørgsmål fra Koranen) identificeret som kristne – og disse er blevet ført bort af ’Isis’. Andre er nu på flugt. Godt 3000 er efterladt i deres hjemlands fængsler. Nogle af dem er, som nævnt, lutherske kristne med samme tro som den danske folkekirke. De fængslede har intet forsvar, ingen normal, legal proces. Det er dem forbudt at bede højt, synge, prædike – og alle deres religiøse bøger er kastet på bålet. De flygtende søger gennem Sudan ind i Libyen. 22 % af disse når med små gummibåde til Italien. Hvad kan vort danske udenrigsministerium, som bør støtte evangelisk-lutherske kristne, gøre for de elendige?

I en artikel i Wall Street Journal 20. aug. 2015, under overskriften: ‘Exterminating Christians in the Middle East’ (udslettelsen af Mellemøstens kristne) er historien om ‘Karski’ – et medlem af den polske, katolske undergrundsbevægelse blevet nævnt. I 1943 var Karski vidne til Warschau-ghettoens udryddelse. Han forsøgte på det tidspunkt at overbevise USA’s præsident Franklin D. Roosevelt og højesteretsdommeren Felix Frankenfurter, at nazisterne havde planer om at ville udrydde judaismen fuldstændigt. De to mænd troede ham ikke; hans historie forekom dem alt for grusom. I dag gentager historien sig, og de danske politikere indser ikke den alvor, som ligger som en sort sky over de kristnes flugt. Under krigen var jøderne tvunget til at bære den gule stjerne. Hvor Isis har magt – og i andre muslimske lande bliver de kristnes huse ved nattetide mærket med det arabiske bogstav for ’N’ (Nazareneren). Før den tyske teolog, Dietrich Bonhoeffer, blev henrettet af nazisterne (få dage før Hitlers fald i 1945) skrev denne evangeliske præst: Tavsheden, som møder det onde, er selv ond! Ikke at tale er at tale. Ikke at handle er at handle. Det er handlingens time for det lille land i nord, som bekender, at det er ’et kristent land’ at hjælpe de kristne, som er på flugt. Fra danske kristnes side arbejdes på at skabe en model i Jordan som den, der omtales af Jordan Times. Et lignende beløb (ca. 90.000 US-dollar) er stillet til rådighed – og et dansk-britisk samarbejde er ved at udrettes.

Gud har ’af ét menneske (egentlig: ’et blod’) skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden samt fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo’ (Ap.G.17:26). Dette er sket, ’for at menneskene skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde Ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os’ (v.27). I dag har tiderne ændret sig og grænserne er sprængt og folkene ’bosætter’ sig nu andre steder på jorden. Men Guds formål forbliver det samme: "Alle skal søge Gud, om de kunne famle sig frem for at finde Ham." De, som kommer til Danmark, skal derfor først og fremmest hjælpes i deres ’famlen efter Gud’. Jesus sagde: "Jeg er vejen, sandheden og livet, og ingen (ej heller muslimerne) kommer til Faderen uden ved Mig!" (Johs.14:6-7) "Derfor," konkluderer vi, "må ’trompeten fra nu af give en klar lyd, så at de troende alle vegne kan ruste sig til kamp’ (1.Kor.14:8)."

Medens Ungarn med tåregas og vandkanoner har lukket dets grænser for den mellemøstlige flygtningestrøm, og familier har begravet deres børn i grænseområdet – og er draget videre – så er en ny folkevandring begyndt fra Libanon ved Israels nordlige grænse. Blandt disse flygtninge er også mange kristne – og medens indsamlingerne til den fornødne, verdslige hjælpeindsats lykkeligvis finder sted i denne nødens time, retter Herren sit blik (tror jeg) på de kristnes indsats! Disse bør ikke bare følge med den verdslige (og absolut velkomne) ’hjælpestrøm’, men bør med den største agtpågivenhed kanalisere deres midler, så at de kommer dem til hjælp, der har taget flugten på grund af deres kristne tro. Til dem, der harmes over en sådan ’prioritering’ (fra de kristnes side) er kun at sige, at den er i overensstemmelse med Jesu lære – ja, den er så altafgørende, at der udtales den strengeste dom over dem, som handler i modstrid med dette påbud.

Den 13.sept. 2015 meddelte FN-organisationen for koordinering af nødhjælp (UNOCHA) at 50.000 flygtninge nu er på vej væk fra det krigshærgede Irak, og at de ankommer til flygtningelejre, hvor der hverken er tilstrækkelig mad, lægehjælp eller telte til at huse dem. Ilde-tilredte flygtningeskarer ankommer nu i ’en større bølge’. United Nations Humanitarian Coordinator for Irak, Mr. Lise Grande, erklærer: "Hvordan kan nogen forestille sig, at disse arme mennesker forbliver i en sådan lejr? De vil med alle til rådighed stående midler forsøge at komme videre… og deres mål bliver Nordeuropa." – I en telefonsamtale, jeg forleden havde med en medarbejder på den kristne hjælpeorganisation, ’Barnabas Fund’, i London, fortalte han, at de kristne, som indtil nu har været tøvende med at overlade deres familiers skæbne i ’flygtningesmuglernes’ hænder, er med i denne nye bølge. "Øjeblikket, hvor kristne bør hjælpe de kristne, er inde," tilføjede han. Opgaven synes at være uoverskuelig. 8.6 millioner er i denne region i dyb nød. Lidt mindre end halvdelen er opsamlet i 3000 ’lokationer’. 1.4 millioner har brug for overlevelseshjælp (’life-saving assistance). Ikke mindre end 180 ud af 220 særlige lægetilknyttede stationer er i juli blevet lukket på grund af manglende midler… Kan danske kristne ikke blive enige om at tage sig af bare et halvt hundrede trosfæller? Jeg har en mulighed for at kunne gøre en sådan indsats! De, som vil være med, kan sætte sig i forbindelse med mig…

TV2 og Danmarks Radio gik i september 2015 sammen med 12 nødhjælpsorganisationer om at samle ind til flygtningene i og omkring Syrien. Indsamlingen kulminerede søndag d. 20 september med et indsamlingsshow på TV, der indbragte mere end 86 millioner kroner til formålet. Det var et smukt anliggende, som disse nødhjælpsorganisationer nu står sammen om at søge at virkeliggøre – nemlig at hjælpe de millioner, som er strandet i nærområdernes flygtningelejre. Det giver stor mening at hjælpe dem dér. I denne situation retter danske kristne opmærksomheden på de kristne flygtninges skæbne. "Det er ingen hemmelighed," udtaler bl.a. Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, "at de kristne i dag tælles blandt verdens mest forfulgte befolkningsgrupper." Mens Vesten har travlt med politisk at støtte det muslimske opgør i Mellemøsten, har islamister sat gang i en terrorbølge af forfølgelser af kristne. Hver dag bliver kristne forfulgt og dræbt på grund af deres tro. Ifølge forskere er ikke mindre end 75 % af de religiøst forfulgte i verden kristne. Efter Saddam Husseins fald er to tredjedel af landets 1 million kristne flygtet. Det samme er begyndt at ske med Egyptens 8 millioner kristne og nu Syriens 2.2 millioner kristne. Over hele verden er de kristne presset! Enkelte eksperter mener, at kristne kan blive presset helt ud af dette område. Hvad det kan komme til at betyde (ifølge Bibelens profetiske dimension) med hensyn til de kristnes ansvar ’over for Jerusalems kommende betydning’, kaster et særligt – og hidtil ukendt – søgelys ind over den tragiske flygtningesituation i Mellemøsten. Danske kristne bør (ifølge min forståelse) iagttage udviklingen også fra dette synspunkt – og bør komme deres mellemøstlige trosfæller til hjælp!

Den, som ’ikke sørger for sine egne’, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro’ siger Ny Testamente (1.Tim.5:8). "Hvad der ligger i udtrykket ’at sørge for sine egne’, bliver særligt betonet," forklarer vi videre, når Jesus siger: "Jeg var sulten, og I gav mig at spise, Jeg var tørstig, og I gav mig at drikke, Jeg var fremmed, og I tog imod mig, Jeg var nøgen, og I gav mig tøj, Jeg var syg, og I tog jer af Mig. Jeg var i fængsel, og I besøgte Mig… (Matt.25:35-36). Til dem, som stadig spørger, om det virkelig kan forholde sig sådan, at Jesus opfordrer Sine efterfølgere til at tage sig af deres kristne brødre og søstre, lyder det klare svar: "Hvad I har gjort for én af mine mindste brødre, det har I gjort mod mig!" (v.40) At netop denne barmhjertighedens indstilling er af afgørende betydning for den kristne tro, fremgår af Jesu ord, når Han til dem, som er ulydige over for denne forordning, erklærer: "Gå bort fra Mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for djævelen og hans engle (v.42). Derfor tør ingen sand kristen handle i modstrid med Jesu egne ord.