PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-10-13
0425

 

DE PROFETISKE / HADERSLEV ARTIKLERNE

Det reformatoriske lys, som i 1536 nåede frem til Danmark, hentede et par århundreder forinden sine første gnister fra John Wycliffs forkyndelse i England i 1300-tallet! Wycliff angreb uforfærdet pavekirkens opfattelse af sakramenterne, og – hvad der er vigtigt for den gerning, som Helligånden vil gøre i vor tid: Spørgsmålet om Skriftens øverste autoritet! Det ritual, som i 2012 er blevet indført i den danske folkekirkelige menighed, er i ’det kristne land’ lodret imod Guds Ord og reformationens opfattelse af Den Hellige Skrift. De protestantiske lande, som vil bevare deres reformerte bekendelse (sådan som den bl.a. står nedfældet i Danmarks 4. paragraf) bør ikke et øjeblik vige fra det bibelsyn, som middelalderens reformatorer levede og døde for. Wycliff sørgede for, at den kostbare inspiration, som findes i ’Vulgata-Bibelen’, blev oversat til engelsk, sådan at den jævne og ulærde bibellæser kunne blive styrket gennem Skriftens ord.

John Wycliff indså, at han ikke var i stand til at nå gennem den hele nation, så han udsendte ’vandreprædikanter’, der i stor stil blev forfulgt. Det samme mønster – sådan ser jeg det – må følges i dag, og Herren kalder i denne time på unge og ældre mænd, som vil tage ’vandreprædikantens’ gerning op i Danmark. Lad dem melde sig – thi hvordan skal danske hedninger kunne påkalde Ham, som de ikke er kommet til tro på, og hvordan skal de tro på Ham, som de ikke har hørt om, og hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker, og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt?" (Rom.10:14-15)

*

Hvis reformationsjubilæet, som indvarsles i pinsen 2017 i Haderslev (hvorfra de 22 Haderslev-artikler har sin oprindelse)… skal fejres korrekt, bør der på ny sættes lys på den tjekkiske reformator, Jan Hus (1369-1415). Han var præst i Prag i år 1400, hvor han et par år senere blev universitetsrektor. Han udbredte Wycliffs lære, som erklærede, at ingen præst eller biskop skulle have lov at forblive i deres embede, hvis de levede et umoralsk liv. Sognepræster (eller præstinder) der (som i dag) lever i homoseksuelle (og lesbiske) ’ægteskaber’ kunne på det tidspunkt ikke tage del i reformationens dybtgående vækkelse! Det samme er tilfældet i dag; sådanne ’præster’ kan være hundrede gange ordineret til præstetjeneste, og de kan tusinde gange have udtalt præsteløfte – men som på John Wycliffs, Jan Hus’s (og med sikkerhed Martin Luthers) tid, vil den ægte reformationens flamme aldrig kunne fænge i det af Skriften fordømte samliv, som en frafalden kirke har velsignet. Som Wycliff erklærede Jan Hus, at ’den liturgi, der udtales af en umoralsk præst, bør ignoreres’ (De Ecclesia) – og de 95 teser, som Luther slog op på kirkedøren d. 31. oktober 1517 er dybt inspireret af Wycliffs 45 teser fra foråret 1403.

Luther læste med ærefrygt i en bog, der havde overlevet flammerne (da Jan Hus’s værker blev kastet på bålet): "I vil brænde en gås – men når ét hundrede år er gået, vil I møde ’en sort svane’, som I hverken kan koge eller gribe!" Luther vidste, at ordet ’Hus’ på tjekkisk er i familie med ordet ’gås’ – og at ’den sorte svane’ var i hans eget våbenskjold… Det er en lignende profetiske time, som i dag banker på Danmarks dør… og Wycliffs vandreprædikanter er på vej!

*

Det er herefter min agt at søge at beskrive, hvad der skjuler sig bag de 22 ’Haderslev artikler’ fra 1528. Disse profetiske artikler dukkede op to år før, Den Augsburgske Bekendelse så dagens lys – og var dermed med til at tænde reformationens lys i Danmark, før det (på samme stærke måde) var formuleret andre steder i Europa. Dersom Gud giver os nåde dertil, vil disse samme artikler (ved Hans åbenbarelse) kunne udgøre et solidt fundament for det værk, som Herren vil gøre i vort formørkede og forvildede folk i dag! Lad os derfor fra alle steder af landet være med til at lægge grundstenene til det fællesskab, som under overskriften ’Reformationens Børn’ vil stille sig til rådighed som Kristi ’retfærdighedsredskaber’ (Rom.6:13)

Et af de fornemste dokumenter, som repræsenterer reformationens betydning i Danmark, er de såkaldte Haderslev-artikler fra 1528. Man siger, at disse artikler stadfæstede reformationen i Haderslev-Tørning len. Det vil sige, at ét af Helligånden inspireret skrift, var (og er stadig) i stand til at ’slå igennem’ i et mindre geografisk område, for derfra at kunne nå ud til den hele verden. Haderslev artiklerne plantede reformationens flag i den sydligste del af Danmark, som derefter blev en bastion for Guds Ånds videre virke i det øvrige land. Dokumentet blev udfærdiget 10 år før reformationen, og blev dermed en forløber for det gennemgribende værk, der som en præriebrand bredte sig i det ganske rige. Det er en lignende gerning, som Den opstandne Herre søger at gøre i dag. Han vil med medfølgende tegn og undere stadfæste det historiske befrielsesværk, som skete for 500 år siden – og han vil dertil som eneste anvendelige middel bruge det inspirerede Guds Ord. Hans Ånd vil i den nærmeste fremtid besøge vort land, hvor korsets flag atter vil blive plantet, hvorefter en (Johannes Døber)-’forløber-tjeneste’ vil sprede sig, indtil en sund, åndelig vækkelse kan få fodfæste. Det bibelske princip, som understreger den guddommelige fremgangsmåde med hensyn til åndelig vækkelse, er at finde i Mikas Bog 5:1-3, som tydeligt forklarer, at fra et lille (ofte uanseeligt) område iværksætter Gud en plan, som har sin rod og begyndelse i evigheden. Noget nyt vil blive født, og en samling (et fællesskab) vil opstå; dette vil være under Den Almægtiges særlige beskyttelse, thi dets bestemmelse er at skulle nå ud til verdens grænser.

Det eneste anvendelige middel, som er i stand til ’at trænge igennem’, (Hebr.4:12-13) i et forhærdet og forvildet folk, er Guds Ord. Om dette siger Skriften: "Du kender de hellige skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert Skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning" (2.Tim.3:15-16). De, som hævder, at der ikke eksisterer ’hellige skrifter’, er i modstrid med Ny Testamentes lære, og de, som påstår, at der ikke findes ’en frelse’ for den fortabte menneskesjæl, er i uoverensstemmelse med apostlenes lære, og de, som forkynder, at der ikke på denne jord gives ord, hvis velsignede indhold er ’indblæst af Gud’, taler løgn og ikke sandhed. Disse hellige skrifter, som ånder og virker ved Guds Hellige Ånd, bør i dag mere end noget anvendes til at undervise et vildført folk. Alt det andet ’verdslige bras’, som i menighederne anvendes for at tiltrække folk og for med nogle ’svage og ynkelige magter’ (Gal.4:9) at bringe dem ind på troens vej, kan med den bedste samvittighed smides på porten. Kun de Skrifter, som er ’indblæst af Guds Ånd’ er ’nyttige til undervisning’. Det vil på godt dansk sige, at alt det andet er mere eller mindre unyttigt og duer ikke ’til vejledning og opdragelse i retfærdighed’.

Betlehem var kun en lille, ukendt landsby – og dog var den udset til det største under, som nogensinde er sket på denne jord! (Mika 5:1-3). "Grunden til denne forudbestemte storhed," forklarer vi, "er at finde i det ’udspring’, som er i Herrens eget hjerte. Thi ’hvad intet øje har set, og intet øre har hørt og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte – det har Gud beredt for dem, som elsker Ham’ (1.Kor.2:9). Når fødselsøjeblikket er inde (thi hver en ting under himlen har sin tid… Præd.3:1-2), så vil det, som Herren skaber ’være smukt’ (v.11). Det vil være kommet til verden i rette tid… og det vil være i stand til at stille det rette antal af ’hyrder og fyrstelige mænd’ op mod ødelæggeren, som allerede nu ’er trådt ind på de helliges enemærker’ (v.5). "Hvad sker i det af Herrens lille, udvalgte område vil få global betydning – og mennesker, som er vakt af Herren, vil komme langvejsfra (v.6) – og disse vil da skånselsløst (som ungløver) drive Gudsrigets fjender tilbage… og da vil ’tegntydernes’ tid være forbi!

Vi bør tale mere indgående om de såkaldte Haderslev-artikler! Disse 500årige reformationsbestemmelser stillede blandet andet skarpt på ’omvendelsens betydning’. Som Johannes Døber lægger disse gamle artikler ikke fingrene imellem, når de opfordrer folk til ’at bære den frugt, som omvendelsen kræver’ (Matt.3:8) – ja, Haderslev-artiklerne går så langt som direkte at advare reformationens præster mod at bringe de syndere til nadverbordet, der (citat): ’ikke vil ophøre med deres synd’. Hvis denne linje fremover skal følges af ’reformationens børn’ (Luk.3:10-14), så vil disse i vort 21 århundrede blive udskældt for ’at diskriminere de arme sjæle, der kommer til nadverbordet’. Imidlertid taler apostelen om, at hver enkelt i dette tilfælde bør ’agte på sig selv’ (ikke de andre… 1.Kor.11:31) men den alvorlige advarsel forbliver klar: "Enhver skal prøve sig selv – og så spise af brødet" (1.Kor.11:28).

Artikel 2 i de 500 år gamle Haderslev-artikler siger: "Derfor skal ingen gå til nadver, som synden ikke smerter – og som ikke vil ophøre med den." Haderslev-artiklerne understreger – som senere Augsburgerbekendelsen – at ’alle syndere kan få tilgivelse’ (og dermed frimodigt tage del i brødsbrydelsen) – ’hvis de omvender sig’! – Det vil sige, at omvendelsen indtager den samme betydning i reformatorernes lære, som den står angivet i Bibelen. Når Johannes Døber beredte vejen for den kommende Messias, ikke blot ved at forkynde omvendelse, men ved, at den dåb, som han i ørkenen døbte med, blev betegnet som ’en omvendelsesdåb’ – ja, selv Jesus, som ikke bar på nogen synd, som Han skulle omvende sig fra, erklærede, da Han lod sig døbe i Jordan, at ’sådan bør vi gøre, for ’at udføre det, som er ret’ (Matt.3:13-15) … også Han begyndte sin jordiske tjeneste ved at gennemrejse byer og landsbyer med budskabet: "Omvend jer og lad jer døbe, thi himmeriget er kommet nær! (Matt.4:17) Af den grund har reformatorerne i Haderslev forkyndt, at syndere bør omvende sig, før de tager del i nadvermåltidet. Den samme forkyndelse er nødvendig i dag!

Den 2. artikel i Haderslev-dokumentet fra 1528 erklærer, at syndere ’skal ophøre med deres synd’. Baggrunden for, at Haderslev-reformatorerne lagde vægt på, at syndere ikke skulle komme til nadverbordet (inden først at have bekendt, omvendt sig og fået tilgivelse for deres synder), var ikke mindst den hyrdeomsorg, som de nærede for menigheden; de tog det alvorligt, hvad apostlene lærte, idet de i artiklerne anvender udtrykket: ’siger ikke apostelen Paulus’. Apostelens belæring om nadverbordet er præget af de alvorligste advarsler. Han erklærer, at de, som tager del i brødsbrydelsen, faktisk – ved en fejlagtig eller ligefrem usømmelig indgang til Det hellige Måltid, kan, som det hedder: ’spise og drikke sig en dom til’ (1.Kor.11:29). Det vil i al korthed sige, at søgende sjæle, som ikke er blevet korrekt og omhyggeligt – ja, med den største ansvarsbevidsthed – undervist om den dybe betydning, som er knyttet til ’Det Hellige Måltid’ (1.Kor.11:26) står i fare for at pådrage sig Guds mishag. Og netop dette bør i en kommende vækkelse undgås. Når derfor præster ægtevier og kirkeligt velsigner par af samme køn, kan (rent faktisk) ’velsignelsen blive vendt til forbandelse’ (Mal.2:2), hvis parret (uophørligt) fortsætter i det syndige forhold. Præsten gør i dagens Danmark de samkønnede par en (i al evighed gældende) dårlig tjeneste ved både at ægtevie og tage homoseksuelle par til nadverbordet!

Haderslev-artiklerne er på bibelsk grund, når de følger apostelens advarsel med hensyn til ’ikke at føre de syndere til nadverbordet, som ikke vil ophøre med deres synd’. Apostelen siger jo, at (citat): ’den, der spiser brødet og drikker Herrens kalk på uværdig vis, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod’(1.Kor.11:27). De syndere, som (fejlagtigt) er blevet undervist om, at de ’kan blive i synden’ (altså ikke ophøre med den) og dermed opleve, at ’nåden hele tiden vil blive større og større (Rom.6:1-2), så at den til sidst også dækker dér, hvor par af samme køn har indgået ’en pagt med døden’ (Es.28:18)… disse bedragne sjæle vil komme til at opleve det modsatte af, hvad præsten har fortalt dem. Apostelens belæring lyder jo således: "Hvad skal vi da sige? Skal vi blive i synden for at nåden kan blive større? Nej, langtfra… vi ved jo, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet med Ham… så at vi ikke mere skal trælle for synden!" (Rom.6:1-2, 6)