PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-11-05
0428

 

HOVEDBOGENS HEMMELIGHED OM PENGE OG TEMPLER

Tider, timer, dage og døgn er nøje opmålt i en evig kalender, som kun få mennesker kender til. Guds store hovedbog har hold på det alt sammen – og hele verdensforløbet er ifølge den himmelske agenda opdelt i fire store afdelinger. Hvordan mennesker her på jorden end vender og drejer det, så er det født og lever i en af disse fire perioder, af hvilken grund det vil være godt at vide lidt om, hvortil Guds hovedbog er nået. De første sider i hovedbogen er udfyldt. De drejer sig om tiden fra Adam til Moses. Selvom nogle kloge hoveder ikke tror på, at Adam har eksisteret, så er han (ifølge hovedbogen) selve begyndelsen på menneskeslægtens historie – og ikke et komma bliver ændret i Guds-kalenderens fremstilling, fordi folk har en anden mening. Denne første afdeling af historien er i hovedbogen anbragt under overskriften: ’Tiden før Loven’. I denne periode holdt Gud ikke regnskab med de begåede synder (Rom.5:13), fordi der ikke eksisterede nogen ’angivet gældende regel’ for, hvad der var synd; Moses var endnu ikke kommet med lovens tavler – men ’syndens løn’ blev alligevel på stedet udbetalt! Afregningen var for hver enkelt (i denne del af Guds husholdning) kontant; døden indfandt sig præcist – og stort set uden undtagelse! Kun én undslap gravens gru. Han levede i syvende led efter Adam; hans navn var Enok. Han havde opdaget Hovedbogens hemmelighed – og hver den, som gør samme opdagelse, ’vil umuligt kunne fastholdes i døden’ (Ap.G.2:24). Enok forudsagde Herren Jesu komme. Forud for denne begivenhed vil der blive indført en ny boykot-økonomi og urolighederne om Tempelpladsen (som indvarsler Den Tredje Verdenskrig) vil øges. Efter denne ’første periode’ følger ’lovens og nådens husholdninger’ samt den dispensation, som har at gøre med ’Riget’. Vi befinder os i den del af kalenderen, der kaldes ’Nådens tid’. Den afsluttes med bl.a. omvæltende økonomiske kriser, der skal føre til det pengeløse samfund.

*

Den almindelige borger fatter ikke meget af økonomernes dunkle tale om, at ’vi har en historisk lav rente’. For første gang i Danmarks historie er den kommet under nul; dermed kaldes den for ’en negativ rente’. Fænomenet er underligt, fordi det i princippet betyder, at de ’gode borgere’, der sparer op, fremover skal betale for at have ’penge stående i banken’. – Dette problem kan imidlertid befordre den samfundsidé, at afskaffelsen af kontanter nu ligger inden for rækkevidde. Borgerne er ikke bevidstgjorte om perspektiverne i denne udvikling. Den almindelige ’underkastelse’ (med hensyn til ’eksperternes forklaringer’) efterlader den følelse, at ’alt fungerer korrekt’. Altså: Passiv resignation: Man kan alligevel ikke gøre noget ved det! Sløv medløben – og da pludselig er en række sære bibelske forudsigelser blevet en uhyggelig realitet! Fremkomsten af nye, rendyrkede politistater, større kontrol, mere overvågning – samt lovgivere, der med ét drejer de helt store hjul, der har med selve landets konstitution at gøre. Mere og mere civil frihed og uafhængighed går tabt – og jorden forberedes langsomt men sikkert for ’dyrets mærke’.

Debatten om den totale afskaffelse af ’kontanter’ er i fuld gang. Den halve verdens finansbranche stiller i disse timer skarpt på, hvorledes man kan afskære bankkunderne den flugtvej, der sikrer dem mod at skulle betale ’strafferenter’ for deres møjsommeligt opsparede bankkontopenge. Det nyeste EU-forslag lyder sådan: ’Fra ’i morgen’ skal der kun trykkes 5-Euro-sedler’. Dette nye og seneste initiativ er kommet på bane, fordi bankerne har indført det hidtil ukendte rentesystem, at kunderne skal ’betale renter’ af de penge, de har stående på kontoen. Altså: I stedet for (som tidligere) at få ’udbetalt renter’ af en bankformue, skal man fra nu af ’betale renter’ for at have pengene sikret i bankens stålboks. Dette vil kunderne selvfølgelig ikke finde sig i. De (for deres del) kalder nu også denne form for ’negativrenter’ og hæver på stedet deres penge og gemmer dem under sofaen. Dette er baggrunden for, at eksperterne nu mere end nogensinde foreslår ’afskaffelsen af cash’! Altså ingen udbetaling af kontanter. Med andre ord: ’Det pengeløse samfund’. Dette (altså ’at kunderne bare løber med pengene’) må forbydes, hævder man. Fremgangsmåden (med afskaffelse af alle pengesedler, som er over 5 Euro) omtales i EU-hovedkvarterne som den ’barmhjertighedsgerning’, at man i første omgang vil tage hensyn til ældre og fattige, som har svært ved at indstille sig på det digitale betalingssystem. De skal have mulighed for at kunne klare deres indkøb til husbehov – men alle de folk med ’de store pengesedler’ (f.eks. 10 Euro) skal tvinges til at betale med plastik…

Indførsel af ’plastpenge’ eller ’implanteret chip’ er anliggender, som de store økonomer i disse dage taler alvorligt om. ’Cash-afskaffelse’ lurer om næste hjørne – og selv eksperterne er begyndt at læse fra Åbenbaringsbogen: "Det (dyret) får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke…" (Åb.13:16-17). Ny Testamentes forklaring på det samfund, hvor al form for handel udelukkende kan foregå ved hjælp af en særlig kodet ’mærkning’, gør det klart, at dette system ikke blot indføres på grund af eksperternes diagnoser. Når apostelen forklarer, at det (dyret) ’får alle til at tage mærket på sig’… så er der her tale om tvang og forførelse. De fleste vil da kunne se det fornuftige i ’dyrets’ fremgangsmåde, og de, som ikke kan indse denne ’dyrets velgørenhedsaktion’ (the beast) vil afsluttende blive tvunget til at lade sig ’mærke’ med ’dyrets navn eller dyrets tal’ (Åb.13:17). Den gradvise afskaffelse af kontanter synes at kunne skimtes som værende en langsom implementering af den nytestamentlige forudsigelse. Temaet ’cash-elimination’ træder mere og mere i forgrunden. Dyrets indkodede mærke forekommer ikke længere at være en fjern vision. Denne form for betaling kan ingen fremtidsøkonom længere afkrydse som ’absurd’. På præcis dette område er Bibelens fremstilling ikke i det nye Europa at betragte som science fiction!

Det bibelske fremtidssyn om et bestemt mærke med et bestemt tal og et bestemt (indtil videre ukendt navn) synes at være selve virkeliggørelsen af en ny slags formynderstat, der i sin tilsyneladende velgørenhed vil vise borgerne den sidste ’omsorg’. Den nytestamentlige apostel (Johannes) synes i den forbindelse at have modtaget en altafgørende åbenbarelse på eksil-øen, Patmos, nemlig at der ved dagenes ende vil fremstå et samfund, hvor ’kampen om kontanter’ er ophørt. Et nyt (formodentligt) digitalt betalingssystem vil være indført. Pengesedlerne er afskaffet og pengeautomaterne fjernet! Pengemafiaen er med ét blevet forarmet – og det er et nyopstået, ’tillidsvækkende’, totalitært samfundssystem, som borgerne kan takke for denne ’hensigtsmæssige udvikling’. Apostelen fortæller imidlertid, at han i dette endetidssyn så, hvad der videre skete med de ’fornuftige borgere’, ’som satte mærket på deres pande eller hånd’ (Åb.20:4). De måtte forblive 1000 år længere i deres grave, idet de ved denne handling havde afskåret sig selv fra at få del i ’den første opstandelse’ (v.5). På et tidspunkt vil de blive forfærdeligt plaget af ’ondartede bylder’ (Åb.16:2)… ja efter den store dom vil ’røgen fra deres pinsler stige op i evighedernes evigheder’ (14:11). Advarselen er så alvorlig, at skeptikerne ikke længere kritikløst bør lytte til de røster, der vil tale et andet sprog.

Midt i hele dette forløb skal ifølge Ny Testamente (Matt.24:15) en ’vederstyggelighed’, der medfører en om-sig-gribende ’ødelæggelse’, blive anbragt i jødernes genopbyggede tempel på Tempelpladsen i Jerusalem. At denne ’vederstyggelighed’ allerede ved lov i Danmark er blevet ’anbragt i helligdommen’, fremgår af den kendsgerning, at ’vederstyggeligheden’ (hvilket ifølge 3. Mosebog 18:22 er benævnelsen for homoseksualitet) ved et umiskendeligt nyhedensk ritual og ved en gennemført lovbestemmelse er indført i den danske folkekirke. Den endelige opfyldelse af Jesu forudsigelse får Tempelpladsen i Jerusalem til at skælve.

Nye uroligheder bryder bestandigt ud på Tempelpladsen i Jerusalem, hvor stenkastende palæstinensere går i dækning i Al Aqsa Moskeen. Indenrigsministeren i Israel stiller med det samme på Tempelområdet, som nu er bevogtet af israelsk politi. "Som Tempelbjerget for tiden er lukket for jøder, for at uroligheder ikke skal opstå, vil jeg lukke området for muslimer, hvis de ikke ophører med at skabe uro," erklærer ministeren, vel vidende, at en sådan handling vil sætte den halve verden i brand… Begivenheden giver anledning til atter at iagttage, hvilke motiver, der lurer bag de milliardbeløb, som nu skænkes til genopbygning af de sønderbombede områder af Gaza.

Cairo-konferencen for en rehabilitering af Gaza har opsummeret sine sælsomme følger. Den israelske hovedaktør i forhandlingerne med palæstinenserne erklærer som tidligere: "Dersom nogen vil søge at skabe en regional fred uden at tage højde for, at den egentlige ordning må opnås mellem Israel og palæstinenserne, er uden forståelse for realiteterne!" – Katar-konferencerne er ’donor-konferencer’ og forlanger, at Hamas bliver demilitariseret, inden de modtog penge… Den sidste betingelse lyder i manges øren fornuftig. Astronomiske beløb anvendes til ’genopbygning af Gaza’ – men hvis palæstinenserne igen tager hul på deres kæmpelager af raketter, bliver det kostbart genopbyggede og nyetablerede Gaza atter jævnet med jorden. Derfor bør spørgsmålet atter stilles: Hvad er det, som driver alverdens nationer til at kaste milliardbeløb ind i det hjørne af verden, hvor Jerusalem og jødernes tempel er placeret?

Salomos Tempel blev ifølge 1. Konge kapitel 6-7 opført i 900-tallet før Kristus. Templet blev opført efter ørkentabernaklets forbillede. Om dette synger Moses, idet han erklærer, at ’Helligdommens sted hører med til Israels arvelod’. Sangens ordlyd er denne: "Du førte dem (Israels børn) frem og plantet dem i Din arvelods bjerge, på det sted, du beredte dig til bolig, Herre, i den helligdom, som Dine hænder grundfæsted" (2.Mose 15:17). – Et stærkt og manende udtryk: ’Din arvelods Bjerge’ (v.17). Det vil sige netop de bjerge i Israel, som tilhører Guds uforanderlige, testamentarisk udpegede arvelod… altså en fra evighed truffen (arveretlig) beslutning, som angår det ubrydelige tilhørsforhold, der er oprettet mellem Israels Gud og Israels børn!

Tempelbjerget er i dette skriftafsnit fra 2. Mose særlig nævnt, idet der her tales om ’en forudberedt bolig’, ’en helligdom’. Om selve grundfæstningen og etableringen af denne hellige bolig, understreges det udførligt i disse bibelske linjer, at det er ’Herrens egne hænder’, som har udført dette værk’. Dette er altså ’det sted’, som alverden i disse dage strides om at tage i besiddelse; det er (ikke Gaza, men) dette bjerg midt i Jerusalem, som araberstaterne er villige til at investere milliarder af dollars i at overtage, og det er (ikke Gaza, men) dette ’hellige område’, som USA og den vestlige verden er parate til at anvende enorme summer på at kontrollere. Ifølge muslimsk tro var det fra dette bjerg, at profeten Muhammed i året 621 fór til himmels, ledsaget af ærkeenglen Gabriel. Denne ’hændelse’ er det eneste sted, hvor Jerusalem nævnes i Koranen. Det er på grund af den, at urolighederne omkring Tempelbjerget vil vokse, indtil den 3. verdenskrig bryder ud!

Det er altså ikke uden betydning, at det i den detaljerede, gammeltestamentlige beretning om præsten Ezras genopbyggelse af templet blandt andet hedder: "En del af hedningerne samlede sig imod dem, men de rejste dog alteret på dets gamle plads" (3:3). – "De troende bør især bemærke (belærer vi videre), at Helligdommens alter midt i den voksende modstand blev rejst på dets gamle plads." – "Det vil sige, at stedet, hvor alteret første gang blev placeret, har en særlig betydning. Tempelbjerget er fortsat det centrale sted for jødernes tilbedelse af Israels Gud. Det bør iagttages som en profetisk tilkendegivelse, at ’hedningerne samlede sig’ for at yde modstand mod dette projekt, så snart alteret blev opstillet ’på dets gamle plads." – "Ifølge hollandske arkæologers 20-årige opmålinger (beretter vi videre) er alterets ’gamle plads’ at genfinde på en klippeflade af Moria-bjerget, over hvilken Klippemoskéen nu hæver sin gyldne, blå kuppel. Ikke en levende sjæl kan nærme sig denne klippeflade, hvor Abraham var parat til at ofre sønnen, Isak, ’uden at det kan blive gnisten, der sætter hele tilværelsens hjul i brand" (Jak.3:6). Men det er på nøjagtig dette sted, at en homoseksuel vederstyggelighed – som en sidste udfordring til Israels Gud – skal anbringes. Dette og meget mere hører med til ’hovedbogens hemmelighed’, der berører den ’lovløshedens gåde’, som Ny Testamente advarende opfordrer Kristi disciple til at modsætte sig (2.Thess.2:6-7).