PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-11-12
0429

KRÆNKELSE AF TEMPELPLADSEN

De kristne, som er af den opfattelse, at hvad der sker omkring tempelpladsen i Jerusalem ’må blive jødernes egen sag’ – tager fejl! Dette siger Hærskarers Herre: "Jeg brænder af stor nidkærhed for Jerusalem og for Zion, og Jeg føler stor vrede mod de sorgløse folkeslag – ja, Jeg vender tilbage til Jerusalem, for Mit Hus (templet) skal bygges dér" (Zak.1:14-15). Hvad Gud Herren brænder for, kan Hans folk ikke være ligeglade med – og hvad kirkens Herre fyldes med voldsom vrede over (den ligegyldige sorgløshed) kan Kristi efterfølgere ikke se bort fra. Når derfor det her citerede afsnit fortsætter med ordene: "Jerusalem skal måles med målesnoren," (v.16) er det en alvorlig sag for dem, som (ved at godtage at byen bliver delt i to) dermed klipper målesnoren over og overlader tempelpladsen i fremmede hænder…

I provokerende modstrid med den nedskrevne overenskomst, som den muslimske ’Waqf’ har sluttet med Israel, er selve ’den hellige sten’ på tempelpladsen i Jerusalem blevet krænket. ’Waqf’ er den muslimske vagt, som er ansvarlig for tempelpladsen, og ’den hellige sten’ er den såkaldte Even Hashetiya, som anses for at være selve grundstenen i jødernes tempel. Stenen ligger midt inde i Islams klippemoské, den gyldne ’Dome of the Rock’, og krænkelsen af stenen består i, at i midten af sommeren 2012 er omfattende byggestilladser blevet rejst over stenen, og snavsede byggeredskaber og byggeaffald har været placeret på stenen.

Den israelske arkæolog, Eilat Mazzar, udtalte ifølge tidsskriftet ’Israel Today’ (www.israeltoday.co.il, sept. 2012): "Vi har ingen indflydelse over, hvad der sker på tempelbjerget (hverken politiet eller The Israel Antiquities Authority) Den israelske sagfører, Aviad Visoly, som repræsenterer den aktivistgruppe, der strider for genrejsningen af Det tredje Tempel, udtaler: "Den muslimske Waqf, Hamas og endog den iranske regering erklærer morgen, middag og aften, at alt, hvad der kunne henvise til jødernes tempel, bør tilintetgøres…" Ved at overgive Østjerusalem i muslimernes hænder, samarbejder endog den danske regering på, at denne onde hensigt virkeliggøres. Dersom regeringsgrundlaget ’Danmark er et kristent land’ menes alvorligt, kan dette ikke længere tillades…

I januar 2001 var tidligere US-præsident, Bill Clinton, tæt ved at forære palæstinenserne tempelpladsen i Jerusalem! Han tilbød PLO-formanden, Yasser Arafat, 98 % af Judæa, Samaria og Gaza, hele Østjerusalem (bortset fra de jødiske og armenske kvarterer). Palæstinensisk overherredømme (suverænitet) over tempelbjerget (med undtagelse af, at jøderne måtte have lov at bede på stedet) samt 30 milliarder US-dollar i kompensation… Arafat afslog (thi jøderne måtte ikke – i hans øjne – have nogen lod eller del i tempelpladsen). Otte måneder senere, d. 11. sept. 2001, blev USA udsat for det største (islamiske) angreb på Amerikas jord…

Om dette siger Skriften: "… og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tid er til ende, og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner… og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky…" (Luk.21:24-27). De absolut sidste begivenheder, der finder sted i denne ’Guds husholdning’, har at gøre med Jerusalem! Hvad der ligger skjult i udtrykket: ’Jerusalem skal nedtrædes af hedninger ’er uransageligt’ – men selve ordet ’nedtræde’ taler om ’en trampen’, ’en nedgøren’ og ’noget fjendtligt’. (Ordet er bl.a. anvendt af Jesus, da han til Sine disciple siger: "Se, Jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner" (Luk.10:19). Det er med dette sindelag, at fjendtlige magter (som det allerede nu er tilfældet) vil ’trampe’ og ’søndertræde’ Jerusalem. Ikke kun (som i Danmark) i en politisk arrogance – men med en uudgrundelig foragt for den bibelsk funderede plan med denne by og det tempel, som (når tiden er inde) skal rejses på det hellige sted…

Det er en kendsgerning, at Gud (ifølge Skriften) er yderst nøjeregnende med at opmåle både ’Guds tempel og alteret – ja, dem, der tilbeder ved det’ (Åb.11:1) – men når det drejer sig om ’templets ydre forgård’, siger Herren: "Lad den være; den er overladt til hedningerne, og de skal nedtrampe den hellige by i to og fyrre måneder" (v.2). Når det drejer sig om Kristi menigheds ’indre anliggender’, bør de ugudelige (f.eks. vantro ministre) ikke have nogen adgang! De har (erklærer Skriften) kun ét formål med at ville ’trænge ind i Guds Helligdom’, og det er at ’nedtrampe’, ’nedgøre’ og ’nedbryde’ templet. Af den grund skal de kun have adgang til templets ydre forgård… Imidlertid bør det tilføjes, vil der en dag komme en mand, der ikke vil lade sig nøje med ’den ydre forgård’. Nej, han vil frækt ’ophøje sig over alt, hvad der hedder Gud og Helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud" (2.Thess.2:3-4). "Ham skal Herren Jesus dræbe med Sin munds ånde…" (v.8). Om dette har jeg følgende at sige:

Briternes jernhårde herredømme over Jerusalem efter Første Verdenskrig har kostet England dyrt. Den nation, som før dette mandat kunne rose sig af, at ’solen aldrig gik ned over Det britiske imperium’, hersker ikke længere over en femtedel af verdens befolkning. Efter at Storbritannien brutalt lukkede dørene for de jøder, der flygtede for Hitlers gaskamre, er det gået jævnt ned ad bakke med England. London har mistet 14 territorier… og er i dag i en krise som aldrig før! Er det ikke øjeblikket for den danske regering at tage ved lære..? At være med til at overdrage Tempelpladsen til en palæstinensisk stat vil komme til at koste Danmark dyrt.

Det var nemlig ikke blot længselen efter at vende tilbage til deres oprindelige hjemland, der efter den 2. verdenskrigs dødslejre fik jøderne til (som nu) at kæmpe for at holde dørene åbne til tempelpladsen i Jerusalem; det var også den evige længsel, der ved Guds Ånd ’havde taget bolig’ i deres hjerter. Det var (som der står skrevet i Johannesevangeliets majestætiske indledning) ’Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt dem, og de så nu en herlighed… fuld af nåde og sandhed’ (Johs.1:14). Ordene: ’næste år i Jerusalem’ virkede som voldsomme presseveer i de første dage af 1947 – og intet syntes at kunne standse denne længselsfulde skare, der (som ’en ny fødsel’) ville tilbage til landet og byen og den historiske plads, hvor jødernes tempel havde været rejst.

Britisk personel og britiske installationer i ’Palæstina’, der skulle administrere det britiske mandat til at styre landet, blev nu heftigt angrebet af derboende jødiske guerilla-grouper, mens en flåde af synkefærdige skuder (fyldt med jødiske flygtninge) søgte at bryde den britiske blokade. Den 19. feb. 1947 gav englænderne op! Englands udenrigsminister, Ernst Bevin, informerede Underhuset om, at man nu overdrog ansvaret for dette urolige hjørne af Mellemøsten til De Forenede Nationer.

Den 31. august samme år anbefalede FN, at ’landet skulle deles mellem jøder og arabere’ – og Englands udenrigsminister Bevin afslørede ved den lejlighed sine inderste tanker. "En dårlig handel" erklærede han, "… at hjælpe zionisterne; vi kommer derved til at miste arabernes goodwill – ja, hele den muslimske verden vil blive optændt af raseri…!" Denne holdning fremtræder i disse timer som en dyster forudsigelse; det er præcis den danske regerings stilling i dag, og Danmarks udenrigsminister går med lignende udtalelser i sin (1 1951 afdøde) britiske kollegas fodspor.

Betegnelsen ’de besatte områder’, som af Danmarks udenrigsministre og deres regeringskolleger ofte anvender om Judæa, Samaria og Østjerusalem, er imod Den Hellige Skrifts fremstilling af ’Guds eget land’ (Es.14:2); disse områder er af Israels Gud givet til jøderne som ejendom og arvelod; dette er sket ud fra en forudviden, der har at gøre med Guds evige frelsesplan – og vé den elendige, som modsætter sig dette evige råd… Om dette siger Skriften: "Thi Herren forbarmer sig over Jakob og udvælger atter Israel. Han lader dem fæste bo i deres eget land – ja, folkeslagene skal tage dem og bringe dem hjem igen… i Herrens Land… (Esajas 14:1-2). Det er ikke – ifølge dette skriftsted – i palæstinensernes land, at Herren ’lader Israel fæste bo’. Nej, det er ’i deres eget land’, hvilket vil sige, at så ofte, der tales om de af Israel ’besatte områder’ (occupied territories) er det ifølge Bibelen et fremmed og dybt anstødeligt udtryk…

Hvis nogen i den forbindelse vil spørge, hvem der har givet dem dette land som ejendom, lyder svaret her: "Det har Gud Herren, Israels Gud"; dybest set er landet Hans, af hvilken grund det område i Mellemøsten, hvor Guds stad, Jerusalem, er beliggende, (som det hedder her hos Esajas): ’Herrens Land’ (v.2). Grunden til, at Herren atter har ført Israel tilbage til det land, hvor deres fædre byggede templet, er dobbelt. For det første på grund af Guds barmhjertighed (Han forbarmer sig over Jakob) – og for det andet på grund af ’udvælgelsen’ (’Han udvælger atter Israel’)

Det er af den grund en dyb misforståelse (både i politiske og religiøse forhold) at sammenligne jøderne med ’andre folkeslag’ –derfor forbliver det i uforsvarlig modstrid med Ny Testamente at påstå, at det internationale samfund kan behandle Israel og Jerusalem, som man forvalter de rettigheder og mangel på samme, som det er tilfældet med riger og stæder iblandt nationerne. Apostelen spørger: "Hvad fortrin har da jøden, eller hvad gavn gør omskærelsen?" (Rom.3:1) "Hertil svarer Paulus ikke, at jøden ikke har noget fortrin, og at hans omskærelse intet gavner. Tværtimod!" Han erklærer: Jøden har store fortrin (og hans omskærelse gavner meget i alle måder… v.2). – "Først og fremmest," fortsætter han, "har jøderne fået Guds Ord betroet!" (v.2)

Det siger ikke så lidt! Frem for arabere, europæere og amerikanere har jøderne fra første færd (på Sinajs bjerg) fået Guds Ord overdraget. Når det hedder ’først og fremmest’ betyder det, at også andre ting er blevet jøderne betroet: Landet og byen! Dem tilhører både Israels Land og Den Hellige Stad. Deres tilstedeværelse er ikke ’en ulovlig besættelse’; den er en legal overdragelse.

Dersom ’Danmark er et kristent land’, da er det forbundet med Ny Testamentes lære om Israel. Her lyder apostelen ord om Israel og jøderne således: "De er jo israelitter, de har førstefødselsretten (frem for de arabiske naboer) og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne – de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – Han, som er over alt og alle, Gud være lovet til evig tid! Amen!" (Rom.9:4-5)

Hvis danske lovgivere skal tage del i dette ’amen’, siger de ja til, at jødernes ’tempeltjeneste’ finder sted på Jerusalems Tempelplads – ikke i en muslimsk moské men i Israels Helligdom – og hvis de siger ’amen’ til, at Jesus var jøde, bør de med ærefrygt se til, hvorledes de i dag behandler dette af Jesu Kristi Faders udvalgte folk! Lad mig yderligere forklare:

Den romerske kejser Vespasians søn, general Titus, som havde befalingen over de 60.000 legionærer, der i år 70 efter fire måneders belejring tilintetgjorde det jødiske tempel i Jerusalem, anede ikke, at hans angreb fandt sted på en uhyggelig nøjagtig dato! Det var (ifølge den jødiske kalender) d. 8. dag i måneden Ab (en af de sidste dage i juli) – hvilket var den præcise dato, hvorpå babylonierne jævnede det jødiske tempel med jorden 500 år forinden. Dette fortæller os om sandheden bag det bibelord: "På det tidspunkt, Jeg fastsætter, fælder Jeg retfærdig dom" (Salme 75:3). Salmens tekst fortsætter advarende: "Derfor: tal ikke frækt med knejsende nakke!" (v.6)… et formanende ord, som burde afleveres til de danske ministre, der er hovedansvarlige med henblik på den dommens time, der nærmer sig.

Da nitten arabiske muslimer d. 11. sept. 2001 ’hijack’ede’ to amerikanske Boeing Jets og fløj dem ind i World Trade Centeret i New York, udtalte den daværende danske udenrigsminister, Mogens Lykketoft, kort efter i tv-programmet ’Profile’: "Hvis vi ønsker at hindre den massive terror, må vi bringe en afslutning på den palæstinensiske konflikt. Han mener dermed: ’Giv Tempelpladsen til palæstinenserne’! Striden om Jerusalem kaster således sine skygger over alverdens afgørende begivenheder. Jødernes tempelplads får skyld for samtlige, globale ulykker… kun de kristne synes fortsat at være uvidende om betydningen af ’Det hellige Bjerg’.

Om dette siger Skriften: "Endnu mens jeg bad på Hans hellige bjerg, kom manden, Gabriel, som jeg tidligere havde set i et syn, flyvende hen til mig ved aftenofferets tid…" (Dan.9:20-21). Også i vor tid vil Gud give åbenbarelse vedrørende templet og dets ’betydning og tegn’ med henblik på den sidste tid. For Daniel skete det, mens han var i bøn – ja, mens han bad ’for det hellige bjerg’. – Denne holdning må have vakt Guds behag i en sådan grad, at Daniel af den himmelske budbringer kaldes for ’en højtelsket mand’ (v.23). – Denne ophøjede stilling i Guds øjne kan imidlertid en hvilken som helst af de troende rose sig med, idet de ved Guds nåde og troen på Kristus er blevet ’friet ud af mørkets magt og flyttet over i Guds elskede Søns rige’ (Kol.1:13).

Selvom dette forbliver en evig sandhed, er det stadig værd at bemærke, at da Daniel gik til sit tagværelse og med åbne vinduer vendt mod Jerusalem ’knælede og bad til Sin Gud’ (6:12) – da måtte Herren på en særlig måde tilsige ham Sin kærlighed. De, som (i deres åndelige afstumpethed) benægter, at der findes engle (med vinger), bør lytte til Daniels vidnesbyrd. "Englen Gabriel kom flyvende hen til mig," forklarer han (v.20)… og de, som har svært ved at indrette deres tid med ’bestemte bedetimer’, bør mærke sig Daniels forklaring: "Det skete ved aftenofferetstid," fortæller han.

De skriftkloge har gennem tiderne forsøgt at bilde de troende ind, at de profetiske forudsigelser, der hører vor tid til, skal betragtes som ’for længst afsluttede historiske begivenheder’. Det gælder ikke mindst Daniels ophøjede og detaljerede profeti om Det Tredje Tempels skæbne. Eksperterne søger at placere denne begivenhed i en ’trængselsepoke’, der (efter deres angivelser) strækker sig over en historisk fase på ligeved 500 år. Jesus forklarer imidlertid, at det er en kort periode, der vil blive yderligere ’afkortet’ (Matt.24:22).

For at finde ud af, hvad der i denne afgørende sag er sandhed eller løgn bør de troende lytte til englen Gabriels råd: "Giv agt på ordet, så du forstår synet. Halvfjerds uger er fastsat for dit folk og for din hellige by" (Dan.9:23b-24). Ingen dødelig vil nogensinde fatte, hvad de himmelske syner indeholder og meddeler, hvis ikke han ’giver agt på ordet’ (v.23b). Egentlig står der i dette skriftafsnit, at de troende skal ’begribe ordet’ eller bedre ’være kloge i ordet’. Dette sker imidlertid ikke, uden at den enkelte i langt højere grad beskæftiger sig med ordet – ja, ’grunder over det dag og nat’ (Salme 1:2).

Det, som Daniel bliver delagtiggjort i, er det nøjagtige tidsrum, der af Den Højeste er fastsat som selve afslutningsperioden for det jødiske folk og Jerusalem. Mange har spekuleret i dette korte afsnit af Daniels Bog – og det første, som (efter min ringe mening) bør opfattes ret, er de nøje angivne ’enheder’, som de allersidste dage her er opdelt i. Når Englen Gabriel forklarer Daniel, at afslutningstiden for Jerusalem er fastsat til ’70 uger’ (v.24)… så har de lærde gennem tiderne taget sig den frihed at tolke disse ’uger’ med et i Bibelen fuldstændig ukendt begreb. I deres såkaldt ’historiske’ tolkning af dette yderst vigtige afsnit af Daniels fremtidssyner har de anvendt betegnelsen ’årsuger’, hvilket dermed har givet dem mulighed for, at anbringe denne højaktuelle periode (som endnu ikke er løbet af stabelen) i et svundet afsnit af historien; på den måde er deres forklaringer blevet ’intellektuelle’ og harmløse, og det profetiske ’drev’, der bevæger netop dette afsnit, er blevet lammet. Englen Gabriels mægtige udfordring er blevet tandløs; profetien har mistet sin brod…

Ingen kan på egen hånd og ved at ’optræde som lærer’ (1.Tim.2:12) ’ tyde nogen profeti i Skriften’ (2.Pet.1:20). De ’selvbestaltede’ (v.20) er og forbliver uden sand åbenbarelse. ’De selvbestaltede’ er de prædikanter, ’der stjæler ordene fra hinanden’ (Jer.23:30); de lever højt på andres forkyndelse og kundskab, som de udgiver for at være deres egen. "Jeg har ikke sendt dem, og Jeg har ikke givet dem befaling," siger Herren (v.32) – og tilføjer: "De er ikke til gavn for dette folk!" (v.32) – "De, der således tiltror sig selv at være vejledere" (Rom.2:19) er til syvende og sidst skyld i, "at Guds navn bliver spottet blandt folkene" (v.24). Hvis disse selvbestaltede profeter ’ikke kan tyde nogen profeti i Skriften," forklarer vi videre, "så kan de heller ikke ’tyde eller tolke Daniels syner om ’de 70 uger’, ligesom de forbliver totalt ’blanke’ med hensyn til nogen egentlig forståelse af Gamle Testamentes profetiske forudsigelser og Åbenbaringsbogens syner om den sidste tid. De troende bør derfor ikke et øjeblik lytte til disse ’forførere, der bedrager ubefæstede sjæle’ (2.Pet.2:14); de fører både sig selv og andre bag lyset!