PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-11-19
0430
 

DE SIDSTE JØDER’ VENDER HJEM

Godt 275 jøder fra Indien forberedte sig på at ’vende hjem’ efter årtusinders ’eksil’. Den israelske regering har taget nye beslutninger om dette ’forladte fællesskab af jøder’. De ’glemte hebræere’ fra Indien betragtes i Israel som efterkommere af ’en af de tabte 10 stammer’ – og er allerede i 2005 blevet anerkendt som jøder (- men må på trods af dette gennemgå en slags ’omvendelsesproces’ for at opnå borgerskab i Israel). 230 lignende anmodninger blev afvist af daværende premierminister Ehud Olmert. Om en sådan ’genoprettelse’ siger Skriften: "Medens de nu var samlede, spurgte de Ham og sagde: Herre er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?" (Ap.G.1:5)

Kun få har bemærket, at Jesus svarede på netop dette spørgsmål under de mest bemærkelsesværdige omstændigheder. ’Medens de nu var samlede’ henviser nemlig til den enestående periode på 40 dage (ligeved seks uger), hvor Jesus ’med mange beviser fremstillede sig som Den Levende’ (v.3). "Efter Sine lidelser," og Sin dokumenterede død på korset – tilbragte Jesus mange timer med de 11 mænd, der havde fulgt ham (thi Judas Iskariot – den 12. discipel – var både død og begravet). Han ’holdt måltid med dem og talte til dem om, hvad der hører Guds Rige til. Under disse samtaler (hvis lige ikke findes), blev Israels mest centrale emne bragt frem: "Hvad med genoprettelsen af Israels Rige? Er det nu? Er øjeblikket kommet?"

I Sit svar nævner Jesus ’vidnesbyrdet’, der skal nå ’til verdens ende’ – og spørgsmålet hænger derfor stadig i luften. Svaret synes at være undervejs… og har tilsyneladende at gøre med en særlig forudsagt ’tilbagevenden’ til Israel.

Et af de sikre tegn på, at Israels Gud er i gang med at gennemføre de forjættede (og længe med længsel ventede) ’genoprettelsestider’ er tidernes voksende trængsel! Alle helvedes magter rejser sig (med en daglig øget styrke) i en massiv modstand mod den afgørende del af Guds frelsesplan, der har at gøre med ’genoprettelse’. Om dette siger Skriften: "Og du skal vide og forstå: Fra den tid ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik, indtil en salvet, en fyrste kommer, er der syv uger, og i to og tresindstyve uger skal det genrejses og opbygges med torve og gader under tidernes trængsel…" (Dan.9:25). – Uden at gå i detaljer (som vil føre os ind i uoverskuelige tolkningsvanskeligheder) – kan det af denne bemærkelsesværdige forudsigelse fastslås, at alt, hvad der har med ’genoprettelse’ at gøre, ikke vil finde sted under behagelige, fredelige velfærdsforhold. Det vil (som det HER er tilfældet med Jerusalems genoprettelse) ske under ’tidernes trængsel’ – og der er (som enhver kan forstå) fastsat tider og bestemte (præcist angivne) antal af dage og uger, hvor forskellige genoprettelsesklimaks vil forekomme.

Dette, tror jeg, er ikke mindst tilfældet med den ’genoprettelsens tilbagevenden’ af det jødiske folk og dets forudsagte forening med de troende ikke-jøder fra nationerne (Ef.2:13-18). Alt dette sker IKKE uden sværdslag! Hvert et skridt bliver en troens udfordring. ’Tidernes trængsel’ tager til…

Som den hele verden var i krig og kaos umiddelbart før fødselen af Den Hebraiske Stat, sådan samler Israels fjender sig nu mod Jerusalem forud for den sidste ’indsamling’ af de millioner af hjemvendende jøder, som Skriften omtaler med henblik på den afsluttende store ’godtgørelse’.

Hvis denne ’godtgørelse’, som Israels profeter taler om, når de forudsiger ’en ny hjemvenden’ af Israels spredte stammer, skal måles med den massive ødelæggelse, der fandt sted 700 år før Kristus, så er det en mægtig skare, der nu er på vej tilbage til Israel. Godtgørelsen er stor, fordi ødelæggelsen var overvældende. Israel kan vente millioner, der allerede fra de fire verdenshjørner er undervejs… Mange af Israels profeter har forudsagt denne genoprettelse af Jakobs hus. Profeten Joel udbryder: "Jeg godtgør jer de år, da græshoppen, springeren, æderen og gnaveren hærgede, Min store hær, som Jeg sendte imod jer" (2:25).

Den ulykkestid, som Herrens profet taler om, er den periode, ’hvor Herren blev voldsomt fortørnet over Israel og drev dem bort fra Sit åsyn, så der ikke blev andet end Judas stamme tilbage’ (2.Konge 17:18). Ved den lejlighed blev ti af Israels tolv stammer ført i fangenskab 700 år før Jesus Kristus. Et hundrede år senere (år 600 f.Kr.) blev også Judas stamme ført bort af Nebukadnesars mægtige babylonske hær (Jer.52:24-30). Ved den lejlighed nedbrændte kaldæerne Herrens tempel i Jerusalem (v.13). Af den grund må – så vidt jeg kan se – genoprettelsen af Israel have at gøre både med templets genrejsning og det bortførte stammers tilbagevenden til Israel.

Dette sidste bliver ikke blot nogle ynkelige ’smårester’ af hjemvendende jøder – nej, det bliver en massiv immigration af millioner, der fra alle verdenshjørner vender hjem. – Hvem er de, der således atter ’vandrer op mod Jerusalem’?

Der kan næppe herske tvivl om, at det er en vigtig del af Israels Guds endetidsplan, at ’genrejse Jakobs stammer’ (Es.49:6). Gennem årtusinder synes disse ’tabte stammer’ at være forsvundet i folkehavet – men på det tidspunkt, som salmisten kalder ’nådens tid’ og præciserer med ordene: "Timen er kommet!" (102:14) vil Herren atter ’opbygge Zion’ og ’dermed lade folkene se Hans herlighed’ (v.17). "Hør mig, I fjerne strande, lyt til I folk i det fjerne! Gud siger: For lidt for dig som Min tjener at rejse Jakobs stammer og hjemfører Israels frelste! Jeg gør dig til hedningers lys, at Min frelse må nå til verdens ende…" (Es.49:1 og 6).

Det er bemærkelsesværdigt, at Israels Gud i den store sag, der har at gøre med Israels hjemvenden til det land, Gud har givet dem, vender sig så direkte til hedningefolkene på ’de fjerne strande’. Når Den Almægtige åbner Sit hjerte og taler om dette projekt, der ligger Ham så stærkt på sinde, så henvender Han Sig straks til de ikke-jødiske folkeslag: "Lyt til, I folk i det fjerne!" Derefter fortsætter Israels Gud med at tale til Sit eget jødiske ejendomsfolk og erklærer: "Det er for lidt for dig som Min tjener at rejse Jakobs stammer og hjemføre Israels frelste! Gennem dette værk vil du blive et skinnende lys for hedningerne, og Min frelse vil derigennem nå til verdens ende."

Dersom Israel fortsat forkaster Guds Ord og ’ikke agter sig selv for værdig til det evige liv’ – men kun synes optaget af denne jordiske tilværelse (Ap.G.13:46) – så vender Herren sig atter til hedningerne! Vi belærer derfor yderligere om, at ’den Herre, Herren løfter Sin hånd for folkene, rejser Sit banner for folkeslag, og de vil da bringe Israels sønner i favnen, dets døtre bæres på skuldre – ja, konger skal blive omsorgsfulde ’fosterfædre’ for Israels børn, og dronninger skal være deres ammer" (Es.49:22-23). Med henblik på Israels fjender, så er denne sidste indsamling af Israels stammer signalet til, at deres spot og hærgen skal ophøre! Det hedder jo hos profeten sådan: "Dine børn kommer ilende, de, som nedbrød og lagde dig øde, går bort" (v.18). – "Løft øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig…" (v.18).

Lad mig yderligere i denne sag forklare følgende:

Når apostelen Paulus taler om sin dybe kærlighed til det jødiske folk, så erklærer han (og betoner samtidig, at han ikke lyver) at han er parat til at ofre det bedste, han ejer ’om det kunne gavne Guds jødiske ejendomsfolk’. "De er jo israelitter," siger han (Rom.9:4). Mange jøder er nu ’på vej tilbage’ fra det fordums Spanien, hvor de i 1500-tallet led så store forfølgelser. Hvorledes er holdningen blandt de troende i nationerne overfor Israel i dag?

Nogen siger, at jøderne slog sig ned i Spanien på Nebukadnesars tid. Andre, at de over hals og hoved kom flygtende efter Titus’ ødelæggelse af templet i år 70 – men det største bevis på jødernes tilstedeværelse i Spanien er den 49. kanon i koncilet i Elvire, som fandt sted mellem 300 og 301. Deri står følgende skrevet (sort på hvidt): Det bør pålægges landejendommenes herrer, at de IKKE tillader jøderne at velsigne frugterne, som Gud i Sin nåde skænker dem. Derved gør de VOR velsignelse til intet!"

Senere hedder det i samme skrift: "De præster og troende, som spiser sammen med jøderne skal udelukkes fra nadvermåltidet, indtil de ændrer holdning." Disse gamle skrifter viser, hvorledes hadet og diskriminationen langsomt (og over flere generationer) installerede sig i Spanien. Om dette siger Skriften: "Sandhed taler jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min samvittighed vidner med mig i Helligånden, at jeg har en stor sorg og en uafladelig kummer i mit hjerte, thi jeg kunne ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder – De er jo israelitter!" (Rom.9:1-4). – Koncilet i Elvire delte ikke denne dybe sorg med kirkens apostel – og den videre udvikling i Spanien og Europa var ikke båret af den (af apostelen omtalte) største offervillighed – om det blot kunne gavne det folk, hvorom Paulus sagde: "De er jo israelitter!" (v.4) Hvilken holdning finder Gud i dag, når Han søger efter kærligheden til Israel og det jødiske folk i Kristi kirke?

For fuldt ud at kunne begribe, hvad der egentlig ligger bag det (for tiden højaktuelle) udsagn i afslutningen af Bibelens Obadias Bog (v.20b) bør enhver oprigtig fortolker sætte sig ind i hele det enestående kapitel (i Den Gamle Pagts bøger) der omfatter denne profets forudsigelser.

Det særlige udsyn, som en efterhånden verdensvid interesse samler sig om, lyder sådan: "… de landflygtige fra Jerusalem, som er i Sefarad, skal tage sydlandets byer i eje!" (v.20b) Hvad betyder nu den bemærkelsesværdige betegnelse ’Sefarad’? Svaret er betydningsfuldt," hævder mange, "thi det vil helt præcist bestemme, hvorfra de jøder vil komme, som skal tage sydlandets (Negevs) byer i eje." Den tolkning, som for tiden er fremherskende, er, at ’Sefarad’ henviser til det hebraiske udtryk, som tilkendegiver ’Spanien’. De såkaldte ’Sephardim’ (i ental: Sephard) betegner i denne ’moderne forståelse’ de jøder, der forud for rædselsåret 1492 (hvor de blev fordrevet) levede i Spanien og Portugal, det sydøstlige Europa, Nordafrika, Asien – men også dem, der slog sig ned i Holland, England, Nordvesttyskland – og Amerika!

Imidlertid indeholder begrebet ’Sephardim’ ikke kun en geografisk betegnelse. Nej, ’sephardi-jøderne’ var (sådan opfattes de) de hebræere, der efter Babylon-jødedommens undergang var bestemmende for den jødiske tradition helt ind til det 15. århundrede i Europa. Sephardi-jødernes lærde prægede ’Halacha’ (den religiøse lov - medregnet love fra Bibelen, love fra Talmud og love dannet gennem tiderne). Det var dem, der bragte arabisk videnskab og græsk filosofi (Aristoteles) til Europa. Sephardi-jøderne må betragtes som værende en uhyre vigtig befolkningsgruppe – og hvis den særlig er bestemt for det sydlige Negev, kan det blive til en stor velsignelse. Hvordan vil det kunne lade sig gøre?