PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2015-11-26
0431

 

EN SÅRE, SÅRE STOR HÆR

Forskellige betegnelser har set dagens lys med henblik på identifikationen af de mænd og kvinder, som Herrens livsånde (ifølge Skriften) vil blæse på i disse dage. De er gennem slægterne blevet kaldt Marranos, Anussim, Crypto-jøder, og nu: ’Hebræer af hebræere’ (Fil.3:5). Dette ord af den jødiske apostel, Paulus, får en ny betydning i disse dage. Herom taler profeten, Ezekiel, når han om sit syn af ’dødens dal’ siger: "… og Han førte mig rundt omkring dem (de tørre ben) og se, de lå i store mængder ud over dalen, og se, de var aldeles tørre" (Ez.37:2).

Som det skete med profeten – således sker det med de troende, som Herren kalder ind i denne kostbare gerning i dag. Israels Gud ’fører dem rundt’, så at Herrens tjenere og tjenerinder med egne øjne (og deres egen individuelle forståelse) kan begribe (og modtage den nødvendige indsigt) i det historiske og åndelige drama, som gennem tiderne har fundet sted med ’hele Israels Hus’ (gl.oversættelse: ’alt Israels Hus’) – og som vil blive fuldendt i dag. – Ved et første blik er synet, som møder de af Guds tjenere, der i disse timer kaldes ind i denne opgave, den store forvirring. Det forekommer på stedet umuligt at finde hoved og hale i det kaos af blod og drab, som ligger væltet ind over denne dødens dal. Det eneste, som profeten kan notere sig, er, at knogler og kranier ligger spredt i dynger og ’i store mængder’ (v.2). Det drejer sig om en slagmark med millioner af faldne. Disse skal på et tidspunkt ’komme til live’ og ’blive en såre, såre stor hær’ (37:9, gl.overs.).

Hvordan dette skal gå til vil verden blive øjenvidne til i de sidste dage. Det bliver en vækkelse af historiske, politiske, religiøse og globalt åndelige dimensioner. Begivenheder, som verden aldrig før har set magen.

Det 16. og 17 århundrede var maskeradernes århundreder. Det var den epoke, hvor man bogstavelig talt kun kunne overleve ved at skjule sig bag en maske. Det var ’fortielsernes stumme tid’. Historiens mægtige teatertribune, hvor menneskenes børn – på grund af de religiøse magthaveres grusomme efterstræben – måtte tale med to tunger. Både jøder, kristne, muslimer og ateister måtte hver for sig spille deres forklædte rolle for inkvisitionens galleri. Det er disse tusinde tørre ben, som nu råber til himlen. Den jødiske profet Ezekiel forklarer: "Herrens hånd kom over mig, og Han førte mig i Ånden ud og satte mig i dalen. Den var fuld af ben…" (Ez.37:1).

Hvad Israels Gud nu vil vise profeten er af en sådan dimension, at ikke blot er det Herrens Ånd, som er virksom (i det åndelige element) – men det er Herrens Hånd, som direkte griber ind i profetens jordiske tilværelse (det fysiske element) og fører ham til et sted, hvor han ved selvsyn (ikke andres gode forklaringer) kan forvisse sig om, at det budskab, som han fra nu af vil blive gjort delagtig i, er både sandt og troværdigt…

Dette er af afgørende betydning for de af Guds folk (både jøder og ikke-jøder), som Herren nu kalder for i den nærmeste fremtid at bruge dem som redskaber i den fysisk-åndelige bevægelse, som i disse dage – med retning mod Jerusalem – vil gå ud over den hele verden. Profeten blev af Gud ’sat’ i dalen, som var fuldt af døde ben. Hvad således er ’sat’ af Gud kan intet menneske, nogen engel eller djævel omstøde. Dalen, som profeten pludselig befandt sig i, var ’fuld af ben’. Disse tørre ben fra tidligere slægtleds jødiske mænd og kvinder råber i dag med høj røst… og mange må lyde og komme…

Kravet om, at de til Israel hjemvendende jøder i ekstrem grad og ved forceret omvendelse skal følge Moselovens fordringer, krystalliserer sig for tiden i den judaistiske forståelse af de kommende Levitpræsters betydning! Her vil skillelinjen imidlertid blive trukket mellem de jøder, der tolker profeten Jeremias efter rabbinernes forståelse – og de hebræere, som tolker profeten Jeremias tale (om en Ny Pagt) ud fra Ny Testamente.

Det store stridspunkt, som i den nærmeste fremtid vil få hjerterne til at bæve i Israel, er de hjemmevendende jøders holdning over for Judaismens nidkære søgen efter de Levitpræster, som (ifølge deres forståelse) skal tjene i det 3. tempel. Kampen vil da komme til at stå om forståelsen af afsnittet i Jeremias Bog, som omtaler ’Guds pagt med Levitpræsterne’ (33:18-22). Imidlertid er Hebræerbrevets tale klar med henblik på de messianske jøders holdning.

Om dette siger Skriften: "Ændres præstedømmet må jo nødvendigvis også loven ændres…" (Hebr.7:12). Der vil være nye selvbestaltede prædikanter, som i disse dage vil modtage de længselsfulde hebræere, der har levet i eksil, og som nu med bankende hjerter vender hjem til Israel med ordene: "I skal blive Levitpræster i Herrens Tempel." Dermed vil disse lovens forkyndere sige: "Gud vil atter oprejse det levitiske præstedømme." Dette vil de hævde, idet de henviser til Jer. 33:18.

Imidlertid er Ny Testamente sønderdelende klar i denne sag! Brevet til Hebræerne siger: "Ændres præstedømmet, må jo nødvendigvis også loven ændres! (7:12) Det vil med al tydelighed sige, at en ændring har fundet sted! Loven for præstetjenesten er ændret, og selve tjenesten for Herren er blevet anderledes i Den nye Pagt. De ’tjenestegerninger’, som Den opstandne Herre giver til Sin menighed (bestående af jøder og hedninger) er bl.a. den femfoldige tjeneste, som ifølge Ef.4:11 kun kan udføres af apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. "Gud har givet mig til iblandt hedningerne at være en Kristi Jesu offertjener," forklarer apostelen Paulus, "for at gøre præstetjeneste for Guds evangelium, så at hebræerne må blive et Gudvelbehageligt offer, helliget ved Helligånden."

Ifølge det 16. århundreders historiker, Juan de Mariana, var forholdene for jøderne mildest talt utålelige under Spaniens Kong Wisgoth (mellem år 612 og 621). ’Tvangsomvendelser’ hørte til dagens orden! I det 17. koncil i Toledo i 694 blev følgende grusomme beslutning vedtaget: "Jøderne, der udover alle deres øvrige forbrydelser nu også har villet omstyrte vort fædreland, bør herefter på det strengeste straffes. Efter (i det ydre) at have antaget dåben, har de nu dristet sig til at stille nye hindringer i vejen. Atter har de bevist sig at være falske! Derfor skal på stedet al deres ejendom inddrages af staten, og de skal alle vegne gøres til slaver. Man skal især holde øje med, at de ikke fortsætter deres judaistiske praksis. Deres børn skal fremover tvangsfjernes fra forældrene i syvårsalderen, for at de senere kan blive gift med kristne." (Dictionaire de théologie catholique, Paris, bind 16, side 1196). Det koncil, som forfattede denne beslutning, har aldrig fattet apostelens tydelige erklæring, der om ’israelitterne’ siger: "Dem tilhører barnekårene og herligheden og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og forjættelsen, dem tilhører fædrene, og fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus… (Rom.9:4-5).

Når Jesus siger, at Han er kommet for at ’fuldkomme loven’ – (Matt.5:17) – så er det den samme græske vending, som er anvendt, når det om Jesu fødsel forklares, at ’dette skete for at det ord skulle gå i opfyldelse, som Herren havde talt ved profeten (Matt.1:22). Det profetiske ord, der her tales om, lyder sådan: "Se, Jomfruen skal blive frugtbar og føde en søn, og man skal give Ham navnet Immanuel" (det betyder ’Gud med os’… v.29). at fuldkomme loven, er altså langtfra det samme som den tilsyneladende øjeblikkelige og kontante ’opfyldelse’. At ’fuldkomme loven’, som udgør en hel ny husholdning, kan således kun ske ved indførelsen af en anden husholdning! "Hvis der nu kunne opnås fuldendelse (fuldkommengørelse) ved det levitiske præstedømme," spørger Hebræerbrevets forfatter (idet han tilføjer): "På dette (præstedømmet) hviler jo loven, som folket har fået – hvorfor var det så fremdeles nødvendigt, at der skulle opstå en præst af en anden slags?" (7:11) Dette er et relevant spørgsmål til dem, som vil indføre nye skikke og en ny måde at opfylde loven på, idet de hævder, at dette er nødvendigt, for at de troende i nationerne kan nå tilbage til ’deres jødiske rødder’.

Lad mig afsluttende forklare dette forhold yderligere:

Israels Gud har (som det hedder i Hebræerbrevets indledning) ’på mange måder talt til fædrene (1:1). Dette er ikke ophørt! Der er guddommelige planer, som i denne generation skal gennemføres iblandt folkeslagene – bl.a. på mange måder forudsagte tilbagevenden af Israels tolv forsvundne stammer. – For også i den forbindelse at opnå sit mål med den enkelte anvender Gud ofte ’tilsidesættelsen’. Et smertefuldt forhold, der koster mange tårer – men som frembringer en ’retfærdighedens frugt’, der ikke kan modnes på nogen anden måde.

Den besynderlige beretning om den spanske inkvisitions såkaldte ’krypto-jøder’ optager i denne tid manges tanker og sind. Hvad blev der af disse forsvundne ’titusinder af jøder’, som på grund af Den katolske Kirkes ubarmhjertige forfølgelse i 1500-tallet (på flugt og i adspredelse) måtte skjule deres identitet? Hvilken af de tolv jødiske stammer tilhørte disse familier enkeltvis? Lever deres ’glemte’ efterkommere i dag – uden at vide, at de tilhører en betydelig slægt og værdifuld ’sæd’, som Israels Gud holder øjne med… i tusinde led?

Om dette siger Skriften: "Derpå kaldte Jakob sine sønner til sig og sagde: Saml jer, så vil jeg forkynde jer, hvad der skal hændes jer i de sidste dage …" (1.Mose 49:1). Det blev Jakobs sidste ord. Alle ’sine drenge’ havde han i dette øjeblik stående omkring sit dødsleje – og nu havde han et særligt ord at meddele hver eneste af dem. Nogle af de tolv fik ’et godt budskab’ – andre slap ikke fra denne ’regnskabets time’, uden at have fået et alvorsord med på vejen. Den gamle Jakob var som aldrig før klarsynet; han så med sine døende øjne længere end til sin egen samtid. Han talte under sine sidste åndedrag ikke kun til de tolv om den skæbne, der ville vederfares dem i dette liv – nej, Jakob skuede helt ind i vor tid og malede et mægtigt billede af disse tolv mænds særlige betydning ’i de sidste dage’.

Dette vil for de troende i vor tid sige, at Israels tolv stammers betydning ikke er en afsluttet historie! Hvis Jakob så hver eneste af disse mænds navne knyttet til ’de sidste dages’ historie, så må disse tolv stammer eksistere under én eller anden form på jorden i dag! Derfor er Jakobs sidste ord om ’de forsvundne tolv stammer’ pludseligt blevet højaktuelle. Universet holder vejret: Hvilken hemmelig plan har Israels Gud med disse sidste dages hemmelige hebræere? For at svare på bl.a. dette spørgsmål anvender Gud ’tilsidesættelsen’…

Gennem historien har de Jesus-troende jøder og de kristne fra folkeslagene været et ’tilsidesat’ folkefærd i Israel. Først på det sidste har f.eks. de messianske jøder fået samme civile rettigheder som deres ortodokse medborgere. Imidlertid har Israels Gud (ifølge Skriften) en tilbageholdt velsignelse, der skal blive alle disse ’tilsidesatte’ til stor trøst. Blandt de såkaldt ’forsvundne stammer’ er et gammelkendt navn ved at dukke frem. Det er ’Ruben’, hvilket betyder: ’se + søn’.

Om dette siger Skriften: "Da Herren så, at Lea blev tilsidesat, åbnede Han hendes moderliv… og hun fødte en søn, som hun gav navnet: ’Ruben’ (1.Mose 29:32). Gud holder øje med ’de tilsidesatte’. Dem, der ikke regnes for noget’, dem, der ikke får samme kærlighed og omsorg og opmærksomhed som alle de andre – ja, Gud er på mange måder ’de tilsidesattes Gud’… og det i en sådan grad, at netop disse oplever Guds velvilje og hjælp og har en særlig plads i Hans tjeneste…

Den første af de tolv sønner, som den døende Jakob henvender sig til, er Ruben. Han kom til verden som en direkte følge af, at hans mor (uretfærdigt og nådeløst) blev ’tilsidesat’ af sin mand. Gud talte imidlertid Leas tårer – og Ruben blev født" Af samme grund er det at forvente, at Gud i dag vil trøste den del af sit ejendomsfolk, der i Israel bliver ’tilsidesat’. ’En ny Ruben’ er i dag ved at komme til verden. Han lever i det skjulte… men Jakob siger om ham: "Du er min førstefødte, min styrke og min mandskrafts første, ypperst i højhed, ypperst i kraft’ (1.Mose 49:1). Det er i denne kraft, at Ruben vender hjem – og ’de tilsidesatte’ i Israel venter på ham…

De, som (i denne tid og overalt) bliver krænket og tilsidesat, skal løfte deres øjne til Herren, deres Gud! I stedet for at lade hjertet blive fyldt med bitterhed, vrede og selvmedlidenhed, skal ’den tilsidesatte’ gøre som Bibelens Hanna’. Hendes mand," (fortælles det) gav hende kun én del, fordi Herren havde tillukket hendes moderliv. – ’Hendes medbejlerske’ (hedder det videre) tilføjede hende grove krænkelser for den skam, at Herren havde tillukket hendes moderliv… da bad hun i sin smerte under heftig gråd til Herren… og Herren kom hende i hu, og hun fødte en søn året efter" (1.Sam.1:5-6, 10, 15-20).

Gud ikke blot tillader ’tilsidesættelsen’ – men Han iværksætter den og bruger den til, at Hans hemmeligholdte planer fortsat kan blive gennemførte i det skjulte. De ’tilsidesatte’ nyder derfor Guds særlige agtpågivenhed, thi ’en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt, sønderknust hjerte, agter du ikke ringe, oh Gud" (Salme 51:19).

Næste indlæg: torsdag, 10-12-2015