LØGNEN HOVERER OVER SANDHEDEN
Ved åbningsceremonien til de olympiske lege i Frankrig, tillod man sig for nogen tid siden at håne kristendommen i Europa ved at lade et billede af ’Den sidste nadver’ (med ændrede figurer af Jesus og disciplene) offentliggøre.
I stedet for Herren Jesus siddende for midten af nadverbordet, har man placeret ’en fedladen kvindelig afgud’; og i stedet for de elleve stålsatte disciple, troner her nogle af samfundets depraverede personer.
’Det gode’ kaster man i sølet, og ’det onde’ fremmer man med en kæphøj arrogance. Løgnen hoverer over sandheden, og offerets dybe lidelse nedgøres til ’intet’, medens magtens stolthed ophøjes til ’det uanede…’
*
Ondskaben kommer virkelig til syne, når bedraget afsløres i det fjerde kapitel af Thessalonikerbrevet. Her fortæller apostlen, at Herren Jesus selv skal stige ned fra himlen. Han når imidlertid ikke helt til jorden, før han er ’standset for en tid i luften’. Her vil han gøre et ophold for at samle alt det, han ejer på jorden og i dødsriget. Dette vi ske ved en ’bortrykkelse’ (græsk: ’harpazo’. Først skal de døde i Kristus opstå. Derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem, for at møde Herren i luften (1.Thess.4:17).”
Hvad vil herefter ske? Vil de troende, som ikke mere er på jorden, følges med Herren (og på den måde vende tilbage til jorden) hvor Herren efter at have besejret alle sine fjender, skal begynde et tusindårigt herredømme – eller vil de, som tilhører Herren, blive ’efterladt i luften’, medens Gud udgyder sine vredesskåle over den fortabte klode?
Paulus giver svaret på dette spørgsmål, som stadig er en ’ubesvaret gåde’ for mange teologer, ved at erklære: ’(men) vi skal altid være sammen med Herren’ (hvilket vil sige, at når først vi er blevet forenet med vor frelser, så skal vi aldrig mere skilles fra ham).
Apostlen erkender, at hans lære på dette punkt er ’en vældig trøst for alle de troende! For første gang bliver rækkefølgen af endetidsbegivenhederne nemlig forelagt os på en sådan måde, at selv et barn kan forstå dem.
Jeg selv fyldes med glæde, når jeg læser disse få vers i det 4. kapitel af 1. Thessalonikerbrev. Jeg ved og forstår med Skriftens vidnesbyrd, at når jeg lukker mine øjne for sidste gang på denne jord, så skal jeg åbne dem igen i samværet med Herren selv (og alle de hensovede i Kristus), samt de ’tiloversblevne levende’ (der bortrykkes sammen med dødsrigets gigant-hær af hensovede Kristi kæmper).
Der er ikke noget at sige til, at apostlen slutter med ordene: ”Så trøst hverandre med disse ord,” for det er virkelig ’en trøst’, der udvirker noget!
’Mødet i luften’ er et sejrsmøde, hvor der bliver tid til gensyn og forberedelse til det sidste afsnit af Kristi genkomst.
ET SPØRGSMÅL OM EVIGT LIV
Jeg er altså endt med at have det synspunkt, at Jesus ikke kommer tilbage for at befri sin kirke fra prøvelsernes rædsel men, at han kommer igen for at bevare os i troen, mens rædslerne står på!
Jeg lærte engang at tro på, at den eneste ’rette teologi’ var at stole på den eskatologi, som sagde, at Jesus kom for at redde os ud af prøvelsernes trængsel
Nu har jeg endelig indset, at han vil holde os fast igennem dem! Hans trofasthed når til skyerne; hans veje er usporlige; Hans ledelse fylder mig med begejstring! Den lære, som de fleste af mine venner stadig udsættes for (at vi slipper for ’trængslernes helvede’) findes ikke i Skriften) – og det er på høje tid at afsløre den.
Vi gør ikke vore venner en tjeneste ved at være urokkelige i den sag. Det er et spørgsmål om evigt liv og død at bringe sandheden for en dag. De samme løfter, som har hjulpet de troende til at udholde den mest grufulde trængsel i de århundreder, hvor forfølgelserne var sværest, vil hjælpe os til at udholde svære trængsler indtil enden! Herren ved, hvorledes han skal bevare sit folk, og Jesus vil blive endnu mere forunderlig i vore øjne, når vi med ham (eller bede: ’i ham’) vil rejse os som endetidens sejrsindere.
De det romerske imperium til sidst styrtede til jorden, insisterede datidens hedningenationer på, at det var gudernes dom over kristenheden. Hertil svarede den store nordafrikanske teolog, Augustin, med ordene: ”Langt fra! Rom faldt på grund af dets egne synder, som råbte til himlen, og fordi de kristnes forbønner var alt for lunkne til at kunne nå Guds hjerte.
Det samme gør sig gældende i dag! Der foreligger nu en afgørende dommerkendelse vedrørende urenheden og pagten, som København har indgået med fjenden – og forbønnen for ’byen ved blæsten og havet’ er endnu for spredt til at få Herren til (som det var tilfældet med Ninive) at lade ’vreden slippe sit tag’ og lade ’nåde gå for ret’ ved at spare den store by for dommens virkelighed.
DET ENESTÅENDE LØFTE
”Ligeledes kommer Ånden os til hjælp i vor magtesløshed (Rom.1:20). Dette enestående løfte kan jeg gøre brug af hver dag (ja, hver en time på dagen), thi gang på gang står jeg magtesløs overfor Satans mægtige bedrag.
Når jeg betragter verdenssituationen og fornemmer Guds kommende vrede – ja, ser udfordringen i al sin overvældende realitet, så må jeg (som det første) sukke og sige ”Hvem kan stille noget op mod det uvæsen, der som en goliat træder frem på verdensarenaen og spotter Herrens hellige?” (1.Sam. 17.44)
Nu har Herren (på¨det seneste) tilladt, at ’hans tanker’ om København, Danmarks hovedstad, er blevet kendt, da må jeg (og de få, som nu kender Herrens planer vedrørende den katastrofe, som på et tidspunkt vil ramme den store, smukke by) bøje knæ og sige: ”Kom os til hjælp i vor magtesløshed!”
*
”I elskede,” siger den aldrende discipel, Johannes, ”lad os elske hverandre, thi kærligheden er af Gud (Åb.4:7).”
Mere behøver han egentlig ikke at sige, for dermed er hele Guds ’mægtige formål’ med denne discipel fuldendt! (Det er jo ham, som Herren udvalgte til at nedskrive åbenbaringsbogen, som er Guds afsluttende budskab til den sidste generations menighed).
”Dette er det budskab, som vi har hørt af ham og forkynder jer,” (erklærer Johannes i sit første brev, v.5) ”at Gud er lys, og der er slet ikke mørke i ham.”
Han fortsætter: ”Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og dog vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden (v.6)”, hvilket vil sige, at vi faktisk er i stand til at leve i et foruroligende selvbedrag)… og der er intet mere ulykkeligt, end et menneske, som er kommet så langt ud i tidsåndens løgneproces, at det endog bedrager sig selv.
Afsluttende tilføjer apostlen følgende: ”Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans søns blod renser os fra al synd (v.7).”
Når Herren taler til sin menighed (og til det enkelte menneske) om ’at vandre i lyset’, så mener han ikke dermed, at der skal være ’perioder’ i vore liv (hvor vi opfylder denne betingelse) – men at det skal være en helt ny begyndelse på vor livsrejse, som da kan betegnes som: ’en vandring i lyset (v.7’). Det er i dette ’ordets lys’ (som er den forunderlige ’lampe for vore fødder’), at vi oplever Kristi herlighed ved, at han åbent og ligefremt (uden at anvende nogen genveje eller krogveje) åbenbarer sig for os.
’FANG DE RÆVE SOM HÆRGER VINEN’
Kejser Konstantin var autokrat af den reneste slags! Det var kun hans mening, der gjaldt, og hans ord, der skulle adlydes. Han søgte af al sin magt at holde sammen på riget og styrede med hård hånd masserne – uden at gøre brug af nogen rådgive! Hvad folket mente var ham ligegyldigt, og han havde i sin regeringstid intet statsråd, der kunne vise ham vejen. Han var og blev enehersker!
Den ide, der ligger bag et sådant styre, som stamper alle forsøg på indblanding ’ud i hampen’ – ja, som knuser enhver uafhængig tanke i fødslen – og som imposerer ’en dogmatisk tro’ ned over hovedet på alle og enhver, er autokratisk og diktatorisk!
Det var den ide, som styrede kejser Konstantin og hans opfattelse af kristendommen. Fra ham kommer den autoritative kirke, der som en central organisation fører og leder folket parallelt med Det Romerske Rige – en politik, der huserer iblandt folkene til den dag i dag. Statskirken i dag vil adlyde Det europæiske fællesskab til den mindste detalje. Denne skæbnesvangre fejltagelse vil komme til at koste Guds kirke dyrt. Skriften siger: ”Den vise hører på råd.” Kortere kan det ikke siges! (Ordspr. 12:15)”
*
Det er uhyre vigtigt, at den kristne sætter sig ind i kirkehistoriens fortællinger om de mange djævelske forslag på at vildføre de første kristne. De første århundreder af menighedens vandring er en lang række af vildfarelser, som førte de troende på afveje.
”Fang os de ræve, de ræve små, som hærger vinen, vor blomstrende vin,” siger Højsangen (2:15) – og dermed hentydes sikkert (med dette ord) til, at vi ikke skal lade en hvilken som helst lærdomsvind bjergtage vore tanker og vor tro; også i vor tid bliver den kostbare, rene vin hærget af vilddyrene, som ødelægger evangeliets fredsbudskab, og skaber splittelser i Guds menighed.
Især skal vi som Guds folk stå den usømmelige regeringsmagt imod, som med alle politiske midler prøver at adsplitte Kristi menighed ved at vedtage en række ulykkeslove (Esajas 10:1). ”Herodes har i sinde at slå dig ihjel!” sagde nogle farisæere til Jesus, men han svarede dem: ”Gå hen og sig til denne ræv, at det er udelukket, at en profet bliver dræbt andre steder end i Jerusalem!”
Med andre ord: ”Herodes kan ikke gøre mig noget, før jeg har nået mit mål!” Den verdslige magt kan intet udrette mod de kristne, før disse har udrettet, hvad Gud har befalet dem.
SANDT MENNESKE OG SAND GUD
Et af de frontale angreb, som de vildfarne ånder foretog mod Kristi menighed, var spørgsmålet om Kristi to naturer – den guddommelige og den menneskelige. Vi tror på, at Jesus er Guds Søn, og altså er sand Gud men tillige, at han blev sandt menneske! Skriften siger i den forbindelse, at ’ordet blev kød’ (Johs.1:14), det vil sige, at Guds ord blev menneske; i Kristi Person blev mennesket sand Gud men vedblev at være sandt menneske (dog uden synd). Det er vor fulde overbevisning, at sådan forholder det sig.
Det, som Gud har talt gennem alle slægter, stod pludselig lyslevende (som et menneske af kød og blod) midt iblandt os (Johs.1:14, parafrase). – Vi så med egne øjne hans guddommelighed; han var sandelig Guds eneste søn fuld af Guds kærlighed og Guds sandhed.
Johannes talte yderligere om ham og sagde: ”Det er ham, som jeg ventede på, dengang jeg sagde: Den, der kommer bag efter mig, har været til længe før mig (v.15, parafrase).”
Han henviser med klare ord til Jesus, der eksisterer allerede i urtiden, men som nu optræder i den generation, som Johannes levede i – ja, som lever i dag!
DEN FORKASTEDE HJØRNESTEN
”Den sten, bygmestrene forkastede, er blevet hovedhjørnestenen. Fra Herren er dette kommet, det er underfuldt for vore øjne (Salme 118:22-23).” Det lyder som et ’overraskelsesudbrud’. En opdagelse, som gøres, midt under den proces, som har med Templets opførelse at gøre. Arbejdet synes allerede at være ’godt i gang’ – da pludselig går det i stå! Bygningsmændene er som lammet. Man kan ikke komme videre, før fejlen bli’r rettet. Tegningerne over byggeriet kommer frem. Der bliver sat fokus på den centrale del af bygningsværket. Man kommer til den bærende del af bygningen. Og det bliver konstateret, at man har anvendt de forkerte materialer netop på det sted, hvor det er meget nødvendigt, at hele konstruktionen fastholdes…
Man søger blandt de sten, som man tidligere har undersøgt, og der finder man en kæmpegranitblok, som ville være velegnet. Men store, tunge sten bliver slæbt ind på byggepladsen, og man er ved at gøre klar til at anbringe den i det hjørne, hvor den skal være den bærende del af hele bygningen – da én af bygningsmændene råber: ”Den sten har vi allerede haft herinde på pladsen!” Men bygningsmestrene forkastede den. De øverste blandt arkitekterne tog den beslutning, at ’den sten kunne ikke bruges – ja, det var udelukket, at netop den sten blev anvendt i byggeriet’.
”Forkastede de virkelig den smukke sten?”
”Ja, bygningsmestrene var meget bestemte. De forlangte, at ’den sten skulle fjernes fra byggepladsen med det samme’!
Byggearbejderne blev helt stille. ”Det er Herren, som bringer den store sten tilbage til byggeriet,” sagde de. ”Den sten skal være hovedhjørnestenen i Templet. Det er underfuldt for vore øjne!”
*
Jesus har en kommentar til disse ord fra Salmernes Bog; en frygtelig bemærkning. Han ved nemlig, hvem denne lignelse henviser til – og han konkluderer med følgende erklæring: ”Den, der falder på denne sten, slår sig fordærvet, men den, som stenen falder på, ham skal den knuse’.
(Det græske ord for ’knuse’ er her glosen: ’ligmao’, der betyder, at ’blive pulveriseret og ende som ’avner, der blæses bort med vinden’). Langsomt begynder vi at fatte, at ’forkastelsen’ af denne bygningssten er noget af det alvorligste, som kan ramme et menneske.
Vi er fri til at bygge med alle de forhånden værende materialer – men hovedhjørnestenen – det bærende element i hele bygningsværket – er altid det det samme! Forsøger vi at udskifte den hjørnesten med noget andet end ’klippen Kristus’, så er vor skæbne for evigt beseglet: Stenen falder til sidst på plads, og den vil knuse alt, hvad der har været en modstander af dens eksistens!
Den teologiske erklæring fra Barmer Synoden af 31. maj 1934, som i Tyskland rejste en modstand mod al falsk religiøsitet (især på det politiske felt) lyder i sin indledning sådan: ” Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden gennem mig (Johs. 14:6).” – ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men stiger over andet sted, han er en tyv og en røver… Jeg er fårenes dør; … om nogen går ind gennem mig, han skal blive frelst (Johs. 10:1 + 8-9).”
NÅR I KOMMER SAMMEN
”Hvad følger nu heraf, brødre? Når I kommer sammen, så har enhver af jer en salme, eller en belæring, eller en åbenbaring, eller en tungetale, eller en udlægning; lad alt ske således, at det tjener til opbyggelse (1.Kor. 14:26).”
Apostlens breve er altid målbevidste; de er et udtryk for hans karakter! Han havde – som en ægte jøde – altid noget bestemt i sigte, når han satte sig hen for at skrive et brev til menighederne. Derfor begynder han dette skriftafsnit med sætningen: ”Hvad følger nu deraf?” Det vil sige: ”Hvad er konklusion på det, som jeg her har forklaret jer? Hvad kan I (med stor gavn) uddrage af min undervisning? Hvad er kernen i det, som jeg her har talt til jer? Det centrale i min belæring?
”Hvad følger nu heraf, brødre?” spørger apostlen, og dermed opgiver han samtidig adressen på dem, som hans brev er skrevet til; det er ’brødrene’, som han med disse linjer henvender sig til. Det er menighedens ’brødre’ (ikke søstre), som han med disse lærespørgsmål har på hjerte at undervise. Han vil nemlig, at dette kostbare brev skal komme hele menigheden til gavn – ja, han sigter på, at hvad han så detaljeret beskriver, skal gives videre ti alle menighedens medlemmer (det være sig mænd som kvinder). Derfor stiler han hele sit brev til de ansvarlige brødre. Dermed tager han fat på konklusionen af de mange spørgsmål, som han i brevet har behandlet.
SALME 137 (parafrase)
Vi satte os og brast i gråd
ved Babylons floder,
så ofte vore tanker faldt
på Jerusalem!
Vore lovsangsharper hængte vi
i poppeltræerne dér,
hver gang vore bortførere forlangte,
at vi skulle synge
– ja, hver gang tyrannerne krævede,
at vi skulle fremvise vor glæde…
”Syng for os nogle af
Jerusalems sange,”
var vore bødlers fordring.
Hvordan kunne de komme på
den tanke,
at vi skulle synge vort hjemlands sange
i et fremmed land?
Nej, hvis jeg glemmer Jerusalem,
så lad min højre hånd
blive slap og lam!
Lad min tunge da klæbe
til min gane den dag,
hvor jeg glemmer Jerusalem.
Lad Jerusalem være min glade
langt mere end min højeste fryd!
Glem aldrig edomitterne, Herre, fra den dag,
da de råbte i Jerusalem:
”Riv denne by ned! Riv den ned til grunden!”
Babylon! Du mordbrander!
Velsignet være den, der gengælder det,
du gjorde mod os:
Den, der også griber dine spædbørn,
og knuser dem mod klippen!
Læs under Retsopgøret artiklen: ’ARRESTORDRE MOD ISRAELS PREMIERMINISTER’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)
Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526
NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag, d.20.12.2024.
0 Kommentarer