Så er det blevet sagt, så at alle kan forstå det: Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S) har i en historisk tale fredag d. 17. januar 2020 i folketingssalen på Christiansborg frygtløst tilladt sig at kaste en udæskende og udfordrende handske til himlens og jordens Gud, som ingen anden fremstående og ansvarlig, politisk figur i den nyere danske historie. Hendes budskab var pænt indpakket i et gammelkendt politisk sprogbrug, men meningen var ikke til at tage fejl af: Hvis der opstår en konfrontation mellem politik og Gud, så er det den sidste (Gud), der kommer til at træde til side. I så tilfælde må Den Almægtige vige pladsen! Det er ham, som (i sin øjensynlige afmagt) kommer til at bøje sig!
STATSMINISTERENS OPGØR MED GUD
Statsministerens klare udmelding fra Folketingets talerstol lød ordret sådan: ”Demokrati, folkestyre og vores grundlov står over religion!” Statsministeren fortsatte med at klargøre, hvad hun mente med den udtalelse: ’Vores tidligere udlændingeordfører (Mattias Tesfaye, red.) har formuleret det utroligt klogt og præcist, nemlig at ’Gud har vigepligt’. Hvad der yderligere kunne både tydeligt manifestere og helt klart stadfæste, hvad statsministeren mente med den erklæring, blev straks lagt på bordet: ”Der er ikke noget, der står over Folketinget eller Grundloven”… og for at bl.a. den evangelisk-lutherske kirke samt alle evangeliske frikirker i Danmark endelig skulle forstå og fatte, hvad statsministeren med denne erklæring har i tanke, blev følgende salve afleveret: ”Man kan påkalde sig ligegyldig hvilken religiøs baggrund, man måtte have, særlige privilegier eller særlig ret til at undertrykke andre, fordi man har en religion. Det er her i huset, lovgivningen vedtages, ingen andre steder…”
Den første reaktion, der har kunnet spores iblandt landets evangelisk-troende borgere er den slående kendsgerning, at statsministeren i sin tale ikke længere forholdt sig til den objektive indfaldsvinkel at tale om ’hvem’ eller om ’religion’ – men at statens politiske overhoved tog Guds navn i sin mund og dristede sig til at erklære: ”Gud har vigepligt.”
Denne åbenlyse, spottende indstilling vil i al fremtid blive tillagt Mette Frederiksen og bør derfor ikke gå upåtalt hen.
GUD HAR VIGEPLIGT
Det er i de seneste fem år blevet en fast tradition i Folketinget, at der én gang om året indkaldes til en principiel debat om ’værdipolitik’. Det er en sådan gylden anledning, som statsministeren har brugt til (én gang for alle) nu at slå fast, at spørgsmålet om ’borgernes tro på Gud’ kommer i anden række. Dette blev i statsministerens indledende tale udtalt med den åbenlys udfordrende sætning: ”Gud har vigepligt.”
Med denne provokerende erklæring forlod statsministeren i sin ’åbningstale’ til denne debat (som nævnt) ’den objektive indfaldsvinkel’ (når ’religion og politik støder sammen’) og blev ikke blot ’personlig’ i sin holdning til landets troende borgere – men blev hånlig – ja, spottende ved med en slet skjult foragt at udtrykke sig med det partipolitiske slogan: ”Gud har vigepligt!” – Og det bliver ikke ved det. Det er statsministerens intention, at Gud ikke blot skal vige. Han skal ud!
MINISTERENS PAROLE: ’GUD SKAL UD’!
I et opråb til venstrefløjen erklærede Danmarks socialdemokratiske ungdom d. 27. januar 2018, at (citat): ”Gud skal forsvinde fra debatten om kvindens ligestilling.” Samtidig blev det understreget, at (citat): ’Gud skal ud af vores syn på homoseksuelle, Gud skal ud af vores sprog i den politiske debat.”
To år senere (ligeledes på en januardag – altså ved indgangen til et nyt år) sætter landets socialdemokratiske statsminister den samme dagsorden ved at erklære, at fra nu af har Gud vigepligt i en hvilken som helst konflikt, der måtte opstå mellem landets verdslige styre og borgernes tro på Gud…
For at gøre det helt klart, at statsministeren med denne udtalelse om ’Gud, der skal ud’, og ’Gud, der skal forsvinde’ og ’Gud, der skal vige’ – ja, om ’Gud, der har pligt til at stå af’, ikke blot er ment som en henvendelse til Islam, blev det i denne (oprørende) tale yderligere præciseret (hvilket her bør gentages og atter gentages): ”Man måtte have – ja, ligegyldig hvilke særlige privilegier eller særlig ret, man har til at undertrykke andre (fordi man har en eller anden religion) – så er det her i huset (Christiansborg) lovgivningen vedtages og ingen andre steder!”
Danmarks nationalkirke (den evangelisk-lutherske kirke) som i Grundloven udtrykkeligt er blevet givet det privilegium, at den ’skal understøttes af staten’ (§ 4) kan (efter denne provokerende statsministertale) indstille sig på, at kirkens særlige grundlovsbeskyttelse fremover vil blive fjernet. ”Ligegyldig hvilke særlige privilegier, man måtte have,” lyder det nu fra landets statsminister. De evangeliske frikirker og Danmarks frie protestantiske menigheder får samme besked. I kan kalde jer, hvad I vil, og I kan fremstå med en hvilken som helst baggrund, I vil – fra nu af gælder der kun én regel: ”Det er her i huset (Christiansborg) at vi vedtager love!” (med andre ord: ’Lovgivningen er ikke længere jeres sag), og vi vil ikke længere lade jeres Gud have nogen del i debatten. Han skal vige! Han skal ud! Han skal forsvinde’!
KRISTENFOLKETS SVAR PÅ TILTALE
Apostelen forklarer i Romerbrevets første kapitel (der indeholder en tekst, som på mere end én måde er en torn i øjet på regeringens politik), at ’Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed’ (v.18).
Hvis nogen i den forbindelse skulle finde på at spørge ind til, hvad ordet ’ugudelighed’ står for, så ligger svaret lige for hånden. Det lyder sådan:
Dersom Danmarks statsminister fra landets fornemste talerstol tillader sig at erklære, at hvis der fremover skulle opstå en situation, hvor de troende borgere kommer i konflikt med landets styre, så er det (citat): ’Gud, der har vigepligt’! – da er en sådan erklæring ikke blot hånlig og nedladende, men den drives af en spottende arrogance, som på stedet bør få det ganske kristenfolk i hele det danske kongerige til med én mund at tage til genmæle.
STATSMINISTEREN HAR ONDT I SINDE
Da det næppe (med en så antikristelig holdning fra statsministerens side) kan forventes, at hun vil tage Ny Testamentes advarsel alvorlig, så er de troende borgere (over for denne truende erklæring) nødt til straks og uden tøven at henvise til grundlovens beskyttelse! Det er nemlig en sag af største betydning, idet det (med statsministerens krigserklæring) er en afgjort kendsgerning, at regeringspartiet (med en så udtalt fjendtlighed over for Guds kirke og borgernes tro) har ondt i sinde!
Det næste skridt vil nemlig ikke blive flere statsminister-udmeldinger af den art. Hvad herefter kan forventes er lovgivning – og det vil sige vidtgående og nærtagende lovforslag af samme skuffe. ”Det er ikke noget, der står over folketinget eller grundloven,” erklærede Mette Frederiksen, og dermed er samtlige politiske kanoner kørt i stilling. Når folketinget i den allernærmeste tid tager beslutninger, som er et direkte opgør med landets kirke eller de troende borgeres kristne menigheder, da er regeringspartiets på forhånd erklærede overophøjhed en afgjort sag. Med en håndbevægelse er folkekirkens menighedsråd og frikirkernes ældsteråd sat på porten. Da er alle bisper og menighedsforstander slået for munden. Ja, da er Gud ’pligtig’ til at trække sig tilbage. Han er ’underlagt’ statsministerens påbudte ’vigepligt’. Er en sådan holdning korrekt?
STATSMINISTERENS FEJLCITAT
Da statsministeren affyrede sin tilsyneladende endegyldige salve mod landets nationalkirke og alle rigets troende borgere, var det med ord, som hun ’lånte’ fra den radikale begavelse, Viggo Hørup, der var dagbladet politikens stifter og første redaktør og i 1878 en fremtrædende politiker.
Mette Frederiksen citerede imidlertid kun to tredjedele af hans gammelkendte slogan, som i sin fulde ordlyd høres sådan:
”Ingen over og ingen ved siden af folketinget, som har sin magt fra folket.” Den sidste sætning er imidlertid faldet ud af statsministerens citat. Ordene: ’som har sin magt fra folket’ er udeladt. Og med god grund! I denne sag og med et ganske særligt gudløst formål for øje, har statsminister Mette Frederiksen ikke folket med sig!
Ja, endnu værre; hun har ikke (tør jeg sige) Gud med sig, thi om Mette Frederiksen kan de samme ord ikke siges, som i 1905 blev udtalt af Kong Christian den 9ende, der om den tids statsminister, J.C. Christensen, sagde: ”Christensen er en god, dansk mand, og Gud skal nok være med ham, fordi Christensen er en troende mand.”
STATSMINISTEREN OG JERUSALEM
Torsdag d. 23. januar 2020, var konger og præsidenter og verdensledere fra hele kloden samlet i Jerusalem til verdens femte Holocaustdag. Det var samtidig mindedagen for befrielsen af Auschwitz-koncentrationslejren, som fandt sted for 75 år siden.
Ligeved 50 statsledere var samlet på Warsaw Ghetto Square i Jerusalem – deriblandt 26 præsidenter, fire konger (fra Spanien, Holland, Belgien og Luxembourg) – og 26 repræsentanter fra den øvrige verden.
Statsminister Mette Frederiksen, der netop har talt spottende om Bibelens Gud, deltog (ifølge den offentliggjorte række af statsledere) i denne både verdslige og religiøse begivenhed.
Det har vakt harme i Jerusalem, at Polens præsident, Andrej Duda, havde meldt afbud, og som eneste grund havde angivet, at han ’ikke var sat på listen over talere’. Auschwitz-koncentrationslejren lå i Polen, og tre millioner jøder blev dræbt i de i Polen beliggende dødslejre.
På trods af dette gjorde Polen det i fjor til en kriminel handling, offentligt at anklage Polen for at have medvirket ved nazisternes krigsforbrydelser. Israel kaldte denne nye holdning for ’et forsøg på at fordreje historien’.
To skriftsteder er i den forbindelse blevet omtalt som ’en bibelsk opfyldelse’ ved denne anledning. Det første er fra Salmernes Bog 122:2-3: ”Så står da vore fødder i Jerusalem – bygget som staden, hvor folket samles” – og det andet, som er citeret af den jødiske Rabbi Tuli Weiss fra profeten Joel 8:7: ”Jeg samler alle hedningefolk og fører dem til Josafats dal. Der vil jeg holde rettergang med dem om mit folk og min arvelod, Israel, som de spredte blandt folkene, og de delte mit land.”
Rabbi Weiss lod vide, at denne samling af alverdens statsledere var ’en prøve på, hvem der ville stå på Israels side i en kommende konflikt’.
I præcis dette spørgsmål (om at stå på Israels side) er vor statsminister ikke den bedste repræsentant at sende til Israel. Hun beviste for få uger siden en stor (og i Israel ikke ukendt) modstand mod Færøernes ønske om at flytte deres repræsentanter til Jerusalem.
Set ud fra denne jødisk-rabbinske synsvinkel, får det mening, at de nationer, som er parate til at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, beviser dette ved at flytte deres ambassader fra Tel Aviv til Jerusalem. Vor statsminister vil blive mødt med venlighed i Jerusalem på grund af den indsats, som Danmark gjorde for jøderne under krigen – men måske med en smule reservation, fordi hendes stilling over for ’Hebræernes Gud’ (som er Jesu Kristi far) ikke er ukendt i Den Hellige Stad.
Læs artiklen: ’KONGEFAMILIEN BØR LYTTE’ på Retsopgøret (http://medgrundlovskallandbygges.dk).
HVER MANDAG AFTEN (i januar, februar og marts) stilles der ud fra Åbenbaringsbogen skarpt på det aktuelle profetiske scenario (både lokalt og globalt). Møderne finder sted i Nyt Håb’s lokaler Damhus Boulevard 28, Rødovre, kl. 19:00 og varer præcis halvanden time. Alle er velkomne.
0 Kommentarer