(Mt.24:15 – nr.1)
VEDERSTYGGELIGHEDEN AFSLØRET
I det store, nytestamentlige, profetiske kapitel, Matthæus 24, hvor Jesus kronologisk fører sine disciple gennem endetidens begivenheder, standser Han ved et ganske bestemt endetidstegn, idet Han særligt gør opmærksom på denne tilsyneladende afgørende hændelse; Han siger:
„Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel stå på hellig grund – den, der læser dette skal mærke sig det – da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene“ (Matt.24:15-16).
Gennem tiderne har mange søgt at finde ud af, hvad Jesus mener med ordene: ‚Ødelæggelsens Vederstyggelighed‘ – og det har ikke været muligt for dem at nå frem til en afklaret forståelse af, hvad dette begreb indebærer.
De har været underlagt det gennemgående princip, at de ikke får den slags åbenbaringer afleveret på et sølvfad. Apostelen forklarer, at (citat): ‚vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå‘ (1.Kor.13:9-10).
Ikke få har spekuleret på, hvad det kan betyde: ‚Når det fuldkomne kommer‘ – men jeg har ladet mig fortælle, at det græske ord står for det, som er selve resultatet af den fulde vækst’… altså ‘det,som er fuldt udviklet‘.
Når apostelen derfor forklarer, at (der forekommer fænomener, som vi ikke helt forstår, fordi vi ser dem ‘i et spejl, i en gåde’ (v.12) ‘så skal vi en dag blive stillet til ansigt med den fuldkomne fremtoning, og vi vil da blive helt og fuldt afklaret i vor erkendelse af det, som vi indtil da ikke har været i stand til at begribe…
Sådan er det – tror jeg – med begrebet ‘Ødelæggelsens Vederstyggelighed’. Ingen har rigtig kunne fatte, hvad denne ejendommelige formulering står for – men nu er vi nået frem til den epoke (hvad angår erkendelsen af de sidste tiders mere eller mindre tilslørede begivenheder) at vi aner omridset af det fænomen, som Jesus henviser til med ordene: ‘Ødelæggelsens Vederstyggelighed’.
“Da skal vi ikke længere erkende stykkevis,” forklarer apostelen Paulus (i sit trettende kapitel til det første Korintherbrev); “da skal vi fatte og kende fuldtud, ligesom vi selv er kendt fuldt ud (engelsk: ‘then I shall recognize according as I am recognized, also… v.12’).
På denne baggrund (at dette fænomen ikke længere er noget gådefuldt) vil det – med al tydelighed, – mener jeg – kunne afsløres, at den vederstyggelighed, som der her er tale om, er den homoseksuelle praksis. Derfor hedder det med Skriftens ord: “Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed” (3.Mose 20:13)… eller som det hedder et andet sted: “Du må ikke have samleje med en mand, som man har sammeleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed” (3.Mose 18:22).
EN SYND, DER GÅR FORUD FOR DOM
Den hebraiske tekst, som omtaler det sted i Daniels Bog, som Jesus henviser til, lader ingen tvivl mulig, at der er tale om en vederstyggelighed, som forårsager den ødelæggelse, der refereres til (engelsk: ‘the abomination, that causeth desolation‘).
Vederstyggeligheden er altså en afskyelig handling. Der ligger også i både det bibelske og det rabbinske, hebraiske ord en betegnelse, der har at gøre med en form for tilbedelse eller afgudsdyrkelse. Udtrykket ‘Vederstyggeligheden, der forårsager (er skyld i) ødelæggelsen’, findes omtalt tre gange i Daniels Bog – og alle tre gange i forbindelse med apokalyptiske syner, som henlægger denne horror-begivenhed til de afsluttende tider.
Ifølge den romerske historiker, Cassius Dio, blev det tempel, som Jesus forlod for sidste gang (efter at have forudsagt den afskyelige handling, der på et givet tidspunkt ville udløse omfattende ødelæggelse) ‘overladt til sig selv’. Den ypperstepræst, som skulle vogte og værne tilbedelsen på det hellige sted, foretog sig intet, og Tempelbjerget blev hurtigt fyldt med stenbrokker og affald, og da Hadrian blev kejser i året 138 efter Kristus, så byggede han et hedensk tempel på den forladte tempelplads. ‘Dette’, mener adskillige kommentatorer, “måtte være opfyldelsen af ‘den modbydelige begivenhed’, som Daniel omtaler – men tiden har vist, at ‘et fremmed tempel’ for romernes afgud, Jupiter, ikke er i besiddelse af den profetiske ‘kapacitet’, der skal til for at opfylde Daniels forudsigelse.
(Det samme gælder de muslimske helligdomme, som står rejst på Tempelpladsen i dag. Heller ikke de kan rumme den gru, som skjuler sig bag ordene: ‘Ødelæggelsens Vederstyggelighed’. Det er (som omtalt) kun stykkevise erkendelser, som indeholder en provisorisk forståelse.
Den virkelige opfyldelse – altså sagen i sig selv – ejer langt dybere dimensioner. Disse har ikke kun rod i materielle ødelæggelser eller synlige skændseler. Vederstyggeligheden, der vil være ødelæggende og destruktiv af en art, som verden ikke vil komme til at opleve før ved tidernes ende, er først nu ved at vise sig i horisonten. Den er (mener jeg) de ‘skændige lidenskaber’ og den ‘vildførelse’, som apostelen Paulus omtaler i sit brev til romerne. Vederstyggeligheden er (sådan forstår jeg det) den homoseksuelle livsstil, som i disse dage stræber efter at vinde globalt fodfæste. Det er den homoseksuelle agenda, der afsluttende vil herske og husere i ‘det store Babylon’. Det er den synd, som både Ny og Gamle Testamente erklærer for at være ‘en synlig afskyelighed’, og som (gennem historien) alle vegne og til alle tider går forud for Guds dom.
FORBIGÅENDE SKYGGE AF ANTIKRIST
Antiochus Epiphanes var en græsk konge, der herskede over Syrien fra 175 til 164 før Kristus. Han gav sig selv titlen ‘Epiphanes’ (hvilket betyder ‘gud åbenbaret’) – men på grund af hans grusomhed og bespottelser gav jøderne ham navnet: ‘Epimanes’, hvilket betyder ‘det gale menneske’!
Han ranede, hvad han kunne fra Templet i Jerusalem, rejste et alter for Zeus og ofrede et svin på alteret. Da jøderne klagede over denne gudsbespottelse, henrettede han et større antal jøder og solgte andre som slaver. Han forbød omskærelsen med dødsstraf og tvang jøderne til at spise svinekød.
Ikke få hævder, at dette var opfydelsen af Daniels profeti om ‘Ødelæggelsens Vederstyggelighed’, hvilket i så tilfælde umuliggør, at Jesus kunne tale om denne begivenhed som en fremtidig opfyldelse: (‘Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed… Matt.24:5, Mark.13:14 og Luk.21:20-21).
Antiochius kunne derfor kun være en forbigående skygge af antikrist. Hans bespottende handling var ikke selve opfyldelsen af Jesu ord (om den vederstyggelighed, der vil forårsage stor ødelæggelse). Denne endetids-fremtoning venter stadig på sin opfyldelse, som – efter min opfattelse – dag for dag kommer mere og mere tydeligt til kende i den militante, antikristelige, globale, homoseksuelle offensiv mod Kristi verdensomspændende menighed.
(At de islandske og danske lovgivere ved indgangen til 2019 havde den fælles indstilling, at også de ville forbyde jøderne at omskære deres drengebørn (med en straf op til 12 års fængsel) beviser, at det er de samme lovløse kræfter, der er i virksomhed, som på Antiochius tid.)
DEN SYND, DER ER ÅRSAG TIL ØDELÆGGELSEN
Kirkefaderen Augustin (379 efter Kristus) giver sin opfattelse til kende med ordene: “Lukas lader forstå, at Daniels profeti (om ‘Ødelæggelsens Vederstyggelighed’) gik i opfyldelse, da Jerusalem (iåret 70) blev lagt i grus.”
Det skriftord, som Augustin henviser til i Lukasevangeliet, lyder sådan: “Når I ser Jerusalem omringet af hære, da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær” (21:30). Lukas fortæller imidlertid om denne endetidsbegivenhed på en måde, som ikke tillader, at profetiens opfyldelse skulle være sket ved Jerusalems belejring og fald for 2000 år siden. Han skriver:
“… og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen, mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden…”
En global rædsel vil (ifølge Ny Testamente) falde over nationerne. Matthæus gengiver det samme scenario, men præciserer i sin kronologiske gennemgang af begivenhedernes forløb, at den ødelæggelse, der er forårsaget af en vederstyggelighed (som står nærmere omtalt hos profeten Daniel) skal placeres ‘på hellig grund’ (24:15).
Kirkefaderen Augustin så kun ‘stykkevist’, hvad sidenhen er bestemt til at skulle fremtræde i sin bogstavelige opfyldelse. Når det sker, har ‘vederstyggeligheden’ (i al sin djævelske gru) ‘vist sit virkelige ansigt. Da kan den synd, der er fremstillet som den virkelige årsag til de omfattende ødelæggelser, ikke længere skjules. Hvad på det tidspunkt (ifølge den bibelske overlevering) anbringes i Det Allerhelligste i Guds Tempel i Jerusalem, vil (mener jeg) være helt og fuldt præget af den homoseksuelle udstråling. Dette endetidsscenario er allerede nu (som alle tydeligt kan se) i støbeskeen. Hvis kirkefaderen Augustin havde levet i vore dage, ville også han have været i stand til at sondere terrænet ud fra dette perspektiv, og han ville (hævet over enhver tvivl) have taget Matthæus-gengivelsen med i sin fragmentariske kommentar over Lukasevangeliet – ja, han ville have betonet Jesu ord: “Når I ser denne vederstyggelighed åbenlyst placeret i helligdommen, så gør jer straks klar til det store opbrud.” Når den homoseksuelle strategi er nået frem til dette afsluttende mål, så står denne markante epoke i verdenshistorien for døren – en time, der varsler Kristi snarlige og velsignede komme…
0 Kommentarer