Det er med dyb bedrøvelse, at en udbredt del af den danske kristenhed på én af de sidste dage af en regnfuld oktober har måttet erfare, at deres folkekære kronprinsesse Mary om halvandet år – i sommeren 2021 – vil stå frem som kongelig protektor for det verdensvidde homoseksuelle projekt COPENHAGEN WORLD PRIDE.
… ikke mindst på den baggrund, at Hendes Kongelige Højhed i april 2019 i cirkusbygningen overrakte en ærenpris ved et regnbue-arrangement til landets daværende statsminister, Lars Lokke Rasmussen.
Personligt vil jeg på stedet som formand for foreningen Med Grundlov Skal Land Bygges stille det spørgsmål, som er absolut påkrævet i denne for vort land, kirke og folk så sørgelige situation: Har det danske kongehus med henblik på grundlovens 6. paragraf, som påbyder både vor nuværende og vor kommende dronning at tilhøre en bestemt, protestantisk lære, juridisk ret til at foretage et sådant skridt?
Dette spørgsmål vil jeg (og må Gud give mig nåde dertil) i det følgende – med al respekt og personlig kærlighed til vor højværdige majestæt – tillade mig at udsætte for en nærmere betragtning:
BEGUNSTIGER KONTROVERSIELT INITIATIV
Danmarks kronprinsesse Mary har i sin oktober-pressemeddelelse 2019 gjort det klart, at hun har modtaget og accepteret indbydelsen til at fremstå som protektor for det homoseksuelle arrangement Copenhagen Worldpride i august 2011.
Det vil sige, at kronprinsessen hermed påtager sig at beskytte og begunstige dette homoseksuelle verdensinitiativ – ja, at hun med sin kongelige tilstedeværelse vil ære det globale, homoseksuelle fremstød samt med sin personlige, kongelige indflydelse vil søge at udbrede kendskabet til den homoseksuelle livsstil og ved sit royale engagement overalt i den henseende vil inspirere andre mennesker til på forskellig vis at gøre det samme.
Det er (får vi at vide), at en kongelig person stiller sig i spidsen for et internationalt LGBTI-arrangement af den størrelse – og det har derfor vakt stor glæde og begejstring i det danske homoseksuelle miljø – men samtidig en bedrøvet eftertænksomhed i en anseelig del af den danske kristenhed, som bygger på den grundlovsomtalte, tyske reformator, Martin Luthers urokkelige grundsyn, at Bibelen er at betragte som Guds Ord.
GRUNDLOVSFÆDRENES HOLDNING
I kronprinsessens pressemeddelelse erklærer Hendes Kongelige Højhed følgende: ”Vi kan ikke acceptere, at nogle mennesker i verden bliver mødt med intolerance og diskrimination på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet.”
Denne kongelige holdning bør nu på det alvorligste vurderes ud fra bl.a. de danske grundlovsfædres umiskendelige fremhævelse af den absolutte nødvendighed, at det danske kongehus (citat): ’skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’ (grl. § 6)… for dermed at værne landets protestantiske tro mod et hvilket som helst overgreb fra anden religion eller politisk ideologisk side.
På samme måde som statsmagten har tilsagt sin grundlovsforpligtende støttelse af den protestantiske troslære i Danmark (grl. § 4) – sådan er kongehuset blevet befalet dets grundlovsforpligtende tilhørsforhold til den evangelisk-lutherske kirke (§ 6).
Disse to solide grundlovsbolværker mod al anden aggressiv religiøs eller farlig ideologisk indflydelse kan og bør ikke undermineres ved en pludselig kongelig accept af et protektorat, der åbenlyst søger at indføre andre værdier end dem, som 1500-tallets bibelske reformator (hvis skrifter den danske grundlov vedkender sig) med livet som indsats har overleveret de efterfølgende slægter.
KONGEHUSETS TILHØRSFORHOLD
Danmarks dronning er med hele sit hus ifølge grundlovens 13. paragraf fredhellig og bør derfor aldrig udsættes for nogen form for rettergang – men det gælder ikke dronningens rådgivere og ministre. Derfor bør der i den foreliggende for kongehuset så faretruende situation øjeblikkelig nedsættes en kommission, som slår kreds om majestæten og hendes familie for rent juridisk at finde ud af, hvorvidt den unge, højagtede kronprinsesse har grundlovshjemmel til at kunne stå frem som protektor (beskytter) af et homoseksuelt arrangement, der (erfaringsmæssigt ) på forhånd vil vække splid og med juridisk relevans vil rejse betænkeligheder med hensyn til kongehusets 150årige påbudte tilhørsforhold til en ganske bestemt kristen lære.
Hvis kongehusets egen præst, kongelig konfessionarius, Christian Thodberg, har gjort sit job ordentligt, da han i 2004 skulle indføre den unge Mary Donaldson i den evangelisk-lutherske lære, så må han have anvendt bl.a. Luthers lille katekismus. I så tilfælde vil han – med henblik på troslæren, at Bibelen er og forbliver Guds Ord – ikke have mødt nogen modstand fra den kommende kronprinsesses presbyterianske baggrund.
Hvad det her drejer sig om er imidlertid ikke spørgsmålet om kronprinsessens personlige tilegnelse af det bibelske stof, som for snart en snes år siden er blevet hende forelagt. Den aktuelle dagsorden handler nu udelukkende om, hvorvidt hendes rådgivere holder sig til den eksakte ordlyd af grundlovens 6. paragraf (samt kirkens officielle bekendelsesskrift i Luthers lille katekismus), der gør det absolut ansvarspådragende, hvis de har rådet Hendes Kongelige Højhed til at stille sig frem som kongerigets høje beskytter af et forhold, som Bibelen utvetydigt erklærer for at være regnet som den laveste synd.
LUTHERS STILLING TIL HOMOSEKSUALITET
Apostelen Paulus’ nytestamentlige brev til romerne, der af Martin Luther (hvis navn som nævnt står nedfældet i Danmarks Grundlov) regnes for at være historiens største befrielsesdokument, indledes med den stærkeste fordømmelse af den homoseksuelle praksis. Her omtales homoseksualitet som (citat): ’en vanærende lidenskab, der får kvinder til at ombytte den naturlige omgang med den unaturlige, og som får mænd til at optændes i deres begær efter hverandre, så at mænd øver skamløshed med mænd og pådrager sig den velfortjente løn for deres forvildelse’ (Rom.1:26-27).
I Luthers omhyggelige gennemgang af de natlige begivenheder i Bibelens beretning om en homoseksuel skændselshandling i byen Sodoma (1. Mose 19:4-5) hedder det ud fra den originale latinske tekst (Weimar-udgaven, ”WA43, 55-58) bl.a. (citat): ’Moses beskriver her denne forfærdelige synd… han viser os nemlig, at så snart verden gør synder til en vane, og folk trygt praktiserer dem, følger Guds straf snart efter! Derfor skal vi lære at frygte Gud og tage kampen op mod vort kød og djævelen, for at vi ikke skal komme i en sådan synd og skam, som Gud ikke kan lade gå ustraffet hen’.
Luther citeres i denne forbindelse fra Ny Testamente følgende: ”Far ikke vild… mænd, der ligger i med mænd skal ikke arve Guds Rige” og tilføjer: ”En synder vil ikke gerne, at hans synd skal komme ud blandt folk. Men således var det ikke blandt sodomitterne. Hos dem var alt kommet til det yderste, og her kunne der ikke anvendes hverken råd eller hjælp. Gud måtte komme ned fra himlen og straffe disse synder.”
Hertil er yderligere følgende at bemærke:
FORSVARER FOR LANDETS PROTESTANTISKE TRO
Samtlige forarbejder i den forfatningsmæssige litteratur, som beskæftiger sig med kongens påbudte kirkelige tilhørsforhold, lægger ikke fingrene imellem. Det gøres lysende klart, at monarken, før han (eller hun) stiller sig beskyttende over for andre forhold, så er majestæten først og fremmest forsvarer for landets protestantiske tro.
Af samme grund indebærer rækkevidden af de pligter, der påhviler Danmarks afholdte kronprinsesse utvivlsomt grundlovsforbuddet mod at foretage offentlige handlinger, som er i direkte modstrid med apostlenes lære.
Det bør derfor ikke undre nogen, at det spiller en ikke uvæsentlig rolle, dersom kronprinsessen tillader sig med sit seneste forehavende at fremme et forhold, som Bibelen tydeligt identificerer med synd.
Det er helt på sin plads, at kronprinsessens engagement som protektor for et homoseksuelt arrangement tør påtales som værende i direkte uoverensstemmelse med det religiøse påbud, der ifølge det danske parlamentariske system hviler som en uundgåelig pligt på det grundlovsbegrænsede, indskrænkede monarki. Her tillades ingen form for enevælde; her må selv majestæten bøje sig; her rejser sig kristenfolket og stiller om muligt den afholdte og populære kongehus en stol for døren. Ikke for at gøre oprør mod myndigheder, som det selv sætter højt – men for at fastholde tronen i dens tusindårige bestemmelse, som ubestrideligt (efter reformationen) har at gøre med forsvaret af landets protestantiske tro.
MAJESTÆTENS FUNKTION I FARE
Rådgiverne i det kongelige hus, hvor det næppe er uvist, om der her øves en direkte homoseksuel indflydelse, kan have mange skjulte motiver og metoder, som de mener i øjeblikket yderligere kan fremme monarkiets popularitet.
Imidlertid hviler vort afholdte kongehus ikke i folkets (eller den kulørte presses) luner og svingende velvilje men udelukkende i grundlovens urokkelige fundament.
Det er fortsat en god orden, at dronningens stilling i det danske folk aldrig bør være afhængig af et politisk-religiøst-ideologisk spil. Hvis dette sker – og det synes nu at være tilfældet med kronprinsessens homo-protektorat – så er majestætens ophøjede funktion i fare.
Dette er baggrunden for, at kronprinsessens ansvar over for Danmarks Grundlovs 6. paragraf på stedet bør underlægges en retlig bedømmelse.
Den retlige forankring af kongehusets ubrydelige forpligtelse over for forfatningsordlyden: ’Kongen skal tilhøre’ er uden tvivl blevet fremhævet ved kronprinsessens indtrædelse i den evangelisk-lutherske kirke. Hvis hun ville ægtevies til Danmarks kronprins og dermed anses som landets kommende dronning, havde hun intet valg. I så tilfældet skulle hun (om hun personligt ville det eller ej) tilhøre den evangelisk-lutherske kirke.
I den forbindelse og på denne alvorlige baggrund er det ikke nogen ’lille sag’, at kronprinsessen under påberåbelse af sit syn på visse menneskerettigheder (hensynet til f.eks. homoseksualitet og kønsidentiteter) tillader sig at ignorere de ikke ubetydelige betænkeligheder, som en væsentlig del af den danske kristenhed nærer med hensyn til kongehusets åbenlyse forkastelse af afgørende afsnit af Bibelens lære.
Spørgsmålet er derfor afsluttende dette: Har Danmarks kronprinsesse den nødvendige lovhjemmel til at overtage protektoratet af et politisk-religiøst-moralsk samfundsforetagende, som erfaringsmæssigt har forårsaget dybe splittelser i den universelle, kristne kirke.
Svaret på dette spørgsmål kan i sin egenart som værende grundlovsbetonet ikke formuleres vagt! Ifølge sagens natur hviler i denne time et stort ansvar på de rådgivere og ministre, som bør stilles til ansvar for, hvorvidt kronprinsessen er blevet ført ind i et totalt illegalt forehavende.
0 Kommentarer