JULEHILSEN
Med tak til Gud for det forløbne år ønsker vi alle vore trofaste læsere en velsignet højtid, idet vore tanker i denne stund går til alle de ulykkelige gidsler, som er spærret inde i Hamas’ tunnelgange – om dem har jeg skrevet følgende digt:
ET SKELSÆTTENDE ÅR LIGGER FORUDE
Det er evigt sandt og ikke nogen løgnelære, at Herren Jesus overdrog den såkaldte ’nøglemagt’ til den tro og åbenbaring, som apostlen Peter gav udtryk for, da han sagde: ”Du er Kristus, den levende Guds Søn!” (Matt.16:16).
’Den åbenbarelse har du ikke modtaget af noget menneske, men det er min Far, som er i Himlene, der har givet den til dig, og derfor vil jeg bygge min kirke på denne klippe, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (v.17-18, parafrase).
Det var altså ikke Peter (som person), der fik dette løfte, men det var alle dem, som havde den samme åbenbaring (der vil blive større og mere udpræget i endens tider) – ja, det er alle dem, som Herren i sin nåde skænker det nøglebundt, der kaldes ’Himmelrigets Nøgler’, og som gør dem i stand til ’at binde på jorden alt det, som skal være bundet i Himlene, og løse på jorden alt det, der skal være løst i Himlene’ (v.19).
*
Når det bliver præciseret, at Jesus vil give denne særlige magt til alle troende (for at de skal gøre flittigt brug deraf) – ja, at Jesus fremdeles siger til sine efterfølgere, at ’hvad som helst to eller tre bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske Far (thi hvor to eller tre er forsamlet om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem’ (Matt.18:19-20).
… så er det ikke et løfte, som er særligt henvendt til en kirke(for således at give den magt over sjælene) og slet ikke til den katolske kirke, som rigeligt har bevist, at den vil misbruge en sådan ’magttilsigelse’.
I øvrigt er der tilfælde, hvor Jesus særligt henvender sig til Peter, men derfor bør han ikke udnævnes ’apostelfyrste’ (sådan som f.eks. den katolske kirke har gjort det, for at begrunde ham som kirkens grundlægger).
I en sidste samtale, som Jesus har med Peter, fokuserer Herren på det eneste spørgsmål, som har betydning for, at Peters tjeneste kan lykkes. Han stiller tre spørgsmål til ham, som er væsentlige. Beretningen herom står nedskrevet i Johannesevangeliets sidste linjer, og det var tredje gang, Jesus viste sig for sine disciple, efter at han var stået op fra de døde (Johs.21:14, parafrase).
”Nu tager jeg ud at fiske,” sagde Peter til en lille flok af Herrens disciple; de var alle præget af den ensomhed, som Herren havde efterladt dem i (efter sin død på Golgata). ”Vi tager med,” sagde de andre.
Så gik hele flokken ned til søen og gik ombord i båden. (Der var en atmosfære af rastløshed og håbløshed over dem alle. Efter i tre år at have vandret med Mesteren, var hverdagen nu blevet anderledes! Den nat fangede de ingenting… v.3).
Da det begyndte at lysne til en ny, trist dag, stod Jesus pludselig inde på bredden – men disciplene var ikke klar over, at et var ham. (De vidste ikke, at selv dér, hvor Jesu trofaste efterfølgere føler sis mest forladte og uden noget virkeligt perspektiv med fremtiden, er Herren dem nær og er parat til at åbenbare sig for dem! Han er blot indstillet på, at alt forløber så naturligt som muligt. Han vil ikke, at den normale hverdagsramme, som omgiver dem, pludselig blev sprængt. Det overnaturlige– ja mirakuløse må finde sin plads i hans disciples daglige liv).
DET BEGYNDTE AT DÆMRE FOR DEM
Jesus råber nu til disciplene (som enhver anden kunne have råbt): ”Har I noget at spise?” Men disciplene vidste ikke, at det var Herren. De troede blot, at det var en fremmed, som henvendte sig.
”Nej!” råber de tilbage.
Der er et øjebliks stilhed, så råber den fremmede endnu en gang (og denne gang bliver disciplene mere opmærksomme): ”Kast nettet ud til højre for båden,” lyder det inde fra bredden. ”Så vil I fange fisk!”
Disciplene så på hinanden! Det begyndte at dæmre for dem: Den person, der råbte inde fra bredden, var ikke noget helt almindeligt menneske!
Det var jo ligesom i gamle dage, hvor Jesus var iblandt dem, og undertiden gav dem en mærkelig befaling. Helt automatisk gjorde de, som der blev sagt. De kastede nettet ud i højre side, og straks kunne de mærke, at det vrimlede med fisk. – Ja, de havde simpelthen ikke kræfter til at trække nettet indenbords, så fyldt var det (Johs.21:1-6, parafrase).
*
Johannes sagde da til Peter: ”Det er Herren!”
Peter, der havde taget tøjet af, mens han arbejdede, skyndte sig at tage sin fiskerkjortel på igen og sprang i vandet (v.7, parafrase). De andre disciple, der nu var kun 100 meter fra land, kom ind med båden, og de slæbte det fyldte net efter sig. Da de kom i land, så de, at der allerede var tændt et bål, og der lå både fisk og brød på det.
Jesus siger nu til dem: ”I kan også hente nogle af de fisk, I har fanget (v. 8-10, parafrase). Peter går så tilbage til båden og går ombord og trækker nettet på land, og selvom det var fyldt med 153 store fisk, var det ikke revnet. ”Kom nu og få noget at spise,” siger Jesus. Ingen af disciplene turde spørge, hvem han var; de vidste jo, at det var Herren (v.11-12, parafrase).
Jesus tager nu brødet og giver dem det. Det samme gør han med fiskene. Dette er allerede tredje gang, Jesus viser sig for sine disciple, efter at han er stået op fra de døde! (v.11-14).
At anse apostlen Peter for at være ’apostelfyrsten’ – ja, at tilbede ham som værende ’kirkens klippe’, er en falsk lære, som reformatorerne bittert bekæmpede, og med hvilken vore dages protestanter aldrig bør slutte fred. Åbenbarelsen om Jesus Kristus som kirkens eneste, sande grundvold er Ny Testamentes uomstødelige lære!
Det nye år, som åbner sig for vore øjne, er mere end nogensinde en udfordring til, at vi skal være på vagt over for de falske profeter. Især dem, som fører et sprog, der vidner om forførelsen, der må komme. Den tale, som vil bringe Guds kirke i den største fare.
DEN STORE SKØGE
De ’syv vredeskåle’, som hældes ud over himlen og jorden, floder, kilder, mennesker og ’dyrets trone’ gengives (i Åbenbaringbogens det 16. kapitel), at Gud er vred. Det er et kapitel, som adskiller sig fra alle andre kapitler i Den Hellige Skrift ved at fortælle os, at Gud nu er opfyldt af en sådan harme, at han giver sig til at smadre hele sit forunderligt gennemtænkte skaberværk.
Herrens ubændige vrede, som ved første øjekast synes at være ustyrlig, viser sig (ved nærmere betragtning) at være guddommeligt kontrolleret, idet den overvældende rasen er delt op i ’syv skåle’, der omhyggeligt tømmes én for én – og giver rum for (hele tiden) at være så tilbageholdende, at folk kan nå at omvende sig, før den næste ulykke rammer jorden.
Til sidst, da enorme hagl på 40 kilo regner ned over folk, der spotter og forbander menneskene Gud. De omvender sig ikke, og de ydmyger sig ikke ved dette møde med Guds vrede. Lad os da sammen undersøge dette fænomen, som giver sig udtryk i det totalt forhærdede hjerte.
*
”Kom! Jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de mange vande.”
Sådan lyder den engels røst, der er ’en af de syv mægtige budbringere’, som tidligere har fortalt Johannes (Herrens discipel) om nogle af de rædsler, som vil gå over jorden i de sidste dage. Vi får ikke klar besked om, hvilken af de syv engle, der er tale om, men da den 6. engel udgyder Guds vredeskål over floden Eufrat, da udtørres flodens vand, så vejen bliver banet for kongerne fra solens opgang (Åb.16:12) – da ligger det nær at formode, at det er ham, der her henvises til!
Johannes fortæller videre, og vi lytter forfærdet til, hvorledes den syvende engel slutter med ’at tømme sin vredeskål ud i luften (Åb.16:17).
(Vi skal huske, at når den anden og tredje vredeskål bliver tømt ud over havet og udover det ferske vand rundt omkring på jorden, – ja, ’vandet bliver til blod ligesom blodet fra et lig, og alt levende i havet dør’ (Åb.16:3, parafrase).
*
Når den første engel hælder det grusomme indhold af den første skål ud over jorden, så bliver alle mennesker, der har dyrets mærker (og som derfor alle som én tilbeder dets billede) ’ramt af ondartede og slemme bylder’ (Åb.16:2).
Den, der ikke vil tage dyrets mærke på sig, kommer til at gå helskindet gennem denne landeplage. De kristne, som nægter at tilbede dyrets billede (fordi de adlyder Israels Gud, der siger, at de alene skal ’tjene og elske Ham af hele deres hjerte…’ 5. Mose 6:5) bliver guddommeligt bevaret for denne frygtelige domsplage.
De gudløse bliver imidlertid opbragte over denne Guds plage, som rammer hele jorden, idet de særligt anklager Skaberen for at ’forurene alle floderne og kilderne, så vandet bliver til blod’ (Åb.16:3-4).
Vi har arbejdet i årevis på at gøre alle floder og kilder rene, og vi har prøvet af al magt at holde miljøet rent – ja, vi har straffet de mennesker, som ikke adlød vort bud og befaling om at holde jorden ren, og så siger I, at det er Gud, som tillader – ja, personligt forårsager en så omfattende besmittelse og dødbringende forurening af alle klodens kildevæld, bække, floder og strømme.
DET HAR DE FORTJENT
De kristne skal til at forsvare Guds handlemåde. De vil prøve at få mennesker til at forstå, at det er plager, der ligesom på Faraos tid vil tvinge de vantro spottere i knæ – men de får næppe åbnet mundet for at forkynde anvendelsens budskab, før en Guds engel tager ordet, og råber: ”Du er retfærdig, du hellige Gud, som er, og som var, fordi du har fældet denne dom og gjort alt det rene vand til blod… Du har givet dem blod at drikke. Det har de fortjent (Åb.16:6, parafrase).”
Hvem er det, der råber sådan?” spørger de tørstende masser harmfuldt. (De er parat til at straffe den skyldige, der tør påstå en så vanartet lære). ”Hvem er det, der prøver at bilde folk sådan noget ind. Henret dem øjeblikkelig! Det er sikkert dem, som har forgiftet vore brønde og ødelagt vore rensningsanlæg.”
De bliver da overrasket over at høre, at det er selve ’vandenes engel’, der nu melder sig. Det er Gud, som står bag katastrofen! Ja, selve alteret i Guds Tempel svarer og siger: ”Det er sandt! Det er Herren, Den Almægtige, der står bag dette, og hans domme er alle retfærdige og rigtige!” (v.7, parafrase)
*
Den fjerde engel (Åb.16:6) tømmer sin vredeskål – men ikke over jorden, hvor de øvrige skåles indhold fremkalder alverdens plager og pinsler. Denne engel sigter på solen, som i dens nøje udmålte afstand fra jorden altid har holdt temperaturen på et for menneskes behageligt stade.
Nu forstyrres denne ’afstandsbestemmelse’ betydeligt. Efter at skålens indhold af en mægtig engel er hældt ud over solen, bliver flammerne fra den brændende klode større og større.
De strækker sig nu mange hundrede kilometer ud i det tomme rum, og en ulidelig hede når til jordens overflade!
Alle bliver forbrændt af den voldsomme varme. Solen, som før var en god ven, bliver nu menneskebørnenes største fjende. Folkemasserne vender sig mod Skaberen og forbander hans navn – ja, de spotter Gud og siger: ”Nu kan vi alle se, hvor lidt magt, jeres Gud har over sit skaberværk! Nu har han åbenbart mistet kontrollen! Jeres Gud er tilsyneladende ikke længere i stand til at styre elementerne.”
Der var ingen, der omvendte sig, og ingen gav Gud ære. Ingen bøjede sig og bad om tilgivelse (Åb.16:4-5, parafrase). Alle deltog helhjertet i det store spottekor…
Så tømmer den femte engel sin skål ud over dyrets trone! (Åb.16:10, parafrase) Og dets rige bliver indhyllet i mørke. Folk bider sig i tungen af smerte, og forbander Gud i himlene for deres pine og bylder, men de fortryder stadig ikke, hvad de er i færd med at gøre. Vilddyrets hovedsæde bliver ramt! Det er et meget strategisk træk, som her foretages. Derved bliver nemlig hele det gudsfjendtlige rige lagt i mørke! Og det er vel at mærke en ’mørklæggelse’, som er ’til at tage og føle på (2.Mose 10:21). Det er et tykt rædselsmørke (v.22), ’hvor folk ikke længere kan se hinanden, og ingen tør flytte sig af stedet…’
– men det opløftende ved denne plage er, at overalt, hvor der findes Guds børn og mennesker, som tilbeder Herren, der skinner lyet stadig, og mørket kan simpelthen ikke få bugt med det (Johs.1:4-5).
KAMPEN MOD DEN STORE SKØGE
Lad os kaste et blik på de forskellige faser af historien, som har ført op til de organisationer – katolske som protestantiske – der har foranlediget det endemål, som nu står for vore øjne: ’Kampen mod den store skøge’.
Dette ’endelige mål’ er ikke opstået i menneskes sind over en kort tid. Der skulle gå slægtled, før det kunne formuleres – og før man kunne nå frem til et tal, 666, som da skal blive ledetråden for den sidste generation.
Det første billede, som træder frem af tidernes tågeslør, er kejser Konstantin, som i midten af det 4. århundrede overværede en række konciler, hvor de kristne allerede debatterede og kom til nogle konklusioner, som siden har sat sit præg på udviklingen.
Vi ser således ’den store kejser’ siddende på en gylden trone midt i byen Nicæa, hvor han lytter til biskopper og præster, som alle taler græsk – og da kejseren kun kan forstå lidt af, hvad de siger, kan han blot være tilskuer (eller tilhører) til de voldsomme meninger, som der bliver givet udtryk for.
Han oplevede således det stormfulde møde, hvor den gamle Arius rejste sig for at tage ordet – men blev forhindret af Nicholas fra Myra, som slog ham i ansigtet, hvorefter han løb ud af salen. Derefter så han med egne øjne, at mange af koncilets deltagere løb bort fra mødet, mens de holdt sig for ørerne i forfærdelse over den kætterske lære – ja, det blasfemiske og oprørske dogme, som Arius præsenterede.
*
Arius blev præst i Alexandria i året 312 – og han kom med en hel ny forklaring på det uforklarlige begreb, der går under det ’nyopfundne teologiske begreb’, som kaldes ’treenigheden’.
Arius var en ældre mand (50 år) og havde ry for at leve et særdeles afholdende liv. Folk i Alexandria satte pris på den slags folk – især hvis de kunne tale til mængden i et sprog, som alle kunne forstå.
Han var i det ydre en høj, statelig person med et blegt ansigt – og det var denne mand (med de alvorlige, kloge øjne) som mørkets onde magter havde udset til at være redskabet til en vildførelse, som skulle føre mange mennesker i fordærv. Arius påstod nemlig, at Jesus nok var til før verdens grundvold blev lagt – men at han ’ikke var fra evighed af’!
HERREN JESUS REDUCERES
Arius erklærede altså, at ’Jesus var blevet skabt af intet’ (ligesom verden var blevet dannet ud af ’det store intet’). Guds Helligånd var på samme måde opstået ved at blive skabt af Jesus. Resultatet var, at datidens kristne blev opfordret til at forstå, at ’Jesus er en skabning (som alle andre skabninger’)
Han forbliver stadig at være: ’Guds ypperste skabning’ men ikke, som kirken i dag lærer: ’Sand Gud fra evighed af’ – ja, på denne måde reduceres Herren Jesus til at være en slags ’halvgud’ (og samtidig frakendes Helligånden enhver form for guddomsvæsen).
Denne ’ypperlige forklaring’ blev med glæde modtaget af mange mennesker, som ikke ville godtage, at Guds væsen ikke kan begribes med forstanden.
Den gamle biskop i Alexandria rejste sig mod denne vranglære. Han forblev ikke tavs (som det desværre ses i vor tid, at bisperne ikke tager til genmælde når de værste overtrædelser viser sig). Biskoppen i Alexandria hed meget betegnende ’Alexander’, og han hævdede med bestemthed, at ’Sønnen er født fra evighed af, og at han er af samme guddomsvæsen som Faderen’.
Den gamle mand havde en god støtte i en ganske ung mand ved navn ’Athanasius’. Han var af ydre en direkte modsætning til den høje, flette Arius;
… en lille person, yderst uanseelig for mennesker at se – ja, han opfyldte helt bogstaveligt, hvad der står skrevet i 1. Kor. 1:27: ”Det for verden skrøbelige udvalgte Gud for at gøre alt det stærke og store til skamme.”
*
På et landemøde, som bestod af en forsamling af biskopper og præster i Alexandria i året 321, blev kætteren, Arius, lyst i band og udelukket af kirken! Han blev kaldt ’en forløber for antikrist’. Dette er en bibelsk måde at stå forførelsen og vildfarelsen imod, som synes at være helt ude af brug i dag (hvor man har med de mest skæve opfattelser og kirkelige lærdomme at gøre).
Det er således i dag adskillige ’forløbere for antikrist’, som går lyslevende rundt iblandt os, og som prædiker lærdomme, der er en vederstyggelighed i forhold til den sunde lære. Disse mænd og kvinder burde sættes på porten – hellere i dag end i morgen. De har ingen ret eller del i Guds Rige og burde for længst være udelukket fra Guds kirke.
Det var her, at den unge mand, som biskop Alexander i Alexandria havde taget til sig, Athanasius, så faren; han trådte modigt frem og forelagde biskopperne, hvad han mente – og det kendtes, at gennem ham havde Guds Ånd talt.
*
Ingen af de lærde bisper kunne gendrive, hvad denne uanseelige, unge mand fremlagde. Hans ord klarede pludselig op i forvirringen som solens lys kan sprede morgentågen. – Ja, endog kejser Konstantin (som ikke havde det store begreb om sagernes tilstand), blev bevæget ved at lytte til den lille, ubekendte prædikant fra Alexandria – og dermed blev ’det nikænske symbol skabt, og det lyder stadig i dag med kraft og Ånd i den aktuelle kirke således:
- ”Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader, himlens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber (Den sande kirke tror altså på en usynlig verdens eksistens
- Jeg tror på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider. (Den sande kirke tror altså på, at Jesus har været til før noget andet eksisterede).
Hvad der er brug for i dagens Danmark er en person, som vil stå frem og forkynde disse sandheder med kraft.
EN VIRKELIG STATSMAND
”Tre skrider statelig frem, fire har statelig gang,” siger Ordsprogenes Bog (30:29)og giver dermed udtryk for en vis anerkendelse. Der er en måde for en statsmand at handle på, som i sin fornemme fremgangsmåde er en statsmand værdig.
- Løven, som er kongen blandt dyrene og ikke viger for nogen!
- En sadlet stridshest, som er parat til kamp
- En konge, som står frem midt i sin hær
- … og en buk, som stolt fejer sine modstandere til side.
Disse tre, fire billeder er Bibelens tydelige eksempler på, hvorledes en virkelig statsmand (og ikke kun en forpjusket politiker) bør stå i spidsen for sit folk, når trange tider banker på døren.
*
Billedtalen i Ordsprogenes Bog er enkel i sin fremstilling af sandheden, at selv børn kan forstå den. De små kan let fatte, at en løve går uforfærdet dens fjender i møde! Dens fremtræden på verdensscenen er så sikker og så truende, at alle fjender straks må tage flugten. Der er ’noget kongeligt’ over den; en løve er ikke til at spøge med!
Det samme gælder en stridshest, der allerede ’er sadlet og gjort klar til kamp’. (Om dette billede er Herren selv grebet, når han overfor Job maler en sådan ’kampens ganger’.
”Har du givet hesten dens styrke?” spørger Gud, ”eller har du måske sat den flagrende manke på dens hals? Har du lært den at skræmme alle med sin vilde prusten?”
Med enorme kræfter stamper den utålmodigt, når den står klar til kamp. Den kender ikke til frygt og rædsel, fjendens sværd kan ikke skræmme den. Pilene flyver over hovedet på den, spyd og sværd blinker omkring den. Den stormer rasende gennem slagmarkens larm og står fast, når den hører signalet fra hornet. Den pruster, når der blæses til kamp, når den lugter striden på lang afstand og hører fyrsternes kommandoråb.
’En stolt buk’ og ’en konge midt i sin hær’ er de afsluttende billeder, som Skriften giver af en statsmand, som fører an i krig. Med oprejst skikkelse og hævet hoved hviler hans blik på de opmarcherede geledder. Han ar parat til kamp…
*
”Har du handlet som en dåre i overmod,” slutter billedtalen, ”og tænker du (i dette øjeblik) på ondt (mod en sådan statsmand) – så gør du bedst i at holde mund.”
– og så gives den sidste salve, som er god at få forstand af. Den siger: ”Tryk på mælk giver ost, tryk på næsen blod, og tryk på vrede trætte (Ordspr. 30:32).
Det vil sige, at ethvert pres har sin naturlige konsekvens. En virkelig statsmand står fast på sandheden uanset, hvor hårdt presset bliver!
Læs under Retsopgøret artiklen: ’RETSKILDEN’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)
I øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526
NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.12.01.2024
0 Kommentarer