BLODVIDNERNES DAGE
Kirkehistorien fortæller om blodvidnernes dage i menighedens første tid, og lader os forstå, at sådan vil det også være i afslutningens epoke: Det vil blive en tid med grufulde trængsler – men også dage med en rig indhøstning i Guds Rige.
Forude venter der Guds Kirke en ’ildprøve’, hvor de troende forstår, at ’det, som hænder os, er ikke noget underligt (1.Pet.4:12). ”Nej, jo mere vi får del i Kristus-lidelser, des mere vil vi glæde os, så at vi også kan glæde og fryde os, når hans herlighed åbenbares (v.13).”
”Vi er altså salige, når vi hånes og spottes for Kristi Navns skyld – for det er herlighedens Ånd, Guds Ånd, der hviler over os.”
Han, som førte de første kristne sejrrigt igennem fortidens blodige kampe for evangeliet, han er i dag den samme, som ved sit folk vil stå de gudløse regeringer imod!
”I skal hades af alle for mit Navns skyld,” siger Jesus (Matt.10:24) – og det vers vil vi lære udenad, for det ord går helt sikkert i opfyldelse i en ikke fjern fremtid.
*
”En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules,” siger Jesus. Det er billedet af den bekendende menighed, som lyser op i det utrygge trængselsmørke.
Det, som den ’politiske verden’ raser mest over, er dette, at de kristne ’ikke skikker sig lige med dem’ (Rom.12:2) – tværtimod, ’lader de sig forvandle gennem en fornyelse af deres sind’, så de er i stand til i de mørkeste perioder af trængselstiden at ’kunne skønne, hvad der er Guds vilje’ – og det er altid ’det gode, velbehagelige og fuldkomne (v.2). En hedensk forfatter fra de tider skriver om de troende: ”De kaster had på hele menneskeslægten, og selv er de hadede af alle for deres misgerninger.”
De kristne måtte i denne trængselsens tid først og fremmest give afkald på enhver beskæftigelse, der havde med afgudsdyrkelsen at gøre. Der kunne ikke være tale om at vedblive med et sådant arbejde i djævelens tjeneste. Men dette vakte medarbejdernes raseri og førte let til, at de angav de kristne for øvrigheden.
Fremdeles havde hedningerne talrige fester for deres afguder. Den kristne holdt sig borte, hvilket i folkets øjne blev betragtet som en forbrydelse. Hedningerne indbød hverandre til de selskaber, der fandt sted efter ofring til afguderne. Den omvendte kunne også få sådanne indbydelser; hans afslag blev taget som en fornærmelse. Alle vegne stødte tro og vantro sammen, så forbitrelsen fik stadig ny næring.
21 ONDSKABSFULDE DÆMONER
I de sidste dage vil atmosfæren være fyldt med e 21 ondskabsfulde dæmoner, som bliver sluppet løs. Listen over deres navne står omhyggeligt opført i Pauli første kapitel i hans brev til Romerne (v.28-32), hvor der bl.a. står nævnt, hvad samfundet er fyldt med: ’hemmelige og åbenbare bagvaskere’. Her vil medierne (og især den kulørte presse) have en afgørende indflydelse, og de er meddelagtige i den forbrydelse, at man bruger enhver given anledning til at lægge de kristne for had. Disse æreskændere er på forhånd godt kendt med ’Guds retsordning’ (og ved altså udmærket besked med hensyn til, hvor alvorligt Gud ser på denne overtrædelse) – men på trods af dette ’hænger de til stadighed de kristne ud’ og vanærer dermed disse menneskers tro og livsførelse.
Det er i den forbindelse, at apostlen Johannes skriver til de kristne og opfordrer dem til at ’holde ud i trængslerne’. ”I har hørt om antikrists ånd, at den skal komme – ja, at den allerede nu er virksom i verden,” skriver han (1.Johs.4:3) og fortsætter: ” Børnlille, I er af Gud, og I har sejret over dem, fordi han, der er i jer, er større end han, der er i verden (v.4).”
Derefter afslører han tidsånden, idet han siger om de ondsindede forfølgere af de kristne: ”De er af verden, og verden hører dem!” (Folk sidder klistret til deres TV-skærme, der ansvarsløst hænger præster og prædikanter ud).
”Men vi er af Gud,” slutter apostlen, ”og den, som kender Gud, hører os! Derpå kender vi sandhedens ånd og vildfarelsens ånd (4:6).”
DET VAR ALTSÅ HERODES ANTIPAS, DER REGEREDE
”Da nu Jesus var født i Betlehem i kong Herodes dage…” hedder det i Matthæusevangeliet, og vi bliver dermed (med det samme) gjort opmærksom på, at Guds Søn kom ind i denne verden på ’et sted’ og ’til en tid’, som var fyldt til randen med truende trængsler.
I Juda regerede den konge, der døde 4 år før Jesus blev født, og som kaldtes ’Herodes Den Store’. Han var søn af Antipatis og Cypros, en arabisk kvinde. Han blev installeret som ’procurator i Judæa’ af selveste Julius Caesar i året 47 før Kristus og blev 10 år senere (år 37 før Kr.) udråbt til konge over Judæa.
Det var altså den Herodes, som kun var 25 år, da han blev indsat som konge over Judæa – og som byggede jødernes 2. tempel (der omtales med ordene: ’I seks og fyrretyve år er der bygget på dette tempel, og du, Jesus, vil rejse det på tre dage…’ (Johs.2:20).
Da ’Herodes Den Store’ døde i år 4 før Kristus, blev hans rige delt. Hans søn, ’Herodes Antipas’, regerede over Galilæa fra år 4 før Kristus til år 39 efter Kristus (Luk.3:1-2).
Det var den Herodes, der hørte rygtet om Jesus – ja, det var ham, der regerede i Galilæa, og som sagde til sine folk (da han hørte om de overnaturlige gerninger, som Jesus udførte): ”Johannes Døber, som jeg lod halshugge, er blevet levende igen! (Matt.14:1-2).”
(Da han hørte om de ’overnaturlige kræfter’, som fulgte Jesus i hans tjeneste, så blev han rædselsslagen, og han plagedes af sin fortid, hvor han havde ladet Johannes arrestere og smide i fængsel).
*
… men det er ikke det hele (af alle de ugerninger), som denne Herodes havde på samvittigheden. Historien (og Bibelen) fortæller følgende: Dengang han som romersk guvernør fik Johannes Døber arresteret og smidt i fangehullet, så var det særligt på grund af den kvinde, Herodias, som han nu var gift med (v.3, parafrase).
Hun hadede Johannes Døberen af hele sit hjerte – ja, hun spekulerede nat og dag kun på en ting: ”Hvordan kan jeg få denne mand slået ihjel?” Baggrunden for dette ustyrlige had, som djævelen havde fyldt hendes hjerte med, var, at hun i virkeligheden var gift med Herodes’ bror, Filip, inden hun blev Herodes’ kone – og netop det havde Johannes Døberen sagt åbent op i kongens ansigt: ”Du har ikke lov til at gifte dig med din brors kone!” (v.4, parafrase)
Herodes havde derfor ofte tænkt på at lade Johannes henrette, men han var bange for folkets reaktion; de anså nemlig Johannes for at være en profet.
Men så blev det Herodes’ fødselsdag, og Herodias’ datter dansede for det brogede selskab. Herodes selv blev så betaget af hende, at han på stedet og med dyre eder lovede at give hende lige, hvad hun ville have (v.6, parafrase). Pigen løb ud til sin mor og spurgte, hvad hun skulle ønske, og Herodias blev i det øjeblik klar over, at hun her kunne opnå at få Johannes henrettet.
”Sig til Herodes, at du vil ha’ Johannes Døberens hoved på et fad,” sagde hun. Pigen løb hurtigt tilbage til Herodes og sagde til ham: ”Giv mig Johannes Døberens hoved på et fad!”
Herodes blev mørk! Han var i et øjeblik i vildrede. Han havde absolut ikke lyst til at efterkomme pigens ønske, men på den anden side, havde han – for øjnene af alle gæsterne – givet hende et løfte. Derfor vendte han sig brat til en tjener og gav ordre til, at Johannes skulle halshugges i fængslet.
Festen fortsatte på slottet indtil det øjeblik, hvor der blev kaldt på pigen. Hun løb udenfor salen, og her ventede en tjener hende med et fad – og på fadet lå Johannes Døberens blodige hoved. Hun tog fadet og skyndte sig at give det videre til sin mor. Johannes’ tilhængere kom og hentede liget og begravede det. Så opsøgte de Jesus og fortalte ham, hvad der var sket. (v.12, parafrase)
VI SÅ HANS STJERNE I ØST
En dag kom en gruppe fremmede rejsende. Det var fornemme vismænd, som var i stand til at tyde stjernerne – og de ankom fra Persien, som ligger nordøst for Jerusalem, og de spurgte: ”Hvor er det barn, som er født til at være jødernes konge? Vi har set hans stjerne stå klart på himlen i øst, og vi er blevet klar over, at det barn nu må være født – og derfor er vi kommet for at tilbede ham,” sagde de.
Da den stedlige magthaver, Herodes, fik nys om dette, blev han først forfærdet, for han vidste, at hans trone nu var i fare. (På samme vis vil de nuværende herskesyge mænd og kvinder reagere overfor de nyheder, som foreligger fra Guds Rige, at nu vil det ikke vare langt, før stjernetegn og andre himmelfænomener forudsiger, at Jesus kommer snart igen!)
Uroen spreder sig i folket, og der er uafbrudt mænd, som står op og vidner, at det er sandt: ”Jødernes konge er på vej!”
Herodes, der er dybt foruroliget i sin sjæl ved disse nyheder, kalder ikke de politisk kyndige sammen. Han har i denne sag ikke brug for nogen verdslig kundskab, og regner i denne situation de rådgivere, han har ved hoffet, for uduelige. I stedet henvender han sig til de ledende præster og skriftkloge med følgende spørgsmål: ”Hvor er det, at den konge, der er nævnt i Bibelens Skrifter, skal fødes?” (v.4)
… og vore dages magthavere vil have samme fremgangsmåde. De vil på det tætteste overvåge de skriftkyndiges optegnelser, og det vil ikke være nogen hemmelighed for dem, hvem disse iagttager som kirkens største fjende! Derfor er de yderst tilfredse med, at der er nogle bibellærere, som vil røbe Herodes fødestedet for jødernes konge. ”Det er i Betlehem, at jødernes kommende konge skal fødes,” siger de. ”Det står i profeten, Mikas’ bog. Dér hedder det nemlig: ”
”Du, Betlehem i Juda, du er ikke den mindste af Judas byer. Thi fra dig kommer en fyrste, som leder mit folk (v.6, parafrase).
… og dermed begynder den uhyggeligste krig, som finder sted i Israels hjerte, Betlehem, og som sender et skrig til himlen, der er lige så mægtigt som det råb, der lød fra Egypten, da en anden Farao herskede og befalede sit folk til at udføre den samme udåd overfor israelitterne.
(Det hedder nemlig i 2. Mose 1:22: ”Da udstedte Farao til hele sit folk: Alle drengebørn, der fødes, skal kastes i Nilen, mens pigebørnene skal I lade leve!”)
HERODES BESAT AF MORDERTANKER
Herodes kalder nu i hemmelighed stjernetyderne til sig og forhører sig indgående om, hvornår stjernen var kommet. Det er ham tilsyneladende en meget vigtig sag at få rede på dette spørgsmål, for han huser i det øjeblik kun ’mordertanker’ – ja, han er som besat af det tvangsbillede, at en nyfødt ’jødisk konge’ vil støde ham fra tronen. Han søger derfor af al magt at få de tilrejsende ’stjernetydere’ til at røbe så meget som muligt af det, de har observeret på stjernehimlen – ja, kongen viser den dybeste interesse for deres forklaringer (Matt.2:7, parafrase).
Så sender Kong Herodes de fornemme stjernetydere til den lille, ubetydelige by Betlehem med den klare befaling: ”Find ud af, hvem ’det nyfødte barn’ er! Giv mig så nøjagtig besked, når I har fundet ham. Jeg vil så selv komme til byen for at tilbede ham… (v.7, parafrase).”
Stjernetyderne lytter opmærksomt til kongens ord, og de tager af sted (uden at give udtryk for, hvad de inderst inde tænker) – og de opdager til deres glæde, at stjernen (som de første gang har observeret i øst) nu bevæger sig langsomt på himlen foran dem.
Overvældet over, at selv himmellegemerne nu viser dem på vej, standser de til sidst deres lange rejse fra Persien præcis på det sted, hvor stjernen står stille…
Jublende af glæde går de ind i en fattig staldbygning og finder her det lille barn og dets moder, Maria – og de falder alle straks på knæ og begynder at tilbede den lille! Derefter fremtager de deres gaver og ædelt guld samt røgelse og myrra (v.12, parafrase). Trætte efter den lange rejse går stjernetyderne til ro – og bliver da i drømme advaret af Gud, som siger til dem: ”Tag ikke tilbage til Herodes! Han vil slå barnet ihjel – og de fornemme fremmede bryder da op og tager en anden vej hjem til deres eget land.
*
Denne beretning, der indleder det første evangelium (og altså er noget af det første som fortælles i Ny Testamente) står som et varsel om, at de verdslige myndigheder ikke er til at stole på, når det drejer sig om de kristnes liv og ejendom i de sidste dage. Farao og Herodes er de hovedfigurer, der dukker frem på skærmen, når talen falder på den trængsel, som venter Jesu Kristi Kirke forude.
Vi læser derfor videre i beretningen om det lille Jesu-barns skæbne, at da stjernetyderne var rejst, kom en engel i en drøm til Josef og sagde til ham: ”Tag til Egypten med barnet og hans mor og bliv der, indtil jeg siger til!” (v.13, parafrase)
Det er værd at lægge mærke til, at englene, som hidtil har henvendt sig til Maria, barnets mor (og fortalt hende om fødslen og alt, hvad der i den forbindelse berører hende), de henvender sig her (hvor det drejer sig om beskyttelsen af barnet og dets mor med hensyn til Herodes efterstræbelser) til Josef som den ansvarlige for familien.
ET RAMASKRIG
”I nattens mulm og mørke stod Josef op og flygtede til Egypten med Maria og Jesus (v.14, parafrase). Dette er i virkeligheden svaret til alle dem, som forgæves venter en ’bortrykkelse’ fra trængselsperioden (og ser dette som den eneste udvej). Skriften anviser her én af de frelsesveje, som Herren vil bruge for at redde sine hellige midt i trængslens værste timer og dage: ”Flygt til det sted, jeg vil vise dig, og bliv på det sted, indtil jeg fortæller dig, at vejen er fri!”
På den måde går det nemlig, som Gud har forudsagt. Hos profeten Hosea står der: ”Fra Egypten henter jeg min søn (v.15, parafrase).”
*
I mellemtiden er det gået op for Herodes, at stjernetyderne er sluppet ham af hænde. Han anser det som et bevis på, at de fornemme fremmede ’har narret ham’ og han bliver rasende, og han sender straks folk af sted med ordre til at dræbe alle drenge under to år i selv Betlehem og i hele området omkring byen.
(De to år passer nøjagtigt med det tidspunkt for barnets fødsel, som stjernetyderne have oplyst.)
Da gik det ord i opfyldelse, som er talt ved profeten, der siger: ”I Rama høres et hjerteskærende skrig! Der er gråd og jamren overalt. Det er Rakel, der græder over sine spædbørn; hun vil ikke lade sig trøste. De er ikke mere,” græder hun…
DRAG TIL ISRAELS LAND
Det sidste afsnit af beretningen om Herodes’ forsøg på at dræbe den nyfødte konge over Israel, Jesus Kristus (som vi finder i det 2. kapitel af Matthæusevangeliet fra vers 19-23) har været udsat for en del kritik af den nyeste version af den ’parafrase-oversættelse’, som går under navnet: ’Den nye Aftale’.Her findes nemlig ikke mindre end to af de tresindstyve eksempler, hvor oversætterne klart beviser, at de er drevet af et ’politisk motiv’, når de (med tydelig målbevidsthed) undgår navnet: Israel!
Den originale tekst lyder sådan: ”Men da Herodes var død, se da viser en Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: ”Stå op, tag barnet og dets moder med dig og drag til Israels land; thi de, som stræbte barnet efter livet, er nu døde (Matt.2:19-21).” (Hele to gange nævnes ’Israels land’ i denne korte tekst).
Hvorledes undlader parafrase-oversættelsen, ’Den nye Aftale’, at nævne ordet: ’Israel’ i det afsnit af Ny Testamente, hvor grundsproget tydeligt omtaler landet?
Det sker ved, at man lader Josef ’rejse tilbage’ (i det første tilfælde) og at man lader ham ’rejse hjem’ (i det andet tilfælde). På den måde undgår man at nævne Israel, hvilket har skabt en del debat – især i denne tid, hvor navnet ’Israel’ på grund af den ophedede situation i Mellemøsten er udsat for en hadkampagne.
TYRANNEN ER DØD
Men da Herodes var død (og mange mennesker i Israel åndede lettet op, for tyrannen var dermed en gang for alle sat ud af spillet) så viste en engel sig atter for Josef i en drøm. Den bragte ham det budskab, at den mand (som ville give guld og grønne skove for at se den lille dreng død og begravet) – han var nu selv blevet offer for den samme skæbne, og dermed var vejen tilbage til Israel fri.
”Nu kan du rejse tilbage til Israels Land,” sagde englen – og det gjorde Josef! Han gjorde sig straks klar, og kort efter var han på vej med et æsel, barnets mor og den lille Jesus. Den hellige familie vandrede under Herrens beskyttelse den lange vej tilbage gennem ørkenen og nåede velbeholdent Israels Land. Her hørte han ’dårlige nyheder’. Man fortalte ham, at i Judæa var Herodes søn, Arkelaos, blevet konge efter sin far.
Josef blev bange, da han hørte dette. Han ville ikke ta’ til Judæa. ”Det er for farligt,” tænkte han; og Gud så med velbehag på, at Josef ikke ville ta’ nogen chance. Derfor talte Herren til Josef i en drøm, og gav ham følgende besked: ”Ta’ til Galilæa!”
Da Josef ankom til den by, som hedder Nazaret, var han ikke klar over, at det var Gud, der havde lagt denne frygt for Herodes’ søn i ham. På den måde gik nemlig det i opfyldelse, som Gud havde forudsagt gennem profeterne. De sagde, at ’menneskesønnen vil blive kaldt en nazaræer’.
Dette er beretningen kort genfortalt om fremtidens begivenheder, som indeholder megen trængsel! Det er samtidig på høje tid, at Kristi menighed forstår, at de verdslige regeringsposter vil blive besat af blodtørstige mænd, der ligner dem, som forfulgte den første menighed til døden. Det varer ikke længe, før ’blodvidnernes dage’ gentager sig…
Læs under Retsopgøret artiklen: ’RAVNENE’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)
Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526
NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 10.05.2024
0 Kommentarer