BUDSKABET, SOM JØDERNE LÆNGES EFTER
Den unge, magre munk, som en mørk vinterdag i året 1517 hastede gennem Wittenbergs gader, vakte ikke nogen særlig opmærksomhed. Ingen anede på det tidspunkt – og mindst af alt ham selv – at det, som han den dag havde så travlt med at få udført, skulle få vidtrækkende følger: Den kristne verden ville fra dette øjeblik aldrig blive den samme igen! De sammenrullede plakater, den kutteklædte mand bar under armen, var beskrevet med ord, der byggede på en åbenbarelse. Ordene skulle sætte verden i brand, og åbenbarelsen var hentet fra det vers i Romerbrevet, som siger: ”I evangeliet åbenbares retfærdigheden fra Gud, af tro til tro, som der står skrevet: Den retfærdige skal leve af tro (1:17)… det er af tro fra først til sidst (siger en engelsk oversættelse.”
Nogen forestilling om, at disse papirruller skulle være med til at antænde en ’reformation’, var langt fra den unge munks tanker; da han på Alle Helgens Dag forpustet nåede frem til slotskirken, gjorde han kun, hvad der var skik på den tid: Han slog sit emne op på slotskirkens dør og indbød dermed til debat. Papirrullerne offentliggjorde hans teser!
I et almindeligt forløb ville den unge munks ærinde ikke have vakt nogen synderlig interesse. Imidlertid havde ordene på hans papirruller fat i et eller andet, som syntes at være født af Gud. Han havde begrebet noget af evighedens lys, idet han af det nævnte vers i Romerbrevet fattede, at Gud nu for altid var tilfredsstillet ved et offer, som Hans Søn havde givet på Golgata, og at ingen herefter havde nødig at ’købe’ eller ’arbejde sig til’ Guds tilgivelse. Fra nu af kunne intet menneske ved egne gerninger opnå Guds retfærdiggørelse. Denne velsignelse fik man helt gratis ved troen på Jesus!
Disse såkaldte 95 teser blev nu opslået på slotskirkens dør i Wittenberg som en protest mod afladsbreve – denne betalte aflad var en kirkelig misrøgt af Guds nådige tilgivelse af synd, som havde skabt modvilje hos mange, men som indtil nu aldrig var blevet korrigeret af de kirkelige myndigheder. Gennem afladsbrevene påtog kirken sig fortsat for visse pengebeløb at skaffe syndere tilgivelse for begåede overtrædelser. Martin Luther, som den unge munk hed, slog en gang for alle fast på kirkens dør, at ’vi ikke har brug for den slags professionelle tilgivere’. Folk lyttede, og i de efterfølgende år gik Luthers befriende forklaringer over Romerbrevet sin sejrsgang i en formørket religiøs verden.
”Jeg har forstået,” skrev han, ”at Guds retfærdighed er den slags retfærdiggørelse, som sker udelukkende ud af Guds nåde modtaget ved tro alene… tilgivelse har intet at gøre med udførelsen af visse gerninger fra vor side, ej heller med vor bekendelse af hver eneste overtrædelse af Guds lov. Tilgivelse bygger alene på vor tro på Gud og Hans fortsæt med at frelse mennesket gennem Jesus Kristus.”
Denne opdagelse ændrede Luthers eget åndelige syn og opfattelse af hele forholdet mellem ham selv og hans opstandne Herre. ”Jeg følte det, som var jeg født på ny, og at jeg nu kunne vandre gennem paradisets åbne døre,” forklarer han. ”Dette specielle nytestamentlige afsnit om retfærdiggørelse ved tro alene blev for mig porten til Himlen.
LYSKEGLEN FØRES VIDERE
Mange kristne ved for lidt om Martin Luther, og særlig betragtes han af katolikker med mistænksomhed. Siden Luthers tid og indtil dags dato har hans værk og person for mange været årsag til en vedvarende polemisk krig mellem protestanter og katolikker. Hans ord og gerning fortjener imidlertid bedre. Den polemiske krig fører kun til, at hverken katolikker eller protestanter kommer længere end til at beskæftige sig med Luthers besynderligheder og fejltagelser. ”Martin Luther var en modig og nidkær mand, som i ét og alt var sin Herre hengiven,” skriver redaktøren af et internationalt katolsk ugeblad. ”Hans tro var rodfæstet i Skriften, og han var ivrig efter at se kirken fornyet.”
Den samme fornyelsens Ånd er bag den fulde genopdagelse af Pauli brev til Romerne i dag. Siden Vatikan II har katolikker og protestanter søgt at bringe den både blodige og ublodige århundredgamle strid til en standsning, og samtidig med, at et mere moderat syn på reformationens virkninger er kommet til orde, er tillige opstået en ny interesse omkring 1500-tallets store nytestamentlige frihedsbrev: Romerbrevet. I dette forandrede klima, er der faldet nyt lys på den del af brevet, hvor Luther standsede; kapitlerne ni, ti og elleve, som taler om hedningernes ansvar med hensyn til at bringe Den nye Pagts herligehed til Israel. Det er som om en mægtig Helligåndens projektør langsomt fører lyskeglen videre ind i den del af brevet, som indtil nu har ligget i mørke. Den opdagelse, som Luther gjorde, at tilgivelse af synd ikke har noget med udførelsen af visse lovgerninger at gøre, var og er revolutionerende. Ikke blot for de kristne i hedningenationerne, men for jøderne. Som David, erklærede Luther den mand for ’salig’, som fik syn for den hemmelighed, at Gud retfærdiggør en mand alene på grund af hans tro. – Og hvis denne opdagelse var ’som en åben dør ind til himlen’ for en hedningekristen i det 16. århundrede, vil den samme opdagelse af Kristus-retfærdigheden være en lignende åben dør ind til Guds herlighed for en jøde i det 20 århundrede.
PRÆDIKERNES BETYDNING
Hvis det imidlertid var vanskeligt for datidens jøder at acceptere, at Paulus kunne have nogen opgave med et sådant budskab udenfor Israel – så synes det i dag at være lige så vanskeligt for de hedningekristne menigheder at erkende, at bogrullen med det samme budskab nu langsomt foldes sammen, og at den rulles tilbage i retning mod Jerusalem. Det er tilsyneladende svært for Jesu Kristi menighed i nationerne at indse, at hedningernes store opdagelse: ’retfærdighed af tro’ også må forkyndes for jøderne. ”Hedningerne,” siger Paulus (og dermed mener han blot alle ’ikke-jøder), ”som ikke jagede efter retfærdighed, vandt retfærdighed, nemlig retfærdighed af tro; Israel derimod, som jagede efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke frem til en sådan lov. Hvorfor ikke? Fordi de søgte den, ikke ved tro, men som den, der kunne vindes ved gerninger…”
Blandt mange kristne i de såkaldte ’hedningenationer’ (og det er fra et bibelsk synspunkt igen blot at forstå som de lande, der er udenfor Israel) lever blandt de kristne den opfattelse, at jøderne vil ’påkalde Herrens navn og blive frelst’, når Jesus kommer igen. Jødernes modtagelse af deres Messias kan ifølge denne opfattelse ikke ske før denne store dag, og forud for dette behøver de kristne ikke at bekymre sig om noget forberedende arbejde i den henseende.
Paulus imødegår et sådant syn med ordene: ”Hvorledes skulle d (jøderne) nu kunne påkalde Ham, som de ikke er kommet til tro på? Og hvorledes skulle de kunne tro på Ham, som de ikke har hørt om? Og hvorledes skulle nogen kunne prædike, hvis ingen sendes ud? Som der står skrevet: ”Hvor liflige er fodtrin af dem, som bringer glædesbud (Rom.10:14-15).”
HEMMELIGHED, DER STADIG ER EN GÅDE
For mig selv har Pauli afsluttende ord i Romerbrevet kapitel elleve haft afgørende betydning. Sætningsopbygningen i to af de sidste vers er lidt knudret, og man må for at forstå, hvad det egentlig drejer sig om, indskyde et par forklarende kommentarer – men indholdet er som sådant overvældende klart. Der kan efter læsningen af disse betydningsfulde vers ikke længere herske nogen tvivl hos de kristne, at de fik evangeliet betroet for at de nu – 2000 år efter – skal bringe Den nye Pagts herlighed tilbage til jøderne. Paulus skriver: ”Ligesom I (hedninger) førhen var ulydige mod Gud (da I levede i vantro og ulydighed (nemlig jødernes, da de korsfæstede Jesus, deres Messias) for at også de må få barmhjertighed som følge af den barmhjertighed, der er blevet jer (hedninger) til del (Romerne 11:30-31).”
Apostlen har ikke gjort det let for os at forstå disse få sætningers indhold. Men de står alligevel som en lysende afslutning på alt, hvad han har forklaret i de forudgående 3 kapitler. Særligt de allersidste ord: ”For at også de (jøderne) må få barmhjertighed som følge af den barmhjertighed, der er blevet jer (I hedninger) til del.”
Hvis Paulus her mener, hvad han skriver, så vil jøderne kun kunne finde barmhjertighed ’som følge af’ den barmhjertighed, der er blevet hedningerne til del. Sagt med andre ord: Evangeliet kan ikke nå jøderne, før det har nået hedningerne, og barmhjertighed kan ikke blive givet til Israel, før det bliver ’som en følge af den barmhjertighed, der er blevet hedningerne til del.
Denne Guds orden, at evangeliet først må komme til hedningerne for derefter atter gennem dem at blive bragt til jøderne, er imidlertid en hemmelighed. Det er (som Paulus udtrykker det det) en frelsesplan, som fra evighed har ligget gemt som en hemmelighed hos Gud (Efeserne 3:9).
At denne hemmelighed stadig er en gåde for mange oprigtige kristne, fik jeg klart at se på en lys og skøn aprilmorgen i den smukke middelalderlige universitetsby Altdorf i Tyskland.
Pilgrimslejren var her placeret på en tidligere fodboldbane lige udenfor den gamle bymur, og den såkaldte ’salonvogn’, hvori jeg har indrettet et lille kontor og studerekammer, var anbragt i venstre side af straffesparksfeltet. En person rakte mig her et brev, der netop var ankommet med posten. Da jeg åbnede det og læste dets indhold, var det, som om jeg hørte begejstringsbrølet, fordi bolden fra en mørk modspiller syntes at være havnet i nettet. Brevet var et alvorligt slag mod vor tjeneste, og det var tydeligt skrevet på grund af mangel på forståelse af Romerbrevets egentlige indhold.
Brevet var forfattet af det nationale råd af en velkendt evangelisk frikirke i Tyskland. Året forinden havde jeg besøgt et af kirkens rådsmøder i en lille by ikke langt fra Bremen, og det var en oplevelse igen at sidde sammen med nogle af de mænd, som jeg 25 år forinden havde arbejdet sammen med, da jeg som en af kirkens indsat og ordineret evangelister rejste iblandt dens menigheder i Europa.
JEG BLEV HØFLIGT VIST IND I ET RÅDSVÆRELSE
Jeg var dengang i begyndelsen af 20’erne, men jeg huskede endnu disse mænds kåde og ungdommelige latter, når vi i de tidlige morgentimer måtte udføre vort pligtarbejde på bibelskolen i Danmark. Jeg kunne endnu se dem for mig, når vi svedende og spøgende stred med teltrebene og masterne til evangelisationsteltene, som blev rejst forskellige steder i Danmark, og jeg huskede de mange skønne timers fællesskab, når vi om aftenen samledes til lovprisning og bøn efter gode evangelisationsfremstød i forskellige af Europas byer. Ja, jeg var faktisk lidt bevæget ved at møde disse mænd igen og var for et øjeblik overvældet af de mange minder om venskab og broderlig kærlighed.
Imidlertid var det klart, at vore veje siden havde ført os i forskellig retning. Alle havde vi fra vor første ungdom været grebet af det ønske, at ville følge og tjene vor fælles opstandne Herre. Det syntes imidlertid ikke at have været den samme udvælgelse og plan, som over årene var blevet udvirket i vore liv. Nogle af os havde måttet vandre ad ganske bestemte lydighedsstier, andre havde måttet følge Herren i en anden form for tjeneste. Nu skulle vi på denne dag mødes efter mange års adskillelse…
Som jeg høfligt blev vist ind i et nydeligt rådsværelse i den smukke, moderne kirkebygning i en lille nordtysk by, spurgte jeg mig selv, om de mænd, der nu sad omkring forhandlingsbordet, ville være i stand til at acceptere den vej, som Gud siden vor adskillelse, havde ført mig? Ville de kunne godkende, hvad jeg havde at forelægge dem vedrørende Guds åbenbarelse til Paulus med hensyn til budskabet om retfærdigheden af tro alene og det ansvar, som det medførte at bringe dette lys fra Den nye Pagt til Guds gamle pagts folk, jøderne?
Mine ungdomsvenner omkring det blanke bord så ’anderledes’ ud. ”Jeg kan ikke forstå,” sagde jeg smilende, ”at I alle sammen ser så gamle ud, og jeg stadigvæk er så ung…” De lo og tænkte sikkert det samme som mig. Spontant rakte jeg armene ud for varmt at hilse på nogle af ’drengene’ for 25 år siden, men en af dem, en værdigt udseende pastor med sølvstrejf i håret bad mig høfligt ’at tage plads’. Med den største respekt og venlighed gav de udtryk for interesse for ’min sag’. De lyttede med andagtsfuld åbenhed til min historie, og da jeg kom til det afsnit om ’den ny pagts tjeneste overfor Guds ejendomsfolk, jøderne, tog de notater.
”Ifølge de hebraiske profeter,” begyndte jeg, ”vil Gud give større lys til sit jødiske folk med hensyn til den nye pagt retfærdighed, når de i en fremtidig omfattende eksodus bringes ud til det sted, som Bibelen kalder for ’Nordens Land’.” Jeg lagde mærke til, at mine venner noterede de bibelvers, som jeg henviste til: ”Jeremias 3:18, 16:14-18, 23:8 of 31, Esajas 43:6 etc.”
JEG FØLTE I MIT HJERTE DEN SAMME GLØD
”Ligesom Gud åbenbarede lyet fra Den gamle Pagt, da Hans jødiske folk blev bragt ud af Egypten, således vil Han nu åbenbare lyset fra Den nye Pagt, når Han i en ny eksodus bringer Israels børn ud fra Nordens Land,” fortsatte jeg.
Jeg stirrede rundt på de velkendte ansigter og lagde mærke til en vågen interesse hos nogle – hos andre så jeg imidlertid kun liden opmærksomhed.
”Et af de mest betydningsfulde kapitler i Det gamle Testamente,” forklarede jeg videre, ”er det 31. i Jeremias Bog; i dette kapitel samles i dag jødernes opmærksomhed omkring det 31. vers. Det er således let at huske: Jeremias 31:31, hvori det hedder: ”Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da Jeg slutter en ny pagt med Israels hus. I det samme kapitel udbryder profeten: ”Se, jeg bringer dem hid fra Nordens Land!” Disse to begivenheder er Den hellige Skrift nøje knyttet til hinanden: Udgangen fra Nordens Land og åbenbarelsen af Den nye Pagt.”
Jeg følte i mit hjerte den samme varme glød som ved andre lejligheder, når jeg havde talt om ’Den ny Pagts folks ansvar overfor Den gamle Pagts folk’.
”Hvorledes ville I som evangelisk frikirke modtage et budskab om ’at Herren kalder jer som menighed til at gøre bestræbelser i denne retning?” spurgte jeg.
Det var et øjebliks gravtung stilhed i rådsværelset. Jeg spekulerede på, om det var klogt at stille så udfordrende et spørgsmål. En af mændene spurgte: ”Hvilke slags bestræbelser hentyder du til?”
”Moses er død,” svarede jeg, ”men Herren har en anden kanal på jorden, hvorigennem Han i dag taler til Sit folk. Guds profeter er ikke længere én mand. Det er i dag et legeme af hellige mænd og kvinder. Gud taler således id ag gennem sin menighed. Jeg er af den opfattelse, brødre, at der – som i dagene under den første eksodus af jøder fra Egypten – ikke bliver nogen ’udgang’ før der er en ’indgang’.”’
”Det lyder besynderligt! Hvad mener du med dét?”
”Jeg mener, at Israels folk ikke kunne komme ud, før Moses vår gået ind, og at menigheden i dag må være så bevægelig, at den kan havde de rette mænd på det rette sted for at sige det rette ord i det rette øjeblik…”
”Det rette ord? Hvad er så det?”
Jeg stirrede igen rundt på mændene omkring forhandlingsbordet. De sad alle med deres sølvkuglepennestift plantet i deres notesblokke. Ikke en af dem bevægede så meget som et øjenbryn.
”Det rette ord er afhængig af stedet og timen,” fortsatte jeg. ”Hvis det ord tales i en afgørende stund i Jerusalem, kan det være det samme budskab, som Peter råbte på pinsedag: ”Så skal hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, Ham har Gud gjort både til Herre og Messias!” (Ap.G.2:36) – Men hvis det ord tales i den rette time i Kiev i Ukraine i det mægtige imperium, som Bibelen kalder for ’Nordens Land, kan det være det samme budskab, som Moses sagde til Farao: ”Lad Mit Folk Gå!”
AT FATTE DET ÅNDELIGE ANSVAR OVER FOR ISRAEL
”Og hvad vil der ske, hvis vi som menighed ikke føler os kaldet til at være med i en sådan opgave?” spurgte manden for enden af bordet. Jeg mærkede igen den varme Åndens glød i mit hjerte. Nu brændte den imidlertid helt ud i mine arme og ben. Jeg undrede mig selv over den myndighed, hvormed jeg talte – men vidste samtidigt, at det svar, jeg gav, beseglede min skæbne.
”Hvis Herrens menighed blandt hedningerne i denne lydighedens time ikke kommer ind i Guds evige kaldelse med henblik på Jerusalem – og hvis Jesu Kristi kirke i nationerne ikke i dette afgørende øjeblik af frelseshistorien fatter sit åndelige ansvar overfor Israel og Det jødiske folk – vil den blive dømt!”
Mere fik jeg ikke sagt. Rådsmødet blev hævet! En ledende ældste fra menigheden i Hamborg, hvor jeg nogle måneder forinden havde prædiket over teksten: ”Jeg siger til Norden: Giv hid!” (Es.43:6), rystede på hovedet og sagde: ”Du er snæversynet – og du er ude af balance!”
Jeg fik en klump i halsen. ”Syn’s du?” spurgte jeg ængsteligt. Han nikkede. ”Ja,” sagde han. ”Du er ude af dig selv! Du er ude af balance!”
”Måske har du ret,” hviskede jeg. ”Måske er jeg ude af balance.”
Alt dette skete i juni 1984. Et år senere modtog jeg rådets overvejelse og beslutning af min sag. Det skete i det brev, som jeg fik udleveret i venstre hjørne af straffesparkfeltet på den gamle fodboldbane i Altdorf. Brevet indeholdt en lakonisk meddelelse om, at alle kirkens menigheder i Tyskland var advaret imod min tjeneste, og at menighedernes ledere havde fået besked på under ingen omstændigheder at støtte eller hjælpe vort rejsetog mod Israel.
”Vor broders ord og holdning vil bringe menighedernes medlemmer ind i en samvittighedskonflikt,” hed det i rundskrivelsen til menighederne. ”Vi understreger derfor, at alle ansvarlige klart må tage afstand fra hans budskab.”
Jeg foldede brevet ud på mit skrivebord. ”Du ved, Herre, om jeg er ude af mig selv, og om jeg er ude af balance,” bad jeg. ”Sig mig, om jeg har handlet forkert…?
Svaret udeblev. Indtil videre. Måske forstod jeg først det givne svar adskillige år senere, en skøn aprilaften i 1990, hvor jeg et andet sted var blevet indbudt til at møde en samling af gode kristne mænd, som jeg en halv snes år tidligere måtte skilles fra på grund af ’læremæssige uoverensstemmelser’. Men denne aften var der fra begge sider en iver og en beredvillighed til at få de gamle sår helet. Og før vi vidste af det, var vi alle forsamlet i bøn. En forsoningens og broderkærlighedens atmosfære fyldte rummet, og vi måtte omfavne hinanden…
I dag er der atter gået en halv snes år, og vi kan se tilbage på de erfaringer, vi har gjort, når vor livsafter tager sin begyndelse. Israel står i dag på den evangeliske kirkes dagsorden – og udfordringen er så stor som aldrig før.
Hvad gør vi for at nå vore jødiske venner med budskabet om, hvorledes de kan opnå Guds retfærdighed ved troen alene (og uden først at skulle udføre visse lovgerninger?)
Selv blev jeg frelst ved blandt andet en jødes vidnesbyrd – og jeg har stadig stærke bånd til den familie. Spørgsmålet ligger stadig på bordet: ”Hvorledes skulle nogen kunne prædike, hvis ingen sendes ud?” (Rom.10:14-15)
Læs under Retsopgøret artiklen: ’HAR GUD FORSKUDT SIT FOLK’ (http://medgrundlovskallandbygges.dk)
Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526
NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag, d.11.10.2024
0 Kommentarer